RETTENS DOM (Første Afdeling)

17. maj 2013 (*)

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for pumpeslanger til brug på havet – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – prisfastsættelse, opdeling af markedet og udveksling af kommercielt følsomme oplysninger – begrebet vedvarende eller gentaget overtrædelse – forældelse – begrundelsespligt – ligebehandling – berettiget forventning – bøder – overtrædelsens grovhed og varighed – formildende omstændigheder – samarbejde«

I sag T-154/09,

Manuli Rubber Industries SpA (MRI), Milano (Italien), ved advokaterne L. Radicati di Brozolo, M. Pappalardo og E. Marasà,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Di Bucci, S. Noë og L. Prete, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en principal påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 428 endelig af 28. januar 2009 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39406 – Pumpeslanger til brug på havet), for så vidt som denne beslutning vedrører sagsøgeren, og en subsidiær påstand om ophævelse eller væsentlig nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt ved denne beslutning,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne M. Prek og S. Frimodt Nielsen (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig J. Weychert,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. april 2012,

afsagt følgende

Dom

 Sagens faktiske omstændigheder

A –  Sektionen for pumpeslanger til brug på havet til olie og gas

1        Pumpeslanger til brug på havet anvendes til at pumpe svovlfattig eller behandlet råolie og andre olieprodukter fra offshoreanlæg (eksempelvis bøjer – normalt forankret til søs, som tjener som forankringspunkt for olietankskibe – eller flydende produktions-, lagrings- og lasteanlæg – som er systemer af flydende tanke, der anvendes til at ekstrahere, behandle og oplagre olie eller gas fra en naboplatform, indtil produktet overføres til en olietanker) til skibe og til at pumpe disse produkter tilbage til offshoreanlæg (eksempelvis bøjer) eller på land.

2        Pumpeslanger til brug på havet anvendes offshore – dvs. i eller ved vandet – mens slanger til industrielle formål eller slanger til brug på land anvendes på land.

3        Enhver installation af pumpeslanger til brug på havet omfatter alt efter kundens konkrete behov et vist antal standardslanger, særlige slanger ved forbindelserne i de to ender og tilhørende materiel, såsom ventiler, afsluttende samlinger eller endnu et flydende materiel. I den foreliggende sag omfatter begrebet »pumpeslanger til brug på havet« dette supplerende udstyr.

4        Pumpeslanger til brug på havet anvendes af olieselskaber, bøjefabrikanter, havneterminaler, olieindustrien og regeringer og indkøbes dels til nye projekter, dels til erstatning.

5        For så vidt angår nye projekter antager olieterminalerne eller de andre slutbrugere i almindelighed en ingeniørvirksomhed (også benævnt »konstruktøren af udstyret«, »OEM-konstruktøren« eller »leverandøren«) til at konstruere eller installere nye oliedistributionsinstallationer såsom forankringssystemer med et enkelt forbindelsespunkt eller flydende produktions-, lagrings- og lasteanlæg. Til sådanne projekter køber leverandøren en samlet installation af pumpeslanger til brug på havet ved en producent.

6        Når disse pumpeslanger til brug på havet er blevet installeret, skal de enkelte dele udskiftes inden for en periode på mellem et og syv år. Indkøb af pumpeslanger til brug på havet til erstatning (også benævnt »reservedelssektoren«) foretages ofte direkte af slutbrugerne. I visse tilfælde udliciterer og centraliserer slutbrugerne deres indkøb til datterselskaber eller eksterne virksomheder. Salget af reservedele udgør en større del af verdensmarkedet for pumpeslanger til brug på havet end salget af nye produkter.

7        Efterspørgslen på pumpeslanger til brug på havet afhænger i høj grad af udviklingen i oliesektoren og i særdeleshed af olieudvinding i områder fjernt fra forbrugsstedet. Efterspørgslen er øget med tiden. Den er cyklisk og i et vist omfang knyttet til udviklingen i olieprisen. Den begyndte at blive væsentlig i slutningen af 1960’erne, og steg i 1970’erne, særlig fra olieproducerende regioner i Den Persiske Golf, Nordsøen og Nordafrika. I løbet af 1980’erne steg efterspørgslen fra nationale olieselskaber under udvikling i Sydamerika. I slutningen af 1990’erne flyttede efterspørgslen mod Vestafrika.

8        Pumpeslanger til brug på havet produceres af virksomheder, der er kendt for produktion af dæk og gummi eller af et af deres »spinoffs«. De produceres på bestilling i henhold til kundens behov. Da efterspørgslen efter pumpeslanger til brug på havet er bredt fordelt geografisk, har flertallet af producenterne af pumpeslanger til brug på havet engageret et betydeligt antal agenter, som for konkrete markeder leverer almindelige marketingsydelser og tilbyder produkterne ved offentlige udbud, der offentliggøres.

9        Pumpeslanger til brug på havet markedsføres i hele verden, og de væsentligste producenter er aktive på internationalt plan. De forskriftsmæssige krav for pumpeslanger til brug på havet er ikke grundlæggende forskellige fra et land til et andet, og selv om de tekniske krav er forskellige alt efter miljøet og anvendelsesbetingelserne, anses dette ikke for en hindring for salg af pumpeslanger til brug på havet i hele verden.

10      I løbet af den relevante periode for den anfægtede beslutning har deltagerne i kartellet solgt pumpeslanger til brug på havet produceret i Japan, Det Forenede Kongerige, Italien og Frankrig til slutbrugere såvel som til leverandører etableret i forskellige lande i Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Selv om hovedparten af systemerne af pumpeslanger til brug på havet har endeligt bestemmelsessted i ikke-europæiske regioner, befinder visse af de væsentligste leverandører i verden sig til gengæld i de forskellige EU og EØS-lande.

B –  Beskrivelse af sagsøgeren

11      Sagsøgeren, Manuli Rubber Industries SpA (MRI), er et selskab, der er aktivt inden for udvikling, produktion og distribution i hele verden af maskiner, systemer og komponenter i gummi/metal til transport af væsker bestemt til anvendelse inden for søfarts-/olieindustrien og hydrauliske højtrykssystemer.

12      Sagsøgeren er moderselskabet i Manuli-koncernen. Sagsøgeren har hjemsted i Milano (Italien).

13      Manuli oprettede den 2. december 1984 Uniroyal Manuli (USA) Inc. som var hjemmehørende i Delaware (De Forenede Stater), og som var helejet af MRI. Dette selskab ændrede efterfølgende navn til Uniroyal Manuli Rubber (USA) Inc. i 1986, til Manuli Rubber Industries (USA) Inc. i 1990 og til Manuli Oil & Marine (USA) Inc. (herefter »MOM«) i 1997. Selskabet trådte i likvidation den 31. december 2006.

14      Efter oprettelse af MOM varetog dette selskab salget og markedsføringen af pumpeslanger til brug på havet på verdensplan.

15      [Fortroligt] (1).

16      [Fortroligt].

17      [Fortroligt].

18      I januar 2006 blev sektionen for pumpeslager til brug på havet en del af Ingénierie-koncernen, og MOM rapporterede til chefen for denne koncern.

19      Efter likvidationen af MOM overtog MRI den 1. januar 2007 de operationelle aktiviteter vedrørende pumpeslanger til brug på havet.

C –  Den administrative procedure

20      Samtidig med, at justitsministeriet i USA og konkurrencemyndighederne i Japan og Det Forenede Kongerige indledte undersøgelser vedrørende tilsvarende faktuelle omstændigheder, fremsatte [fortroligt], som påberåbte sig de i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006 C 298, s. 17, herefter »samarbejdsmeddelelsen«) foreskrevne regler for bødefritagelse eller -nedsættelse, den 20. december 2006 en anmodning om bødefritagelse til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, idet [den pågældende] anmeldte eksistensen af et kartel på markedet for pumpeslanger til brug på havet.

21      Kommissionen indledte således en undersøgelse vedrørende en overtrædelse af artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen og foretog den 2. maj 2007 en serie kontrolundersøgelser ved Parker ITR, andre berørte producenter og [fortroligt] og ved W.

22      MRI, Parker ITR og Bridgestone indgav en anmodning om bødefritagelse til Kommissionen henholdsvis den 4. maj, den 17. juli og den 7. december 2007.

23      Den 28. april 2008 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, som den meddelte de forskellige berørte selskaber i tidsrummet den 29. april til den 1. maj 2008.

24      Alle de berørte selskaber besvarede klagepunktsmeddelelsen inden for de fastsatte frister og anmodede – med undtagelse af [fortroligt]/DOM, ContiTech AG og Continental AG – om at blive hørt ved en høring, som blev afholdt den 23. juli 2008.

D –  Den anfægtede beslutning

25      Den 28. januar 2009 vedtog Kommissionen beslutning K(2009) 428 endelig om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39406 – Pumpeslanger til brug på havet) (herefter »den anfægtede beslutning«). Det fremgår i det væsentlige af den anfægtede beslutning, at:

–        Den er rettet til 11 selskaber, heriblandt sagsøgeren.

–        De i beslutningen omhandlede selskaber havde, på undertiden forskellig vis, deltaget i en enkelt sammensat overtrædelse, som havde følgende formål:

–        tildeling af udbud

–        prisfastsættelse

–        fastsættelse af kvoter

–        fastlæggelse af salgsbetingelser

–        opdeling af geografiske markeder og

–        udveksling af følsomme oplysninger vedrørende pris, salgsmængder og udbud.

–        Kartellet startede senest den 1. april 1986 (selv om det er sandsynligt, at det går tilbage til begyndelsen af 1970’erne), og det afsluttedes den 2. maj 2007.

–        Fra den 13. maj 1997 til den 11. juni 1999 for visse selskaber, til den 21. juni 1999 for andre selskaber, og til den 9. maj 2000 for MRI, var der begrænset aktivitet i kartellet, og gnidninger opstod blandt dets medlemmer. Ifølge Kommissionen medførte dette imidlertid ikke en egentlig afbrydelse af overtrædelsen. Således var kartellets organiserede struktur fuldstændig genskabt fra juni 1999 med samme fremgangsmåde og de samme deltagere med undtagelse af sagsøgeren, som blev fuldt genintegreret i kartellet den 9. juni 2000. Producenterne må som følge deraf anses for at have begået en enkelt, vedvarende overtrædelse, som strækker sig fra den 1. april 1986 til den 2. maj 2007 eller, i det mindste, hvis det trods alt bør fastslås, at der har fundet en afbrydelse sted, en enkelt og gentagen overtrædelse. Perioden fra den 13. maj 1997 til den 9. juni 1999 for sagsøgerens vedkommende er desuagtet ikke medtaget ved beregningen af bøden, henset til det begrænsede antal beviser for overtrædelsen for denne periode.

–        Det blev fastslået, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007.

–        Grundbeløbet for den bøde, der blev pålagt hvert af selskaberne, blev under anvendelse af de i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne«) fastsatte kriterier fastsat som følger:

–        Kommissionen lagde det gennemsnitlige årlige salg på verdensplan for hvert af selskaberne i perioden 2004-2006 til grund, med undtagelse af Yokohama Rubber, for hvem perioden 2003-2005 blev lagt til grund. I den henseende anvendte Kommissionen de salg, der var blevet faktureret til købere etableret i EØS.

–        Kommissionen bestemte i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 18 de relevante salg for hvert af selskaberne ved at anvende deres del af verdensmarkedet på de samlede salg inden for EØS.

–        Kommissionen anvendte 25% af sidstnævnte beløb (i stedet for det maksimum på 30%, der er fastsat i retningslinjerne), henset til overtrædelsens grovhed.

–        Kommissionen multiplicerede det således fremkomne beløb med antallet af års deltagelse i overtrædelsen for hvert enkelt selskab.

–        Kommissionen fastsatte endelig i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 25 et yderligere beløb på 25% af de relevante salg til afskrækkelse.

–        Kommissionen fastslog derefter, at der forelå skærpende omstændigheder for Parker ITR og Bridgestone, og afviste, at der forelå formildende omstændigheder for de andre selskaber.

–        Endelig nedsatte Kommissionen bøden for [fortroligt] (100%) og for MRI (30%) som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen, men nægtede at give medhold i de af Bridgestone og Parker ITR indgivne anmodninger om bødenedsættelse.

26      [Fortroligt].

27      Der blev ikke lagt nogen formildende omstændigheder til grund for MRI.

28      MRI blev imidlertid indrømmet en nedsættelse af bøden med 30% i henhold til samarbejdsmeddelelsen, og den bøde, som MRI blev pålagt, blev således fastsat til 4 900 000 EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

29      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. april 2009 har sagsøgeren anlagt denne sag.

30      Da et medlem af Første Afdeling var forhindret i at deltage i pådømmelsen, udpegede Rettens præsident i henhold til artikel 32, stk. 3, i Rettens procesreglement en anden dommer, for at afdelingen kunne blive beslutningsdygtig.

31      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 64 i procesreglementet, anmodet parterne om at fremlægge visse dokumenter og har stillet dem skriftlige spørgsmål. Parterne har efterkommet anmodningen.

32      Ved skrivelse af 25. april 2012 indgav sagsøgeren en begæring om, at retsmødet blev afholdt for lukkede døre.

33      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 26. april 2012.

34      Sagsøgeren frafaldt ved denne lejlighed begæringen om lukkede døre.

35      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt:

–        Den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren har deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse på markedet for pumpeslanger til brug på havet i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007, navnlig for perioden fra den 3. september 1996 til den 9. maj 2000.

–        Den anfægtede beslutnings artikel 2 annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved pålægges en bøde på 4 900 000 EUR.

–        Enhver indsigelse eller ethvert argumentet herimod forkastes.

–        Subsidiært:

–        I overensstemmelse med artikel 229 EF nedsættes den bøde på 4 900 000 EUR, som sagsøgeren er blevet pålagt ved den anfægtede beslutnings artikel 2.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

36      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

A –  Påstanden om annullation

37      Sagsøgeren har fremsat tre anbringender til støtte for annullationspåstanden.

38      Det første anbringende vedrører en urigtig kvalificering af overtrædelsen og tilsidesættelse af artikel 253 EF.

39      Det andet anbringende vedrører en række urigtige skøn ved fastsættelsen af overtrædelsens varighed og tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF samt artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2003 L 1, s. 1).

40      Det andet anbringende omfatter seks led. Det første led vedrører fejl ved vurderingen af de beviser, som Kommissionen lagde til grund. Det andet led vedrører den omstændighed, at Kommissionen ikke løftede sin bevisbyrde. Det tredje led vedrører den omstændighed, at sagsøgeren fremlagde modbeviser og anførte en anden, sandsynlig forklaring. Det fjerde led vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af begrundelsespligten som følge af, at der blev foretaget et urigtigt skøn i forbindelse med sammenligningen af MRI’s adfærd i perioden fra september 1996 til maj 1997 og MRI’s adfærd i perioden fra maj 1997 til maj 2000. Det femte led vedrører den omstændighed, at de individuelle og særskilte overtrædelser, der eventuelt blev begået i perioden 1996-2000, burde have været anset for forældede. Det sjette led vedrører den omstændighed, at anvendelsen af de dokumenter, som MRI fremlagde inden for rammerne af bødefritagelsesordningen med henblik på at godtgøre, at der blev begået en overtrædelse i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, er i strid med samarbejdsmeddelelsen og indebærer en tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventninger.

41      Det tredje anbringende omfatter fem led. Det første led vedrører et urigtigt skøn med hensyn til overtrædelsens grovhed og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Det andet led vedrører en fejl ved beregningen af bøden som følge af overtrædelsens varighed og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det tredje led vedrører den omstændighed, at Kommissionen fejlagtigt forhøjede bøden med henblik på en afskrækkende virkning samt tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det fjerde led vedrører den omstændighed, at Kommissionen fejlagtigt fastslog, at der ikke forelå formidlende omstændigheder og tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det femte led vedrører en utilstrækkelig nedsættelse af bøden som følge af samarbejde inden for rammerne af bødefritagelsesordningen.

42      Det første anbringende og det andet anbringendes seks led skal undersøges samlet.

B –  Det første anbringende om en urigtig kvalificering af overtrædelsen og tilsidesættelse af artikel 253 EF og det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved fastsættelsen af overtrædelsens varighed, tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF samt artikel 2 i forordning nr. 1/2003

1.     Den anfægtede beslutning

43      Hvad angår det første anbringende fremgår det i det væsentlige af 412. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt, at MRI afbrød sin deltagelse i kartellet i perioden fra den 1. august 1992 til den 3. september 1996, at der kunne være indtrådt forældelse vedrørende overtrædelsesperioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992, og at Kommissionen derfor besluttede ikke at pålægge sagsøgeren en bøde vedrørende denne periode. Det fremgår endvidere af den anfægtede beslutnings artikel 1, at Kommissionen fastslog, at der var begået en vedvarende overtrædelse i perioden fra den 1. april 1986 til den 2. maj 2007, i hvilken MRI havde deltaget i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007. Det fremgår endvidere at 187., 201.-208. og 446.-448. betragtning til den anfægtede beslutning, at den overtrædelsesperiode, som Kommissionen lagde til grund ved beregningen af bøden, løber fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997 og fra den 9. maj 2000 til den 2. maj 2007, idet perioden fra den 13. maj 1997 til den 9. maj 2000 for så vidt angår sagsøgeren blev anset for en periode, hvor kartellet havde haft begrænset aktivitet, som ikke kunne begrunde pålæggelsen af en bøde.

44      Hvad angår det andet anbringende fremgår det af 141.-147. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen med henvisning til en række dokumenter, herunder visse interne notater, som MRI havde fremlagt i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse (143.-145. betragtning til den anfægtede beslutning), fandt, at MRI aktivt havde tilsluttet sig kartellet fra og med den 3. september 1966.

45      I 148.-187. betragtning til den anfægtede beslutning nævnes endvidere de beviser, herunder flere af de dokumenter, som MRI fremlagde i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse, som Kommissionen støttede sig på for at fastslå, at kartellet havde haft begrænset aktivitet i denne periode, under hvilken sagsøgeren deltog i kontakter, hvis formål bl.a. var at genstarte kartellet og føre forhandlinger om betingelserne for de forskellige kartelmedlemmers deltagelse i kartellet. Kommissionen fandt imidlertid, at der, henset til kartelmedlemmernes begrænsede aktiviteter, ikke var grundlag for at pålægge dem en bøde for denne periode, der for så vidt angår MRI blev forlænget til den 9. maj 2000 (447. betragtning til den anfægtede beslutning).

46      Det fremgår endvidere af 289.-307. betragtning til den anfægtede beslutning, som gengiver Kommissionens begrundelser for konstateringen af, at overtrædelsen var vedvarende, eller subsidiært, gentagen, til trods for, at Kommissionen var af den opfattelse, at kartellet havde haft begrænset aktivitet i periode fra den 13. maj 1997 til maj 1999, og at der ikke burde pålægges en bøde for denne periode.

47      I 480.-488. betragtning til den anfægtede beslutning anføres endelig Kommissionens begrundelse for at nedsætte MRI’s bøde med 30% i henhold til samarbejdsmeddelelsen, men samtidig forkaste MRI’s argument om, at de beviser, som MRI havde fremlagt over for Kommissionen vedrørende perioden 1996-1997, ikke kunne anvendes mod selskabet i henhold til den nævnte meddelelses punkt 26.

2.     Parternes argumenter

a)     Det første anbringende

48      Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at eftersom Kommissionen for det første anerkendte, at sagsøgeren forlod kartellet i perioden fra den 1. august 1992 til den 3. september 1996, for det andet, at der var tale om et egentlig ophør og ikke blot en afbrydelse af sagsøgerens deltagelse i kartellet i den forstand, hvori disse to begreber anvendes i retspraksis (129., 130. og 402. betragtning til den anfægtede beslutning), og for det tredje, at forældelsesbestemmelserne derfor fandt anvendelse i forhold til sagsøgeren for så vidt angår perioden før 1992 (412. betragtning til den anfægtede beslutning), burde der ikke tages hensyn til denne periode ved beregningen af bøden, idet Kommissionen ikke samtidig kunne fastslå, at sagsøgeren havde deltaget i en sammensat og vedvarende overtrædelse fra den 1. april 1986 til den 2. maj 2007, hvilket ville være i strid med artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Perioden efter at sagsøgeren genoptog sin deltagelse i kartellet kan således ikke anses for at udgøre en ny overtrædelse, der er adskilt fra den foregående.

49      Sagsøgeren har endvidere anfægtet det forhold, at Kommissionen »skønsmæssigt« besluttede, at der var indtrådt forældelse for så vidt angår sagsøgeren, som hævdet af Kommissionen (412. betragtning til den anfægtede beslutning).

50      Ifølge sagsøgeren forekommer en sådan begrundelse endvidere selvmodsigende og mangelfuld.

51      Sagsøgeren har desuden anført, at den situation, som sagsøgeren befandt sig i, ikke kan sidestilles med den situation, som de andre kartelmedlemmer befandt sig i, når der tages hensyn til denne afbrydelse af sagsøgerens deltagelse i kartellet.

52      Kommissionen har bestridt disse påstande og anført, at den ikke var forpligtet til at fastslå, at der var indtrådt forældelse, og at den derfor begrænsede sig til at anføre, at der kunne være indtrådt forældelse.

b)     Det andet anbringende

 Det første led

53      Sagsøgeren har anført, at Kommissionen for at fastslå, at sagsøgeren deltog i perioden 1996-2000, støttede sig på visse dokumenter, der angiveligt viser, at sagsøgeren havde kontakt til sine konkurrenter, og at »[sagsøgeren] i slutningen af 1996 på ny samordnede visse udbud af pumpeslanger til brug på havet med kartelmedlemmerne« (141. betragtning til den anfægtede beslutning), og at sagsøgeren i denne periode »udnyttede de omfattende markedsoplysninger, der blev udvekslet, med henblik på at føre tilsyn med aftalerne om opdeling af markederne blandt kartelmedlemmerne« (147. betragtning til den anfægtede beslutning).

54      Ifølge sagsøgeren kan de beviser, som Kommissionen støttede sig på [fortroligt], imidlertid ikke føre til et sådant resultat, og sagsøgeren bestrider Kommissionens gengivelse og fortolkning af disse beviser, såfremt det må antages, at Kommissionen lovligt kan støtte sig på de oplysninger, som sagsøgeren selv har fremlagt i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse, med henblik på at fastslå, at sagsøgeren deltog i kartellet i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, idet der blev taget hensyn til denne periode ved beregningen af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt.

55      Kommissionen har bestridt denne argumentation og anført, at sagsøgeren i sine skriftlige indlæg flere gange har anerkendt, at selskabet havde haft flere ulovlige kontakter til sine konkurrenter i perioden fra 1997 til 2000, selv om det har forsøgt at mindske omfanget og betydningen af disse kontakter.

 Det andet led

56      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at de af Kommissionen fremlagte beviser ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at selskabet på ny deltog i en fælles plan i den berørte periode. Ifølge sagsøgeren påhvilede det Kommissionen at godtgøre, at sagsøgeren havde deltaget i en ny overtrædelse, idet sagsøgeren helt forlod kartellet i 1992, og idet der var indtrådt forældelse vedrørende den del af overtrædelsen, der lå før 1992. Kommissionen kunne derfor ikke nøjes med indicier som grundlag for at antage, at sagsøgeren fortsatte sin deltagelse. Det var imidlertid netop, hvad Kommissionen gjorde, idet den fejlagtigt støttede sig på påstanden om, at der havde været tale om en vedvarende overtrædelse siden 1986.

57      Sagsøgeren har endvidere anført, at de indicier, som Kommissionen har indsamlet, under alle omstændigheder godtgør, at selskabet udtrykkeligt afslog at acceptere de andre karteldeltageres forslag om at indlede et samarbejde.

58      Kommissionen har bestridt denne argumentation.

 Det tredje led

59      Sagsøgeren har for det første i det væsentlige bestridt, at selskabet undlod at angive en anden, sandsynlig forklaring vedrørende de beviser, som Kommissionen fremlagde, end forklaringen om, at sagsøgeren deltog i en hemmelig aftale (142. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgeren har for det andet bestridt Kommissionens påstand om, at overtrædelsen kan udledes af simple formodninger, idet det er blevet godtgjort, at sagsøgeren deltog i udveksling af oplysninger og havde ulovlige kontakter til konkurrenterne, hvilket indebærer, at det påhviler selskabet at angive en anden, sandsynlig forklaring (262. betragtning til den anfægtede beslutning).

60      Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at selskabet har angivet en anden forklaring, der ikke kun er sandsynlig, men også under bygget af en række beviser – det første mundtlige indlæg fra [fortroligt] – der gjorde det muligt at fastslå, at sagsøgeren ikke deltog i kartellet i perioden fra den 3. september 1986 til den 9. maj 2000, og at selskabet først på dette tidspunkt genindtrådte i kartellet.

61      Sagsøgeren har i denne henseende anført, at de dokumenter, som Kommissionen har henvist til i den anfægtede beslutning, viser, at de kontakter, som fandt sted, faktisk var resultatet af de andre virksomheders anstrengelser for at overtale sagsøgeren til at indtræde i kartellet, og beskriver den strategi, som en af disse virksomheders ledere anvendte, og som bestod i »at foregive en villighed til at samarbejde med konkurrenterne« for ikke at give dem anledning til at vedtage samordnede boykotforanstaltninger, der ligesom de foranstaltninger, der blev vedtaget over for Dunlop og Bridgestone, kunne blive skadelige for sagsøgeren, der samtidig fortsatte med at handle selvstændigt og offensivt på markedet i forhold til konkurrenterne.

62      Sagsøgeren har for det andet i det væsentlige anført, at Kommissionen med urette så bort fra en række dokumenter, der underbygger denne forklaring, og at Kommissionen ikke anerkendte disse dokumenters bevisværdi.

63      Sagsøgeren har i denne henseende anført, at Kommissionen ganske vist anerkendte, at de omhandlede dokumenter »bekræfter […], [at sagsøgeren] ikke indgik i den formelle gruppestruktur før dette tidspunkt [den 9. maj 2000]«, men Kommissionen anførte samtidig, at disse dokumenter »ikke modsiger konklusionen […] om, at [sagsøgeren] fortsatte med at have en form for ulovlig kontakt til de andre kartelmedlemmer og modtog underretning fra dem om det igangværende samarbejde«, og at disse kontakter vedrørte »et samarbejde inden for markedet for pumpeslager til brug på havet«, hvilket førte Kommissionen til at drage den konklusion, at sagsøgeren tillige havde deltaget i kartellet fra 1997 til den 9. maj 2000 (146., 209. og 210. betragtning til den anfægtede beslutning).

64      Sagsøgeren har anført, at Kommissionen således synes at støtte sig på retspraksis, hvoraf fremgår, at den omstændighed, at hver enkelt kartelmedlem har spillet sin egen selvstændige rolle ved at udvise en adfærd, der kun omfatter visse af overtrædelsens bestanddele, ikke udelukker, at hver enkelt virksomhed kan tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen, herunder de handlinger, som udføres af andre deltagere (284.-288. betragtning til den anfægtede beslutning).

65      Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at denne retspraksis ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet den vedrører beviset for, at en virksomhed har deltaget i et kartel, når det er godtgjort, at denne virksomhed har deltaget i møder med det formål at indgå konkurrencebegrænsende aftaler og ikke har tilkendegivet uenighed i forhold til det pågældende kartel.

66      Det er nemlig ubestridt, at sagsøgeren forlod kartellet i 1992, og de kontakter, der fandt sted mellem 1996 og 2000, skal derfor vurderes i forhold til, hvorvidt disse kontakter kan godtgøre, at selskabet på ny tilsluttede sig en fælles plan.

67      Kommissionen kan derfor ikke nøjes med simple formodninger.

68      Sagsøgeren har endvidere anført, at det følger af retspraksis, at det for at godtgøre, at selskabet tilsluttede sig den fælles plan, som de andre kartelmedlemmer fulgte, ikke er tilstrækkeligt, at Kommissionen fører bevis for, at sagsøgeren havde kendskab til kartellets eksistens eller at sagsøgeren fulgte et generelt mål om at begrænse konkurrencen på markedet for pumpeslanger til brug på havet – hvilket sagsøgeren under alle omstændigheder har bestridt – idet det tillige er nødvendigt at godtgøre, at sagsøgerens adfærd var »tæt forbundet« med gennemførelsen af »samtlige de konkurrencebegrænsende virkninger, som de ansvarlige ønskede at opnå inden for rammerne af en samlet plan med et enkelt formål«. Ifølge sagsøgeren viser de dokumenter, som Kommissionen har støttet sig på, imidlertid, at sagsøgeren ikke blot ikke havde noget ønske om at tilslutte sig den fælles plan, som de andre producenter fulgte, men sagsøgeren foretrak endda at handle på en anden måde samtidig med, at selskabet naturligvis forsøgte at undgå repressalier fra sine konkurrenter, eftersom konkurrenterne kunne samordne deres adfærd med henblik på at udelukke sagsøgeren fra markedet eller påføre selskabet alvorlig skade.

69      Sagsøgeren har endvidere i det væsentlige anført, at Kommissionen i strid med Domstolens praksis ikke tog hensyn til den omstændighed, at kartelmedlemmernes viden om, hvorvidt den berørte virksomhed tilhører eller står uden for kartellet, er afgørende for vurderingen af, om en virksomhed faktisk har deltaget i kartellet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at selskabet har godtgjort, at det i forbindelse med kontakten til sine konkurrenter, som fandt sted på deres initiativ, altid udtrykkeligt afslog ethvert forslag om at indlede et samarbejde også i hypotetiske vendinger og for fremtiden, og at konkurrenterne selv havde en klar opfattelse af, at sagsøgeren faktisk stod uden for deres fælles plan.

70      Sagsøgeren har endelig bestridt, at de beviser, som selskabet har fremlagt, har en lavere bevisværdi end de beviser, som Kommissionen har støttet sig på, og at den sondring, som Kommissionen har foretaget mellem den formelle gruppestruktur og en deltagelse uden for denne struktur, er fejlagtig, eftersom en sådan sondring ikke stod klar for gruppens medlemmer, der kun havde kendskab til den formelle struktur. Ifølge sagsøgeren er det netop af denne grund, at de andre medlemmer af gruppen var af den opfattelse, at sagsøgeren ikke var en del af gruppen.

71      Kommissionen har bestridt disse påstande.

 Det fjerde led

72      Sagsøgeren har anført, at Kommissionen hvad angår perioden fra den 13. maj 1997 til den 9. maj 2000 fastslog, at der ikke var grundlag for at pålægge sagsøgeren sanktioner, idet kartellet var lidet alvorligt og havde en mindre intensitet. Kommissionen pålagde derfor kun sagsøgeren en bøde for perioden 1996-1997. Ifølge sagsøgeren ændrede selskabet imidlertid ikke sin adfærd i perioden fra 1996 til 2000, hvilket efter sagsøgerens opfattelse fremgår af de dokumenter, som sagsøgeren tidligere har henvist til inden for rammerne af det andet anbringende, idet beviserne vedrørende perioden fra september 1996 til maj 1997 ikke var mere overbevisende end de beviser, der vedrørte perioden fra maj 1997 til juni 1999. Kommissionen burde således ikke have pålagt en sanktion for perioden fra september 1996 til maj 1997.

73      Sagsøgeren har endvidere anført, at den manglende sammenhæng mellem Kommissionens argumentation og konklusioner fremgår af den omstændighed, at sagsøgeren i modsætning til de andre virksomheder ikke blev pålagt en sanktion for perioden fra juni 1999 til maj 2000, idet sagsøgerens deltagelse i kartellet ikke blev anset for alvorlig, mens de andre virksomheder blev pålagt en sanktion for denne periode.

74      Kommissionen har bestridt disse påstande.

 Det femte led

75      Sagsøgeren har for det første anført, at uanset om kartellet kvalificeres som en aftale eller en samordnet praksis fandt de begrænsede kontakter og udvekslingen af oplysninger mellem sagsøgeren og dennes konkurrenter i perioden fra 1996-2000 sted uden for den kartelmekanisme, som de andre virksomheder deltog i.

76      Det er sagsøgerens opfattelse, at selv om denne adfærd måtte udgøre en overtrædelse af artikel 81 EF, adskiller den sig ved sin art og grovhed fra deltagelse i kartellet, idet denne adfærd ikke er forbundet med kartellets eneste formål. Kommissionen har i øvrigt ikke ført bevis for det modsatte.

77      Denne adfærd kan derfor højst anses for at udgøre særskilte og enkeltstående episoder af overtrædelser af artikel 81 EF og skal derfor vurderes uafhængigt af både den overtrædelse, som sagsøgeren begik i perioden fra 1986 til 1992, og sagsøgerens nye tilslutning til kartellet fra og med 2000.

78      Det følger heraf efter sagsøgerens opfattelse, at disse overtrædelser, såfremt de måtte anses for godtgjort, blev fuldbyrdet i det øjeblik, hvor de blev begået, idet de ikke indgår i en samlet og vedvarende overtrædelse. Da der er forløbet mere end fem år for hver enkelt overtrædelse mellem det tidspunkt, hvor de blev begået, og det tidspunkt, hvor Kommissionen indledte forfølgelsen heraf, var der under alle omstændigheder indtrådt forældelse i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003.

79      Sagsøgeren har for det andet anført, at eftersom der forløb otte år mellem de handlinger, der blev begået i 1992, og de handlinger, der blev begået i 2000, kan disse handlinger ikke anses for at have en tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng i forhold til at godtgøre, at kartellet fortsatte uden afbrydelse.

80      Det samme ville i øvrigt gøre sig gældende, såfremt afbrydelsen kun havde varet i fire år (1992-1996).

81      Sagsøgeren har for det tredje anført, at selskabet under alle omstændigheder bragte sin deltagelse i kartellet til ophør i 1992, og at der således var tale om en afbrydelse og ikke en udsættelse af selskabets deltagelse, hvilket Kommissionen i øvrigt har anerkendt, idet den fandt, at de handlinger, der blev begået før 1992, var forældede.

82      Det følger for det fjerde heraf, at Kommissionen, idet den anerkendte, at afbrydelsen i 1992 kunne medføre forældelse, ikke kunne undlade at tage stilling til dette spørgsmål og hævde, at der ikke blev pålagt en sanktion for den tidligere periode på grund af, at Kommissionen havde udøvet sin skønsbeføjelse. Der er således ikke anført en begrundelse, hvilket har betydning for kvalificeringen af overtrædelsen.

83      Sagsøgeren har for det femte endelig anført, at Kommissionen ikke har ført det mindste bevis for, at sagsøgeren udførte en af de handlinger, som ifølge den anfægtede beslutning (300. betragtning) viser, at kartellet fortsat var virksomt i 1996-1997 og 2000.

84      Sagsøgeren har anført, at selskabet ikke deltog i møder med de andre kartelmedlemmer, at selskabet ikke gav koordinatoren nogen oplysninger vedrørende kommende udbud, at selskabet ikke deltog i drøftelserne om forslaget om at udpege vindere på grundlag af påståede globale aftaler, og at selskabet ikke blev pålagt sanktioner for ikke at have overholdt de påståede tidligere indgåede aftaler.

85      Kommissionen har således ikke ført bevis for, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet, selv ikke i et begrænset tidsrum, i perioden 1996-2000.

86      Kommissionen har bestridt disse påstande.

 Det sjette led

87      Sagsøgeren har anført, at samtlige beviser – med én undtagelse, nemlig [fortroligt] – som Kommissionen anvendte for at bevise, at sagsøgeren var ansvarlig i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, og derefter ved beregningen af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, var fremlagt af sagsøgeren inden for rammerne af bødefritagelsesordningen.

88      Sagsøgeren har anført, at Kommissionen således forlængende overtrædelsens varighed væsentligt, hvilket indebar en betydelig forhøjelse af bøden (243. og 448. betragtning til den anfægtede beslutning).

89      Sagsøgeren har yderligere anført, at selskabet samarbejdede under den administrative undersøgelse, idet det var af den opfattelse, at et sådant samarbejde ikke kunne skade det. Resultatet af dette samarbejde blev imidlertid anvendt af Kommissionen med henblik på at anse selskabet for ansvarligt, selv om Kommissionen ikke rådede over nogen beviser vedrørende den omtvistede periode, før sagsøgeren fremlagde disse for Kommissionen. Kommissionen tilsidesatte derfor sagsøgerens berettigede forventning.

90      Sagsøgeren har endvidere anfægtede Kommissionens fortolkning, hvorefter bødenedsættelse og delvis bødefritagelse ikke kan indrømmes samtidig i henhold til samarbejdsmeddelelsen.

91      Ifølge Kommissionen vedrører sagsøgerens argumenter reelt selve beregningen af bøden og ikke konstateringen af, at der forelå en overtrædelse.

92      Kommissionen har endvidere anført, at Kommissionen til enhver tid kan anvende de dokumenter, som er fremlagt inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen, med henblik på at konstatere en overtrædelse.

93      Kommissionen har anført, at sagsøgeren blev belønnet for sit samarbejde, idet selskabets bøde blev nedsat med 30%, hvilket i absolutte tal ligger klart over den nedsættelse, som følger af en eventuel delvis bødefritagelse. Ifølge den ordning, der er indført med samarbejdsmeddelelsen, kan disse to fordele imidlertid ikke indrømmes samtidig.

94      Kommissionen har endvidere anført, at det udelukkende af samarbejdsmeddelelsens punkt 26 fremgår, at det »afgørende bevismateriale« (som omhandlet i denne meddelelses punkt 25, dvs. beviser, som ikke skal underbygges, såfremt de anfægtes) hvad angår den første virksomhed, der kan indrømmes en bødenedsættelse, som tjener til »at påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed« ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den bøde, der skal pålægges virksomheden.

95      Selv om de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, ganske vist er væsentlige i forhold til at underbygge de beviser, der er tilvejebragt ved den anmodning om bødefritagelse, der er indgivet af [fortroligt], og de kontrolundersøgelser, der blev gennemført på stedet den 2. maj 2007, er dette efter Kommissionens opfattelse ikke tilstrækkeligt til at opfylde de betingelser, der er nævnt i samarbejdsmeddelelsens punkt 26, og som indebærer et krav om, at beviserne skal gør det muligt »påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed«, og som anført af Kommissionen overtrædelsen i sin helhed og ikke kun i forhold til en eller flere deltagende virksomheder hver for sig.

96      Kommissionen har anført, at formålet med denne bestemmelse reelt er at give Kommissionen mulighed for at indrømme en delvis bødefritagelse til en virksomhed, der fremlægger nye oplysninger, som gør det muligt at øge grovheden eller varigheden af en overtrædelse, som Kommissionen allerede har kendskab til, og i hvilken forbindelse den allerede har indrømmet en anden deltagende virksomhed fuldstændig bødefritagelse. En sådan bødefritagelse kan derimod ikke indrømmes en virksomhed, der blot har øget det kendskab, som Kommissionen allerede har til en given periode eller til et bestemt element ved overtrædelsen, selv om denne virksomheds samarbejde gør det lettere at fastslå virksomhedens egen deltagelse i kartellet.

97      De beviser, som sagsøgeren har fremlagt, har imidlertid efter Kommissionens opfattelse ikke gjort det muligt at konstatere, at den overtrædelse, som Kommissionen havde kendskab til, var alvorligere eller havde en længere varighed.

98      Kommissionen har endelig anført, at sagsøgeren ikke meddelte Kommissionen nye oplysninger, der tillige vedrørte sagsøgerens deltagelse i kartellet i perioden fra 1996 til 1997. [Fortroligt] – som har bekræftet, at de to virksomheder var enige om, at sagsøgeren skulle tildeles en del af et udbud, og som klart beviser, at MRI deltog i ulovlige aktiviteter fra dette tidspunkt – blev nemlig opdaget ved kontrolundersøgelsen den 2. maj 2007, og Kommissionen rådede således allerede over dette dokument på det tidspunkt, hvor MRI indgav en anmodning om bødefritagelse den 4. maj 2007.

99      Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at det andet anbringendes sjette led bør forkastes.

3.     Rettens bemærkninger

a)     Gennemgang af principperne om bevisbyrde

100    Det følger af fast retspraksis vedrørende reglerne om bevisbyrde, dels at det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrenceretten gældende, at føre bevis herfor ved på tilstrækkelig måde at føre bevis for de faktiske omstændigheder, der udgør en sådan overtrædelse, dels at det påhviler den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende, er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser. (Rettens dom af 16.11.2006, sag T-120/04, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, Sml. II, s. 4441, præmis 50; jf. endvidere i denne retning Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58, og af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 78). Overtrædelsens varighed udgør en integrerende del af overtrædelsesbegrebet i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, som det først og fremmest påhviler Kommissionen at føre bevis for (Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, præmis 79, og dommen i sagen Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, præmis 51).

101    Denne fordeling af bevisbyrden kan imidlertid variere, for så vidt som de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, kan forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at beviset er blevet ført (jf. i denne retning dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 79, og dommen i Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 53).

102    Hvad angår de bevismidler, som Kommissionen kan anvende, er det gældende princip inden for konkurrenceretten princippet om fri bevisførelse (Domstolens dom af 25.1.2007, sag C-407/04 P, Dalmine mod Kommissionen, Sml. I, s. 829, præmis 63, og Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 273). Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det nemlig hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt – som oftest i et tredjeland – og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, eksempelvis i form af mødereferater, er disse derfor normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 100, præmis 55-57). Sådanne indicier og sammenfaldende omstændigheder kan ikke kun give oplysninger om den blotte forekomst af konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, men også om varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd eller om perioden for anvendelse af en aftale indgået i strid med konkurrenceretten (Domstolens dom af 21.9.2006, sag C-113/04 P, Technische Unie mod Kommissionen, Sml. I, s. 8831, præmis 166).

103    Kommissionen skal tage hensyn til præcise og samstemmende beviser for at godtgøre sin faste overbevisning om, at der foreligger en overtrædelse (jf. Rettens dom af 6.7.2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, Sml. II, s. 2707, præmis 43 og 72 den deri nævnte retspraksis, og af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 217). Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er nemlig tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig (jf. præmis 102 ovenfor), ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 180, og dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, præmis 218; jf. endvidere i denne retning Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, »PVC II-dommen«, Sml. II, s. 931, præmis 768-778, navnlig præmis 777). Hvad angår overtrædelsens varighed er det i henhold til retspraksis et krav, at i mangel af beviser, der gør det muligt at foretage en direkte fastlæggelse af en overtrædelses varighed, skal Kommissionen i det mindste støtte sig på beviser, der vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse er forløbet uafbrudt mellem to specifikke datoer (dommen i sagen Technische Unie mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 169, dommen i sagen Dunlop Slazenger mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 79, og dommen i sagen Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 51).

104    Hvad angår den bevisværdi, der skal tillægges de forskellige beviser, bemærkes, at det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser er disses troværdighed (dommen i sagen Dalmine mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 63; jf. Rettens dom af 8.7.2004, sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 84, og dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 273). Ud fra almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af dets oprindelse, omstændighederne ved dets udarbejdelse, adressaten for dokumentet og dets indhold (Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 1053, og forslag til afgørelse fra dommer Vesterdorf som udpeget generaladvokat i sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, hvori Retten afsagde dom den 24.10.1991, Sml. II, s. 867, på s. 869 og 956). Det skal navnlig tillægges væsentlig betydning, at et dokument er udarbejdet i umiddelbar sammenhæng med de faktiske omstændigheder (Rettens dom af 11.3.1999, sag T-157/94, Ensidesa mod Kommissionen, Sml. II, s. 707, præmis 312) eller hidrører fra et direkte vidne til de faktiske omstændigheder (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 207). Dokumenter, hvoraf fremgår, at der har fundet kontakter sted mellem en række virksomheder, og at virksomhederne netop tilsigtede på forhånd at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfærd, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 175 og 179). Erklæringer, der går imod den erklærendes interesser, bør endvidere principielt betragtes som særligt troværdige beviser (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 207, 211 og 212).

105    Det følger endvidere af fast retspraksis, at den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, præmis 82, og af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 178).

106    Det bemærkes endelig, at ved behandlingen af et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af en kommissionsbeslutning, der har fastslået en overtrædelse af konkurrenceretten og pålagt beslutningens adressater bøder, består Rettens rolle i at bedømme, om beviserne og andre omstændigheder, der er påberåbt af Kommissionen i beslutningen, er tilstrækkelige til at bevise overtrædelsen (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 174 og 175; jf. endvidere i denne retning »PVC II-dommen«, nævnt i præmis 103 ovenfor, præmis 891). Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme adressaterne for beslutningen til gode, således at Retten ikke konkluderer, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 177, og i dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 103 ovenfor, præmis 215). I denne sidstnævnte situation skal der nemlig tages hensyn til uskyldsformodningen, hvilket princip bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som efter Domstolens praksis, der i øvrigt er bekræftet af præamblen til den europæiske fælles akt og i artikel 6, stk. 2, EU samt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1), er beskyttet i Unionens retsorden. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder den principielle uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder (Domstolens domme af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 149 og 150, og sag C-235/92 P, Montecatini mod Kommissionen, Sml. I, s. 539, præmis 175 og 176, samt dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 103 ovenfor, præmis 216).

107    Eksistensen af en overtrædelse skal alene vurderes på grundlag af de beviser, som Kommissionen har anført i den beslutning, hvorved overtrædelsen konstateres, og det eneste relevante spørgsmål er derfor, om der ved disse beviser er ført bevis for overtrædelsen (dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 104 ovenfor, præmis 726).

108    Den af artikel 253 EF påkrævede begrundelse skal endelig tilpasses den pågældende retsakt, og den udstedende institutions begrundelse skal fremgå klart og utvetydigt heraf, således at eventuelt interesserede kan få kendskab til begrundelsen for en forholdsregel, og de kompetente domstole kan udøve kontrol hermed. Begrundelsespligten skal vurderes i kraft af sagens omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som adressaterne eller andre umiddelbart og individuelt berørte kan have i at modtage forklaringer. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, af 30.9.2003, sag C-301/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 9919, præmis 87, og af 22.6.2004, sag C-42/01, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 6079, præmis 66).

109    Ovennævnte retspraksis finder analog anvendelse på EØS-aftalens artikel 53 og på de beslutninger, som Kommissionen har vedtaget i henhold til denne artikel.

110    Det skal i lyset af de regler, der er nævnt i præmis 100-109 ovenfor, undersøges, om Kommissionen i den anfægtede beslutning på grundlag af en helhedsvurdering og efter at have undersøgt de af sagsøgeren anførte alternative forklaringer og begrundelser har taget hensyn til præcise og samstemmende beviser, der er tilstrækkeligt troværdige til at godtgøre en fast overbevisning om, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet fra og med den 3. september 1996, og om i hvilket omfang sagsøgeren deltog i overtrædelsen i perioden fra denne dato og til den 9. maj 2000, idet sagsøgeren ikke har bestridt at have deltaget i overtrædelsen i den foregående periode fra 1986 til 1992 eller den efterfølgende periode fra den 9. maj 2000 til den 2. maj 2007.

b)     Sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 3. maj 1996 til den 9. maj 2000

111    Sagsøgerens argumentation indebærer en sondring mellem to perioder, nemlig dels perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, for hvilken sagsøgeren blev pålagt en bøde, og i hvilken forbindelse sagsøgeren i det væsentlige har anfægtet, at Kommissionen i forhold til sagsøgeren anvendte beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for Kommissionen, og som gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at overtrædelsen fortsatte frem til den 13. maj 1997, dels perioden fra den 13. maj 1997 til den 9. maj 2000 (herefter »den mellemliggende periode«), for hvilken Kommissionen ikke pålagde sagsøgeren en bøde, og i hvilken forbindelse sagsøgeren i det væsentlige har anført, at de beviser, som Kommissionen anvendte i forhold til sagsøgeren, alene godtgør, at sagsøgeren ønskede, at de andre kartelmedlemmer skulle få den opfattelse, at sagsøgeren i et vist omfang var indstillet på at føre drøftelser, idet formålet hermed var at forlede de andre kartelmedlemmer og at undgå repressalier fra deres side og ikke at sagsøgeren ønskede at deltage i kartellet, selv i denne periode, hvor der kun var begrænset aktivitet.

 Perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997

112    Det andet anbringendes sjette led skal i denne henseende undersøges først.

113    Det skal vurderes, om sagsøgeren med rette kan hævde, at Kommissionen, henset til samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit, i forhold til sagsøgeren ikke kunne anvende de beviser vedrørende perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, som sagsøgeren selv havde indgivet til Kommissionen i forbindelse med sagsøgerens anmodning om bødefritagelse.

–       Rækkevidden af samarbejdsmeddelelsens punkt 26

114    Det fremgår af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af bødens størrelse skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.

115    Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at Kommissionen inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer har vide skønsbeføjelser, når den pålægger sådanne bøder (Domstolens domme af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C 208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 172, og af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 123). Denne beføjelse er imidlertid begrænset. Når Kommissionen vedtager retningslinjer, som under overholdelse af traktaten skal præcisere de kriterier, den agter at anvende ved udøvelsen af dens skønsbeføjelse, indebærer dette en selvpålagt begrænsning af denne beføjelse, idet Kommissionen har pligt til at overholde de retningsgivende bestemmelser, den har pålagt sig selv (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 95, og Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 192 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen kan ikke fravige den i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, præmis 209).

116    Det er inden for denne ramme, at der skal tages hensyn til samarbejdsmeddelelsens punkt 23-26, der har følgende ordlyd:

»23)      Virksomheder, der afslører deres deltagelse i et påstået kartel, der påvirker Fællesskabet, som ikke opfylder betingelserne i afsnit II ovenfor, kan være berettiget til en nedsættelse af bøder, de ellers ville være blevet pålagt.

24)      For at være berettiget hertil skal en virksomhed forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og opfylde de kumulative betingelser, der er fastsat i punkt 12, litra a) til punkt 12, litra c) ovenfor.

25)      Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise det påståede kartels eksistens. I sin vurdering vil Kommissionen normalt anse skriftligt bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, for at have større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere. Belastende bevismateriale, der er direkte relevant for de pågældende forhold, vil ligeledes normalt blive anset for at have større værdi end bevismateriale, som kun har indirekte relevans. Det vil ligeledes påvirke bevismaterialets værdi, om det kan bekræftes af andre kilder, så det kan gøres gældende over for andre virksomheder, der er involveret i sagen, og afgørende bevismateriale vil således blive anset for at have en større værdi end bevismateriale, som eksempelvis virksomhedserklæringer, der skal bekræftes, hvis de bestrides.

26)      Kommissionen afgør i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure, hvor stor en bødenedsættelse en virksomhed vil få i forhold til den bøde, den ellers ville blive pålagt. For:

–      første virksomhed, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på 30-50%

[…]

For at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for hver af disse grupper vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under [punkt] 24, i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi.

Hvis en ansøger om bødenedsættelse er den første til at fremlægge afgørende bevismateriale efter [punkt] 25, som Kommissionen benytter til at påvise yderligere forhold, der øger overtrædelsens grovhed eller varighed, tager Kommissionen ikke sådanne yderligere forhold i betragtning, når den fastsætter en eventuel bøde, som skal pålægges den virksomhed, der har fremlagt bevismaterialet.«

117    Med andre ord skal en række betingelser være opfyldt for, at samarbejdsmeddelelsens punkt 26 finder anvendelse. Virksomheden skal fremlægge afgørende bevismateriale i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i samarbejdsmeddelelsens punkt 25, hvilket indebærer, at bevismaterialet skal repræsentere en betydelig merværdi og ikke skal bekræftes. Disse beviser skal gøre det muligt at påvise andre forhold end dem, som Kommissionen allerede er i stand til at godtgøre, og som øger overtrædelsens grovhed eller varighed.

118    Når disse betingelser er opfyldt, tager Kommissionen ikke disse forhold i betragtning ved fastsættelsen af bøden – hvis størrelse i henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 afhænger af overtrædelsens grovhed og varighed – der skal pålægges den virksomhed, som har gjort det muligt at påvise disse forhold ved de beviser, som virksomheden har fremlagt for Kommissionen, som det fremgår af samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit.

119    Det følger således af det sidste sætningsled i samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit, at Kommissionen ikke vil støtte sig på disse beviser, når den skal fastsætte grovheden eller varigheden af den overtrædelse, der er begået af den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, for så vidt som virksomheden opfylder betingelserne i den nævnte meddelelses punkt 26. Samtidig kan den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, desuden indrømmes den nedsættelse, der er fastsat i meddelelsen for den resterende del af den overtrædelsesperiode, som den pågældende virksomhed tilregnes ansvaret for.

120    Det bemærkes, at den omstændighed, at beskyttelsesmekanismen for den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, er fastsat i punkt 26, der omhandler nedsættelse af bøder, i modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, bekræfter, at Kommissionen kan anvende de to foranstaltninger samtidig.

121    Den procentmæssige nedsættelse af bøden skal således være proportional med merværdien af de beviser, der er fremlagt af den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, idet punkt 26, sidste afsnit, endvidere har til formål at undgå, at en virksomhed pålægges sanktioner alene på grundlag af det bevismateriale, som virksomheden selv har fremlagt over for Kommissionen.

122    Kommissionens argumentation kan derfor ikke tiltrædes på dette punkt.

–       Fastlæggelse af yderligere forhold, der i det foreliggende tilfælde øger overtrædelsens grovhed eller varighed

123    Der skal dernæst foretages en undersøgelse af Kommissionens anfægtelse af, at de af sagsøgeren fremlagte beviser ikke gjorde det muligt for Kommissionen at påvise nye forhold, hvilket er en af betingelserne for at anvende samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit.

124    Det bemærkes, at det af samarbejdsmeddelelsen fremgår, at »yderligere forhold« kan øge overtrædelsens varighed eller grovhed.

125    Som begrundelse for, at kartellet var aktivt i perioden fra september 1996 til maj 1997, støttede Kommissionen sig i det foreliggende tilfælde hovedsageligt på følgende:

–        [Fortroligt] (142. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        [Fortroligt] (143.-145. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        »Fire eksempler på kontakt til andre kartelmedlemmer i perioden fra maj 1995 til marts 1996 og perioden fra september 1996 til januar 1997, der fremgik af disketter, som blev fundet i W.’s lokaler […]« (139. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har imidlertid i fodnote 216 i den anfægtede beslutning anført, at »selv om det fremgår af disse disketters indeks, at der findes en lang række andre filer med lignende navne vedrørende denne periode, hvilket synes at antyde, at de indeholder andre telefaxer, der er udvekslet mellem kartelmedlemmerne, vil Kommissionen ikke anvende indholdet af disse filer som bevis, idet dette indhold ikke fremgik af den fil, som Kommissionen havde adgang til«.

–        Bridgestones svar på klagepunktsmeddelelsen (»Bridgestone hævdede, at kartellet, der blev oprettet i 1986, blev bragt til ophør i foråret 1997«) (291. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        DOM’s besvarelse af samme klagepunktsmeddelelse (»DOM hævdede, at der klart [var] ført bevis for, at kartellet havde bragt sine aktiviteter til ophør i perioden fra marts 1997 til 1999«) (292. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Den beskrivelse af udviklingen i virksomhedens aktiviteter, der blev udarbejdet af W. (»3/97: ophør af ethvert samarbejde«) (157. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Erklæringer afgivet af [fortroligt] (»gruppen for pumpeslanger til brug på havet var næsten opløst i 1998«) (151. betragtning til den anfægtede beslutning).

–        Det svar på anmodningen om oplysninger, som blev afgivet af P. den 29. juni 2007 og af Trelleborg den 15. juni 2007, samt dokumenter, som blev fundet hos Trelleborg og Dunlop (punkt 163 i svarskriftet).

–        Endelig de af W. udarbejdede tabeller vedrørende perioden fra november 1996 til december 1997 samt 1998 og 1999 (165. betragtning til den anfægtede beslutning).

126    Kommissionen rådede således ganske vist over en række indicier, men den havde imidlertid kun et enkelt bevis i form af et samtidig dokument i sin besiddelse, nemlig [fortroligt] og W.’s tabeller, som Kommissionen har anerkendt, at den ikke kan tidsbestemme med nøjagtighed, samt erklæringer fra de forskellige kartelmedlemmer, såfremt man ser bort fra de beviser, som MRI indgav i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse.

127    Det skal derfor undersøges, om den række indicier, som Kommissionen støttede sig på i den anfægtede beslutning for at fastslå, at kartellet fortsat var fuldt virksomt i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, ud over de beviser, som MRI indgav i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse, i sig selv er tilstrækkelige til at nå til et sådant resultat.

128    Der skal først foretages en vurdering af [fortroligt], som blev sendt til DOM (142. betragtning til den anfægtede beslutning).

129    Det omtvistede [fortroligt] har følgende ordlyd:

»Jeg er af den opfattelse, at vi har en enestående mulighed for at fastsætte et bedre prisniveau i år. Jeg har forstået, at Sumed nu er indstillet på at acceptere en væsentlig prisforhøjelse.

Jeg er enig i Deres forslag om at lade C at få en væsentlig del af kontrakten, og jeg foreslår følgende tal, hvor den bedst placerede efter vinderen skal ligge på PL x 0,65. Det bør vi forsøge os med.

Jeg beder Dem venligst bekræfte, at samtlige medlemmer accepterer denne fremgangsmåde. Hvis dette ikke er tilfældet, beder jeg Dem fremsende forslag hurtigst muligt.«

130    Teksten indeholder derefter en tabel, hvori de forskellige dele (eller andele) af »Sumed«-kontrakten er opdelt på følgende måde mellem forskellige »champions« [vindere] blandt de seks virksomheder, der var medlem af kartellet:

ITEM	Qty	Designation	PL	A 1	A 2	C	B 1	B 2	B 3
1	2	FOB 24" 35’	80,900	52,640	53,920	53,210	54,860	Champion	54,155
2	3	FOB 20" 35’	63,420	42,380	41,220	41,900	43,280	Champion	41,468
3	12	FF 24" 35’	73,590	50,290	49,300	50,150	47,830	Champion	48,116
4	36	FF 20" 35’	50,370	33,720	34,380	Champion	34,150	32,600	32,740
5	34	FF 16" 35’	45,170	29,860	Champion	29,360	30,440	30,830	30,793
6	1	Red 24/20" 35’	67,790	46,270	46,190	44,130	44,060	Champion	44,222
7	3	Red 20/16" 35’	47,230	32,355	32,910	30,700	30,950	Champion	30,735
8	3	TRH 16" 35’	55,180	36,830	Champion	35,870	36,090	37,660	35,982

131    Referencerne A 1, A 2, B 1, B 2, B 3 og C er de almindeligt anvendte bogstavkoder for de forskellige kartelmedlemmer (114. betragtning til den anfægtede beslutning). Ifølge denne bogstavkode er Bridgestone A 1, Yokohama Rubber A 2, DOM B 1, Trelleborg B 2, Parker ITR B 3 og MRI C.

132    Det fremgår ikke blot af denne tabel, at der er valgt en »champion« for hver del eller hver andel af kontrakten, men også, at der er opnået enighed om den pris, som »toeren« skal tilbyde, hvilket i tabellen angives med fed skrift, kursiv og understregning, samt om de priser, som skal tilbydes af de andre deltagere.

133    Den vigtige rolle, som »toeren« spillede ved manipulationen af udbuddet, kan endvidere udledes af indholdet af telefaxen, hvoraf nemlig fremgår, at »jeg foreslår følgende tal, hvor den bedst placerede efter vinderen skal ligge på PL x 0,65«.

134    Det kan endvidere konstateres, at den pris, som angives for hver del, for så vidt angår toeren altid er beregnet ud fra følgende formel: prisen PL x 0,65. Der ses kun en undtagelse for så vidt angår »item 5«, hvor toerens pris ifølge denne beregning burde have været 29 360 (kolonne C, dvs. MRI) og ikke 29 860. Det er imidlertid højst sandsynligt tale om en indholdsmæssig fejl, idet den person, som har udarbejdet tabellen, formentlig har anvendt fed skrift og understreget 29 860 ved en fejl.

135    »Toerens« vigtige rolle bekræftes endvidere af de svar, som sagsøgeren har givet på skriftlige spørgsmål fra Retten. Sagsøgeren har nemlig anført, at »kartellets velkendte regel netop bestod i at fastsætte prisen for »den anden tilbudsgiver med det laveste tilbud«, mens detaljerne i vinderens tilbud blev […] fastsat af vinderen efter eget skøn«.

136    Det følger således af tabellen, at sagsøgeren blev udpeget som vinder af et udbud – hvilket ikke havde været muligt, medmindre sagsøgeren havde deltaget i drøftelserne, eller selskabet havde modtaget underretning, som sagsøgeren selv har hævdet – men også, at sagsøgeren blev udpeget som toer i to eller tre tilfælde afhængigt af, om der tages hensyn til fejlen vedrørende »item 5«.

137    For at den manipulation af udbuddet, som følger af tabellen, kunne fungere, var det nødvendigt, at hvert selskab accepterede den rolle, som selskabet var blevet tildelt, og navnlig toeren, idet vinderen i modsat fald ikke ville kunne være sikker på at få kontrakten.

138    Det følger heraf, at det ikke er sandsynligt, at den grundige og detaljerede opdeling af »Sumed«-udbuddet, der fremgår af denne tabel, kunne have fungeret uden sagsøgerens aktive og frivillige deltagelse, og at sagsøgerens rolle som »toer« var blevet tildelt selskabet af de andre kartelmedlemmer, uden at sagsøgeren havde deltaget fuldt ud i kartellets aktiviteter efter september 1996.

139    Det følger heraf, at selv om dette dokument hidrører fra tredjemand, bekræfter det, at MRI deltog i drøftelserne om »Sumed«-kontrakten.

140    Sagsøgerens argument om, at selskabet ikke på nogen måde havde kendskab til dette dokument og de drøftelser, der henvises til deri, kan følgelig ikke tiltrædes.

141    Det fremgår endvidere af den af W. udarbejdede tabel (bilag 10 til stævningen, linje 87) vedrørende de markeder, som faktisk blev opdelt mellem kartelmedlemmerne, at tre virksomheder havde opdelt en kontrakt vedrørende »Sumed«, som blev tildelt i november 1996, dvs. lidt mere end to måneder efter, at [fortroligt] fremsendte forslaget om samordning. Der er i det foreliggende tilfælde tale om Yokohama Rubber (benævnt Japan C0.2), Trelleborg (benævnt European C0.2) og MRI (benævnt European C0.4).

142    Der er tale om de tre virksomheder, som delene af »Sumed«-kontrakten var opdelt mellem i den tabel, der fremgår af bilaget til Trelleborgs telefax.

143    Som sagsøgeren har anført, må det ganske vist konstateres, at W.’s tabel er påført bemærkningen »estimater« (estimates) i forbindelse med »Sumed«-kontrakten, men det forholder sig ikke desto mindre således, at de tre virksomheder, som blev tildelt andele, svarer til den fordeling, der blev foreslået i Trelleborgs telefax, og at beløbet for så vidt angår to af de virksomheder, som blev tildelt andele, svarer til værdien af disse andele multipliceret med vinderens enhedspris, som det fremgår af samme telefax.

144    Retten finder, at der under disse omstændigheder ikke kan være tale om rene tilfældigheder eller formodninger vedrørende MRI, som selskabet har hævdet.

145    Retten finder endvidere, at eftersom W.’s tabel således afspejler resultatet af samordningen af »Sumed«-udbuddet, som det fremgår af Trelleborgs telefax, må bevisværdien af dette bevismateriale anses for styrket.

146    W.’s tabeller indeholder en længere redegørelse for de forskellige samordnede udbudsprocedurer, der fandt sted mellem de forskellige kartelmedlemmer i perioden fra 1996 til slutningen af 1997.

147    Det følger heraf, at Kommissionen med rette kunne støtte sig på denne tabel ikke blot med henblik på at fastslå, at MRI genindtrådte i kartellet den 3. september 1996 og deltog fuldt ud indtil den 13. maj 1997, men også med henblik på mere generelt at bestyrke de oplysninger og navnlig de forskellige erklæringer, som Kommissionen havde indhentet (jf. præmis 125 ovenfor), og som Kommissionen rådede over vedrørende den omstændighed, at de andre kartelmedlemmer fortsatte med kartellet indtil dette tidspunkt.

148    De af MRI fremlagte dokumenter var således ikke nødvendige, for at Kommissionen kunne nå til dette resultat.

149    Det følger heraf, at de beviser, som MRI fremlagde for Kommissionen vedrørende perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, ikke gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at overtrædelsen havde en længere varighed eller var mere alvorlig.

150    Sagsøgeren kan derfor ikke med rette hævde, at selskabet er omfattet af samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit.

151    Det følger endvidere heraf, at Kommissionen kunne anvende disse beviser i forhold til sagsøgeren.

152    Det andet anbringendes sjette led må derfor forkastes.

153    Dertil kommer, at visse af disse beviser utvivlsomt bekræfter, at MRI var involveret i samordningen af visse udbud.

154    I [fortroligt] har F. således anført følgende:

»[J]eg afslog dette tilbud, idet det ændrede den oprindelige ordning, som jeg havde aftalt med Dunlop, og tillige på grund af, at vi i forbindelse med det første udbud kun havde fået 18 længder i stedet for de aftalte 36 som følge af Sumeds budgetbegrænsninger. Vi er sikre på, at Kléber har problemer med de 24” i Sumed, og det er baggrunden for, at de kun har fået 4 længder i stedet for de 12, der er angivet i et tidligere udbud.«

155    I den tabel, som fremgår af bilaget til Trelleborgs telefax (jf. præmis 130 ovenfor), er MRI omtalt som vinder for en del, som vedrører 36 længder af FF 20’’ og »Kléber« – dvs. Trelleborg – for fem dele, herunder bl.a. en del, som vedrører 12 længder af FF 24’’.

156    F.’s henvisninger til en tidligere »Sumed«-kontrakt er således fuldt ud i overensstemmelse med den tabel, der fremgår af bilaget til [fortroligt] (jf. præmis 130 ovenfor), hvilket ikke kan være en simpel tilfældighed.

157    De præciserende oplysninger, der fremgår af denne meddelelse, gør det endvidere muligt at forstå bemærkningen »estimater«, som W. har anført i tabellen om udbudsproceduren vedrørende »Sumed«, der var genstand for [fortroligt], hvoraf fremgår, at MRI i sidste ende opnåede en mindre del end, hvad der oprindeligt var aftalt.

158    Sagsøgerens argumentation om, at selskabet i dag ikke længere kan afgøre, om »Sumed«-kontrakten, som er omhandlet i [fortroligt], svarer til den, der er henvist til i [fortroligt], kan derfor i øvrigt ikke tiltrædes.

159    For så vidt som det måtte være relevant (jf. præmis 147 ovenfor), kan det således bekræftes, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997.

 Den mellemliggende periode

160    Det følger af fast retspraksis, at begrebet samordnet praksis vedrører en form for koordinering mellem virksomheder, som uden at gå så langt, at der er tale om en egentlig aftale, bevidst træder i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 115, og dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt i præmis 106 ovenfor, præmis 158).

161    Artikel 81, stk. 1, EF er herved til hinder for enhver direkte eller indirekte kontakt mellem økonomiske aktører, som kan påvirke en faktisk eller potentiel konkurrents adfærd på markedet eller over for en sådan konkurrent afslører den adfærd, man har besluttet eller overvejer selv at udvise på markedet, når disse kontakter har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 160, præmis 116 og 117).

162    Den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF (dommen i sagen Tréfilunion mod Kommissionen, nævnt i præmis 105 ovenfor, præmis 82, og i sagen BPB mod Kommissionen, nævnt i præmis 105 ovenfor, præmis 178).

163    Ifølge fast retspraksis omfatter begreberne aftale og samordnet praksis i henhold til artikel 81, stk. 1, EF former for hemmelige aftaler, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 160 ovenfor, præmis 131 og 132, og Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 190).

164    I forbindelse med en sammensat overtrædelse, der i flere år har involveret adskillige producenter, som har haft det mål at gennemføre en fælles markedsregulering, kan det ikke kræves af Kommissionen, at denne kvalificerer overtrædelsen som enten en aftale eller en samordnet praksis, idet begge disse former for overtrædelse under alle omstændigheder er omfattet af artikel 81 EF (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 160, præmis 111-114, og PVC II-dommen, nævnt i præmis 103 ovenfor, præmis 696).

165    Den dobbelte kvalifikation af overtrædelsen som enten en aftale »og/eller« en samordnet praksis må forstås som en tilkendegivelse af, at der er tale om et kompleks, som indeholder faktiske omstændigheder, hvoraf nogle er kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis; jf. artikel 81, stk. 1, EF, der ikke kræver, at der skal ske en specifik kvalifikation for denne sammensatte type overtrædelse (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 264, og dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 187).

166    Det bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde besluttede at pålægge sagsøgeren og dennes konkurrenter en sanktion for at have deltaget i »et kompleks af aftaler og samordnet praksis inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet« i løbet af den relevante periode.

167    Kommissionen anførte i 263.-272. betragtning til den anfægtede beslutning, hvorledes den havde til hensigt at kvalificere de faktiske omstændigheder vedrørende overtrædelsen, som den havde kendskab til, og anførte navnlig i 271. og 272. betragtning til den anfægtede beslutning, at udvekslingen af oplysninger udgjorde en samordnet praksis.

168    Kommissionen foreholdt sagsøgeren at have udvekslet oplysninger med visse kartelmedlemmer i den mellemliggende periode, bl.a. med henblik på at genstarte kartellet.

169    Den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er imidlertid tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF (jf. Domstolens dom af 4.6.2009, sag C-8/08, T Mobile Netherlands m.fl., Sml. I, s. 4529, præmis 51 og 52, og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i denne sag, Sml. I, s. 4523, punkt 90 og 91 og den deri nævnte retspraksis).

170    Spørgsmålet om, hvorvidt denne adfærd har fundet sted inden eller uden for rammerne af »gruppens struktur«, er således ikke relevant, og de argumenter, som sagsøgeren har fremsat i denne henseende inden for rammerne af det andet anbringendes tredje led, kan derfor ikke tiltrædes.

171    Det fremgår endvidere af den anfægtede beslutning, at sagsøgeren forlod kartellet i 1992.

172    Det er endvidere bevist, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet i 1996 i forbindelse med manipulationen af udbudsproceduren vedrørende »Sumed«, hvilket indebar tildeling af kvoter og fastsættelse af priser på markedet for pumpeslanger til brug på havet som følge af en samordning, som sagsøgeren må anses for at have deltaget i (jf. præmis 128-159 ovenfor).

173    Hvad angår den mellemliggende periode, der for sagsøgerens vedkommende løb fra maj 1997 til maj 2000, skal det præciseres, at sagsøgeren under retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten har bekræftet, at selskabets anbringende kun omhandlede de beviser, som vedrørte perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997.

174    Kommissionen kunne derfor anvende disse beviser med henblik på at fastslå, at sagsøgeren havde deltaget i visse kontakter og visse drøftelser i løbet af den mellemliggende periode.

175    Sagsøgeren har imidlertid anfægtet omfanget af disse kontakter samt Kommissionens fortolkning af de dokumenter, hvori disse kontakter nævnes.

176    De nævnte dokumenter skal derfor undersøges for at fastslå, om Kommissionen med rette konstaterede, at sagsøgeren havde deltaget i en vedvarende overtrædelse i den mellemliggende periode, selv om hverken sagsøgeren eller andre kartelmedlemmer blev pålagt en bøde for denne periode.

177    Det bemærkes på baggrund af sagsøgerens dokumenter [fortroligt] (174. og 176. betragtning til den anfægtede beslutning), at disse dokumenter i det mindste gør det muligt at godtgøre, dels at W. kontaktede F. hos MRI vedrørende tre udbud (CPC Taiwan, Ancap Uruguay og Petrobras Brazil), et samordningsforsøg, som tillige involverede Bridgestone, DOM, Yokohama Rubber og Parker ITR, dels at kartellet i det mindste forsøgte at fungere i denne periode, selv om F. afslog det tilbud, som han modtog. Der er således ikke tvivl om, at de forskellige virksomheder havde kontakt til hinanden og til sagsøgeren med henblik på at samordne visse udbudsprocedurer. Den omstændighed, at disse dokumenter kan give anledning til at antage, at kartellet ikke fungerede optimalt, og at der forekom uoverensstemmelser, bekræftes i øvrigt af den vurdering af denne periode, som Kommissionen foretog i den anfægtede beslutning. Hvad angår F.’s dokument af 4. februar 1999, hvori F. beskriver kartellets historiske udvikling og samtidig redegør for situationen på dette tidspunkt – et dokument, som var rettet til sagsøgerens handelspartnere – bemærkes, at selv om F. i dette dokument påstår, at sagsøgeren ikke deltog i kartellet, bekræfter dette dokument i hvert fald, at F. deltog i kontakter med de andre kartelmedlemmer. Det fremgår således klart af disse dokumenter, at de forskellige berørte virksomheder havde kontakt til hinanden med henblik på i det mindste at forsøge at samordne udbuddene.

178    [Fortroligt] (177. betragtning til den anfægtede beslutning) bekræfter, at der forekom kontakter mellem kartellets forskellige hovedpersoner (W., F. og P.), i hvilken forbindelse de udvekslede forretningsoplysninger. Den omstændighed, at kartellet gennemgik en krise i denne periode, hvilket også bekræftes af dette dokument, indebærer ikke, at disse kontakter ophører med at være ulovlige. Kartellet genoptog endvidere sine aktiviteter, umiddelbart efter at disse kontakter havde fundet sted, hvilket synes at bekræfte, at de bidrog til at genstarte kartellet, selv om sagsøgeren først genindtrådte fuldt ud i kartellet et år efter de andre hovedpersoner.

179    [Fortroligt] (201. betragtning til den anfægtede beslutning) viser, at C. og F. havde kontakt til hinanden på et tidspunkt, hvor kartellet endnu ikke havde genoptaget sine aktiviteter fuldt ud – i hvert fald for så vidt angår sagsøgeren. Det fremgår imidlertid af dette dokument, at C. og F. udvekslede følsomme forretningsoplysninger, men også, at F. undersøgte mulighederne for at indføre en ny funktionsmåde for kartellet fra og med dette tidspunkt, navnlig hvad gælder samordningen af kartellet, samtidig med at han allerede på dette tidspunkt forsøgte at fastsætte sagsøgerens markedsandel til 12%. Som Kommissionen i øvrigt har anført, skal dette bevis vurderes i lyset af de møder, som på ny blev afholdt fra og med juni 1999. Selv om det er korrekt, at sagsøgeren først deltog fuldt ud i kartellet på et senere tidspunkt, forholder det sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren fra dette tidspunkt forberedte sig på at genindtræde i kartellet og samarbejdede i det mindste marginalt med visse af sine konkurrenter.

180    Endelig indeholder dokumentet [fortroligt] (190. betragtning til den anfægtede beslutning) klart en beskrivelse af rammerne for det nye samarbejde. Sagsøgeren har anført, at selskabet ikke deltog i mødet, hvilket Kommissionen ikke har bestridt, og at den omstændighed, at den markedsandel, som sagsøgeren blev tildelt, nævnes i dette dokument, ikke indebærer, at sagsøgeren deltog i kartellet. Det er ganske vist korrekt, at Kommissionen fandt, at sagsøgeren ikke genindtrådte i kartellet før den 9. maj 2000 (jf. 202. betragtning til den anfægtede beslutning, hvori Kommissionen anførte, at den råder over beviser for, at MRI på ny blev tildelt kvoter fra og med dette tidspunkt). Der eksisterer imidlertid for det første et direkte bevis for, at sagsøgeren havde ulovlige kontakter med henblik på at genindtræde i kartellet i juni 1999 (sagsøgerens interne meddelelse af 30.6.1999), for det andet et dokument, der blev uddelt i december 1999 i forbindelse med et møde, der blev afholdt, efter at de andre kartelmedlemmer havde genstartet kartellet, og hvori den markedsandel, som sagsøgeren skulle tildeles, blev fastsat, og for det tredje bevis for, at sagsøgeren faktisk genindtrådte i kartellet i maj 2000, hvilket selskabet i øvrigt ikke har bestridt. Det må derfor fastslås, at eftersom de andre kartelmedlemmer havde genoptaget de ulovlige aktiviteter, kunne den markedsandel, som de havde tiltænkt sagsøgeren, alene være resultatet af en længerevarende samordning med sagsøgeren. Det anses for godtgjort, at MRI forhandlede om betingelserne for at genindtræde i juni 1999, dvs. seks måneder før udarbejdelsen af de tabeller, som blev uddelt i december 1999. Disse tabeller udgør således et særligt stærkt indicium på, at sagsøgeren i december 1999 deltog i drøftelserne om fordelingen og samordningen af kartelmedlemmernes respektive markedsandele.

181    Sammenfattende må det fastslås, at Kommissionen har ført tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgeren i den mellemliggende periode udviste en ulovlig adfærd, som ganske vist var begrænset i forhold til de foregående og efterfølgende perioder, hvilket i øvrigt indebar, at Kommissionen ikke pålagde sagsøgeren en bøde for denne periode.

182    Sagsøgerens påstand om, at selskabet således ønskede at give de andre kartelmedlemmer den opfattelse, at det havde en vis interesse i at genstarte kartellet samtidig med, at det derved beskyttede sig mod eventuelle forretningsmæssige repressalier fra deres side, kan endvidere ikke tiltrædes.

183    Sagsøgerens påståede hensigter er nemlig ikke blot irrelevante i denne henseende, idet det tillige må konstateres, at selskabet derved har anerkendt, at det ved at opretholde kontakt til de andre kartelmedlemmer forsøgte at beskytte sig mod konkurrence fra deres side, hvilket er tilstrækkeligt til at fastslå, at der forelå en overtrædelse.

184    Dertil kommer, at de ovennævnte dokumenter beviser, at disse kontakter hovedsageligt havde til formål at genstarte kartellet, og at sagsøgeren navnlig deltog heri for at forhandle om den rolle, som selskabet skulle indtage i kartellet.

185    Sagsøgerens argument om, at selskabet kun deltog i disse drøftelser for at forlede sine tidligere og fremtidige partnere i kartellet, og at det har givet en anden, sandsynlig forklaring på de forskellige dokumenter, som Kommissionen støttede sig på for at godtgøre, at det deltog i overtrædelsen i den mellemliggende periode, kan derfor ikke tiltrædes.

186    De forskellige beviser – [fortroligt] – som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for denne argumentation, kan ikke rejse tvivl om dette resultat.

187    Disse forskellige dokumenter godtgør nemlig uden tvivl, at MRI genindtrådte fuldt ud i kartellet i maj 2000, men afkræfter ikke, at sagsøgeren i de foregående år udførte handlinger med henblik på at genindtræde i kartellet.

188    Sagsøgerens argumentation må derfor i øvrigt forkastes.

c)     Eksistensen af en vedvarende overtrædelse

189    Sagsøgeren har i det væsentlige bestridt, dels at der var tale om en vedvarende overtrædelse i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, idet selskabet har anført, at såfremt det måtte anses for at have begået overtrædelser i denne periode, er der tale om enkeltstående overtrædelser, som ikke har nogen forbindelse til de foregående eller efterfølgende perioder, dels at der var tale om en vedvarende overtrædelse i perioden fra den 13. maj til den 9. maj 2000, idet sagsøgeren ikke deltog i drøftelserne med et konkurrencebegrænsende formål, men derimod for at forsvare sig mod eventuelle repressalier fra det andre kartelmedlemmers side. Kommissionen kan under alle omstændigheder ikke hævde, at der er tale om en vedvarende overtrædelse, og samtidig konstatere, at kartellets aktiviteter var begrænsede som følge af, at kartelmedlemmerne befandt sig i en krisesituation, hvilket i øvrigt indebar, at Kommissionen ikke pålagde sagsøgeren en bøde for denne periode.

 Begreberne vedvarende overtrædelse og gentagen overtrædelse

190    Ifølge artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 regnes forældelsesfristen fra den dag, overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

191    Det er i denne henseende præciseret i retspraksis, at i de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne. Sådanne indicier og sammenfaldende omstændigheder kan, når de vurderes som en helhed, ikke kun give oplysninger om den blotte forekomst af konkurrencebegrænsende adfærd eller aftaler, men også om varigheden af en vedvarende konkurrencebegrænsende adfærd eller om perioden for anvendelse af en aftale, der er indgået i strid med konkurrencereglerne (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 57, og dom af 21.9.2006, sag C-105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. I, s. 8725, præmis 94-96 og den deri nævnte retspraksis).

192    En tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, EF kan i øvrigt foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen således med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 258, og dom af 21.9.2006, sag C-105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. I, s. 8725, præmis 110).

193    Hvad angår det manglende bevis for en aftales eksistens i løbet af bestemte perioder eller i det mindste med hensyn til en virksomheds gennemførelse af den i løbet af en given periode skal det bemærkes, at den omstændighed, at der ikke blev fremlagt et bevis for overtrædelsen for visse bestemte perioder, ikke er til hinder for, at overtrædelsen anses for at foreligge i en periode, der samlet set er længere end denne, såfremt en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier. I forbindelse med en overtrædelse, der udstrækker sig over flere år, er den omstændighed, at kartellet viser sig under forskellige perioder, som kan adskilles af længere eller kortere mellemrum, fortsat uden betydning for, at dette kartel eksisterer, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et enkelt formål og er omfattet af en samlet og vedvarende overtrædelse (dommen i sagen Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, nævnt i præmis 192 ovenfor, præmis 97 og 98; jf. endvidere i denne retning dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 260).

194    I denne forbindelse bemærkes, at der i retspraksis er fastsat flere kriterier af relevans for vurderingen af, om en overtrædelse er samlet og vedvarende, nemlig om den omhandlede praksis har samme formål (jf. i denne retning dommen i sagen Technische Unie mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 170 og 171, samt Rettens dom af 20.3.2002, sag T-21/99, Dansk Rørindustri mod Kommissionen, Sml. II, s. 1681, præmis 67, og af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 312), om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er de samme (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 118, 119 og 124, og dommen i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, præmis 312), om de samme virksomheder har deltaget (dommen i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, præmis 312), og om fremgangsmåden har været den samme (dommen i sagen Dansk Rørindustri mod Kommissionen, præmis 68). Derudover er identiteten af de fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og identiteten af den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde ligeledes kriterier, der kan tages i betragtning ved denne undersøgelse.

195    Retspraksis giver således Kommissionen mulighed for at antage, at overtrædelsen – eller en virksomheds deltagelse i overtrædelsen – ikke er blevet afbrudt, selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af beviser for overtrædelsen for visse bestemte perioder, for så vidt som de forskellige handlinger, der er en del af denne overtrædelse, forfølger et enkelt formål og kan anses for omfattet af en enkelt, vedvarende overtrædelse, idet en sådan antagelse skal bygge på objektive og samstemmende indicier, der påviser eksistensen af en fælles plan.

196    Når disse betingelser er opfyldt, giver begrebet vedvarende overtrædelse således Kommissionen mulighed for at pålægge en bøde for hele den overtrædelsesperiode, der er omfattet af undersøgelsen, og det fastlægger den dato, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, nemlig den dato, hvor den vedvarende overtrædelse slutter.

197    De virksomheder, der beskyldes for ulovlig samordning, kan imidlertid afkræfte denne formodning, idet de kan gøre indicier eller beviser gældende, som modsætningsvis godtgør, at overtrædelsen – eller deres deltagelse deri – ikke er fortsat i disse perioder.

198    Begrebet gentagen overtrædelse er endvidere et særskilt begreb i forhold til vedvarende overtrædelse (jf. i denne retning Rettens dom af 19.5.2010, sag T-18/05, IMI m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1769, præmis 96 og 97), idet denne sondring i øvrigt bekræftes af anvendelsen af bindeordet »eller« i artikel 25, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

199    Når det kan fastslås, at virksomheds deltagelse i overtrædelsen har været afbrudt, og at den overtrædelse, som virksomheden har begået før og efter denne periode, har samme kendetegn, hvilket bl.a. skal vurderes under hensyn til, om den omhandlede praksis har samme formål, om de omhandlede varer er de samme, om det er de samme virksomheder, som har deltaget i den ulovlige samordning, om fremgangsmåden hovedsageligt har været den samme, om det er de samme fysiske personer, der har været involveret for virksomhedernes regning, og endelig om den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde er det samme, skal den pågældende overtrædelse kvalificeres som en enkelt og gentagen overtrædelse.

200    I et sådant tilfælde kan Kommissionen ikke pålægge en bøde for den periode, hvori overtrædelsen har været afbrudt.

201    I henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003 må varigheden af afbrydelsen ikke overstige fem år, idet bøden for den overtrædelsesperiode, der ligger før afbrydelsen, nemlig vil være forældet.

 Eksistensen af en vedvarende overtrædelse i det foreliggende tilfælde

202    Det skal derfor afgøres, om Kommissionen under disse omstændigheder med føje kunne fastslå, at sagsøgeren havde deltaget i en vedvarende overtrædelse i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007.

203    Det bemærkes, at det i det foreliggende tilfælde fremgår af den anfægtede beslutning, at de virksomheder, som den anfægtede beslutning er rettet til, har deltaget på forskellig vis i en overtrædelse, der bestod i tildeling af udbud, prisfastsættelse, fastsættelse af kvoter, fastlæggelse af salgsbetingelser, opdeling af de geografiske markeder og udveksling af følsomme oplysninger vedrørende pris, salgsmængder og udbud på markedet for pumpeslanger til brug på havet.

204    Det bemærkes i denne henseende, at det klart fremgår af den anfægtede beslutning, at der eksisterede en samlet plan. Denne plan kan udledes af den omstændighed, at før og efter den mellemliggende periode havde den omhandlede praksis samme formål, de omhandlede varer var de samme, det var de samme virksomheder, som deltog i den ulovlige samordning, fremgangsmåden var hovedsageligt den samme, det var de samme fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og endelig var den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde det samme.

205    Dertil kommer, at den adfærd, som havde til formål at udligne forskellene mellem kartelmedlemmerne og genstarte kartellet i den mellemliggende periode, som det fremgår af de af sagsøgeren fremlagte dokumenter, og som gennemgås i præmis 177-180 ovenfor, derfor skal anses for at udgøre en integrerende del af den samlede plan, som kartelmedlemmerne forfulgte.

206    Adspurgt herom under retsmødet bestred sagsøgeren ikke, at selskabet havde deltaget i overtrædelsen i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og derefter fra den 9. maj 2000 til den 2. maj 2007.

207    Sagsøgeren har ganske vist anført, at der er tale om særskilte overtrædelser, og at de ikke kan kvalificeres som en vedvarende og gentagen overtrædelse, hvilket selskabet har anerkendt under retsmødet. Det må imidlertid konstateres, at det klart fremgår af den anfægtede beslutning, at der fandtes en samlet plan, når der henses til, at den omhandlede praksis havde samme formål, de omhandlede varer var de samme, det var de samme virksomheder, som deltog i den ulovlige samordning, fremgangsmåden var hovedsageligt den samme, det var de samme fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og endelig var den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde det samme i perioden fra 1986 til 2007.

208    Det er endvidere godtgjort, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet fra og med den 3. september 1996 og deltog i overtrædelsen indtil den 13. maj 1997 (jf. præmis 147 ff. ovenfor), og at sagsøgeren deltog aktivt i de drøftelser, som fandt sted i den mellemliggende periode med henblik på at genstarte kartellet og genindtræde heri (jf. præmis 181 ff. ovenfor).

209    Retten har i øvrigt forkastet den anden, sandsynlige forklaring, som sagsøgeren har anført vedrørende selskabets adfærd i denne periode (jf. præmis 181 ff. ovenfor).

210    Kommissionen har endvidere anerkendt, og det fremgår af den anfægtede beslutnings artikel 1, at sagsøgeren afbrød sin deltagelse i kartellet i perioden fra den 1. august 1992 til den 3. september 1996.

211    Kommissionen konstaterede ganske vist, at der var tale om en vedvarende overtrædelse, som MRI var ansvarlig for, samtidig med at den konstaterede, at selskabet havde afbrudt sin deltagelse i kartellet i perioden fra den 1. august 1992 til den 3. september 1996.

212    Kommissionen begik imidlertid ikke en fejl, da den fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i kartellet i to særskilte overtrædelsesperioder fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007.

213    Det urigtige skøn, som Kommissionen foretog, og som er nævnt i præmis 211 ovenfor, påvirker derfor ikke lovligheden af den anfægtede beslutning, idet Kommissionen med rette kunne konstatere, at den af sagsøgeren begåede overtrædelse udgjorde en gentagen overtrædelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 25 i forordning nr. 1/2003 – de to overtrædelsesperioder er nemlig kendetegnet ved, at der forelå en samlet plan (jf. præmis 203 og 204 ovenfor) – og at afbrydelsen af MRI’s deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 1. august 1992 til den 3. september 1996 var mindre end fem år (jf. præmis 201 ovenfor).

214    Sammenfattende må det fastslås, at eftersom den overtrædelse, der blev begået i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992, ikke kan anses for forældet, må det første anbringende, der i det væsentlige vedrører den omstændighed, at Kommissionen ikke kunne fastslå, at der var indtrådt forældelse, forkastes. Klagepunktet om manglende begrundelse må endvidere forkastes, idet det fremgår af den anfægtede beslutning, at sagsøgeren deltog i to særskilte overtrædelsesperioder fra den 1. april 1996 til den 1. august 1992 og fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007.

215    Det argument, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sit andet anbringende om, at der er indtrådt forældelse vedrørende overtrædelsesperioden fra den 3. september 1996 til den 9. maj 2000, kan endvidere ikke tiltrædes, idet det er fastslået, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet fra og med den 3. september 1996, og at sagsøgeren i den mellemliggende periode deltog i drøftelser, der havde til formål at genstarte kartellet og bestemme sagsøgerens rolle i kartellet.

216    Det følger af det ovenstående, at det andet anbringendes første, andet og tredje led må forkastes, for så vidt som sagsøgeren derved har gjort gældende, dels at Kommissionen anlagde en fejlagtig fortolkning af det bevismateriale, som den rådede over, og at den ikke førte bevis for, at sagsøgeren havde deltaget i kartellet i perioden fra den 3. september 1996 til den 9. maj 2000, dels at sagsøgeren gav en anden, sandsynlig forklaring på de beviser, som Kommissionen støttede sig på, og på sagsøgerens adfærd i denne periode.

d)     Spørgsmålet, om det andet anbringendes andre led er begrundet

217    Hvad angår det argument, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringendes andet led, hvorefter Kommissionen burde have bevist, at sagsøgeren havde deltaget i en ny overtrædelse, idet der var indtrådt forældelse vedrørende den overtrædelse, der blev begået før 1992, og at Kommissionen ikke i denne henseende med rette kunne fastslå, at der var tale om en vedvarende overtrædelse fra og med den 1. april 1986, bemærkes, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at konstatere, at sagsøgeren havde deltaget i kartellet i to ganske vist særskilte overtrædelsesperioder, men under hvilke sagsøgeren havde deltaget i en samlet plan, der var kendetegnet ved, at den omhandlede praksis havde samme formål, de omhandlede varer var de samme, det var de samme virksomheder, som deltog i den ulovlige samordning, fremgangsmåden var hovedsageligt den samme, det var de samme fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og endelig var den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde det samme før og efter den mellemliggende periode (jf. præmis 203 og 204 ovenfor). Sagsøgeren kan derfor ikke med rette hævde, at selskabet deltog i en ny overtrædelse, og sagsøgerens argumentation kan derfor ikke tiltrædes.

218    Hvad angår det argument, som sagsøgeren har fremført til støtte for det andet anbringendes tredje led, hvorefter Kommissionen ikke har ført bevis for, at sagsøgerens adfærd i perioden fra den 3. september 1996 til den 9. maj 2000 var tæt forbundet med virkeliggørelsen af de samlede konkurrencebegrænsende virkninger, som overtræderne havde tilstræbt, i forbindelse med en samlet plan med et fælles mål, må det fastslås, at det åbenbart er godtgjort, at sagsøgeren var tæt involveret i virkeliggørelsen af de samlede konkurrencebegrænsende virkninger af en samlet plan, som overtræderne tilstræbte, idet sagsøgeren dels tilsluttede sig den samordning, som kartellet indførte den 3. september 1996, og i denne forbindelse fik tildelt en del af udbuddet vedrørende »Sumed«, dels deltog aktivt i de kontakter, der havde til formål at genstarte kartellet i den mellemliggende periode. Sagsøgerens argument kan derfor ikke tiltrædes.

219    Det argument, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringendes fjerde led, hvorefter sagsøgeren kun blev pålagt en sanktion for perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, selv om sagsøgerens adfærd havde været den samme i den mellemliggende periode, og at denne forskellige behandling ikke var begrundet, kan endvidere ikke tiltrædes. Det følger nemlig af det ovenfor anførte, at sagsøgeren på ny deltog i kartellet i perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, idet sagsøgeren opnåede en del af »Sumed«-kontrakten som følge af, at der var foretaget en samordning i denne henseende med de andre kartelmedlemmer, og at sagsøgeren i den mellemliggende periode deltog i kontakter, der havde til formål at genstarte kartellet og forhandle om sagsøgerens rolle i kartellet. Der er således tale om forskellige former for adfærd, der begrundede Kommissionens beslutning om at pålægge en bøde for perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997 og om ikke at pålægge en bøde for den mellemliggende periode.

220    Sagsøgerens argument om, at selskabet ikke blev pålagt en sanktion for perioden fra maj 1999 til maj 2000, mens andre kartelmedlemmer blev pålagt en sanktion for denne periode, kan endvidere ikke rejse tvivl om dette resultat. Denne forskel skyldes nemlig den omstændighed, at sagsøgeren først aktivt genindtrådte i kartellet et år efter de andre kartelmedlemmer, idet sagsøgeren havde fortsat sine kontakter med dem med henblik på at genforhandle betingelserne for selskabets deltagelse.

221    Det andet anbringendes fjerde led må derfor forkastes i det hele.

222    Hvad angår det andet anbringendes femte led, inden for rammerne af hvilket sagsøgeren i det væsentlige har anført, at de faktiske omstændigheder vedrørende overtrædelsen i perioden fra 1996 til 2000 adskiller sig fra de ulovlige handlinger, der blev begået inden for rammerne af selve kartellet, og som derfor skal sanktioneres særskilt forudsat, at der ikke er indtrådt forældelse, skal der henvises til bedømmelsen i præmis 123-187 og 202-214 ovenfor, som indebærer, at sagsøgerens argument vedrørende realiteten samt klagepunktet om manglende begrundelse ikke kan tiltrædes.

223    Sammenfattende må det første og det andet anbringende følgelig forkastes.

C –  Det tredje anbringende om forskellige fejl ved fastlæggelsen af bødens størrelse, tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, princippet om, at sanktionen skal stå i passende forhold til den begåede overtrædelse, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og manglende begrundelse

224    Det bemærkes indledningsvis, at ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede forhold ikke behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 3.5.2007, sag C-303/05, Advocaten voor de Wereld, Sml. I, s. 3633, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

225    Proportionalitetsprincippet indebærer endvidere, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end passende og nødvendigt for gennemførelsen af det tilsigtede formål. I sammenhæng med beregningen af bøder skal overtrædelsernes grovhed fastslås i henhold til en række elementer, og der må ikke tillægges nogen af disse elementer en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen. Proportionalitetsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt med de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt begrundet måde (jf. Rettens dom i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, nævnt i præmis 194 ovenfor, præmis 226-228 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 28.4.2010, forenede sager T-456/05 og T-457/05, Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, præmis 264).

226    Endelig gælder i overensstemmelse med fast retspraksis princippet om beskyttelse af den berettigede forventning for enhver retsundergiven erhvervsdrivende i forbindelse med begrundede forventninger, som en EU-institution ved at afgive præcise løfter har givet anledning til (Domstolens dom af 24.11.2005, sag C-506/03, Tyskland mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 58, og af 18.7.2007, sag C-213/06 P, AER mod Karatzoglou, Sml. I, s. 6733, præmis 33). Sådanne løfter skal, uanset under hvilken form de er afgivet, være præcise, ubetingede og samstemmende (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.2008, sag C-47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 34 og 81).

1.     Det tredje anbringendes første led om en urigtig vurdering af overtrædelsens grovhed og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

a)     Den anfægtede beslutning

227    Det fremgår af 437.-445. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen anvendte en procentsats på 25% af de relevante salg for at fastlægge grundbeløbet for bøden under hensyn til overtrædelsens grovhed.

b)     Parternes argumenter

228    Sagsøgeren har anført, at det er fejlagtigt og ubegrundet at anvende en procentsats på 25% af de relevante salg for at fastlægge grundbeløbet for bøden under hensyn til overtrædelsens grovhed, idet Kommissionen derved udøvede forskelsbehandling ved at sidestille sagsøgeren med andre producenter. Det er nemlig sagsøgerens opfattelse, at den overtrædelse, som sagsøgeren begik, er åbenbart mindre alvorlig end de overtrædelser, som de andre virksomheder begik.

229    Efter sagsøgerens opfattelse følger det imidlertid af retspraksis, at Kommissionen for at overholde ligebehandlingsprincippet og princippet om sanktionens forholdsmæssighed ikke kan undlade at undersøge de forhold, der fører til en anden vurdering af, hvor alvorlig den overtrædelse, som kan tilregnes hver enkelt virksomhed, er, hvilket indebærer, at Kommissionen skal fastsætte bøden under behørigt hensyn til de særlige omstændigheder, der adskiller den situation, som en virksomhed befinder sig i, fra den situation, som andre virksomheder befinder sig i. Ifølge sagsøgeren undlod Kommissionen at foretage en vurdering af den gradsforskel og forskellen i intensitet af sagsøgerens deltagelse i kartellet, selv om sagsøgeren ved flere tilfælde har anerkendt at have spillet en særlig rolle i kartellet (eksempelvis 170., 187. og 211.-214. til den anfægtede beslutning).

230    Sagsøgeren har anført, at Kommissionen således ikke tog særligt hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren i modsætning til den andre producenter aldrig opførte sig som en »pålidelig, interesseret og dynamisk deltager« i kartellet, hvilket fremgår af den omstændighed, at sagsøgeren to gange besluttede at bringe sin deltagelse i kartellet til ophør, at sagsøgeren var den eneste, som havde udøvet aktiviteter i strid med kartellet, at sagsøgeren konstant blev udsat for pres, trusler og gengældelsesforanstaltninger fra konkurrenternes side, og at sagsøgeren endvidere ikke kan anses for at have deltaget i en enkelt og sammensat overtrædelse i hele den periode, som Kommissionen tog hensyn til.

231    Det følger heraf, ifølge sagsøgeren, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, hvis betydning ikke kan underkendes af retningslinjerne.

232    Kommissionen har anfægtet denne argumentation.

c)     Rettens bemærkninger

233    Sagsøgeren har i det væsentlige hævdet, at Kommissionen foretog et urigtigt skøn, og at den tilsidesatte proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

234    Som Kommissionen med føje har anført, følger det af fast retspraksis, at en overtrædelses grovhed fastsættes under hensyn til en række elementer, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, i forhold til hvilke Kommissionen har en skønsmargen (Domstolens dom af 10.5.2007, sag C-328/05 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 3921, præmis 43).

235    De elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, omfatter bl.a. de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af kartellet, den fortjeneste, som virksomhederne har kunnet opnå ved dette kartel, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Unionens mål. Herved er det ved fastsættelsen af bøden lovligt at tage hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, der giver et, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, indtryk af virksomhedens størrelse og økonomiske styrke, dels til den del af denne omsætning, som vedrører de varer, der er genstand for overtrædelsen, og som således kan give en indikation af overtrædelsens omfang. Der skal ikke tillægges et enkelt af disse momenter urimelig betydning i forhold til de andre skønsfaktorer, og som følge heraf kan en passende bøde derfor kun fastsættes på grundlag af en enkelt beregning med udgangspunkt i den samlede omsætning opnået gennem salg af det omhandlede produkt. EU-retten indeholder endvidere ikke noget almengyldigt princip, hvorefter sanktionen skal stå i forhold til den omsætning, som virksomheden har opnået med salget af det produkt, som er genstand for overtrædelsen (Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-389/10 P, MKE Germany m.fl. mod Kommissionen, præmis 58-60).

236    Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at selv om sagsøgeren ganske vist bragte sin deltagelse i kartellet til ophør i 1992, forholder det sig ikke desto mindre således, at selskabet genindtrådte i kartellet den 3. september 1996, og at det i perioden fra maj 1997 til december 1999 havde ulovlige kontakter til kartellet med henblik på fuldt ud at genindtræde i kartellet i maj 2000 og indtil maj 2007. Sagsøgeren har anført, at selskabet var tvunget til at handle på denne måde, men dette argument kan imidlertid ikke tiltrædes, ligesom sagsøgerens argument om, at selskabet ikke deltog i en enkelt og sammensat overtrædelse, ikke kan tiltrædes (jf. præmis 159, 185 og 202-214 ovenfor).

237    Det følger heraf, at sagsøgeren ikke befandt sig i en situation, som adskilte sig fra de andre karteldeltagere, og som kan begrunde, at der i forhold til sagsøgeren anvendes en anden procentsats af det relevante salg for at fastsætte bødernes grundbeløb.

238    Det følger endvidere heraf, at Kommissionen ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

239    Den tredje anbringendes første led skal derfor forkastes i sin helhed.

2.     Det tredje anbringendes andet led om en fejl ved beregningen af bøden som følge af overtrædelsens varighed og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

a)     Den anfægtede beslutning

240    Det fremgår af 141.-147. til den anfægtede beslutning, at Kommissionen med henvisning til forskellige dokumenter, heriblandt visse interne skrivelser, som MRI indgav i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse (143.-145. til den anfægtede beslutning), fandt, at MRI aktivt havde tilsluttet sig kartellet fra og med den 3. september 1996.

241    I 487. betragtning til den anfægtede beslutning angives grundene til, at Kommissionen ikke kunne tiltræde sagsøgerens argument om, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for Kommissionen vedrørende perioden 1996-1997, ikke kunne anvendes i forhold til sagsøgeren i henhold til samarbejdsmeddelelsens punkt 26.

242    I 447. og 448. til den anfægtede beslutning angives endelig varigheden af den overtrædelsesperiode, som Kommissionen tog hensyn til ved beregningen af bøden.

b)     Parternes argumenter

243    Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at overtrædelsens varighed fejlagtigt blev forlænget til otte år, idet der blev taget hensyn til perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997 (denne periode på otte år blev afrundet til et supplerende år), hvilket indebar en forhøjelse af bøden med [fortroligt]. Sagsøgeren har anført, at selskabet med urette blev pålagt en sanktion for denne periode, hvilket udelukkende skete på grundlag af de beviser, som sagsøgeren selv havde fremlagt over for Kommissionen i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse. I henhold til samarbejdsmeddelelsen burde disse beviser imidlertid ikke anvendes i forhold til sagsøgeren, og denne tilsidesættelse af sagsøgerens rettigheder udgør endvidere en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Der er endvidere ikke anført en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

244    Kommissionen har i denne henseende begrænset sig til at henvise til de argumenter, som den har fremsat inden for rammerne af det andet anbringende.

c)     Rettens bemærkninger

245    Det fremgår af behandlingen af det andet anbringende, at Kommissionen med rette fastslog, at sagsøgeren genindtrådte i kartellet den 3. september 1996, og at sagsøgeren deltog i overtrædelsen fuldt ud indtil den 13. maj 1997 (jf. præmis 159 ovenfor).

246    Kommissionen begik således ikke en fejl, da den tog hensyn til overtrædelsesperioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997, og da den forlængede overtrædelsens varighed fra syv et halvt år til otte år i henhold til retningslinjerne.

247    Det bemærkes endvidere, at den anfægtede beslutning indeholder en tilstrækkelig begrundelse, som fremgår af 141.-147. og 487. betragtning til den anfægtede beslutning. Klagepunktet om manglende begrundelse kan derfor ikke tiltrædes.

248    Klagepunktet om, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning blev tilsidesat, idet Kommissionen i forhold til sagsøgeren anvendte visse dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt i forbindelse med selskabets anmodning om bødefritagelse, kan endvidere ikke tiltrædes. Kommissionen var nemlig ikke forpligtet til at se bort fra disse dokumenter i henhold til samarbejdsmeddelelsens punkt 26, sidste afsnit, og disse dokumenter var under alle omstændigheder ikke nødvendige for at godtgøre den overtrædelse, som sagsøgeren begik i perioden fra september 1996 til maj 1997 (jf. præmis 123-159 ovenfor).

249    Det tredje anbringendes andet led må derfor forkastes i sin helhed.

3.     Tredje anbringendes tredje led om en fejlagtig forhøjelse af bøden med henblik på en afskrækkende virkning samt tilsidesættelse af begrundelsespligten og ligebehandlingsprincippet

a)     Den anfægtede beslutning

250    Det fremgår af 449. og 450. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen i henhold til retningslinjernes punkt 25 forhøjede grundbeløbet med 25% af afsætningens værdi for at opnå en afskrækkende virkning.

b)     Parternes argumenter

251    Sagsøgeren har anført, at en forhøjelse på 25% med henblik på at opnå en afskrækkende virkning er den maksimalt tilladte i henhold til retningslinjerne, hvoraf fremgår, at forhøjelsen skal udgøre mellem 15% og 25% af det relevante salg.

252    Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ved at pålægge sagsøgeren den maksimale forhøjelse fejlagtigt sidestillede sagsøgeren med de andre producenter i strid med de gældende principper og uden at anføre en begrundelse herfor.

253    Ifølge sagsøgeren tog Kommissionen således ikke hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren var betydelig mindre end de andre producenter. Det følger imidlertid af retspraksis, at i forbindelse med den forhøjelse, som anvendes for at opnå en afskrækkende virkning, skal der tages hensyn til størrelsesforskellene mellem de virksomheder, der har deltaget i kartellet.

254    Sagsøgeren har anført, at det samme gælder for så vidt angår sagsøgerens adfærd, idet selskabet ikke var fast medlem af kartellet, forlod kartellet i 1992, gjorde hvad det kunne for at lægge afstand til kartellet og kun genindtrådte, fordi det ikke kunne modstå pres og trusler fra de andre kartelmedlemmers side. Dertil kommer, at ledelsen i det sagsøgende selskab udtrykkeligt tilkendegav, at selskabet ønskede at forlade kartellet. Når sagsøgeren efter dette tidspunkt alligevel fortsatte med at deltage i kartellet, skyldtes dette udelukkende den adfærd, der blev udvist af visse illoyale ansatte i datterselskabet i De Forenede Stater, som handlede uden sagsøgerens vidende og i strid med sagsøgers vilje. Kommissionen har i øvrigt ikke på noget tidspunkt hævdet, at sagsøgeren havde kendskab til de aktiviteter, der blev udført i den amerikanske afdeling, og endnu mindre, at sagsøgeren havde godkendt disse handlinger. Sagsøgeren afbrød endvidere øjeblikkeligt kontakten til konsulent F. og bragte ansættelsesforholdet til en tidligere ansat hos MOM til ophør fra det tidspunkt, hvor selskabet fik kendskab til disse personers rolle i kartellet, og til den omstændighed, at de havde tilsidesat selskabets adfærdskodeks.

255    Sagsøgeren indførte endvidere i 2005 en intern procedure, der havde til formål at pålægge de ansatte at overholde konkurrencereglerne, og pålagde på grundlag af den nye adfærdskodeks, som var vedtaget i denne forbindelse, en ansat en disciplinær foranstaltning.

256    Dette viser efter sagsøgerens opfattelse, at selskabet fuldt ud forstod nødvendigheden af ikke fremover at deltage i konkurrencebegrænsende aktiviteter, og forhøjelsen af bøden med henblik på at opnå en afskrækkende virkning er derfor helt unødvendig og ubegrundet.

257    Endelig synes anvendelsen af den maksimale forhøjelse ikke begrundet, når der henses til den rolle, som sagsøgeren indtog i kartellet.

258    Kommissionen har anfægtet denne argumentation.

c)     Rettens bemærkninger

259    Det bemærkes for det første, at retningslinjerne har følgende ordlyd:

»10.      Først fastsætter Kommissionen et grundbeløb for hver virksomhed eller virksomhedssammenslutning.

11.      Dernæst kan den regulere dette grundbeløb i op- eller nedadgående retning.

[…]

19.      Bødens grundbeløb fastsættes på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet.

20.      Overtrædelsens grovhed vurderes fra sag til sag for alle typer overtrædelser, idet der tages hensyn til alle relevante forhold i den enkelte sag.

[…]

23.      Horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og begrænsning af produktionen, som normalt er hemmelige, betragtes på grund af deres art som de mest alvorlige konkurrencebegrænsninger, og i henhold til konkurrencepolitikken skal de straffes strengt […]«

260    Det er for det andet gentagne gange blevet fastslået, at bødens udgangsbeløb fastsættes på grundlag af overtrædelsen, mens overtrædelsens relative grovhed bestemmes på grundlag af en række andre faktorer, for hvilke der tilkommer Kommissionen et vist skøn (dommen i sagen KME Germany m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 235 ovenfor, præmis 58). Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at bedømmelsen af overtrædelsens grovhed falder i to trin. På det første trin bedømmes grovheden generelt alene under hensyn til forhold, der vedrører selve overtrædelsen, såsom dens art og dens indvirkning på markedet. På det andet trin bedømmes grovheden nuanceret og relativt under hensyn til den pågældende virksomheds situation, hvorved Kommissionen i øvrigt ikke alene tager hensyn til eventuelle skærpende omstændigheder, men i givet fald også til formildende omstændigheder. Ved hjælp af denne fremgangsmåde kan der – især når det drejer sig om en overtrædelse, hvori flere virksomheder er involveret – ved bedømmelsen af, hvor alvorlig overtrædelsen er, tages hensyn til den rolle, som hver enkelt virksomhed har spillet, og dens holdning over for Kommissionen under proceduren (Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-202/98, T-204/98 og T-207/98, Tate & Lyle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2035, præmis 109, og af 28.4.2010, sag T-452/05, BST mod Kommissionen, Sml. II, s. 1373, præmis 48). Selv hvis det antages, at sagsøgeren kun har spillet en ubetydelig rolle, kan den ikke rejse tvivl om vurderingen af overtrædelens grovhed.

261    Kommissionen kan følgelig ikke foreholdes, at den fandt, at overtrædelsen, der i hvert fald varede fra 1986 til 2007 og omfattede både prisaftaler og opdeling af geografiske markeder og kvoter, generelt var meget alvorligt.

262    Sagsøgeren deltog imidlertid fuld ud i den ulovlige adfærd, selv om selskabet lagde afstand til kartellet i 1992 og ikke genindtrådte i kartellet før i 1992, hvilket Kommissionen tog i betragtning ved beregningen af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt for perioden før den 3. september 1996 (448. betragtning til den anfægtede beslutning).

263    Klagepunktet om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet må derfor forkastes.

264    Det følger for det tredje af fast retspraksis, at det ikke påhviler Kommissionen at foretage bødeberegningen på grundlag af beløb, der er baseret på de berørte virksomheders omsætning, hvorfor Kommissionen, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges bøder, heller ikke er forpligtet til at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de berørte virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres omsætning på det pågældende produktmarked. Det skal i den forbindelse præciseres, at artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), og artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 heller ikke kræver, at såfremt flere virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, pålægges bøder, må det bødebeløb, der pålægges en lille eller mellemstor virksomhed, ikke være større – udtrykt som en procentsats af omsætningen – end de bødebeløb, der pålægges større virksomheder. Det fremgår nemlig af disse bestemmelser, at der såvel for små eller mellemstore virksomheder som for større virksomheder ved bødeudmålingen skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. I det omfang Kommissionen pålægger virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, bøder, som for hver af dem er berettiget i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed, kan det ikke bebrejdes den, at bødebeløbet for nogle af dem er større, set i forhold til omsætningen, end for andre virksomheder. Kommissionen er således ikke forpligtet til at nedsætte bødebeløbene, når de berørte virksomheder er små eller mellemstore virksomheder. Virksomhedens størrelse er nemlig allerede taget i betragtning med det loft, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og i retningslinjernes bestemmelser. Bortset fra disse betragtninger vedrørende størrelsen er der ingen grund til at behandle små og mellemstore virksomheder anderledes end andre virksomheder. Den omstændighed, at de berørte virksomheder er små og mellemstore virksomheder, fritager dem ikke for forpligtelsen til at overholde konkurrencereglerne (jf. Rettens dom i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt i præmis 225 ovenfor, præmis 279-281 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 198-200).

265    Sagsøgeren kan således ikke med rette hævde, at der på grund af selskabets ringe størrelse burde have været anlagt en anden vurdering af overtrædelsens grovhed. Det er i øvrigt godtgjort, at sagsøgeren deltog fuldt ud i overtrædelsen.

266    Klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet må derfor tillige forkastes.

267    Eftersom sagsøgeren ikke med rette kan hævde, at selskabet kun marginalt deltog i kartellet i perioden fra 1996 til 2000, eller at selskabets deltagelse havde til formål at anlægge en defensiv holdning i forhold til konkurrenterne (jf. navnlig præmis 185 ovenfor), kan Kommissionen for det fjerde ikke foreholdes, at den ikke tog hensyn til disse omstændigheder ved vurderingen af overtrædelsens grovhed.

268    Selv om sagsøgeren har anført, at selskabet ikke havde kendskab til de ulovlige handlinger, der blev udført af det amerikanske datterselskab MOM, har sagsøgeren inden for rammerne af dette søgsmål ikke bestridt, at selskabet er fuldt ud ansvarligt for sit datterselskabs handlinger, som det følger af retspraksis (Domstolens dom af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237). Sagsøgeren har nemlig begrænset sig til at anfægte den procentmæssige forhøjelse med henblik på afskrækkende virkning, som Kommissionen anvendte, og som ikke i tilstrækkelig grad tager sagsøgerens holdning i betragtning, navnlig i forhold til de andre virksomheder, der var involveret i kartellet.

269    Under disse omstændigheder er det ikke relevant, at sagsøgeren i 2003 tilkendegav, at selskabet ønskede at forlade kartellet, idet det i det mindste må anses for godtgjort, at sagsøgerens datterselskab fortsatte sin deltagelse i kartellet indtil 2007.

270    Kommissionen kunne følgelig med rette tage hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren i det mindste gennem sit datterselskab deltog i kartellet indtil maj 2007.

271    Kommissionen foretog derfor ikke en urigtig vurdering af overtrædelsens grovhed i denne henseende.

272    Det samme gælder for så vidt angår sagsøgerens interne ordning, der havde til formål at sikre overholdelse af konkurrencereglerne, idet det nemlig er blevet fastslået, at selv om det ganske vist er vigtigt, at en virksomhed vedtager foranstaltninger for at forhindre nye overtrædelser af Unionens konkurrenceregler, ændrer dette ikke ved den omstændighed, at der faktisk er konstateret en overtrædelse. Kommissionen er ikke forpligtet til at betragte det anførte som en formildende omstændighed og nedsætte sagsøgerens bøde som følge heraf (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 115, præmis 373).

273    Klagepunktet om, at bødeforhøjelsen ikke havde afskrækkende virkning, må endvidere forkastes, idet sagsøgeren allerede havde vedtaget foranstaltninger, som viste, at sagsøgeren ønskede at undgå at blive involveret i ulovlige aktiviteter.

274    Endelig følger det for det femte af ovestående betragtninger, at klagepunktet om manglende begrundelse tillige må forkastes.

275    Følgelig må det tredje anbringendes tredje led forkastes.

4.     Det tredje anbringendes fjerde led om en fejlagtig vurdering af betingelserne for at anvende formildende omstændigheder og tilsidesættelse af begrundelsespligten

a)     Den anfægtede beslutning

276    Det fremgår af 464. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen ikke fandt, at der forelå formildende omstændigheder i forhold til kartelmedlemmerne som følge af, at en virksomhed havde spillet en passiv eller en sekundær rolle i kartellet.

b)     Parternes argumenter

277    Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i 464. betragtning til den anfægtede beslutning fastslog, at der ikke forelå formidlende omstændigheder, uden at foretage en særskilt vurdering af virksomhedernes individuelle situation og uden at anføre en begrundelse.

278    Kommissionen tog derved ikke hensyn til den særlige situation, som sagsøgeren befandt sig i, eller til en række omstændigheder, der var afgørende for kvalificeringen af sagsøgerens adfærd i forhold til kartellet og inden for kartellet, og Kommissionen tilsidesatte derfor ligebehandlingsprincippet.

279    Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgeren ikke er opført blandt den »række virksomheder« (434. betragtning til den anfægtede beslutning), der som formildende omstændighed havde henvist til, at deres aktiviteter inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet kun havde et mindre omfang, hvilket indebærer, at sagsøgerens forsvar uden forskel og på en overfladisk måde sidestilles med de andre producenters forsvar.

280    Ifølge sagsøgerens opfattelse begrænsede Kommissionen sig i øvrigt til at behandle sagsøgeren på samme måde som Trelleborg og Dunlop, selv om disse virksomheders adfærd og betydning ikke kunne sidestilles med sagsøgerens.

281    Sagsøgeren har endelig anført, at den nedsættelse, som selskabet burde var indrømmet, ikke under nogen omstændigheder burde være lavere end 30%.

282    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

c)     Rettens bemærkninger

283    Det bemærkes, at retningslinjerne bestemmer følgende:

»29. Bødens grundbeløb kan forhøjes, når Kommissionen fastslår, at der foreligger skærpende omstændigheder, eksempelvis:

[…]

–        hvis den pågældende virksomhed fremlægger bevis for, at dens deltagelse i overtrædelsen er stærkt begrænset, og at den i den periode, hvor den har været deltager i de ulovlige aftaler, i praksis har undladt at anvende dem ved at udøve en konkurrencemæssig adfærd på markedet; selve den omstændighed, at en virksomhed har deltaget i overtrædelsen i en kortere periode end de øvrige virksomheder, betragtes ikke som en formildende omstændighed, fordi dette allerede er taget i betragtning ved fastsættelsen af bødens grundbeløb

[…]«

284    464. betragtning til den anfægtede beslutning, der har overskriften »Passiv og/eller sekundær rolle«, har følgende ordlyd:

»Flere af de berørte virksomheder har anført, at deres aktiviteter [vedrørende pumpeslanger til brug på havet] har et mindre omfang. Kommissionen er generelt af den opfattelse, at dette ikke kan tjene som grundlag for at afgøre, om en virksomhed har spillet en passiv eller sekundær rolle, som udelukkende vedrører den form for rolle, som en virksomhed har spillet i kartellet, og ikke omfanget af de aktiviteter, der er udført inden for gruppen. Kommissionen bemærker endvidere, at selv om virksomhederne kun udførte aktiviteter i mindre omfang, var samtlige involverede virksomheder af den opfattelse, at deres aktiviteter [vedrørende pumpeslanger til brug på havet] havde et tilstrækkeligt omfang til, at disse aktiviteter blev opretholdt sandsynligvis af rentabilitetsårsager (med undtagelse af Bridgestone, der bragte sine aktiviteter til ophør, da overtrædelsen ophørte). Endelig bemærker Kommissionen, at der i tilstrækkeligt omfang er taget hensyn til den relative betydning af disse aktiviteter ved beregningen af grundbeløbet, og der skal således ikke længere tages hensyn hertil.«

285    Det skal først undersøges, om Kommissionen som hævdet af sagsøgeren foretog et urigtigt skøn, da den fastslog, at der ikke i forhold til sagsøgeren forelå formildende omstændigheder.

286    Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af retspraksis, at pres, der udøves af virksomheder og tilsigter at tilskynde andre virksomheder til at deltage i en overtrædelse af konkurrencereglerne, uanset dets størrelse ikke fritager den pågældende virksomhed for dens ansvar for den begåede overtrædelse, ikke ændrer ved kartellets grovhed og ikke kan være en formildende omstændighed med henblik på udregningen af bøderne, eftersom den pågældende virksomhed kunne have angivet det eventuelle pres til de kompetente myndigheder og indgivet en klage til dem (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 115 ovenfor, præmis 369 og 370, samt Rettens dom af 29.11.2005, sag T-62/02, Union Pigments mod Kommissionen, Sml. II, s. 5057, præmis 63). Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at betragte de trusler, som sagsøgeren har gjort gældende er fremsat i det foreliggende tilfælde, som en formildende omstændighed (jf. i denne retning Rettens dom af 26.4.2007, forenede sager T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 640).

287    Det fremgår endvidere af retspraksis, at der blandt de forhold, som kan påvise en virksomheds passive rolle i et kartel, kan tages hensyn til en væsentligt mere sporadisk deltagelse i møderne end andre medlemmer af kartellet (Rettens dom af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 168; jf. endvidere dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 331 og den deri nævnte retspraksis), ligesom den sene indtræden på det marked, hvorpå overtrædelsen er begået, uafhængigt af varigheden af dens deltagelse i overtrædelsen (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3831, præmis 100, og dommen i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 115 ovenfor, præmis 164 og den deri nævnte retspraksis), eller endog udtrykkelige erklæringer herom fra repræsentanter fra andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen (jf. dommen af 29.4.2004 i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, præmis 331 og den deri nævnte retspraksis). Retten har i øvrigt udtalt, at et kartelmedlems »passive rolle« indebærer, at virksomheden holder »lav profil«, dvs. ikke deltager aktivt i udarbejdelsen af den eller de konkurrencestridige aftaler (jf. dommen i sagen Jungbunzlauer mod Kommissionen, nævnt i præmis 194 ovenfor, præmis 252 og den deri nævnte retspraksis).

288    Den omstændighed alene, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfærd på markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, ved at følge en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, skal i øvrigt ikke nødvendigvis tages i betragtning som formildende omstændighed. Det kan ikke udelukkes, at denne virksomhed blot søgte at udnytte kartellet til sin fordel (Rettens dom af 16.6.2011, sag T-191/06, FMC Foret mod Kommissionen, Sml. II, s. 2959, præmis 345 og 346).

289    Det følger endelig af fast retspraksis, at ved fastlæggelsen af, om det for en virksomhed kan tages i betragtning som en formildende omstændighed, at den reelt ikke har fulgt de ulovlige aftaler, skal det efterprøves, om virksomheden har fremført argumenter, der viser, at den i den periode, hvori den var part i de ulovlige aftaler, reelt undlod at gennemføre aftalerne ved at anlægge en konkurrencebetonet adfærd på markedet, eller at sagsøgeren i det mindste klart og i væsentlig udstrækning overtrådte de forpligtelser, hvorved kartellet skulle gennemføres, i en sådan grad, at det forstyrrede selve dets funktion (jf. Rettens dom af 15.3.2006, sag T-26/02, Daiichi Pharmaceutical mod Kommissionen, Sml. II, s. 713, præmis 113, og dommen i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 115 ovenfor, præmis 196).

290    Det følger heraf, at sagsøgeren ikke med rette kan påberåbe sig det pres, som selskabet angiveligt blev udsat for, eller den omstændighed, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen i en kortere periode.

291    Hvad angår sagsøgerens påståede passive adfærd og denne adfærds betydning for bøden, bemærkes, at sagsøgeren genindtrådt i kartellet fuldt ud fra og med den 3. september 1996, at sagsøgeren deltog i drøftelser, der havde til formål at genstarte kartellet, og som fandt sted i perioden fra 1997 til 1999, og at sagsøgeren fra maj 2000 fuldt ud havde genoptaget sine aktiviteter inden for kartellet.

292    Sagsøgeren kan derfor ikke hævde, at selskabet spillede en passiv rolle i kartellet, og dermed heller ikke påberåbe sig, at der foreligger formildende omstændigheder som følge af dette forhold.

293    Ifølge sagsøgerens argumentation havde selskabets adfærd i denne periode til formål at give anledning til at tro, at det var positivt indstillet over for kartellet, og at sagsøgeren i denne henseende i det mindste havde kontakt til og udvekslede oplysninger med vise kartelmedlemmer, hvilket indebærer, at sagsøgeren ifølge eget udsagn deltog aktivt i overtrædelsen.

294    Hvad angår klagepunktet om manglende begrundelse bemærkes, at Kommissionen ikke bestridt sagsøgerens argument om, at selskabet inden for rammerne af den administrative procedure ikke som formildende omstændigheder påberåbte sig, at dets aktiviteter inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet havde et mindre omfang.

295    Kommissionen har endvidere ikke bestridt, at sagsøgeren inden for rammerne af den administrative procedure fremførte en argumentation, som ligner den, som selskabet har fremført inden for rammerne af denne sag, nemlig at »selskabet deltog i kartellet i kortere tid, og […] [dets] rolle i kartellet var af mindre betydning eller marginal«.

296    Selv om Kommissionen ikke udtrykkeligt besvarede sagsøgerens forskellige argumenter i de betragtninger til den anfægtede beslutning, som omhandler vurderingen af, om der forelå formildende omstændigheder, fremgår det af præmis 283-293 ovenfor, at den anfægtede beslutning samlet set indeholder en tilstrækkelig detaljeret begrundelse, der gør det muligt for Retten og således også for sagsøgeren at forstå grundene til, at der ikke i det foreliggende tilfælde forelå formildende omstændigheder i forhold til sagsøgeren.

297    Det må derfor fastslås, at begrundelsen i den anfægtede beslutning opfylder de krav, der følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 108 ovenfor.

298    Heraf følger, at det tredje anbringendes fjerde led må forkastes i sin helhed.

5.     Det tredje anbringendes femte led om nedsættelse af bøden som følge af samarbejde inden for rammerne af bødefritagelsesordningen

a)     Den anfægtede beslutning

299    I 480.-488. betragtning til den anfægtede beslutning angives grundene til, at Kommissionen fandt, at sagsøgeren under hensyn til, at sagsøgeren havde bidraget til sagens oplysning, skulle indrømmes en nedsættelse med 30% af den bøde, som selskabet var blevet pålagt.

300    Kommissionen fandt i denne henseende, at der ganske vist skulle tages hensyn til det tidspunkt, hvor MRI havde besluttet at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen (480. og 485. betragtning til den anfægtede beslutning), men at selskabets bidrag til undersøgelsen havde en begrænset værdi, idet Kommissionen på dette tidspunkt allerede rådede over en række beviser, der gjorde det muligt at fastslå kartellets væsentlige kendetegn (485. betragtning til den anfægtede beslutning).

301    Kommissionen har i det væsentlige anført, at MRI fremlagde en række beviser, der vedrørte kartellet fra og med slutningen af 1980’erne (481. betragtning til den anfægtede beslutning), navnlig et dokument fra 1989, hvoraf fremgik, at kartelmedlemmerne udvekslede statistiske oplysninger (482. betragtning til den anfægtede beslutning), samt to dokumenter, der i 2000 blev udvekslet med kartellets koordinator, og som gør det muligt at godtgøre, at der blev foretaget en geografisk opdeling af markederne mellem kartelmedlemmerne (483. betragtning til den anfægtede beslutning), og endelig interne dokumenter fra starten af 1997, der omtaler kartellets eksistens på dette tidspunkt, og som gør det muligt at bevise MRI’s rolle i kartellet i perioden fra 1996 til 1997 og styrker Kommissionens mulighed for at bevise, at kartellet bestod i den anden halvdel af 1990’erne (484. betragtning til den anfægtede beslutning).

b)     Parternes argumenter

302    Sagsøgeren har anført, at Kommissionen begik en fejl ved fastsættelsen af den bødenedsættelse, som selskabet blev indrømmet som følge af sit samarbejde inden for rammerne af bødefritagelsesordningen. Kommissionen indrømmede sagsøgeren den mindste nedsættelse, dvs. 30%, selv om det fremgår af samarbejdsmeddelelsen, at den første virksomhed, der indrømmes en bødefritagelse, har krav på en nedsættelse helt op til 50% i henhold til samarbejdsmeddelelsens punkt 26. Sagsøgeren er af den opfattelse, at denne fejl skyldes den omstændighed, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang tog hensyn til, at selskabet på afgørende vis bidrog til at oplyse sagen.

303    Sagsøgeren har anført, at det tidspunkt, hvor der fremlægges beviser til støtte for anmodningen, og bevismaterialets merværdi er to kriterier, som ifølge samarbejdsmeddelelsen gør det muligt at fastsætte nedsættelsens størrelse.

304    Sagsøgeren handlede så hurtigt som muligt, som det fremgår af 480. betragtning til den anfægtede beslutning, idet selskabet indgav størstedelen af de mest væsentlige beviser, som den rådede over, dagen efter kontrolundersøgelsen, dvs. den 4. maj 2007.

305    Sagsøgeren har endvidere anført, at selskabets bidrag var særdeles betydningsfuldt. I modsætning til, hvad Kommissionen har anført i 482. betragtning til den anfægtede beslutning, har de beviser og oplysninger, som sagsøgeren fremlagde, ikke blot »styrket« og »skærpet« Kommissionens mulighed for at udfærdige den klagepunktsmeddelelse, som den adresserede til producenterne, men det fremgår ifølge sagsøgeren af klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning, at de oplysninger, som sagsøgeren fremlagde, var afgørende for, at Kommissionen kunne underbygge sine klagepunkter vedrørende kartellets kendetegn, dets funktionsmåde og overtrædelsens varighed samt omfanget af producenternes deltagelse. I en række tilfælde er disse oplysninger de eneste elementer, der underbygger Kommissionens påstande.

306    Sagsøgeren har i denne henseende anført, at de oplysninger og data, som selskabet har fremlagt, dels gjorde det muligt at bekræfte visse mundtlige udsagn, som blev afgivet af den første klager – udsagn, som ikke var tilstrækkelige i mangel af dokumentbeviser eller objektive beviser, der kunne underbygge disse udsagn, til at udgøre et ubestrideligt grundlag for de dertil knyttede klagepunkter – og de oplysninger og data, som blev indgivet af andre virksomheder, dels udgjorde de eneste faktiske oplysninger, der lå til grund for Kommissionens klagepunkt om, at de andre producenter havde deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse.

307    Sagsøgeren har endvidere anført, at de beviser, som selskabet indgav vedrørende perioden fra marts 1997 til juni 1999, udgør det eneste eller det væsentligste grundlag for de konstateringer, som Kommissionen gjorde vedrørende denne periode. Selv om det er korrekt, at der foreligger andre beviser, er disse beviser ifølge sagsøgerens opfattelse på ingen måde tilstrækkelige til at godtgøre forhold vedrørende kartellet i denne periode. Uden disse beviser ville Kommissionen således ifølge sagsøgeren have været tvunget til at fastslå, at der var tale om to særskilte overtrædelser og ikke en enkelt vedvarende eller gentagen overtrædelse.

308    Det var således med urette, at Kommissionen i 485. betragtning til den anfægtede beslutning fastslog, at »Kommissionen allerede råder over en stor mængde dokumenter, på grundlag af hvilke det har været muligt at bevise kartellets væsentligste bestanddele«.

309    Det er derfor sagsøgerens opfattelse, at det ikke var korrekt at anvende den mindste procentsats for nedsættelsen, og at dette i øvrigt ikke var begrundet. Sagsøgeren har endvidere anført, at denne beslutning er i strid med ligebehandlingsprincippet, idet Kommissionen i andre tilfælde har indrømmet større nedsættelser til gengæld for tilvejebringelsen af oplysninger i et langt mindre omfang.

310    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

311    Kommissionen har anført, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionen har et vidt skøn for metoden til bødeberegning, og den kan herved tage hensyn til mange forhold, herunder de pågældende virksomheders samarbejde ved undersøgelserne gennemført af dens tjenestegrene. Kommissionen skal som led heri foretage vanskelige faktiske skøn, bl.a. vedrørende de nævnte virksomheders respektive samarbejde. Kommissionen har endvidere et vidt skøn for at vurdere kvaliteten og brugbarheden af en virksomheds samarbejde, navnlig i forhold til andre virksomheders bidrag. Dette skøn er underlagt en begrænset domstolsprøvelse.

312    Kommissionen har bestridt, at MRI var den første og den eneste virksomhed, hvis bidrag blev anset for at kunne begrunde, at selskabet blev omfattet af bødefritagelsesordningen. Kommissionen har nemlig anført, at sagen udspringer af anmodningen om bødefritagelse fra [fortroligt], der forlod kartellet inden indgivelsen af denne anmodning, og som afslørede kartellets eksistens, formål og kendetegn, hvilket gjorde det muligt for Kommissionen at gennemføre undersøgelsen og begrundede, at [fortroligt] blev indrømmet en fuldstændig bødefritagelse. MRI begyndte imidlertid først at samarbejde efter kontrolundersøgelserne.

313    Hvad angår betydningen og brugbarheden af MRI’s samarbejde lettede dette samarbejde ganske vist Kommissionens arbejde, men Kommissionen havde for det første allerede kendskab til kartellets eksistens, formål og funktionsmåde. For det andet har Kommissionen bestridt, at den ikke uden MRI havde kunnet bevise overtrædelsens fortsatte varighed. For det tredje blev ingen af deltagende virksomheder pålagt en sanktion for perioden fra den 13. maj 1997 til den 11. juni 1999, i forhold til hvilken MRI’s samarbejde var mest brugbart. For det fjerde er Kommissionen af den opfattelse, at det ville have været muligt at kvalificere overtrædelsen som gentagen, selv om den havde været afbrudt i nogle år, og derefter blev genstartet med de samme deltagere, det samme formål og tilsvarende metoder med det formål at gennemføre et samlet projekt. Ifølge Kommissionen kan MRI således ikke med rette hævde, at selskabets samarbejde var nødvendigt for, at overtrædelsen kunne kvalificeres som vedvarende.

314    Hvad angår det andre perioder var MRI’s samarbejde af begrænset brugbarhed, når der henses til de oplysninger, der allerede var fremlagt af [fortroligt], og den række dokumenter, der blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne.

315    En nedsættelse af bøden med 30% var således fuldt ud begrundet.

316    Kommissionen har endvidere anført, at de sammenligninger med andre virksomheder, som MRI har foretaget, ikke er relevante, idet denne form for sammenligning mellem forskellige sager er ekstremt vanskelig, og idet den omstændighed, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har indrømmet en vis procentmæssig nedsættelse for en bestemt adfærd, ikke ifølge retspraksis er ensbetydende med, at den har pligt til at indrømme den samme nedsættelse ved vurderingen af en lignende adfærd inden for rammerne af en senere administrativ procedure.

317    Kommissionen har endelig anført, at beslutningen om kun at indrømme en nedsættelse på 30% er begrundet i 485. betragtning til den anfægtede beslutning.

c)     Rettens bemærkninger

318    Samarbejdsmeddelelsens punkt 26 bestemmer:

»Kommissionen afgør i de endelige beslutninger, der vedtages ved afslutningen af den administrative procedure, hvor stor en bødenedsættelse en virksomhed vil få i forhold til den bøde, den ellers ville blive pålagt. For:

–        første virksomhed, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på 30-50%

–        anden virksomhed, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på 20-30%

–        efterfølgende virksomheder, der fremlægger betydelig merværdi: en nedsættelse på indtil 20%.

For at kunne fastsætte nedsættelsens størrelse inden for hver af disse grupper vil Kommissionen tage tidspunktet for fremlæggelsen af det fremlagte bevismateriale, som falder ind under betingelserne fastlagt under [punkt 24], i betragtning, foruden hvorvidt det repræsenterer betydelig merværdi.«

319    Det bemærkes, at det fremgår af samarbejdsmeddelelsens punkt 24, at den berørte virksomhed for at være berettiget til en nedsættelse skal forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af. Selve begrebet merværdi er defineret i samarbejdsmeddelelsens punkt 25 (jf. præmis 116 ovenfor).

320    Samarbejdsmeddelelsens ordlyd forudsætter følgelig, at der sondres mellem de to følgende faser:

–        For at være berettiget til en bødenedsættelse kræves det for det første, at virksomheden forsyner Kommissionen med bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi. Den første virksomhed, der samarbejder på denne måde, er berettiget til en nedsættelse af bøden med mindst 30% og højst 50% af grundbeløbet.

–        For at fastsætte procentsatsen for nedsættelsen inden for denne gruppe, skal Kommissionen tage hensyn til to kriterier, nemlig det tidspunkt, hvor bevismaterialet blev fremlagt, og i hvilket omfang dette bevismateriale repræsenterer en merværdi.

321    Begrebet merværdi betegner endvidere i henhold til samarbejdsmeddelelsen, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise det påståede kartels eksistens. Denne merværdi skal vurderes i forhold til et bestemt antal kriterier, der er nævnt i samarbejdsmeddelelsens punkt 25.

322    Når de beviser, som er indgivet til Kommissionen, har en betydelig merværdi, og når virksomheden er den første til at fremlægge sådanne beviser, skal bøden således nedsættes med mindst 30%. Den procentmæssige nedsættelse af bøden fastsættes afhængigt af, hvor tidligt samarbejdet er blevet indledt, og hvor betydelig en merværdi, der er tale om, og kan højst udgøre 50% af bødebeløbet.

323    Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at Kommissionen i den anfægtede beslutning anerkendte, at MRI var den første virksomhed, som opfyldte betingelserne for at opnå en bødenedsættelse, idet de dokumenter, som MRI indgav til Kommissionen repræsenterede en betydelig merværdi, men Kommissionen begrænsede sig til at indrømme MRI den mindste bødenedsættelse, dvs. 30%. Det eneste spørgsmål, som parterne har drøftet, og som Retten skal tage stilling til, er således spørgsmålet om størrelsen på den nedsættelse, som Kommissionen indrømmede inden for denne gruppe, og ikke selve begrundelsen for denne nedsættelse.

324    Selv om Kommissionen ganske vist på grundlag af de beviser, som MRI fremlagde, har fastsat den procentmæssige nedsættelse, som skulle finde anvendelse på den virksomhed, som anmodede om bødefritagelse, er det ikke desto mindre nødvendigt at undersøge, om Kommissionen fastsatte denne procentsats i overensstemmelse med de kriterier, som Kommissionen har fastsat i samarbejdsmeddelelsen, og om den i den anfægtede beslutning har angivet den argumentation, som den anvendte i denne henseende, således at sagsøgeren kan få kendskab til grundene for den foranstaltning, der er vedtaget over for selskabet, og således at Retten kan foretage sin prøvelse.

325    Hvad angår tidspunktet for, hvornår bevismaterialet blev indgivet, er det ubestridt, at anmodningen om bødefritagelse blev indgivet sammen med bevismaterialet den 4. maj 2007 (480. betragtning til den anfægtede beslutning), dvs. to dage efter de kontrolundersøgelser, som Kommissionen gennemførte på baggrund af den anmodning om bødefritagelse, som [fortroligt] indgav den 20. december 2006.

326    Kommissionen har anført, at der i dette tilfælde er tale om et samarbejde, som fandt sted på et tidligt trin i undersøgelsen (486. betragtning til den anfægtede beslutning).

327    Det bemærkes imidlertid, at denne vurdering ikke afspejles i den procentsats for nedsættelsen, som blev anvendt på den bøde, som sagsøgeren blev pålagt.

328    Hvad angår omfanget af den betydelige merværdi, som den af MRI fremlagte beviser repræsenterede, bemærkes følgende.

329    Kommissionen har i den anfægtede beslutning anført, at MRI havde fremlagt beviser vedrørende kartellet fra og med slutningen af 1980’erne – bl.a. et dokument fra 1989, hvoraf fremgår, at kartelmedlemmerne udvekslede statistiske oplysninger – samt to dokumenter, der i 2000 blev udvekslet med kartellets koordinator, og som gør det muligt at godtgøre, at der blev foretaget en geografisk opdeling af markederne mellem kartelmedlemmerne og endelig interne dokumenter fra starten af 1997, der omtaler kartellets eksistens på dette tidspunkt, og som gør det muligt at bevise MRI’s rolle i kartellet i perioden fra 1996 til 1997 og styrker Kommissionens mulighed for at bevise, at kartellet bestod i den anden halvdel af 1990’erne. Kommissionen anførte imidlertid, at MRI’s bidrag kun repræsenterede en begrænset værdi, idet Kommissionen på det tidspunkt, hvor den greb ind, allerede rådede over et stort antal beviser, som gjorde det muligt at fastslå kartellets væsentligste kendetegn (jf. præmis 300 og 301 ovenfor).

330    Det bemærkes imidlertid, at 148.-187. betragtning til den anfægtede beslutning nævner de beviser, som Kommissionen støttede sig på for at fastslå, at kartellet i perioden fra den 13. maj 1999 til juni 1999 kun havde udført begrænsede aktiviteter, og at der i løbet af denne periode fandt kontakter sted, som sagsøgeren deltog i, og som navnlig havde til formål at forsøge at genstarte kartellet.

331    Der er tale om følgende beviser: [fortroligt].

332    Kommissionen har endvidere anført, at de forskellige beviser – nemlig to telefaxer fra [fortroligt], der er dateret den 11. juni 1999, og en telefax fra Parker ITR, der er dateret den 21. juni 1999 – gør det muligt at konstatere, at uenighederne mellem kartelmedlemmerne var bilagt fra og med den 11. juni 1999 (178. betragtning til den anfægtede beslutning).

333    De dokumentbeviser, som Kommissionen indsamlede vedrørende den mellemliggende periode, der løb fra den 13. maj 1997 til juni 1999, hidrørte således hovedsageligt fra MRI og blev indgivet af dette selskab i forbindelse med dets anmodning om bødefritagelse.

334    Det må endvidere fastslås, at Kommissionen kun har nævnt den relative værdi af de dokumenter, som MRI indgav, og ikke deres værdi i sig selv, selv om disse dokumenter gjorde det muligt for Kommissionen at bekræfte en række erklæringer og indicier, som den rådede over inden dette tidspunkt.

335    De beviser, som MRI fremlagde for Kommissionen vedrørende perioden fra den 13. maj 1997 til juni 1999 udgør imidlertid i modsætning til de beviser, som selskabet fremlagde vedrørende perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997 (jf. præmis 148 og 149 ovenfor), bevisdokumenter, som styrkede Kommissionens muligheder for at bevise, at kartellet bestod i perioden fra maj 1997 til juni 1999, og gjorde det muligt for Kommissionen at godtgøre, at visse af de andre kartelmedlemmers påstande om, at kartellet var afbrudt fuldstændigt i perioden fra maj 1997 til juni 1999, var fejlagtige.

336    Disse beviser gjorde det muligt for Kommissionen at underbygge sin påstand om, at der var tale om en vedvarende overtrædelse fra april 1986 til maj 2007 til trods for, at kartellet gennemgik en krise i perioden fra maj 1997 til juni 1999 (jf. 289., 293. og 294. betragtning til den anfægtede beslutning), selv om Kommissionen ikke pålagde bøder for den mellemliggende periode. Det må i denne henseende konstateres, at Kommissionen har begrænset sig til at henvise til fodnote 733 i den anfægtede beslutning og andre fodnoter i samme beslutning, der nævner tre dokumenter, som vedrører den mellemliggende periode dog uden at denne periode eller MRI’s bidrag omtales i 481.-484. betragtning til den anfægtede beslutning.

337    Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af samarbejdsmeddelelsens punkt 25, at begrebet merværdi betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise det påståede kartels eksistens. Det fremgår endvidere af nævnte meddelelses punkt 25, at det vil påvirke bevismaterialets værdi, om det kan bekræftes af andre kilder, så det kan gøres gældende over for andre virksomheder, der er involveret i sagen, og afgørende bevismateriale vil således blive anset for at have en større værdi end bevismateriale, som eksempelvis virksomhedserklæringer, der skal bekræftes, hvis de bestrides.

338    Det må følgelig fastslås, at omfanget af merværdien af de beviser, som sagsøgeren indgav til Kommissionen, ikke afspejles i den procentsats for bødenedsættelsen, som Kommissionen fastsatte til 30%.

339    Kommissionen tilsidesatte således de kriterier, som den har pålagt sig selv i samarbejdsmeddelelsens punkt 26.

340    Hvad angår klagepunktet om manglende begrundelse har Kommissionen begrænset sig til i 486. betragtning til den anfægtede beslutning at anføre, at »henset til værdien af selskabets bidrag i denne sag, det tidligere trin, på hvilket dette bidrag er tilvejebragt, og omfanget af selskabets samarbejde efter afgivelsen af erklæringer, indrømmes MRI en nedsættelse med 30% af den bøde, som selskabet ellers ville blive pålagt«.

341    Det må følgelig subsidiært fastslås, at hvis Kommissionen havde særlige grunde til at begrænse procentsatsen for den bødenedsættelse, som sagsøgeren blev indrømmet, til 30% og til ikke at forhøje denne procentsats, selv om sagsøgeren havde samarbejdet på et tidligt tidspunkt og de fremlagte beviser repræsenterede en betydelig merværdi, påhvilede det den at angive en begrundelse i denne henseende i den anfægtede beslutning. Kommissionen undlod imidlertid at gøre dette, hvilket indebærer, at Retten ikke med sikkerhed kan efterprøve, om Kommissionen tillige foretog et åbenbart urigtigt skøn i denne henseende.

342    Henset til den omstændighed, at hverken sagsøgerens tidligere samarbejde eller omfanget af merværdien af de beviser, som sagsøgeren fremlagde, afspejles i den procentsats for nedsættelsen, som Kommissionen anvendte i den anfægtede beslutning, og idet begrundelsen er mangelfuld, må det tredje anbringendes femte led delvist tages til følge og den anfægtede beslutnings artikel 2, litra f), annulleres.

343    Hvad angår tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet må det fastslås, at sagsøgeren ikke har ført tilstrækkeligt beviser, der gør det muligt at fastslå, at sagsøgerens situation kan sidestilles med den situation, som andre virksomheder har befundet sig i under tilsvarende omstændigheder. Dette klagepunkt må derfor forkastes.

344    Det tredje anbringendes femte led skal således i øvrigt forkastes.

D –  Påstanden om nedsættelse af bøden

345    Ifølge artikel 229 EF kan forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union i fællesskab i henhold til traktatens bestemmelser tillægge Domstolen fuld prøvelsesret vedrørende de i disse forordninger omhandlede sanktioner. En sådan prøvelsesret er blevet tillagt Domstolen i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1/2003. Den har som følge heraf beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Unionens retsinstanser har derfor beføjelse til at udøve deres fulde prøvelsesret, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering, og kan ved udøvelsen af denne prøvelsesret såvel nedsætte som forhøje bøden (jf. Domstolens dom af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 60-62 og den deri nævnte retspraksis).

346    Det fremgår af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at ved fastlæggelsen af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed. Det fremgår af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at bødens størrelse ikke kan overstige 10% af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

347    Det fremgår endvidere af artikel 49 i chartret om grundlæggende rettigheder, at straffens omfang skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen.

348    Det bemærkes endvidere, at når Retten fastsætter en bøde som led i udøvelsen af sin fulde prøvelsesret, er der i sagens natur ikke tale om en præcis matematisk operation. I øvrigt er Retten ikke bundet af Kommissionens beregninger, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstændigheder (Rettens dom af 14.9.2004, sag T-156/94, Aristrain mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43).

349    Domstolen har fastslået, at der med hensyn til fastsættelsen af bøder skal tages hensyn til overtrædelsernes varighed og til alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af overtrædelsers grovhed, såsom de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis, den fortjeneste, virksomhederne har kunnet opnå ved denne praksis, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af den art indebærer for gennemførelsen af Unionen (jf. Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-386/10 P, Chalkor mod Kommissionen, Sml. I, s. 13085, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

350    Domstolen har ligeledes bemærket, at objektive faktorer, såsom den konkurrencebegrænsende adfærds indhold og varighed, dens hyppighed og dens intensitet, hvor stort det påvirkede marked er, og hvilken skade der er påført de samfundsøkonomiske interesser, skal tages i betragtning. Ved bedømmelsen skal der endvidere tages hensyn til de ansvarlige virksomheders relative størrelse og markedsandel såvel som til en eventuel gentagelsessituation (dommen i sagen Chalkor mod Kommissionen, nævnt i præmis 349 ovenfor, præmis 57).

351    Det følger endvidere af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Det følger heraf, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af konkurrencereglerne, og at den bøde, som en virksomhed pålægges for en overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i forhold til overtrædelsen i sin helhed under hensyntagen navnlig til overtrædelsens grovhed (jf. Rettens dom af 5.10.2011, sag T-11/06, Romana Tabacchi mod Kommissionen, Sml. II, s. 6681, præmis 280 og den deri nævnte retspraksis).

352    Henset til den bedømmelse, som Retten har foretaget inden for rammerne af det tredje anbringendes femte led, og de fejl, der konstateres i den forbindelse (jf. præmis 342 ovenfor), finder Retten det passende at udøve sin fulde prøvelsesret, som følger artikel 31 i forordning nr. 1/2003, og at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens for så vidt angår spørgsmålet om størrelsen af den bøde, som sagsøgeren skal pålægges.

353    Det bemærkes indledningsvis, at i det foreliggende tilfælde var MRI’s globale konsoliderede omsætning for samtlige selskabets produkter i 2006 [fortroligt] og i 2007 [fortroligt] (44. betragtning til den anfægtede beslutning), og at Kommissionen vurderede virksomhedens andel af verdensmarkedet til [fortroligt], hvilket sagsøgeren ikke har bestridt (433. betragtning til den anfægtede beslutning).

354    Det bemærkes endvidere, at kartellet har haft en klart grov karakter, henset til overtrædelsens varighed og den omstændighed, at den retsstridige adfærd, som sagsøgeren fuldt ud har deltaget i, er karakteriseret ved tildelingen af udbud, prisfastsættelse, fastsættelse af kvoter, fastsættelse af salgsbestemmelser, opdeling af de geografiske markeder som udveksling af følsomme oplysninger om pris, salgsmængder og udbud. Der er derudover tale om et verdensomspændende kartel.

355    Det er endvidere godtgjort, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen i perioden fra den 1. april 1986 til den 1. august 1992 – der var ikke indtrådt forældelse vedrørende denne periode (jf. præmis 212-214 ovenfor) – og derefter i perioden fra den 3. september 1996 til den 2. maj 2007, idet der ganske vist i den anden overtrædelsesperiode kun blev udøvet begrænsede aktiviteter i den mellemliggende periode, men F. deltog fuldt ud i disse aktiviteter navnlig med det formål at genstarte kartellet og forhandle om sagsøgerens rolle i kartellet.

356    Der skal ganske vist tages hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren samarbejdede i forbindelse med Kommissionens undersøgelse. Som følge af de beviser, som sagsøgeren på et tidligt tidspunkt indgav til Kommissionen, gjorde sagsøgeren det nemlig muligt for Kommissionen at fastslå, at der var tale om en vedvarende overtrædelse, som kunne tilregnes de andre kartelmedlemmer, selv om der opstod en kriseperiode, der uden disse beviser med al sandsynlighed ville have foranlediget Kommissionen til at fastslå, at kartellet blev afbrudt i en periode på to år – eller tre år for så vidt angår sagsøgeren.

357    Der skal imidlertid tages hensyn til den omstændighed, at selv uden disse beviser burde Kommissionen have kunnet fastslå, at der forelå en gentagen overtrædelse, som kunne tilregnes kartelmedlemmerne (jf. i denne henseende de oplysninger, som Kommissionen har redegjort for i 296.-304. og 307. betragtning til den anfægtede beslutning), hvilket indebærer, at betydningen af merværdien af MRI’s samarbejde bliver relativ.

358    Retten finder, at procentsatsen for bødenedsættelsen under sådanne omstændigheder bør være 40%.

359    På baggrund af ovenstående betragtninger og henset til nødvendigheden af at foretage en afvejning mellem de forskellige omstændigheder, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af bødens størrelse (jf. præmis 349 og 350 ovenfor), finder Retten imidlertid, at den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, navnlig som følge af overtrædelsens grovhed og varigheden af MRI’s deltagelse heri, er passende, og at der således ikke er grundlag for at nedsætte den.

360    Sagsøgerens påstand om ændring af den anfægtede beslutning må derfor forkastes, for så vidt som den vedrører en nedsættelse af den bøde på 4 900 000 EUR, som sagsøgeren er blevet pålagt.

 Sagens omkostninger

361    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, dømmes den tabende part til at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

362    Idet sagsøgeren og Kommissionen hver især delvist har tabt sagen, tilpligtes disse at bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Artikel 2, litra f), i Kommissionens beslutning K(2009) 428 endelig af 28. januar 2009 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.406 – Pumpeslanger til brug på havet) annulleres.

2)      Beløbet for den bøde, MRI er blevet pålagt, fastsættes til 4 900 000 EUR.

3)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

4)      Hver part bærer sine egne omkostninger.

Azizi Prek Frimodt Nielsen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. maj 2013.

Underskrifter

Indhold

Sagens faktiske omstændigheder

A –  Sektionen for pumpeslanger til brug på havet til olie og gas

B –  Beskrivelse af sagsøgeren

C –  Den administrative procedure

D –  Den anfægtede beslutning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

A –  Påstanden om annullation

B –  Det første anbringende om en urigtig kvalificering af overtrædelsen og tilsidesættelse af artikel 253 EF og det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved fastsættelsen af overtrædelsens varighed, tilsidesættelse af artikel 81 EF og 253 EF samt artikel 2 i forordning nr. 1/2003

1.  Den anfægtede beslutning

2.  Parternes argumenter

a)  Det første anbringende

b)  Det andet anbringende

Det første led

Det andet led

Det tredje led

Det fjerde led

Det femte led

Det sjette led

3.  Rettens bemærkninger

a)  Gennemgang af principperne om bevisbyrde

b)  Sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 3. maj 1996 til den 9. maj 2000

Perioden fra den 3. september 1996 til den 13. maj 1997

–  Rækkevidden af samarbejdsmeddelelsens punkt 26

–  Fastlæggelse af yderligere forhold, der i det foreliggende tilfælde øger overtrædelsens grovhed eller varighed

Den mellemliggende periode

c)  Eksistensen af en vedvarende overtrædelse

Begreberne vedvarende overtrædelse og gentagen overtrædelse

Eksistensen af en vedvarende overtrædelse i det foreliggende tilfælde

d)  Spørgsmålet, om det andet anbringendes andre led er begrundet

C –  Det tredje anbringende om forskellige fejl ved fastlæggelsen af bødens størrelse, tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, princippet om, at sanktionen skal stå i passende forhold til den begåede overtrædelse, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og manglende begrundelse

1.  Det tredje anbringendes første led om en urigtig vurdering af overtrædelsens grovhed og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

a)  Den anfægtede beslutning

b)  Parternes argumenter

c)  Rettens bemærkninger

2.  Det tredje anbringendes andet led om en fejl ved beregningen af bøden som følge af overtrædelsens varighed og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

a)  Den anfægtede beslutning

b)  Parternes argumenter

c)  Rettens bemærkninger

3.  Tredje anbringendes tredje led om en fejlagtig forhøjelse af bøden med henblik på en afskrækkende virkning samt tilsidesættelse af begrundelsespligten og ligebehandlingsprincippet

a)  Den anfægtede beslutning

b)  Parternes argumenter

c)  Rettens bemærkninger

4.  Det tredje anbringendes fjerde led om en fejlagtig vurdering af betingelserne for at anvende formildende omstændigheder og tilsidesættelse af begrundelsespligten

a)  Den anfægtede beslutning

b)  Parternes argumenter

c)  Rettens bemærkninger

5.  Det tredje anbringendes femte led om nedsættelse af bøden som følge af samarbejde inden for rammerne af bødefritagelsesordningen

a)  Den anfægtede beslutning

b)  Parternes argumenter

c)  Rettens bemærkninger

D –  Påstanden om nedsættelse af bøden

Sagens omkostninger

** Processprog: italiensk.

1 – Fortrolige oplysninger udeladt.