Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 8 de Donostia – San Sebastián (Spanien) den 10. maj 2023 – NB mod Kutxabank, SA
(Sag C-300/23, Kutxabank)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de Primera Instancia nº 8 de Donostia – San Sebastián
Parter i hovedsagen
Sagsøger: NB
Sagsøgt: Kutxabank, SA
Præjudicielle spørgsmål
Henset til den omstændighed, at Banco de España (den spanske centralbank, herefter »Banco de España«) i Circular 5/1994, de 22 de julio (cirkulære nr. 5/1994 af 22.7.1994, herefter »cirkulære nr. 5/1994«), hvorved den indførte rentesatserne efter IRPH-indekset på det spanske marked for lån med pant i fast ejendom, ligeledes advarede om, at den direkte anvendelse heraf uden videre vil medføre, at de årlige omkostninger i procent [herefter »ÅOP«] i forbindelse med lånet vil ligge højere end de markedsbasserede ÅOP, og at det for at undgå dette var nødvendigt at indføre en passende negativ margen, kan en ignorering af denne advarsel og en undladelse af at indføje en sådan negativ margen da anses for en måde at skabe en sådan skævhed til trods for kravet om god tro, som er indeholdt i artikel 3, stk.1, i direktiv 93/13/EØF 1 ?
Kan den omstændighed, at de finansielle institutter udelukkende anvender negative margener, nedsættelseskoefficienter eller procentsatser efter IRPH-indekset, som fremført af Banco de España, i tilfælde, hvor aftalerne om lån med pant i fast ejendom vedrører køb af boliger til socialt boligbyggeri og er underlagt de offentlige myndigheders kontrol, men ikke anvender sådanne negative margener, nedsættelseskoefficienter eller procentsatser efter IRPH-indekset i tilfælde, hvor den indgåede aftale om lån med pant i fast ejendom vedrører køb af en bolig i fri handel og ikke er underlagt de offentlige myndigheders kontrol, udgøre en måde at skabe en sådan skævhed til trods for kravet om god tro, som er indeholdt i artikel 3, stk.1, i direktiv 93/13/EØF?
Er det i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF at opretholde gyldigheden af et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas (de spanske sparekassers IRPH, herefter »IRPH Cajas-indekset«), som er blevet fastsat månedligt på grundlag af oplysninger, der er indhentet ved anvendelse af vilkår, som er blevet erklæret urimelige, såfremt elementer i ÅOP i forbindelse med lån med pant i fast ejendom, som er blevet anvendt med henblik på at fastsætte rentesatser efter IRPH Cajas-indekset månedligt, såsom oprettelsesgebyret eller visse omkostninger, som skulle betales til den erhvervsdrivende, er blevet erklæret urimelige?
Er det i strid med præmis 51, 52, 54 og 55 i dommen afsagt af Den Europæiske Unions Domstol (herefter »Domstolen«) i sag C-125/18 1 af 3. marts 2020, at en national retspraksis som den, der er fastlagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien, herefter »Tribunal Supremo«), fastsætter, at en national ret uden at skulle foretage den efterprøvelse og den kontrol, som kræves i henhold til de nævnte præmisser, skal lægge til grund, at kravet om gennemsigtighed for så vidt angår et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH-indekset i en aftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i alle tilfælde er opfyldt på grund af den omstændighed, at definitionen af denne rentesats er fastsat i Boletín Oficial del Estado (det spanske statstidende, herefter »BOE«), nærmere bestemt i Banco de Españas cirkulære nr. 5/1994, som blev offentliggjort i BOE nr. 184 af 3. august 1994, side 25 106-25 111, hvilke oplysninger forbrugeren ikke er bekendt med?
Med henblik på at opfylde kravet om gennemsigtighed af et vilkår i en aftale om lån med pant i fast ejendom med en variabel rente, hvori der for så vidt angår den ordinære rentesats henvises til et officielt indeks som IRPH-indekset, og som på grund af de karakteristika, der gør sig gældende for beregningen heraf, ikke kun afspejler den ordinære rente, men kræver, at der anvendes en margen, som det er vanskeligt at beregne, for at kunne sammenligne det med andre indeks, og for forbrugeren indebærer en potentiel risiko for, at denne til dels skal betale dobbelte bankgebyrer, skal artikel 5 i direktiv 93/13/EØF da fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse eller retspraksis, hvorefter den erhvervsdrivende i aftalen kan undlade at medtage følgende oplysninger eller undlade udtrykkeligt at meddele forbrugeren de nævnte oplysninger i tilstrækkelig tid før aftalens indgåelse:
a. at referencesatsen ikke kun afspejler den ordinære rente, men også gebyrer;
b. den specifikke forhøjelse, som dette medfører;
c. hvorvidt der anvendes en negativ margen inden for rammerne af referencesatsen for at kompensere for denne forhøjelse?
Dette skal gøre det muligt for forbrugeren at foretage en reel sammenligning af de forskellige mulige referencesatser og at få kendskab til, om den pågældende i forbindelse med den aftale, vedkommende er ved at indgå, til dels vil være forpligtet til at betale dobbelte gebyrer, og således, at den pågældende i givet fald kan anfægte dem.
6) Er Europa-Kommissionens bemærkning nr. 57 af 31. maj 2018 [Kommissionens bemærkninger til sag C-125/18], punkt 2a og 125a i generaladvokatens forslag til afgørelse af 10. september 2019 1 [punkt 2 og 125 i forslag til afgørelse, fremsat den 10.9.2019 af generaladvokaten i sag C-125/18] og præmis 51, 52, 54 og 55 i Domstolens dom i sag C-125/18af 3. marts 2020 tilsidesat ved en national retspraksis som den, der er fastlagt af Tribunal Supremo, hvorefter den kontraherende erhvervsdrivende er fritaget for ethvert ansvar i forhold til at informere forbrugeren om, hvordan beregningsmetoden for rentesatsen efter IRPH-indekset fungerer, og om de økonomiske følger heraf, idet den erhvervsdrivende overlader dette til forbrugeren, som trods sin manglende finansielle viden selv skal søge sådanne oplysninger ved at finde frem til og forstå den definition, som er offentliggjort i BOE, og som ikke udtrykkeligt angiver noget om indførelsen af margener og omkostninger i forbindelse med det omtvistede indeks, hvilken omstændighed forbrugeren selv skal udlede ud fra et kendskab til, at denne rentesats fastsættes månedligt på baggrund af gennemsnittet af det pågældende låns ÅOP?
7) Er en fortolkning af præmis 53 og 56 i Domstolens dom i sag C-125/18, hvorefter alene offentliggørelse i BOE af definitionen af rentesatsen efter IRPH-indekset gør det muligt for den kontraherende forbruger at få kendskab til, at der heri indføres de margener og omkostninger, som institutterne anvender, forenelig med Domstolens faste praksis, hvorefter forbrugeren er i en underlegen position i forhold til den erhvervsdrivende, som vedkommende indgår en aftale med for så vidt angår oplysninger, og punkt 2 i generaladvokatens forslag til afgørelse af 10. maj 2019 [punkt 2 i forslag til afgørelse af 10.9.2019, fremsat af generaladvokaten i sag C-125/18], hvorefter gennemsnitsforbrugeren er ude af stand til at forstå visse begreber som f.eks. »rente«, »referenceindeks« eller »årlige omkostninger i procent« (ÅOP) og navnlig forskellene mellem disse begreber, og at det samme gælder funktionen eller den konkrete beregning ikke blot af variable renter, men også af de officielle referenceindeks for så vidt angår lån med pant i fast ejendom, og ÅOP, som disse rentesatser beregnes på grundlag af?
8) Er det i strid med Domstolens faste praksis, hvorefter forbrugeren er i en underlegen position i forhold til den erhvervsdrivende, som vedkommende indgår aftale med for så vidt angår oplysninger, og punkt 2 i generaladvokatens forslag til afgørelse af 10. september 2019, at fortolke præmis 53 og 56 i Domstolens dom i sag C-125/18 således, at en forbruger kan få kendskab til, at rentesatsen efter IRPH-indekset omfatter margener og omkostninger på baggrund af den definition, der er offentliggjort i BOE, når det med henblik herpå er nødvendigt, at forbrugeren har kendskab til, hvad en ÅOP-rentesats er, og hvad den udgøres af, for således at kunne udlede, at eftersom rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset fastsættes ud fra et simpelt gennemsnit af ÅOP-rentesatserne, vil der nødvendigvis heri være indført de gebyrer, margener og omkostninger, der anvendes af institutterne?
9) Er den fritagelse, som er fastsat i Domstolens kendelse i sag C-655/20 1 af 17. november 2021, for den erhvervsdrivende fra forpligtelsen til i aftalen at inkludere den fuldstændige definition af det referenceindeks, der anvendes til beregning af den variable rente, og til at udlevere en informationsbrochure, der gengiver den tidligere udvikling i dette indeks, absolut og ubetinget, eller er den derimod betinget af, at den kontraherende forbruger med de oplysninger, som den erhvervsdrivende beviseligt har givet vedkommende, allerede er i stand til at forstå, hvordan beregningsmetoden for det omtvistede indeks fungerer, således at forbrugeren på grundlag af præcise og forståelige kriterier kan vurdere de potentielt alvorlige økonomiske følger for den pågældendes økonomi?
10) Omfatter en sådan fritagelse også de tilfælde, hvor det i henhold til de nationale bestemmelser, der er gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse, er påkrævet i aftalen at medtage den fulde definition af det referenceindeks, der anvendes til beregning af den variable rentesats, og at udlevere en informationsbrochure, der gengiver den tidligere udvikling i dette indeks?
11) Henset til, at direktiv 2005/29/EF 1 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked finder anvendelse, kan det da anses for en vildledende praksis i lyset af direktivets artikel 7, at den erhvervsdrivende undlader at give relevante oplysninger, såsom den særlige funktionsmåde for metoden til beregning af rentesatser efter IRPH-indekset, dets fastsættelse på grundlag af ÅOP-rentesatserne for referencetransaktioner, hvilket medfører, at der i dets nominelle værdi indføres de gennemsnitlige margener, gebyrer og omkostninger i forbindelse med disse transaktioner, dets løbende udvikling, idet det i alle årene siden dets oprettelse har ligget over Euribor-indekset, og der foreligger en advarsel fra Banco de España rettet til de finansielle institutter for så vidt angår nødvendigheden af at indføre en negativ margen med henblik på at undgå, at lånets ÅOP er højere end de markedsbasserede ÅOP?
12) Såfremt den nationale ret konkluderer, at den erhvervsdrivendes praksis var vildledende i lyset af direktiv 2005/29/EF, kan det da direkte lægges til grund, at vedkommendes adfærd forårsager denne betydelige skævhed til trods for kravene om god tro som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, eller er det derimod indbyrdes foreneligt, at en erhvervsdrivende kan handle på en vildledende måde i forhold til direktiv 2005/29/EF og være i god tro i henhold til direktiv 93/13/EØF?
13) Er effektivitetsprincippet tilsidesat ved en national retspraksis, som den der er fastlagt af Tribunal Supremo, hvorefter gælder, at når det vilkår, hvormed rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset indføres i en aftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, er blevet erklæret uigennemsigtigt, kan bestemmelserne i artikel 83 i Texto Refundido de la Ley General de Defensa de Consumidores y Usuarios (den konsoliderede tekst til den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere) og i artikel 5, stk. 5, i Ley 7/98, de 13 de abril, de Condiciones Generales de la Contratación (lov nr. 7/98 af 13.4.1998 om almindelige aftalebetingelser) ikke anvendes med tilbagevirkende kraft, hvilket giver anledning til to beskyttelsesniveauer for så vidt angår et identisk urimeligt kontraktvilkår, dvs. et for forbrugere, som indgik en aftale før denne ændring, og et andet for forbrugere, som indgik en aftale efter denne ændring?
14) Er effektivitetsprincippet tilsidesat ved en national retspraksis som den, der er fastlagt af Tribunal Supremo, hvorefter manglende gennemsigtighed i forbindelse med et vilkår om aftalens pris, såsom gulvklausulen, medfører, at vilkåret er urimeligt, fordi det indeholder et vildledende element, mens manglende gennemsigtighed i forbindelse med et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i aftalen, hvilket vilkår ligeledes påvirker aftalens pris, ikke medfører, at vilkåret er urimeligt?
15) Er præmis 69 i Domstolens dom i sag C-415/11 1 af 14. marts 2013 og begrebet skævhed »til trods for kravene om god tro« tilsidesat ved en national retspraksis som den, der er fastlagt af Tribunal Supremo, hvorefter det anses for ulogisk at fastslå, at den erhvervsdrivende ikke har handlet i god tro ved at anvende en officiel rentesats, der er reguleret af Banco de España, og som normalt anvendes af de offentlige myndigheder i forbindelse med deres planer for boliger til socialt boligbyggeri, og det således under alle omstændigheder skal konkluderes, at den erhvervsdrivende er i god tro, uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om den erhvervsdrivende har kunnet antage, at forbrugeren ved at handle loyalt og rimeligt med denne havde accepteret det omtvistede vilkår efter en individuel forhandling?
16) Skal præmis 69 i Domstolens dom i sag C-415/11 af 14. marts 2013 i forbindelse med en tvist om indførelse i en aftale af en rentesats efter IRPH Cajas-indekset med henblik på at fastsætte aftalens vederlag fortolkes således, at den nationale ret skal tage stilling til, om den erhvervsdrivende har kunnet antage, at en forbruger med kendskab til, hvordan beregningsmetoden for rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset fungerer, og til udviklingen i IRPH Cajas-indekset i det mindste i de to år, der går forud for aftalens indgåelse, og som er blevet informeret om, at Banco de España i sit cirkulære nr. 5/1994 advarede om nødvendigheden af i givet fald at indføre en negativ margen, hvilken advarsel den erhvervsdrivende ikke havde til hensigt at følge, havde accepteret indførelsen af vilkåret efter en individuel forhandling?
17) Skal præmis 67 i Domstolens dom i sag C-421/14 1 af 26. januar 2017 i forbindelse med et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger fortolkes således, at den nationale ret med henblik på at vurdere, om der foreligger en skævhed til trods for kravene om god tro skal sammenligne beregningsmetoden for IRPH Cajas-indekset med den metode, som anvendes til fastsættelse af rentesatsen efter Euribor-indekset, som er den mest udbredte rentesats, og de respektive effektive rentesatser for lån af tilsvarende beløb og varighed?
18) Er det i forhold til et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og med henblik på at vurdere, om der foreligger en skævhed til trods for kravene om god tro som omhandlet i præmis 67 i Domstolens dom i sag C-421/14 af 26. januar 2017, relevant, at den effektive rentesats, som følger af fastsættelsen af rentesatsen efter Euribor-indekset udgør den pris, til hvilken institutterne skaffer sig de penge, som de efterfølgende låner ud til kunderne, mens de samlede omkostninger, som skal betales af de kunder, som sparekasserne har lånt pengene til, svarer til den effektive rentesats, som følger af fastsættelsen af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset, og som altid er højere?
19) Er det i strid med artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, at et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger er blevet erklæret urimeligt, og det viser sig, at aftalen ikke kan opretholdes, efter vilkåret er blevet fjernet fra aftalen, erstattes i overensstemmelse med den 15. tillægsbestemmelse til Ley 14/2013, de 27 de septiembre, de apoyo a los emprendedores y su internacionalización (lov nr. 14/2013 af 27.9.2013 om støtte til iværksættere og deres internationalisering), hvilket medfører, at den samme situation med skævhed, som var blevet ophævet af den nationale ret, opretholdes til fordel for den erhvervsdrivende, da en sådan deklaratorisk bestemmelse var fastsat med henblik på at udskifte indekset i ubestridte tilfælde, og at en sådan udskiftning ikke skulle ændre den situation, som forelå, før indeksets blev afskaffet?
20) Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, henset til den omstændighed, at alle de kritikpunkter, der kan rettes mod rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset, efter Banco de Españas opfattelse ville have været undgået, hvis den tilsvarende negative margen var blevet indført, fortolkes således, at denne bestemmelse, såfremt et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger er blevet erklæret urimeligt, ikke er til hinder for, at den nationale ret med tilbagevirkende kraft erstatter den faktisk indførte margen med den negative margen, som skulle have været indført på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, med tilbagebetaling til forbrugeren af uretmæssigt betalte beløb med tillæg af renter, med henblik på at undgå aftalens ugyldighed og at omdanne den til den aftale, som henset til Banco de Españas advarsel burde være indgået?
21) Er det i strid med artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, at såfremt et vilkår om indførsel af rentesatsen efter IRPH Cajas-indekset i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger er blevet erklæret urimeligt, og at aftalen er blevet erklæret ugyldig, fordi den ikke kan opretholdes, efter at vilkåret er blevet fjernet fra aftalen, da finder virkningerne af artikel 1303 i Código Civil (den spanske civillovbog) anvendelse, således at den part, som er ansvarlig for tilsidesættelsen, vil drage fordel heraf, eftersom denne vil få tilbagebetalt det samlede lånebeløb med tillæg af lovbestemte renter, som er højere end dem, der er fastsat i aftalen, og som finder anvendelse på det samlede lånebeløb fra dag ét?
22) Skal artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF – henset til den omstændighed, at der er tale om en standardkontrakt, som består af generelle vilkår, der ikke er forhandlet, og som er pålagt af den erhvervsdrivende, der er eneansvarlig for at have indført urimelige vilkår om væsentlige elementer for så vidt angår prisen – fortolkes således, at den erhvervsdrivende er ansvarlig for den årsag, der førte til, at aftalen i sin helhed var ugyldig, og at artikel 1306, stk. 2, i Código Civil (den spanske civillovbog) følgelig finder anvendelse?
____________
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).
1 Dom af 3.3.2020, Gómez del Moral Guasch (C-125/18, ECLI:EU:C:2020:138).
1 Forslag til afgørelse fra generaladvokat Szpunar Gómez del Moral Guasch (C‑125/18, EU:C:2019:695).
1 Kendelse af 17.11.2021, Gómez del Moral Guasch II (C-655/20, ECLI:EU:C:2021:943).
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT 2005, L 149, s. 22).
1 Dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, ECLI:EU:C:2013:164).
1 Dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, ECLI:EU:C:2017:60).