Language of document : ECLI:EU:T:2014:887

RETTENS DOM (Appelafdelingen)

16. oktober 2014

Sag T-26/14 P

Peter Schönberger

mod

Revisionsretten for Den Europæiske Union

»Appel – personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesproceduren for 2011 – vejledende multiplikationsfaktorer – kontradiktorisk«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 5. november 2013 i sag F-14/12, Schönberger mod Revisionsretten (Sml. Pers., EU:F:2013:167), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 5. november 2013, Schönberger mod Revisionsretten (sag F-14/12), ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

EU-retten – principper – retten til forsvar – kontradiktionsprincippet – overholdelse i forbindelse med en retslig procedure – rækkevidde – ændring af begrundelsen uden kontradiktorisk forhandling – tilsidesættelse af nævnte princip

Overholdelse af kontradiktionsprincippet indebærer, at sagens parter har været i stand til at tage stilling til de faktiske omstændigheder og dokumenter, der ligger til grund for en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til retsinstansen, såvel som om de retlige anbringender, som denne af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse. Med henblik på at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren.

Når et anbringende således forkastes på grundlag af en fortolkning af den relevante bestemmelse, som ikke svarer til den fortolkning, der er angivet af administrationen med henblik på at begrunde den anfægtede afgørelse, ændrer Unionens retsinstanser ikke blot begrundelsen, men tilsidesætter, ved at basere dette afslag på faktiske og retlige forhold, som ikke har været diskuteret for disse, kontradiktionsprincippet.

I denne sammenhæng må det ligeledes undersøges, om den fremgangsmåde, der er vedtaget af Unionens retsinstanser, kan legitimeres ved at anføre, at proceduren, selv hvis den pågældende ulovlighed ikke forelå, ikke kunne føre til et andet resultat, således at den manglende overholdelse af kontradiktionsprincippet ikke kunne have haft indflydelse på den anfægtede dom og ikke krænkede sagsøgerens interesser.

I denne henseende har Personaleretten, i henhold til artikel 270 TEUF og tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, i tvister, der ikke angår pengebeløb, kompetence til at foretage en efterprøvelse af lovligheden af en bebyrdende retsakt. I medfør af artikel 264 TEUF skal den anfægtede retsakt erklæres ugyldig, hvis sagsøgeren får medhold. Unionens retsinstanser kan således under ingen omstændigheder sætte deres egen begrundelse i stedet for den, udstederen af den anfægtede retsakt har angivet.

(jf. præmis 23-26, 32 og 34)

Henvisning til:

Domstolen: domme af 27. januar 2000, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, C-164/98 P, Sml., EU:C:2000:48, præmis 38, af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, Sml., EU:C:2008:757, præmis 141, af 17. december 2009, fornyet prøvelse M mod EMEA, C-197/09 RX-II, Sml., EU:C:2009:804, præmis 39-41 og 52 og den deri nævnte retspraksis og af 28. februar 2013, Portugal mod Kommissionen, C-246/11 P, EU:C:2013:118, præmis 85

Retten: domme af 16. december 2010, Rådet mod Stols, T-175/09 P, Sml. Pers., EU:T:2010:534, præmis 22 og af 4. december 2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:624, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis