Forenede sager T-425/07 og T-426/07

Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o.o.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om 100 og 300 som EF-figurmærker – erklæring om beskyttelsens udstrækning – artikel 38, stk. 2, i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 37, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009) – manglende fornødent særpræg«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – registreringsprocedure – undersøgelse af ansøgningen – varemærke, som omfatter en bestanddel, der mangler fornødent særpræg – Harmoniseringskontorets mulighed for at kræve en erklæring vedrørende denne del

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 38, stk. 2)

2.      EF-varemærker – registreringsprocedure – undersøgelse af ansøgningen – varemærke, som omfatter en bestanddel, der mangler fornødent særpræg – Harmoniseringskontorets mulighed for at kræve en erklæring vedrørende denne del

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 38, stk. 2)

1.      Hvad angår figurmærkerne, der er sammensat dels af talbestanddelene 100 og 300, dels af figurative bestanddele, såsom farverne, rammerne, båndene og den anvendte skrifttype, for hvilke der er ansøgt om EF-varemærkeregistrering for »plakater, albummer, pjecer, blade, blanketter, tryksager, aviser, kalendere, krydsordsopgaver, rebusser« og »manipuleringspuslespil, gåder og puslespil« omfattet af henholdsvis klasse 16 og 28 i henhold til Nicearrangementet, har Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) muligheden for at kræve som betingelse for registrering, at ansøgeren erklærer ikke at ville påberåbe sig eneretten til talbestanddelene.

Tallene 100 og 300 henviser til noget kvantitativt og vil af den gennemsnitlige forbruger i hele Det Europæiske Fællesskab umiddelbart og uden yderligere overvejelse blive opfattet som en beskrivelse af de pågældende produkters egenskaber, især om antallet af plakater i et oplag, antallet af sider i en publikation eller antallet af brikker i et puslespil og i relation til gåder, hvor tallet beskriver sværhedsgraden. Disse egenskaber er afgørende for købsbeslutningen. Derfor vil den relevante kundekreds opfatte sådanne numeriske bestanddele som oplysninger om de pågældende produkter og ikke som en oplysning om produkternes oprindelse.

For så vidt angår den bestående tvivl om omfanget af beskyttelsen er de figurative bestanddele i de ansøgte varemærker, dvs. farverne, rammerne, båndene og skrifttypen, der anvendes, således for trivielle til at indprente sig i forbrugernes opfattelse. Derimod kan tallene, idet de er unikke verbale bestanddele, forventes at tiltrække sig mere opmærksomhed fra de berørte forbrugere, og dermed indtager disse en dominerende position i det indtryk, de ansøgte varemærker skaber. Hvis der ikke blev stillet nogen som helst betingelser i forhold til registreringen af de ansøgte varemærker, kunne der dermed skabes det indtryk, at enerettighederne også omfatter bestanddelene »100« og »300«, hvilket ville forhindre deres anvendelse i andre mærker. Derfor kunne medtagelsen af disse tegn i de ansøgte varemærker skabe tvivl om omfanget af den tildelte beskyttelse.

(jf. præmis 24, 25, 27 og 28)

2.      Indgår der i et varemærke en bestanddel, der mangler fornødent særpræg, og kan medtagelsen af denne bestanddel rejse tvivl om omfanget af varemærkets beskyttelse, tillægger artikel 38, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) muligheden for at kræve som betingelse for registrering, at ansøgeren erklærer ikke at ville påberåbe sig eneretten til den pågældende del.

Formålet med denne erklæring, der i praksis er kendt som »disclaimers«, er at understrege det faktum, at den eneret, der tildeles indehaveren af et varemærke, ikke omfatter ikke-særprægede bestanddele, som indgår heri. På denne måde kan potentielle ansøgere vide, at ikke-særprægede bestanddele af et registreret varemærke, der er underlagt en sådan erklæring, fortsat er til rådighed.

Konsekvenserne af en manglende indsendelse af den af Harmoniseringskontoret krævede erklæring er nærmere fastsat i regel 11, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94. Heraf følger, at såfremt ansøgeren ikke afgiver den af Harmoniseringskontoret ønskede erklæring inden for den angivne frist, kan Harmoniseringskontoret afvise ansøgningen i sin helhed eller dele heraf.

(jf. præmis 18-20)