RETTENS DOM (Appelafdelingen)
24. november 2010
Sag T9/09 P
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — personalesag — tjenestemænd — afvisning af sagen i første instans — begæring om udlevering af personlige ejendele — meddelelse af afslaget på klagen på et andet sprog end det, som klagen var affattet på — søgsmål anlagt for sent — intet svar på en påstand nedlagt i første instans«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 4. november 2008, Marcuccio mod Kommissionen (sag F133/06, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 343, og II‑A‑1, s. 1883), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Kendelsen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 4. november 2008, Marcuccio mod Kommissionen (sag F133/06, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 343, og II‑A‑1, s. 1883), annulleres, for så vidt som Personaleretten ikke tog stilling til påstanden om, at det fastslås, at den anfægtede afgørelse retligt set ikke foreligger. I øvrigt forkastes appellen. Europa-Kommissionen frifindes for påstanden om, at den omtvistede afgørelse retligt set ikke foreligger. Luigi Marcuccio afholder sine egne sagsomkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i appelsagen. Sagsomkostningerne i forbindelse med sagen i første instans, der gav anledning til ovennævnte kendelse i sagen Marcuccio mod Kommissionen, fordeles som anført i punkt 2 i kendelsens konklusion.
Sammendrag
1. Retspleje — dommes begrundelse — rækkevidde — forpligtelse til at tage stilling til enhver retskrænkelse, der er gjort gældende
(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)
2. Institutionernes retsakter — gyldighedsformodning — nullitet — begreb
(Art. 288 TEUF)
3. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — baggrund — forbindelse med stillingen — hjemmel
(Art. 270 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Institutionernes retsakter — begrundelse — forpligtelse — rækkevidde
(Personalerettens procesreglement, art. 76)
5. Appel — anbringender — Rettens kontrol med Personalerettens bevisbedømmelse — udelukket, medmindre de er gengivet forkert
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)
6. Retspleje — søgsmålsfrist
(Personalerettens procesreglement, art. 39, stk. 1, og art. 100, stk. 1 og 3)
7. Appel — anbringender — anbringende om Personalerettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne — afvisning i tilfælde af, at de øvrige anbringender forkastes
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 2)
1. Selv om den forpligtelse, som påhviler Personaleretten til at begrunde sine afgørelser, ikke indebærer, at den skal tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes af parterne, navnlig når det ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser, er den forpligtet til i det mindste at undersøge samtlige de retskrænkelser, der er blevet gjort gældende for den.
(jf. præmis 30)
Henvisning til:
Retten, 19. november 2009, sag T50/08 P, Michail mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 127, og II‑B‑1, s. 775, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis
2. Der gælder i princippet en formodning for, at Unionens retsakter er lovlige, og de afføder derfor retsvirkninger, selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er annulleret eller trukket tilbage. Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, dog anses for ikke at have affødt nogen som helst retsvirkning. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt hidrørende fra Unionens institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.
Under alle omstændigheder er der ikke tale om et sådant ekstremt tilfælde i en situation, hvor en tjenestemand, der er forpligtet til at rømme sin tjenestebolig, påberåber sig, at hans ejendomsret er blevet krænket ved Kommissionens stiltiende afslag på at levere hans ejendele på dennes bopæl, efter at disse ejendele var blevet flyttet, henset dels til, at Kommissionen aldrig har afvist, at denne tjenestemand var den eneste ejer af de flyttede ejendele, dels til den omstændighed, at den manglende rådighed over disse ejendele i det mindste delvis skyldes et manglende samarbejde fra den pågældendes egen side. Den flytning, som Kommissionen foranstaltede, må desuden anses for en praktisk foranstaltning, hvorved den ved egne midler forsøgte at overvinde de vanskeligheder, som den pågældende havde med at opfylde den forpligtelse, der påhvilede ham til at rømme sin tjenestebolig.
(jf. præmis 37 og 40)
Henvisning til:
Retten, 17. maj 2006, sag T241/03, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 111, og IIA2, s. 517, præmis 39; Retten, 5. oktober 2009, forenede sager T40/07 P og T62/07 P, de Brito Sequeira Carvalho og Kommissionen mod Kommissionen og de Brito Sequeira Carvalho, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 89, og II‑B‑1, s. 551 præmis 150-152 og den deri nævnte retspraksis
3. En tvist mellem en tjenestemand og den institution, som han er eller var tilknyttet, hvorunder der er nedlagt påstand om erstatning for en skade, henhører under artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91, og den falder bl.a. med hensyn til formaliteten uden for anvendelsesområdet for artikel 268 TEUF og artikel 340 TEUF.
(jf. præmis 45)
Henvisning til:
Retten, 12. juni 2002, sag T187/01, Mellone mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 81, og II, s. 389, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 10. maj 2006, sag T279/03, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1291
4. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsespligten i artikel 76 i Personalerettens procesreglement er opfyldt med hensyn til en kendelse, hvorved et søgsmål afvises, må adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den omtvistede kendelse.
En afgørelses begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som den er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Den omstændighed, at førsteinstansen vedrørende sagens realitet er kommet til et andet resultat end sagsøgeren, kan ikke i sig selv behæfte den appellerede kendelse med en mangelfuld begrundelse.
(jf. præmis 52 og 53)
Henvisning til:
Domstolen, 22. marts 2001, sag C17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 35; Domstolen, 7. marts 2002, sag C310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 48; Domstolen, 10. juli 2008, sag C413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, Sml. I, s. 4951, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 20. maj 2010, sag C583/08 P, Gogos mod Kommissionen, Sml. I, s. 4469, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis
5. Førsteinstansens bedømmelse af et dokuments bevisværdi kan principielt ikke prøves af Retten under en appelsag. Det er således alene Personaleretten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, som er undergivet appelinstansens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for Personaleretten, er gengivet forkert.
En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne. Rettens prøvelsesret med hensyn til Personalerettens faktiske konstateringer omfatter således navnlig spørgsmålet, om det fremgår af sagens akter, at disse konstateringer er indholdsmæssigt urigtige, om beviserne er gengivet forkert, den retlige kvalifikation af beviserne, samt om reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er overholdt.
(jf. præmis 57-59)
Henvisning til:
Domstolen, 25. januar 2007, forenede sager C403/04 P og C405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis
Retten, 12. marts 2008, sag T107/07 P, Rossi Ferreras mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 5, og II‑B‑1, s. 31, præmis 30, Retten, 26. november 2008, sag T284/07 P, KHIM mod López Teruel, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 69, og II‑B‑1, s. 447, præmis 47; Retten, 8. september 2009, sag T404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 198 og den deri nævnte retspraksis
6. I tilfælde af at Personalerettens Justitskontor forkynder en stævning for sagsøgte ved en anbefalet postforsendelse, er det den dato, hvor sagsøgte har bekræftet modtagelsen af den anbefalede postforsendelse, der får fristerne til at løbe.
(jf. præmis 74 og 75)
Henvisning til:
Retten, 23. marts 2010, sag T16/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis
7. Det fremgår af artikel 11, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen, at en appel ikke kan iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse. Det følger heraf, at såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Personalerettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne er retsstridig, afvises.
(jf. præmis 82)
Henvisning til:
Domstolen, 15. april 2010, sag C485/08 P, Gualtieri mod Kommissionen, Sml. I, s. 3009, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis
Retten, 28. september 2009, sag T46/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 77, og II‑B‑1, s. 479, præmis 84