SAMMENDRAG – SAG T-190/06
Sag T-190/06
Total SA og Elf Aquitaine SA
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – hydrogenperoxid og natriumperborat – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – tilregnelse af ulovlig adfærd – ret til forsvar – uskyldsformodning – begrundelsespligt – ligebehandling – princippet om individuelle straffe og sanktioner – princippet om lovhjemmel for strafansvar og straf – princippet om god forvaltningsskik – retssikkerhed – magtfordrejning – bøder«
Sammendrag af dom
1. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier
(Art. 81 EF og 82 EF)
2. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier
(Art. 81 EF og 82 EF)
3. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art 27)
4. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – beslutning vedrørende en flerhed af adressater
(Art. 81 EF, 82 EF og 253 EF)
5. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – tilregnelse – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
6. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – den enkelte virksomhed, som udgøres af datterselskabet og moderselskabet, tilregnes datterselskabets ulovlige adfærd – moderselskabets manglende kendskab til datterselskabets ulovlige adfærd – ikke omfattet
(Art. 81 EF og 82 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)
7. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – formildende omstændigheder – pligt til at tage hensyn til bøder, der allerede er pålagt for andre konkurrencebegrænsende aktiviteter – foreligger ikke
(Art. 81, stk. 1 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
1. Et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder. Det forholder sig sådan, fordi moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, hvilket giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen.
I det konkrete tilfælde, hvor moderselskabet ejer 100% af det datterselskab, som har overtrådt EU-konkurrenceretten, kan det pågældende moderselskab dels udøve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels foreligger der en afkræftelig formodning for, at det pågældende moderselskab faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd.
Under disse omstændigheder er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele selskabskapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at formode, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at bevise, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet.
Kapitalbesiddelsens struktur i et datterselskab udgør et tilstrækkeligt kriterium for at opstille formodningen, uden at Kommissionen skal fremføre yderligere indicier vedrørende den faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse fra moderselskabet. Denne konklusion drages ikke i tvivl af den omstændighed, at sådanne yderligere holdepunkter havde kunnet anføres i andre sager. Iværksættelsen af den pågældende formodning er nemlig ikke betinget af, at der foreligger sådanne holdepunkter. Det er heller ikke nødvendigt, at Kommissionen med henblik herpå godtgør, at moderselskabet på det pågældende tidspunkt havde kendskab til datterselskabets ulovlige adfærd.
Når Kommissionen over for alle adressaterne for en beslutning om pålæggelse af en bøde for overtrædelse af konkurrenceretten har antaget, at kontrollen over hele eller næsten hele datterselskabets kapital i mangel af et argument, der afkræfter den deraf følgende formodning, var tilstrækkelig til at pålægge et moderselskab ansvaret, idet yderligere holdepunkter for en indflydelse udøvet af nogle af de berørte moderselskaber var blevet fremlagt, i det omfang der forelå oplysninger herom, både for at styrke den konklusion, der allerede gyldigt følger af den fulde kontrol med datterselskabets kapital, og for at svare på de berørte virksomheders argumenter, medfører den omstændighed, at Kommissionen, henset til, at nogle af adressaterne for den anfægtede beslutning ud over formodningen har påberåbt sig nogle yderligere holdepunkter for den af moderselskaber udøvede afgørende indflydelse, ikke, at de anvendte principper ikke har været de samme for alle adressaterne, og at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat.
(jf. præmis 35-38, 49, 50, 190 og 196)
2. Når Kommissionen anvender formodningen om udøvelse af afgørende indflydelse med henblik på at gøre moderselskabet ansvarligt for dets datterselskabers ulovlige adfærd, påhviler det det pågældende moderselskab at føre tilstrækkelige bevismidler med henblik på at bevise, at datterselskabet optrådte selvstændigt på markedet. Der skal i denne henseende tages hensyn til alle de forhold, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem dette datterselskab og moderselskabet, der kan variere efter de enkelte tilfælde. Der er bl.a. ingen grund til at indskrænke denne vurdering til de oplysninger, som vedrører datterselskabets forretningsmæssige politik i snæver betydning, såsom distributionsstrategi eller priser. Navnlig kan den pågældende formodning ikke afkræftes ved kun at bevise, at det er datterselskabet, som styrer disse særlige aspekter i sin forretningsmæssige politik, uden at modtage instrukser i denne forbindelse. Selv om overlapningen af ledelserne mellem moderselskabet og datterselskabet er et indicium for udøvelsen af en afgørende indflydelse, kan manglen på en sådan overlapning heller ikke være et tilstrækkeligt indicium for datterselskabets selvstændighed.
Det forhold alene, at moderselskabet er et ikke-operationelt holdingselskab, er ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at holdingselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sit datterselskab ved navnlig at koordinere dets økonomiske investeringer inden for koncernen. I forbindelse med en gruppe virksomheder er et holdingselskab således et selskab, som kan samle deltagerne i de forskellige selskaber, og hvis funktion er at sikre en enhed i ledelsen.
I en koncern af selskaber er opgavedelingen endvidere et normalt fænomen, som ikke er tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen om, at moderselskaberne og deres datterselskaber udgør én virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF. Det samme gælder for den omstændighed, at et datterselskab intervenerer på markedet i eget navn og for egen regning, og ikke som repræsentant for dets moderselskab. Der kan heller ikke drages nogen konklusion af den omstændighed, at et moderselskab aldrig har haft fælles kunder med sit datterselskab, at det ikke var aktivt på de markeder, som dets datterselskab havde investeret i, og tilhørende markeder, at aktiviteten i forbindelse med de pågældende produkter udgjorde en meget ringe del af moderselskabets samlede omsætning, og at disse produkter kun repræsenterer visse af det betragtelige antal produkter i datterselskabets aktiviteter.
Henset til, at et datterselskabs selvstændighed ikke kun vurderes på grundlag af virksomhedens drift, er den omstændighed, at dette datterselskab aldrig til fordel for moderselskabet har iværksat en særlig oplysningspolitik på et relevant marked, i øvrigt ikke tilstrækkelig til at godtgøre dets selvstændighed. Den omstændighed, at en virksomhed ikke fremstår som en enkelt samarbejdspartner, hverken under den administrative procedure eller under retssagen, gør det heller ikke muligt at konkludere, at det pågældende datterselskab er selvstændigt i forhold til sit eller sine moderselskaber.
Endvidere er det ikke moderselskabets direkte deltagelse i den af datterselskabet begåede overtrædelse, men den omstændighed, at de udgør en samlet virksomhed, som bemyndiger Kommissionen til at tilregne førstnævnte den af datterselskabet begåede overtrædelse. En sådan tilregnelse kan derfor ikke drages i tvivl ved, at et moderselskab ikke blev orienteret af sit datterselskab og først fik kendskab til et kartels eksistens efter Kommissionens kontrolundersøgelser i datterselskabets lokaler.
Endelig er tredjeparters opfattelse af et selskabs image ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at et datterselskab er selvstændigt i forhold til sit eller sine moderselskaber.
(jf. præmis 55-57, 65, 68, 71-73, 75, 76 og 78)
3. Det følger navnlig af overholdelsen af retten til forsvar, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen retter til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en sanktion for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige faktiske forhold, der gøres gældende over for den, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, Kommissionen støtter sig på, således at virksomheden er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den. Klagepunktsmeddelelsen skal navnlig utvetydigt fastslå den juridiske person, der kan pålægges en bøde, sendes til denne og angive, hvorfor denne person tilregnes de påståede faktiske forhold. Når det selskab, som formodningen påberåbes over for, i selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen og under den mundtlige høring for høringskonsulenten kan fremlægge alle de faktiske og retlige forhold med henblik på at anfægte denne formodning, og Kommissionen skal tage disse forhold i betragtning for i givet fald at frafalde klagepunkter, der har vist sig ubegrundede, er princippet om parternes processuelle ligestilling således overholdt.
Endvidere er Kommissionen ikke forpligtet til at træffe undersøgelsesforanstaltninger i forhold til en virksomhed inden udsendelsen af en klagepunktsmeddelelse, når den i øvrigt finder, at den råder over oplysninger, der kan begrunde udsendelsen af en sådan meddelelse. Det fremgår heller ikke af Kommissionens meddelelse om bedste praksis, at Kommissionen er forpligtet til at fremsende undersøgelsesforanstaltninger til alle de juridiske enheder, der udgør den berørte virksomhed, forud for vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen.
Når Kommissionen anvender den formodning, at et moderselskab udøver afgørende indflydelse på sit helejede eller næsten helejede datterselskab, for at holde moderselskabet solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, kan det endelig ikke lægges til grund, at Kommissionen på forhånd har kendt dette moderselskab »skyldigt«, da dette selskab kan afkræfte den nævnte formodning, der er fastlagt i klagepunktsmeddelelsen, ved at påvise sit datterselskabs selvstændighed. Kommissionens vedtagelse af en klagepunktsmeddelelse kan under ingen omstændigheder betragtes som bevis for, at den berørte virksomhed er skyldig. Hvis det modsatte var tilfældet, ville indledningen af enhver procedure på dette område kunne medføre, at uskyldsformodningen ville blive tilsidesat.
(jf. præmis 105-107, 118, 120 og 125-127)
4. Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
Når en beslutning om anvendelse af artikel 81 EF er rettet til flere adressater og medfører et spørgsmål om, hvem der bærer ansvaret for overtrædelsen, skal den indeholde en tilstrækkelig begrundelse i forhold til hver af adressaterne, navnlig i forhold til de af dem, som i henhold til beslutningen skal bære byrden ved overtrædelsen. I forhold til et moderselskab, der holdes solidarisk ansvarligt for overtrædelsen, skal en sådan beslutning således indeholde en detaljeret redegørelse for, hvorfor det pågældende selskab kan gøres ansvarligt for overtrædelsen.
Kommissionen skal udførligt gøre rede for sin argumentation, når den som led i sin beslutningspraksis træffer en beslutning, der i betydeligt omfang afviger fra dens tidligere beslutninger. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at den i et sådant tilfælde giver en summarisk begrundelse, bl.a. under henvisning til fast beslutningspraksis.
Dertil kommer, at når Kommissionen baserer sig på den formodning, at et moderselskab har udøvet afgørende indflydelse på den adfærd, dets datterselskab har udvist, og de berørte selskaber under den administrative procedure har fremført forhold med henblik på at afkræfte denne formodning, skal beslutningen i tilstrækkeligt omfang indeholde en redegørelse for de grunde, der kan begrunde Kommissionens standpunkt om, at disse forhold ikke var tilstrækkelige til at afkræfte den pågældende formodning. Da Kommissionen imidlertid ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har fremført for den, kan det ikke bebrejdes den, at den ikke giver et præcist svar på hvert eneste argument, som er blevet fremført af en virksomhed. Den kortfattede begrundelse kan i øvrigt være begrundet i den omstændighed, at det pågældende moderselskabs argumentation i det væsentlige består af almindelige antagelser og ikke er støttet af konkrete beviser vedrørende forbindelserne mellem moderselskaberne og de berørte datterselskaber i løbet af overtrædelsesperioden.
(jf. præmis 130, 131, 137, 148, 149, 153 og 154)
5. Virksomhedsbegrebet omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde. Begrebet virksomhed i denne kontekst skal navnlig forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen.
Overtrædelse af EU-konkurrenceretten skal dog utvetydigt henføres til en juridisk person, der vil kunne blive pålagt bøder. Når der er påvist en sådan overtrædelse, må det således fastslås, hvilken fysisk eller juridisk person der var ansvarlig for virksomhedens drift på tidspunktet for overtrædelsen, således at vedkommende kan drages til ansvar herfor. Kommissionens praksis, der består i at holde et selskab solidarisk ansvarligt for betaling af en del af den bøde, som er blevet pålagt et andet selskab, da førstnævnte selskab kunne gøres ansvarlig for sidstnævntes konkurrencebegrænsende adfærd, er i øvrigt i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. I et sådant tilfælde pålægges det pågældende selskab en bøde for en overtrædelse, det selv blev anset for at have begået som følge af det pågældende ansvar.
Den omstændighed, at en beslutning fra Kommissionen identificerer forskellige juridiske personer, der skal holdes solidarisk ansvarlige for betalingen af bøden, er derfor ikke uforenelig med virksomhedsbegrebet. Der er derimod tale om en korrekt anvendelse af dette begreb, når det er godtgjort, at den pågældende virksomhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer.
Den omstændighed alene, at disse forskellige juridiske personer er ansvarlige for betaling af bøder af forskellig størrelse, indebærer heller ikke en tilsidesættelse af virksomhedsbegrebet. Den konstatering, at flere juridiske personer udgør én virksomhed, som er ansvarlig for at have begået overtrædelsen, indebærer således ikke nødvendigvis, at alle de relevante forhold, der var lagt til grund for beregningen af bøden, kan tilskrives dem på samme måde, bl.a. når den pågældende virksomheds sammensætning juridisk set har ændret sig med tiden.
(jf. præmis 162-166)
6. Når en overtrædelse af konkurrencereglerne tilregnes et moderselskab på grund af den omstændighed, at moderselskabet sammen med sit datterselskab udgør en samlet virksomhed, og ikke på grund af dets direkte deltagelse i overtrædelsen, er dets manglende kendskab til kartellet uden betydning for denne tilregnelse.
Eftersom et sådant moderselskab i denne henseende ikke har gjort gældende, at dets datterselskab, som deltog direkte i overtrædelsen, ikke havde kendskab til det overordnede formål med de konkurrencebegrænsende aftaler, kan dets manglende kendskab til kartellet ikke udgøre et indicium for den omstændighed, at grovheden af den overtrædelse, som den virksomhed, som moderselskabet sammen med dets datterselskab udgjorde, har begået, er mindre, og kan derfor ikke udgøre et forhold, som kan begrunde en nedsættelse af bøden.
(jf. præmis 217 og 218)
7. Når Kommissionen fastslår, at en virksomhed har begået flere forskellige overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF, idet denne virksomhed har deltaget i flere forskellige karteller i løbet af den samme periode, kan den pålægge denne virksomhed forskellige bøder, for så vidt som de hver især ikke overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Hver af disse bøder skal nødvendigvis bero på en vurdering af varigheden af og grovhedens konkrete omfang for den overtrædelse, som Kommissionen pålægger sanktioner for. Da den omstændighed, at en virksomhed pålægges en bøde for forskellige konkurrencebegrænsende aktiviteter, som vedrører andre produkter, ikke ændrer ved den af Kommissionen konstaterede bestemte overtrædelse, henset til det med bøderne forfulgte afskrækkelsesformål, kan den omstændighed alene, at en virksomhed for nylig er blevet pålagt andre bøder for delvis samtidige overtrædelser, ikke begrunde en nedsættelse af den af Kommissionen for den pågældende overtrædelse pålagte bøde.
(jf. præmis 246 og 247)