Sag T-287/13
Husky CZ s.r.o.
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – fortabelsessag – EF-ordmærket HUSKY – reel brug af varemærket – delvis fortabelse – forlængelse af frist – regel 71, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2868/95 – oversættelse til sagsbehandlingssproget«
Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 13. februar 2015
1. EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – uoverensstemmelse mellem forskellige sprogversioner – hensyntagen til den almindelige opbygning af og formålet med den pågældende retsforskrift
2. EF-varemærker – procedureregler – frister – forlængelse af en af Harmoniseringskontoret fastsat frist – betingelser
(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 71, stk. 1 og 2)
3. EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – undersøgelse af begæringen – bevis for brug af det ældre varemærke – oversættelse af fremlagte dokumenter
[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 51, stk. 1, litra a); Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 2-4 og 6, samt art. 1, regel 40, stk. 5]
4. EF-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – undersøgelse af begæringen – bevis for brug af det ældre varemærke – reel brug – bedømmelseskriterier
(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 22, stk. 3, og art. 1, regel 40, stk. 5)
1. Nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed fortolkning af en EU-retsakt udelukker, at denne betragtes isoleret i en af sine versioner, idet det tværtimod er påkrævet, at den fortolkes i overensstemmelse med såvel ophavsmandens virkelige vilje som det af ham forfulgte mål, navnlig i lyset af dens affattelse på alle de øvrige officielle sprog.
(jf. præmis 37)
2. Regel 71, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal fortolkes således, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), når en part i en inter partes-procedure anmoder om en fristforlængelse, uden at være forpligtet hertil kan anmode om den anden parts samtykke, og at denne bestemmelse skal læses i sammenhæng med samme regels stk. 1, der indebærer, at Harmoniseringskontoret, navnlig når det træffer afgørelse om ikke at anmode om den anden parts samtykke, skal tage hensyn til de omstændigheder, der ligger til grund for anmodningen om forlængelse af fristen.
(jf. præmis 46)
3. Regel 22, stk. 6, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker udfylder og nærmere præciserer bestemmelserne i samme forordnings regel 22, stk. 2-4, der finder tilsvarende anvendelse på procedurer om fortabelse i henhold til den nævnte forordnings regel 40, stk. 5. Under disse omstændigheder finder regel 22, stk. 6, i forordning nr. 2868/95 anvendelse på en procedure om fortabelse, der er baseret på artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker. Det fremgår af regel 22, stk. 6, i forordning nr. 2868/95, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan kræve, at den part, der har fremlagt dokumenter på et sprog, der ikke anvendes under proceduren, tilvejebringer en oversættelse af de nævnte dokumenter.
(jf. præmis 55 og 56)
4. I medfør af regel 22, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, der i medfør af samme forordnings regel 40, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse på fortabelsessager, skal det af beviset for brug fremgå – i form af kumulative krav – hvor, hvornår samt i hvilket omfang og i hvilken form det ældre varemærke er blevet brugt.
Bedømmelsen af, om brugen af varemærket er reel, skal foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder, der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes handelsmæssigt, navnlig de former for brug, der i den pågældende branche anses for begrundet i fastholdelse eller erhvervelse af markedsandele for de varer eller tjenesteydelser, der beskyttes af varemærket, disse varers eller tjenesteydelsers art, de særlige forhold på markedet samt omfanget og hyppigheden af brugen af varemærket.
For at undersøge, om der er tale om reel brug af et ældre varemærke, skal der anlægges en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde. Denne vurdering indebærer en vis indbyrdes afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning.
Selv om regel 22 i forordning nr. 2868/95 fastlægger angivelser vedrørende hvor, hvornår samt i hvilket omfang og i hvilken form varemærket er brugt og giver eksempler på beviser, der kan fremlægges, såsom emballager, etiketter, prislister, kataloger, fakturaer, fotografier, avisannoncer og skriftlige erklæringer, angiver reglen på ingen måde, at hvert enkelt bevis nødvendigvis må indeholde oplysninger om hvert enkelt af de fire forhold, som beviset for reel brug skal vedrøre, dvs. hvor, hvornår samt i hvilket omfang og i hvilken form varemærket er brugt.
Det kan derudover ikke udelukkes, at en række beviselementer gør det muligt at godtgøre de faktiske omstændigheder, der skal bevises, også selv om hvert af disse elementer taget enkeltvis ikke ville være tilstrækkeligt til at føre bevis for rigtigheden af disse faktiske omstændigheder.
Det er hensyntagen til samtlige de beviser, der er fremlagt for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til vurdering, der skal gøre det muligt at føre bevis for den reelle brug af det omtvistede varemærke.
(jf. præmis 62-67)