Language of document : ECLI:EU:T:2007:300

Sag T-257/07 R

Den Franske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Særlige rettergangsformer – veterinærpoliti – forordning (EF) nr. 999/2001 – udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopathier – forordning (EF) nr. 727/2007 – begæring om udsættelsen af gennemførelsen – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

Sammendrag af kendelse

1.      Landbrug – fælles landbrugspolitik – gennemførelse – foranstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed

(Art. 174 EF)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – »fumus boni juris«

(Art. 242 EF; Kommissionens forordning nr. 999/2001)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – »fumus boni juris«

(Art. 242 EF; Kommissionens forordning nr. 999/2001)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade

(Art. 242 EF; Kommissionens forordning nr. 999/2001)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – afvejning af alle de pågældende interesser

(Art. 242 EF)

1.      Forsigtighedsprincippet udgør i overensstemmelse med artikel 174 EF et af de principper, som Fællesskabets politik på miljøområdet bygger på, og hvoraf beskyttelsen af menneskers sundhed er en del, og princippet finder også anvendelse, når fællesskabsinstitutionerne inden for den fælles landbrugspolitik træffer foranstaltninger til beskyttelse af menneskers sundhed.

I medfør af dette princip kan institutionerne, når der er usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er risiko for menneskers sundhed, træffe beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at det fuldt ud påvises, at der er en risiko, og hvilket omfang denne har. Når nye forhold på den anden side ændrer risikoopfattelsen eller viser, at risikoen kan afvendes ved foranstaltninger, der er mindre indgribende end de eksisterende, påhviler det institutionerne og navnlig Kommissionen, der har initiativretten, at foretage en ændring af bestemmelserne i lyset af de nye oplysninger. Fællesskabsinstitutionerne kan således faktisk træffe mindre indgribende foranstaltninger end de eksisterende, når disse foranstaltninger kan begrænse den risiko, som nye forhold har ændret opfattelsen af.

Fællesskabslovgiver har ifølge retspraksis på et område, som det i denne sag omhandlede, en vid skønsbeføjelse, som vedrører både politiske, økonomiske og sociale valg, og hvorved der skal foretages vanskelige vurderinger. I en sådan sammenhæng skal Fællesskabets retsinstansers prøvelse hvad angår sagens realitetsspørgsmål begrænses til en undersøgelse af, om afgørelsen efter udøvelsen af dette skøn er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om lovgiver åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn.

(jf. præmis 60, 61, 66 og 67)

2.      For at afgøre, om betingelsen om fumus boni juris er opfyldt i denne sag, hvor det til støtte for hovedsagen påberåbes, at Kommissionen har tilsidesat forsigtighedsprincippet på grund af en fejlvurdering af risikoen, fordi udstedelsen af forordning nr. 727/2007 om ændring af bilag I, III, VII og X i forordning nr. 999/2001 om fastsættelse af regler om forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmisible spongiforme encephalopathier (TSE), som indebærer en lempelse af de veterinærpolitiforanstaltninger, der finder anvendelse på fåre- eller gedebesætninger, hvor der er blevet påvist et TSE-tilfælde, skal der foretages en umiddelbar undersøgelse af det retlige anbringende og altså en efterprøvelse af, om argumenterne for den påståede tilsidesættelse er så alvorlige, at de ikke kan forkastes under en sag om foreløbige forholdsregler.

Da en »nul-risiko« faktisk ikke kan forekomme, kan forsigtighedsprincippet kun finde anvendelse i risikotilfælde, især risiko for menneskers sundhed, hvor risikoen, uden at den bygger på rene hypoteser, der ikke er videnskabeligt efterprøvet, endnu ikke har kunnet påvises fuldt ud. Endvidere kan der i forbindelse med anvendelsen af forsigtighedsprincippet, hvis baggrund typisk er en situation med videnskabelig usikkerhed, derfor ikke stilles det krav til en risikoevaluering, at den nødvendigvis skal give fællesskabsinstitutionerne definitive beviser for, at der er en risiko, og hvilket omfang de potentielle skadevirkninger har, såfremt denne risiko udløses.

Når det kan antages, i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning, at der består reel videnskabelig usikkerhed hvad angår dels muligheden for, at der blandt de agenser, der er ansvarlige for animal TSE, er andre agenser end BSE, som kan overføres til mennesker, dels diskriminatoriske tests pålidelighed, trods visse fremskridt i den videnskabelige viden, er påstanden, hvorefter fremskridtet i den videnskabelige viden om TSE hos drøvtyggere ikke efter sin art kan ændre opfattelsen af den risiko, som disse sygdomme udgør for folkesundheden, ikke helt ugrundet. Under disse omstændigheder berettiger klagepunktet om en tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet på grund af en af Kommissionen begået fejl ved risikovurderingen en nærmere undersøgelse, som det udelukkende tilkommer dommeren i sager om foreløbige forholdsregler at foretage.

(jf. præmis 59, 65, 79, 85 og 86)

3.      Den videnskabelige risikoevaluering skal sætte den kompetente myndighed i stand til i forbindelse med risikostyringen at fastslå, hvilke foranstaltninger den finder hensigtsmæssige og nødvendige for at undgå, at risikoen bliver til virkelighed. Risikovurderingens relevans er derfor afgørende for styringen af denne risiko.

Kommissionen har ved udstedelsen af forordning nr. 727/2007 om ændring af anneks I, III, VII og X i forordning nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmisible spongiforme encephalopathier foretaget en lempelse af veterinærpolitiforanstaltninger, der finder anvendelse på fåre- eller gedebesætninger, hvor der er påvist et TSE-tilfælde ved hjælp af en første hurtig test.

Det kan imidlertid antages, i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning, at de på området videnskabelige myndigheders udtalelse udtrykker reel videnskabelig usikkerhed vedrørende de betingelser, hvorunder anden TSE end BSE kan overføres til mennesker. På det nuværende vidensniveau er det ikke muligt at udelukke, at konsum af kød og produkter fra dyr smittet med anden TSE end BSE udgør en fare for menneskers sundhed. Disse udtalelser forekommer at udtrykke reel videnskabelig usikkerhed hvad angår diskriminatoriske tests pålidelighed, hvilket betyder, at kød og produkter fra dyr, der bærer uopdagede BSE-stammer, kan markedsføres, hvilket udgør en reel fare for menneskers sundhed.

Under disse betingelser forekommer sagsøgerens påstand, hvorefter de anfægtede bestemmelser ikke gør det muligt at begrænse den risiko, som TSE udgør for menneskers sundhed, men endda kan forstærke den, ikke, i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning, at være ugrundet. Under disse omstændigheder berettiger klagepunktet om en tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet på grund af en af Kommissionen begået fejl ved risikoforvaltningen en nærmere undersøgelse, som det udelukkende tilkommer Retten i hovedsagen at foretage.

(jf. præmis 88, 89, 107, 108 og 116)

4.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at garantere, at den fremtidige endelige afgørelse får sin fulde virkning, således at der undgås en lakune i den retsbeskyttelse, Fællesskabets retsinstanser sikrer. For at opfylde dette formål skal den uopsættelige karakter af en begæring om foreløbige forholdsregler vurderes i forhold til behovet for, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den part, der har fremsat begæringen om de foreløbige forholdsregler, lider en alvorlig og uoprettelig skade.

Når en medlemsstats myndigheder, der skal varetage den almene interesse, der er forbundet med beskyttelsen af folkesundheden, fremsætter begæring om udsættelse af gennemførelsen af bestemmelser i forordning nr. 727/2007 om ændring af bilag I, III, VII og X til forordning nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelsen af, kontrol med og udryddelse af visse transmisible spongiforme encephalopathier, som indebærer lempelse af de veterinærpolitiforanstaltninger, der finder anvendelse på fåre- eller gedebesætninger, hvor der er påvist et TSE-tilfælde, på grund af en risiko for menneskers sundhed, der følger af deres gennemførelse, skal det ved vurderingen af uopsætteligheden tages i betragtning, at medlemsstatens faktiske og retlige argumenter til støtte for fumus boni juris forekommer alvorlige henset til de elementer, som dommeren i sager om foreløbige forholdsregler råder over, og hvoraf det bl.a. navnlig fremgår, at det er muligt, at kød eller produkter fra dyr, der er smittet med TSE, leveres til konsum.

Under disse omstændigheder må det konkluderes, at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt i denne sag.

(jf. præmis 122, 127, 128 og 133)

5.      Når dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler i forbindelse med en begæring derom skal afveje de pågældende interesser, påhviler det vedkommende af afgøre, om Rettens annullation af den anfægtede retsakt i hovedsagen vil gøre det muligt at afvende den situation, der er provokeret af retsaktens omgående anvendelse, og omvendt om udsættelsen af gennemførelsen af denne retsakt efter sin art kan være til hinder for, at den får fuld virkning, såfremt hovedsagen forkastes.

Herved skal de krav, der er forbundet med folkesundheden, i princippet ubestrideligt veje tungere end økonomiske betragtninger. Det følger heraf, at når en alvorlig risiko for folkesundheden er påberåbt, vil Retten i sager om foreløbige forholdsregler, uanset at den principielt står frit med hensyn til interesseafvejningen, næsten uundgåeligt lade afgørelsen falde ud til fordel for folkesundheden.

(jf. præmis 140 og 141)