RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

25. januar 2016

(Sag F-47/15)

Marie-Pierre Darchy

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – familieydelser – børnepenge – sagsøgerens ægtemands børn – udbetaling med tilbagevirkende kraft«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Marie-Pierre Darchy har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 9. december 2014, hvorved Europa-Kommissionen tildelte hende børnetilskud for børn, over for hvem der består forsørgerpligt, til sagsøgerens ægtefælles to børn fra den 1. marts 2014 i stedet for fra første dag i måneden for hendes bryllup, dvs. den 1. september 2011.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Marie-Pierre Darchy bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

Indhold

1.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – frister – præceptiv karakter – anmodning om fornyet vurdering af en administrativ afgørelse, der er blevet endelig, med henblik på med tilbagevirkende kraft at få udbetalt ydelser, der tidligere er givet afslag på – dom om fornyet prøvelse afsagt i forbindelse med en sag, der ikke umiddelbart berører sagsøgeren – ingen nye faktiske omstændigheder, der kunne medføre en forlængelse af søgsmålsfristen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – pligt for administrationen til at fravige klage- og søgsmålsfristerne under hensyntagen til en afgørelse, der er blevet endelig – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

3.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – anbringender – en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ikke anfægtet som ulovlig inden for fristerne – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Klage- og søgsmålsfristerne, som er præceptive, og som hverken parterne eller EU’s retsinstanser kan råde over, har til formål i Unionens institutioner at værne om retssikkerheden, som er nødvendig for, at disse kan fungere hensigtsmæssigt, således at det undgås, at Unionens retsakter, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i ubegrænset tid.

At tillade, at en tjenestemand som svar på en ansøgning om fornyet behandling, der er indgivet efterfølgende af den pågældende tjenestemand, med tilbagevirkende kraft kan få udbetalt ydelser, der tidligere er givet afslag på, ville skabe en betydelig retlig usikkerhed med risiko for akkumulering af gæld for institutionerne i forhold til deres tjenestemænd, uden at institutionerne ville være i stand til at begrænse denne risiko.

Desuden kan en dom ikke anses for at udgøre nye faktiske omstændigheder, der kan medføre en forlængelse af klage- og søgsmålsfristerne i forhold til den administrative afgørelse, der er blevet endelig, for så vidt som den pågældende tjenestemand hverken var part i denne sag eller umiddelbart berørt af den retsakt, der blev annulleret ved dommen.

(jf. præmis 27 og 29)

Henvisning:

Domstolen: dom af 21. februar 1974, Kortner m.fl. mod Rådet m.fl., 15/73-33/73, 52/73, 53/73, 57/73-109/73, 116/73, 117/73, 123/73, 132/73 og 135/73-137/73, EU:C:1974:16, præmis 36 og 39

Retten i Første Instans: dom af 5. marts 2008, Combescot mod Kommissionen, T-414/06 P, EU:T:2008:58, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom af 13. april 2011, Sukup mod Kommissionen, F-73/09, EU:F:2011:40, præmis 62, og kendelse af 13. februar 2014, Probst mod Kommissionen, F-75/13, EU:F:2014:20, præmis 23

2.      Hvad angår henholdsvis den påståede tilsidesættelse af omsorgspligten, på den ene side, og af princippet om god forvaltningsskik samt retssikkerhedsprincippet, på den anden side, bemærkes blot, at hverken omsorgspligten eller princippet om god forvaltningsskik kan forpligte administrationen til at fravige klage- og søgsmålsfristerne, som det, idet de er ufravigelige, ikke tilkommer administrationen at ændre, ved en hensyntagen til en tidligere afgørelse, der er blevet endelig. Hvad angår retssikkerhedsprincippet tjener dette netop som grundlag for den foregående betragtning.

(jf. præmis 39)

3.      Muligheden for at indgive en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, kan ikke gøre det muligt for tjenestemanden at tilsidesætte klage- og søgsmålsfristerne efter vedtægtens artikel 90 og 91 ved gennem en sådan efterfølgende ansøgning indirekte at anfægte en tidligere afgørelse, som ikke var blevet anfægtet inden for fristerne. Eftersom tjenestemanden i denne forbindelse har undladt at anfægte en administrativ afgørelse, der er blevet endelig, kan han ikke med føje, gennem en erstatningspåstand, som indgives efterfølgende, og hvis formål klart er at opnå et økonomisk resultat, der er identisk med det, som ville have været resultatet af et søgsmål anlagt i rette tid med påstand om annullation af den nævnte afgørelse, opnå en ny søgsmålsfrist.

(jf. præmis 43)

Henvisning:

Personaleretten: kendelse af 28. september 2011, Hecq mod Kommissionen, F-12/11, EU:F:2011:165, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, og af 20. marts 2014, Michel mod Kommissionen, F-44/13, EU:F:2014:40, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis