Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 27. april 2004 af Electricité de France (EDF) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-156/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. april 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Electricité de France (EDF), Paris, ved avocat Michel Debroux, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning K(2003)4637 endelig udg. af 16. december 2003, om Frankrigs statsstøtte til fordel for sagsøgeren og elektricitets- og gasindustrien gennem regnskabs- og skatteforanstaltninger, som blev vedtaget i 1997 i forbindelse med en omstrukturering af EDF's regnskaber, annulleres.

Subsidiært annulleres artikel 3 og 4 i den anfægtede beslutning, for så vidt som det beløb, EDF blev pålagt at tilbagebetale, blev betydeligt overvurderet.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I den anfægtede beslutning fandt Kommissionen, at det udgjorde statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, at sagsøgeren ikke betalte selskabsskat, da dens skattefri henlæggelser til brug for den almindelige vedligeholdelse af forsyningsnettet blev omklassificeret til kapitaltilførsel.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren for det første gjort gældende, at væsentlige formforskrifter blev krænket. Kommissionen tilsidesatte retten til forsvar ved at ændre sin analyse mellem beslutningen om indledning af proceduren og vedtagelsen af den anfægtede beslutning, uden at give sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at de anfægtede foranstaltninger bør anses som lovlig kapitaltilførsel til sagsøgeren. Eftersom Kommissionen undlod at besvare dette argument, tilsidesatte den sin begrundelsespligt og foretog en retlig fejl ved vurderingen af statsstøttebegrebet. Sagsøgeren har også i forbindelse med dette anbringende gjort gældende, at de anfægtede foranstaltninger ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstater og således ikke kan betragtes som statsstøtte.

Endelig har sagsøgeren til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at den anfægtede beslutning fastsatte et højere refusionsbeløb end det, som eventuelt ville kunne anses som skyldigt.

____________