Language of document :

Sag anlagt den 7. august 2014 – Xinyi PV Products (Anhui) Holdings mod Kommissionen

(Sag T-586/14)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Xinyi PV Products (Anhui) Holdings Ltd (Anhui, Folkerepublikken Kina) (ved advokaterne Y. Melin og V. Akritidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 470/2014 af 13. maj 2014 1 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af solcelleglas med oprindelse i Folkerepublikken Kina annulleres, for så vidt som den vedrører Xinyi PV Products (Anhui) Holdings Ltd.

Europa-Kommissionen og enhver intervenient, der måtte få tilladelse til at støtte Kommissionen under sagen, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske og retlige omstændigheder og tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), tredje afsnit, da den fandt, at sagsøgerens produktionsomkostninger og finansielle situation var omfattet af væsentlige fordrejninger, der er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system.

Andet anbringende om, at Kommissionen foretog et åbenbart fejlskøn og undlod at føre sammenhængende bevis, da den fra sagsøgerens eksportpris fradrog en salgsagentkommission svarende til den margen, sagsøgeren blev opkrævet af et forbundet selskab i Hong Kong, uden at Kommissionen førte fyldestgørende bevis for, at dette forbundne selskab faktisk fungerede som kommissionsbaseret agent, hvorved grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), blev tilsidesat.

Tredje anbringende om, at Kommissionen hverken beregnede sagsøgerens eksportpris på grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales for produktet, når det solgtes til EU, eller på grundlag af den pris, hvortil det eksporterede produkt første gang blev videresolgt til en uafhængig køber i EU, hvorved grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, blev tilsidesat.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at give meddelelse om de væsentlige omstændigheder og beviser, som ville gøre det muligt at forstå, hvorledes Kommissionen beregnede sagsøgeres dumping- og skadesmargen, hvorved grundforordningens artikel 20 og artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder blev tilsidesat.

____________

____________

1 Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 470/2014 af 13.5.2014 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af solcelleglas med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 142, s. 1).