Foreløbig udgave
RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)
12. maj 2016
Sag F-102/15
FS
mod
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)
»Personalesag – midlertidigt ansatte – artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder – retten for enhver til aktindsigt i de sagsakter, der vedrører den pågældende – aktindsigt i dokumenter vedrørende et mæglingsforsøg – mæglingsforsøg iværksat af den daværende formand for EØSU og videreført af en tidligere formand for EØSU – aktindsigt i den rapport, som blev udarbejdet efter denne mægling – administrativ undersøgelse indledt efter mæglingen – artikel 3 i bilag IX til vedtægten«
Angående: Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder FS i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelserne truffet af formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) den 10. september og den 19. november 2014 om afslag på at give sagsøgeren aktindsigt i bl.a. skriftvekslingen mellem et medlem af EØSU og udvalgets daværende formand samt i de dokumenter, der vedrører en angivelig undersøgelse, som blev foretaget af dette medlem, inden der den 6. oktober 2014 blev indledt en administrativ undersøgelse som omhandlet i artikel 86 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) vedrørende sagsøgeren. Dels har sagsøgeren nedlagt påstand om, at EØSU tilpligtes at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt.
Udfald: Afgørelsen af 19. november 2014, truffet af formanden Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), annulleres, for så vidt som det heri afslås at fremsende en rapport til FS vedrørende denne, som er udarbejdet af en tidligere formand for EØSU på anmodning af den daværende formand for EØSU. I øvrigt er annullationspåstandene uden genstand. EØSU betaler et beløb på 1 000 EUR til FS i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab. EØSU bærer sine egne omkostninger og betaler de af FS afholdte omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – overholdelse af retten til forsvar – pligt til at fremsende en rapport til den pågældende udarbejdet efter en mægling og før indledningen af en administrativ undersøgelse
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra b)]
2. Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede retsakt, som ikke sikrer passende genoprettelse af den ikke-økonomiske skade – tildeling af en erstatning
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
1. Det fremgår af artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at enhver har ret til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed.
I øvrigt kræver den kontradiktoriske karakter af en disciplinær forfølgning og retten til forsvar under en sådan procedure, at den berørte og, i givet fald, hans advokat kan få kendskab til alle de faktiske oplysninger, som administrationen kan basere sig på i den afgørelse, der afslutter denne procedure, og dette rettidigt med henblik på at kunne fremsætte deres bemærkninger. Overholdelsen af retten til forsvar kræver nemlig, at den berørte sættes i stand til i fornødent omfang at fremføre sit synspunkt vedrørende relevansen af de faktiske omstændigheder, men ligeledes, at han i det mindste kan tage stilling til de dokumenter, der er lagt til grund af institutionen, og som indeholder vigtige faktiske omstændigheder for udøvelsen af hans ret til forsvar.
I denne forbindelse gælder, at institutionens fungerende formand, når han har pålagt et medlem af institutionen en mæglingsopgave, har handlet i sin egenskab af ansættelsesmyndighed. Når det dernæst følger af indholdet af dette medlems rapport, at denne har foretaget afhøring af flere tjenestemænd og øvrige ansatte i institutionen samt af medlemmer af denne, og at han har medtaget faktuelle konstateringer, som følger af disse undersøgelser, i sin rapport, viser disse elementer, at denne aktivitet ikke begrænsede sig til en mægling, men tværtimod ligner en administrativ undersøgelse. Ligeledes har den nævnte rapport karakter af en rapport, på grundlag af hvilken ansættelsesmyndigheden netop besluttede efterfølgende at indlede den egentlige administrative undersøgelse.
Under disse omstændigheder må det fastslås, at den nævnte rapport i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, litra b), i chartret om grundlæggende rettigheder ligeledes burde have været fremsendt til sagsøgeren, eftersom den faldt ind under begrebet »akter, der vedrører ham eller hende« som omhandlet i denne bestemmelse.
(jf. præmis 47, 48 og 50-52)
Henvisning til:
Personaleretten: dom af 17. marts 2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis
2. Selv om en annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, er dette ikke tilfældet, når sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation.
Det er ubestridt, at den følelse af uretfærdighed og de besværligheder, som følger af den omstændighed, at en person tvinges til at gennemføre en administrativ procedure og derefter en retslig procedure for at få anerkendt sine rettigheder, under visse omstændigheder kan udgøre en skade, som kan udledes af den blotte omstændighed, at administrationen har begået en ulovlighed.
(jf. præmis 58 og 59)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 7. februar 1990, Culin mod Kommissionen, C-343/87, EU:C:1990:49, præmis 27 og 28
Retten i Første Instans: dom af 6. juni 2006, Girardot mod Kommissionen, T-10/02, EU:T:2006:148, præmis 131
Personaleretten: dom af 19. maj 2015, Brune mod Kommissionen, F-59/14, EU:F:2015:50, præmis 80, og af 16. juli 2015, Murariu mod EIOPA, F-116/14, EU:F:2015:89, præmis 152