Language of document : ECLI:EU:T:2011:277

Sag T-191/06

FMC Foret, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – overtrædelsens varighed – uskyldsformodning – ret til forsvar – bøder – formildende omstændigheder«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – begreb – viljeoverensstemmelse hvad angår den adfærd, der skal føres på markedet – omfattet

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – aftaler – samordnet praksis – begreb – begæring om oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale – tilstrækkelig konstatering

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – aftaler – kompleks overtrædelse, der frembyder elementer af aftaler og elementer af samordnet praksis – kvalifikation som »aftale og/eller samordnet praksis« – lovlig

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – anvendelse som bevismidler af erklæringer afgivet i henhold til samarbejdsmeddelelsen af andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen – lovlig – betingelser

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

5.      Konkurrence – aftaler – bevis – ét enkelt bevis – lovlig – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Konkurrence – aftaler – bevis – indicier fremført af Kommissionen – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål

(Art. 81, stk. 1, EF)

7.      Konkurrence – aftaler – bevis – beedigede erklæringer og vidneudsagn indhentet under høringer

(Art. 81 EF)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 finder ikke anvendelse – anvendeligheden af de almindelige EU-retlige principper

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1)

9.      Konkurrence – aftaler – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

(Art. 81, stk. 1, EF)

10.    Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – manglende udlevering af et dokument – følger

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

11.    Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – meddelelse af svar på en klagepunktsmeddelelse – betingelser – grænser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

12.    Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – bestemmelsen af, hvilke dokumenter der kan være nyttige for forsvaret, alene fastlagt af Kommissionen – ikke tilladt – udelukkelse af diskulperende dokumenter fra sagsakterne – ulovlighed af Kommissionens beslutning – betingelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – maksimumsbeløb – beregning – relevant omsætning

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, andet afsnit)

14.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 3)

15.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – virksomhedens passive rolle eller rolle som medløber

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 3, første led)

16.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – adfærd, der afviger fra den, der blev aftalt i kartellet – vurdering

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 3)

1.      Det er tilstrækkeligt for, at der foreligger en aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF, at de pågældende virksomheder har udtrykt deres fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde.

Det kan antages, at en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF er indgået, når der foreligger en samstemmende vilje om selve princippet om en konkurrencebegrænsning, selv om de særlige forhold ved den påtænkte begrænsning stadig er genstand for drøftelser.

(jf. præmis 97 og 98)

2.      Begrebet samordnet praksis omhandler en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke går så langt som til at afslutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med indbyrdes praktisk samarbejde.

I denne forbindelse udelukker artikel 81, stk. 1, EF, enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, som kan påvirke en faktisk eller potentiel konkurrents adfærd på markedet, eller som over for en sådan konkurrent kan afsløre den adfærd, man har besluttet eller overvejer selv at udvise på markedet, når disse kontakter har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.

Den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF.

(jf. præmis 99-101)

3.      Begrebet aftale og begrebet samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1, EF omfatter former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.

I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der i flere år har involveret adskillige producenter, som har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at denne kvalificerer overtrædelsen som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af artikel 81 EF.

Den dobbelte kvalifikation af overtrædelsen som enten en aftale »og/eller« en samordnet praksis må forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. artikel 81, stk. 1, EF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse.

(jf. præmis 102-104)

4.      Erklæringer afgivet af virksomheder, der er anklaget i forbindelse med ansøgninger om favorabel behandling, bør bedømmes med forsigtighed og kan generelt ikke accepteres uden bekræftelse. En erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre sigtede virksomheder, kan dog ikke uden støtte i andre beviser betragtes som tilstrækkeligt bevis for, at de sidstnævnte virksomheder har begået en overtrædelse.

Med henblik på undersøgelsen af bevisværdien af erklæringerne fra de virksomheder, der har indgivet en begæring om favorabel behandling, tager Retten især hensyn til dels betydningen af overensstemmende beviser, der støtter relevansen af erklæringerne, dels at der ikke er indicier for, at erklæringerne havde en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvrige virksomheders bidrag.

(jf. præmis 119-121)

5.      Der findes ikke et EU-retligt princip, der er til hinder for, at Kommissionen, når den fastslår, at der foreligger en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, alene støtter sig på et enkelt skriftligt bevis, forudsat at der ikke er nogen tvivl om dokumentets bevisværdi, og at dokumentet i sig selv med sikkerhed viser, at overtrædelsen forelå.

Denne antagelse gælder ganske vist som hovedregel ikke ensidige erklæringer fra en sigtet virksomhed, der, i det omfang de bestrides af andre sigtede virksomheder, skal bestyrkes af yderligere uafhængige beviser.

Denne betragtning kan ikke desto mindre lempes, såfremt erklæringen fra den virksomhed, som samarbejder, er særligt troværdig, da den krævede grad af bestyrkelse under disse omstændigheder er mindre, såvel med hensyn til præcision som med hensyn til styrke.

I det tilfælde, hvor en række samstemmende indicier bestyrker eksistensen og visse bestemte dele af den samordning, som er nævnt i erklæringen afgivet i forbindelse med samarbejdet, kan denne erklæring nemlig være tilstrækkelig til at bevise andre punkter i den anfægtede beslutning. Kommissionen kan under disse omstændigheder udelukkende tage hensyn til erklæringen på den betingelse, at rigtigheden af det, der er anført, ikke giver anledning til betænkelighed, og at oplysningerne ikke er vage.

Selv om en erklæring fra en virksomhed ikke er understøttet med hensyn til bekræftede konkrete faktiske forhold, kan den desuden have en vis bevisværdi med henblik på at understøtte tilstedeværelsen af overtrædelsen i forbindelse med en række samstemmende indicier, som blev lagt til grund af Kommissionen. I det omfang et dokument indeholder konkrete oplysninger, der svarer til dem, der findes i andre dokumenter, kan disse oplysninger nemlig gensidigt styrke hinanden.

(jf. præmis 122-126)

6.      På konkurrenceområdet må det være tilladt for Kommissionen at slutte fra perioder, hvor beviserne er temmelig massive, til andre perioder, hvor der er noget større afstand mellem de enkelte beviser. Der skal nu engang en virkelig god forklaring til for at overbevise en ret om, at der under en bestemt fase af en møderække foregik noget helt andet end det, der skete under tidligere og senere møder, når møderne havde samme deltagerkreds, fandt sted under ensartede, ydre omstændigheder og ubestridt havde samme formål.

Når en virksomhed selv uden at spille en aktiv rolle deltager i et møde, hvorunder en ulovlig samordning bliver nævnt, må den i øvrigt antages at have deltaget i samordningen, medmindre den godtgør, at den åbent tog afstand herfra eller meddelte de andre deltagere, at den ønskede at deltage i det pågældende møde med et andet sigte end deres.

Hvis Kommissionen godtgør en virksomheds deltagelse i sådanne ulovlige møder, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen.

(jf. præmis 127, 159, 160, 204 og 236)

7.      Et vidneudsagn, der aflægges under ed for en domstol eller i forbindelse med en undersøgelse for en anklager, kan have en høj bevisværdi, på baggrund af de negative konsekvenser, som det strafferetligt kan have for en person ikke at have talt sandt under en undersøgelse, der gør et sådant vidneudsagn mere troværdigt end en almindelig erklæring. Disse betragtninger finder dog ikke anvendelse på skriftlige erklæringer fra de ansatte i en virksomhed, fremlagt for Kommissionen under den administrative procedure på konkurrenceområdet, eller på deres vidneudsagn afgivet under høringen ved Kommissionen. På denne baggrund kan det ikke hævdes, at sådanne erklæringer, i det omfang de blev afgivet på tro og love, har en høj bevisværdi, og at Kommissionen af denne grund i givet fald er forpligtet til at godtgøre, at vidnerne begik mened.

(jf. præmis 132 og 133)

8.      Kommissionen har under den administrative procedure på konkurrenceområdet ikke mulighed for at gøre høring af personer som vidner under tro og love obligatorisk.

Desuden er Kommissionen kun forpligtet til at indhente udtalelser fra fysiske eller juridiske personer, der godtgør at have tilstrækkelig interesse heri, såfremt de pågældende personer faktisk anmoder om at måtte udtale sig. Den har derfor et rimeligt skøn ved afgørelsen af, hvilken interesse det kan have at høre personer, hvis udsagn kan have betydning for sagens oplysning. Beskyttelsen af retten til forsvar kræver således ikke, at Kommissionen foretager høring af vidner, der er udpeget af de berørte, når den anser undersøgelsen af sagen for at have været tilstrækkelig.

Selv om Kommissionen ganske vist ikke er en domstol i som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, og selv om de af Kommissionen pålagte bøder ikke er af strafferetlig karakter, er Kommissionen under den administrative procedure imidlertid forpligtet til at overholde de almindelige EU-retlige principper.

Den omstændighed, at konkurrencebestemmelserne ikke pålægger Kommissionen en forpligtelse til at indkalde de vidner i virksomhedernes interesse, der ønskes ført, er imidlertid ikke i strid med de nævnte principper. Selv om Kommissionen kan lade fysiske eller juridiske personer afgive udtalelse, når den finder det nødvendigt, har den ikke ret til at indkalde vidner til støtte for sine klagepunkter uden at have opnået deres samtykke. Da proceduren ved Kommissionen alene er af rent administrativ karakter, er Kommissionen ikke forpligtet til at give den berørte virksomhed mulighed for at udspørge et bestemt vidne og undersøge vidnets forklaringer under sagens forberedelse. Det er tilstrækkeligt, at de forklaringer, som anvendes af Kommissionen, er erhvervet gennem de sagsakter, som blev fremsendt til sagsøgeren, som kan gøre indsigelse mod dem ved Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 135 og 137-139)

9.      Det er ikke nødvendigt at undersøge virkningen af en aftale eller en samordnet praksis, hvis det allerede er godtgjort, at den har et konkurrencebegrænsende formål. En bestemt virksomhed er ansvarlig for overtrædelsen, når den har deltaget i møder under kendskab til deres konkurrencebegrænsende formål, selv om den ikke derefter har truffet nogen af de foranstaltninger, som måtte være aftalt herunder.

(jf. præmis 252 og 253)

10.    Retten til aktindsigt, som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar, indebærer i en administrativ procedure på konkurrencerettens område, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar.

Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

Hvad angår de belastende dokumenter udgør en manglende udlevering af et dokument udelukkende en tilsidesættelse af retten til forsvar, såfremt den berørte virksomhed for det første beviser, at Kommissionen har benyttet dette dokument som grundlag for et klagepunkt vedrørende eksistensen af en overtrædelse, og for det andet, at dette klagepunkt udelukkende kan bevises ved henvisning til dette dokument. Det påhviler således den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet frem til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt dette ikke udleverede dokument måtte udelukkes som bevis.

Hvad derimod angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed alene godtgøre, at den manglende fremlæggelse har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for den. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden godtgør, at den kunne have anvendt de pågældende diskulperende dokumenter til sit forsvar, ved navnlig at påvise, at den kunne have gjort omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de vurderinger, som Kommissionen var nået frem til på tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen, og således på den ene eller den anden måde havde kunnet øve indflydelse på vurderingerne i beslutningen.

(jf. præmis 262-265)

11.    Under en administrativ procedure på konkurrenceområdet indgår virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen ikke i det egentlige undersøgelsesmateriale. For så vidt angår dokumenter, som ikke indgår i det undersøgelsesmateriale, der er oprettet på tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen, er Kommissionen derfor kun forpligtet til at udlevere disse svar til andre berørte virksomheder, hvis det viser sig, at de indeholder nye belastende eller diskulperende forhold.

Hvad særligt angår diskulperende dokumenter er Kommissionen ikke forpligtet til på eget initiativ at give de berørte parter adgang til dokumenter, som ikke findes i dens undersøgelsesmateriale, og som den ikke agter at anvende til ugunst for dem i den endelige beslutning. Da Kommissionen som hovedregel ikke er forpligtet til på eget initiativ at udlevere sådanne dokumenter, kan en virksomhed i princippet ikke med føje påberåbe sig en manglende udlevering af de i svarene på klagepunktsmeddelelsen indeholdte påståede diskulperende forhold, da den ikke anmodede om aktindsigt i disse svar under den administrative procedure.

Hvis den sagsøgende virksomheds argumentation tilsigter at godtgøre, at Kommissionen burde have konstateret tilstedeværelsen af diskulperende forhold i de pågældende svar og derfor have tilsendt dem på eget initiativ, påhviler det denne virksomhed inden for rammerne af en sådan argumentation at fremlægge et første bevis for nytten af at anvende de pågældende svar til sit forsvar. Virksomheden skal navnlig angive, hvilket diskulperende materiale det drejer sig om, eller fremføre noget, der gør det sandsynligt, at et sådant materiale findes, og dermed godtgøre, på hvilken måde det er relevant for den foreliggende sag.

Idet den dog er forpligtet til at udlevere uddragene af svaret på klagepunktsmeddelelsen med de relevante oplysninger til de berørte virksomheder i forhold til et bebyrdende forhold, er Kommissionen i øvrigt ikke forpligtet til at udvide denne udlevering til andre passager i det nævnte svar, der ikke har nogen forbindelse med det påberåbte forhold.

(jf. præmis 266, 267, 290, 292, 296 og 297)

12.    Med henblik på at varetage retten til forsvar bør Kommissionens sagsakter under den administrative procedure på konkurrenceområdet omfatte alle relevante dokumenter i forbindelse med undersøgelsen. Selv om den særligt kan udelukke omstændigheder fra den administrative procedure, der ikke har nogen forbindelse med de faktiske og retlige påstande, der fremgår af klagepunktsmeddelelsen, og som følgelig er uden relevans for undersøgelsen, tilkommer det ikke alene Kommissionen at bestemme, hvilke dokumenter der kan være nyttige for den berørte virksomheds forsvar.

Kommissionen tilsidesætter disse krav, hvis den udelukker et dokument, som indeholder en udskrift af en virksomheds mundtlige erklæring vedrørende en ulovlig handling, fra sagens akter, mens den skriftlige erklæring fra den samme virksomhed i forhold til denne handling er blevet lagt til grund som et relevant forhold i undersøgelsen.

Ikke desto mindre kan en sådan uregelmæssighed kun skabe tvivl om lovligheden af Kommissionens beslutning, hvis den har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af denne beslutning til skade for den pågældende virksomhed, som skal påvise, at den kunne have anvendt det ikke udleverede diskulperende dokument til sit forsvar, og navnlig påvise, at den kunne have gjort omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de vurderinger, som Kommissionen var nået frem til på tidspunktet af klagepunktsmeddelelsen, og således på den ene eller den anden måde havde kunnet øve indflydelse på vurderingerne i Kommissionens beslutning.

(jf. præmis 306-308)

13.    Det loft på 10% af omsætningen, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, skal beregnes på grundlag af den sammenlagte omsætning i alle de selskaber, som udgør den økonomiske enhed, der er ansvarlig for den sanktionerede overtrædelse. Derimod gælder, at hvis denne økonomiske enhed siden er blevet opsplittet, har hver af beslutningens adressater ret til en individuel beregning af bødeloftet.

(jf. præmis 324)

14.    Når en virksomhed gør gældende, at Kommissionen burde have regnet den til gode som en formildende omstændighed, at den spillede en passiv rolle i en overtrædelse af konkurrencereglerne, er det forhold, at denne virksomhed ikke udtrykkeligt har påberåbt sig sin passive rolle under den administrative procedure, uden betydning for, om dens klagepunkt kan antages til realitetsbehandling.

For det første er virksomheder, som er adressater for en klagepunktsmeddelelse, ikke forpligtet til specifikt at påberåbe sig formildende omstændigheder. For det andet er Kommissionen, når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, forpligtet til at foretage en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse i overtrædelsen har været, for at fastslå, om der for denne virksomheds vedkommende foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, navnlig når det drejer sig om en formildende omstændighed, der udtrykkeligt er nævnt i den ikke-udtømmende liste i punkt 3 i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten.

(jf. præmis 329 og 330)

15.    I henhold til punkt 3, første led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5 i EKSF-traktaten udgør det en formildende omstændighed, hvis det godtgøres, at en virksomhed kun har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber ved en overtrædelse af konkurrencereglerne, hvorved det skal præciseres, at denne passive rolle indebærer, at den pågældende virksomhed holder lav profil, dvs. afstår fra en aktiv deltagelse i tilblivelsen af den konkurrencebegrænsende aftale/de konkurrencebegrænsende aftaler.

Blandt de forhold, som kan påvise en virksomheds passive rolle i et kartel, kan der tages hensyn til en væsentligt mere sporadisk deltagelse i møderne end de almindelige medlemmer af kartellet, ligesom den sene indtræden på det marked, hvorpå overtrædelsen er begået, uafhængigt af varigheden af dens deltagelse i overtrædelsen, eller endog udtrykkelige erklæringer herom fra repræsentanter for andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen. Der skal under alle omstændigheder tages hensyn til samtlige relevante omstændigheder i sagen.

Kommissionen råder over et skøn med hensyn til anvendelsen af formildende omstændigheder.

Hvis Kommissionen i denne forbindelse i tilstrækkelig grad har godtgjort, at en virksomhed har været repræsenteret eller underrettet med hensyn til de fleste hemmelige møder, som omhandlet i Kommissionens beslutning, stemmer den omstændighed, at denne virksomhed ikke deltog fysisk i visse møder, men blev informeret herom telefonisk, med den ulovlige karakter af mødernes forløb og er på ingen måde udtryk for, at virksomheden kun har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber.

(jf. præmis 331-333 og 337)

16.    Ifølge punkt 3, andet led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5 i EKSF-traktaten kan det udgøre en formildende omstændighed, at en virksomhed ikke reelt har fulgt de ulovlige aftaler eller ulovlige former for praksis, i det omfang den omhandlede virksomhed godtgør, at den i den periode, hvori den var part i de ulovlige aftaler, reelt undlod at gennemføre dem ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at den i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion.

Den omstændighed alene, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfærd på markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, ved at følge en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, skal i øvrigt ikke nødvendigvis tages i betragtning som formildende omstændighed. Det kan ikke udelukkes, at denne virksomhed blot søgte at udnytte kartellet til sin fordel.

(jf. præmis 345 og 346)