Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 28. februar 2005 af Dorian Lacombe mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-116/05)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. februar 2005 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Dorian Lacombe, Evry (Frankrig), ved avocats Sébastien Orlandi, Xavier Martin, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning svarende til den samlede ekstra tjenesteindsats, der er ydet i henhold til den opgørelse, der er underskrevet og godkendt af sagsøgerens overordnede og af Rådets generalsekretær, med fradrag af den allerede udbetalte erstatning.

Rådet tilpligtes at indbetale de i gældende lovgivning fastsatte arbejdsgiverbidrag til sagsøgerens sociale sikringsordning.

Rådet tilpligtes at betale den arbejdsløshedsunderstøttelse til sagsøgeren, som han ville have været berettiget til, såfremt arbejdsgiverbidragene var blevet indbetalt rettidigt til hans sociale sikringsordning.

Rådet tilpligtes at betale morarenter til sagsøgeren, beregnet på grundlag af ECB's centralkurs forhøjet med 2 procentpoints af samtlige de beløb, som burde have været betalt til opfyldelse af kontrakten som hjælpeansat.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren var hjælpeansat ved Rådet fra den 1. december 2002 til den 31. juli 2003. Han har gjort gældende, at Rådet har nedsat det tillæg, han var berettiget til for de timer, der blev præsteret lørdage, søndage, helligdage og fridage, fra 73 til 59,5 dage, uden at oplyse ham om grunden hertil. Sagsøgeren har til støtte for denne påstand gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 57 i Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, af vedtægtens artikel 56, af Meddelelse til Personalet nr. 88/93, samt af begrundelsespligten.

Sagsøgeren har dernæst anført, at Rådet i strid med artikel 70 i Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne ikke har indbetalt de forfaldne bidrag til den sygesikringskasse, som sagsøgeren tilhørte. Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om tilkendelse af erstatning for det tab, han har lidt som følge heraf.

____________