Sag T-363/18
(offentliggørelse i uddrag)
Nippon Chemi-Con Corporation
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 29. september 2021
»Konkurrence – karteller – markedet for elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – prissamordning i hele EØS – samordnet praksis – udveksling af følsomme forretningsoplysninger – Kommissionens stedlige kompetence – retten til forsvar og retten til at blive hørt – princippet om, at der ikke må ændres i en retsakt – samlet og vedvarende overtrædelse – konkurrencebegrænsende formål – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – afsætningens værdi – begrundelsespligt – proportionalitet – ligebehandling – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – fuld prøvelsesret«
1. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – den fulde prøvelsesret omfatter udelukkende fastsættelsen af størrelsen af den pålagte bøde
(Art. 101 TEUF, 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)
(jf. præmis 60 og 61)
2. Karteller – kompleks overtrædelse bestående af både en aftale og en samordnet praksis – udelukkende kvalificeret som »aftale og/eller samordnet praksis« – lovlighed
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 65-67)
3. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – kartel mellem virksomheder med hjemsted uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, men som er gennemført og skaber virkninger på det indre marked – salg af det af kartellet omfattede produkt inden for Unionen – Kommissionens kompetence til at anvende Unionens konkurrenceregler – lovlighed under hensyn til folkeretten – intervention af datterselskaber, agenturer eller filialer, som er etableret uden for Unionen – ingen betydning
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 73-82)
4. Konkurrence – den administrative procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – rettidig aktindsigt i alle sagens akter – klagepunktmeddelelse med foreløbigt fortrolige oplysninger – ingen tilsidesættelse af retten til forsvar
[Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1]
(jf. præmis 86-88 og 95-101)
5. Konkurrence – den administrative procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – afslag på udlevering af et dokument – følger – nødvendigheden af at sondre mellem belastende dokumenter og ikke-belastende dokumenter i forbindelse med den bevisbyrde, der påhviler den berørte virksomhed
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2005/C 325/07, punkt 27)
(jf. præmis 89, 91 og 111-120)
6. Konkurrence – den administrative procedure – overholdelse af retten til forsvar – klagepunktsmeddelelse – fremlæggelse af yderligere beviser efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen – fremsendelse af skrivelse med redegørelse for de faktiske omstændigheder – lovlighed – betingelser
(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2011/C 308/06, punkt 110 og 111)
(jf. præmis 122-128)
7. Konkurrence – den administrative procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – lovligheden af en række indicier bedømt i deres helhed
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 147-152)
8. Konkurrence – den administrative procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – anvendelse af erklæringer fra andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, som bevismidler – lovlighed – bevisværdi af frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel med henblik på at være omfattet af samarbejdsmeddelelsens anvendelse
(Art. 101 TEUF; Kommissionens meddelelse 2006/C 298/11)
(jf. præmis 158-162 og 171-177)
9. Konkurrence – den administrative procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en enkelt bevis – lovlighed – betingelser – anvendelse på erklæringer, som andre virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, har afgivet i henhold til samarbejdsmeddelelsen
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 163-170)
10. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsende formål eller virkning – formodning – betingelser
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 188-192, 195-197 og 256)
11. Karteller – samordnet praksis – begreb – krav om årsagsforbindelse mellem samordningen og virksomhedernes adfærd på markedet – formodning for en sådan årsagsforbindelse
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 193 og 194)
12. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering – kriterier – deltagelse i overtrædelsens samlede formål – de foreholdte former for praksis skal supplere hinanden – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 310-317, 320, 332 og 350)
13. Konkurrence – den administrative procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – samlet og vedvarende overtrædelse – ikke bevis for visse, bestemte perioder i den samlede omhandlede periode – ingen betydning
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 351, 352, 372 og 373)
14. Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – indholdet af og formålet med et kartel og den økonomiske og retlige sammenhæng for kartellets udvikling – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – ikke-nødvendigt kriterium – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig skadelig – bedømmelseskriterier
(Art. 101 TEUF)
(jf. præmis 403-414)
15. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – beregningsmetode fastsat i retningslinjerne – referenceår – det seneste fulde regnskabsår for overtrædelsen
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)
(jf. præmis 432-434 og 481-483)
16. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – den pågældende virksomheds samlede omsætning – omsætning vedrørende de varer, der er genstand for overtrædelsen – hensyntagen til de respektive omsætningstal – grænser – fastsættelse af værdien af afsætningen gennemført i direkte eller indirekte forbindelse med overtrædelsen – kriterier
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)
(jf. præmis 434-438 og 455-457)
17. Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder – så meget strengere begrundelseskrav
(Art. 101 TEUF og 296 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37)
(jf. præmis 451-453)
18. Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for moderselskabets afgørende indflydelse på dets helejede eller næsten helejede datterselskaber – afkræftelig karakter
[Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 462-466)
19. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – underlagt retningslinjerne for bødeberegning – ikke omfattet – forpligtelse til at overholde ligebehandlingsprincippet
(Art. 101 TEUF, 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
(jf. præmis 514-519)
Resumé
Sagsøgeren, Nippon Chemi-Con Corporation (herefter »Nippon Chemi-Con«), er et selskab med hjemsted i Japan, som fremstiller og sælger elektrolytiske kondensatorer af aluminium. Sagsøgeren ejer 100% af selskabsandelene i Europe Chemi-Con (Deutschland) GmbH, et tysk selskab, og 100% af selskabsandelene i United Chemi-Con, et amerikansk selskab.
Ved afgørelse af 21. marts 2018 (1) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fastslog Kommissionen, at Nippon Chemi-Con havde tilsidesat artikel 101 TEUF ved at deltage i aftaler og/eller samordnet praksis, som tilsigtede samordning af prispolitikker hvad angår leveringen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal. Nippon Chemi-Con blev fundet ansvarlig for sin direkte deltagelse i kartellet fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012 og pålagt en bøde.
Med henblik på beregningen af denne bøde fulgte Kommissionen den metode, der er fastlagt i retningslinjerne for beregning af bøder (2).
Kommissionen tog med henblik på at fastsætte grundbeløbet hensyn til værdien af afsætningen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal i det seneste fulde regnskabsår for deltagelsen i overtrædelsen, herunder de helejede datterselskabers afsætning i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Der blev herefter fastsat en multiplikationsfaktorer for overtrædelsens varighed. Kommissionen fandt, at de horisontale tiltag med samordning af priser af natur var blandt de mest alvorlige overtrædelser af artikel 101 TEUF, og den fastsatte herefter den del af afsætningens værdi, der skulle lægges til grund for overtrædelsens grovhed, til 16%. Kommissionen anvendte endvidere et ekstrabeløb på 16% for at sikre, at den pålagte bøde havde tilstrækkeligt afskrækkende virkning.
Nippon Chemi-Con anlagde søgsmål for Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, hvori Rettens Niende Udvidede Afdeling imidlertid frifandt Kommissionen.
Rettens bemærkninger
For det første forkastede Retten Nippon Chemi-Cons anbringende om Kommissionens manglende stedlige kompetence til at anvende artikel 101 TEUF, for så vidt som den konkurrencebegrænsende adfærd var rettet mod Asien og ikke var blevet gennemført i EØS.
I denne henseende bemærkede Retten, at anvendelsen af artikel 101 TEUF er begrundet, når de former for praksis, som bestemmelsen omhandler, gennemføres på det indre markeds område, uanset hvor de er gennemført. Dette kriterium om gennemførelse af kartellet som tilknytningsmoment for aftalen til Unionens område er opfyldt, når der blot foretages salg af det kartelomfattede produkt inden for dette område, uafhængigt af stedfæstelsen af forsyningskilderne og produktionsapparatet.
Ved at fremhæve den omstændighed, at deltagerne i kartellet, der var verdensomspændende, havde solgt elektrolytiske kondensatorer i EØS, udvekslet oplysninger om europæiske kunder og koordineret deres handelspolitik på baggrund af udsvingene i euroens kurs, havde Kommissionen fremført argumenter, der underbyggede konklusionen om, at kartellet rent faktisk var blevet gennemført inden for EØS.
For det andet analyserede Retten Nippon Chemi-Cons anbringende om, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, som dækkede alle elektrolytiske kondensatorer under hele den hævdede overtrædelses varighed. I denne forbindelse gjorde Nippon Chemi-Con nærmere bestemt gældende, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der forelå en samlet plan, og ikke havde taget hensyn til kondensatorindustriens uensartede karakter.
Hvad angår beviset for en samlet plan bemærkede Retten, at begrebet »samlet overtrædelse« vedrører en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse, der består i en fortsat adfærd, der forfølger et enkelt økonomisk mål om at fordreje konkurrencevilkårene. Når forskellige handlinger er en del af en »samlet plan«, eftersom deres identiske formål fordrejer konkurrencevilkårene på det indre marked, kan Kommissionen således tilregne ansvaret for disse handlinger ud fra deltagelsen i overtrædelsen betragtet som helhed.
I denne henseende fastslog Retten, at Kommissionen havde anført en helhed af elementer, der kunne underbygge dens konklusion om, at de konkurrencebegrænsende kontakter i årenes løb mellem parterne indgik i en samlet plan med et fælles mål. Kommissionen havde nemlig godtgjort, at disse kontakter vedrørte fastsættelsen af fremtidige priser for kondensatorer, udbud og efterspørgsel af disse varer og i visse tilfælde indgåelse, anvendelse og overvågning af prisaftaler. Kommissionen havde endvidere påvist, at nævnte kontakter havde fælles kendetegn hvad angår drøftelsernes deltagere, art og materielle rækkevidde, som var sammenfaldende.
Retten forkastede endvidere Nippon Chemi-Cons klagepunkt om, at overtrædelsen som følge af kondensatorers uensartede karakter og de særlige kendetegn ved efterspørgslen på de forskellige geografiske markeder ikke kunne dække hele salget af elektrolytiske kondensatorer til EØS, og at Kommissionen ikke havde ført bevis for overtrædelsen.
Retten bemærkede indledningsvis, at for at fastlægge de varer, som er omfattet af et kartel, har Kommissionen ikke pligt til at definere det relevante marked på grundlag af økonomiske kriterier. Det er nemlig kartelmedlemmerne selv, der afgør, hvilke varer der er genstand for deres drøftelser og samordnede praksis. Desuden fastlægges produkterne omfattet af et kartel under henvisning til dokumentbeviserne for en faktisk konkurrencebegrænsende adfærd i forhold til specifikke produkter.
Henset til disse elementer fastslog Retten, at Kommissionen med føje havde fundet, at den samlede og vedvarende overtrædelse dækkede alle elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal, hvilket Kommissionen havde underbygget ved at fremlægge bevis for, at alle de konkurrencebegrænsende udvekslinger mellem karteldeltagerne dækkede elektrolytiske kondensatorer af aluminium eller af tantal, eller endda begge, at drøftelserne indledt under flere møder var generelle og ikke var begrænset til visse undertyper elektrolytiske kondensatorer af aluminium eller af tantal, at karteldeltagerne ikke i deres virksomhedserklæringer havde indført nogen begrænsning med hensyn til definitionen af de kondensatorer, der var omfattet af kartellet, og at flertallet af karteldeltagernes repræsentanter var ansvarlige for fremstillingen af begge varer og ikke for et udvalg af specifikke varer.
For det tredje forkastede Retten Nippon Chemi-Cons klagepunkt om, at Kommissionen i den værdi af afsætningen, der var relevant for beregningen af grundbeløbet for bøden, havde inkluderet afsætning, som dennes helejede datterselskaber havde foretaget.
I denne forbindelse bemærkede Retten indledningsvis, at formodningen om datterselskabernes manglende selvstændighed, der er udviklet i retspraksis med henblik på at gøre det muligt at tilregne en juridisk enheds (datterselskabet) adfærd en anden (moderselskabet), ligeledes gjaldt, når det som i det foreliggende tilfælde drejede sig om at fastsætte værdien af den relevante afsætning med henblik på beregningen af grundbeløbet for den bøde, der skal pålægges et moderselskab, der har deltaget direkte i overtrædelsen, og som i overtrædelsesperioden har solgt de produkter, der er berørt af denne overtrædelse, i EØS gennem sine datterselskaber.
For så vidt som Nippon Chemi-Con ejede 100% af selskabsandelene i sine to datterselskaber, og disse tre selskaber dermed udgjorde en enkelt økonomisk enhed som omhandlet i artikel 101 TEUF, havde Kommissionen med føje taget hensyn til denne økonomisk enheds afsætning af kondensatorer i EØS for at fastsætte værdien af den relevante afsætning med henblik på beregningen af grundbeløbet for den bøde, som Nippon Chemi-Con blev pålagt.