RETTENS DOM (Tredje Udvidede Afdeling)
14. maj 1998 (1)
»Konkurrence - EF-traktatens artikel 85, stk. 1 - begrebet en enkelt
overtrædelse - udveksling af oplysninger - påbud - bøde - bødeudmåling -
beregningsmetode - begrundelse - formildende omstændigheder«
I sag T-334/94,
Sarrió SA, Pamplona (Spanien), ved advokaterne Antonio Creus Carreras,
Barcelona, Alberto Mazzoni, Milano, Antonio Tizzano og Gian Michele Roberti,
Napoli, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alain Lorang, 51, rue
Albert 1er,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Richard Lyal, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og advokat Alberto Dal Ferro, Vicenza,
og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13.
juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 -
karton, EFT L 243, s. 1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Tredje
Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P.
Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,
justitssekretær: H. Jung,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt
sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
- 1.
- Den foreliggende sag vedrører Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994
om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - karton, EFT
L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggørelsen ved Kommissionens beslutning
af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved
beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Fællesskabet, pålagt
bøder for overtrædelser af traktatens artikel 85, stk. 1.
- 2.
- Det produkt, som beslutningen vedrører, er karton. I beslutningen omtales tre
kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.
- 3.
- Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget æskekarton
(genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.
- 4.
- Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt dæklag,
der normalt anvendes til emballering af fødevarer. GC-kvaliteter er af en bedre
kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, som beslutningen vedrører, var
prisforskellen mellem disse to produkter sædvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formål.
- 5.
- SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter.
Det anvendes til emballering af fødevarer, kosmetik, lægemidler og cigaretter, men
dets hovedanvendelse er grafiske formål.
- 6.
- Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation,
der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede
Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF hævdede,
at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget
en række samtidige og ensartede prisforhøjelser, og anmodede Kommissionen om
at undersøge, hvorvidt der forelå en overtrædelse af EF's konkurrenceregler. BPIF
udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen.
Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.
- 7.
- Den 12. december 1990 indgav Fédération Française du Cartonnage ligeledes en
uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte påstande vedrørende det
franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.
- 8.
- Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repræsentanter i henhold til
artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om
anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81),
samtidige, uanmeldte kontrolundersøgelser hos et antal virksomheder og
brancheorganisationer inden for kartonsektoren.
- 9.
- Efter disse undersøgelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i
forordning nr. 17 begæring til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til,
om oplysninger og skriftligt materiale.
- 10.
- På grundlag af de ved kontrolundersøgelserne og begæringerne om oplysninger og
skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de
berørte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste
tilfælde) havde deltaget i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
- 11.
- Den besluttede som følge heraf at indlede en procedure i henhold til denne
bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en
meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder
svarede skriftligt. Ni virksomheder begærede mundtlig høring. Høringen fandt sted
fra den 7. til den 9. juni 1993.
- 12.
- Som afslutning på proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a.
indeholder følger bestemmelser:
»Artikel 1
Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard
- the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH
& Co KG, Kartonfabriek De Eendracht NV (der handler under navnet BPB de
Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse
Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co KG, Mo och Domsjö AB
(MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena
Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd [tidligere Reed Paper & Board
(UK) Ltd], Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española (tidligere Tampella
Española SA), og Moritz J. Weig GmbH & Co KG har overtrådt artikel 85, stk. 1,
i EF-traktaten ved deltagelse
- i Buchmann og Renas tilfælde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til
slutningen af 1990
- hvad angår Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald
udgangen af april 1991
- i Gruber & Webers tilfælde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990
- i de andre tilfælde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991
i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at
leverandører af karton i EF
- samledes regelmæssigt ved en række hemmelige og institutionaliserede
møder for at diskutere og nå til enighed om en fælles brancheplan med
henblik på at begrænse konkurrencen
- nåede til enighed om regelmæssige prisstigninger for hver produktkvalitet
i den enkelte nationale valuta
- planlagde og iværksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF
- nåede til forståelse om at fastholde markedsandelene for de store
producenter på konstante niveauer, dog med mulighed for ændring fra tid
til anden
- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger
til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre
gennemførelsen af de nævnte samordnede prisstigninger
- udvekslede forretningsmæssige oplysninger om leverancer, priser,
midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger,
kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til støtte for nævnte forholdsregler.
[...]
Artikel 3
Følgende bøder pålægges nedennævnte virksomheder for den overtrædelse, der er
omhandlet i artikel 1:
[...]
xv) Sarrió SpA, en bøde på 15 500 000 ECU
[...]«
- 13.
- Det fremgår af beslutningen, at overtrædelsen fandt sted gennem organet »Product
Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en række grupper
eller udvalg.
- 14.
- Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working
Group« (herefter »PWG«), der bestod af repræsentanter for den øverste ledelse
for de største kartonproducenter i Fællesskabet (ca. otte).
- 15.
- PWG's formål var navnlig drøftelse og opnåelse af enighed vedrørende markeder,
markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om
tidspunkterne for og størrelsen af de prisforhøjelser, som producenterne skulle
gennemføre.
- 16.
- PWG refererede til »Direktørkonferencen« (herefter »Direktørkonferencen« eller
»PC«), i hvis møder næsten samtlige administrerende direktører for
virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmæssigt). I den relevante periode
holdt Direktørkonferencen møde to gange om året.
- 17.
- I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«).
Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme hvorvidt, og i bekræftende fald
hvorledes der kunne gennemføres prisforhøjelser, samt at fastlægge enkelthederne
i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de berørte
lande og for de store kunder med henblik på at gennemføre et ensartet prissystem
i Europa.
- 18.
- Det Økonomiske Udvalg (herefter »DØU«) drøftede bl.a. prisbevægelser på de
nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine
undersøgelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgænger, Marketing
Committee. DØU, der bestod af flertallet af de berørte virksomheders
marketingdirektører, holdt møder flere gange om året.
- 19.
- Det fremgår endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG
Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjælp af udveksling af oplysninger gennem
Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zürich (Schweiz). Det fremgår
af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmæssige
rapporter om ordrer, produktion, omsætning og kapacitetsudnyttelse til Fides.
Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet og de samlede data blev udsendt til
medlemmerne.
- 20.
- Sagsøgeren, Sarrió SA (herefter »Sarrió«), opstod ved en fusion, der fandt sted i
1990, mellem kartondivisionen hos den største italienske producent, Saffa, og den
spanske producent Sarrió (beslutningens punkt 11). I 1991 erhvervede Sarrió
endvidere den spanske producent Prat Carton (a.st.).
- 21.
- Sarrió blev anset som ansvarlig for Prat Carton's deltagelse i kartellet i hele det
tidsrum, deltagelsen varede (beslutningens punkt 154).
- 22.
- Sarrió fremstiller hovedsagelig GD-kvaliteter, men har tillige produktion af GC-kvaliteter.
Retsforhandlinger
- 23.
- Sagsøgeren anlagde nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens
Justitskontor den 14. oktober 1994.
- 24.
- Seksten af de øvrige atten selskaber, der blev anset for ansvarlige for
overtrædelsen, har ligeledes anlagt sag til prøvelse af beslutningen (sag T-295/94,
T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).
- 25.
- Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 hævede
sagsøgeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af
Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod
Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser).
- 26.
- Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og
som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den bøde, der er pålagt
Finnboard, har ligeledes anlagt sag til prøvelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).
- 27.
- Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er
adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens
Justitskontor den 8. januar 1997, hævet sagen, der blev slettet af Rettens register
ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod
Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser).
- 28.
- Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt møde,bl.a. for at høre deres bemærkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94,
T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik
på den mundtlige forhandling. Under mødet, der fandt sted den 29. april 1997,
tiltrådte parterne, at sagerne forenedes.
- 29.
- Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling
besluttet at forene sagerne med henblik på den mundtlige forhandling, idet de har
forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og har besluttet at tage
en begæring om fortrolighed, som sagsøgeren i nærværende sag har fremsat, til
følge.
- 30.
- Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begæring om
fortrolighed fra sagsøgeren i sag T-337/94 til følge for så vidt angår et dokument,
der er blevet fremlagt som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten.
- 31.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har truffet
foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet parterne er blevet
opfordret til at besvare en række skriftlige spørgsmål samt til at fremlægge visse
dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.
- 32.
- Parterne i de i præmis 28 anførte sager afgav mundtlige indlæg og besvarede
spørgsmål fra Retten i retsmøder, der blev afholdt i tidsrummet den 25. juni - 8.
juli 1997.
Parternes påstande
- 33.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Beslutningen annulleres.
- Subsidiært: beslutningens artikel 2 annulleres tillige med artikel 3, i det
omfang der herved pålægges sagsøgeren en bøde på 15 500 000 ECU.
- Mere subsidiært: bøden nedsættes.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 34.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Påstanden om annullation af beslutningen
A - Anbringendet om tilsidesættelse af retten til kontradiktion
Parternes argumenter
- 35.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at retten til kontradiktion er tilsidesat, idet
Kommissionen (i beslutningens punkt 79) har anset et dokument, som blev fundet
hos Finnboard (UK) Ltd i forbindelse med de kontrolundersøgelser, der fandt sted
i april 1991 (herefter »Finnboard-prislisten«), som bevis for overtrædelsen.
Sagsøgeren har henvist til, at dokumentet først blev fremsendt til virksomheden den
28. april 1994, dvs. en rum tid efter at sagsøgeren havde svaret på meddelelsen af
klagepunkter og efter den mundtlige høring for Kommissionen. Denne ugrundede
forsinkelse havde afskåret sagsøgeren fra at fremføre sin opfattelse af dokumentets
egentlige betydning, den sammenhæng, hvori det var blevet til, samt
Kommissionens konklusioner (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461). Dokumentets fremsendelse den 28.
april 1994 havde ikke afhjulpet denne mangel.
- 36.
- Kommissionen har heroverfor anført, at dokumentet blev fremsendt til Sarrió tillige
med en skrivelse af 28. april 1994, hvoraf dokumentets indhold og de konklusioner,
som Kommissionen havde draget, udførligt fremgik. Det fremgik endvidere af
skrivelsen af 28. april 1994, at sagsøgeren havde mulighed for at fremsætte
eventuelle bemærkninger skriftligt, således at selskabet i tide kunne have udtalt sig
om dokumentets bevisværdi (jf. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-4/89, BASF mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1523, præmis 36).
Rettens bemærkninger
- 37.
- Kommissionen fandt Finnboard-prislisten under sin kontrolundersøgelse på
Finnboard (UK) Ltd's kontorer i april 1991, og den blev meddelt sagsøgeren tillige
med en forklarende skrivelse seksten måneder efter meddelelsen af klagepunkter.
- 38.
- Ifølge Rettens praksis fremgår det af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17,
sammenholdt med artikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af 25.
juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr.
17 (EFT 1963-1964, s. 42), at Kommissionen skal give meddelelse om de
klagepunkter, den gør gældende mod de berørte virksomheder og
sammenslutninger, og at den i sine beslutninger kun kan tage sådanne klagepunkter
i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig (dom af 23.2.1994,
forenede sager 39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s 49,
præmis 47).
- 39.
- På tilsvarende måde kræver retten til kontradiktion i en procedure, der kan
medføre sanktioner som den omtvistede, at de pågældende virksomheder og
sammenslutninger af virksomheder under den administrative procedure skal sættes
i stand til at tage stilling til, om de faktiske forhold, klagepunkter og andre
omstændigheder, som Kommissionen påberåber sig, virkelig foreligger, og hvilken
betydning de da har (Hoffmann-La Roche, a.st., præmis 11, og Rettens dom af
18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR
m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, præmis 39).
- 40.
- I den foreliggende sag blev der ikke ved fremsendelsen af det pågældende
dokument fremført nye klagepunkter i forhold til meddelelsen af klagepunkter. Det
fremgår således klart af følgeskrivelsen til Finnboard-prislisten, at denne alene er
et yderligere bevis for en fælles plan om prisfastsættelse, hvilket udgør et
klagepunkt, som allerede klart er nævnt i meddelelsen af klagepunkter.
- 41.
- Ifølge følgeskrivelsen til dokumentet har sagsøgeren under alle omstændigheder
udtrykkeligt fået oplysning om muligheden for under den administrative procedure,
og inden ti dage, at fremsætte sine bemærkninger til dette bevis. Under disse
omstændigheder har Kommissionen ikke afskåret sagsøgeren fra i tide at udtale sig
om dokumentets bevisværdi (Domstolens dom i Hoffmann-La Roche-sagen, a.st.,
præmis 11, og dom af 25.10.1983, sag 107/83, AEG mod Kommissionen, Sml. s.
3151, præmis 27).
- 42.
- Det følger heraf, at anbringendet ikke kan tiltrædes.
B - Realiteten
Anbringendet om, at faktureringspriserne ikke var genstand for samordning, og om at
begrundelseskravene var tilsidesat
Parternes argumentation
- 43.
- Sagsøgeren har vedgået at have deltaget i en samordning af de annoncerede priser,
men har bestridt, at samordningen også vedrørte faktureringspriserne. Foruden de
dokumenter, der er fremlagt som bilag til sagsøgerens skriftlige indlæg, og som
viser, at faktureringspriserne ikke fulgte de annoncerede priser, har sagsøgeren
henvist til de enkelte kunders forhandlingsposition, udviklingen i efterspørgslen og
produktionsomkostningerne samt de særlige forhold, der gælder for
kartonmarkedet, bl.a. regelmæssig annoncering af prisstigninger og en høj grad af
gennemskuelighed.
- 44.
- Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke klart givet udtryk for, om det gøres
gældende, at der var tale om samordning ikke blot af de annoncerede priser, men
også af faktureringspriserne. I modsætning til hvad Kommissionen hævder, er en
sondring mellem disse to former for samordning af afgørende betydning som følge
af deres forskellige virkninger (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlström
Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307). Sagsøgeren har i replikken
gjort gældende, at den usikkerhed, der hersker med hensyn til, hvad der er
genstand for samordningen, i sig selv er en overtrædelse af de krav, der stilles til
begrundelsen og klarheden med hensyn til beslutninger, der fastslår, at
konkurrencereglerne er overtrådt. Denne mangel er således et alvorligt indgreb i
sagsøgerens retmæssige adgang til kontradiktion.
- 45.
- Ifølge Kommissionen er det uforståeligt, at sagsøgeren på samme tid erkender at
have deltaget i en samordning af priser og gør gældende, at de prisforhøjelser, der
fandt sted, ikke var en følge af samordningen. Kommissionen har navnlig gjort
gældende, at beslutningen (jf. punkt 72-102) henviser til såvel de dokumenter, der
beviser samordningen af de enkelte forhøjelser, der var annonceret i medfør af
kartellet, som de dokumenter, hvorved de enkelte producenter faktisk meddelte
den pågældende forhøjelse.
- 46.
- Kommissionen har endvidere gjort gældende, at en sondring mellem en samordning
af annoncerede priser og en samordning af faktureringspriserne ikke er relevant i
den foreliggende sag. Den samordning, der fandt sted inden for PWG og JMC,
vedrørte ikke blot de annoncerede priser, men ligeledes beslutningerne om de
periodiske prisforhøjelser for de enkelte produkter og en samtidig indførelse af
disse i hele Fællesskabet (jf. det bevismateriale, der er nævnt i beslutningens punkt
74-90, 92 og 94, 95 og 96).
- 47.
- Når endvidere henses til de beviser, der foreligger for en samordning inden for de
udvalg, som sagsøgeren deltog i, kan det ikke hævdes, at de annoncerede priser
ikke fjernede den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes
adfærd, og at sagsøgeren gennemførte prisforhøjelser uafhængigt af denne
samordning (jf. Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod
Kommissionen, Sml. II, s. 867, præmis 122 og 123).
Rettens bemærkninger
- 48.
- Ifølge beslutningens artikel 1 har de heri nævnte virksomheder overtrådt traktatens
artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet
praksis, som indebar, at leverandører af karton i Fællesskabet bl.a. »nåede til
enighed om regelmæssige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte
nationale valuta« og »planlagde og iværksatte samtidige og ensartede prisstigninger
i hele EF«.
- 49.
- Sagsøgeren har erkendt sin deltagelse i fire af PG Paperboard's organer og har
hverken i sine skriftlige indlæg eller i sine svar på Rettens spørgsmål under
retsmødet bestridt, at virksomheden siden 1988 havde deltaget i en samordning af
de annoncerede priser.
- 50.
- Inden Retten tager stilling til sagsøgerens argument om, at samordningen ikke
vedrørte faktureringspriserne, skal det undersøges, om Kommissionen i sin
beslutning faktisk antager, at samordningen vedrørte faktureringspriserne.
- 51.
- I denne henseende bemærkes for det første, at det på ingen måde i beslutningens
artikel 1 er præciseret, hvilken pris, der har været genstand for samordnede
forhøjelser.
- 52.
- For det andet fremgår det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have
antaget, at producenterne havde fastsat eller havde haft til hensigt at fastsætte
ensartede faktureringspriser. Det fremgår navnlig af beslutningens punkt 101 og 102
vedrørende »de samordnede prisinitiativers betydning for prisniveauet«, at
Kommissionen antog, at prisinitiativerne vedrørte listepriserne og skulle føre til en
forhøjelse af faktureringspriserne. Det hedder bl.a.: »Selv om alle producenterne
havde holdt fast ved beslutningen om at indføre den fulde prisforhøjelse, betød
kundernes mulighed for at skifte over til en billigere materialekvalitet eller -type,
at en leverandør kunne blive nødt til at gøre nogle indrømmelser over for sine faste
kunder med hensyn til tidspunktet for forhøjelsens ikrafttræden eller tilbyde
yderligere fordele i form af mængderabat for at få kunden til at acceptere hele
grundprisforhøjelsen. Det ville derfor uundgåeligt tage noget tid, før en forhøjelse
af grundprisen slog igennem« (punkt 101, stk. 5).
- 53.
- Det fremgår således af beslutningen, at det var Kommissionens opfattelse, at
formålet med det ulovlige samarbejde om priser mellem producenterne var, at de
samordnede forhøjelser af de annoncerede priser skulle føre til en forhøjelse af
faktureringspriserne. Det fremgår af beslutningens punkt 101, stk. 1, at
»producenterne ikke [nøjedes] med at annoncere de aftalte prisforhøjelser, men tog
også, med få undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhøjelserne blev
håndhævet over for kunderne«. Omstændighederne i den foreliggende sag adskiller
sig følgelig fra dem, Domstolen undersøgte i Ahlström Osakeyhtiö-sagen, idet
Kommissionen til forskel fra den beslutning, der lå til grund for denne sag, ikke i
den foreliggende beslutning har gjort gældende, at virksomhederne har aftalt
faktureringspriserne direkte.
- 54.
- Denne analyse af beslutningen bekræftes af de dokumenter, som Kommissionenhar fremlagt.
- 55.
- Bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter indeholder specielt et referat af et møde
i JMC den 16. oktober 1989, hvori det bl.a. hedder:
»d) Holland
[...]
Betydelige problemer med hensyn til de store aftagere, navnlig Imca, som
Cascades og Van Duffel endnu tilbyder vanvittige priser, hvilket skaber
problemer for KNP og finnerne.
[...]
f) Belgien
En tilsvarende situation som i Holland. Finnboard havde videregivet
prisforhøjelsen over for Van Genechten, men var blevet nødt til at holde
endnu et møde med denne som følge af de indrømmelser, der var blevet
gjort i Belgien (af Cascades). Der skal fortsat vises fasthed, og det forventes
af Beghin, Cascades og KNP, at de gør det samme.
[...]
h) Italien
Saffa har meget store problemer med Kopparfors', Finnboard's og
Cascades' importpriser.
Saffa's leverancer er faldet betydeligt, indførslerne er steget betydeligt.
Saffa opfordrer indtrængende importørerne til ubetinget at overholde de
udsendte prisanvisninger.«
- 56.
- Dette dokument viser klart, at selv om producenterne generelt accepterede, at
virksomhederne hver især forhandlede faktureringpriserne med kunderne,
forventede de enkelte producenter, bl.a. sagsøgeren, der udtrykkeligt er nævnt i
bilaget, at konkurrenterne anvendte faktureringspriser, der var i overensstemmelse
med de priser, der var aftalt, således at individuelle forhandlinger i det mindste
ikke skulle være til hinder for, at de aftalte forhøjelser af listepriserne slog
igennem.
- 57.
- Sagsøgeren har endvidere under retsmødet erkendt, at de annoncerede priser tjente
som første grundlag for forhandlinger med kunderne om faktureringspriser, hvilket
bekræfter, at målet i sidste ende var at opnå en forhøjelse af faktureringspriserne.
I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fremhæve, at fastsættelsen af ensartede
listepriser, som producenterne har aftalt, er helt irrelevante, såfremt de i realiteten
er uden betydning for faktureringspriserne.
- 58.
- For så vidt angår sagsøgerens argument, ifølge hvilket uvisheden om, hvad der var
genstand for samordningen, i sig selv måtte anses for en tilsidesættelse af
begrundelseskravene, bemærkes, at det på ingen måde i beslutningens artikel 1 er
præciseret, hvilken pris det ulovlige samarbejde vedrørte.
- 59.
- I overensstemmelse med fast retspraksis skal beslutningens konklusion i en sådan
situation læses i sammenhæng med dens begrundelse (jf. f.eks. Domstolens dom af
16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og
114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 122, 123 og
124).
- 60.
- Det fremgår af det allerede anførte, at Kommissionen i fornødent omfang i
beslutningens betragtninger har redegjort for, at det ulovlige samarbejde vedrørte
listepriser, og at den havde til formål at opnå en forhøjelse af faktureringspriserne.
- 61.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
Anbringendet om, at der ikke var tale om deltagelse i et kartel med henblik på
fastfrysning af markedsandele og kontrol med udbuddet
Parternes argumentation
- 62.
- Anbringendet omfatter tre led.
- 63.
- Med anbringendets første led gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen hverken
har bevis for, at der var tale om en samordning med henblik på at fastfryse
markedsandelene eller på at kontrollere udbuddet. Selv om det antages, at en
sådan samordning måtte anses for tilstrækkeligt bevist, har Kommissionen ikke
bevist, at sagsøgeren deltog i denne samordning. Sagsøgeren bestrider navnlig
bevisværdien af visse bilag til meddelelsen af klagepunkter, som Kommissionen har
henvist til i beslutningen.
- 64.
- For det første er bilag 73, der er et internt notat fra Mayr-Melnhof, alene bevis for
samordningen af priser, ligesom det forklarer følgerne af en streng prispolitik og
godtgør, at sagsøgeren ikke lagde pres på Mayr-Melnhof, for at denne virksomhed
ikke skulle øge sine markedsandele ved hjælp af en prisnedsættelse. I denne
forbindelse har sagsøgeren henvist til Mayr-Melnhof's forklaring som indeholdt i
dennes skrivelse af 23. september 1991 (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter).
- 65.
- For det andet angår bilag 102, der et notat fra Rena, et møde i sammenslutningen
Nordic Paperboard Institute (herefter »NPI«), som sagsøgeren ikke var medlem
af.
- 66.
- For det tredje kan Stora's redegørelser ikke isoleret set anses for tilstrækkeligt
bevis. Stora har gentagne gange understreget den relative autonomi, som de
forskellige virksomheder havde, bl.a. med hensyn til produktionens størrelse og den
tidsmæssige planlægning af produktionsstandsninger (jf. beslutningens punkt 57, 59,
60, 69, 70 og 71). Stora's redegørelser bekræfter endvidere, at der ikke var indført
nogen form for kontrolordning fra et eventuelt kartels side med hensyn til kvantitet.
Den omstændighed, at der ikke fandtes nogen form for kontrolordning med den
kvantitative udvikling, er klart bevis for, at der ikke fandtes et kartel. I øvrigt er
Stora's redegørelser kun udtryk for virksomhedens egen opfattelse af interessen i
at vedtage foranstaltninger med henblik på kontrol med omfanget af produktion
og salg.
- 67.
- Med anbringendets andet led gør sagsøgeren gældende, at udviklingen i de
forskellige virksomheders markedsandele viser, at der ikke var tale om samordning
med henblik på en fastfrysning af markedsandelene, eller for det tilfælde at det
antages, at der forelå en samordning mellem visse virksomheder, at sagsøgeren i
hvert fald ikke havde deltaget i denne.
- 68.
- For så vidt angår den almindelige udvikling i markedsandele har sagsøgeren
understreget, at visse producenter, bl.a. Iggesund (MoDo) og Mayr-Melnhof, havde
haft betydelige kapacitetsudvidelser i den relevante periode.
- 69.
- Sagsøgeren har ligeledes henvist til, at selskabets samlede markedsandel inden for
Fællesskabet faldt fra 14,3% i 1987 til 11,7% i 1990. Ifølge sagsøgeren er et sådant
fald ikke foreneligt med Kommissionens påstand om, at selskabet havde deltaget
i et kartel med henblik på en fastfrysning af de forskellige producenters
markedsandele. For så vidt angår Prat Carton godtgør faldet på 9% i dets samlede
markedsandele inden for Fællesskabet i perioden fra 1987 til 1990 ligeledes, at der
absolut ikke var tale om deltagelse i nogen form for samordning med henblik på
fastfrysning af markedsandele.
- 70.
- Sagsøgeren gør med anbringendets tredje led gældende, at selskabets adfærd i
relation til produktionsstandsninger og eksport til markeder uden for Fællesskabet
heller ikke er forenelig med Kommissionens påstande.
- 71.
- For så vidt angår anbringendets første led finder Kommissionen, at de beviser, den
har påberåbt sig, bl.a. Stora's redegørelser (bilag 39-43 til meddelelsen af
klagepunkter) og bilag 73-102 til meddelelsen af klagepunkter, er fuldt
tilstrækkelige såvel som bevis for, at der fandtes et kartel med henblik på
fastfrysning af markedsandelene og kontrol med udbuddet, som for sagsøgerens
deltagelse i disse elementer af kartellet.
- 72.
- Med hensyn til anbringendets andet led har Kommissionen henvist til, at den har
baseret sig på dokumenter, der beviser, at der fandtes et kartel med det formål at
fastfryse markedsandelene, og at sagsøgerens argumentation om udviklingen af de
forskellige virksomheders markedsandele derfor ikke er relevant for så vidt angår
spørgsmålet, om der fandtes et sådant kartel. Kommissionen har endvidere
udtrykkeligt i beslutningen medgivet, at der fandt en langsom udvikling sted for så
vidt angår visse virksomheders markedsandele, idet markedsandelene blev
genforhandlet hvert år (beslutningens punkt 60 og 131). Artikel 85 forbyder under
alle omstændigheder karteller, som har til formål eller til følge at begrænse
konkurrencen, uanset graden af deres succes.
- 73.
- Hvad nærmere angår sagsøgerens argumenter om udviklingen i selskabets egne
markedsandele har Kommissionen henvist til, at overtrædelsen vedrørte hele
Fællesskabets marked. Sagsøgeren havde deltaget i PWG, hvor drøftelserne om
markedsandele fandt sted. I 1989 var Saffa's administrerende direktør endog blevet
udnævnt til næstformand for PG Paperboard.
- 74.
- Kommissionen har endelig anført, at sagsøgeren ikke på nogen måde har ført bevis
for sin påstand om, at selskabet altid havde udvist en uafhængig adfærd. Selv om
det måtte antages, at sagsøgeren var gået imod kartellet, er dette uden betydning
for overtrædelsen (Rhône-Poulenc-dommen, a.st.).
- 75.
- For så vidt angår anbringendets tredje led har Kommissionen gjort gældende, at
Store ifølge bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter har bekræftet, at PGW havde
forudset og indført en ordning med henblik på at genskabe ligevægten og føre
kontrol med produktionen for at fastholde et konstant prisniveau. At
markedssituationen eller den omstændighed, at kartellet var velfungerende, derfor
medførte, at sagsøgeren efter det oplyste ikke havde været nødt til at gribe til
produktionsstandsninger som aftalt, er uden betydning såvel for selskabets ansvar,
som for dets deltagelse i kartellet, hvis formål var at føre kontrol med
markedsandele og udbud.
Rettens bemærkninger
1. Eksistensen af en samordning med hensyn til fastfrysning af markedsandele og
kontrol med udbuddet
- 76.
- For så vidt angår anbringendets første led bemærkes, at det fremgår af
beslutningens artikel 1, at de deri nævnte virksomheder har overtrådt traktatens
artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet
praksis, som indebar, at leverandører af karton i Fællesskabet bl.a. »nåede til
forståelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter på konstante
niveauer, dog med mulighed for ændring fra tid til anden« og »i stigende grad
siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af
leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemførelsen af de nævnte
samordnede prisstigninger«.
- 77.
- Ifølge Kommissionen blev disse to former for ulovligt samarbejde, der i
beslutningen behandles under overskriften »mængdetilpasning«, indledt i
referenceperioden af de virksomheder, der deltog i PWG's møder. Det fremgår
således af beslutningens punkt 37, stk. 3, at PWG's egentlige formål ifølge Stora
bl.a. var »drøftelser og opnåelse af enighed vedrørende markeder, markedsandele,
priser, prisforhøjelser og kapacitet«.
- 78.
- I beslutningen (punkt 37, stk. 5) hedder det om PWG's rolle i relation til det
ulovlige samarbejde om markedsandele: »I forbindelse med initiativer til
prisforhøjelser foregik de i PWG indgående drøftelser vedrørende markedsandele
i Vesteuropa for sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande og
for de enkelte producentkoncerner. Som et resultat af disse drøftelser opnåedes
visse former for arrangementer mellem deltagerne med hensyn til deres
respektive markedsandele med det formål at sikre, at gennemførelsen af de
samordnede prisinitiativer ikke blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg
efterspørgslen. Faktisk enedes de store producentkoncerner om at fastholde deres
markedsandele på de niveauer, der fremgik af de årlige produktions- og
salgsstatistikker, der forelå i endelig form fra Fides i marts det følgende år.
Udviklingen med hensyn til markedsandele blev analyseret på hvert af de møder,
der holdtes i PWG, på basis af månedlige opgørelser fra Fides, og såfremt der
konstateredes væsentlige udsving, blev den formodet ansvarlige virksomhed
afkrævet en forklaring.«
- 79.
- Det fremgår af beslutningens punkt 52, at »i forbindelse med den enighed, der
opnåedes i PWG i løbet af 1987, blev de store producenters andele af det
vesteuropæiske marked fastfrosset på de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort
forsøg på at hverve nye kunder eller forøge salget til de faste kunder gennem
aggressive priskampagner.«
- 80.
- I punkt 56, stk. 1, understreges følgende: »Den grundlæggende forståelse mellem
de største producenter om ikke at udvide deres respektive markedsandele bestod
i hele den periode, denne beslutning vedrører.« I punkt 57 hedder det:
»Udviklingen inden for markedsandele blev analyseret på alle PWG's møder på
grundlag af foreløbige statistikker«. Endelig understreges det i punkt 56, sidste
stykke: »De virksomheder, der deltog i disse drøftelser om markedsandele, var de
samme som havde sæde i PWG, nemlig: Cascades, Finnboard, KNP (indtil 1988),
[Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió, de to medlemmer af Stora-koncernen, CBC og
Feldmühle og (fra 1988) Weig.«
- 81.
- Retten finder, at Kommissionen har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om
markedsandele mellem deltagerne i PWG's møder.
- 82.
- Kommissionens analyse hviler navnlig på Stora's redegørelser (bilag 39-43 til
meddelelsen af klagepunkter) og bestyrkes af bilag 73 til meddelelsen af
klagepunkter.
- 83.
- I bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter oplyser Stora: »[Der] afholdtes møder
i PWG fra 1986 med det formål at bidrage til at skabe disciplin på markedet. [...]
Til gruppens (lovlige) formål hørte bl.a. drøftelser og opnåelse af enighed
vedrørende markeder, markedsandele, priser, prisforhøjelser, efterspørgsel og
kapacitet. Gruppens opgaver omfattede bl.a., at give Direktørkonferencen en
vurdering og beskrivelse af den nøjagtige tilstand med hensyn til udbud og
efterspørgsel på markedet og de forholdsregler, der burde træffes for at skabe
disciplin på markedet.«
- 84.
- Stora har om det ulovlige samarbejde med hensyn til markedsandele oplyst, at »de
andele, der blev erhvervet af koncerner i Det Europæiske Fællesskab, EFTA og
i andre lande, som PG Paperboard's medlemmer havde leveret til, blev gennemgået
i PWG«, samt at PWG »drøftede muligheden for at bevare markedsandelene på
det hidtidige niveau« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19). Stora
anførte endvidere (samme dokument, punkt 6), at »drøftelserne vedrørende
markedsandelene for fabrikanterne i Europa fandt ligeledes sted i denne periode,
således at den første referenceperiode byggede på 1987-niveauerne«.
- 85.
- I sit svar af 14. februar 1992 på et spørgsmål fra Kommissionen af 23. december
1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) præciserer Stora endvidere:
»Aftalerne om niveauerne for markedsandelene, som PWG's medlemmer indgik,
vedrørte hele Europa. Disse aftaler byggede på samlede årlige tal for det
foregående år, der sædvanligvis forelå endeligt i marts måned det følgende år«
(punkt 1.1).
- 86.
- Denne påstand underbygges i samme dokument med følgende formulering: »[...]
drøftelserne mundede ud i aftaler mellem PWG's medlemmer, der sædvanligvis
blev indgået marts måned hvert år, og som havde til formål at fastholde deres
markedsandele på samme niveau som i det foregående år« (punkt 1.4). Stora har
endvidere anført, at »der ikke blev truffet nogen form for foranstaltninger for at
sikre, at aftalerne blev overholdt«, og at deltagerne i PWG's møder »var klar over,
at hvis de erhvervede en særlig stilling på markeder, som andre leverede til, ville
disse gøre gengæld på andre markeder« (samme punkt).
- 87.
- Stora har endelig oplyst, at Saffa deltog i drøftelserne om markedsandele (punkt
1.2).
- 88.
- Stora's påstande om et ulovligt samarbejde om markedsandele bekræftes af bilag
73 til meddelelsen af klagepunkter. Dette dokument, der blev fundet hos FS-Karton, er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var
ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens
administrerende direktør i Østrig (hr. Gröller), om markedssituationen.
- 89.
- Ifølge dette dokument, der er gengivet i beslutningens punkt 53-55, havde det
nærmere samarbejde på »direktørniveau« (»Präsidentenkreis«), som var blevet
aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Ifølge notatets forfatter hørte Mayr-Melnhof til taber-gruppen af en række grunde, herunder:
»2) Der har kun kunnet indgåes en aftale, idet vi er blevet pålagt en sanktion
- man har krævet, at vi bringer visse ofre.
3) Markedsandele for 1987 skulle fastfryses, bestående kontakter skulle
opretholdes, og der måtte ikke anvendes tilbudspriser for at hverve nye
aktiviteter eller kvaliteter (resultatet vil vise sig i januar 1989 - såfremt alle
deltagere er loyale).«
- 90.
- Disse passager skal læses på baggrund af den større sammenhæng, notatet indgår
i.
- 91.
- Herom henviser forfatteren til notatet i dets indledning til det nærmere samarbejde
på europæisk plan på »direktørniveau«. Dette udtryk blev af Mayr-Melnhof
fortolket som omfattende både PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en
bestemt begivenhed eller et bestemt møde (bilag 75 til meddelelsen af
klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kræver nærmere forklaring på dette sted.
- 92.
- Forfatteren anfører endvidere, at samarbejdet har medført »prisdisciplin«, hvilket
har betydet »vindere« og »tabere«.
- 93.
- Bemærkningen om fastfrysning af markedsandelene på 1987-niveau skal således
forstås på baggrund af denne disciplin, som blev besluttet på »direktørniveau«.
- 94.
- Henvisningen til 1987 som referenceår stemmer endvidere overens med Stora's
anden redegørelse (bilag 39 til meddelelsen om klagepunkter, jf. præmis 84).
- 95.
- Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer,
som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i
beslutningen, at PWG havde afgørende betydning for gennemførelsen af
produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten forøgedes og efterspørgslen
faldt: »[...] fra begyndelsen af 1990 [fandt] de førende producenter i branchen ...
det nødvendigt at træffe aftale i PWG's regi om behovet for at indføre midlertidige
produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke
efterspørgslen ved at sænke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de
opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man på grundlag af
kapacitetsrapporterne beregne, hvor længe driften skulle indstilles for at genoprette
ligevægten mellem udbud og efterspørgsel« (beslutningens punkt 70).
- 96.
- I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel
tildeling af downtime til de enkelte producenter. Ifølge Stora voldte det praktiske
problemer at nå frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der
dækkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun
fandtes et løst system i form af henstillinger« (beslutningens punkt 71).
- 97.
- Retten finder, at Kommissionen i fornødent omfang har bevist eksistensen af et
ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's
møder.
- 98.
- De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, underbygger dens analyse.
- 99.
- I sin anden redegørelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte
Stora: »Med PWG's vedtagelse af princippet om pris frem for mængde og den
gradvise gennemførelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's
medlemmer, at det var nødvendigt at gennemføre produktionsstandsninger for at
fastholde priserne, idet stigningen i efterspørgslen faldt. Uden
produktionsstandsninger havde det ikke været muligt for producenterne at
fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet«.
- 100.
- I det følgende punkt i redegørelsen tilføjes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien
arbejde med en næsten fuldstændig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger,
bortset fra sædvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev
nødvendige fra 1990 [...]. Senere viste det sig nødvendigt at anvende
produktionsstandsninger, når tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemføre
princippet om pris frem for mængde. De produktionsstandsninger, som krævedes
af producenterne (for at sikre ligevægten mellem produktion og forbrug), kunne
beregnes på grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget
af produktionsstandsningerne, men der fandtes et løst system i form af henstillinger
[...].«
- 101.
- For så vidt angår punkt 73 i meddelelsen af klagepunkter bemærkes, at forfatterens
begrundelse for, hvorfor han i skrivende stund anså Mayr-Melnhof for »taber«, er
et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's møder.
- 102.
- Forfatteren fastslår således:
»4) På dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad målet er.
[...]
c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for
at skulle overholde deres mængdebudgetter, og der fulgtes, stort set
undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke
forstået vores ændrede holdning i relation til markedet - tidligere
stilledes der kun krav med hensyn til mængde, mens det herefter
alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for
produktionsstandsninger).«
- 103.
- Mayr-Melnhof har anført (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor
gengivne passage vedrører et internt forhold i virksomheden. Når notatet imidlertid
ses i en større sammenhæng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til
salgsmedarbejderne blev gennemført en streng politik, som var blevet vedtaget på
»direktørniveau«. Dokumentet må endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i
1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's møder, utvivlsomt har vurderet
følgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfælde at den skulle blive
håndhævet med strenghed.
- 104.
- Den omstændighed, at der fandt drøftelser sted mellem producenterne vedrørende
produktionsstandsninger i forbindelse med forberedelsen af prisforhøjelser, støttes
bl.a. af et notat fra Rena af 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af
klagepunkter), der nævner omfanget af prisforhøjelser i en række lande, datoerne
for den fremtidige offentliggørelse af disse, samt ordrebeholdningen udtrykt i antal
arbejdsdage for flere producenter.
- 105.
- Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudså
produktionsstandsninger, idet han anfører:
»Kopparfors 5-15 dage
5/9 standses i fem dage«
- 106.
- Af disse grunde finder Retten, at Kommissionen har ført tilstrækkeligt bevis for,
at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i
PWG's møder, samt at der fandtes et ulovligt samarbejde mellem de samme parter
om produktionsstandsninger. I det omfang det ikke bestrides, at Sarrió deltog i
PWG's møder, og i det omfang virksomheden udtrykkeligt er nævnt i de belastende
centrale bevisdokumenter (redegørelserne fra Stora og bilag 73 til meddelelsen af
klagepunkter), har Kommissionen med føje anset sagsøgeren for ansvarlig for at
have deltaget i de to former for ulovligt samarbejde.
- 107.
- Sagsøgerens indvendinger mod Stora's redegørelser og bilag 73 til meddelelsen af
klagepunkter, hvormed sagsøgeren bestrider dokumenternes bevisværdi, kan ikke
antages at svække denne konstatering.
- 108.
- For så vidt angår Stora's redegørelser til Kommissionen, er det for det første
ubestridt, at disse hidrører fra en af de virksomheder, der anses for at have deltaget
i den påståede overtrædelse, og at de indeholder en detaljeret beskrivelse af de
drøftelser, der fandt sted i PG Paperboard's organer, af det mål, som forfulgtes af
de virksomheder, der havde sæde her, samt af virksomhedernes deltagelse i de
forskellige organers møder. I det omfang dette hovedbevis bekræftes af andre
omstændigheder i sagen, er det et relevant grundlag for Kommissionens påstande.
- 109.
- Ifølge sagsøgeren er bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter alene bevis en
samordning af priser, idet de deri nævnte udsving i afsætningen blot må anses for
en følge af prispolitikken. Sagsøgeren henviser herved til Mayr-Melnhof's
fortolkning af dokumentet (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter).
- 110.
- Sagsøgerens analyse kan imidlertid ikke stå for en fortolkning ud fra dokumentets
kontekst, og Mayr-Melnholf's fortolkning er heller ikke tilstrækkelig til at
underbygge sagsøgerens argumentation.
- 111.
- Ifølge bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter indeholder bilag 73 »en generel
fremstilling af situationen, affattet af salgsdirektøren for FS-Karton til
koncernledelsen, som alene er et forsøg på at begrunde stagnationen i
virksomhedens omsætning over for koncernledelsen, navnlig under henvisning til,
at den ny politik har tvunget datterselskabet til at føre en absolut prisdisciplin med
et fald i omsætningen til følge«. Mayr-Melnhof har endvidere anført: »Fastfrysning
af markedsandele betød i denne sammenhæng, at der ikke for at opnå et højereprisniveau inden for Mayr-Melnhof-koncernen skulle gøres forsøg på at opnå større
markedsandele ved salg af yderligere mængder til nye kunder eller ved salg af nye
produkter til ikke rentable priser. Målsætningen var derimod, til trods for højere
priser, at bevare de eksisterende kunderelationer.«
- 112.
- Disse generelle betragtninger er imidlertid ikke forenelige med henvisningen til
»direktørniveau« i indledningen, og dokumentet som sådan skal læses i lyset af
denne henvisning.
- 113.
- I det omfang de oplysninger, der er indeholdt i bilag 73 om »fastfrysning« af
markedsandele og kontrol med udbuddet, er sammenfaldende med de oplysninger,
der er indeholdt i redegørelserne fra Stora, har Kommissionen med føje kunnet
antage, at disse dokumenter under ét vidner om et fælles forsæt, som var mere
vidtgående end blot en samordning med hensyn til priser.
- 114.
- Da Kommissionen har bevist, at de to nævnte former for ulovligt samarbejde
fandtes, er det ikke fornødent at undersøge de indsigelser, som sagsøgeren har rejst
mod bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter.
2. Sagsøgeren faktiske adfærd
- 115.
- Anbringendets andet og tredje led, hvorefter selskabernes faktiske adfærd ikke er
forenelig med Kommissionens påstande om, at der fandtes de to former for ulovligt
samarbejde, kan heller ikke tiltrædes.
- 116.
- For det første må det ulovlige samarbejde mellem PWG's medlemmer om de to
aspekter af princippet om »pris frem for mængde« ikke forveksles med
gennemførelsen heraf. De beviser, som Kommissionen har fremlagt, har en sådan
bevisværdi, at oplysningerne om sagsøgerens faktiske adfærd på markedet ikke kan
påvirke Kommissionens konklusioner om selve eksistensen af det ulovlige
samarbejde vedrørende de to aspekter af den omtvistede politik. Sagsøgerens
argumenter kan højest ses som et forsøg på at godtgøre, at selskabets adfærd ikke
fulgte den linje, der var fastlagt mellem virksomhederne i PWG.
- 117.
- For det andet modsiges Kommissionens konklusioner heller ikke af de oplysninger,
som sagsøgeren har fremlagt. Det understreges, at Kommissionen udtrykkeligt har
medgivet, at det ulovlige samarbejde om markedsandele ikke indeholdt »nogen
formel bøde- eller erstatningsordning til at styrke den forståelse, der var opnået om
markedsandele«, samt at enkelte store producenters markedsandele øgedes svagt
år for år (jf. bl.a. beslutningens punkt 59 og 60). Kommissionen har endvidere
erkendt, at da branchen havde arbejdet med fuld kapacitetsudnyttelse indtil
begyndelsen af 1990, havde der praktisk taget ikke været behov for
produktionsstandsninger før dette tidspunkt (beslutningens punkt 70).
- 118.
- For det tredje følger det af fast retspraksis, at den omstændighed, at en virksomhed
ikke bøjer sig for udfaldet af møder, der havde et klart konkurrencebegrænsende
formål, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som følge af dens
deltagelse i kartellet, når den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf.
eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod
Kommissionen, Sml. II, s. 791, præmis 85). Selv om det antages, at sagsøgerens
adfærd på markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, påvirker denne
omstændighed på ingen måde selskabets ansvar for en overtrædelse af traktatens
artikel 85, stk. 1.
Anbringendet om fejl fra Kommissionens side med hensyn til prissamordningens
varighed
Parternes argumenter
- 119.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at der kun fandt en samordning af de annoncerede
priser sted fra 1988, i det omfang den vedrører sagsøgeren. Prisforhøjelsen i januar
1987 i Det Forenede Kongerige var kun en naturlig reaktion fra producenterne på
den britiske valutas svage stilling i forhold til andre europæiske valutaer, og den
omstændighed, at stigningen var ensartet, var en følge af markedets
gennemskuelighed. Det er ikke forbudt, at erhvervsdrivende tilpasser deres adfærd
efter konkurrenternes konstaterede eller forventede adfærd (Suiker Unie m.fl.-dommen, a.st). Hverken bilag 44 eller 61 til meddelelsen af klagepunkter eller
dokument A-17-2 beviser, at virksomhederne foretog en samordning af priserne.
De omhandler under alle omstændigheder ikke sagsøgeren.
- 120.
- Kommissionen har fejlagtigt lagt april 1991 til grund som ophørstidspunktet for
prissamordningen, uanset at den sidste samordnede forhøjelse blev annonceret i
september-oktober 1990.
- 121.
- Kommissionen har heroverfor anført, at sagsøgeren havde deltaget i møder i PWG
og JMC helt fra oprettelsen og fortsat var medlem i 1991. Den understreger, at den
omstændighed, at det fremgik af dokumenter, der blev fundet hos en af de
involverede virksomheder, at der i slutningen af 1987 var blevet indgået en aftale,
der vedrørte spørgsmål i relation til mængdetilpasning og prisdisciplin
(beslutningens punkt 53), ikke udelukker, at producenterne inden da havde holdt
en række hemmelige møder for at drøfte en plan om at udelukke konkurrence (jf.
bl.a. beslutningens punkt 161). Bilag 35 og 43 til meddelelsen af klagepunkter
bekræfter denne påstand. Kommissionen har tilføjet, at rigtigheden af dens
antagelse om overtrædelsens varighed ligeledes godtgøres af de prisforhøjelser, som
producenterne foretog efter 1987.
Rettens bemærkninger
- 122.
- Ifølge beslutningens artikel 1 har sagsøgeren overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1,
ved fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 at have deltaget i en aftale og
samordnet praksis, som indebar, at leverandører af karton i Fællesskabet bl.a.
besluttede af forhøje priserne på karton og planlagde og iværksatte samtidige og
ensartede prisstigninger i hele EF. I beslutningens punkt 74 præciseres det, at det
første samordnede prisinitiativ, som sagsøgeren deltog i (bilag A til beslutningen),
fandt sted i Det Forenede Kongerige i slutningen af 1986, »mens PG Paperboard's
nye system endnu var under udarbejdelse«.
- 123.
- Det fastslås endvidere i beslutningens punkt 161, stk. 2, at flertallet af de
virksomheder, som beslutningen var rettet til, deltog i overtrædelsen fra juni 1986,
hvilket »var tidspunktet for PWG's etablering og det tidspunkt, hvor [det ulovlige
samarbejde] mellem producenterne voksede i omfang og begyndte at virke mere
effektive.«
- 124.
- Til støtte for sin indsigelse mod det tidspunkt, der er lagt til grund som
prissamordningens begyndelse, har sagsøgeren bestridt bevisværdien af bilag 61 og
44 til meddelelsen af klagepunkter samt af dokument A-17-2.
- 125.
- Bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter er et notat, som blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige. Kommissionen finder, at der er
tale om »et internt notat fra en Direktørkonference, [der bekræfter] Storas
indrømmelse af, at Direktørkonferencen rent faktisk drøftede [ulovligt samarbejde
om priser]« (beslutningens punkt 41, stk. 3, og punkt 75, stk. 2).
- 126.
- Dokumentet, der vedrører et møde i Wien den 12. og 13. december 1986,
indeholder følgende oplysning:
»Fastsættelse af priser for det britiske marked
I seneste Fides-møde deltog også Weig's repræsentant, der udtalte, at de fandt 9%
for højt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%! Stor skuffelse, da det
indebærer et forhandlingsniveau for alle andre. Prispolitikken for Det Forenede
Kongerige overlades til RHU, med støtte fra [Mayr-Melnhof], selv om dette
indebærer et midlertidigt omsætningstab, mens vi gør bestræbelser på at fastholde
målet på 9% (som man vil kunne se). [Mayr-Melnhof/FS] fastholder en vækstpolitik
i Det Forenede Kongerige, men det faldende overskud er alvorligt, og vi må slås
for at få kontrol med priserne igen. [Mayr-Melnhof] erkender, at det ikke hjælper,
at det er kendt, at de har øget omsætningen i Tyskland med 6 000!«
- 127.
- Det Fides-møde, der nævnes i indledningen af den citerede passage, må ifølge
Mayr-Melnhof (svar på en begæring om oplysninger, bilag 62 til meddelelsen af
klagepunkter) antages at være PC's møde den 10. november 1986.
- 128.
- Det bemærkes, at dokumentet bekræfter, at Weig reagerede med at give
oplysninger om sin fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige i forhold til
prisstigningernes oprindelige omfang.
- 129.
- Dette kan imidlertid ikke anses som bevis for, at Weig reagerede på en bestemt
prisforhøjelse, som var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard før den 10.
november 1986.
- 130.
- Kommissionen har ikke på dette punkt påberåbt sig andre beviser. Weig's
henvisning til en prisforhøjelse på »9%« kan forklares med, at Thames Board Ltd
havde annonceret en prisforhøjelse i Det Forenede Kongerige den 5. november
1986 (bilag A-12-1). Denne meddelelse blev offentliggjort med kort frist, hvilket
fremgår af et avisudklip (bilag A-12-3). Kommissionen har ikke fremlagt andet
materiale, der umiddelbart kan tjene som direkte bevis for, at prisforhøjelserne var
blevet drøftet på PC's møder. Det kan herefter ikke udelukkes, at Weig's udtalelse,
som den fremgår af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, fandt sted uden for
mødet i PC den 10. november 1986, i overensstemmelse med hvad Weig gentagne
gange gjorde gældende under retsmødet.
- 131.
- Det referat af et bestyrelsesmøde i Feldmühle (UK) Ltd den 7. november 1986
(bilag A-17-2), som Kommissionen har henvist til i beslutningen (punkt 74, stk. 3),
bekræfter kun, at Feldmühle's britiske datterselskab inden den 10. november 1986
var bekendt med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhøjelse på ca.
9%: »TBM and the Fins have announced price increases of approximately 9% to
be effective from February 1987 and it would appear that most other mills will be
looking for the same sort of increase« [»TBM og finnerne har annonceret
prisforhøjelser på ca. 9% med virkning fra februar 1987, og det ser ud til, at de
fleste andre virksomheder overvejer en lignende prisforhøjelse.«] (bilag A-17-2,
gengivet af Kommissionen i beslutningens punkt 74).
- 132.
- Kommissionen anser bilag 44 til meddelelsen af klagepunkter, der er et håndskrevet
notat på siderne for den 15. til den 17. januar 1987 i en kalender tilhørende en
medarbejder hos Feldmühle, for et »yderligere bevis for, at der havde fundet en
samordning sted« (beslutningens punkt 75, stk. 3).
- 133.
- Notatet har imidlertid ikke den bevisværdi, som Kommissionen hævder. Det møde,
det referer, har ikke kunnet identificeres, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det
drejer sig om et internt møde i Feldmühle. Notatet, der sandsynligvis kan dateres
til midten af januar 1987, beviser endvidere ikke, at prisforhøjelserne, »også af
TBM«, var en følge af en samordning, idet oplysningen blot kan være en
konstatering.
- 134.
- Bestemte oplysninger i notatet må endog antages at modsige Kommissionens
påstand om, at notatet bekræfter, at der fandtes et ulovligt samarbejde om at
forhøje priserne i Det Forenede Kongerige. Specielt kan bemærkningerne om, at
Feldmühle's direktør havde erklæret sig »skeptisk« over for Kopparfors og havde
anset Mayr-Melnhof som »uansvarlig« (»ohne Verantwortung«), ikke antages at
støtte Kommissionens teori. Det samme er tilfældet med hensyn til udsagnet:
»Finnboard: Preisautonomie auch f. Tako« [»Finnboard: prisautonomi også for
Tako«].
- 135.
- Heraf følger, at Kommissionen hverken har godtgjort, at virksomhederne var
enedes om at forhøje priserne i Det Forenede Kongerige i januar 1987, eller så
meget desto mere, at sagsøgeren var involveret i drøftelser herom.
- 136.
- Da sagsøgeren imidlertid har erkendt at have deltaget i PWG's møder, fra dette
organ blev oprettet under PG Paperboard omkring midten af 1986, bør
virksomheden anses for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser fra dette
tidspunkt.
- 137.
- PWG blev oprettet af en række virksomheder, herunder sagsøgeren, overvejende
med et konkurrencebegrænsende formål for øje. Ifølge Stora (bilag 39 til
meddelelsen af klagepunkter, punkt 8) »afholdtes der møder i PWG fra 1986 med
det formål at bidrage til at skabe disciplin på markedet«, og hovedformålet var
»drøftelser og opnåelse af enighed vedrørende markeder, markedsandele, priser,
prisforhøjelser og kapacitet« [bilag 35 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 5, nr.
(iii)].
- 138.
- Virksomhedernes opgave i dette organ er beskrevet under det forrige anbringende,
for så vidt angår det ulovlige samarbejde om markedsandele og
produktionsstandsninger (jf. præmis 78-106). De virksomheder, der havde sæde i
dette organ, drøftede ligeledes prisinitiativer. Ifølge Stora (bilag 39 til meddelelsen
af klagepunkter, punkt 10) »nåede PWG fra 1987 til enighed og traf generellebeslutninger om tidspunkterne for og størrelsen af de prisforhøjelser, som
kartonproducenterne skulle gennemføre«.
- 139.
- Medvirken ved oprettelsen af og deltagelse i møder i et organ, hvis
konkurrencebegrænsende formål - der navnlig bestod i drøftelser af fremtidige
prisforhøjelser - var kendt og godkendt af de virksomheder, der tog initiativ til dets
oprettelse, er en tilstrækkelig begrundelse for at anse sagsøgeren for ansvarlig for
et ulovligt samarbejde om priser fra midten af 1986, fra hvilket tidspunkt
sagsøgeren har vedgået at have deltaget i PWG.
- 140.
- Som ophørstidspunkt for prissamordningen har Kommissionen med føje lagt april
1991 til grund, i hvilken måned Kommissionens repræsentanter foretog
kontrolundersøgelser i lokaler på flere virksomheder i henhold til artikel 14 i
forordning nr. 17. Den sidste samordnede prisforhøjelse, som sagsøgeren
annoncerede i oktober 1990, fandt anvendelse fra januar 1991, og de listepriser, der
var fastlagt mellem virksomhederne, fandt fortsat anvendelse i april 1991.
- 141.
- Det følger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltrædes.
Anbringendet om, at Kommissionen begik en fejl med hensyn til varigheden af det
ulovlige samarbejde om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med udbuddet
Parternes argumentation
- 142.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at såfremt det måtte anses for bevist, at der fandtes
et ulovligt samarbejde om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med
udbuddet, har Kommissionen bedømt varigheden forkert, idet de beviser, som
Kommissionen har påberåbt sig, godtgør, at der ikke forelå nogen form for
samarbejde før slutningen af 1988. I replikken har sagsøgeren tilføjet, at bilag 102
til meddelelsen af klagepunkter, dvs. notatet fra Rena vedrørende NPI's møde den
3. oktober 1988, viser, at der ikke fandtes noget ulovligt samarbejde, da notatet
blev udfærdiget, idet forfatteren alene omtaler muligheden for at overveje en
tilpasning af udbuddet for det tilfælde, at man skulle støde på vanskeligheder med
hensyn til priserne.
- 143.
- Kommissionen har henvist til de argumenter, den har fremført i forbindelse med
anbringendet om, at den skulle have begået en fejl med hensyn til varigheden af
prissamordningen (jf. præmis 121).
Rettens bemærkninger
- 144.
- Retten har allerede fastslået (jf. præmis 78-106), at Kommissionen har godtgjort,
at de virksomheder, der forsamledes i PWG, havde deltaget dels i et ulovligt
samarbejde om markedsandele, dels i et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsninger.
- 145.
- Det fremgår af beslutningen, at »fastfrysningen« af markedsandele og
overvejelserne om at gennemføre produktionsstandsninger var genstand for særlige
drøftelser mellem af deltagerne i PWG's møder fra udgangen af 1987 for at sikre,
at prisinitiativerne skulle blive en succes fra og med 1988 (jf. navnlig beslutningens
punkt 51-60). I denne forbindelse hedder det i beslutningen: »Det var alle
medlemmerne af PWG magtpåliggende at undgå, at de fornyede prisinitiativer blev
undermineret af en kraftig forøgelse af den solgte mængde. Stora betegnede denne
politik med udtrykket pris frem for mængde« (beslutningens punkt 51, stk. 1).
Kommissionen har endvidere henvist til, at princippet om »pris frem for mængde«,
som karakteriserede PG Paperboard fra slutningen af 1987 og indtil april 1991,
kendetegnedes af en »fastfrysning af de store producenters markedsandele,
oprindelig på grundlag af situationen i 1987« samt af »de store producenters
samordning af downtime frem for prisnedsættelser (hovedsagelig fra 1990)«
(beslutningens punkt 130, stk. 2).
- 146.
- Kommissionen bygger navnlig disse påstande på bilag 39 og 73 til meddelelsen af
klagepunkter.
- 147.
- Stora præciserer i det dokument, som bilag 39 (punkt 5) vedrører: »I forbindelse
med prisinitiativet i 1987 var det nødvendigt at opretholde en omtrentlig balance
mellem produktion og forbrug (princippet om pris frem for mængde)«.
- 148.
- Med hensyn til begyndelsestidspunktet for det ulovlige samarbejde om
markedsandele, fremgår det af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. præmis
89), at det på »direktørniveau« (»Präsidentenkreis«) var blevet besluttet at indgå
et nærmere samarbejde fra oktober eller november 1987. Resultatet af dette
samarbejde blev et ulovligt samarbejde om markedsandele fra dette tidspunkt.
- 149.
- Stora har om begyndelsestidspunktet for det ulovlige samarbejde om
produktionsstandsninger oplyst: »Med PWG's vedtagelse af princippet om pris
frem for mængde og den gradvise gennemførelse af en ordning med koordinerede
priser fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at produktionsstandsninger var
nødvendige for at opretholde priserne, når stigningen i efterspørgslen var faldende.
Uden produktionsstandsninger ville producenterne ikke have været i stand til at
opretholde det aftalte prisniveau, når overskudskapaciteten øgedes« (bilag 39,
punkt 24).
- 150.
- Det hedder endvidere: »I 1988 og 1989 arbejdede branchen praktisk taget med fuld
kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra normale indstillinger af
driften i tilfælde af reparation og ferie, blev nødvendige fra 1990. [...] Senere viste
det sig nødvendigt at anvende produktionsstandsninger, når ordrestrømmen ophørte
for at princippet om pris frem for mængde kunne opretholdes« (bilag 39, punkt
25).
- 151.
- Når henses til disse beviser, har Kommissionen godtgjort, at de virksomheder, der
deltog i PWG's møder, i slutningen af 1987 vedtog det såkaldte princip om »pris
frem for mængde«, samt at et af elementerne heri, nemlig et ulovligt samarbejde
om markedsandele, omgående blev bragt i anvendelse, mens den del, der vedrørte
produktionsstandsninger, i realiteten først blev anvendt fra 1990.
- 152.
- Det følger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltrædes.
Anbringendet om, at Kommissionens vurdering af Fides-informationsudvekslingssystemet var forkert
- 153.
- Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at det ikke kan antages, at Fides-informationsudvekslingssystemet fremmede det ulovlige samarbejde, og at det
derfor ikke var uforeneligt med traktatens artikel 85. Ifølge sagsøgeren er der
afgørende forskelle mellem de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, og
dem, der førte til Kommissionens beslutning 87/1/EØF af 2. december 1986 om en
procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31/128 - Fedtsyrer, EFT L
3, s. 17), som Kommissionen har henvist til i beslutningens punkt 134.
- 154.
- Kommissionen har i duplikken nærmere anført sin begrundelse for at henvise til
»Fedtsyre-beslutningen«. Den har således gjort gældende, at
informationsudvekslingssystemet i det mindste har lettet kartellet.
- 155.
- Det bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, må der ikke
fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på
retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under
retsforhandlingerne.
- 156.
- Sagsøgerens anbringende om, at Kommissionens vurdering af Fides-informationsudvekslingssystemet var forkert, er første gang gjort gældende i
replikken og det støttes ikke på retlige eller faktiske omstændigheder, som er
kommet frem under retsforhandlingerne.
- 157.
- Anbringendet kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.
Anbringendet om at Kommissionen har begået en fejl ved at antage, at der var tale om
en enkelt, samlet overtrædelse, som Sarrió i det hele var ansvarlig for
Parternes argumenter
- 158.
- Sagsøgeren har bestridt Kommissionens synspunkt, i det omfang den konkluderer
dels, at der var tale om en enkelt overtrædelse, dels at sagsøgeren var ansvarlig for
denne i sin helhed.
- 159.
- For det første støtter Kommissionen sig navnlig på et »akkusatorisk« princip, for
så vidt som den ikke råder over umiddelbare beviser for et samlet kartel. Det
påhviler imidlertid Kommissionen at bevise, at sagsøgeren har deltaget i hvert
enkelt element i en overtrædelse, og i givet fald omfanget heraf. Ved overtrædelser
af de fællesskabsretlige konkurrenceregler gælder der konsekvent et princip om
individuelt ansvar, idet et kollektivt ansvar bl.a. er i strid med den straflignende
karakter af de sanktioner, der kan pålægges for sådanne overtrædelser. Det er
følgelig med urette, at Kommissionen har hævdet, at det ikke er nødvendigt at
godtgøre, at sagsøgeren aktivt har deltaget i de enkelte elementer af overtrædelsen.
Det er derimod nødvendigt både at fastslå overtrædelsens nærmere art og at
foretage en undersøgelse af hver enkelt virksomheds eventuelle individuelle
deltagelse, således at der kan ske en korrekt fastsættelse af det individuelle ansvar
og følgelig en passende individuel sanktion.
- 160.
- Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at det ligeledes er i strid med de
grundlæggende principper i fællesskabsretten, navnlig bevisbyrdereglerne, at
begrunde en virksomheds individuelle ansvar for en overtrædelse alene på den
omstændighed, at virksomheden var tilknyttet en sammenslutning, hvis aktiviteter
i det mindste til dels var lovlige.
- 161.
- Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget
behørigt hensyn til virksomhedens særlige stilling såvel på markedet som inden for
PG Paperboard. Da sagsøgeren i 1986 ansøgte om at få adgang til at deltage i PG
Paperboard's møder, var det specielt for at stå bedre i forhold til konkurrenterne.
- 162.
- Kommissionen har gjort gældende, at den har bevist, at der fandtes et kartel, som
sagsøgeren, der var den ledende virksomhed på markedet, deltog aktivt i. Den
konkluderer heraf, at den følgelig har støttet sin analyse på præcise og
veldokumenterede faktiske omstændigheder, og at sagsøgerens argumentation, som
lægger en slags »kollektivt ansvar« eller et »akkusatorisk princip« til grund, er
uunderbygget.
- 163.
- Kommissionen har desuden gjort gældende, at den på ingen måde har begrundet
sagsøgerens ansvar alene på virksomhedens medlemsskab af PG Paperboard. Den
støtter sig dels på, at sagsøgeren har deltaget aktivt i møder med
konkurrencebegrænsende formål i forskellige udvalg under PG Paperboard, dels
på at sagsøgeren senere fulgte den adfærd, der aftaltes på disse møder.
Rettens bemærkninger
- 164.
- Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen har fastslået, at sagsøgeren har
overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1, ved fra midten af 1986 og i hvert fald til april
1991 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986,
og som omfattede en række forskellige elementer.
- 165.
- Ifølge beslutningens punkt 116, stk. 2, »[ligger] tyngdepunktet i overtrædelsen ... i
producenternes samlede medvirken over en årrække i en fælles ulovlig virksomhed
i henhold til en fælles plan«. Denne udlægning af overtrædelsen kommer ligeledes
til udtryk i punkt 128: »Det ville imidlertid være unaturligt at underinddele noget,
der helt klart er et fortsat fælles forehavende, der har ét og samme overordnede
mål, i flere særskilte overtrædelser. Der henvises på ny til den af Retten i Første
Instans afsagte dom i sag T-13/89, Imperial Chemical Industries Plc mod
Kommissionen, præmis 260.«
- 166.
- Selv om Kommissionen ikke formelt har anvendt begrebet én »enkelt
overtrædelse« i beslutningen, har den stiltiende henvist til dette begreb, hvilket
fremgår af dens henvisning til præmis 260 i Rettens dom af 10. marts 1992 (sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021).
- 167.
- Kommissionens gentagne brug af ordet »kartel« som udtryk for de forskellige
former for konkurrencebegrænsende adfærd, den har konstateret, bekræfter en
helhedsopfattelse af overtrædelser af traktatens artikel 85, stk. 1. I beslutningens
punkt 117 hedder det således: »Den korrekte fremgangsmåde i en sag som den
foreliggende er at påvise kartellets eksistens og virksomhed samt fremherskende
træk som helhed, og derefter fastslå a) om der foreligger troværdige og
overbevisende beviser på, at hver enkelt producent var deltager i den fælles
ordning, og b) det tidsrum, i hvilket den enkelte producent deltog«. Samme sted
hedder det videre: »Kommissionen behøver ikke ... kategorisere de forskellige
bestanddele af overtrædelsen ved at fastslå hver enkelt særskilt lejlighed i kartellets
levetid, ved hvilken der blev opnået enighed om et eller andet forhold eller hvertenkelt eksempel på adfærd, der er et led i en hemmelig aftale, og derefter frikende
enhver producent for deltagelse ved denne lejlighed eller i denne bestemte handling
foretaget af kartellet, såfremt der ikke foreligger direkte bevis for, at den
pågældende producent var indblandet ved denne lejlighed.« Kommissionen anfører
endvidere (punkt 118), at »der er tilstrækkeligt direkte bevismateriale til at
dokumentere hver enkelt formodet deltagers medvirken ved overtrædelsen«, uden
at sondre mellem de enkelte elementer i den samlede overtrædelse.
- 168.
- Denne enkelte overtrædelse, som Kommissionen ser den, sammenblandes således
med »kartellet som helhed« eller »den samlede aftale«, og typisk for den er, at en
række virksomheder udviser en vedvarende adfærd, der har et ulovligt fælles
formål. Denne forståelse af begrebet én enkelt overtrædelse ligger til grund for
såvel den fremgangsmåde for bevisførelsen, der er beskrevet i beslutningens punkt
117, som for et fælles ansvar i den forstand, at samtlige virksomheder med
»tilknytning« til det samlede kartel anses for ansvarlige for dette, uanset med
hensyn til hvilke elementer af overtrædelsen, virksomhedens deltagelse er bevist.
- 169.
- For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er nævnt i en
beslutning som den foreliggende, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin
helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den
har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet består af, eller
i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan
endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at
virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, såfremt
virksomheden vidste eller nødvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som
den deltog i, indgik i en samlet plan, og såfremt den samlede plan dækkede
samtlige kartellets elementer. Når dette er tilfældet, kan den omstændighed, at den
pågældende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin
helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtrædelse af traktatens artikel
85, stk. 1. En sådan omstændighed kan imidlertid indgå i vurderingen af
overtrædelsens grovhed.
- 170.
- Det fremgår af beslutningen, at den overtrædelse, der fastslås i artikel 1, består af
et ulovligt samarbejde vedrørende tre forskellige emner, men som har et fælles mål,
således at disse former for ulovligt samarbejde må betragtes som de elementer, der
udgør kartellet i sin helhed. Det fremgår således af artiklen, at hver af de nævnte
virksomheder har overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1, ved deltagelse i en aftale
og samordnet praksis, hvorved virksomhederne (a) nåede til enighed om
regelmæssige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta
og planlagde og iværksatte disse prisstigninger, (b) nåede til forståelse om at
fastholde markedsandelene for de store producenter på konstante niveauer, dog
med mulighed for ændring fra tid til anden og (c) i stigende grad siden begyndelsen
af 1990 traf samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF
for derved at sikre gennemførelsen af de samordnede prisstigninger.
- 171.
- Til trods for at Kommissionen ser det som én enkelt overtrædelse, præciserer den
i beslutningen, at »de centrale dokumenter, der beviser eksistensen af det
overordnede kartel eller enkeltstående tilkendegivelser af dets eksistens, angiver
ofte deltagerne ved navn, og der foreligger endvidere en stor mængde yderligere
skriftligt bevismateriale, der viser hver enkelt producents rolle i kartellet og
omfanget af den pågældende producents medvirken« (beslutningens punkt 118, stk.
1).
- 172.
- Henset til de således anførte betragtninger tilkommer det følgelig Retten at
undersøge, om Kommissionen har godtgjort sagsøgerens deltagelse i kartellet som
fastslået i beslutningens artikel 1.
- 173.
- Hertil bemærkes i overensstemmelse med det allerede anførte (jf. præmis 48 ff. og
76 ff.), at Kommissionen har bevist, at sagsøgeren i kraft af sin deltagelse i PWG's
møder fra disse begyndte, fra midten af 1986 har deltaget i et ulovligt samarbejde
om priser og, fra slutningen af 1987, i et ulovligt samarbejde om markedsandele
samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, hvilket er de tre
elementer, der udgør den overtrædelse, der er fastslået i beslutningens artikel 1.
Kommissionen har således med føje besluttet at lade sagsøgeren ifalde ansvar for
en overtrædelse, der omfatter de tre former for ulovligt samarbejde, som alle tjener
samme formål.
- 174.
- Kommissionen har således ikke ladet sagsøgeren ifalde ansvar for andre
producenters adfærd og har ikke statueret ansvar alene som følge af virksomhedens
deltagelse i PG Paperboard.
- 175.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes og det er herefter ufornødent at
gennemgå de øvrige argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig.
Anbringendet om, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til situationen på det
spanske marked
- 176.
- Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at Kommissionen ikke nærmere har
defineret det geografiske marked for den påståede overtrædelse, og at den navnlig
ikke i tilstrækkeligt omfang har undersøgt situationen på det spanske marked og
virksomhedernes adfærd på dette marked. Sagsøgeren gør i denne forbindelse
gældende, at det allerede i stævningen er anført, at den eneste henvisning i
beslutningen til det spanske marked består af to fodnoter i tabel E og G, i
beslutningens bilag.
- 177.
- Kommissionen har anført, at dette anbringende ikke lovligt kan fremføres, da det
første gang blev gjort gældende i replikken.
- 178.
- Det bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, må der ikke
fremsættes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på
retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under
retsforhandlingerne.
- 179.
- Anbringendet om, at Kommissionen undlod at tage hensyn til forholdene på det
spanske marked, blev af sagsøgeren første gang gjort gældende i replikken. Det
eneste argument i stævningen, der vedrører det spanske marked, blev fremsat til
støtte for anbringendet om, at Prat Carton ikke havde medvirket i den påståede
overtrædelse. Bortset fra anbringendets ordlyd, har det argument, det bygger på,
alene til formål at understrege, at Prat Carton overhovedet ikke er nævnt i tabel
G i bilaget til beslutningen, der nævner de lokale producenters annoncering af
prisforhøjelser på det spanske marked i januar 1991. Det kan således ikke fortolkes
som en indsigelse om, at der ikke var taget hensyn til det spanske marked.
- 180.
- Under disse omstændigheder kan dette anbringende, der første gang blev gjort
gældende i replikken, og som ikke støttes på retlige eller faktiske omstændigheder,
som er kommet frem under retsforhandlingerne, ikke antages til
realitetsbehandling.
Anbringendet om, at Prat Carton ikke medvirkede i overtrædelsen
Parternes argumenter
- 181.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Prat Carton
medvirkede i nogen form for overtrædelse. Prat Carton er overhovedet ikke nævnt
i tabel G i bilaget til beslutningen (vedrørende en prisforhøjelse på det spanske
marked i januar 1991).
- 182.
- Prat Carton deltog kun meget sporadisk i møder i visse af PG Paperboard's udvalg.
Virksomheden deltog endvidere kun i JMC fra juni 1990 til marts 1991. Isoleret
betragtet kan den omstændighed, at Stora havde oplyst, at man mente, at de
spanske producenter sædvanligvis blev informeret om resultaterne af møderne af
Saffa eller Finnboard (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter) ikke anses som
bevis for Prat Carton's medvirken i den påståede overtrædelse.
- 183.
- Sagsøgeren har bestridt, at dokument F-15-9, G-15-7 og G-15-8 (bilagt meddelelsen
af klagepunkter), som Kommissionen har henvist til, beviser Prat Carton's
medvirken ved samordnede prisforhøjelser i april 1990. Virksomheden understreger
i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, at dokument F-15-9 stammer fra
februar 1991, og ikke som Kommissionen har hævdet, fra februar 1990. Dokument
G-15-7 er udelukkende bevis for den praksis, der følges inden for branchen,
hvorefter årlige prisforhøjelser finder sted i april, samt for at Prat Carton nærede
tvivl med hensyn til forhøjelsens omfang og ikrafttrædelsestidspunkt.
- 184.
- Kommissionen har gjort gældende, at Prat Carton deltog i kartellet, fra det blev
oprettet, hvilket bevises af de dokumenter, der er vedlagt meddelelsen af
klagepunkter (de »individuelle oplysninger«). Kommissionen henviser for det første
til, at Prat Carton deltog i en lang række møder i PC i tiden mellem den 29. marts
1986 og den 28. november 1989, i tre møder i DØU fra oktober 1988 til oktober
1989 samt i forskellige møder i JMC i tiden fra juni 1990 indtil den 5. marts 1991
(jf. tabel 3-7, der er bilagt beslutningen). Ved at have deltaget direkte i møder,
hvorunder der blev truffet beslutninger vedrørende kartellet, må Prat Carton anses
for at ifalde ansvar (jf. Rhône-Poulenc-dommen, a.st.). Ydermere findes der ingen
officielle optegnelser om virksomhedernes deltagelse i JMC's møder før
Kommissionens kontrolundersøgelse eller om deres deltagelse i PWG før februar
1990. Den omstændighed, at bevismaterialet fra virksomhederne ikke indeholder
præcise oplysninger om Prat Carton's tilstedeværelse på forskellige møder, er
derfor ikke bevis for, at virksomheden ikke deltog i disse.
- 185.
- Kommissionen har for det andet henvist til, at Prat Carton ifølge oplysninger fra
Stora (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter) blev informeret om resultatet af
PWG's møder.
- 186.
- For det tredje gennemførte Prat Carton de prisinitiativer, der blev aftalt inden for
PG Paperboard's forskellige organer i den relevante periode. Mindre forskelle med
hensyn til tidspunkterne eller forhøjelsernes størrelse mellem Prat Carton og de
øvrige producenter er ikke bevis for, at Prat Carton ikke deltog i kartellet.
Kommissionen erkender dog, at dokument F-15-9 stammer fra februar 1991 og ikke
fra februar 1990, og at den følgelig ikke har beviser for, at Prat Carton faktisk
deltog i initiativer vedrørende prisforhøjelser før januar 1991. For så vidt angår
prisforhøjelsen i januar 1991 henviser Kommissionen til dokument G-15-8 af 26.
september 1990, hvori Prat Carton udtrykkeligt nævner, at der forudses en
prisforhøjelse i alle lande i januar 1991.
Rettens bemærkninger
- 187.
- Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren i februar 1991 erhvervede Prat Carton fuldt
ud, og at virksomheden ikke bestrider sit ansvar for Prat Carton's eventuelle
medvirken i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1. I denne forbindelse
fremgår det af beslutningens punkt 154, at sagsøgeren som følge af erhvervelsen
af Prat Carton »blev ansvarlig for denne spanske producents deltagelse i kartellet
i hele tidsrummet for denne deltagelse.« Det bemærkes endvidere, at det fremgår
af beslutningens artikel 1, at alene sagsøgeren anses som ansvarlig for den nævnte
overtrædelse, også i det omfang den blev begået af Prat Carton, samt at
beslutningen er rettet til sagsøgeren, mens Prat Carton ikke er nævnt
(beslutningens artikel 5).
- 188.
- Herefter, og i det omfang det allerede er fastslået, at Kommissionen har godtgjort
sagsøgerens egen medvirken i den overtrædelse, der er nævnt i beslutningens
artikel 1, kan dette anbringende, selv om det måtte tiltrædes, ikke begrunde, at
artiklen annulleres helt eller delvis. Da sagsøgeren imidlertid først erhvervede Prat
Carton i februar 1991, dvs. to måneder før afslutningen af den periode, hvori
overtrædelsen ifølge beslutningen fandt sted, vil en nedsættelse af bøden være
begrundet, i det omfang Kommissionen ikke har ført bevis for Prat Carton's
individuelle medvirken i kartellets elementer i tiden indtil februar 1991. De bøder,
der er pålagt ved beslutningens artikel 3, er i øvrigt blevet beregnet bl.a. på
grundlag af de enkelte virksomheders omsætning i 1990, hvor Prat Carton endnu
ikke indgik i sagsøgerens koncern. Det vil derfor være hensigtsmæssigt allerede på
dette stadium at gennemgå de argumenter, der er blevet gjort gældende vedrørende
nærværende anbringende.
- 189.
- Retten skal for det første undersøge, om Kommissionen har ført bevis for, at Prat
Carton medvirkede i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for så vidt
angår perioden fra midten af 1986 til juni 1990, fra hvilket tidspunkt Prat Carton
har erkendt, at virksomheden deltog i JMC's møder. Retten skal for det andet
undersøge, om Kommissionen har ført bevis for, at Prat Carton medvirkede i en
overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for så vidt angår den resterende del af
perioden, dvs. fra juni 1990 til februar 1991, hvor Prat Carton blev overtaget af
sagsøgeren.
1. Perioden fra midten af 1986 til juni 1990
- 190.
- Som bevis for Prat Carton's medvirken i en overtrædelse af de fællesskabsretlige
konkurrenceregler i den omhandlede periode har Kommissionen henvist til, at
virksomheden deltog i PC's møder den 29. maj 1986, den 25. maj 1988, den 17.
november 1988 og den 28. november 1989 samt i DØU's møder den 20. september
1988, den 8. maj 1989 og den 3. oktober 1989. Den har endvidere henvist til Stora's
redegørelse (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter). Ifølge Kommissionen er den
omstændighed, at det bevismateriale, som virksomhederne har fremlagt, ikke
indeholder præcise oplysninger om, hvorvidt Prat Carton var tilstede under JMC's
møder, ikke i sig selv bevis for, at virksomheden ikke deltog i disse møder.
- 191.
- Hvert enkelt af disse beviser skal herefter undersøges i den anførte rækkefølge.
a) Prat Carton's deltagelse i visse af PC's møder
- 192.
- Kommissionen har ikke henvist til beviser for emnet for de fire nærmere anførte
møder i PC, hvori Prat Carton har deltaget. Når Kommissionen derfor henviser til
denne deltagelse som bevis for, at virksomheden har medvirket i en overtrædelse
af traktatens artikel 85, stk. 1, er det nødvendigvis begrundet i den generelle
beskrivelse i beslutningen af formålet med møderne i dette organ, samt i de
beviser, som er nævnt i beslutningen til støtte for denne beskrivelse.
- 193.
- Det hedder således i beslutningen: »Som Stora har forklaret, var en af PWG's
funktioner at forklare Direktørkonferencen de forholdsregler, der var nødvendige
for at skabe orden på markedet [...] På denne måde blev de administrerende
direktører, der deltog i Direktørkonferencerne, informeret om de beslutninger, der
blev truffet af PWG, og om de instrukser, der skulle gives til deres salgsafdelinger
med henblik på at gennemføre de aftalte prisinitiativer« (beslutningens punkt 41,
stk. 1). Det hedder endvidere: »PWG trådte altid sammen forud for en
Direktørkonference, og da begge møder blev ledet af den samme person, er der
ingen tvivl om, at det var denne person, der meddelte resultatet af drøftelserne i
PWG til de medlemmer blandt de såkaldte Direktører, der ikke tilhørte
inderkredsen« (beslutningens punkt 38, stk. 2).
- 194.
- Ifølge Stora blev deltagerne i PC's møder informeret om de beslutninger, PWG traf
(bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8). Rigtigheden af denne oplysning
bestrides imidlertid af flere af de virksomheder, der deltog i PC, herunder
sagsøgeren. Stora's redegørelser om PC's rolle kan derfor ikke uden støtte i andre
omstændigheder anses for tilstrækkeligt bevis for, hvad organets møder
omhandlede.
- 195.
- I sagen findes et dokument, en erklæring af 22. marts 1993 afgivet af et tidligere
medlem af Feldmühle's direktion (hr. Roos), der umiddelbart synes at bekræfte
Stora's påstande. Hr. Roos har bl.a. oplyst: »Indholdet af drøftelserne i PWG blev
videregivet til de virksomheder, der ikke var repræsenteret i denne gruppe på
Direktørkonferencen, der fulgte umiddelbart efter, eller hvis dette ikke var
tilfældet, på JMC's møde«. Kommissionen har ikke udtrykkeligt henvist til dette
dokument i beslutningen til støtte for sine påstande i relation til PC's møder, og det
kan under alle omstændigheder ikke anses for et selvstændigt bevis i forholdt til
Stora's redegørelser. Da disse redegørelser nemlig sammenfatter svarene fra de tre
virksomheder, der indgik i Stora i overtrædelsesperioden, herunder Feldmühle, er
et forhenværende medlem af Feldmühle's direktion nødvendigvis en af kilderne til
Stora's redegørelser.
- 196.
- For så vidt angår de øvrige beviser, der er påberåbt som bevis for genstanden for
møderne i PC, er det ifølge beslutningen Kommissionens opfattelse, at bilag 61 til
meddelelsen af klagepunkter (anført i præmis 125 og 126) er et internt notat fra
et møde i PC, der bekræfter Storas indrømmelse af, at PC rent faktisk drøftede en
hemmelig prisfastsættelsespolitik (beslutningens punkt 41, stk. 3). I
overensstemmelse med, hvad der allerede er fastslået (jf. præmis 125-135), er dette
notat imidlertid ikke bevis for et ulovligt samarbejde om prisinitiativer i Det
Forenede Kongerige i januar 1987. I modsætning til hvad Kommissionen har
hævdet, har Stora desuden aldrig erkendt, at PC faktisk drøftede en hemmelig
prisfastsættelsespolitik. Ifølge Stora var møderne i PC alene anledningen til, at de
virksomheder, der var forsamlet i PWG, kunne meddele de trufne beslutninger til
de virksomheder, der ikke var repræsenteret i dette organ.
- 197.
- Kommissionen har endelig gjort gældende, at den »hos FS-Karton (et selskab i
M-M-koncernen) fandt ... dokumentation for, at der i slutningen af 1987 var opnået
enighed i de to Direktørgrupper om de to indbyrdes afhængige spørgsmål
mængdetilpasning og prisdisciplin« (beslutningens punkt 53, stk. 1). Kommissionen
henviser i denne forbindelse til bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. præmis
88). Som allerede anført (præmis 91) henviser forfatteren i indledningen til det
nærmere samarbejde på europæisk plan på »direktørniveau« (»Präsidentenkreis«),
der af Mayr-Melnhof fortolkes som omfattende både PWG og PC generelt, dvs.
uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt møde (bilag 75 til
meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).
- 198.
- Bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter bekræfter ganske vist Stora's forklaringer,
dels om at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem de
virksomheder, der hørte til på »direktørniveau«, dels om et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsninger mellem samme virksomheder (jf. præmis 84-114, specielt
præmis 110). Der findes imidlertid ikke andre beviser, der støtter Kommissionens
påstand om, at bl.a. det ulovlige samarbejde om markedsandele og kontrollen med
produktionens omfang skulle drøftes i PC. Udtrykket »direktørniveau«
(»Präsidentenkreis«) i bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor, uanset
Mayr-Melnhof's forklaring, ikke antages at henvise til andre organer end PWG.
- 199.
- Herefter kan det ikke antages, at Kommissionen har ført bevis for, at møderne i
PC, foruden lovlige aktiviteter, havde en konkurrencebegrænsende funktion. Heraf
følger, at Kommissionen ikke på grundlag af de anførte beviser kan udlede, at de
virksomheder, der deltog i dette organs møder, havde deltaget i en overtrædelse
af traktatens artikel 85, stk. 1.
- 200.
- Det må derfor konkluderes, at Prat Carton's deltagelse i en overtrædelse af
konkurrencereglerne i perioden fra midten af 1986 til mindst juni 1990 ikke er
bevist med henvisning til virksomhedens deltagelse i fire møder i PC.
b) Prat Carton's deltagelse i visse møder i DØU
- 201.
- Det er ubestridt, at Prat Carton har deltaget i tre møder i DØU den 20. september
1988, den 8. maj 1989 og den 3. oktober 1989. Endvidere gengiver et dokument
indholdet af mødet den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter).
Det skal derfor for det første undersøges, om møderne i DØU havde et
konkurrencebegrænsende formål, og dernæst om det kan udledes af bilag 70 til
meddelelsen af klagepunkter, at Prat Carton har deltaget i drøftelser med
konkurrencebegrænsende formål.
i) Formålet med DØU's møder generelt
- 202.
- Ifølge beslutningen var »det centrale tema for drøftelserne i Det Økonomiske
Udvalg ... analysering og vurdering af markedet for karton i de enkelte lande«
(beslutningens punkt 50, stk. 1). DØU »drøftede bl.a. prisbevægelser på de
nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine
undersøgelser til JMC (eller forgængeren, Markedsføringsudvalget, før udgangen
af 1987)« (beslutningens punkt 49, stk. 1).
- 203.
- Ifølge Kommissionen var »drøftelserne om markedsforholdene ... ikke [vage].
Samtalerne om markedssituationen i de enkelte lande skal ses i sammenhæng med
de planlagte prisinitiativer, herunder det konstaterede behov for midlertidige
produktionsstandsninger for at støtte prisforhøjelserne« (beslutningens punkt 50,
stk. 1). Kommissionen finder endvidere, at »Det Økonomiske Udvalg har måske
i mindre grad været beskæftiget med prisfastsættelse som sådan, men det er ikke
troværdigt, at deltagerne ikke var bekendt med det ulovlige formål, hvortil de
oplysninger, som de bevidst stillede til rådighed for JMC, skulle anvendes«
(beslutningens punkt 119, stk. 2).
- 204.
- Til støtte for sine påstande om, at drøftelserne i DØU havde et
konkurrencebegrænsende sigte, har Kommissionen henvist til ét dokument, nemlig
et fortroligt notat, forfattet af en repræsentant for FS-Karton (et selskab i Mayr-Melnhof-koncernen), der indeholdt »højdepunkterne« fra DØU's møde den 3.
oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter), som Prat Carton deltog
i.
- 205.
- Kommissionen har i beslutningen refereret indholdet af dokumentet. Det fremgår
heraf, at mødet:
»... foruden en grundig gennemgang af efterspørgsel, produktion og
ordrebeholdninger for de enkelte landes nationale markeder, også beskæftigede sig
med:
- den stærke kundemodstand, der var konstateret mod den seneste forhøjelse
af prisen på GC-kvaliteter, der trådte i kraft den 1. oktober
- ordrebeholdninger for henholdsvis GC- og GD-producenter, herunder
oplysninger om de enkelte producenters situation
- rapport om gennemførte og planlagte midlertidige produktionsstandsninger
- særlige problemer i forbindelse med gennemførelse af prisforhøjelsen i Det
Forenede Kongerige og forhøjelsens betydning for opretholdelse af den
nødvendige prisforskel mellem GC- og GD-kvaliteter
- sammenligning af de enkelte nationale sammenslutningers forventede og
aktuelle ordreindtag« (beslutningens punkt 50, stk. 2).
- 206.
- Denne gengivelse af dokumentets indhold er i det væsentlige korrekt. Men
Kommissionen har ikke henvist til beviser til støtte for sin påstand om, at bilag 70
til meddelelsen af klagepunkter må anses som »udtryk for den reelle beskaffenhed
af dette organs drøftelser« (beslutningens punkt 113, sidste stk.). Stora har
endvidere anført: »JMC blev oprettet i slutningen af 1987 og holdt sit første møde
i begyndelsen af 1988, fra hvilket tidspunkt det overtog en del af Det Økonomiske
Udvalgs opgaver. Det Økonomiske Udvalgs øvrige opgaver blev overtaget af Det
Statistiske Udvalg« (bilag 39, punkt 13, til meddelelsen af klagepunkter). I hvert
fald for så vidt angår perioden fra begyndelsen af 1988, der er den eneste periode,
hvor Prat Carton deltog i DØU's møder, indeholder redegørelserne fra Stora
således ikke oplysninger, der støtter Kommissionens påstand om, at drøftelserne i
dette organ havde et konkurrencebegrænsende sigte. Kommissionen har heller ikke
påberåbt sig beviser, der giver grundlag for at antage, at deltagerne i DØU's møder
havde kendskab til den nærmere beskaffenhed af møderne i JMC, som DØU
rapporterede til. Det kan derfor ikke anses for udelukket, at de deltagere i DØU's
møder, der ikke samtidig deltog i JMC's møder, ikke var bekendt med den reelle
anvendelse af de rapporter, som DØU udarbejdede.
- 207.
- Bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter er derfor ikke bevis for hvilken
beskaffenhed, DØU's drøftelser reelt havde.
ii) DØU's møde den 3. oktober 1989
- 208.
- Indholdet af DØU's møde den 3. oktober 1989 gengives i bilag 70 til meddelelsen
af klagepunkter. Spørgsmålet er, om Prat Carton's deltagelse i dette møde er
tilstrækkeligt bevis for virksomhedens deltagelse i en overtrædelse af traktatens
artikel 85, stk. 1.
- 209.
- Det bemærkes for det første, at prisdrøftelserne på mødet drejede sig om
kundernes reaktioner på de prisforhøjelser på GC-kvaliteter, som størsteparten af
kartonproducenterne havde gennemført pr. 1. oktober 1989, efter at forhøjelserne
var blevet bekendtgjort på markedet nogle måneder tidligere. Ifølge Kommissionen
vedrørte denne prisforhøjelse ligeledes SBS-, men ikke GD-kvaliteter. Retten
finder, at drøftelserne på mødet gik ud over, hvad der er tilladt i henhold til
fællesskabsrettens konkurrenceregler, navnlig i det omfang det blev konstateret, at
»det ville være forkert at fravige de nu gennemførte, betydelige priser for GC-kvaliteter ...«. Ved således at give udtryk for en fælles vilje til konsekvent at
anvende de nye priser på GC-kvaliteter har producenterne ikke uafhængigt taget
stilling til den politik, de ville følge på markedet, hvilket er i strid med den
grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser (jf. bl.a. Suiker
Unie-dommen, a.st., præmis 173).
- 210.
- Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at Prat Carton deltog i et ulovligt
samarbejde om prisforhøjelser i oktober 1989 inden gennemførelsen af disse, og at
virksomheden faktisk gennemførte en forhøjelse af sine priser på GC-kvaliteter på
dette tidspunkt. Det fremgår i denne forbindelse af sagsøgerens svar på Rettens
skriftlige spørgsmål, at Prat Carton's produktion i 1989 for mere end 80%'svedkommende bestod af GD-kvaliteter, som ikke berørtes af prisforhøjelserne.
Mødet i DØU i oktober 1989 fandt endvidere sted ca. otte måneder før Prat
Carton for første gang bevisligt deltog i et møde i JMC, der ifølge beslutningen,
tillige med PWG, var et af de organer, hvor de konkurrencebegrænsende drøftelser
hovedsagelig fandt sted.
- 211.
- Henset hertil kan det ikke udelukkes, at Prat Carton's repræsentant(er) på DØU's
møde den 3. oktober 1989 ikke var bekendt med den sammenhæng,
prisdrøftelserne indgik i. I mangel af bevis for virksomhedens adfærd på markedet
for så vidt angår priser i den relevante periode, er det endvidere muligt, at Prat
Carton ikke anså drøftelserne for at angå virksomhedens egne forhold. I det
omfang DØU's møde den 3. oktober 1989 kunne forekomme Prat Carton
usædvanligt, kan det ikke lægges virksomheden til last, at den ikke offentligt tog
afstand fra drøftelserne på mødet.
- 212.
- For det andet indeholder bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter intet, der beviser,
at der reelt fandt drøftelser sted, der mundede ud i en plan for fremtidige
produktionsstandsninger i henhold til et ulovligt samarbejde. Samtlige henvisninger
til bestemte produktionsstandsninger vedrører nemlig historiske oplysninger.
Dokumentet indeholder ganske vist et afsnit om den fremtidige anvendelse af
produktionsmidlerne: »For det tilfælde at ordretilgangen og kapacitetsudnyttelsen
fortsat er ringe, er det nærliggende at overveje en produktionsstandsning i
overensstemmelse med markedsbehovet« »[Bei anhaltend schlechtem
Auftragseingang und schlechter Belegung ist es naheliegend, entsprechend dem
Marktbedarf ein Abstellen zu überlegen]«. Da Prat Carton's deltagelse i det
pågældende møde i DØU af de ovenfor anførte grunde ikke beviser, at
virksomheden deltog i et ulovligt samarbejde om priser, er deltagelsen imidlertid
heller ikke tilstrækkeligt bevis for dens deltagelse i et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsning. Omtalen af, at produktionsstandsninger eventuelt fremover
bliver nødvendige, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at det kan antages, at der
foreligger en tilsidesættelse af Fællesskabets konkurrenceregler; i al fald for så vidt
angår virksomheder, der ikke deltog i et ulovligt samarbejde om priser, kunne
denne omtale forstås som blot værende udtryk for en objektiv konstatering af de
eksisterende markedsforhold.
- 213.
- Henset til det således anførte kan Prat Carton's deltagelse i DØU's møde den 3.
oktober 1989 ikke anses for tilstrækkeligt bevis for, at virksomheden har deltaget
i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
c) Stora's redegørelse om videregivelse af oplysninger til virksomheder, der ikke
deltog i møderne
- 214.
- Den redegørelse fra Stora, som Kommissionen har henvist til (bilag 38 til
meddelelsen af klagepunkter, s. 2), indeholder oplysninger om producenter, der
blev informeret om resultaterne af møder i PWG: »Storas producenter har forstået,
at de spanske producenter normalt blev informeret af Saffa eller af Finnboard. De
øvrige spanske producenter, der er medlemmer af PG Paperboard, er: Papelera del
Centra SA, Prat Carton SA, Romani Esteve SA, Sarrió SA og Tampella Espanola
SA.«
- 215.
- Det fremgår klart af redegørelsens ordlyd, at Stora kun giver udtryk for en
antagelse af, at Prat Carton blev informeret om resultaterne af PWG's møder. Det
er i øvrigt ikke nævnt, hvad der danner grundlag for denne antagelse. Henset hertil
kan redegørelsen ikke anses som bevis for Prat Carton's deltagelse i en
overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Dette resultat gælder så meget mere,
som Stora med sine påstande anklager en række andre virksomheder, der er
medlemmer af PG Paperboard, men som ikke i beslutningen antages at have
deltaget i nogen form for overtrædelse.
d) Prat Carton's deltagelse i JMC's møder
- 216.
- Kommissionen har gjort gældende, at det ikke er bevist, at Prat Carton ikke har
deltaget i møder i JMC før juni 1989, da der ikke findes officielle optegnelser
vedrørende virksomhedernes deltagelse i disse møder før Kommissionens
kontrolundersøgelser.
- 217.
- Bevisbyrden for, at Prat Carton har overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1, påhviler
imidlertid Kommissionen. Dennes blotte påstande om Prat Carton's eventuelle
deltagelse i JMC's møder i den relevante periode er således grundløse.
e) Konklusionen vedrørende det relevante tidsrum
- 218.
- Af de ovenfor anførte grunde kan de beviser, som Kommissionen har påberåbt sig
ikke, end ikke betragtet under ét, anses som bevis for Prat Carton's deltagelse i en
overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til mindst
juni 1990.
2. Perioden fra juni 1990 til februar 1991
- 219.
- Det er ubestridt, at Prat Carton deltog i tre møder i JMC i den omhandlede
periode, nemlig den 27.-28. juni 1990, den 4. september 1990 og den 8.-9. oktober
1990. For så vidt angår Prat Carton's faktiske adfærd på markedet, er det
Kommissionens opfattelse, at den har bevis for, at virksomheden deltog i en
samordnet prisforhøjelse i januar 1991, hvilket er den eneste samordnede
prisforhøjelse i denne periode.
- 220.
- Henset hertil skal det undersøges, om Kommissionen i tilstrækkeligt omfang har
bevist Prat Carton's deltagelse i denne periode i de tre elementer, som
overtrædelsen omfatter.
a) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser
- 221.
- Ifølge Kommissionen var JMC's hovedopgave fra første færd:
»- at bestemme hvorvidt, og i bekræftende fald hvorledes, der kunne
gennemføres prisforhøjelser, og meddele sine konklusioner til PWG
- at fastlægge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der
besluttedes af PWG, for hvert af de berørte lande og for de store kunder
med henblik på at gennemføre et ækvivalent (dvs. ensartet) prissystem i
Europa ...« (beslutningens punkt 44, sidste stk.).
- 222.
- I beslutningens punkt 45, stk. 1 og 2, anfører Kommissionen således nærmere:
»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle
gennemføre de af PWG besluttede prisforhøjelser. De praktiske detaljer i
forbindelse med gennemførelsen af de påtænkte prisforhøjelser blev drøftet ved
rundbordssamtaler, hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med
deres kommentarer til den foreslåede forhøjelse.
Problemer med at gennemføre de af PWG besluttede prisforhøjelser eller
lejlighedsvise tilfælde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som
derefter (som Stora udtrykte det) forsøgte at opnå samarbejde, i det omfang det
blev anset for nødvendigt. JMC udarbejdede særskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Såfremt PWG ændrede en beslutning om prisfastsættelse på grundlag
af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var nødvendige
for at gennemføre beslutningen, drøftet ved næste JMC-møde.«
- 223.
- Det bemærkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegørelserne fra Stora
som støtte for disse oplysninger om genstanden for JMC's møder (bilag 35 og 39
til meddelelsen af klagepunkter).
- 224.
- Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af møder i JMC,
har den fra Mayr-Melnhof og Rena fået adgang til nogle interne notater
vedrørende møderne den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6.
september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Disse
notater, der er omtalt i beslutningens punkt 80, 82 og 87, gengiver detaljerede
drøftelser under disse møder om samordnede prisinitiativer. Disse beviser
bekræfter klart Stora's beskrivelse af JMC's opgaver.
- 225.
- I denne forbindelse er det som eksempel tilstrækkeligt at henvise til notatet fra
Rena vedrørende JMC's møde den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen
af klagepunkter), hvoraf bl.a. følgende fremgår:
»Der bliver annonceret en prisforhøjelse i næste uge, i september.
Frankrig 40 FF
Nederlandene 14
Tyskland 12 DM
Italien 80 LIT
Belgien 2,50 BFR
Schweiz 9 FS
Det Forenede Kongerige 40 UKL
Irland 45 IRL
Alle kvaliteter bør forhøjes lige meget GD, UD, GT, GC osv.
...
Kun 1 prisforhøjelse om året.
For leverancer fra 7. januar.
Senest 31. januar.
14. september skrivelse om prisforhøjelse (Mayr-Melnhof).
19. september Feldmühle udsender sin meddelelse.
Cascades før udgangen af september.
Alle skal have udsendt meddelelserne før den 8. oktober.«
- 226.
- Som det fremgår af beslutningens punkt 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere
Kommissionen at få adgang til interne dokumenter, der godtgør, at
virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anført i bilag 118 til meddelelsen af
klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemførte de aftalte prisforhøjelser.
- 227.
- Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedrører få møder
i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekræfter alle de
foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's væsentligste
opgave var at beslutte og planlægge gennemførelsen af de samordnede
prisforhøjelser. I denne forbindelse må den næsten fuldstændige mangel på
referater af JMC's møder, officielle såvel som interne, anses som tilstrækkeligt bevis
for Kommissionens påstand om, at de deltagende virksomheder bestræbte sig på
at skjule den reelle beskaffenhed af de drøftelser, der fandt sted i dette organ (jf.
bl.a. beslutningens punkt 45). Under disse omstændigheder gælder der en omvendt
bevisbyrde, således at det påhviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til,
og som deltog i organets møder, at bevise, at det havde et lovligt formål. Da
virksomhederne ikke har ført bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget,
at hovedformålet med de drøftelser, som virksomhederne førte på møderne i dette
organ, var konkurrencebegrænsende.
- 228.
- For så vidt angår Prat Carton's egen situation, findes virksomhedens deltagelse i
tre møder i JMC i løbet af en ca. otte måneders periode, når henses til det ovenfor
anførte, at være tilstrækkeligt bevis for, at virksomheden i denne periode deltog i
et ulovligt samarbejde om priser, uagtet at der ikke er ført bevis for hvilke
drøftelser, der fandt sted på disse tre møder.
- 229.
- Denne konstatering støttes af det materiale, som Kommissionen har henvist til
vedrørende Prat Carton's faktiske adfærd i prisspørgsmål. Retten erindrer om, at
det var besluttet at gennemføre en prisforhøjelse for alle kartonkvaliteter i
begyndelsen af september 1990, hvilket blev annonceret af de enkelte virksomheder
i løbet af september/oktober 1990, som bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter
viser. Forhøjelsen skulle træde i kraft i alle berørte lande i januar 1991.
- 230.
- I en telefax fra Prat Carton af 26. september 1990 (dokument G-15-8) hedder det
bl.a.:
»Vi påtænker at forhøje vore priser i alle lande pr. januar 1991.
For Frankrig forudser vi en forhøjelse på 400 FF/t for samtlige kvaliteter.«
- 231.
- Selv om telefaxen kun nævner den nøjagtige prisforhøjelse for ét lands
vedkommende, beviser den, at Prat Carton annoncerede prisforhøjelser i
overensstemmelse med de beslutninger, der var truffet inden for JMC, som det
fremgår af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter. I denne forbindelse
bemærkes, at de forhøjelser, der er nævnt i bilag 118 til meddelelsen af
klagepunkter, ikke refererer til samme salgsmængde i alle lande, og at den, der
nævnes for Frankrig, dvs. 40 FF, er udtryk for en forhøjelse pr. 100 kg. Selv om det
utvivlsomt fremgår af dokument F-15-9 og G-15-7, der er en telefaxveksling mellem
Prat Carton og en britisk virksomhed i slutningen af februar/begyndelsen af marts
1991, at Prat Carton først forhøjede sine priser i Det Forenede Kongerige i april
1991, bemærkes, at en sådan udsættelse af tidspunktet for gennemførelsen af
prisforhøjelsen i et af de berørte lande ikke kan antages at rejse tvivl om
bevisværdien af dokument G-15-8, for så vidt angår Prat Carton's deltagelse i en
samordnet prisforhøjelse i januar 1991. Denne slutning er så meget mere
nærliggende, som Prat Carton's prisforhøjelse på det britiske marked ifølge
dokument F-15-9 androg mellem 35-45 UKL/t, hvilket ligger tæt på de 40 UKL,
som fremgår af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter.
- 232.
- Retten finder herefter, at Kommissionen har bevist, at Prat Carton har deltaget i
et ulovligt samarbejde om priser i tidsrummet juni 1990 - februar 1991.
b) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger
- 233.
- Retten har allerede fastslået, at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, som
deltog i PWG's møder, fra slutningen af 1987 deltog i et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsninger, og at der faktisk blev anvendt produktionsstandsninger fra
1990.
- 234.
- Ifølge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's møder, ligeledes i
dette ulovlige samarbejde.
- 235.
- Kommissionen bemærker hertil:
»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det
almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for
konkurrenterne på møderne i JMC.
Oplysningerne om, hvor mange dage, virksomhederne havde ordrer til, var
relevante i to henseender:
- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsætningerne for at gennemføre
prisforhøjelser var til stede
- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften måtte indstilles for at
opretholde ligevægten mellem udbud og efterspørgsel ...« (beslutningens
punkt 69, stk. 3 og 4).
- 236.
- Kommissionen anfører endvidere:
»Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af downtime til de enkelte
producenter. Ifølge Stora voldte det praktiske problemer at nå frem til en
koordineret plan for produktionsstandsninger, der dækkede samtlige producenter.
Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun fandtes et løst system i form
af henstillinger (Storas anden redegørelse, side 15).
Også her så det ud, som om det var de førende producenter, der påtog sig byrden
med at indskrænke produktionen for at fastholde priserne.
De uofficielle notater fra to JMC-møder, det ene i januar 1990 (se betragtning 84),
det andet i september 1990 (se betragtning 87), samt andre dokumenter (se
betragtning 94 og 95) bekræfter imidlertid, at de store producenter holdt deres
mindre konkurrenter tæt og løbende informeret i PG Paperboard om deres planer
om at gennemføre yderligere produktionsstandsninger som alternativ til at sænke
priserne« (beslutningens punkt 71).
- 237.
- Det bemærkes, at Kommissionen med rette har henvist til Stora's anden
redegørelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 25) som støtte for sin
antagelse om, at selv om PWG ikke formelt tildelte produktionsstandsning til de
enkelte producenter, fandtes der imidlertid »et løst system i form af henstillinger«.
- 238.
- For så vidt angår de virksomheder, der deltog i JMC's møder, bekræfter
bevismaterialet vedrørende møderne (bilag 109, 117 og 118 til meddelelsen af
klagepunkter), at der som led i forberedelsen af prisforhøjelserne fandt drøftelser
sted om produktionsstandsninger. Som allerede anført (jf. præmis 104) nævnes i
bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter ordrebeholdningen hos flere producenter,
ligesom det er anført, at en række producenter forudså produktionsstandsninger.
Selv om bilag 109 og 117 til meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder direkte
oplysninger om påtænkte produktionsstandsninger, afslører det imidlertid, at
situationen med hensyn til ordrebeholdning og indgående ordrer blev drøftet under
de pågældende møder.
- 239.
- I sammenhæng med redegørelserne fra Stora er disse dokumenter tilstrækkeligt
bevis for, at de producenter, der deltog i JMC's møder, deltog i et ulovligt
samarbejde om produktionsstandsninger. I det omfang samordningen af
annoncerede priser skulle føre til en højere faktureringspris (jf. præmis 48-61),
havde de virksomheder, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser,
nødvendigvis kendskab til, at en gennemgang af ordrebeholdningen og indgående
ordrer samt drøftelser af eventuelle produktionsstandsninger ikke alene skulle indgå
ved afgørelsen af, om markedsvilkårene var gunstige for en samordnet
prisforhøjelse, men ligeledes ved afgørelsen af, om produktionsstandsninger var
nødvendige for at undgå, at det samordnede prisniveau undermineredes af et for
stort udbud. Det fremgår således navnlig af bilag 118 til meddelelsen af
klagepunkter, at deltagerne i JMC's møde den 6. september 1990 enedes om at
annoncere en kommende prisforhøjelse, selv om en række producenter havde
erklæret, at de gjorde klar til at standse produktionen. Markedsforholdene syntes
således at kræve, at der fandt (yderligere) produktionsstandsninger sted, såfremt
en fremtidig prisforhøjelse reelt skulle kunne gennemføres, hvilket producenterne
i hvert fald stiltiende havde accepteret.
- 240.
- Af disse grunde finder Retten, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige
beviser, som Kommissionen har henvist til i beslutningen (bilag 102, 113, 130 og
131 til meddelelsen af klagepunkter), at Kommissionen har bevist, at de
virksomheder, der deltog i JMC's møder og i det ulovlige samarbejde om priser,
deltog i et ulovligt samarbejde vedrørende produktionsstandsninger.
- 241.
- Det må herefter lægges til grund, at Prat Carton i perioden juni 1990 - februar
1991 deltog i et ulovligt samarbejde vedrørende produktionsstandsninger.
c) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde vedrørende markedsandele
- 242.
- Retten har allerede fastslået, at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der
var repræsenteret på PWG's møder, fra udgangen af 1987 deltog i et ulovligt
samarbejde vedrørende markedsandele (jf. præmis 84-114).
- 243.
- Til støtte for sin påstand om, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's
møder, alligevel deltog i et ulovligt samarbejde af denne art, har Kommissionen i
beslutningen henvist til følgende:
»Medens de mindre kartonproducenter, der deltog i JMC's møder, ikke blev
indviet i de indgående drøftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle
princippet om pris frem for mængde og var derfor udmærket klar over den
almindelige forståelse, der herskede blandt de større producenter med henblik på
at fastholde et konstant udbudsniveau og uden tvivl også om behovet for at
tilpasse deres egen markedsadfærd hertil« (beslutningens punkt 58, stk. 1).
- 244.
- Uanset at det ikke udtrykkeligt fremgår af beslutningen, bekræfter Kommissionen
herved Stora's redegørelser, hvori det hedder:
»De producenter, der ikke deltog i PWG, blev normalt ikke orienteret om
enkelthederne i drøftelserne vedrørende markedsandele. Uanset dette ville de som
led i princippet om pris frem for mængde, som de var med i, fra de store
producenter være blevet gjort bekendt med betydningen af ikke at underminere
priserne ved at bevare et stabilt udbudsniveau.
For så vidt angår udbuddet af GC-kvaliteter var de andele, som dækkedes af
producenter, der ikke deltog i PWG, så ubetydelige, at det stort set ville være uden
betydning, om de deltog i aftalerne vedrørende markedsandele eller ikke« (bilag
43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.2).
- 245.
- Kommissionen bygger i lighed med Stora navnlig på den antagelse, at selv om det
ikke direkte er bevist, må de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's
møder, men som bevisligt var med i andre elementer af den overtrædelse, der er
nævnt i beslutningens artikel 1, antages at have haft kendskab til det ulovlige
samarbejde vedrørende markedsandele.
- 246.
- En sådan slutning kan ikke tiltrædes. Kommissionen har for det første ikke henvist
til nogen form for beviser, der kan antages at godtgøre, at de virksomheder, der
ikke havde deltaget i PWG's møder, havde tiltrådt en generel aftale om, at de
største producenters markedsandele skulle fastfryses.
- 247.
- For det andet kan den omstændighed, at virksomhederne deltog i et ulovligt
samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsning, ikke
anses som bevis for, at de ligeledes deltog i et ulovligt samarbejde vedrørende
markedsandele. I denne forbindelse bemærkes, at det ulovlige samarbejde
vedrørende markedsandele i modsætning til, hvad Kommissionen tilsyneladende
påstår, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser
og/eller om produktionsstandsninger. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at det ulovlige
samarbejde vedrørende markedsandelene for de største producenter i PWG ifølge
beslutningen (jf. præmis 78, 79 og 80) havde til formål at holde markedsandele på
et konstant niveau, med mulighed for ændring fra tid til anden, også i perioder,
hvor markedsvilkårene, herunder ligevægten mellem udbud og efterspørgsel, ikke
krævede, at produktionen tilpassedes for at sikre, at de aftalte prisforhøjelser
faktisk blev gennemført. Det følger heraf, at en eventuel deltagelse i et ulovligt
samarbejde om priser og/eller produktionsstandsninger ikke beviser, at de
virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's møder, deltog i et ulovligt
samarbejde om markedsandele, eller at de nødvendigvis havde eller burde have
haft kendskab til denne.
- 248.
- Det bemærkes for det tredje, at det fremgår af beslutningens punkt 58, stk. 2 og
3, at Kommissionen som yderligere bevis for sin påstand henviser til bilag 102 til
meddelelsen af klagepunkter, dvs. et notat, som Kommissionen har fået fra Rena,
og som ifølge beslutningen vedrører et særligt møde i NPI den 3. oktober 1988. I
denne forbindelse bemærkes blot, at sagsøgeren dels ikke var medlem af NPI, dels
at dokumentets omtale af, at det eventuelt blev nødvendigt at anvende
produktionsstandsninger, af de allerede anførte grunde ikke kan anses som bevis
for et ulovligt samarbejde vedrørende markedsandele.
- 249.
- Retten finder herefter ikke, at Kommissionen har ført bevis for, at Prat Carton har
deltaget i et ulovligt samarbejde vedrørende markedsandele, for så vidt angår
perioden juni 1990 - februar 1991.
3. Rettens konklusion vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Prat Carton deltog i
en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, inden virksomheden blev overtaget
af sagsøgeren i februar 1991
- 250.
- Af de ovenfor anførte grunde finder Retten, at det må lægges til grund, at
Kommissionen har bevist, at Prat Carton i perioden juni 1990 - februar 1991 deltog
i et ulovligt samarbejde om priser samt i et ulovligt samarbejde om
produktionsstandsninger. Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde
vedrørende markedsandele i samme periode er imidlertid ikke tilstrækkeligt bevist.
For så vidt angår den forudgående periode, dvs. fra midten af 1986 til juni 1990,
har Kommissionen ikke godtgjort, at Prat Carton skulle have deltaget i de
forskellige elementer af overtrædelsen.
Påstanden om annullation af beslutningens artikel 2
Parternes argumentation
- 251.
- Sagsøgeren har gjort et enkelt anbringende gældende, hvorefter forbuddet mod
fremtidig udveksling af oplysninger er retsstridigt. Sagsøgeren har i denne
forbindelse anført, at hverken beslutningens artikel 1, eller dens artikel 2 vedrører
det første informationsudvekslingssystem inden for brancheorganisationen CEPI-Cartonboard (herefter »CEPI«), der er omtalt i beslutningens punkt 105, 106 og
166. Forbuddet mod fremtidig udveksling af oplysninger er såvel til hinder for, at
CEPI og sammenslutningens medlemmer, herunder sagsøgeren, for fremtiden
etablerer nye informationsudvekslingssystemer, som er til hinder for det særlige
system, CEPI gav Kommissionen underretning om i slutningen af 1993, og som i
øvrigt ikke er nævnt i beslutningen.
- 252.
- Desuden er informationsudvekslingssystemer, der ikke har til formål at nå de
resultater, der er omfattet af forbuddet, f.eks. prisfastsættelse eller samordning af
afsætningen, ikke i Kommissionens hidtidige praksis blevet anset for retsstridige,
såfremt de ikke omfattede udveksling af individuelle, fortrolige oplysninger.
Sagsøgeren har understreget, at Kommissionen i Syvende Beretning om
Konkurrencepolitikken præciserede, at den principielt ikke havde indvendinger mod
udveksling af statistiske oplysninger gennem erhvervssammenslutninger eller
informationskontorer, selv om oplysningerne er opdelt, når blot ikke oplysningerne
giver mulighed for at identificere individuelle oplysninger.
- 253.
- Anbringendet er herefter opdelt to led. Med det første gør sagsøgeren gældende,
at forbuddet i beslutningens artikel 2 er for vagt og generelt formuleret. Det er
således ikke præciseret, under hvilke omstændigheder et
informationsudvekslingssystem, der ikke angår individuelle oplysninger, vil blive
anset for egnet til at fremme en samordning af priser eller produktion eller til at
kontrollere gennemførelsen af en aftale om priser eller om markedsdeling.
- 254.
- Det er endvidere ikke i beslutningens artikel 2 præciseret, hvilke karakteristika, der
kræves, for at systemet kan antages at opfylde kravene til ikke at omfatte a)
oplysninger i samlet form, på grundlag af hvilke »individuelle producenternes
adfærd kan identificeres« (stk. 2), b) produktions- og salgsstatistikker i global form,
der kan bruges »til at fremme eller lette en fælles brancheadfærd« (stk. 3) og c)
»enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemæssig betydning« samt»møder eller anden form for kontakt med henblik på at diskutere betydningen af
de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for
branchen eller blandt individuelle producenter på de pågældende oplysninger« (stk.
4).
- 255.
- Ifølge sagsøgeren er forbud, der er så vagt og generelt formuleret, uigennemførlige
og i hvert fald i strid med retssikkerhedsprincippet.
- 256.
- Med anbringendets andet led har sagsøgeren bestridt lovligheden af det forbud, der
er indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 2, om udveksling af oplysninger (selv i
global form) med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger.
- 257.
- For det første giver sådanne oplysninger kun overordnet information om den
generelle efterspørgsel, og gør det ikke muligt at identificere hverken producenter
eller lande.
- 258.
- For det andet er udveksling af sådanne oplysninger særlig fordelagtig, hvis ikke
nødvendig, inden for kartonbranchen.
- 259.
- For det tredje har Kommissionen aldrig forbudt udveksling af sådanne oplysninger.
Den har tværtimod anset udveksling af oplysninger om lagerbeholdning, aktuelle
og tidligere markedspriser, forbrug, produktionskapacitet og endog pristendenser
for konkurrencemæssigt neutrale (jf. bl.a. Kommissionens meddelelse 87/C 339/07
i henhold til artikel 19, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17 om en begæring om
negativattest i henhold til EØF-traktatens artikel 85, stk. 3 - sag nr. IV/32.076 -
European Wastepaper Information Service (EFT 1987 C 339, 7, herefter »EWIS-meddelelsen«) samt Syvende Beretning om Konkurrencepolitikken, punkt 5-8).
- 260.
- Kommissionen har henvist til, at beslutningens artikel 2 ikke vedrører det
informationsudvekslingssystem, der blev meddelt af CEPI, og som, da sagen blev
anlagt, var forelagt for Kommissionens kompetente tjenestegrene.
- 261.
- Kommissionen har endvidere gjort gældende, at de påbud, der fremgår af
beslutningens artikel 2, er sædvanlige, idet Kommissionen ikke har fået bevis for,
at overtrædelserne er bragt til ophør, samt at rækkevidden af påbuddene afhænger
af virksomhedernes adfærd. I det omfang påbuddene er til hinder for, at
virksomheden deltager i et system med det samme eller et lignende formål eller
virkning som det omtvistede system, er de i realiteten kun udtryk for en anvendelse
af det generelle forbud i traktatens artikel 85 (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905). De har
i øvrigt hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og er i overensstemmelse med
de beslutninger, som Retten tidligere har opretholdt.
- 262.
- Informationsudvekslingssystemet blev anset for væsentligt af kartellets medlemmer,
og det muliggjorde kontrol og gennemførelse af konkurrencebegrænsende initiativer
(beslutningens punkt 6-71 og 134). Det havde endvidere altid været en tilskyndelse
for producenterne til at udvise en konkurrencebegrænsende adfærd, selv efter de
ændringer af systemet, der blev foretaget i 1991 (beslutningens punkt 166). Ved
bedømmelsen af rækkevidden af påbuddene i beslutningens artikel 2, er det
nødvendigt at tage hensyn til de nævnte omstændigheder, kartonmarkedets særlige
forhold samt til, at situationen kendetegnedes af et næsten absolut kartel på det
europæiske marked. Når henses hertil er der grund til at forkaste sagsøgerens
argumentation, som bygger på, at de oplysninger, hvis udveksling er forbudt, er helt
generelle, samt at beslutningens artikel 2 er i strid med retssikkerhedsprincippet.
Forbuddet mod udveksling af oplysninger, bl.a. af de i artikel 2, stk. 1, litra a), b)
og c) nævnte oplysninger, omhandler ikke generelle oplysninger, men kun
oplysninger, der vil kunne lette eller fremme konkurrencebegrænsende adfærd.
- 263.
- EWIS-meddelelsen vedrører endelig en økonomisk sammenhæng, der klart var
forskellig fra kartonbranchen (meddelelsens punkt 3), bl.a. fordi EWIS kun kunne
levere samlede oplysninger vedrørende et tilstrækkeligt stort antal medlemmer til,
at det ikke var muligt at identificere et enkelt medlems adfærd (meddelelsens
punkt 7).
Rettens bemærkninger
- 264.
- Det bemærkes, at beslutningens artikel 2 indeholder følgende bestemmelse:
»De i artikel 1 nævnte virksomheder skal øjeblikkeligt bringe den omhandlede
overtrædelse til ophør, såfremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden
i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for
aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formål eller
virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmæssige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle
producenters produktion, salg, ordrebeholdninger,
kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller
markedsføringsplaner, eller
b) hvorved en fælles brancheholdning til økonomiske forhold med hensyn til
priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv
om individuelle oplysninger ikke afsløres, eller
c) hvorved de kunne blive i stand til at overvåge tilslutning til eller
overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller
markedsopdeling i EF.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgår, som f.eks
Fides-systemet eller dets efterfølger, skal være udformet på en sådan måde, at den
udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, på grundlag af hvilke individuelle
producenters adfærd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedrørende den
til enhver tid værende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger,
den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfælde selv om
det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte
maskine.
Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begrænses til indsamling og udbredelse
af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme
eller lette en fælles brancheadfærd.
Virksomhederne skal også afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger
af konkurrencemæssig betydning i tilslutning til en sådan tilladt udveksling samt at
afholde sig fra møder eller anden form for kontakt med henblik på at diskutere
betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige
reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter på de
pågældende oplysninger.
De nødvendige ændringer af et eventuelt system for udveksling skal være foretaget
senest tre måneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«
- 265.
- Som det fremgår af punkt 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel
i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan
Kommissionen, når den konstaterer, at der foreligger en overtrædelse af bl.a.
traktatens artikel 85, ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder at
bringe den konstaterede overtrædelse til ophør.
- 266.
- Ifølge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3 i forordning nr. 17 ikke alene
kunne omfatte forbud mod at fortsætte med visse handlinger eller at opretholde
en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974,
forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial
Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, præmis 45, og af 6.4. 1995, forenede
sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743,
præmis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (Rettens
dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755,
præmis 220).
- 267.
- I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under
hensyn til arten af den konstaterede overtrædelse, har Kommissionen endvidere
beføjelse til at præcisere omfanget af de forpligtelser, der påhviler de berørte
virksomheder med henblik på at bringe overtrædelsen til ophør. De byrder, som
pålægges virksomhederne, må imidlertid ikke overskride grænserne for, hvad der
er rimeligt og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål, nemlig at sikre, at de
regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., præmis 93;
jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1533, præmis 209, og sag T-9/93, Schöller mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1611, præmis 163).
- 268.
- Efterprøvelsen af, om påbuddet i beslutningens artikel 2, som hævdet af
sagsøgeren, er for vidtgående, skal derfor omfatte en undersøgelse af omfanget af
de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.
- 269.
- Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for
fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som
kan have samme eller tilsvarende formål eller virkning, som de overtrædelser, der
er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formål, at hindre
virksomhederne i at gentage den adfærd, der er konstateret at være ulovlig.
Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de beføjelser, den er
tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.
- 270.
- Artikel 2, stk. 1, litra a), b), og c), har nærmere til formål at forbyde fremtidig
udveksling af forretningsmæssige oplysninger.
- 271.
- Påbuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af
forretningsmæssige oplysninger, på grundlag af hvilke deltagerne direkte eller
indirekte kan få adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende
virksomheder, forudsætter, at Kommissionen i beslutningen har fastslået, at
udveksling af sådanne oplysninger er retsstridig i medfør af traktatens artikel 85,
stk. 1.
- 272.
- I denne forbindelse bemærkes, at det ikke fremgår af beslutningens artikel 1, at
udveksling af individuelle forretningsmæssige oplysninger i sig selv er en
overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
- 273.
- Den fastslår generelt, at virksomhederne har overtrådt traktatbestemmelsen ved at
deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a.
»udvekslede forretningsmæssige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige
produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til
støtte for nævnte forholdsregler.«
- 274.
- Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes på baggrund af dens
betragtninger (Suiker Unie- dommen, a.st., præmis 122). Beslutningens punkt 134,
stk. 2, er affattet således:
»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og følsomme individuelle
forretningsmæssige oplysninger på møder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig
JMC) vedrørende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og
produktionskvoter var åbenbart konkurrencebegrænsende, idet de havde til formål
at sikre, at forudsætningerne for gennemførelsen af de aftalte prisinitiativer var så
gunstige som muligt ...«.
- 275.
- Da Kommissionen således i beslutningen behørigt har fastslået, at udveksling af
individuelle forretningsmæssige oplysninger som sådan udgjorde en overtrædelse
af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle
oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr.
17 i anvendelse.
- 276.
- Forbuddene mod udveksling af forretningsmæssige oplysninger i beslutningens
artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersøges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og
4, der underbygger de omhandlede påbud. Det skal således afgøres ud fra
konteksten, om, og i bekræftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset
udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der påhviler
virksomhederne, skal begrænses til, hvad der er nødvendigt for at sikre, at deres
adfærd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.
- 277.
- Beslutningen må fortolkes således, at Fides-systemet ifølge Kommissionen er i strid
med traktatens artikel 85, stk. 1, som følge af, at det fremmede kartellet
(beslutningens punkt 134, stk. 3). En sådan fortolkning bekræftes af ordlyden af
beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgår, at virksomhederne havde udvekslet
forretningsmæssige oplysninger »til støtte for nævnte forholdsregler«, der fandtes
at være i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.
- 278.
- Omfanget af de forbud, der gælder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens
artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedømmes under hensyn til denne stillingtagen
fra Kommissionens side til spørgsmålet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt
med traktatens artikel 85.
- 279.
- De nævnte forbud er dels ikke begrænset til at omfatte udveksling af individuelle
forretningsmæssige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i
samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og stk. 2]. Desuden forbyder
beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske
oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegrænsende adfærd
fremmes.
- 280.
- Et sådant forbud går ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre, at de regler, somer blevet tilsidesat, overholdes, for så vidt som det er til hinder for, at der udveksles
rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare
oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til
konkurrencebegrænsende formål. Dels fremgår det ikke af beslutningen, at
Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som sådan for
at være i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfører den omstændighed,
at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til
konkurrencebegrænsende formål, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85,
stk. 1, idet dets konkurrencebegrænsende virkninger i så tilfælde skal fastslås
konkret. Det følger heraf, at Kommissionens argument om, at beslutningens artikel
2 alene konstaterer, hvad der er gældende ret (jf. præmis 261), savner grundlag.
- 281.
- Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor være at annullere, med undtagelse af
følgende passager:
»De i artikel 1 nævnte virksomheder skal øjeblikkeligt bringe den omhandlede
overtrædelse til ophør, såfremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden
i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for
aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formål eller
virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmæssige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle
producenters produktion, salg, ordrebeholdninger,
kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller
markedsføringsplaner.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgår, som f.eks
Fides-systemet eller dets efterfølger, skal være udformet på en sådan måde, at den
udelukker enhver form for oplysninger, på grundlag af hvilke individuelle
producenters adfærd kan identificeres.«
Påstanden om, at bøden annulleres eller nedsættes
A - Anbringendet om, at der skal ske nedsættelse af bøden, fordi overtrædelsen og
dens varighed er defineret forkert
- 282.
- Sagsøgeren har under henvisning til de ovenfor anførte anbringender og
argumenter gjort gældende, at overtrædelsens omfang i materielt henseende afveg
betydeligt fra, hvad Kommissionen hævder, samt at den var af meget kortere
varighed og langt mindre alvorlig, hvorfor der er grundlag for en radikal
nedsættelse af bøden.
- 283.
- Det bemærkes hertil, at det fremgår af Rettens bemærkninger til de forudgående
anbringender, at Kommissionen korrekt har ført bevis for den i beslutningens
artikel 1 beskrevne overtrædelse og dens varighed i relation til sagsøgeren.
- 284.
- Det følger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltrædes.
B - Anbringendet om, dels at Kommissionens antagelse af, at »kartellet var meget
succesfuldt med hensyn til opnåelse af sine mål« beroede på et fejlskøn, dels at den
ikke har opfyldt sin begrundelsespligt på dette punkt
Parternes argumentation
- 285.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens antagelse af, at »kartellet var
meget succesfuldt med hensyn til opnåelse af sine mål«, som den lagde til grund
ved udmålingen af bøden, beroede på et fejlskøn (beslutningens punkt 168).
Kommissionen undlod således at tage hensyn til bevismateriale, som de
virksomheder, beslutningen var rettet til, specielt sagsøgeren, havde fremlagt.
- 286.
- Den måde, priserne annonceredes på, var sædvanlige inden for branchen, og det
var som følge af markedsforholdene, bl.a. markedets gennemskuelighed, at der
kunne iagttages en vis ensartethed og et tidsmæssigt sammenfald mellem de
forskellige producenters annoncering af prisforhøjelser. Kommissionen undlod at
tage hensyn til følgende omstændigheder: a) faktureringspriserne var altid meget
lavere end de annoncerede priser; b) der var altid betydelige forskelle mellem
priserne til de enkelte kunder, således at der ikke kun var én pris; c)
konjunktursvingninger øvede indflydelse på prisudviklingen, og d) prisforskellene
mellem de enkelte kunder øgedes i løbet af den relevante periode, hvilket er udtryk
for, at priserne i stigende grad individualiseredes.
- 287.
- Udviklingen i faktureringspriserne blev ene og alene afgjort af markedsvilkårene
i den pågældende periode, herunder en relativt stabil efterspørgsel, tilfredsstillende
og undertiden optimal udnyttelse af produktionskapaciteten (jf. beslutningens punkt
13, 14 og 15), betydelige omkostningsstigninger (jf. beslutningens punkt 16-19) samt
af en helt sædvanlig rentabilitet i hele perioden. Under disse omstændigheder
burde Kommissionen være nået frem til, at prisstigningerne var sædvanlige (jf.
ligeledes beslutningens punkt 135), samt at de stigninger i faktureringspriserne, der
eventuelt kunne konstateres, fulgte de grundlæggende variable økonomiske forhold.
Kommissionen burde derfor have konstateret, at det påståede kartel ikke havde
haft betydning for, hvorledes faktureringspriserne faktisk havde udviklet sig.
- 288.
- Ifølge sagsøgeren fulgte faktureringspriserne hele tiden omkostningsudviklingen.
Faldet i råvarepriserne i andet halvår 1989 fulgtes af en betydelig stigning i
udgifterne til arbejdskraft og energi, der udgør ca. 35% af kartonproducenternes
samlede omkostninger. Den omstændighed, at efterspørgslen faldt i 1991, er heller
ikke udtryk for, at andre omstændigheder end markedsvilkårene havde øvet
indflydelse på prisudviklingen, idet den eneste prisforhøjelse i 1991 (forhøjelsen i
januar måned) allerede var blevet annonceret i efteråret 1990 og planlagt af
producenterne endnu tidligere.
- 289.
- Kommissionen påstande med hensyn til kartellets virkninger er heller ikke korrekte,
for så vidt angår det påståede samarbejde vedrørende markedsandele, idet der
hverken fandt et sådant samarbejde sted, og heller ikke eksisterede et system til
kontrol med udviklingen i markedsandele for de forskellige producenter. Hertil
kommer, at Sarrió's markedsandele varierede betydeligt i den relevante periode.
- 290.
- Sagsøgeren har endelig påberåbt sig en begrundelsesmangel, idet konklusionerne
vedrørende kartellets virkninger på markedet og de faktiske omstændigheder, der
fremgår af selve beslutningen, er indbyrdes modstridende.
- 291.
- Kommissionen har anført, at priserne regelmæssigt forhøjedes i den pågældende
periode, i overensstemmelse med den samordning, producenterne foretog i de
forskellige udvalg under PG Paperboard, at der blev indført et system med henblik
på kontrol med, at kartellets beslutninger blev overholdt, idet der udveksledes
detaljerede oplysninger, samt at de forskellige producenters markedsandele stabilt
blev holdt på mere eller mindre samme niveau. Under disse omstændigheder og
navnlig i betragtning af det meget omfattende bevismateriale for kartellet er
sagsøgerens påstand om, at kartellet ikke væsentligt havde påvirket tendenserne på
markedet, ugrundet.
- 292.
- Med hensyn til prisudviklingen har Kommissionen henvist til, at kartellets succes
skal bedømmes under ét. At kartellet havde succes, modsiges absolut ikke af den
omstændighed, der i øvrigt ikke er bevist, at sagsøgeren havde mindre fordel af
kartellet end visse andre.
- 293.
- For så vidt angår markedsandele, er der begrænsede variationer i de forskellige
producenters markedsandele ligeledes udtryk for, at kartellet havde stor succes i
denne henseende.
- 294.
- Under henvisning til de tidligere anførte argumenter har Kommissionen endelig
bestridt, at beslutningen skulle lide af en begrundelsesmangel, for så vidt angår
kartellets virkninger på markedet. Den henviser herved bl.a. til analyserne af
markedsforholdene og markedsudviklingen i beslutningens punkt 16, 21 og 137, og
den gør gældende, at beslutningens begrundelse ikke er selvmodsigende,
medmindre man søger at isolere påstandene i forhold til deres sammenhæng.
Rettens bemærkninger
- 295.
- Ifølge beslutningens punkt 168, syvende led, fastsatte Kommissionen det generelle
bødeniveau bl.a. under hensyn til, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn
til opnåelse af sine mål«. Det er ubestridt, at denne betragtning henviser til
virkningerne på markedet af den overtrædelse, der er fastslået i beslutningens
artikel 1.
- 296.
- Ved sin kontrol af Kommissionens skøn med hensyn til virkningerne af
overtrædelsen finder Retten, at det er tilstrækkeligt at undersøge dette i relation
til virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser. For det første fremgår det af
beslutningen, at konstateringen af den store succes med hensyn til opnåelsen af mål
navnlig støttes på virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser. Mens
virkningerne heraf er undersøgt i beslutningens punkt 100-102, 115 og 135-137, har
spørgsmålet om, hvorvidt et ulovligt samarbejde om markedsandele og om
produktionsstandsninger har haft virkninger på markedet, derimod ikke været
genstand for en særskilt undersøgelse.
- 297.
- For det andet giver undersøgelsen af virkningerne af et ulovligt samarbejde om
priser under alle omstændigheder mulighed for ligeledes at vurdere, om det ulovlige
samarbejde om produktionsstandsning havde nået sit mål, nemlig at sikre mod, at
de samordnede prisinitiativer blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg
efterspørgslen.
- 298.
- Hvad for det tredje angår det ulovlige samarbejde om markedsandele, har
Kommissionen ikke gjort gældende, at de virksomheder, der deltog i PWG's møder,
ville opnå en absolut fastfrysning af deres markedsandele. Ifølge beslutningens
punkt 60, stk. 2, var aftalen om markedsandele ikke statisk, »men genstand for
periodisk justering og genforhandling«. Henset til denne præcisering kan det derfor
ikke bebrejdes Kommissionen, at den skønnede, at kartellet var meget succesfuldt
med hensyn til opnåelse af sine mål, uden i beslutningen at undersøge den succes,
som det ulovlige samarbejde havde med hensyn til markedsandele.
- 299.
- Kommissionen vurderede virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser generelt.
Selv om det antages, at de individuelle oplysninger, sagsøgeren har fremlagt, som
hævdet viser, at et ulovligt samarbejde om priser kun havde mindre betydelige
virkninger for sagsøgeren, end de havde på det samlede europæiske kartonmarked,
kan sådanne individuelle oplysninger ikke i sig selv anses for tilstrækkelige til at
rejse tvivl om Kommissionens skøn.
- 300.
- Som Kommissionen bekræftede i retsmødet, fremgår det af beslutningen, at der
sondres mellem tre forskellige former for virkninger. Kommissionen har yderligere
lagt til grund, at producenterne selv, samlet betragtet, anså prisinitiativerne for en
succes.
- 301.
- Den første form for virkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, og som
ikke bestrides af sagsøgeren, er den omstændighed, at de aftalte prisforhøjelser
faktisk blev meddelt kunderne. De nye priser tjente således som reference ved
individuelle forhandlinger med kunderne om faktureringspriser (jf. bl.a.
beslutningens punkt 100 og punkt 101, stk. 5 og 6).
- 302.
- Den anden form for virkninger er den omstændighed, at udviklingen i
faktureringspriser fulgte udviklingen i de annoncerede priser. I denne forbindelse
har Kommissionen gjort gældende, at »producenterne [nøjedes] ikke med at
annoncere de aftalte prisforhøjelser, men tog også, med få undtagelser, strenge
forholdsregler for at sikre, at forhøjelserne blev håndhævet over for kunderne«
(beslutningens punkt 101, stk. 1). Kommissionen har erkendt, at kunderne
undertiden opnåede indrømmelser med hensyn til ikrafttrædelsestidspunktet for
forhøjelserne, rabatter eller individuelle nedslag, bl.a. ved store ordrer, samt at
»den gennemsnitlige nettoforhøjelse, der opnåedes efter rabatter, prisnedslag og
andre indrømmelser, altid var mindre end hele den annoncerede forhøjelse«
(beslutningens punkt 102, sidste stykke). Under henvisning til diagrammerne i den
økonomiske undersøgelse, som flere af beslutningens adresssater lod udarbejde
med henblik på proceduren for Kommissionen (herefter »LE-rapporten«), har den
gjort gældende, at der i den periode, som beslutningen vedrører, var »en tæt lineær
sammenhæng« mellem udviklingen i de annoncerede priser og i
faktureringspriserne udtrykt i national valuta eller omregnet til ecu. Kommissionen
konkluderer følgende: »De nettoprisstigninger, der blev indført, fulgte nøje de
annoncerede prisstigninger, endskønt der forekom en vis tidsforskydning.
Rapportens forfatter indrømmede under den mundtlige høring, at dette var
tilfældet for 1988 samt 1989« (beslutningens punkt 115, stk. 2).
- 303.
- Retten tiltræder, at Kommissionen ved sin vurdering af denne anden form for
virkninger med rette kunne anse den omstændighed, at der var en lineær
sammenhæng mellem udviklingen i de annoncerede priser og faktureringspriserne,
som bevis for, at prisinitiativerne fik virkning i denne henseende, hvilket var i
overensstemmelse med producenternes mål. Det er ubestridt, at den praksis, der
følges på det relevante marked, hvorefter der føres individuelle forhandlinger medkunderne, indebærer, at faktureringspriserne generelt ikke er identiske med de
annoncerede priser. Det kan derfor ikke påregnes, at stigningerne i
faktureringspriserne er identiske med de annoncerede prisstigninger.
- 304.
- Med hensyn til den indbyrdes sammenhæng mellem forhøjelserne af de
annoncerede priser og faktureringspriserne har Kommissionen med rette henvist
til LE-rapporten, der er en analyse af udviklingen i kartonpriserne i den periode,
beslutningen omhandler, og som bygger på oplysninger fra en række producenter,
bl.a. sagsøgeren selv.
- 305.
- Tidsmæssigt bekræfter rapporten imidlertid kun til dels, at der var tale om en »tæt
lineær sammenhæng«. Gennemgangen af perioden fra 1987 til 1991 omfatter tre
særskilte underperioder. Under høringen for Kommissionen refererede LE-rapportens forfatter sine konklusioner således: »Der er ikke nær overensstemmelse,
end ikke tidsforskudt, mellem de annoncerede prisforhøjelser og markedspriserne
i begyndelsen af undersøgelsesperioden, dvs. fra 1987 til 1988. En sådan
overensstemmelse finder man derimod i 1988/1989, hvorefter den ophører og
senere opfører sig noget underligt [oddly] i perioden 1990/1991« (protokollatet af
den mundtlige høring, s. 28). Han oplyste endvidere, at de tidsmæssige
forskydninger havde nær sammenhæng med ændringer i efterspørgslen (jf. bl.a.
protokollatet af den mundtlige høring, s. 20).
- 306.
- Forfatterens mundtlige konklusion svarer til analysen i rapporten, bl.a. de
sammenlignende diagrammer mellem udviklingen i annoncerede priser og
faktureringspriser (LE-rapporten, diagram nr. 10 og 11, s. 29). På grundlag heraf
må det fastslås, at Kommissionen kun delvis har ført bevis for, at der fandtes en
sådan »tæt lineær sammenhæng«, som påstået.
- 307.
- Kommissionen oplyste under retsmødet, at den ligeledes havde taget hensyn til en
tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser, nemlig at
faktureringspriserne var højere, end de ville have været, uden det ulovlige
samarbejde. Under henvisning til, at planlægningen af tidspunkter og den
rækkefølge, hvori prisforhøjelserne skulle meddeles, blev foretaget af PWG, har
Kommissionen i beslutningen anført, at »det under sådanne omstændigheder [er]
utænkeligt, at den samordnede annoncering af prisforhøjelserne ingen virkning
havde på de faktiske prisniveauer« (beslutningens punkt 136, stk. 3). LE-rapporten
indeholder (afsnit 3) imidlertid en model for udarbejdelse af prisprognoser på
grundlag af objektive markedsvilkår. Det anføres i rapporten, at prisniveauet,
bestemt på grundlag af objektive økonomiske forhold i perioden 1975-1991,
herunder indbefattet den periode, som beslutningen omfatter, med ubetydelige
afvigelser ville have udviklet sig identisk med de faktureringspriser, der anvendtes.
- 308.
- På trods af de anførte konklusioner giver analysen i rapporten ikke grundlag for at
fastslå, at de samordnede prisinitiativer ikke gav producenterne mulighed for at
opnå en højere faktureringspris end under en fri konkurrence. Som Kommissionen
understregede i retsmødet, er det muligt, at de faktorer, analysen bygger på,
påvirkedes af det ulovlige samarbejde. Kommissionen har således med rette gjort
gældende, at det ulovlige samarbejde f.eks. kunne bevirke, at virksomhedernes
incitament til at nedbringe deres omkostninger var begrænset. Derimod har den
ikke påvist direkte fejl i LE-rapportens analyse og har heller ikke fremlagt egne
økonomiske analyser vedrørende den teoretiske udvikling i faktureringspriserne
uden ulovligt samarbejde. Herefter kan dens anbringende om, at
faktureringspriserne havde været lavere, såfremt der ikke havde eksisteret et
ulovligt samarbejde mellem producenterne, ikke tiltrædes.
- 309.
- Denne tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser er derfor
ikke bevist.
- 310.
- De ovenfor anførte konstateringer ændres ikke af producenternes subjektive
vurdering, som Kommissionen anvender som grundlag for at antage, at kartellet var
meget succesfuldt med hensyn til opnåelse af sine mål. Kommissionen har i denne
forbindelse henvist til en fortegnelse over dokumenter, som den fremlagde under
retsmødet. Selv om det antages, at Kommissionen kunne have underbygget sin
opfattelse af, at prisinitiativerne havde succes, med dokumenter, der gav udtryk for
visse producenters subjektive opfattelse, må det konstateres, at flere virksomheder,
bl.a. sagsøgeren, i retsmødet med rette har henvist til talrige andre sagsakter, der
viser producenternes problemer med at gennemføre de aftalte prisforhøjelser.
Henset hertil er Kommissionen henvisning til producenternes egne redegørelser
ikke tilstrækkelig til at begrunde den slutning, at kartellet var meget succesfuldt
med hensyn til opnåelse af sine mål.
- 311.
- På grundlag af det således anførte er de af Kommissionen anførte virkninger af
overtrædelsen kun delvist bevist. Retten vil tage stilling til betydningen af denne
konstatering for bødespørgsmålet, hvor Retten har fuld prøvelsesret, i forbindelse
med vurderingen af den konstaterede overtrædelses grovhed (jf. nedenfor præmis
334).
- 312.
- Retten finder endelig, at der ikke er grundlag for sagsøgerens påstand om, at
beslutningen skulle savne begrundelse, for så vidt angår virkningerne af
overtrædelsen. Det fremgår således af det ovenfor anførte, at beslutningen
indeholder en detaljeret, sammenhængende begrundelse, for så vidt angår
virkningerne af den konstaterede overtrædelse.
C - Anbringendet om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anse kartellets
hemmeligholdelse for en skærpende omstændighed, samt om begrundelsesmangler i
denne henseende
Parternes argumentation
- 313.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om det antages, quod non, at en vis
tilrettelæggelse af annonceringen af prisforhøjelserne var resultatet af en
samordning, havde Kommissionen ikke grundlag for at anse dette for en skærpende
omstændighed, idet »hemmeligholdelsen« af et kartel er et implicit element i
overtrædelsen.
- 314.
- Sagsøgeren har endvidere anført, at den omstændighed, at Kommissionen ikke var
i stand til at finde beviser for den påståede overtrædelse, ikke er ensbetydende
med, at der blev truffet foranstaltninger til at skjule den.
- 315.
- Sagsøgeren har endelig henvist til, at beslutningen savner begrundelse, idet det ikke
er anført, hvorfor hemmeligholdelsen af kartellet skal anses for en skærpende
omstændighed.
- 316.
- Kommissionen har gjort gældende, at den omstændighed, at kartellet blev
hemmeligholdt, er en omstændighed, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen
af overtrædelsens grovhed (BASF-dommen, a.st., præmis 273).
Rettens bemærkninger
- 317.
- Beslutningens punkt 167, stk. 3, indeholder følgende: »Et særligt alvorligt træk ved
overtrædelsen er, at virksomhederne i et forsøg på at skjule kartellets eksistens gik
så langt som til på forhånd at tilrettelægge datoerne for og rækkefølgen af hver
enkelt af de store producenters annoncering af de nye prisstigninger«. Det hedder
desuden i beslutningen, at »... producenterne [kunne] takket være denne udførlige
plan for vildledning af kunderne have forklaret rækken af ensartede, regelmæssige
og brancheomspændende prisstigninger inden for kartonsektoren med henvisning
til fænomenet oligopolitisk adfærd (beslutningens punkt 73, stk. 3). Det fremgår
endelig af beslutningens punkt 168, sjette led, at Kommissionen fastlagde det
generelle bødeniveau under hensyn til den omstændighed, at »der blev taget
omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de
hemmelige aftaler (manglen på officielle mødereferater eller dokumentation
vedrørende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat;
tidspunkterne for og rækkefølgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev
iscenesat, således at man var i stand til at hævde, at man blot fulgte efter, osv.).«
- 318.
- Det bemærkes, at Kommissionen på grundlag af de tilvejebragte beviser med føje
har sluttet, at virksomhederne har tilrettelagt tidspunkterne og rækkefølgen for
udsendelse af meddelelser om prisforhøjelser for at søge at skjule
prissamordningen. Denne planlægning fremgår navnlig af redegørelserne fra Stora
(bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 30): »Der fandtes ingen
standardprocedure for, hvem der først skulle annoncere prisforhøjelsen, og hvem
der skulle følge efter. PWG drøftede spørgsmålet og aftalte, hvem der først skulle
annoncere den enkelte prisforhøjelse, samt hvornår de andre førende producenter
skulle annoncere deres prisforhøjelser. Rækkefølgen var ikke den samme hver
gang.« Den omhandlede planlægning bekræftes endvidere af Rena's notat
vedrørende mødet i JMC den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af
klagepunkter). Dokumentet indeholder præcise oplysninger om datoerne for
annoncering af prisforhøjelser i januar 1991 for så vidt angår visse virksomheder
i PWG (Mayr-Melnhof, Feldmühle og Cascades), der nøje stemmer overens med
de datoer, hvor virksomhederne faktisk udsendte deres meddelelser (jf.
beslutningens punkt 87 og 88).
- 319.
- Den omstændighed, at der ikke foreligger officielle mødereferater og næsten ingen
interne notater vedrørende møderne i PWG og JMC, er, når henses til mødernes
antal, varighed og karakteren af drøftelserne, tilstrækkeligt bevis for
Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.
- 320.
- Heraf følger, at de virksomheder, der deltog i disse organers møder, ikke alene
havde kendskab til, at deres adfærd var retsstridig, men ydermere traf
foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Der er derfor med rette, at
Kommissionen har anset disse foranstaltninger som skærpende omstændigheder ved
sin bedømmelse af overtrædelsens grovhed.
- 321.
- Da det af beslutningen fremgår præcis hvilken adfærd fra virksomhedernes side,
der er blevet anset som skærpende omstændigheder, har Kommissionen begrundet
sin opfattelse tilstrækkeligt på dette punkt.
- 322.
- Det følger heraf, at anbringendet ikke kan tiltrædes.
D - Anbringendet om, at ligebehandlingsprincippet var tilsidesat, idet Kommissionen
uden objektiv begrundelse pålagde langt højere bøder end i sin hidtidige praksis
Parternes argumentation
- 323.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at forhøjelsen af den pålagte bøde, sammenholdt
med det bødeniveau, som Kommissionen har anvendt i sin hidtidige
beslutningspraksis, er en ubegrundet forskelsbehandling.
- 324.
- Tilsvarende karteller er blevet pålagt klart mildere sanktioner (jf. f.eks.
Kommissionens beslutning 86/398/EØF af 23. april 1986 vedrørende en procedure
i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s.
1, herefter »polypropylen-beslutningen«).
- 325.
- Det generelle bødeniveau forekommer ligeledes uberettiget i forhold til
Kommissionens beslutning 92/163/EØF af 24. juli 1991 om en procedure i henhold
til EØF-traktatens artikel 86 (IV/31.043 - Tetra Pak II, EFT 1992 L 72, s. 1).
- 326.
- En sammenligning med bødeniveauet i Kommissionens beslutning 94/815/EF af 30.
november 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (Sag
IV/33.126 og 33.322 - Cement, EFT L 343, s. 1) bekræfter ligeledes, at
overtrædelsens grovhed er bedømt forkert.
- 327.
- Ifølge Kommissionen gør der sig særlige omstændigheder gældende i hver enkelt
sag. Ifølge ligebehandlingsprincippet, hvorefter lige forhold skal behandles lige, er
det umuligt at sammenligne de bøder, der er pålagt i nærværende sag, med bøder,
der er pålagt for overtrædelser, som er begået under andre omstændigheder og i
andre perioder. Kommissionen har endvidere anført, at den under alle
omstændigheder har adgang til at forhøje bødeniveauet, hvis det er nødvendigt for
at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907).
Rettens bemærkninger
- 328.
- I medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning
pålægge virksomheder, der forsætligt eller uagtsomt overtræder bestemmelserne
i traktatens artikel 85, stk. 1, bøder på mindst 1 000 og højst 1 000 000 ECU, idet
sidstnævnte beløb dog kan forhøjes til 10% af omsætningen i det sidste regnskabsår
i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtrædelsen. Ved fastsættelsen
af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og dens
varighed. Det fremgår således af Domstolens praksis, at overtrædelsernes grovhedskal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige
omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at
der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som
obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolen kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95
P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 54).
- 329.
- I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle bødeniveau under
hensyn til overtrædelsens varighed (beslutningens punkt 167) samt ud fra følgende
overvejelser (punkt 168):
»- hemmelige aftaler om prisfastsættelse og opdeling af markeder er efter
selve deres beskaffenhed stærkt konkurrencebegrænsende
- kartellet dækkede stort set hele Fællesskabets område
- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der
repræsenterer indtil 2 500 mio. ECU hvert år
- de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, tegner sig for stort set hele
markedet
- kartellet blev drevet i form af et system med regelmæssige,
institutionaliserede møder, som havde til formål at regulere markedet for
karton i EF i de mindste enkeltheder
- der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det
sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen på officielle mødereferater
eller dokumentation vedrørende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet
til ikke at tage referat; tidspunkterne for og rækkefølgen, i hvilken
prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, således at man var i stand
til at hævde, at man blot fulgte efter, osv.)
- kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnåelse af sine mål«.
- 330.
- Retten bemærker endvidere, at det fremgår af Kommissionens svar på et skriftligt
spørgsmål fra Retten, at der blev pålagt bøder, der for »hovedmændene« i
kartellet som udgangspunkt var på 9% af omsætningen på kartonmarkedet i
Fællesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og på 7,5% for
de øvrige virksomheders vedkommende.
- 331.
- Det understreges for det første, at Kommissionen ved fastlæggelsen af det generelle
bødeniveau kan tage hensyn til, at åbenbare overtrædelser af Fællesskabets
konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhøje
bødeniveauet for at forstærke deres forebyggende virkning. Den omstændighed, at
Kommissionen tidligere har pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde
af visse typer overtrædelser, kan ikke berøve den muligheden for at forhøje dette
niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for
at gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. Domstolens dom af
7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion
française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 105-108, og ICI-dommen,
a.st., præmis 385).
- 332.
- Kommissionen har for det andet med rette hævdet, at der som følge af sagens
særlige omstændigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem
det generelle bødeniveau i denne beslutning og det bødeniveau, Kommissionen har
anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i polypropylen-beslutningen, som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan
sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen
er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende
omstændigheder ved fastsættelsen af det generelle bødeniveau. Som Retten har
fastslået ovenfor, må det i øvrigt anses som en særligt skærpende omstændighed
ved denne overtrædelse i forhold til de hidtidige overtrædelser, som Kommissionen
har konstateret, at virksomhederne tog omhyggelige skridt for at skjule
overtrædelsen.
- 333.
- Retten lægger for det tredje vægt på, at overtrædelsen af traktatens artikel 85, stk.
1, var langvarig og åbenbar, uanset den advarsel, der må antages at ligge i
Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen.
- 334.
- Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anført i beslutningens punkt
168, kan begrunde det generelle bødeniveau, som Kommissionen har fastsat. Retten
har ganske vist fastslået, at virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som
Kommissionen har taget i betragtning ved den generelle bødeudmåling, kun delvis
er bevist. Når henses til de ovenfor anførte betragtninger, er dette forhold
imidlertid ikke af væsentlig betydning ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed.
Den omstændighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte
prisforhøjelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsættelsen af
de individuelle faktureringspriser, er i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at såvel
formålet med, som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en
alvorlig konkurrencebegrænsning. Retten, der har fuld prøvelsesret, finder derfor
ikke, at der er grundlag for en nedsættelse af det generelle bødeniveau, som
Kommissionen har fastsat, når henses til de virkninger af overtrædelsen, der er
konstateret.
- 335.
- Kommissionen kan endelig ikke ved fastsættelsen af det generelle bødeniveau i
denne sag anses for at have fraveget sin hidtidige beslutningspraksis i et sådant
omfang, at den skulle have begrundet sin vurdering af overtrædelsens grovhed
nærmere (jf. bl.a. Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des
fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491,
præmis 31).
- 336.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
E - Anbringendet om manglende begrundelse og tilsidesættelse af retten til
kontradiktion ved bødens beregning
Parternes argumenter
- 337.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at det ved en vurdering af, om Kommissionen har
holdt sig inden for de grænser, der følger af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17,
samt af, om den har udøvet sin skønsbeføjelse korrekt og ikke vilkårligt, er
nødvendigt at undersøge, om beslutningen angiver de kriterier, som Kommissionen
har lagt til grund. Ifølge sagsøgeren opfylder beslutningen ikke disse krav, idet den
hverken nævner hvilket regnskabsår, der blev lagt til grund for bødefastsættelsen,
eller hvilken (procent) sats, der blev anvendt ved beregningen af de enkelte bøder.
Sagsøgeren har derfor ikke reelt mulighed for at kontrollere beslutningens
lovlighed, hvilket er en åbenbar tilsidesættelse af retten til kontradiktion.
- 338.
- Kommissionen har henvist til, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 hverken
udtrykkeligt eller stiltiende pålægger den pligt til at give oplysning om den anvendte
beregningsmetode. Endvidere svarer beslutningens begrundelse såvel i henseende
til de omstændigheder, der var afgørende for fastsættelsen af det generelle
bødeniveau, som i henseende til størrelsen af de bøder, der blev pålagt de enkelte
virksomheder, fuldstændig til begrundelsen i lignende beslutninger. Der er ikke
præcedens for, at Kommissionen er forpligtet til nærmere at angive de kriterier,
der er anvendt ved bødeberegningen.
- 339.
- Kommissionen har gjort gældende, at den ikke er forpligtet til at anvende en
bestemt matematisk formel ved bødefastsættelsen, da dette kunne forlede
virksomhederne til på forhånd at beregne de fordele, de kunne opnå ved at
medvirke i et ulovligt kartel. Ifølge Kommissionen råder den over et vist skøn ved
udmålingen af bøderne, da de er et instrument i dens konkurrencepolitik (Rettens
dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II. s. 1165,
præmis 59).
- 340.
- Kommissionen har endelig gjort gældende, at den omstændighed, at et medlem af
Kommissionen under en pressekonference, som en ren orientering, rent vejledende
har givet supplerende oplysninger om bøderne, ikke har indflydelse på dens
beslutning, og at sådanne oplysninger heller ikke er udtryk for, at begrundelsen for
beslutningen er utilstrækkelig.
Rettens bemærkninger
- 341.
- Ifølge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formål
at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at efterprøve beslutningens
lovlighed og at give den berørte de oplysninger, ved hjælp af hvilke det kan fastslås,
om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en sådan fejl, at den
kan anfægtes. Omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den
pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens
dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s.
1799, præmis 51).
- 342.
- Omfanget af begrundelsespligten skal, for så vidt angår en beslutning som den
foreliggende, hvorved flere virksomheder pålægges bøder for en overtrædelse af de
fællesskabsretlige konkurrenceregler, afgøres under hensyn til, at overtrædelsernes
grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens
særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning,
uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som
obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i SPO-sagen, a.st., præmis 54).
- 343.
- Ved udmålingen af de enkelte bøder har Kommissionen et vist skøn, og det kan
derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk
formel (jf. i samme retning Martinelli-sagen, a.st., præmis 59).
- 344.
- De kriterier, der er lagt til grund ved fastsættelsen af det generelle og det
individuelle bødeniveau, fremgår henholdsvis af beslutningens punkt 168 og 169. I
relation til de individuelle bøder har Kommissionen endvidere i beslutningens punkt
170 anført, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's møder, som
udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmænd«, mens de øvrige
virksomheder er blevet anset som »almindelige medlemmer«. I beslutningens punkt
171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora bør pålægges betydeligt mindre
bøder som følge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre
virksomheder, herunder sagsøgeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre
nedsættelse, fordi de i deres svar på meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de
væsentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter støttedes på.
- 345.
- Det fremgår af Kommissionens skriftlige indlæg for Retten samt af dens svar på
et skriftligt spørgsmål fra Retten, at bøderne blev beregnet på grundlag af den
enkelte virksomheds omsætning på Fællesskabets kartonmarked i 1990. Der blev
således pålagt bøder, der for »hovedmændene« i kartellet som udgangspunkt var
på 9% af virksomhedens individuelle omsætning og på 7,5% for de øvrige
virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den
samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for
Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsættelse
med to tredjedele af bødernes pålydende, mens de øvrige virksomheder var
berettigede til en nedsættelse med en tredjedel.
- 346.
- Det fremgår endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som
indeholder oplysninger vedrørende fastsættelsen af de enkelte bøder, at selv om
bøderne ikke er blevet fastsat på grundlag af en strengt matematisk anvendelse af
de ovenfor anførte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved
bødeberegningen.
- 347.
- Det fremgår imidlertid ikke af beslutningen, at bøderne er blevet beregnet på
grundlag af de enkelte virksomheders omsætning på Fællesskabets kartonmarked
i 1990. De grundsatser på henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for
kartellets »hovedmænd« og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgår heller
ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsættelser, som Rena og Stora blev
indrømmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke nævnt.
- 348.
- Det bemærkes herefter for det første, at beslutningens punkt 169-172 indeholder
relevante og tilstrækkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved
bedømmelsen af grovheden og varigheden af den overtrædelse, der er begået af
den enkelte virksomhed, når henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de
faktiske omstændigheder, der gøres gældende mod hver enkelt af beslutningens
adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina
mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, præmis 264).
- 349.
- Når bøderne som i den foreliggende sag udmåles under konsekvent hensyntagen
til visse nærmere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen
give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har
begået fejl ved fastsættelsen af de individuelle bøder, dels om den individuelle bøde
er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den
omstændighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante
kriterier, dvs. den omsætning, der er lagt til grund, referenceåret, den anvendtegrundsats og bødereduktionssatserne, ikke have medført en indirekte
offentliggørelse af den nøjagtige omsætning i de virksomheder, som beslutningen
var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne være overtrådt. Som
Kommissionen selv har anført, er størrelsen af de endelige, individuelle bøder ikke
fremkommet på grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anførte
kriterier.
- 350.
- Kommissionen har i øvrigt under retsmødet vedgået, at der ikke var noget til hinder
for, at den i beslutningen kunne have anført de kriterier, som den konsekvent
havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference,
der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse
bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal
findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfølgende forklaringer fra
Kommissionen ikke kan tillægges betydning, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk
Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, præmis 131, og i samme
retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II,
s. 1439, præmis 136).
- 351.
- Uanset disse betragtninger bemærkes, at begrundelsen for bødeudmålingen i
beslutningens punkt 169-172 er mindst lige så detaljeret som begrundelsen i
tidligere kommissionsbeslutninger vedrørende lignende overtrædelser. Selv om
anbringendet om manglende begrundelse vedrører en ufravigelig retsgrundsætning,
havde Fællesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret
Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de bøder, der pålægges. Først
ved dom af 6. april 1995 (sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s.
1063, præmis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société
metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort
i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten
for første gang, at det ville være ønskeligt, at virksomhederne kunne få et detaljeret
indblik i, hvorledes den bøde, der pålægges dem, er beregnet, således at de kan
tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at være forpligtet til at anlægge sag
ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af Kommissionens beslutning.
- 352.
- Det følger heraf, at når Kommissionen i en beslutning konstaterer, at
konkurrencereglerne er blevet overtrådt, og pålægger de virksomheder, der har
medvirket, bøder, skal den, hvis den ved bødefastsættelsen konsekvent har taget
hensyn til visse grundlæggende omstændigheder, anføre disse i selve beslutningens
tekst, således at beslutningens adressater har mulighed for at efterprøve, om
bødeniveuaet er korrekt og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge
forskelsbehandling.
- 353.
- Under de særlige omstændigheder, der er nævnt i præmis 351, og i betragtning af,
at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlægge alle
relevante oplysninger vedrørende bødeberegningen, kan den omstændighed, at
bødeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i nærværende tilfælde,
ikke anses for en sådan tilsidesættelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde,
at de pålagte bøder annulleres helt eller delvist. Sagsøgeren har endelig ikke
godtgjort, at virksomheden blev afskåret fra at udøve sin ret til kontradiktion.
- 354.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
F - Anbringendet om, at der foreligger dels et fejlskøn fra Kommissionens side, idet
den ikke behørigt tog hensyn til Sarrió's rolle i kartellet og til virksomhedens faktiske
adfærd på markedet, dels en manglende begrundelse i disse henseender
Parternes argumentation
- 355.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget behørigt hensyn
til virksomhedens særlige stilling på markedet og inden for PG Paperboard. Under
henvisning til en nærmere redegørelse for virksomhedens stilling på markedet har
sagsøgeren om sin produktionskapacitet oplyst, at virksomheden kun var
henholdsvis den femte og den fjerde største producent i Vesteuropa i 1990 og 1991
(jf. den i beslutningens punkt 9 anførte undersøgelse), og at sagsøgerens
markedsandel kun var halvt så stor som markedets førende virksomhed. Da
sagsøgeren endvidere havde specialiseret sig i GD-kvaliteter, havde virksomheden
ikke samme fleksibilitet som producenter med en betydelig produktion af såvel GD-kvaliteter som GC-kvaliteter. Virksomheden havde været og er stadig udsat for en
aggressiv konkurrence fra såvel skandinaviske producenter, der drager fordel af en
umiddelbar, integreret adgang til nye fibre, som de tyske og østrigske producenter,
der drager fordel af de nationale lovgivninger om genbrug. For at opveje
konkurrenternes dynamik havde sagsøgeren derfor i 1986 ansøgt om tilladelse til
at deltage i PG Paperboard's møder, hvilket skulle gøre det muligt for
virksomheden at kontrollere de største konkurrenters adfærd.
- 356.
- Kommissionen har ikke fremlagt nogen form for beviser for sagsøgerens faktiske
adfærd og har heller ikke fremført argumenter, der kan gendrive sagsøgerens
argumenter om, at a) virksomhedens faktureringspriser fastsattes uafhængigt og i
samklang med markedsvilkårene; b) at der var betydelige uoverensstemmelser
mellem de annoncerede priser og faktureringspriserne; c) at markedsandelene
varierede betydeligt i den relevante periode, og d) at virksomheden i
overensstemmelse med markedsvilkårene aldrig havde grebet til
produktionsstandsninger. Sagsøgeren har gjort gældende, at virksomheden aldrig
tog initiativ til at begrænse konkurrenternes handlefrihed. Det eneste bevis for en
sådan adfærd skulle findes i en privat skriftveksling mellem to
bestyrelsesmedlemmer i konkurrerende virksomheder. Notatet har imidlertid
generel karakter og angår en adfærd, som kun hævdes udvist af sagsøgeren (bilag
109 til meddelelsen af klagepunkter).
- 357.
- Ifølge sagsøgeren ville en undersøgelse af virksomhedens faktiske adfærd have vist,
at denne ikke stemte med det påståede kartel, hvorfor Kommissionen burde have
bedømt sagsøgerens sitaution betydeligt mere positivt ved udmålingen af bøden.
Det notat, der blev fundet hos FS-Karton, og som Kommissionen har henvist til
som bevis for, at sagsøgeren faktisk gennemførte aftalen, vedrører på ingen måde
virksomhedens faktiske adfærd på markedet, men viser blot, at den deltog i en
samordning af de annoncerede priser.
- 358.
- Beslutningen lider endelig af en begrundelsesmangel, idet Kommissionen undlod
at tage hensyn til visse væsentlige oplysninger fra sagsøgeren vedrørende
virksomhedens rolle i PG Paperboard og dens adfærd på markedet, uden at
begrunde dette.
- 359.
- Kommissionen har gjort gældende, at den i beslutningens punkt 169 har taget
hensyn til såvel den enkelte virksomheds rolle i de hemmelige aftaler, som til
sagsøgerens faktiske adfærd. Beslutningen er i denne henseende behørigt
begrundet.
Rettens bemærkninger
- 360.
- Det fremgår af Rettens bemærkninger til de anbringender, som sagsøgeren har
påberåbt sig til støtte for sin påstand om hel eller delvis annullation af
beslutningens artikel 1, at Kommissionen har bevist karakteren af PWG's opgaver
som anført i beslutningen.
- 361.
- Kommissionen har således med føje kunnet lægge til grund, at de virksomheder,
herunder sagsøgeren, der deltog i organets møder, måtte anses for »hovedmænd«
i den konstaterede overtrædelse, og at de derfor måtte bære et særligt ansvar (jf.
beslutningens punkt 170, stk. 1). Sagsøgerens forklaring om, at virksomheden kun
havde deltaget i PWG's møder for at få oplysninger, på grundlag af hvilke den
kunne kontrollere sine førende konkurrenters adfærd, bekræfter blot, at
deltagelsens formål hovedsageligt var konkurrencebegrænsende.
- 362.
- Sagsøgeren har på ingen måde påvist, at virksomheden skulle have haft en særlig
passiv rolle i PG Paperboard's organer, eller at virksomhedens faktiske adfærd på
markedet altid blev fastlagt uafhængigt.
- 363.
- Det er i denne henseende ubestridt, at virksomheden faktisk deltog i samordnede
prisinitiativer ved at annoncere de aftalte prisforhøjelser på markedet. Som
Kommissionen med rette har anført, fremgår det af bilag 109 til meddelelsen af
klagepunkter (jf. præmis 55), at sagsøgeren havde opfordret andre producenter til
at overholde de aftalte prisforhøjelser. For så vidt angår sagsøgerens faktiske
adfærd i prisspørgsmål, er der ikke grundlag for at antage, at virksomhedens
faktureringspriser har været mærkbart lavere end de priser, de andre producenter,
der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, anvendte.
- 364.
- Med hensyn til sagsøgerens argumenter om, at virksomhedens markedsandele i den
i beslutningen fastlagte overtrædelsesperiode varierede, er det tilstrækkeligt at
bemærke, at sagsøgeren har gjort gældende, at disse ændringer skyldtes, at en
række producenter havde forhøjet deres produktionskapacitet for at tilfredsstille
den store stigning i efterspørgslen indtil 1990. Selv om det er korrekt, at sagsøgeren
ikke forhøjede sin produktionskapacitet forud for erhvervelsen af Prat Carton i
februar 1991, kan ændringer i virksomhedens markedsandele under disse
omstændigheder ikke anses for en formildende omstændighed ved dens retsstridige
adfærd.
- 365.
- Det var endvidere først i løbet af 1990, at virksomhederne som følge af de ændrede
markedsvilkår så sig nødsaget til at indføre faktiske produktionsstandsninger, og det
fremgår direkte af beslutningen, at der kun fandtes et »løst system i form af
henstillinger« (jf. præmis 96 og 151). Da sagsøgeren havde deltaget i møder,
hvorunder spørgsmålet om produktionsstandsninger blev drøftet, uden at
virksomheden offentligt tog afstand herfra, finder Retten, at selv om det lægges til
grund, at sagsøgeren ikke i den periode, beslutningen omfatter, har gennemført
produktionsstandsninger, kan dette ikke anses som bevis for, at sagsøgerens
individuelle adfærd modvirkede de konkurrencebegrænsende virkninger af den
konstaterede overtrædelse.
- 366.
- Det bemærkes endelig, at beslutningen samlet betragtet indeholder en tilstrækkelig
begrundelse for Kommissionens vurdering af sagsøgerens betydning for den
konstaterede overtrædelse og af virksomhedens adfærd på markedet.
- 367.
- Dette anbringende kan derfor heller ikke tiltrædes.
G - Anbringendet om, at Kommissionen burde have taget hensyn til visse formildende
omstændigheder
Parternes argumenter
- 368.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om der måtte være grundlag for at antage,
at kartellet generelt har påvirket markedsvilkårene, burde Kommissionen ved sin
vurdering af sagsøgerens situation i det mindste have taget hensyn til en række
formildende omstændigheder, der beviste, at kartellet slet ikke havde påvirket det
relevante udsnit af markedet, eller kun påvirket det ubetydeligt.
- 369.
- Ifølge sagsøgeren burde Kommissionen for det første have taget hensyn til, at de
faktureringspriser, som sagsøgeren fra 1986 til 1992 opnåede på det italienske
marked, hvor sagsøgeren havde sin største afsætning, til stadighed havde fulgt
udviklingen i industriprisindekset. For det andet burde den have taget hensyn til,
hvor nemt andre produkter, som f.eks. alle plastikderivater, kan substituere karton,
hvilket ifølge sagsøgeren indebærer, at enhver form for »udnyttelse« af markedet
er udelukket eller stærkt begrænset. For det tredje burde Kommissionen have taget
hensyn til, at markedsandelen for GD-kvaliteter i den pågældende periode i vidt
omfang veg for GC-kvaliteter. Når endvidere henses til svækkelsen i sagsøgerens
markedsandele og omfanget af prisforhøjelserne i Italien, der var mindre end
prisforhøjelserne på de øvrige europæiske markeder, må det konkluderes, at
kartellet ikke var en succes for sagsøgeren.
- 370.
- Kommissionen har henvist til, at der skal tages hensyn til kartellets påvirkning af
markedet i sin helhed, og at kartellet under denne synsvinkel faktisk havde stor
succes. Ingen af de forhold, som sagsøgeren har henvist til, kan anses for en
formildende omstændighed, der kan begrunde en nedsættelse af bøden.
Rettens bemærkninger
- 371.
- Retten har allerede gennemgået spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde
bedømt overtrædelsens virkninger på markedet korrekt (jf. præmis 295 ff.), samt
om sagsøgerens adfærd på markedet ved udmålingen af bøden skulle have været
tillagt betydning som formildende omstændighed (jf. præmis 360 ff.).
- 372.
- Henset til Rettens konstateringer herom kan sagsøgerens argumentation
vedrørende dette anbringende ikke tages til følge.
- 373.
- Da det ulovlige samarbejde om priser omfattede såvel GC-kvaliteter som GD-kvaliteter, og da der ikke er grundlag for at antage, at sagsøgerens individuelle
adfærd har bidraget til at modvirke overtrædelsens konkurrencebegrænsende
virkninger, er det med føje, at Kommissionen ved fastsættelsen af den bøde, der
blev pålagt sagsøgeren, undlod at tage hensyn til den afmatning, der indtrådte for
GD-kvaliteter til fordel for GC-kvaliteter. Sagsøgeren har endvidere ikke bevist, at
der var en sammenhæng mellem overtrædelsen og udviklingen i markedsandele for
de forskellige kartonkvaliteter.
- 374.
- Selv om det antages, at forhøjelserne af faktureringspriserne på det italienske
marked, der var sagsøgerens betydeligste afsætningskanal, skulle have været mindre
end de forhøjelser, der blev konstateret på andre markeder i Fællesskabet, er det
tilstrækkeligt at bemærke, at det ulovlige samarbejde om priser, som sagsøgeren
deltog i, angik næsten hele Fællesskabets område, og at virksomheden annoncerede
de aftalte prisforhøjelser på alle de største europæiske markeder (jf. tabel B-G, der
er bilagt beslutningen).
- 375.
- Den omstændighed, at karton og andre produkter eventuelt i vidt omfang er
substituerbare, kan ikke ændre Rettens konstateringer med hensyn til virkningerne
af det ulovlige samarbejde om priser (jf. præmis 295 ff.).
- 376.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
H - Anbringendet om, at bødeberegningen vedrørende Sarrió er behæftet med en
materiel fejl
Parternes argumenter
- 377.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har begået en materiel fejl ved
bødens beregning. Kommissionen havde anvendt omsætningen for 1990, der blev
meddelt i august 1991, som svar på en begæring om oplysninger i henhold til artikel
11 i forordning nr. 17, uanset at den burde have beregnet bøden på grundlag af den
korrigerede og reviderede omsætning, der i 1993 blev fremsendt som bilag til
sagsøgerens svar på meddelelsen af klagepunkter.
- 378.
- Herved begik Kommissionen ikke alene en materiel fejl ved beregningen af den
bøde, der blev pålagt Sarrió, men tilsidesatte ligeledes ligebehandlingsprincippet,
idet de bøder, der blev pålagt de andre adressater for beslutningen, blev beregnet
på rigtigt grundlag. Kommissionen har ligeledes tilsidesat Sarrió's ret til
kontradiktion ved at beregne bøden på grundlag af en omsætning, der var blevet
oplyst, inden Sarrió havde grund til at påregne en bøde, og idet Kommissionen så
bort fra de reviderede tal, der senere blev meddelt.
- 379.
- Kommissionen har heroverfor anført, at den netop har lagt den omsætning til
grund, den fik meddelt som svar på en begæring om oplysninger i henhold til
artikel 11 i forordning nr. 17, for at undgå enhver form for indsigelser, samt at den
ikke forstår, hvorfor den omsætning, der blev meddelt inden meddelelsen af
klagepunkter skulle være forkert, mens den omsætning, der blev fremsendt efter
meddelelsen af klagepunkter, skulle være korrekt.
Rettens bemærkninger
- 380.
- Henset til sagens akter har Kommissionen ikke begået en fejl ved at lægge den af
sagsøgeren i august 1991 oplyste omsætning for 1990 til grund som
beregningsgrundlag for bøden i stedet for den korrigerede omsætning, som blev
meddelt i maj 1993. En virksomhed, som under den administrative procedure for
Kommissionen berigtiger oplysninger om størrelsen af den omsætning, der tidligere
er blevet meddelt til Kommissionen som svar på dennes begæring om oplysninger,
skal detaljeret redegøre for, hvorfor de oprindeligt fremsendte oplysninger ikke kan
lægges til grund under den resterende del af proceduren.
- 381.
- Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. I sit svar på meddelelsen
af klagepunkter har sagsøgeren alene anført, at omsætningen for 1990 var blevet
korrigeret ved fradrag af beløb, der vedrørte koncerninterne transaktioner, salg af
produkter, der ikke var omfattet af Kommissionen undersøgelse (kasser og
råkarton), reklamationer, mængderabat, usolgte varer og kundebonus, men
berigtigelsen støttedes ikke af detaljerede talmæssige oplysninger. Den korrigerede
omsætning var endvidere ikke revideret af en revisor, idet sagsøgeren under
retsmødet bekræftede, at virksomhedens påstand herom ikke var korrekt. Det kan
derfor ikke anfægtes, at Kommissionen undlod at tage hensyn til den korrigerede
omsætning og beregnede bøden på grundlag af den omsætning, der oprindeligt var
meddelt.
- 382.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
I - Anbringendet om, at bødeberegningen var behæftet med en metodefejl
Parternes argumenter
- 383.
- Sagsøgeren har anført, at bødebeløbet fremkom ved, at Kommissionen først
omregnede omsætningen i referenceregnskabsåret, dvs. 1990, til ecu, på grundlag
af en gennemsnitskurs for dette år, og derefter fastsatte bøden på grundlag af den
forudfastsatte procentsats, der for sagsøgeren androg 6%. Ved at følge denne
fremgangsmåde undlod Kommissionen at tage hensyn til valutaudsving, idet både
den spanske peseta og den italienske lire siden 1990 er blevet kraftigt devalueret
i forhold til ecuen og andre europæiske valutaer. Sagsøgeren hævder således, at
virksomheden i dag skal betale et beløb på ca. 2 452 mio. PTA for at indfri bøden.
En bøde på 6% af den reviderede omsætning (27 256 PTA) inden for
kartonbranchen i Fællesskabet i 1990 ville have andraget ca. 1 635 mio PTA. Den
bøde, der faktisk blev pålagt, svarer således til en yderligere finansiel byrde på 817
mio. PTA. Ifølge sagsøgeren er forholdet det, at bødebeløbet reelt svarer til ca. 9%
af omsætningen i 1990, såfremt man benytter den valutakurs, der var gældende, da
beslutningen blev offentliggjort. Det må derfor antages, at Kommissionen enten
ikke har taget hensyn til den nedsættelse på en tredjedel, som den imidlertid havde
indrømmet, eller at bøden, inden fradrag af nedsættelsen, svarer til ca. 13,4% af
omsætningen i referenceåret, hvilket overstiger den lovhjemlede grænse på 10%
af omsætningen ifølge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.
- 384.
- Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at bødesatsen (i procent) skal være udtryk
for Kommissionens konklusion med hensyn til beløbet, og dermed bødens
betydning i forhold til virksomhedens omsætning. Det følger imidlertid heraf, at
bøden skal fastsættes på grundlag af et skøn over overtrædelsens grovhed, samt at
faktorer som valutaudsving, der ikke vedrører overtrædelsen, og som ikke kan
lastes overtrædelsens ophavsmand, ikke skal kunne påvirke bødens størrelse.
Sagsøgeren har henvist til generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgørelse
i Musique Diffusion française-dommen (Sml. s. 1914), hvorefter der ved udmålingen
af bøden skal tages hensyn til den seneste omsætning, der er det bedste udtryk for
virksomhedens situation.
- 385.
- Ifølge sagsøgeren bekræftes antagelsen om, at bødens størrelse ikke bør påvirkes
af valutakursudsving, af Domstolens dom af 9. marts 1977 (forenede sager 41/73,
43/73 og 44/73 - Fortolkning, Société anonyme générale sucrère m.fl. mod
Kommissionen, Sml. s. 445, præmis 12-17). Sagsøgeren har i relation til den anførte
dom i replikken bestridt Kommissionens antagelse af, at omregning til national
valuta ikke havde været nødvendig, såfremt den regningsenhed (herefter »RE«),
der dengang var tale om, havde været et betalingsmiddel.
- 386.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at beslutningen ligeledes indebærer en uberettiget
forskelsbehandling, idet valutaudsvingene fuldstændig ændrer forholdet mellem de
enkelte bøder. Det understreges, at pesetaen fra 1990 til 1994 er blevet devalueret
med 22% i forhold til ecuen, mens de østrigske, tyske og nederlandske valutaer i
samme periode er blevet revalueret med ca. 7,5% i forhold til ecuen. Sagsøgeren
er således uden objektiv begrundelse blevet pålagt en bøde, der påfører
virksomheden ca. 30% større udgifter end de bøder, der er blevet pålagt de øvrige
virksomheder, navnlig de tyske.
- 387.
- Sagsøgeren konkluderer, at det ikke er påkrævet, at Kommissionen angiver
bødebeløbet i ecu, og at den kunne have angivet det i national valuta for at undgå
uberettiget forskelsbehandling. Selv om det antages, at Kommissionen havde
adgang til at angive bødebeløbet i ecu, skulle den i det mindste havde anvendt en
omregningskurs, der ville sikre en ligebehandling, dvs. den valutakurs, der gjaldt på
det tidspunkt, da bøden blev pålagt (datoen for beslutningens offentliggørelse eller
meddelelse).
- 388.
- Kommissionen har henvist til, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 giver den
hjemmel til at pålægge bøder, der kan forhøjes til 10% af omsætningen i det sidste
regnskabsår i hver af de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen. Denne sats
på 10% af den samlede omsætning er bødemaksimum (Domstolens dom af
8.2.1990, sag C-279/87, Tipp-Ex mod Kommissionen, Sml. I, s. 261, summarisk
offentliggørelse, præmis 38 ff.). Da Kommissionen fastsatte bøden på grundlag af
regnskabsåret 1990, der var det sidste hele regnskabsår, hvor kartellet var aktivt,
og da omsætningen for samtlige virksomheder blev omregnet til ecu på grundlag
af en gennemsnitskurs for dette år, handlede den inden for de grænser, der er
fastsat ved forordning nr. 17.
- 389.
- Det er netop for at undgå enhver form for forskelsbehandling mellem adressaterne
som følge af udsving i de forskellige medlemsstaters nationale valutaer, at der
foretages omregning til ecu på grundlag af valutakursen for referenceåret, hvilket
giver den faktiske omsætning i ecu. Dommen i Société anonyme générale sucrière-sagen støtter ikke sagsøgerens antagelse. Det fremgår klart af dommen, at den kun
vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det kunne kræves, at bøden blev angivet i
national valuta, da RE ikke var et betalingsmiddel.
- 390.
- For så vidt angår den omstændighed, at den anvendte metode skulle have
diskriminerende virkninger, har Kommissionen understreget, at risikoen for
valutaudsving er uadskilleligt forbundet med international forretning og samhandel.
Dette element kan ikke elimineres og vil under alle omstændigheder komme til
udtryk i bødens størrelse på betalingstidspunktet. Men netop ved at omregne
omsætningen til ecu, udelukker man bedst enhver risiko for forskelsbehandling. På
denne måde beregnes bøden i »reelle« størrelser. Såfremt bøden blev fastsat i
national valuta, ville den udelukkende være nominel, hvilket, som sagsøgerens
beregninger også viser, ville favorisere virksomheder, hvis omsætning opgøres i
svage valutaer. Kommissionen har endvidere anført, at kursen for ecu fastsættes på
grundlag af de enkelte nationale valutaer, og da adressaterne for beslutningen
driver virksomhed i forskellige medlemsstater og i forskellige nationale valutaer, er
omregningen til ecu udtryk for en faktisk anvendelse af ligebehandlingsprincippet.
- 391.
- Til sagsøgerens argument om, at Kommissionen i det mindste skulle have anvendt
valutakursen på det tidspunkt, hvor bøden blev pålagt, har Kommissionen anført,
at den reelle værdi af omsætningen i referenceåret fremkommer ved anvendelse
af den dagældende kurs, og ikke den senere kurs, der gjaldt, da beslutningen blev
vedtaget.
Rettens bemærkninger
- 392.
- Det bestemmes i beslutningens artikel 4, at bøderne skal betales i ecu.
- 393.
- Det bemærkes, at der intet er til hinder for, at Kommissionen udtrykker bøden i
den monetære enhed ecu, der er konvertibel til national valuta. Dette giver i øvrigt
virksomhederne mulighed for lettere at sammenligne de pålagte bøder. Muligheden
for at omveksle ecu til national valuta adskiller denne monetære enhed fra de
»regningsenheder«, der er nævnt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, hvorom
Domstolen udtrykkeligt har fastslået, at da den ikke var et betalingsmiddel, skulle
bøden nødvendigvis fastsættes i national valuta (Société anonyme générale sucrière-dommen, a.st., præmis 15).
- 394.
- I det omfang sagsøgerens kritik er rettet mod lovligheden af Kommissionens
metode, hvorefter virksomhedernes omsætning i referenceåret omregnedes til ecu
på grundlag af en gennemsnitskurs for samme år (1990), kan den ikke tiltrædes.
- 395.
- Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de
bøder, der skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse,
efter en og samme metode (jf. Musique Diffusion française-dommen, a.st., præmis
122).
- 396.
- En sammenligning mellem de omsætninger, der er blev meddelt udtrykt i
virksomhedernes nationale valutaer, forudsætter, at Kommissionen omregner
omsætningerne til en og samme monetære enhed. Da ecuens værdi fastsættes på
grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne, har Kommissionen med
rette omregnet de enkelte virksomheders omsætning til ecu.
- 397.
- Det er ligeledes med rette, at Kommissionen har baseret sig på omsætningen i
referenceåret (1990), samt at den har omregnet omsætningen til ecu på grundlag
af de gennemsnitlige valutakurser for dette år. Dels har Kommissionens
hensyntagen til de enkelte virksomheders omsætning i referenceåret, dvs. det
seneste hele år i overtrædelsesperioden, givet den mulighed for at bedømme såvel
de enkelte virksomheders størrelse og økonomiske betydning, som omfanget af
overtrædelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstændigheder
ved vurderingen af grovheden af den overtrædelse, den enkelte virksomhed har
begået (jf. Musique Diffusion française-dommen, a.st., præmis 120 og 121). Dels
giver omregning af omsætningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige
valutakurser i referenceåret Kommissionen mulighed for at undgå, at eventuelle
valutaudsving i tiden efter, at overtrædelsen er ophørt, påvirker bedømmelsen af
virksomhedernes relative størrelse og økonomiske magt såvel som omfanget af den
overtrædelse, hver enkelt virksomhed har begået, og dermed af overtrædelsens
grovhed. Bedømmelsen af overtrædelsens grovhed skal nemlig ske på grundlag af
den økonomiske situation, som den var på det tidspunkt, da overtrædelsen blev
begået.
- 398.
- Argumentet om, at omsætningen i referenceåret skulle have været omregnet til ecu
på grundlag af valutakursen den dag, hvor beslutningen blev vedtaget, kan derfor
ikke tiltrædes. En bødeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i
referenceåret, giver mulighed for at udelukke de tilfældige virkninger som følger
af ændringer i de nationale valutaers reelle værdi, der kan forekomme, og som
faktisk er forekommet i den foreliggende sag, i tiden mellem referenceåret og det
år, hvor blev beslutningen vedtaget. Selv om denne metode kan indebære, at det
beløb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger
højere eller lavere end det beløb, den skulle have betalt, såfremt valutakursen på
datoen for beslutningens vedtagelse fandt anvendt, er dette kun en logisk følge af
ændringer i de forskellige nationale valutaers reelle værdi.
- 399.
- Det bemærkes endvidere, at flere af adressaterne for beslutningen har
kartonfabrikker i mere end ét land (jf. beslutningens punkt 7, 8 og 11).
Beslutningens adressater driver ligeledes almindeligvis virksomhed i mere end én
medlemsstat gennem lokale repræsentationer. De arbejder således i en række
nationale valutaer. En betydelig del af sagsøgerens egen omsætning stammer
således fra eksportmarkeder. Når en beslutning som den omtvistede pålægger
sanktioner i anledning af en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og når
beslutningens adressater almindeligvis driver virksomhed i flere medlemsstater,
udgør omsætningen i referenceåret, når den er omregnet til ecu på grundlag af en
gennemsnitskurs for samme år, summen af omsætningen i hvert af de lande, hvor
virksomheden har aktiviteter. Den tager således netop hensyn til de pågældende
virksomheders reelle økonomiske situation i referenceåret.
- 400.
- Det skal endelig undersøges, om den øvre grænse ifølge artikel 15, stk. 2, i
forordning nr. 17, dvs. »10% af omsætningen i det sidste regnskabsår«, er blevet
overskredet som følge af valutaudsving i tiden efter referenceårets udløb, som
hævdet af sagsøgeren.
- 401.
- Det fremgår af Domstolens praksis, at den procentsats, der er nævnt i
bestemmelsen, vedrører virksomhedens samlede omsætning (Musique Diffusion
française-dommen, a.st., præmis 119).
- 402.
- »Det sidste regnskabsår« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 15, stk.
2, i forordning nr. 17, betyder det regnskabsår, der går forud for datoen for
beslutningen, hvilket i den konkrete sag vil det sige sidste hele regnskabsår forud
for den 13. juli 1994 i hver af virksomhederne.
- 403.
- På grundlag af, hvad sagsøgeren har oplyst som svar på et skriftligt spørgsmål fra
Retten, må det herefter fastslås, at bødebeløbet, omregnet til national valuta på
grundlag af den valutakurs, der var gældende på det tidspunkt, da beslutningen blev
offentliggjort, ikke overstiger 10% af sagsøgerens samlede omsætning i 1993.
- 404.
- Dette anbringende kan derfor ikke tiltrædes.
J - Anbringendet om, dels at den del af bøden, der vedrører Prat Carton's
overtrædelse, er beregnet forkert, dels at der mangler begrundelse på dette punkt
Parternes argumenter
- 405.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har beregnet den del af bøden,
der vedrører den overtrædelse, der angiveligt er begået af Prat Carton, forkert, idet
den har lagt samme procentsats af omsætningen til grund som for sagsøgeren, dvs.
9%, nedsat med en tredjedel som følge af virksomhedens samarbejde under sagens
oplysning. Prat Carton's begrænsede deltagelse i JMC's møder fra juni 1990 til
marts 1991 og den omstændighed, at den ikke var en af »hovedmændene«, burde
føre til, at bøden nedsættes.
- 406.
- Sagsøgeren har endvidere henvist til den fuldkomne mangel på gennemskuelighed
og til, at der mangler begrundelse med hensyn til beregningen af den del af bøden,
der vedrører Prat Carton's overtrædelse.
- 407.
- Kommissionen har henvist til, at sagsøgeren, der, som det fremgår af beslutningens
punkt 154, erhvervede Prat Carton i februar 1991, er ansvarlig for dennes
konkurrencebegrænsende adfærd i hele perioden for dens deltagelse i kartellet. Da
sagsøgeren i henhold til beslutningen alene er blevet pålagt én bøde, der er
beregnet på grundlag af virksomhedens samlede omsætning inden for
kartonsektoren, hvilket inkluderer omsætningen i Prat Carton, har Prat Carton's
adfærd derfor ikke givet anledning til en særskilt bøde. Ifølge Kommissionen
imødegås sagsøgerens argument derfor af den omstændighed, at det udelukkende
er sagsøgeren, der er blevet pålagt en bøde.
- 408.
- Ifølge Kommissionen bør alle indsigelser om manglende gennemskuelighed eller
om, at beslutningens begrundelse på dette punkt er usammenhængende, derfor
forkastes.
Rettens bemærkninger
- 409.
- Det fremgår af Kommissionen forklaringer, at den bøde, der er pålagt sagsøgeren,
svarer til 6% af omsætningen i 1990 for henholdsvis sagsøgeren og Prat Carton
(nemlig en bødesats på 9% til »hovedmændene«, nedsat med en tredjedel som
følge af sagsøgerens samarbejdsvilje). Selv om det i så tilfælde havde været
ønskeligt, om beslutningen havde indeholdt en klarere begrundelse for den
anvendte beregningsmetode, må sagsøgerens argument om, at traktatens artikel 190
er overtrådt, af de allerede anførte grunde (jf. præmis 351, 352 og 353) forkastes.
- 410.
- Det bemærkes endvidere (jf. præmis 250), at Kommissionen har bevist, at Prat
Carton deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om
produktionsstandsninger i perioden fra juni 1990 til februar 1991. Derimod lægger
Retten til grund, at Kommissionen hverken har ført tilstrækkeligt bevis for, at Prat
Carton deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele i samme periode, eller
at virksomheden fra midten af 1986 til juni 1990 skulle have deltaget i nogen del
af den overtrædelse, der er beskrevet i beslutningens artikel 1.
- 411.
- Når henses til, at Prat Carton kun deltog i enkelte elementer af overtrædelsen og
i et mere begrænset tidsrum end det, Kommissionen har lagt til grund, er der
grundlag for at nedsætte den bøde, der er pålagt sagsøgeren.
- 412.
- Da ingen af de øvrige anbringender, som sagsøgeren har gjort gældende, kan
begrunde, at bøden nedsættes, finder Retten, der har fuld prøvelsesret, at bøden
bør fastsættes til 14 000 000 ECU.
Sagens omkostninger
- 413.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens
omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis
hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da
sagsøgeren kun til dels har fået medhold, finder Retten under hensyn til sagens
omstændigheder, at sagsøgeren bør bære sine egne omkostninger og halvdelen af
Kommissionens, og at Kommissionen bør bære den anden halvdel af sine egne
omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET (Tredje Udvidede Afdeling)
1) Artikel 2, stk. 1-4, i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994
om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 -
karton) annulleres i forhold til sagsøgeren, med undtagelse af følgende
passager:
»De i artikel 1 nævnte virksomheder skal øjeblikkeligt bringe den
omhandlede overtrædelse til ophør, såfremt dette ikke allerede er sket. De
skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen
afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan
have samme eller tilsvarende formål eller virkning, herunder enhver form
for udveksling af forretningsmæssige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre
individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger,
kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller
markedsføringsplaner.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgår,
som f.eks Fides-systemet eller dets efterfølger, skal være udformet på en
sådan måde, at den udelukker enhver form for oplysninger, på grundlag af
hvilke individuelle producenters adfærd kan identificeres«.
2) Den bøde, der er pålagt sagsøgeren ved artikel 3 i beslutning nr. 94/601,
fastsættes til 14 000 000 ECU.
3) I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
4) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens.
5) Kommissionen bærer halvdelen af sine egne omkostninger.
VesterdorfBriët
Lindh
Potocki Cooke
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. maj 1998.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Afdelingsformand
Indhold
Sagens faktiske omstændigheder
II - 2
Retsforhandlinger
II - 6
Parternes påstande
II - 7
Påstanden om annullation af beslutningen
II - 7
A - Anbringendet om tilsidesættelse af retten til kontradiktion
II - 7
Parternes argumenter
II - 7
Rettens bemærkninger
II - 8
B - Realiteten
II - 9
Anbringendet om, at faktureringspriserne ikke var genstand for samordning, og om
at begrundelseskravene var tilsidesat
II - 9
Parternes argumentation
II - 9
Rettens bemærkninger
II - 10
Anbringendet om, at der ikke var tale om deltagelse i et kartel med henblik på
fastfrysning af markedsandele og kontrol med udbuddet
II - 12
Parternes argumentation
II - 12
Rettens bemærkninger
II - 15
1. Eksistensen af en samordning med hensyn til fastfrysning afmarkedsandele og kontrol med udbuddet
II - 15
2. Sagsøgeren faktiske adfærd
II - 21
Anbringendet om fejl fra Kommissionens side med hensyn til prissamordningens
varighed
II - 21
Parternes argumenter
II - 21
Rettens bemærkninger
II - 22
Anbringendet om, at Kommissionen begik en fejl med hensyn til varigheden af det
ulovlige samarbejde om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med
udbuddet
II - 25
Parternes argumentation
II - 25
Rettens bemærkninger
II - 26
Anbringendet om, at Kommissionens vurdering af Fides-informationsudvekslingssystemet var forkert
II - 27
Anbringendet om at Kommissionen har begået en fejl ved at antage, at der var tale
om en enkelt, samlet overtrædelse, som Sarrió i det hele var ansvarlig for
II - 28
Parternes argumenter
II - 28
Rettens bemærkninger
II - 29
Anbringendet om, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til situationen på det
spanske marked
II - 31
Anbringendet om, at Prat Carton ikke medvirkede i overtrædelsen
II - 32
Parternes argumenter
II - 32
Rettens bemærkninger
II - 33
1. Perioden fra midten af 1986 til juni 1990
II - 34
2. Perioden fra juni 1990 til februar 1991
II - 40
3. Rettens konklusion vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Prat Carton
deltog i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, inden
virksomheden blev overtaget af sagsøgeren i februar 1991
II - 47
Påstanden om annullation af beslutningens artikel 2
II - 47
Parternes argumentation
II - 47
Rettens bemærkninger
II - 49
Påstanden om, at bøden annulleres eller nedsættes
II - 53
A - Anbringendet om, at der skal ske nedsættelse af bøden, fordi overtrædelsen og dens
varighed er defineret forkert
II - 53
B - Anbringendet om, dels at Kommissionens antagelse af, at »kartellet var meget
succesfuldt med hensyn til opnåelse af sine mål« beroede på et fejlskøn, dels at den
ikke har opfyldt sin begrundelsespligt på dette punkt
II - 54
Parternes argumentation
II - 54
Rettens bemærkninger
II - 55
C - Anbringendet om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anse kartellets
hemmeligholdelse for en skærpende omstændighed, samt om begrundelsesmangler
i denne henseende
II - 59
Parternes argumentation
II - 59
Rettens bemærkninger
II - 59
D - Anbringendet om, at ligebehandlingsprincippet var tilsidesat, idet Kommissionen uden
objektiv begrundelse pålagde langt højere bøder end i sin hidtidige praksis
II - 60
Parternes argumentation
II - 61
Rettens bemærkninger
II - 61
E - Anbringendet om manglende begrundelse og tilsidesættelse af retten til kontradiktion
ved bødens beregning
II - 63
Parternes argumenter
II - 63
Rettens bemærkninger
II - 64
F - Anbringendet om, at der foreligger dels et fejlskøn fra Kommissionens side, idet den
ikke behørigt tog hensyn til Sarrió's rolle i kartellet og til virksomhedens faktiske
adfærd på markedet, dels en manglende begrundelse i disse henseender
II - 67
Parternes argumentation
II - 67
Rettens bemærkninger
II - 68
G - Anbringendet om, at Kommissionen burde have taget hensyn til visse formildende
omstændigheder
II - 69
Parternes argumenter
II - 69
Rettens bemærkninger
II - 70
H - Anbringendet om, at bødeberegningen vedrørende Sarrió er behæftet med en materiel
fejl
II - 71
Parternes argumenter
II - 71
Rettens bemærkninger
II - 71
I - Anbringendet om, at bødeberegningen var behæftet med en metodefejl
II - 72
Parternes argumenter
II - 72
Rettens bemærkninger
II - 74
J - Anbringendet om, dels at den del af bøden, der vedrører Prat Carton's overtrædelse, er
beregnet forkert, dels at der mangler begrundelse på dette punkt
II - 76
Parternes argumenter
II - 76
Rettens bemærkninger
II - 77
Sagens omkostninger
II - 77