Sag T-276/13
Growth Energy
og
Renewable Fuels Association
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Dumping – import af bioethanol med oprindelse i USA – endelig antidumpingtold – annullationssøgsmål – sammenslutning – medlemmerne ikke umiddelbart berørt – afvisning – landsdækkende antidumpingtold – individuel behandling – stikprøver – ret til forsvar – forbud mod forskelsbehandling – pligt til at udvise fornøden omhu«
Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 9. juni 2016
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – formaliteten – betingelser – sag anlagt sideløbende af et medlem – sammenslutningens sag antages ikke til realitetsbehandling
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – søgsmål anlagt som repræsentant for medlemmer uden stemmeret – afvisning
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – forordning om indførelse af antidumpingtold – forskellig told for forskellige virksomheder – søgsmålsadgang for den enkelte virksomhed med hensyn til de bestemmelser, der særskilt vedrører den
(Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 157/2013)
4. Annullationssøgsmål – annullationsdom – virkninger – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – virkninger af annullationen i forhold til dens medlemmer – rækkevidde
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
5. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer – søgsmål anlagt individuelt – søgsmål med henblik på at beskytte sammenslutningens processuelle rettigheder – formaliteten
(Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 6, stk. 7, art. 19, stk. 1 og 2, og art. 20, stk. 2, 4 og 5)
6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – forordning om indførelse af antidumpingtold – producenter, der ikke har eksporteret den vare, som er pålagt en antidumpingtold, umiddelbart berørt
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
7. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – forordning om indførelse af antidumpingtold – producenter, der ikke har eksporteret den vare, som er pålagt en antidumpingtold, umiddelbart berørt
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
8. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – eksistensen af andre retsmidler – ingen betydning
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
9. Retslig procedure – intervention – formalitetsindsigelse, som ikke er rejst af sagsøgte – afvisning – afvisning begrundet i ufravigelige procesforudsætninger – efterprøvelse af egen drift
(Statutten for Domstolen, art. 40, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 142, stk. 3)
10. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retlig interesse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – forordning om indførelse af antidumpingtold – søgsmål anlagt af en faglig sammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
11. Internationale overenskomster – overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen – GATT 1994 – ikke muligt at påberåbe sig WTO’s aftaler for at anfægte en EU-retsakts lovlighed – undtagelser – EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 6.10 og 9.2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 9, stk. 5)
12. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fastsættelse af antidumpingtold – forpligtelse til at pålægge hver enkelt leverandør en individuel antidumpingtold – rækkevidde – fortolkning i lyset af GATT’s antidumpingaftale af 1994 – eksportører eller producenter i stikprøven, som har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, pålægges en individuel told
(Aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 6.10 og 9.2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 9, stk. 5, og art. 17, stk. 1 og stk. 3)
13. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelsens forløb – stikprøver – ændring af sammensætningen af en stikprøve – Kommissionens skøn
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 17)
14. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fastsættelse af antidumpingtold – forpligtelse til at pålægge hver enkelt leverandør en individuel antidumpingtold – undtagelser – fortolkning i lyset af GATT’s antidumpingaftale af 1994 – vanskeligheder ved at fastsætte en individuel eksportpris for en producent i stikprøven, som har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen – udelukkelse
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 6.10 og 9.2; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 9, stk. 5)
15. EU-retten – principper – ret til forsvar – overholdelse heraf under administrative procedurer – antidumping – krænkelse heraf – betingelser – den pågældende virksomheds mulighed for bedre at varetage sit forsvar, hvis der ikke foreligger processuelle fejl
16. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af antidumpingtold – forpligtelse for institutionen til at forklare baggrunden for sin ændrede opfattelse under den administrative procedure – foreligger ikke
(Art. 296 TEUF)
17. Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – klar og præcis redegørelse for de påberåbte anbringender
[Rettens procesreglement (1991), art. 44, stk. 1, litra c)]
18. Den fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til aktindsigt i procedurens ikke-fortrolige dokumenter – krænkelse heraf – annullation af den anfægtede antidumpingforordning – betingelse – den pågældende virksomheds mulighed for, at den administrative procedure kunne have fået et andet udfald i mangel af denne tilsidesættelse
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 6, stk. 7)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 45 og 49-51)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 52-55)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 58 og 59)
4. Virkningerne af en annullation af en forordning forekommer kun i forhold til alle medlemmerne af en erhvervssammenslutning til forsvar og repræsentation af dens medlemmer, som har anlagt et annullationssøgsmål, for så vidt som disse medlemmers søgsmål kunne antages til realitetsbehandling.
Hvis dette ikke var tilfældet, ville en erhvervssammenslutning således kunne påberåbe sig søgsmålskompetence for visse medlemmer med henblik på at opnå annullation af en forordning til fordel for alle dens medlemmer, herunder dem, som ikke personligt opfylder betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF. Dette ville indebære en omgåelse af reglerne om betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af annullationssøgsmål.
(jf. præmis 60 og 61)
5. Eftersom antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 yder proceduregarantier til de personer, som har deltaget i den proces, som førte til vedtagelsen af en forordning om indførelse af antidumpingtold, skal sammenslutninger, der repræsenterer interesserne hos den erhvervsgren, som er berørt af en sådan forordning, og som har deltaget i antidumpingproceduren, som interesserede parter i proceduren anses for at have kompetence til at anlægge annullationssøgsmål til anfægtelse af denne forordning med den begrundelse, at de er umiddelbart og individuelt berørte i det omfang, hvor annullationssøgsmålet tilsigter at beskytte deres processuelle rettigheder.
Den omstændighed, at en person på den ene eller anden måde deltager i den proces, som fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Unionen, individualiserer nemlig udelukkende denne person i forhold til den pågældende retsakt, når den pågældende EU-lovgivning tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier.
(jf. præmis 81, 82 og 87)
6. De producenter af en vare, som er pålagt en antidumpingtold, og som ikke er involveret i eksporten af denne vare til EU, er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF af forordningen om indførelse af antidumpingtolden, når det fastslås, at en stor mængde af varen hidrørende fra disse producenter regelmæssigt var blevet eksporteret til EU i undersøgelsesperioden.
Spørgsmålet, om et søgsmål til prøvelse af en forordning om indførelse af antidumpingtold kan antages til realitetsbehandling, afhænger således ikke af sagsøgerens status som producent eller eksportør. Idet antidumpingtolden er forbundet med de varer, der eksporteres, kan en producent, selv om han ikke eksporterer de pågældende varer, være væsentligt påvirket af indførelsen af en sådan antidumpingtold for den pågældende vare, der indføres i EU.
Selv hvis det i øvrigt måtte antages, at eksportørerne bærer antidumpingtolden, og at det måtte vise sig, at omsætningskæden for den pågældende vare afbrydes, således at eksportørerne ikke er i stand til at vælte antidumpingtolden over på producenterne, ændrer indførelsen af en antidumpingtold de retlige betingelser, hvorunder markedsføringen af denne vare på markedet i EU vil finde sted. Producenterne af de nævnte produkters retlige stilling på markedet i EU vil derfor under alle omstændigheder være umiddelbart og væsentligt påvirket.
I denne henseende har de kontraktlige bestemmelsers struktur mellem de erhvervsdrivende i omsætningskæden for den pågældende vare ikke nogen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt en producent af denne vare er umiddelbart berørt af en forordning om indførelse af antidumpingtold. Endvidere har den omstændighed, at en producent præcist ved, hvilke de af den pågældende fremstillede varer der eksporteres til EU, ligeledes ikke nogen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt producenten er umiddelbart berørt af forordningen om indførelse af antidumpingtold.
(jf. præmis 97, 104, 108, 110, 114, 116 og 117)
7. De producenter af en vare, som er pålagt en antidumpingtold, og som ikke er involveret i eksporten af denne vare til EU, er individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF af en forordning om indførelse af en antidumpingtold i det tilfælde, hvor de for det første kan godtgøre, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Rådets retsakter, eller som har været inddraget i de forudgående undersøgelser, og for det andet at deres stilling på markedet påvirkes i væsentligt omfang af den antidumpingtold, der er genstand for den denne forordning.
Spørgsmålet om, hvem der præcist iværksatte den pågældende dumping, er i denne forbindelse ikke relevant for fastlæggelsen af, om producenterne er individuelt berørt af en forordning om indførelse af en landsdækkende antidumpingtold på importen til EU af den omfattede vare. De berørte producenter lider således under følgerne af pålæggelsen af ansvaret for antidumpingadfærden, selv om de ikke pålægges ansvaret for denne adfærd.
Den omstændighed, at en virksomhed, hvis søgsmålskompetence undersøges, pålægges ansvaret for dumpingadfærden, udgør i øvrigt ikke en nødvendig forudsætning for, at det kan fastslås, at virksomheden er individuelt berørt. Den omstændighed, at en producent eller en eksportør pålægges ansvaret for en antidumpingadfærd, er et forhold, der kan individualisere den pågældende, men den er ikke en nødvendig forudsætning for disse erhvervsdrivende.
Den omstændighed, at institutionerne valgte ikke at anvende oplysningerne afgivet af de berørte producenter for at beregne en individuel dumpingmargen i forhold til disse producenter, kan endvidere ikke udelukke, at en af disse producenter anlagt sag skal antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 122, 134, 135 og 139)
8. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEFU kan antages til realitetsbehandling, er spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren råder over andre retsmidler med henblik på at forsvare sine rettigheder, uden betydning for undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt han er umiddelbart og individuelt berørt i forhold til den anfægtede retsakt.
(jf. præmis 147)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 157)
10. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 158-160)
11. Verdenshandelsorganisationens aftaler (WTO), som aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen) indgår i, udgør efter deres art og opbygning principielt ikke regler, på grundlag af hvilke Domstolen prøver lovligheden af EU-institutionernes retsakter. Såfremt Unionen imidlertid har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende EU-retsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve den pågældende EU-retsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne.
Hvad angår gennemførelsen af WTO’s antidumpingaftale i EU-retten følger det af selve vedtagelsen af forordning nr. 765/2012 om ændring af antidumpinggrundforordningen, at EU-lovgiver er af den opfattelse, at EU med artikel 9, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 havde haft til hensigt at gennemføre en inden for rammerne af WTO påtaget særlig forpligtelse – i det foreliggende tilfælde indeholdt i artikel 6.10 og 9.2 i WTO’s antidumpingaftale.
Da EU-lovgiver med vedtagelsen af forordning nr. 765/2012 for at gennemføre WTO’s Tvistbilæggelsesorgans henstillinger og afgørelser tillige ikke fandt det nødvendigt at ændre udtrykket »al indførsel af den pågældende vare, for hvilken der er konstateret dumping og deraf følgende skade«, eller udtrykket »leverandør« og »ikke praktisk muligt« i antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, må det konkluderes, at disse begreber skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 6.10 og 9.2 i WTO’s antidumpingaftale.
(jf. præmis 175, 177, 178, 180, 183, og184)
12. Det er i artikel 9, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 og artikel 9.2 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen) fastsat, at i princippet pålægges hver enkelt leverandør en individuel antidumpingtold for al indførsel af den pågældende vare, for hvilken der er konstateret dumping og deraf følgende skade. Det fremgår af ordlyden af disse bestemmelser, at en erhvervsdrivende, som ikke anses for at være leverandør, ikke i forhold til ham har ret til at få pålagt en individuel antidumpingtold.
De eksportører eller producenter, som blev udtaget til at indgå i stikprøven, og som derfor samarbejdede med den undersøgende myndighed i hele undersøgelsesperioden, opfylder ifølge Verdenshandelsorganisationens (WTO) bestemmelser betingelserne for at blive anset for at være en leverandør som omhandlet i artikel 9.2 i WTO’s antidumpingaftale.
Hvad angår antidumpinggrundforordningens bestemmelser skal denne forordnings artikel 9, stk. 5 fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i WTO’s antidumpingaftale. Det fremgår ligeledes af antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 1 og 3, fortolket i overensstemmelse med WTO-bestemmelserne, at hvis selv de producenter, som ikke indgik i den oprindelige stikprøve, er berettiget til at få beregnet en individuel margen, er de producenter, som indgik i denne stikprøve, så meget desto mere også berettigede hertil. I denne forbindelse henviser antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 6, sidste punktum, til, at der for indførsel fra eksportører eller producenter, der indrømmes individuel behandling som omhandlet i denne forordnings artikel 17, anvendes individuelle toldsatser.
Det følger heraf, at i henhold til bestemmelserne i antidumpinggrundforordningen opfylder de eksportører eller producenter, som blev udtaget til at indgå i stikprøven af leverandører af den vare, der er genstand for dumping, og som derfor samarbejdede med institutionerne i hele undersøgelsesperioden, betingelserne for at blive anset for at være en leverandør som omhandlet i denne forordnings artikel 9, stk. 5.
(jf. præmis 187 og 192-194)
13. Når Kommissionen i forbindelse med en dumpingundersøgelse beslutter at udtage stikprøver, er formålet med at udtage en stikprøve af eksporterende producenter i forbindelse med en begrænset undersøgelse så nøjagtigt som muligt at fastlægge det pristryk, som Unionens erhvervsgren har lidt. Kommissionen har således til enhver tid beføjelse til at ændre sammensætningen af en stikprøve af hensyn til undersøgelsen. Institutionerne er således ikke i henhold til Verdenshandelsorganisationens (WTO) antidumpingaftale eller antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 forpligtet til at bibeholde de producenter, som oprindeligt blev udtaget til stikprøven, i stikprøven af leverandørerne af den vare, der er genstand for dumping, hvis institutionerne mener, at disse ikke kan anses for at være leverandører, eller at leverandørerne ikke udgør kilder til indførsel af den vare, der er genstand for dumping og deraf følgende skade.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsdrivende skal forblive i stikprøven, skal det fastslås, at Kommissionen har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, den skal undersøge.
(jf. præmis 195)
14. Begrebet »ikke […] praktisk muligt« i artikel 9, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 1225/2009 skal fortolkes i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i artikel 6.10 og 9.2 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen).
Når myndigheden anvender stikprøver, tillader det i antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, anvendte udtryk »ikke praktisk muligt« i princippet to undtagelser til fastsættelsen af individuelle dumpingmargener og indførelsen af individuel antidumpingtold for de erhvervsdrivende, som har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, nemlig for det første det tilfælde, hvor producenterne eller eksportørerne ikke indgår i stikprøven, bortset fra dem som antidumpinggrundforordningens artikel 17, stk. 3, fastsætter en individuel dumpingmargen for, og for det andet det tilfælde, hvor de erhvervsdrivende udgør én enhed. Med andre ord kan der i det omfang, hvor institutionerne har anvendt stikprøver, i princippet kun gøres en undtagelse herfra for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven, og som ikke i øvrigt har ret til deres egen individuelle antidumpingtold. Navnlig tillader antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, ikke nogen undtagelse fra forpligtelsen til at indføre en individuel antidumpingtold for en producent i stikprøven, som har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, såfremt institutionerne ikke mener at være i stand til at fastsætte en individuel eksportpris for denne producent.
Det følger derfor af antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 5, at når producenter og/eller eksportører indgår i stikprøven, er institutionerne forpligtede til at anføre hver enkelt leverandørs skyldige told.
(jf. præmis 232 og 233)
15. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 250-252, 269, 278, 296, 307 og 338)
16. Når en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold indgår i en generel ordning af foranstaltninger, kan det ikke kræves, at begrundelsen specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordninger, eller at institutionerne tager stilling til alle de argumenter, som parterne gør gældende. Det er tilstrækkeligt, at ophavsmanden til retsakten angiver de faktiske omstændigheder og juridiske overvejelser, der har en væsentlig betydning i den anfægtede forordnings opbygning.
Derudover pålægger begrundelsespligten i forbindelse med antidumpingforanstaltninger ikke institutionerne at forklare baggrunden for, at et standpunkt på et givent tidspunkt i den administrative procedure eventuelt ikke var underbygget.
(jf. præmis 253 og 289)
17. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 254, 265, 266, 281 og 335)
18. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 314-320 og 327)