RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

9. april 2003 (1)

»Annullationssøgsmål - retsakter, der kan være genstand for søgsmål - afvisning«

I sag T-280/02,

Johannes Jacobus Pikaart, Papendrecht (Nederlandene),

Johanna Cornelia Pikaart-Leeuwestein, Papendrecht,

Scheepvaartonderneming »Factotum« vof, Papendrecht,

ved avocats M.J. van Dam og D. Ouwerling,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved W. Wils, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation den afgørelse fra Kommissionen, som angiveligt fremgår af skrivelsen fra Kommissionens tjenestegrene af 16. juli 2002 (D (2002) 11 796) til sagsøgerne,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS

RET I FØRSTE INSTANS (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne J. Azizi og M. Jaeger,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Relevante retsregler

1.

    Rådets forordning (EØF) nr. 1101/89 af 27. april 1989 om strukturel sanering inden for indlandsskibsfarten (EFT L 116, s. 25), som ændret flere gange, bl.a. ved Rådets forordning (EF) nr. 844/94 af 12. april 1994 (EFT L 98, s. 1) (herefter, som ændret, »forordning nr. 1101/89«), har til formål at mindske overkapaciteten i lastetonnage, der kommer til udtryk i samtlige sektorer inden for markedet for transport ad sejlbare vandveje. Med henblik herpå indføres der foranstaltninger til samordnet ophugning på EF-plan samt en række ledsageforanstaltninger.

2.

    Artikel 3, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1101/89 er affattet således:

»1. Hver af de medlemsstater, hvis sejlbare vandveje er forbundet med en anden medlemsstats sejlbare vandveje, og hvis flådetonnage overstiger 100 000 tons [...] opretter under deres nationale lovgivning og med deres egne administrative midler en ophugningsfond, i det følgende benævnt »fonden«.

2. Forvaltningen af hver fond varetages af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder. Til denne forvaltning knytter medlemsstaten de nationale repræsentative organisationer for indlandsskibsfarten.«

3.

    Artikel 8, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1101/89 bestemmer i det væsentlige, at det i en periode på ti år med virkning fra forordningens ikrafttræden pålægges ejeren af et fartøj, som er nybygget, som er indført fra et tredjeland, eller som forlader de nationale vandveje, der ikke er forbundet med Fællesskabets øvrige sejlbare vandveje, som betingelse for ibrugtagning af dette fartøj, at han uden ophugningspræmie ophugger lastetonnage forholdsmæssigt svarende til det nye fartøjs tonnage, eller at han, hvis ikke han ophugger et fartøj, skal indbetale et særligt bidrag til den hertil oprettede fond, som hans nye fartøj henhører under (den såkaldte regel om »gammelt for nyt«).

4.

    Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1101/89 bestemmer i det væsentlige, at medlemsstaterne vedtager de foranstaltninger, der er nødvendige for denne forordnings gennemførelse. Disse foranstaltninger skal bl.a. omfatte et vedvarende og effektivt tilsyn med overholdelsen af de forpligtelser, som påhviler virksomhederne i henhold til denne forordning, og de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer for dens gennemførelse, samt passende sanktioner i tilfælde af overtrædelse.

5.

    Med hjemmel i artikel 6 og artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1101/89 udstedte Kommissionen den 27. april 1989 forordning (EØF) nr. 1102/89 om særlige foranstaltninger til gennemførelse af forordning nr. 1101/89 (EFT L 116, s. 30).

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

6.

    Sagsøgerne er ejere af et motordrevet fartøj med navnet Factotum. Fartøjet blev bygget i 1928 og undergik i 1997 en ombygning, der hovedsageligt bestod i at fjerne fartøjets for- og midtskibssektion samt at erstatte det fjernede med en ny og længere struktur. Som følge af ombygningen forhøjedes lastetonnagen med ca. 600 tons. Desuden planlagde sagsøgerne at ombygge de gamle dele for- og midtskibs i fartøjet til en skubbepram.

7.

    Den 22. april 1998 tilsendte sagsøgerne Kommissionens tjenestegrene en skrivelse, hvori de anmodede om nærmere oplysninger vedrørende følgerne af denne ombygning, henset til bestemmelserne i forordning nr. 1101/89.

8.

    Den 8. juni 1998 anmodede den nederlandske ophugningsfond sagsøgerne om at indbetale de særlige bidrag som fastsat ved forordning nr. 1101/89 som en betingelse for, at Factotum kunne tages i brug efter ombygningen.

9.

    Den 29. juni 1998 oplyste chefen for den kompetente enhed ved Kommissionen i besvarelse af sagsøgernes anmodning af 22. april 1998, at der kun ville kunne gives en præcis fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 1101/89, såfremt der blev forelagt enheden et konkret tilfælde, hvorved det fremhævedes, at man herved alene udtrykte opfattelsen hos denne tjenestegren ved Kommissionen.

10.

    Den 19. november 1999 stadfæstede den nederlandske trafikminister den afgørelse, som den 8. juni 1998 var blevet truffet af ophugningsfonden.

11.

    Under en ankesag ophævede College van Beroep voor het bedrijfsleven (appelinstans i sager af økonomisk karakter) den 22. maj 2002 afgørelsen af 19. november 1999 fra den nederlandske trafikminister.

12.

    Til opfølgning af afgørelsen af 22. maj 2002 fra College van Beroep voor het bedrijfsleven tilstillede sagsøgerne på ny den 17. juni 2002 Kommissionens tjenestegrene en skrivelse med en beskrivelse af det arbejde, som allerede var udført og planlagt i forbindelse med ombygningen af Factotum i 1997. I skrivelsen oplyste de tillige, at forordning nr. 1101/89 efter deres opfattelse burde finde anvendelse i den konkrete sag, og de anmodede om nærmere oplysninger vedrørende følgerne af ombygningen, henset til bestemmelserne i forordning nr. 1101/89.

13.

    Ved skrivelse af 16. juli 2002 med journalnr. D (2002) 11 796 gav chefen for den kompetente enhed ved Kommissionen udtryk for, at han var uenig i den fortolkning af forordning nr. 1101/89, som sagsøgerne havde fremlagt i skrivelsen af 17. juni 2002 (herefter »skrivelsen af 16. juli 2002«). Efter en kort gennemgang af de gældende regler anførte han:

»Indretningen af en ny for- og midtskibssektion på Factotum har øget flådetonnagen. Hvis det i Factotums tilfælde var blevet besluttet at ophugge de dele, som er blevet erstattet, burde disse have haft en dødvægt svarende til den nye for- og midtskibssektion. Eftersom de dele, der er blevet erstattet, ikke er blevet ophugget, må der, ligeledes på grundlag af den nye for- og midtskibssektion i motorskibet Factotum, foretages en nærmere afgrænsning af forpligtelserne ifølge reglen »gammelt for nyt«.

Jeg håber hermed at have givet Dem et tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål.«

14.

    Den 26. august 2002 traf den nederlandske trafikminister en ny afgørelse vedrørende Factotum; afgørelsen blev indbragt for domstolene af sagsøgerne.

15.

    Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. september 2002 har sagsøgerne anlagt denne sag.

16.

    Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 12. november 2002 har Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement nedlagt påstand om afvisning af sagen. Sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger til denne påstand den 23. december 2002.

Parternes påstande

17.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

-    Kommissionens formalitetsindsigelse tages ikke til følge.

-    Skrivelsen af 16. juli 2002 annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Sagen afvises.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

Parternes argumenter

19.

    Ifølge Kommissionen kan skrivelsen af 16. juli 2002 ikke anses for en anfægtelig retsakt. Kommissionen finder, at skrivelsen alene indeholder en fortolkning af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1101/89, der er givet af en tjenestemand ved Kommissionen, eftersom det i medfør af artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 1, i forordningen alene tilkommer de nationale kompetente myndigheder at udstede en bebyrdende retsakt vedrørende anvendelsen af nævnte forordning på ombygningen af Factotum i 1997.

20.

    Sagsøgerne finder, at skrivelsen af 16. juli 2002 indeholder en bindende retsakt, som har karakter af en beslutning, udstedt af Kommissionen vedrørende anvendelsen af forordning nr. 1101/89 i det konkrete tilfælde.

21.

    De henviser til, at Kommissionen ved denne skrivelse gav et svar på et præcist spørgsmål vedrørende et konkret tilfælde. Ordvalget i skrivelsen bekræfter, at der forelå en endelig og bindende retsakt. Desuden finder de, at Kommissionen var kompetent til at udtale sig vedrørende anvendelsen af forordning nr. 1101/89 på dette konkrete tilfælde, eftersom det i medfør af forordningens artikel 8 samt hjemmelen i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1102/89 tilkommer Kommissionen at udstede regler vedrørende den ensartede anvendelse af bestemmelserne i forordning nr. 1101/89. Endelig påberåber de sig, at afgørelsen af 22. maj 2002 fra College van Beroep voor het bedrijfsleven henviste til proceduren for Kommissionen, hvilket viser, at skrivelsen af 16. juli 2002 har stor betydning under den verserende retssag for myndighederne og de nationale retter, og at den er til skade for sagsøgerne.

Rettens bemærkninger

22.

    Det fremgår af procesreglementets artikel 114, stk. 1, at såfremt en part ønsker, at Retten skal tage stilling, om sagen bør afvises, kan Retten tage stilling hertil uden at indlede behandlingen af realiteten. I medfør af samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag anser Retten sig for at være tilstrækkelig oplyst ved undersøgelsen af sagens akter, hvorfor der kan tages stilling til begæringen uden indledning af mundtlig forhandling.

23.

    Ifølge fast retspraksis er den omstændighed, at der foreligger en skrivelse fra en fællesskabsinstitution som svar på en anmodning fra skrivelsens adressat, ikke tilstrækkelig til at kvalificere skrivelsen som en beslutning som omhandlet i artikel 230 EF, der kan anfægtes ved et annullationssøgsmål. Desuden foreligger der kun retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF, når disse retsakter eller beslutninger har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. Rettens kendelse af 11.12.1998, sag T-22/98, Scottish Soft Fruit Growers mod Kommissionen, Sml. II, s. 4219, præmis 34, og af 27.10.1999, sag T-106/99, Meyer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3273, præmis 31).

24.

    I det foreliggende tilfælde forudser forordning nr. 1101/89 vel, på grundlag af en fælles politik, ophugningsforanstaltninger koordineret på EF-niveau for at nedsætte overkapaciteten og sanere strukturerne inden for indlandsskibsfarten. Med henblik på at opnå dette formål har Rådet ved forordningens artikel 6 og artikel 10, stk. 3, tildelt Kommissionen kompetence til at vedtage en række »beslutninger« for at sikre, at foranstaltningerne fungerer, og for at undgå forvridninger af konkurrencen. Det er på dette grundlag, at Kommissionen vedtog forordning nr. 1102/89 samt flere notitser vedrørende den ensartede anvendelse i medlemsstaterne af EF-bestemmelserne vedrørende den strukturelle sanering inden for indenlandsskibsfarten.

25.

    I overensstemmelse med Kommissionens opfattelse udtales, at bortset fra udelukkelsen af visse specialfartøjer fra ordningen med »gammelt for nyt«, med hensyn til hvilken kompetencen er blevet tildelt Kommissionen i medfør af artikel 8, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1101/89 (jf. herved Rettens dom af 1.10.1998, sag T-155/97, Natural van Dam og Danser Container Line mod Kommissionen, Sml. II, s. 3921, og af 1.2.2000, sag T-63/98, Transpo Maastricht og Ooms mod Kommissionen, Sml. II, s. 135), er administrationen af ophugningsfonden og kontrollen med gennemførelsen af de ved forordning nr. 1101/89 forudsete foranstaltninger vedrørende de konkrete tilfælde derimod henlagt under de nationale myndigheder, der med henblik herpå er oprettet af medlemsstaterne, således som det fremgår af nævnte forordnings artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 10, stk. 1.

26.

    Ved i skrivelsen af 16. juli 2002 til sagsøgerne at give en fortolkning af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1101/89 i lyset af den konkrete sag, således som de havde anmodet om, handlede chefen for enheden i Kommissionens kompetente tjenestegren ikke på grundlag af en retsregel, der tildeler ham en beføjelse til at træffe beslutning, men gav dem alene en ikke-bindende udtalelse herom. I øvrigt fremgår det af sagens faktiske omstændigheder, at de sagsøgende parter, som har anvendt de disponible retsmidler på nationalt plan (jf. navnlig præmis 14 ovenfor), udmærket var klar over, at anvendelsen af forordning nr. 1101/89 på ombygningen af Factotum afhang af afgørelserne fra de kompetente forvaltnings- og justitsmyndigheder i Nederlandene. Selv om det antages, således som de sagsøgende parter synes at gøre gældende, at disse afgørelser var blevet påvirket af eller kunne være blevet påvirket af udtalelsen i skrivelsen af 16. juli 2002, er forholdet ikke desto mindre det, at det alene er disse afgørelser, og ikke skrivelsen af 16. juli 2002, der kan stifte bindende retsvirkninger (jf. i relation til Kommissionens konstateringer i forbindelse med en procedure vedrørende en virksomhedssammenlægning Rettens dom af 22.3.2000, forenede sager T-125/97 og T-127/97, Coca-Cola mod Kommissionen, Sml. II, s. 1733, navnlig præmis 85).

27.

    Henset til de ovenstående betragtninger kan sagsøgerne ikke gøre gældende, at skrivelsen af 16. juli 2002 har stiftet bindende retsvirkninger, der kan påvirke deres interesser ved en væsentlig ændring af deres retsstilling. Følgelig vil søgsmålet til prøvelse af denne retsakt være at afvise fra påkendelse.

28.

    Det skal tilføjes, at domstolsbeskyttelsen af sagsøgerne effektivt kan sikres ved de retsmidler, der består ved de nationale domstole, der eventuelt i henhold til artikel 234 EF kan anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af de relevante fællesskabsbestemmelser (jf. i denne retning Rettens kendelse af 25.4.2001, sag T-244/00, Coillte Teoranta mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, præmis 49, og Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 40-42).

Sagens omkostninger

29.

    I medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, pålægges de at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)    Sagen afvises.

2)    Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 9. april 2003.

H. Jung

K. Lenaerts

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: nederlandsk.