Language of document :

Appel iværksat den 25. november 2008 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 11. september 2008 af Personaleretten i sag F-135/07, Smadja mod Kommissionen

(Sag T-513/08 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved K. Herrmann og D. Martin, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Daniele Smadja (New Delhi, Indien)

Appellantens påstande

Personalerettens dom af 11. september 2008 i sag F-135/07 ophæves.

Kommissionen frifindes

Det fastslås, at hver part bærer sine egne omkostninger i appelsagen såvel som i sagen for Personaleretten

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved denne appel har Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Personalerettens dom af 11. september 2008 i sag F-135/07, Smadja mod Kommissionen, hvorved Personaleretten annullerede Kommissionens afgørelse af 21. december 2006, hvorved hun blev indplaceret i lønklasse A * 15, første løntrin, som følge af dom afsagt af Retten i Første Instans den 29. september 2005 i sag T-218/02, Napoli Buzzanca mod Kommissionen.

Til støtte for sin appel har Kommissionen fremsat ét enkelt anbringende vedrørende en retlig fejl ved fortolkningen af proportionalitetsprincippet.

Kommissionen gør, idet den har opdelt anbringendet i tre led, følgende gældende:

Proportionalitetsprincippet kan ikke påberåbes, når der gælder vedtægtsbestemmelser, så som artikel 3 og 4 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, der forbyder Kommissionen at træffe afgørelse om udnævnelser med tilbagevirkende kraft.

Proportionalitetsprincippet kan ikke medføre, at en dom afsagt af Retten i Første Instans mister sin retskraft

Proportionalitetsprincippet kan ikke påberåbes, når der gælder vedtægtsbestemmelser, så som artikel 5, stk. 5, i bilag XIII, sammenholdt med artikel 46, stk. 1, litra a), i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, der udelukker indplacering på et højere løntrin end løntrin 1.

____________