KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
11. marts 2013 (*)
»Særlige rettergangsformer – konkurrence – offentliggørelse af en beslutning, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – afslag på begæring om fortrolig behandling af oplysninger angiveligt dækket af forretningshemmeligheden – begæring om foreløbige forholdsregler – uopsættelighed – fumus boni juris – interesseafvejning«
I sag T-462/12 R,
Pilkington Group Ltd, St Helens, Merseyside (Det Forenede Kongerige), ved solicitors J. Scott, S. Wisking og K. Fountoukakos-Kyriakakos,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved M. Kellerbauer, P. Van Nuffel og G. Meeßen, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning K(2012) 5718 endelig af 6. august 2012, hvorved der blev givet afslag på en begæring om fortrolig behandling, indgivet af Pilkington Group Ltd i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af Kommissionens formand den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/39 125 – Carglass), og en begæring om foreløbige forholdsregler for at opretholde den fortrolige behandling af visse oplysninger vedrørende sagsøgeren for så vidt angår Kommissionens beslutning K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 125 – Carglass),
har
RETTENS PRÆSIDENT
afsagt følgende
Kendelse
Tvistens baggrund og parternes påstande
1 Denne sag om foreløbige forholdsregler vedrører Kommissionens beslutning K(2012) 5718 endelig af 6. august 2012, hvorved der blev givet afslag på en begæring om fortrolig behandling, indgivet af Pilkington Group Ltd i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af Kommissionens formand den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/39 125 – Carglass) (herefter »den anfægtede beslutning«).
2 Europa-Kommissionen afslog i den anfægtede beslutning begæringen om opretholdelse af den ikke-fortrolige udgave af Kommissionens beslutning K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 125 – Carglass) (herefter »beslutningen af 2008«), således som offentliggjort i februar 2010 på hjemmesiden for Generaldirektoratet »Konkurrence«.
3 I beslutningen af 2008 havde Kommissionen fastslået, at sagsøgeren, Pilkington Group Ltd og andre selskaber, der indgik i samme koncern, en række selskaber, der indgik i den franske koncern Saint-Gobain, og den japanske koncern Asahi, hvori bl.a. selskabet AGC Glass Europe indgår, og det belgiske selskab Soliver havde tilsidesat artikel 81 EF i perioden fra 1998 til 2003 inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) for så vidt angår salg af glas, der anvendes i nye køretøjer og i originalreservedele til motorkøretøjer (herefter »bilglaskartellet«). Kommissionen pålagde derfor kartelmedlemmerne bøder på i alt mere end 1,3 mia. EUR. Den bøde, som sagsøgerens koncern blev pålagt, udgjorde 370 mio. EUR.
4 Kommissionen offentliggjorde i februar 2010 efter at have taget de begæringer om fortrolig behandling, der var fremsat af adressaterne for beslutningen af 2008, i betragtning, en fuldstændig ikke-fortrolig udgave af denne beslutning på sin hjemmeside. Sagsøgeren har ikke anfægtet denne offentliggørelse.
5 Ved skrivelse af 28. april 2011 gav Kommissionen sagsøgeren meddelelse om, at den af gennemsigtighedshensyn tilsigtede at offentliggøre en mere detaljeret ikke-fortrolig udgave af beslutningen fra 2008 og af denne grund afslå en række begæringer om fortrolig behandling vedrørende for det første kundernes navne, navne og beskrivelse af produkter samt andre oplysninger, der kunne gøre det muligt at identificere visse kunder (herefter »oplysningerne i kategori I«), for det andet antallet af dokumenter, som sagsøgeren havde indgivet, en bestemt bilproducents andel, beregning af priser, ændringer af priser osv. (herefter »oplysningerne i kategori II«) og for det tredje oplysninger, der ifølge sagsøgeren kunne gøre det muligt at identificere visse medlemmer af sagsøgerens personale, der angiveligt var involveret i gennemførelsen af kartellet (herefter »oplysningerne i kategori III«). Kommissionen opfordrede sagsøgeren til, såfremt denne var uenig, at rette henvendelse til høringskonsulenten i medfør af afgørelse 2011/695/EU vedtaget af Kommissionens formand den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EUT L 275, s. 29).
6 Efter at have fastslået, at den foreslåede mere detaljerede udgave indeholdt talrige oplysninger, som af fortrolighedshensyn ikke var blevet offentliggjort i februar 2010, oplyste sagsøgeren ved skrivelse af 30. juni 2011 høringskonsulenten om, at sagsøgeren modsatte sig offentliggørelsen af en udgave af beslutningen af 2008, der var mere detaljeret end den beslutning, der var offentliggjort i februar 2010, med den begrundelse, at oplysningerne i kategori I og II skulle beskyttes, da der var tale om forretningshemmeligheder, og da en udbredelse af oplysningerne i kategori III ville gøre det muligt at identificere fysiske personer, nemlig de af sagsøgerens ansatte, som angiveligt var involveret i gennemførelsen af kartellet. Sagsøgeren begærede derfor, at samtlige disse oplysninger skulle behandles fortroligt.
7 Selv om høringskonsulenten i den anfægtede beslutning, der var underskrevet »[p]å Kommissionens vegne«, anførte, at denne var enig i, at visse af de oplysninger, som sagsøgeren havde fremlagt, burde behandles fortroligt, afviste høringskonsulenten ikke desto mindre næsten samtlige sagsøgerens begæringer.
8 Beslutningen blev meddelt sagsøgeren den 9. august 2012.
9 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. oktober 2012 anlagde sagsøgeren sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning. Sagsøgeren har til støtte for denne sag i det væsentlige gjort gældende, at den omtvistede offentliggørelse tilsidesætter dels den tavshedspligt, der påhviler Kommissionen i medfør af artikel 339 TEUF og artikel 28 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003 L 1, s. 1), dels den pligt til at beskytte personoplysninger, der påhviler Kommissionen i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389, herefter »chartret«), idet den mere detaljerede udgave af beslutningen af 2008 indeholder forretningshemmeligheder, der er omfattet af tavshedspligten, og oplysninger, der gør det muligt at identificere sagsøgerens ansatte.
10 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav sagsøgeren den i denne kendelse omhandlede begæring om foreløbige forholdsregler, hvori sagsøgeren i det væsentlige har nedlagt følgende påstande:
– Gennemførelsen af den anfægtede beslutning udsættes, indtil Retten har truffet afgørelse i hovedsagen.
– Kommissionen pålægges at afholde sig fra at offentliggøre en ikke-fortrolig udgave af beslutningen af 2008, der for vidt angår sagsøgeren er mere detaljeret end den udgave, som Kommissionen offentliggjorde på sin hjemmeside i februar 2010.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
11 Kommissionen har i sine bemærkninger til begæringen om foreløbige forholdsregler, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 2013, nedlagt følgende påstande:
– Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
12 Efter at Kommissionen havde indgivet sit indlæg, fik sagsøgeren tilladelse til at indgive replik, hvilket skete ved processkrift af 18. februar 2013. Kommissionen svarede ved processkrift af 6. marts 2013.
13 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 17. og den 22. januar 2013 fremsatte de tyske forsikringsselskaber HUK-Coburg, LVM, VHV og Württembergische Gemeinde-Versicherung begæring om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Kommissionens påstande. Kommissionen havde ikke indvendinger imod denne begæring, hvorimod sagsøgeren ved processkrift af 12. februar 2013 modsatte sig interventionsbegæringerne.
Retlige bemærkninger
Begæringerne om intervention
14 Det følger af artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, at en person kan indtræde i en retstvist, der er indbragt for Retten, på den betingelse, at den pågældende godtgør at have en berettiget interesse i afgørelsen af tvisten.
15 Det er i denne henseende fast retspraksis, at begrebet en berettiget interesse i afgørelsen af retstvisten skal forstås som en direkte og aktuel interesse i, at der gives medhold i selve påstandene, og ikke som en interesse i forhold til de påberåbte anbringender. Der skal nemlig sondres mellem de parter, der begærer intervention, og som godtgør at have en direkte interesse i afgørelsen vedrørende selve den retsakt, som påstås annulleret, og dem, som kun godtgør at have en indirekte interesse i tvistens afgørelse på grund af ligheder mellem deres egen situation og en af parternes (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15.1.2013, sag C-133/12 P, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, præmis 7 og den deri nævnte retspraksis, jf. endvidere kendelse afsagt af Rettens præsident den 26.7.2004, sag T-201/04 R, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 2977, præmis 32).
16 Såfremt interventionsbegæringen er indgivet i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler, skal interessen i afgørelsen af sagen forstås som en interesse i afgørelsen af sagen om foreløbige forholdsregler. Ligesom afgørelsen i hovedsagen kan afgørelsen i sagen om foreløbige forholdsregler nemlig være til skade for eller til fordel for tredjemands interesser. Heraf følger, at interessen for dem, som har begæret at indtræde i en sag om foreløbige forholdsregler, skal bedømmes i forhold til følgerne af, at den begærede foreløbige forholdsregel fastsættes, eller at begæringen herom ikke tages til følge, sammenholdt med deres egen økonomiske og retlige situation (kendelsen i sagen Microsoft mod Kommissionen, præmis 33).
17 Det bemærkes under alle omstændigheder, at den bedømmelse, som dommeren i sager om foreløbige forholdsregler anlægger af begrebet interesse i sagens afgørelse, ikke foregriber Rettens bedømmelse af en interventionsbegæring i hovedsagen (kendelsen i sagen Microsoft mod Kommissionen, præmis 35).
18 På baggrund af disse betragtninger skal det vurderes, om de fire parter, der har begæret intervention, har en berettiget interesse i afgørelsen af den foreliggende tvist.
19 De fire selskaber, der har fremsat begæring om intervention, og som alle driver virksomhed inden for bilglasforsikring, har oplyst, at de i december 2010, i september og i december 2011 anlagde sag med påstand om erstatning mod »AGC Glass Europe m.fl.« ved Landgericht Düsseldorf (Tyskland). De fire selskaber har med disse søgsmål, der fortsat verserer for den nationale ret, nedlagt påstand om erstatning for den skade, der er lidt som følge af, at medlemmerne af bilglaskartellet i strid med artikel 101 TEUF anvendte kunstigt høje priser i perioden fra 1998 til 2003, idet disse priser blev anvendt som grundlag for beregning en bilglasforsikringer. De fire selskaber har anført, at det er meget vanskeligt for dem at opgøre den lidte skade uden at have adgang til de detaljerede oplysninger om bilglaskartellet, som Kommissionen nu ønsker at offentliggøre. Det er således for disse selskaber væsentligt, at Kommissionen offentliggør en udgave af beslutningen af 2008, der er mere detaljeret end den udgave, som blev offentliggjort i februar 2010, og at sagsøgeren ikke får mulighed for at forhindre dette.
20 Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, dels at den anfægtede beslutning i det foreliggende tilfælde indebærer, at den begæring om fortrolig behandling, som kun sagsøgeren har indgivet, afslås, dels at de sager om erstatning, der er anlagt af de selskaber, som har fremsat begæring om intervention, mod »AGC Glass Europe m.fl.« alene er indbragt for en national ret, uden at det er nævnt, at sagsøgeren er omfattet af udtrykket »m.fl.«. Dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler må derfor lægge til grund, at dette udtryk omfatter selskaber, der tilhører den japanske koncern Asahi (jf. præmis 3 ovenfor). Sagsøgeren har endvidere i sine bemærkninger af 12. februar 2013 anført, at virksomheden ikke er blandt de sagsøgte i de omhandlede nationale retssager, men at den har interveneret til støtte for AGC Glass Europes påstande. Det følger heraf, at hvis Retten ikke giver medhold i det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af den anfægtede beslutning, vil de selskaber, der har fremsat begæring om intervention, ikke kunne udnytte de oplysninger, som Kommissionen derved får ret til at offentliggøre, inden for rammerne af deres erstatningssøgsmål, idet disse oplysninger ikke vedrører AGC Glass Europe. De selskaber, der har fremsat begæring om intervention, har således ikke påberåbt sig en direkte og aktuel interesse i sagens afgørelse som omhandlet i artikel 40 i statutten for Domstolen. De kan endvidere ikke anses for at have en sådan interesse alene af den grund, at de har mulighed for at anlægge en erstatningssag mod sagsøgeren ved en national ret, idet dette ville medføre en så stor udvidelse af kredsen af potentielle intervenienter, at det ville indebære en risiko for, at den effektive sagsbehandling for Unionens retsinstanser bringes i alvorlig fare (jf. i denne retning kendelsen afsagt af Domstolens præsident den 8.6.2012, sag C-589/11 P(I), Schenker mod Air France og Kommissionen, præmis 24).
21 De selskaber, der har fremsat begæring om intervention, har under alle omstændigheder ikke godtgjort, at de har en særlig interesse i afgørelsen af sagen om foreløbige forholdsregler, og at det således ville være urimeligt at lade dem vente på afgørelsen i hovedsagen. De har f.eks. ikke godtgjort, at deres økonomiske eller retlige situation ville lide skade, hvis den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler ikke blev forkastet. Den omstændighed, at den af HUK-Coburg anlagt erstatningssag har verseret for den nationale ret siden december 2010, uden at HUK-Coburg har påberåbt sig, at en afgørelse, der går selskabet imod, vil indebære en umiddelbar fare for selskabet, synes snarere at vise, at den nationale ret ville være indstillet på at imødekomme en begæring om at udsætte sagen med henblik på at afvente dommen i hovedsagen, inden den på baggrund af denne dom tager stilling til erstatningssagerne.
22 Følgelig kan interventionsbegæringerne ikke tages til følge.
Begæringen om foreløbige forholdsregler
23 I henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF, kan en dommer i en sag om foreløbige forholdsregler, hvis denne skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
24 Ifølge artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement skal begæringer om foreløbige forholdsregler angive søgsmålets genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der begærer dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30, og den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).
25 Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler råder inden for rammerne af denne helhedsundersøgelse over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes de forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen retlig bestemmelse pålægger denne at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, præmis 23, og den 3.4.2007, sag C-459/06 P(R), Vischim mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25).
26 Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler har under hensyn til sagens akter fundet, at denne er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse om den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, uden at det forinden er nødvendigt at høre parternes mundtlige bemærkninger.
27 Der skal under omstændighederne i denne sag først foretages en interesseafvejning samt en undersøgelse af, om betingelserne om uopsættelighed er opfyldt.
Interesseafvejningen og uopsætteligheden
28 I henhold til fast retspraksis består interesseafvejningen i, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal afgøre, om interesserne hos den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, vejer tungere end interessen i den umiddelbare anvendelse af den omtvistede retsakt, idet denne nærmere bestemt skal undersøge, om en eventuel annullation af denne retsakt foretaget af den ret, der påkender sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som retsaktens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt om udsættelse af retsaktens gennemførelse kan hindre de mål, der forfølges med den i tilfælde af, at sagsøgeren ikke får medhold i hovedsagen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 11.5.1989, forenede sager 76/89 R, 77/89 R og 91/89 R, RTE m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1141, præmis 15, og den 26.6.2003, forenede sager C-182/03 R og C-217/03 R, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 6887, præmis 142).
29 Hvad nærmere bestemt angår betingelsen om, at den retsstilling, som en kendelse om foreløbige forholdsregler skaber, skal kunne ændres igen, skal det bemærkes, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er begrænset til at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.9.2004, sag C-7/04 P(R), Kommissionen mod Akzo og Akcros, Sml. I, s. 8739, præmis 36). Disse retsforhandlinger er derfor helt accessoriske i forhold til den hovedsag, de er knyttet til (kendelse afsagt af Rettens præsident den 12.2.1996, sag T-228/95 R, Lehrfreund mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 111, præmis 61), således at den afgørelse, som træffes af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, er midlertidig i den forstand, at den hverken må foregribe afgørelsen i hovedsagen eller gøre den illusorisk ved at fratage den sin effektive virkning (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17.5.1991, sag C-313/90 R, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2557, præmis 24, og af Rettens præsident den 12.12.1995, sag T-203/95 R, Connolly mod Kommissionen, Sml. II, s. 2919, præmis 16).
30 Det følger nødvendigvis heraf, at den interesse, som en part i sagen om foreløbige forholdsregler forsvarer, ikke fortjener beskyttelse, for så vidt som denne part har nedlagt påstand om, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal træffe en afgørelse, som slet ikke er rent midlertidig, men foregriber den fremtidige afgørelse i hovedsagen og gør den illusorisk ved at fratage den sin effektive virkning. Det er i øvrigt af samme årsag, at den påstand, hvorved dommeren i sager om foreløbige forholdsregler blev anmodet om at pålægge Kommissionen »foreløbigt« at videregive de angiveligt fortrolige oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, blev afvist, idet en kendelse, som tog denne påstand til følge, på forhånd ville kunne ophæve virkningen af den afgørelse, der senere skal træffes i hovedsagen (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 23.1.2012, sag T-607/11 R, Henkel og Henkel France mod Kommissionen, præmis 23-25).
31 I det foreliggende tilfælde skal Retten i forbindelse med tvisten i hovedsagen tage stilling til, om den anfægtede beslutning – hvorved Kommissionen afviste sagsøgerens begæring om, at den afholdt sig fra at offentliggøre de omtvistede oplysninger – skal annulleres, bl.a. på grund af, at en manglende hensyntagen til den fortrolige karakter af disse oplysninger vil være i strid med artikel 339 TEUF og chartrets artikel 8. Det er i denne henseende åbenbart, at sagsøgeren for at bevare den effektive virkning af en dom, som annullerer den anfægtede beslutning, skal være i stand til at undgå, at Kommissionen foretager en ulovlig offentliggørelse af de omtvistede oplysninger. En annullationsdom bliver imidlertid illusorisk og fratages sin effektive virkning, hvis den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler forkastes, idet en sådan forkastelse har den følge, at Kommissionen får mulighed for omgående at offentliggøre de pågældende oplysninger og dermed faktisk at foregribe den fremtidige afgørelse i hovedsagen, nemlig at der ikke gives medhold i annullationssagen.
32 Disse betragtninger svækkes ikke af den omstændighed, at selv en faktisk offentliggørelse af de omtvistede oplysninger sandsynligvis ikke fratager sagsøgeren sin søgsmålsinteresse for så vidt angår annullationen af den anfægtede beslutning. Begrundelsen herfor er nemlig navnlig, at enhver anden fortolkning, som gør spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, betinget af, om Kommissionen har meddelt oplysningerne eller ikke, ville give Kommissionen mulighed for at unddrage sig retslig kontrol ved som en fuldbyrdet kendsgerning at foretage en sådan meddelelse, selv om dette er ulovligt (jf. i denne retning Rettens dom af 12.10.2007, sag T-474/04, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, Sml. II, s. 4225, præmis 39-41). Denne formelle bevarelse af en søgsmålsinteresse for så vidt angår hovedsagen forhindrer imidlertid ikke, at en annullationsdom, der afsiges efter offentliggørelsen af de pågældende oplysninger, ikke længere har nogen effektiv virkning for sagsøgeren.
33 Kommissionens interesse i at få begæringen om foreløbige forholdsregler forkastet må derfor vige for den af sagsøgeren forsvarede interesse, så meget desto mere som anordningen af de ønskede foreløbige forholdsregler blot vil føre til opretholdelse for et begrænset tidsrum af den status quo, der har eksisteret siden februar 2010 (jf. i denne retning kendelsen i sagen RTE m.fl. mod Kommissionen, præmis 15).
34 Hvad angår Kommissionens indvending om, at offentligheden i mere end fire år har ventet på, at beslutningen af 2008 bliver offentliggjort i sin fulde ordlyd, og at det ikke er rimeligt, at sagsøgeren kan forsinke offentliggørelse heraf i flere år ved blot at påstå, at de oplysninger, som Kommissionen ønsker at offentliggøre, er fortrolige, bemærkes, at Kommissionen har begrænset sig til at anføre, at dens tjenestemænd stod over for en tidskrævende proces, hvilket indebar, at de var tvunget til at behandle et stort antal begæringer om fortrolig behandling, uden at Kommissionen har fremlagt noget bevis til støtte herfor. Kommissionen har derfor ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at den var tvunget til at vente indtil den 28. april 2011 med at beslutte, at beslutningen af 2008 skulle offentliggøres i sin fulde ordlyd. Under disse omstændigheder kan det ikke udelukkes, at Kommissionen i høj grad selv var skyld i den forsinkelse, som den kritiserer. Under alle omstændigheder har Kommissionen ikke forklaret, hvorfor den – selv om det kun måtte være af forsigtighedshensyn – undlod i det svarskrift, som blev indleveret den 8. januar 2013 i hovedsagen, at fremsætte begæring om en fremskyndet procedure i henhold til procesreglementets artikel 76a, for at forsøge at begrænse forsinkelsen. Eftersom Kommissionen har givet afkald på muligheden for at opnå en fremskyndet afgørelse af hovedsagen, kan den ikke med føje kritisere sagsøgeren for at have udnyttet sine proceduremæssige rettigheder med henblik på at få udsat gennemførelsen af den anfægtede beslutning.
35 Kommissionen har endvidere henvist til interessen hos de potentielle ofre for bilglaskartellet, der har behov for oplysningerne i kategori I og II, for at godtgøre, at de erstatningssøgsmål, som de måtte anlægge mod sagsøgeren ved den nationale ret, er begrundede for så vidt angår årsagsforbindelse og beregningen af skadens omfang. Det er Kommissionens opfattelse, at hvis disse oplysninger ikke offentliggøres, inden der er afsagt dom i hovedsagen, vil visse af ofrenes erstatningssøgsmål være forældede, navnlig i de medlemsstater, der har korte forældelsesfrister.
36 Selv om der i forbindelse med interesseafvejningen kan tages hensyn til interessen hos tredjemænd, som direkte berøres af en eventuel udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 17.1.2001, sag T-342/00 R, Petrolessence og SG2R mod Kommissionen, Sml. II, s. 67, præmis 51), kan Kommissionens argumentation i denne henseende imidlertid ikke indebære, at sagsøgerens interesse tillægges mindre vægt. Hvad angår de nationale forældelsesbestemmelser er Kommissionens argumentation for upræcis, idet Kommissionen f.eks. ikke forklarer, hvorfor ofrene ikke rettidigt ville kunne anlægge en erstatningssag og samtidig opnå udsættelse af den nationale procedure, indtil at der er afsagt dom i hovedsagen. Det eneste konkrete eksempel, der er anført i denne sammenhæng, vedrører de erstatningssøgsmål, som de fire selskaber, der har fremsat begæring om intervention, anlagde i 2010 og 2011 ved den nationale ret, tilsyneladende uden at forældelsesbestemmelser har forvoldt vanskeligheder (jf. præmis 19 og 21 ovenfor). Som nævnt i præmis 34 ovenfor, var det Kommissionen og ikke sagsøgeren, der i høj grad var skyld i den sene offentliggørelse af beslutningen af 2008 i sin fulde ordlyd samt eventuelle forsinkelser hovedsagen.
37 Selv om det er korrekt, at ofrene for bilglaskartellet ligesom sagsøgeren kan påberåbe sig adgangen til effektive retsmidler inden for rammerne af de erstatningssøgsmål, som de har anlagt mod kartelmedlemmerne, må det endvidere bemærkes, at muligheden for at udnytte denne ret blot ville blive udsat, såfremt sagsøgerens begæring om foreløbige forholdsregler blev taget til følge, hvilket indebærer en tidsmæssig begrænsning af muligheden for at udnytte denne ret, mens sagsøgeren helt ville miste sin modsvarende ret, såfremt begæringen om foreløbige forholdsregler blev taget til følge. Sagsøgerens interesse må derfor vejer tungere end kartelofrenes interesser.
38 Da interesseafvejningen således falder ud til fordel for sagsøgeren, forekommer det uopsætteligt at beskytte den af sagsøgeren forsvarede interesse, såfremt denne risikerer at lide en alvorlig og uoprettelig skade i tilfælde af, at vedkommendes begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge. I denne sammenhæng har sagsøgeren i det væsentlige anført, at den situation, der ville følge af en udlevering af den mere detaljerede udgave af beslutningen af 2008, ikke længere ville kunne afhjælpes.
39 Hvad angår oplysningerne i kategori III har sagsøgeren anført, at en offentliggørelse af disse oplysninger vil indebære en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af retten til beskyttelse af personoplysninger, som chartrets artikel 8 tillægger de ansatte, der påstås at have deltaget i gennemførelsen af kartellet.
40 Det bemærkes i denne henseende indledningsvis, at sagsøgeren ifølge fast retspraksis skal godtgøre, at det er nødvendigt at udsætte gennemførelsen for at beskytte sine egne interesser, mens sagsøgeren i forhold til kravet om uopsættelighed ikke kan påberåbe sig en ikke-personlig interesse, som f.eks. tredjemands interesse. Sagsøgeren kan således ikke med føje påberåbe sig en skade, som kun dennes ansatte vil lide, med henblik på at opfylde kravet om, at den ønskede udsættelse af gennemførelsen skal være uopsættelig (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 19.7.2007, sag T-31/07 R, Du Pont de Nemours (France) m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2767, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis, og den 25.1.2012, sag T-637/11 R, Euris Consult mod Parlamentet, præmis 26), men skal godtgøre, at sagsøgeren personligt vil lide en alvorlig og uoprettelig skade (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 20.12.2001, sag T-213/01 R, Österreichische Postsparkasse mod Kommissionen, Sml. II, s. 3963, præmis 71).
41 Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag, idet sagsøgeren har begrænset sig til at anføre, at udbredelse af oplysningerne i kategori III [fortroligt] (1). Sagsøgeren har således kun fremsat en vag og spekulativ påstand uden at redegøre nærmere herfor og uden at anføre noget bevis til støtte for denne påstand. Det samme gælder bemærkningen om, at sagsøgerens ansatte kunne tænkes at ville anlægge sag mod sagsøgeren med henvisning til, at sagsøgeren ikke har beskyttet deres identitet. Sagsøgeren har endvidere ikke hævdet og end mindre godtgjort, at selskabet af retsplejehensyn burde sikre det kollektive forsvar af de berørte ansattes interesser med den begrundelse, at der er tale om et så stort antal ansatte, at det ikke med rimelighed kan kræves af dem, at de skal anlægge individuelle søgsmål for at opnå beskyttelse af deres personoplysninger. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at den skade, som selskabets ansatte angiveligt har lidt, har medført en alvorlig og uoprettelig skade for virksomheden som sådan.
42 Det følger heraf, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt for så vidt angår offentliggørelsen af oplysningerne i kategori III. Eftersom denne betingelse og betingelsen om fumus boni juris (jf. præmis 24 ovenfor) er kumulative betingelser, må begæringen om foreløbige forholdsregler allerede nu forkastes for så vidt angår disse oplysninger.
43 Hvad angår oplysningerne i kategori I og II har sagsøgeren anført, at når fortrolige oplysninger først er offentliggjort, er det ikke muligt ved senere at annullere den anfægtede beslutning, fordi den er i strid med artikel 339 TEUF, at ophæve virkninger af, at disse oplysninger er blevet offentliggjort. Sagsøgerens kunder, konkurrenter og leverandører vil nemlig ligesom økonomiske analytikere og offentligheden have adgang til oplysningerne og vil frit kunne udnytte dem, hvilket vil medføre en alvorlig og uoprettelig skade for sagsøgeren. Sagsøgeren ville således miste muligheden for at få en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis de omtvistede oplysninger blev offentliggjort inden afgørelsen i hovedsagen.
44 Det skal i denne henseende fastslås, at hvis det i hovedsagen viser sig, at der er tale om fortrolige oplysninger, og at den af Kommissionen påtænkte offentliggørelse strider mod beskyttelsen af erhvervshemmeligheder i medfør af artikel 339 TEUF, kan sagsøgeren påberåbe sig denne bestemmelse, som giver en grundlæggende ret til at modsætte sig denne offentliggørelse. Således som Domstolen fastslog i sin dom af 14. februar 2008, Varec (sag C-450/06, Sml. I, s. 581, præmis 47 og 48), idet den henviste til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, kan det være nødvendigt ikke at videregive bestemte fortrolige oplysninger med henblik på at beskytte en virksomheds grundlæggende ret til privatlivets fred, der er knæsat i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og i chartrets artikel 7, idet den præciserede, at begrebet »privatlivets fred« skal fortolkes således, at det udelukker juridiske personers aktiviteter af erhvervsmæssig karakter. Domstolen udtalte i øvrigt, dels at den allerede havde fastslået, at beskyttelsen af forretningshemmeligheder er et almindeligt princip, dels at den pågældende virksomhed kunne lide »særdeles alvorlig […] skade«, hvis visse oplysninger blev udleveret ulovligt (jf. i denne retning Varec-dommen, præmis 49 og 54).
45 Henset til, at Kommissionen kan foretage en umiddelbar offentliggørelse af oplysningerne i kategori I og II, hvis den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, kunne det frygtes, at sagsøgerens grundlæggende ret til beskyttelse af sine erhvervshemmeligheder, der er knæsat i artikel 339 TEUF, EMRKʼs artikel 8 og chartrets artikel 7, uigenkaldeligt mister enhver betydning for så vidt angår disse oplysninger. Sagsøgeren ville samtidig risikere at få sin grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse, der er knæsat i EMRKʼs artikel 6 og chartrets artikel 47, bragt i fare, hvis Kommissionen kunne offentliggøre de pågældende oplysninger, inden Retten har truffet afgørelse i hovedsagen. Da sagsøgerens grundlæggende rettigheder kan lide alvorlig og uoprettelig skade, med forbehold for undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris (jf., hvad angår den snævre forbindelse mellem denne sidste betingelse og betingelsen om uopsættelighed, kendelse afsagt af Rettens præsident den 8.4.2008, forenede sager T-54/08 R, T-87/08 R, T-88/08 R og T-91/08 R – T-93/08 R, Cypern mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56 og 57), forekommer det derfor uopsætteligt at anordne de ønskede foreløbige forholdsregler for så vidt angår oplysningerne i kategori I og II.
46 Ingen af de argumenter, som Kommissionen har anført herimod, kan rejse tvivl om disse betragtninger.
47 Kommissionens bemærkning om, at sagsøgeren ikke har påberåbt sig, at der er sket tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, savner således grundlag i de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har nemlig ved at hævde, at virksomheden fratages retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, såfremt de omtvistede oplysninger offentliggøres inden afgørelsen i hovedsagen, implicit, men nødvendigvis, påberåbt sig EMRKʼs artikel 6 og chartrets artikel 47, som begge knæsætter den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Såfremt sagsøgeren må anses for kun at have gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 339 TEUF, er det tilstrækkeligt at bemærke, at beskyttelsen af forretningshemmeligheder, som er sikret ved denne bestemmelse, udgør en grundlæggende rettighed som omhandlet i EMRKʼs artikel 8 og chartrets artikel 7 (jf. præmis 44 ovenfor), således at sagsøgeren ved at påberåbe sig artikel 339 TEUF nødvendigvis også har påberåbt sig de to andre bestemmelser.
48 Kommissionen har endvidere henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 3.4.2012, Gillberg mod Sverige, præmis 67 og 72) og anført, at EMRKʼs artikel 8 ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet en person ikke kan påberåbe sig denne bestemmelse for at klage over en skade, der er et forventeligt resultat af dennes egne handlinger, såsom en strafferetlig overtrædelse. Kommissionen udleder heraf, at de omtvistede oplysninger i den foreliggende sag alene beskriver sagsøgerens ulovlige adfærd, hvorfor sagsøgeren ikke kan forhindre offentliggørelsen af disse oplysninger med henvisning til retten til privatliv.
49 Det må i denne henseende konstateres, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol langt fra undersøgte, om den anfægtede svenske bestemmelse var »i strid med pligten til ikke at udbrede fortrolige oplysninger i henhold til [EMRK] artikel 8«, idet den begrænsede sig til at undersøge, om den straf, som Gillberg var blevet pålagt, i sig selv udgjorde et indgreb i hans ret til respekt for privatlivet (dommen i sagen Gillberg mod Sverige, præmis 56, 64, 65 og 68). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol besvarede dette spørgsmål benægtende, idet de skadevirkninger, som en sådan straf har på det personlige, det sociale, det psykologiske og det økonomiske plan, udgjorde »de forventelige konsekvenser af den strafbare handling […], som således ikke kan […] påberåbes til støtte for påstanden om, at pålæggelsen af en straf i sig selv udgør et indgreb i retten til respekt for privatlivet i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i [EMRK] artikel 8« (dommen i sagen Gillberg mod Sverige, præmis 68).
50 I den foreliggende sag er spørgsmålet imidlertid ikke, om sagsøgeren med henvisning til EMRKʼs artikel 8 kan modsætte sig, at Kommissionen pålægger sagsøgeren en bøde på grund af en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, offentligt udpeger sagsøgeren som medlem af bilglaskartellet eller andre »forventelige« negative virkninger af en sådan sanktion for sagsøgerens forretning. I det foreliggende tilfælde skal Unionens retsinstanser snarere undersøge, om oplysningerne i kategori I og II skal behandles fortroligt i henhold til nævnte artikel 8, eller om Kommissionen derimod kan anvende dem til at give offentligheden en meget detaljeret beskrivelse af sagsøgerens ulovlige adfærd. Eftersom et sådant spørgsmål om, hvorvidt visse oplysninger skal behandles fortroligt, ikke var genstand for en vurdering i dommen i sagen Gillberg mod Sverige, kan Kommissionens argument, der er baseret på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i den nævnte sag, ikke tages til følge.
51 Kommissionen har med henvisning til en række kendelser fra henholdsvis Domstolens og Rettens præsident anført, at det under alle omstændigheder ikke er tilstrækkeligt, at sagsøgeren påberåber sig, at der er sket tilsidesættelse af den grundlæggende ret til beskyttelse af tavshedspligten eller af forretningsoplysninger, idet sagsøgeren tillige skal godtgøre, at denne tilsidesættelse risikerer at påføre sagsøgeren en alvorlig og uoprettelig skade af økonomisk eller ikke-økonomisk karakter. Det er imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde godtgjort, at der er indtrådt en sådan skade.
52 Kommissionen har i denne sammenhæng først henvist til kendelse afsagt af Rettens præsident den 7. november 2003, Bank Austria Creditanstalt mod Kommissionen (sag T-198/03 R, Sml. II, s. 4879), og af 22. december 2004, Microsoft mod Kommissionen (sag T-201/04 R, Sml. II, s. 4463), hvori dommeren i sager om foreløbige forholdsregler vedrørende argumentet om, at en offentliggørelse af følsomme oplysninger kan få uoprettelige konsekvenser, idet de vil kunne anvendes i forbindelse med et erstatningssøgsmål mod den berørte, fastslog, at den skade, som kunne følge af anvendelsen af sådanne oplysninger for sagsøgeren, kun kunne være af økonomisk karakter, idet en økonomisk skade normalt ikke kan betragtes som uoprettelig (jf. kendelsen i sagen Bank Austria Creditanstalt mod Kommissionen, præmis 45, 47, 52 og 53), samt præciseret, at fremlæggelsen af en hidtil hemmeligholdt oplysning – enten fordi den er omfattet af en intellektuel ejendomsrettighed, eller fordi der er tale om en forretningshemmelighed – ikke nødvendigvis indebærer en alvorlig skade, selv om kendskabet til en sådan oplysning ikke kan slettes af hukommelsen (jf. kendelsen i sagen Microsoft mod Kommissionen, præmis 253 og 254).
53 Det må i denne henseende imidlertid bemærkes, at den fremgangsmåde, som dommeren i sager om foreløbige forholdsregler har fulgt i kendelsen i sagen Bank Austria Creditanstalt mod Kommissionen og kendelsen i sagen Microsoft mod Kommissionen vedrørende beskyttelsen af oplysninger, der påstås at være fortrolige, ikke bør anvendes i de tilfælde, hvor dette indebærer, at der ikke tages behørigt hensyn til de grundlæggende rettigheder, der påberåbes af den, der fremsætter begæring om foreløbig beskyttelse af disse oplysninger. Den umiddelbare risiko for en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartrets artikel 7 og 47 (samt de tilsvarende bestemmelser i EMRK), må i det mindste fra det tidspunkt, hvor Lissabontraktaten trådte i kraft, dvs. den 1. december 2009, hvorved chartret fik status som primær EU-ret, og det blev fastsat, at chartret har samme juridiske værdi som traktaterne (artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU), anses for inden for dette område i sig selv at udgøre en skade, som kan begrunde vedtagelsen af de begærede foreløbige forholdsregler.
54 Kommissionen har endvidere henvist til kendelsen afsagt af Domstolens præsident den 15. april 1998, Camar mod Kommissionen og Rådet (sag C-43/98 P(R), Sml. I, s. 1815, præmis 46 og 47), hvorved argumentet om, at den påberåbte skade var uopsættelig, blev forkastet med den begrundelse, at »det ikke [var] tilstrækkeligt generelt at gøre gældende, at der er sket en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, i det foreliggende tilfælde ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse, for at fastslå, at den skade, som eventuelt kan opstå, er uoprettelig«. Det må imidlertid ikke glemmes, at den sag, der gav anledning til denne kendelse, vedrørte en importør, som var af den opfattelse, at der var udstedt for få importlicenser, og som havde anmodet om at få udstedt flere licenser. Selv om denne importør således påberåbte sig ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse, indebar den omstændighed, at der muligvis var udstedt for få importlicenser, alene en begrænsning af muligheden for at udøve de pågældende grundlæggende rettigheder. Da den berørte fortsat kunne udøve sine rettigheder, krævede dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, at det skulle godtgøres, at denne begrænsning måtte anses for alvorlig og uoprettelig. I den foreliggende sag vil sagsøgeren derimod, såfremt begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, fuldstændig fratages de grundlæggende rettigheder, som virksomheden har påberåbt sig, hvilket indebærer, at sagsøgeren fuldstændig mister disse rettigheder, hvilket dermed udgør den mest alvorlige og uoprettelige skade, der kan forekomme. Det følger heraf, at kendelsen i sagen Camar mod Kommissionen og Rådet ikke er relevant for vurderingen af uopsætteligheden i den foreliggende sag.
55 Det samme gælder af de samme grunde for kendelsen afsagt af Rettens præsident den 18. marts 2011, Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen (sag T-457/09 R, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48), hvoraf fremgår, at en påstand om, at der er sket en åbenbar tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, ikke udgør et tilstrækkeligt bevis for, at den skade, der kan følge heraf, er alvorlig og uoprettelig. I den sag, der gav anledning til denne kendelse, var der nemlig tale om en mindretalsaktionær i en bank, som anfægtede de økonomiske konsekvenser, der ville opstå ved anvendelsen af en betingelse, som Kommissionen havde opstillet for at ville godkende en statsstøtte til denne bank, selv om den nævnte aktionær i princippet havde accepteret betingelsen (kendelsen i sagen Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen, præmis 47). I modsætning til den foreliggende sag var der således kun tale om en ren begrænsning af ejendomsretten og retten til ligebehandling, som den berørte havde påberåbt sig.
56 Hvad angår kendelsen afsagt af Domstolens præsident den 27. september, Kommissionen mod Akzo og Akcros (sag C-7/04, Sml. I, s. 8739), der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de dokumenter, som Kommissionen havde beslaglagt i forbindelse med en kontrolundersøgelse, var fortrolige, bemærkes, at denne sag ikke angik offentlighedens adgang til disse dokumenter, men spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde ret til at få kendskab til dokumenternes indhold. Der var således tale om en helt særlig situation, der ikke kan sammenlignes med situationen i den foreliggende sag, og i hvilken forbindelse det blev fastslået, at selv om den omstændighed, at Kommissionen havde gjort sig bekendt med de pågældende dokumenter, uden at disse oplysninger blev benyttet i en procedure vedrørende overtrædelse af konkurrencereglerne, eventuelt kunne have indvirkning på fortrolighedsforholdet, var denne omstændighed alene ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at uopsættelighedsbetingelsen var opfyldt (kendelsen i sagen Kommissionen mod Akzo og Akcros, præmis 41). Såfremt Unionens retsinstanser annullerer en beslutning, hvorved Kommissionen har besluttet at gennemføre en kontrolundersøgelse, vil Kommissionen dermed i forbindelse med proceduren vedrørende overtrædelse af konkurrencereglerne nemlig være afskåret fra at benytte ethvert dokument eller andet bevismateriale, som den måtte være kommet i besiddelse af under kontrolundersøgelsen, idet en beslutning, hvorved det fastslås, at der er sket en overtrædelse, vil kunne blive annulleret af Unionens retsinstanser i det omfang, den er baseret på et sådant bevismateriale (kendelsen i sagen Kommissionen mod Akzo og Akcros, præmis 37). I en sådan situation kan den omstændighed, at der afgives fortrolige oplysninger til Kommissionen, der selv er underlagt en fortrolighedsforpligtelse, åbenbart ikke indebære en alvorlig og uoprettelig tilsidesættelse af den påberåbte grundlæggende rettighed.
57 Da betingelsen om uopsættelighed således er opfyldt for så vidt angår oplysningerne i kategori I og II, skal det undersøges, om der foreligger fumus boni juris i denne henseende.
Fumus boni juris
58 Ifølge fast retspraksis er betingelsen om fumus boni juris opfyldt, når mindst et af de anbringender, som den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, har gjort gældende til støtte for hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke er uden rimeligt grundlag, idet det rejser komplekse juridiske spørgsmål, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre og dermed fortjener en dybere undersøgelse, som ikke kan foretages af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for hovedsagen, eller når der er en væsentlig juridisk uenighed mellem parterne, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 19.9.2012, sag T-52/12 R, Grækenland mod Kommissionen, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8.5.2003, sag C-39/03 P-R, Kommissionen mod Artegodan m.fl., Sml. I, s. 4485, præmis 40).
59 Hvad nærmere bestemt angår tvister vedrørende foreløbig beskyttelse af angiveligt fortrolige oplysninger bemærkes, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for ikke at risikere at se bort fra den omstændighed, at en sag om foreløbige forholdsregler nødvendigvis er accessorisk og foreløbig (jf. præmis 29-31 ovenfor) og fra den omstændighed, at der foreligger en betydelig risiko for, at de grundlæggende rettigheder, der påberåbes af den part, som har fremsat begæring om foreløbige forholdsregler for at beskytte disse rettigheder, bliver indholdsløse (jf. præmis 44 og 45 ovenfor), i princippet kun kan fastslå, at der ikke foreligger fumus boni juris, i de situationer, hvor det er helt åbenbart, at de pågældende oplysninger ikke er fortrolige. Dette er f.eks. tilfældet, hvis de oplysninger, der ønskes beskyttet, fremgår af sagsøgerens offentlige årlige balance eller af en retsakt, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
60 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren inden for rammerne af det andet anbringende, der er fremsat til støtte for søgsmålet i hovedsagen, gjort gældende, at Kommissionen bl.a. har tilsidesat artikel 339 TEUF samt artikel 28, stk. 1, og artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, idet den har besluttet at offentliggøre oplysninger, der burde anses for forretningshemmeligheder og således undergives fortrolig behandling. Kommissionen har endvidere foretaget en fejlagtig bedømmelse af, om der foreligger tvingende hensyn, som tillod udbredelse af de omhandlede oplysninger.
61 Sagsøgeren har anført, at oplysningerne i kategori I og II er følsomme forretningsoplysninger, der er hemmelige og ikke tilgængelige for offentligheden, idet den omtvistede offentliggørelse vil give kunder, konkurrenter, leverandører og den brede offentlighed indsigt i lettilgængelige oplysninger om sagsøgerens største kunder og om sagsøgerens relationer til sine kunder, som f.eks. navnene på de bilmærker og modeller, som sagsøgeren leverer reservedele til. Denne type af oplysninger er klart af følsom karakter, ligesom oplysninger om antallet af leverede reservedele, hvor stor en andel af sagsøgerens virksomhed, som forskellige bilproducenter står for, priser, prisberegninger, særlige rabatter, procentsatser mv. Sådanne oplysninger vil nemlig afsløre sagsøgerens forretningsadfærd over for de producenter, som fortsat er sagsøgerens kunder, og vil kunne anvendes af andre producenter i deres forretningsforbindelse til sagsøgeren.
62 Kommissionen har bestridt, at de omtvistede oplysninger er fortrolige, med den begrundelse, at de er mere end fem år gamle. Sagsøgeren har heroverfor anført, at der ikke findes en forud fastsat grænse for, hvornår oplysninger bliver historiske, da dette afhænger af, hvilke særegenheder der kendetegner det pågældende marked. Domstolen fastslog i øvrigt i dom af 28. juni 2012, Kommissionen mod Agrofert Holding (sag C-477/10 P, præmis 67), at det fremgår af artikel 4, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, at undtagelserne vedrørende forretningsmæssige interesser og følsomme dokumenter kan finde anvendelse i 30 år og om fornødent i et endnu længere tidsrum.
63 Sagsøgeren har anført, at [fortroligt]. Oplysningerne i kategori I er således ikke blevet mindre fortrolige over tid, og udbredelsen af disse oplysninger gør det muligt for sagsøgerens konkurrenter og kunder at få adgang til en meget detaljeret kundeliste, som vedrører sagsøgeren og særlige aspekter vedrørende sagsøgerens relationer til sine kunder.
64 Hvad angår oplysningerne i kategori II er sagsøgeren af den opfattelse, at disse oplysninger fortsat skal anses for fortrolige og kommercielt følsomme som følge af de særegenheder, der er kendetegnende for bilglasmarkedet, herunder at der ofte indgås aftale, flere år før produktionen iværksættes. Der er tale om langvarige kontrakter, der ofte forlænges automatisk, hvorved bilglasleverandørerne fortsætter med at levere bilglas til producenterne til flere generationer af bilmodeller. Når der henses til denne markedsstruktur, vil den foreslåede udbredelse af oplysninger skabe en høj grad af gennemsigtighed, hvilket kan indebære en væsentlig ændring af markedets kendetegn og skade sagsøgerens interesser. Sagsøgeren har nemlig [fortroligt]. Disse oplysninger indeholder imidlertid udførlige prisoplysninger vedrørende produkter, som fortsat er relevante for sagsøgerens forretningsaktiviteter. En offentliggørelse af disse oplysninger vil gøre det muligt for sagsøgerens kunder og konkurrenter at udlede de anvendte prisniveauer, hvilket generelt vil skabe prisgennemsigtighed på markedet og således skade sagsøgerens stilling, idet sagsøgerens kunder vil kunne udnytte disse oplysninger i en forhandlingssituation, og idet andre operatører vil kunne udnytte samme oplysninger til at stille sagsøgeren i en ringere konkurrencemæssig situation.
65 Sagsøgeren har sammenfattende anført, at Kommissionen har undladt at foretage en samlet vurdering af, om oplysningerne i kategori I og II fortsat er fortrolige, når de læses i deres helhed og ikke som isolerede passager, i en konsolideret udgave, der er offentliggjort og tilgængelig på internettet. En samlet offentliggørelse af disse oplysninger vil gøre dem særdeles følsomme, idet den brede offentlighed får mulighed for at opnå et indgående og særdeles detaljeret kendskab til sagsøgerens følsomme forretningsrelationer til sagsøgerens væsentligste kunder. Dette kan endvidere indebære en markant og kunstig forøgelse af gennemsigtigheden på bilglasmarkedet, idet hver enkelt af sagsøgerens kunder får mulighed for at få adgang til følsomme oplysninger om sagsøgerens forretningsrelationer til andre kunder. Disse oplysninger vil tillige blive tilgængelige for potentielle kunder og den brede offentlighed, hvilket kan skade sagsøgerens interesser alvorligt.
66 Kommissionen har heroverfor i det væsentlige anført, at de begæringer om fortrolighed, som sagsøgeren fremsatte over for høringskonsulenten, var for alt for vage og generelle til at begrunde den begærede fortrolige behandling ud over i et meget få antal tilfælde, og at sagsøgeren ikke over for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for hver enkelt oplysning har angivet, hvorfor disse oplysninger skulle beskyttes som forretningshemmeligheder. De omtvistede oplysninger blev endvidere udvekslet inden for bilglaskartellet, og de andre kartelmedlemmer har derfor fået kendskab til dem. De omtvistede oplysninger kan af denne grund ikke længere anses for hemmelige. Under alle omstændigheder er de omhandlede oplysninger mere end fem år gamle og må derfor anses for historiske, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at disse oplysninger stadig udgør væsentlige faktorer i dennes forretningsmæssige stilling, på trods af oplysningernes alder.
67 Det må i denne henseende fastslås, uden at dette påvirker værdien af det af Kommissionen fremførte argument, som Retten vil tage stilling til i forbindelse med afgørelsen vedrørende sagens realitet, at sagsakterne ikke giver grundlag for at konkludere, at der åbenbart ikke foreligger fumus boni juris.
68 Beslutningen af 2008, som den omtvistede ikke-fortrolige offentliggørelse vedrører, indeholder nemlig 731 betragtninger og 882 fodnoter. Som det fremgår af punkt 6 i den anfægtede beslutning, vedrører sagsøgerens begæring om fortrolig behandling af oplysninger i kategori I 270 betragtninger og 46 fodnoter, mens samme begæring vedrørende oplysninger i kategori II vedrører 64 betragtninger og 19 fodnoter. Ud fra en umiddelbar betragtning synes vurderingen af, om Kommissionen begik fejl ved ikke at imødekomme disse begæringer om fortrolighed, derfor at rejse en række komplicerede spørgsmål, hvis besvarelse kræver en indgående undersøgelse, der ikke kan foretages af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, men som må behandles i hovedsagen.
69 Den omstændighed, at høringskonsulenten har fundet, at visse oplysninger i såvel kategori I som kategori II er hemmelige, viser i sig selv, at de omtvistede oplysninger ved en samlet vurdering ikke uden videre allerede på grund af deres art kan anses for åbenbart hemmelige eller fortrolige. Høringskonsulentens anerkendelse af, at visse oplysninger er hemmelige, synes endvidere at svække argumentet om, at disse oplysninger – af den simple grund, at de er blevet udvekslet mellem medlemmerne af bilglaskartellet – har fået karakter af oplysninger, der er almindelig kendt uden for sagsøgerens virksomhed. Hvad angår Kommissionens henvisning i denne henseende til kendelse afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 5. august 2003, Glaxo Wellcome mod Kommissionen (sag T-168/01, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43), og kendelse afsagt af formanden for Rettens Ottende Afdeling den 8. maj 2012, Spira mod Kommissionen (sag T-108/07, præmis 52), forekommer det under alle omstændigheder ikke åbenbart, at den omstændighed, at sagsøgeren har givet de andre medlemmer af bilglaskartellet adgang til de omtvistede oplysninger, og ikke til leverandører, kunder og konkurrenter uden for kartellet, må forstås således, at disse oplysninger, selv om den brede offentlighed ikke har kendskab dem, i det mindste er udbredt til visse specialistmiljøer som omhandlet i de to nævnte kendelser.
70 For så vidt som Kommissionen har gjort gældende, at de omtvistede oplysninger er mere end fem år gamle og derfor ikke længere kan anses for hemmelige, er det endvidere korrekt, at oplysninger, der vedrører en virksomhed, og som er mere end fem år gamle, generelt må anses for historiske. Den berørte har imidlertid mulighed for at godtgøre, at disse oplysninger uanset deres historiske karakter stadig udgør væsentlige oplysninger om den pågældende virksomheds forretningsmæssige stilling (jf. i denne retning kendelse afsagt af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 22.2.2005, sag T-383/03, Hynix Semiconductor mod Rådet, Sml. II, s. 621, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis). Den af sagsøgeren fremsatte argumentation, der er nævnt i præmis 63-65 ovenfor, udgør imidlertid ikke umiddelbart et relevant bevis for, at oplysningerne i kategori I og II har en sådan karakter, at de nødvendigvis fortsat må anses for hemmelige. Det kan heller ikke klart udelukkes, at artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 1049/2001, hvorefter den fortrolige behandling af forretningsmæssige interesser og følsomme dokumenter undtagelsesvis kan beskyttes i en periode på 30 år og eventuelt ud over denne periode om nødvendigt, kan påvirke den vurdering, der skal foretages i det foreliggende tilfælde.
71 Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan derfor ikke uden videre udelukke, at de omtvistede oplysninger kun er tilgængelige for en begrænset personkreds, og at offentliggørelse af disse oplysninger alvorligt kan skade sagsøgeren som omhandlet i Rettens dom af 30. maj 2006, Bank Austria Creditanstalt mod Kommissionen (sag T-198/03, Sml. II, s. 1429, præmis 71).
72 Såfremt det antages, at de omtvistede oplysninger kan anses for at udgøre sagsøgerens forretningshemmeligheder, kræver spørgsmålet om, hvorvidt disse oplysninger objektivt set nyder beskyttelse, at der foretages en afvejning mellem sagsøgerens interesser i, at oplysningerne ikke udbredes, og den almene interesse, som fordrer, at Unionens institutioners handlinger foretages så åbent som muligt (dommen i sagen Bank Austria Creditanstalt mod Kommissionen, præmis 71). En sådan interesseafvejning indebærer imidlertid – uanset om den generelt vedrører karakteren af oplysningerne i kategori I og II eller hver enkelt af de mere end 300 påberåbte betragtninger og 60 fodnoter – at der skal foretages en vanskelig vurdering, som bør overlades til den ret, der skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet. Det fremgår under alle omstændigheder ikke af sagsakterne, at interesseafvejningen åbenbart vil falde ud til fordel for den af Kommissionen forsvarede interesse.
73 På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at denne sag rejser komplicerede og vanskelige spørgsmål, som ikke umiddelbart kan anses for irrelevante, og hvis løsning fortjener en tilbundsgående undersøgelse i forbindelse med hovedsagen. Det skal dermed anerkendes, at der foreligger fumus boni juris.
74 Det følger heraf, at da alle betingelserne er opfyldt i denne henseende, bør sagsøgeren gives medhold i begæringen om foreløbige forholdsregler, for så vidt som denne begæring tilsigter at forbyde Kommissionen at offentliggøre oplysningerne i kategori I og II, og i øvrigt tages begæringen ikke til følge.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT:
1) Begæringerne om intervention indgivet af HUK-Coburg, LVM, VHV og Württembergische Gemeinde Versicherung tages ikke til følge.
2) Gennemførelsen af Kommissionens afgørelse K(2012) 5718 endelig af 6. august 2012, hvorved der blev givet afslag på en begæring om fortrolig behandling, indgivet af Pilkington Group Ltd i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Europa-Kommissionen den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/39 125 – Carglass), udsættes for så vidt angår to kategorier af oplysninger, som nævnt i punkt 6 i afgørelse K(2012) 5718 endelig, vedrørende dels kundernes navne, navne og beskrivelse af produkter samt andre oplysninger, der kan gøre det muligt at identificere visse kunder, dels antallet af dokumenter, som Pilkington Group har indgivet, en bestemt bilproducents andel, beregning af priser, ændringer af priser osv.
3) Europa-Kommissionen pålægges ikke at offentliggøre en version af sin afgørelse K(2008) 6815 endelig af 12. november 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 125 – Carglass), der er mere detaljeret for så vidt angår oplysninger omfattet af de to kategorier nævnt ovenfor i punkt 2 end den, som den offentliggjorde i februar 2010 på sin hjemmeside.
4) I øvrigt tages begæringen om foreløbige forholdsregler ikke til følge.
5) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 11. marts 2013.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |