Sag C-135/15

Republik Griechenland

mod

Grigorios Nikiforidis

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – lov, der skal anvendes på arbejdsaftaler – forordning (EF) nr. 593/2008 – artikel 28 – anvendelsesområde ratione temporis – artikel 9 – begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« – anvendelse af andre medlemsstaters end domstolsstatens overordnede præceptive bestemmelser – en medlemsstats lovgivning om nedsættelse af offentligt ansattes lønninger på grund af en finanspolitisk krise – forpligtelse til loyalt samarbejde«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. oktober 2016

1.        EU-ret – fortolkning – bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret – selvstændig og ensartet fortolkning – anvendelse på begrebet »aftaler, der er indgået fra den 17. december 2009« som omhandlet i forordning nr. 593/2008

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 593/2008, art. 28)

2.        Retligt samarbejde i civile sager – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – forordning nr. 593/2008 – tidsmæssigt anvendelsesområde – aftale, der blev indgået, før denne forordning fandt anvendelse, og som senere er blevet ændret – udelukket – grænser – ændringer af et sådant omfang, at en ny aftale er indgået

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 593/2008, art. 28)

3.        Retligt samarbejde i civile sager – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – forordning nr. 593/2008 – overordnede præceptive bestemmelser – hensyntagen, som retsregler, til andre overordnede præceptive bestemmelser end de i forordningen fastsatte – ikke tilladt – hensyntagen til disse bestemmelser som faktiske omstændigheder – tilladt – tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde – foreligger ikke

(Art. 4, stk. 3, TEU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 593/2008, art. 9, stk. 3)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 28-30)

2.      Artikel 28 i forordning nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) skal fortolkes således, at en aftale om et ansættelsesforhold, der er opstået før den 17. december 2009, kun er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, for så vidt som ansættelsesforholdet i henhold til en gensidig aftale mellem de kontraherende parter, der har manifesteret sig fra denne dato, er blevet ændret i et sådant omfang, at det må antages, at en ny aftale er blevet indgået fra den nævnte dato, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

EU-lovgiver har således udelukket, at Rom I-forordningen skal have en sådan øjeblikkelig anvendelse, at fremtidige virkninger af aftaler, der er indgået før den 17. december 2009, falder ind under dens anvendelsesområde. Det følger heraf, at en gensidig aftale mellem de kontraherende parter efter den 16. december 2009 om at fortsætte opfyldelsen af en tidligere indgået aftale ikke kan føre til, at Rom I-forordningen skal finde anvendelse på dette aftaleforhold, medmindre den vilje, som EU-lovgiver klart har givet udtryk for, tilsidesættes. EU-lovgivers valg ville blive draget i tvivl, såfremt enhver, selv mindre ændring, som parterne foretager efter den 17. december 2009 i en aftale, som oprindeligt blev indgået før denne dato, var tilstrækkelig til, at denne aftale kunne falde ind under forordningens anvendelsesområde, og det ville være i strid med retssikkerhedsprincippet. Det er derimod ikke udelukket, at en aftale, der er indgået før den 17. december 2009, fra denne dato ændres efter aftale mellem parterne i et sådant omfang, at ændringen ikke blot svarer til en ren ajourføring eller tilpasning af den pågældende aftale, men er en stiftelse af et nyt retsforhold mellem de kontraherende parter, således at den oprindelige aftale skal anses for at være blevet erstattet af en ny aftale, der er indgået fra denne dato, som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 28.

(jf. præmis 33-37 og 39 samt domskonkl. 1)

3.      Artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) skal fortolkes således, at den udelukker, at andre overordnede præceptive bestemmelser end dem, der gælder i domstolsstaten eller i den stat, hvor de forpligtelser, der udspringer af aftalen, skal opfyldes eller er opfyldt, kan anvendes som retsregler af retten i domstolsstaten, men ikke er til hinder for, at sidstnævnte kan tage hensyn til andre overordnede præceptive bestemmelser som faktiske omstændigheder, for så vidt som den nationale lov, der skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordnings bestemmelser, fastsætter dette.

Opregningen i Rom I-forordningens artikel 9 af de overordnede præceptive bestemmelser, som retten i domstolsstaten kan tillægge vægt, er således udtømmende. Såfremt retten i domstolsstaten får mulighed for at anvende overordnede præceptive bestemmelser, som henhører under retsordenen i andre medlemsstater end dem, der udtrykkeligt er nævnt i Rom I-forordningens artikel 9, stk. 2 og 3, vil det således kunne kompromittere den fulde gennemførelse af dennes overordnede mål, der ifølge ordlyden af 16. betragtning til forordningen er at skabe retssikkerhed inden for det europæiske retsområde.

Eftersom Rom I-forordningen harmoniserer lovvalgsreglerne og ikke de materielle aftaleretlige regler, og for så vidt som de sidstnævnte fastsætter, at retten i domstolsstaten som en faktisk omstændighed tager hensyn til en overordnet præceptiv bestemmelse, der henhører under retsordenen i en anden medlemsstat end domstolsstaten eller den stat, hvori de kontraktlige ydelser skal opfyldes, kan nævnte forordnings artikel 9 derimod ikke være til hinder for, at den ret, som sagen er indbragt for, tager hensyn til denne faktiske omstændighed.

Princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU ændrer ikke denne fortolkning. Dette princip tillader således ikke medlemsstaterne at omgå deres forpligtelser i henhold til EU-retten og kan derfor ikke give den nationale ret adgang til at bortse fra den udtømmende karakter af den opregning af overordnede præceptive bestemmelser, der kan tillægges vægt, og som er indeholdt i Roms I-forordningens artikel 9, med henblik på at tillægge en anden medlemsstats overordnede præceptive bestemmelser vægt som retsregler.

(jf. præmis 46, 49, 52, 54, 55 og domskonkl. 2)