Language of document :

Sag anlagt den 21. oktober 2009 - Campailla mod Kommissionen

(Sag T-429/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Massimo Campailla (Boulogne-sur-Mer, Frankrig) (ved avocat P. Goergen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af Kommissionens afvisning af at træffe foranstaltninger i anledning af sagsøgerens klage over, at hans grundlæggende rettigheder angiveligt er blevet tilsidesat af myndighederne i Cameroun

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for den skade, som han angiveligt har lidt ved Kommissionens afgørelser indeholdt i skrivelse D3 *3/2004/D/4809, af 30. juli 2004 og i skrivelse D3 D*3/2004/D/5438 af 9. september 2004 der begge blev fremsendt til sagsøgeren, hvorved Kommissionen afviste at træffe foranstaltninger i anledning af sagsøgerens klage over, at hans grundlæggende rettigheder angiveligt er blevet tilsidesat af myndighederne i Cameroun.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat anbringender om, at afgørelserne er retsstridige som følge af urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og magtfordrejning, tilsidesættelse af bestemmelser og principper i EF-traktaten og EU-traktaten samt tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og ved Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (nemlig retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, om god forvaltningsskik, om forbud mod forskelsbehandling, om god ledelse, om overholdelse af væsentlige formkrav, om forbud mod umenneskelig og nedværdigende behandling).

____________