RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

9. september 2009

Sag T-375/08 P

Bart Nijs

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – personalesag – tjenestemænd – Revisionsrettens afgørelse om at forny generalsekretærens mandat – afgørelse om ikke at forfremme appellanten i forfremmelsesåret 2004 – åbenbart, at appellen delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet«

Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 26. juni 2008 i sag F-108/07, Nijs mod Revisionsretten, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen forkastes. Bart Nijs bærer sine egne omkostninger og betaler Revisionsretten for De Europæiske Fællesskabers omkostninger ved appelinstansen.

Sammendrag

1.      Retspleje – søgsmål ved Personaleretten – fastsættelsen af det normative indhold af en artikel i procesreglementet for Retten i Første Instans og en artikel i procesreglementet for Retten for EU-personalesager – mulighed for at anvende nævnte artikel i procesreglementet for Retten for EU-personalesager på en sag, der blev anlagt inden Personalerettens procesreglements ikrafttræden

(Procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 111; procesreglementet for Retten for EU-personalesager, art. 76; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

2.      Retspleje – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – generaladvokaten hørt – formalitet ikke opfyldt i søgsmålet ved Personaleretten

(Procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 111; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

3.      Retspleje – søgsmål ved Personaleretten – mulighed for yderligere skriftudveksling – Personalerettens beføjelser

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 7, stk. 3)

4.      Retspleje – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

5.      Appel – fremsættelse af retlige anbringender og argumenter i stævningen – anbringende ikke tilstrækkeligt præciseret – henvisning til alle bilag – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

6.      Appel – anbringender – appelanbringende vedrørende Personalerettens afgørelse om sagsomkostningerne – afvisning, såfremt alle øvrige anbringender forkastes

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 2)

1.      Hvis Personaleretten under efterlevelse af de i retspraksis opstillede krav samtidigt anvender artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans og artikel 76 i procesreglementet for Retten for EU-personalesager på en sag, der blev anlagt, før sidstnævnte procesreglement trådte i kraft, kan sagsøgeren ikke med føje påstå, at han ikke på tidspunktet for sagsanlægget kunne have haft kendskab til de bestemmelser, på grundlag af hvilke hans sag blev afvist. Det normative indhold af nævnte artikel 111 og 76 er nemlig helt det samme hvad angår anvendelsen på proceduren for Personaleretten. Eftersom indholdet af procesreglementet for Retten i Første Instans blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 30. maj 1991, kan ingen anses for ikke at have kendskab hertil.

(jf. præmis 21, 23, 24 og 28)

Henvisning til: Domstolen, 12. juli 1989, sag 161/88, Binder, Rec. I, s. 2415, præmis 19.

2.      Da den tilsvarende anvendelse af artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans nødvendigvis forudsætter, at der tages hensyn til Personalerettens interne organisation, indtil sidstnævntes procesreglement træder i kraft, kan denne bestemmelse ikke gøre det påkrævet, at en generaladvokat indtræder i proceduren for Personaleretten. Hverken EF-traktaten, afgørelse 2004/752 om oprettelse af en ret for EU-personalesager eller statutten for Domstolen bestemmer, at Personaleretten bistås af generaladvokater. Det er i øvrigt heller ikke fastsat, at Personaleretten i bestemte sager kan udpege et af dens medlemmer til at fungere som generaladvokat.

(jf. præmis 22)

Henvisning til: Retten, 8. september 2008, sag T-222/07 P, Kerstens mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49 og 50.

3.      Det følger klart af artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen, at Personaleretten ikke er under nogen forpligtelse til at kræve yderligere skriftudveksling mellem parterne. Afgørelsen om at anmode om en sådan skriftudveksling henhører under denne rets skønsbeføjelse, som den udøver på grundlag af dennes behov for oplysninger. Følgelig kan ordlyden af denne bestemmelse ikke hos sagsøgeren skabe en berettiget forventning om, at der er mulighed for at afgive yderligere et processkrift efter stævningen.

(jf. præmis 27)

4.      En stævning opfylder kun de i Rettens procesreglements artikel 44, stk. 1, litra c), opstillede krav, hvis angivelsen af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene er tilstrækkelig klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten kan tage stilling til sagen, idet de to betingelser er kumulative. Hvis stævningen således ikke gør det muligt for Retten at forstå de fremførte argumenter og dermed at vurdere, om de er begrundede, har påstanden om, at stævningen er forståelig for modparten, fordi denne har kendskab til de faktiske omstændigheder, ingen relevans.

(jf. præmis 35-37)

5.      Inden for rammerne af en for Retten i Første Instans indbragt appel til prøvelse af en afgørelse truffet af Personaleretten opfylder et argument om, at Personaleretten har begået en retlig fejl ved ikke at tage stilling til et anbringende, ikke de krav til klarhed og præcision, som følger af Rettens procesreglements artikel 138, stk. 1, litra c), hvis ikke sagsøgeren i klare og præcise vendinger forklarer, hvori den påståede fejl består. I denne forbindelse kan den omstændighed, at der mangler væsentlige oplysninger i den retlige argumentation som krævet i henhold til denne bestemmelse, ikke afhjælpes ved en generel henvisning til andre dokumenter end appellen. Desuden tilkommer det ikke Retten i Første Instans ved hjælp af bilagene at eftersøge og at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning.

(jf. præmis 41 og 57)

Henvisning til: Retten, 21. maj 1999, sag T-154/98, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1703, præmis 49; Retten, 14. december 2005, sag T-209/01, Honeywell mod Kommissionen, Sml. II, s. 5527, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis.

6.      Det fremgår af artikel 11, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen, at appel ikke kan iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse. Det følger heraf, at såfremt alle øvrige appelanbringender til prøvelse af en afgørelse truffet af Personaleretten forkastes, må en påstand om, at Personalerettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises som åbenbart ugrundet.

(jf. præmis 71 og 72)

Henvisning til: Domstolen, 26. maj 2005, sag C-301/02 P, Tralli mod ECB, Sml. I, s. 4071, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis.