Sag T-117/05 R

Andreas Rodenbröker m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Særlige rettergangsformer – begæring om udsættelse af gennemførelsen – direktiv 92/43/EØF – uopsættelighed – foreligger ikke«

Sammendrag af kendelse

1.      Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – begæring – formkrav – redegørelse for de omstændigheder, der umiddelbart kan begrunde, at de begærede foranstaltninger anordnes – kort fremstilling af argumenterne – formaliteten – betingelser

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – hovedsagens antagelse til realitetsbehandling – uden betydning – grænser

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – foreløbige forholdsregler – betingelser – uopsættelighed – alvorligt og uopretteligt tab – bevisbyrde – økonomisk tab, som berører sagsøgerens økonomiske situation – tab, der er forudsigeligt med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed – hensyntagen til situationen for andre personer end sagsøgeren – udelukket

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1.      De i procesreglementets artikel 104, stk. 2, fastsatte betingelser kræver, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som en begæring om foreløbige forholdsregler er baseret på, fremgår sammenhængende og forståeligt af begæringen. Såfremt begæringen uanset dens manglende klarhed og vage udformning ikke desto mindre indeholder en række anbringender og argumenter, som tilsigter at godtgøre, at betingelserne vedrørende fumus boni juris og uopsættelighed er opfyldt, hvilket gør det muligt for modparten på hensigtsmæssig måde at fremsætte sine bemærkninger og for Retten at undersøge disse, kan en påstand om, at begæringen skal afvises med den begrundelse, at den ikke overholder betingelserne i procesreglementets artikel 104, stk. 2, ikke tages til følge.

(jf. præmis 53 og 54)

2.      Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at det fastslås, at der foreligger omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 55)

3.      Spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om foreløbige forholdsregler er uopsættelig, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Det er sidstnævnte, som skal dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab.

Selv om det med henblik på under en sag om foreløbige forholdsregler at godtgøre, at der foreligger en alvorlig og uoprettelig skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er absolut vished for, at skaden indtræder, idet det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal sagsøgerne ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade, med henblik på at gøre det muligt for Retten at vurdere sandsynligheden herfor. Følgelig er betingelsen vedrørende uopsættelighed ikke opfyldt i det tilfælde, hvor de påberåbte omstændigheder ikke udgør en aktuel risiko, men en fremtidig, usikker og uberegnelig risiko.

Der kan heller ikke tages hensyn til et tab, som efter det påståede er lidt af andre personer end sagsøgerne, eftersom det tab, der skal begrunde kravet om uopsættelighed, skal være lidt af sagsøgeren. Ligeledes kan et tab af økonomisk karakter ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, betragtes som uopretteligt eller blot vanskeligt opretteligt, hvis der senere kan betales økonomisk erstatning herfor.

(jf. præmis 71, 72 og 74-76)