Language of document : ECLI:EU:C:2016:283

Sag C-377/14

Ernst Georg Radlinger,

og

Helena Radlingerová

mod

Finway a.s.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Praze)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – artikel 7 – nationale regler for insolvensbehandling – gæld, der hidrører fra en forbrugerkreditaftale – adgang til effektive retsmidler – bilagets punkt 1, litra e) – uforholdsmæssigt stort godtgørelsesbeløb – direktiv 2008/48/EF – artikel 3, litra l) – samlet kreditbeløb – del I i bilag I – størrelsen af udnyttet kreditmulighed – beregning af de årlige omkostninger i procent – artikel 10, stk. 2 – informationspligt – undersøgelse ex officio – disciplinærsanktion«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. april 2016

1.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – midler, der har til formål at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør – National lovgivning, der hindrer den nationale ret i ex officio at foretage en prøvelse af, hvorvidt et aftalevilkår, som ligger til grund for en fordring, der er genstand for en insolvensbehandling, er urimeligt, og som begrænser domstolsprøvelsen af vilkår angående usikrede fordringer – ikke tilladt

(Rådets direktiv 93/13, art. 7, stk. 1)

2.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – krav angående de oplysninger, der skal angives i kontrakten – sagens genstand – den nationale rets pligt til at foretage en undersøgelse ex officio af overholdelsen af disse krav og at drage konsekvenserne heraf – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48, art. 10, stk. 2, og 23)

3.        Institutionernes retsakter – direktiver – direkte virkning – grænser – mulighed for at støtte ret på et direktiv over for private – udelukkelse – medlemsstaternes gennemførelse – de nationale domstoles pligter – pligt til ex officio af foretage en prøvelse af, hvorvidt visse forpligtelser, der er fastsat i direktiv 93/13 og 2008/48 vedrørende forbrugerbeskyttelse, overholdes

(Art. 288, stk. 3, TEUF; Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/48, art. 10, stk. 2, Rådets direktiv 93/13, art. 7, stk. 1)

4.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – krav angående de oplysninger, der skal angives i kontrakten – det samlede kreditbeløb og størrelsen af udnyttet kreditmulighed – begreb

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48, art. 3, litra h), og l), art. 10, stk. 2, og bilag I, del I]

5.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår som omhandlet i artikel 3 – den nationale rets vurdering – kriterier – anvendelse af et vilkår, der fastsætter, at forbrugeren pålægges en uforholdsmæssig stor godtgørelse – den nationale rets kompetence

[Rådets direktiv 93/13, art. 3, 4, 6, stk. 1, 7 og bilag, punkt I, litra e)]

1.        Artikel 7, stk. 1, i 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som i forbindelse med en insolvensbehandling dels ikke gør det muligt for den ret, hvorved denne behandling er indbragt, ex officio at foretage en prøvelse af, hvorvidt de aftalevilkår, som ligger til grund for de anmeldte fordringer i forbindelse med nævnte behandling, er urimelige, selv om denne ret råder over de oplysninger om de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver, og dels kun tillader, at nævnte ret behandler de usikrede fordringer og det alene for så vidt angår et begrænset antal klagepunkter vedrørende fordringernes forældelse eller bortfald.

Den nationale ret skal således af egen driftefterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under direktiv 93/13’s anvendelsesområde, er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver. Eftersom retten til en effektiv domstolsprøvelse i denne forbindelse indebærer, at det er tilladt for forbrugeren at anlægge sag ved en national retsinstans til prøvelse af gyldigheden af fordringer, der hidrører fra en kreditaftale, som indeholder vilkår, der muligvis kan erklæres urimelige, uanset om de er sikrede eller usikrede, er en national lovgivning, der kun tillader, at en debitor, som ønsker at anfægte en usikret fordring, kan påberåbe sig denne fordrings forældelse eller bortfald, egnet til at gribe negativt ind i effektiviteten af den beskyttelse, der søges opnået ved artikel 6 og 7 i direktiv 93/13.

(jf. præmis 52, 56, 57 og 59 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler skal fortolkes således, at den pålægger en national ret, der behandler en tvist angående fordringer, som hidrører fra en kreditaftale i dette direktivs forstand, ex officio at foretage en prøvelse af, om oplysningspligten i henhold til denne bestemmelse er overholdt, og at drage de konsekvenser, der i henhold til national ret følger af en tilsidesættelse af denne pligt, forudsat at de anvendelige sanktioner opfylder kravene i nævnte direktivs artikel 23.

De forudgående og ledsagende oplysninger i forbindelse med indgåelsen af en aftale – angående aftalebetingelserne og -konsekvenserne af nævnte aftaleindgåelse – er således af afgørende betydning for forbrugeren. Det er bl.a. på grundlag af disse oplysninger, at sidstnævnte tager stilling til, om han ønsker at lade sig binde af de vilkår, som den erhvervsdrivende forinden har udarbejdet. Desuden er der en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren bl.a. på grund af ukendskab til reglerne ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte forbrugeren. Heraf følger, at en effektiv beskyttelse af forbrugeren kun ville kunne opnås, såfremt den nationale ret ikke havde pligt til ex officio at vurdere overholdelsen af krav, der følger af EU-standarder på forbrugerretsområdet. Da den nationale ret i denne forbindelse således skal sikre den effektive virkning af den forbrugerbeskyttelse, som bestemmelserne i direktiv 2008/48 tilstræber, begrænser den rolle, som EU-retten således har givet den nationale domstol på det pågældende område, sig følgelig ikke blot til muligheden for at udtale sig om overholdelsen af nævnte krav, men indebærer ligeledes forpligtelsen til ex officio at prøve dette spørgsmål, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver.

(jf. præmis 64–66, 70 og 74 samt domskonkl. 2)

3.        Den forpligtelse, som påhviler en medlemsstat, til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at nå det ved et direktiv foreskrevne resultat er en bindende forpligtelse såvel efter artikel 288, stk. 3, TEUF som efter selve direktivet. Denne forpligtelse til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger påhviler alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også domstolene inden for rammerne af deres kompetence.

Hvad i denne henseende angår direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler udgør pligten til ex officio at foretage en prøvelse af, om visse vilkår er urimelige, og pligten til at indarbejde obligatoriske oplysninger i en kreditaftale, i dette tilfælde en processuel norm, som ikke påhviler en privatperson, men de retslige myndigheder. Det påhviler desuden de nationale retsinstanser ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktiv 2008/48’s ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national ret er nemlig uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet traktaten giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem.

(jf. præmis 76, 77 og 79)

4.        Artikel 3, litra l), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler samt del I i bilag I til dette direktiv skal fortolkes således, at det samlede kreditbeløb og størrelsen af den udnyttede kreditmulighed omfatter samtlige beløb, der stilles til rådighed for forbrugeren, hvilket udelukker de beløb, som kreditgiver stiller krav om til betaling af omkostninger, der er forbundet med omhandlede kredit, og som ikke rent faktisk udbetales til denne forbruger.

Eftersom begrebet »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren« er defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48 som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, følger det heraf, at begreberne »samlet kreditbeløb« og »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« gensidigt udelukker hinanden, og at det samlede kreditbeløb dermed ikke kan inkludere beløb, der indgår i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten. Dermed kan ingen af de beløb, der har til formål at opfylde de forpligtelser, der er indgået i henhold til omhandlede kredit, såsom de administrative omkostninger, renterne, kommissionerne og enhver anden type omkostninger, som forbrugeren hæfter for, inkluderes i det samlede kreditbeløb i henhold til artikel 3, litra l), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48. I denne henseende tilkommer det den nationale ret at vurdere, om et beløb uretmæssigt er blevet medregnet i det samlede kreditbeløb i henhold til artikel 3, litra l), i direktiv 2008/48, idet denne omstændighed kan antages at påvirke beregningen af de årlige omkostninger i procent og følgelig at påvirke nøjagtigheden af de oplysninger, som kreditgiver skal give i medfør af dette direktivs artikel 10, stk. 2, i den omhandlede kreditaftale.

(jf. præmis 85, 86, 89 og 91 samt domskonkl. 3)

5.        Bestemmelserne i direktiv 93/13 om urimelige vilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det for at vurdere, om størrelsen af den godtgørelse, der pålægges den forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, er en uforholdsmæssigt stor godtgørelse som omhandlet i punkt 1, litra e), i bilaget til dette direktiv, er nødvendigt at tage de kumulative virkninger af alle vilkår om den pågældende godtgørelse i den omhandlede aftale i betragtning, uanset om kreditoren rent faktisk vil efterstræbe hvert vilkårs fulde opfyldelse, og at det om nødvendigt påhviler de nationale retter i henhold til artikel 6, stk. 1, i nævnte direktiv at drage alle de konsekvenser, der følger af konstateringen af, at visse vilkår er urimelige, idet de skal undlade at anvende de vilkår, der er blevet anset for urimelige, for at sikre, at forbrugeren ikke er bundet af disse.

De nationale retter er således kun forpligtet til at udelukke anvendelsen af et urimeligt kontraktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men at de ikke har kompetence til at ændre vilkårets indhold. Heraf følger at en national ret, der har konstateret, at flere af aftalevilkårene i en aftale, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimelige som omhandlet i direktiv 93/13, skal udelukke anvendelsen af alle sådanne urimelige vilkår og ikke kun nogle af dem.

(jf. præmis 97, 100–101 samt domskonkl. 4)