RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

2. marts 2016

Sag F-3/15

Jürgen Frieberger

og

Benjamin Vallin

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – pensioner – ændring af vedtægten – forordning nr. 1023/2013 – artikel 22 i bilag VIII til vedtægten – forhøjelse af pensionsalderen – tilbagebetaling af bidragene til Den Europæiske Unions pensionsordning – artikel 26 i bilag VIII til vedtægten – fornyet vurdering af godskrivningen af pensionsrettigheder«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Jürgen Frieberger og Benjamin Vallin har nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelser af 13. og 26. marts 2014 om afslag på deres ansøgninger af henholdsvis 9. og 17. december 2013 dels om tilbagebetaling af en del af de bidrag til Den Europæiske Unions pensionsordning, som blev fratrukket deres løn, dels om fornyet beregning af godskrivningen af de pensionsrettigheder, der blev overført til Unionens pensionsordning. Om fornødent har sagsøgerne også nedlagt påstand om annullation af afgørelserne af 26. september 2014 om afslag på deres klager af 11. og 23. juni 2014 over førnævnte afgørelser af 13. og 26. marts 2014.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelse af 26. marts 2014 om afslag på Jürgen Friebergers ansøgning af 17. december 2013, for så vidt som han med denne ansøgning ønskede at opnå en ny beregning af godskrivningen af de pensionsrettigheder, som var overført til Den Europæiske Unions pensionsordning, annulleres. Det er ufornødent at træffe afgørelse om søgsmålet, for så vidt som dette er anlagt af Benjamin Vallin til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse af 13. marts 2014, for så vidt som der heri blev givet afslag på en ansøgning om at opnå en ny beregning af godskrivningen af de pensionsrettigheder, som var overført til Den Europæiske Unions pensionsordning. I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om annullation af en individuel bebyrdende retsakt – ingen kompetence for Unionens retsinstanser til i dommenes dispositive del at fastslå, at en generel bestemmelse er ulovlig

(Art. 263 TEUF)

2.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – afgørelse om afslag – ingen pligt for administrationen til at erstatte begrundelsen i den oprindelige retsakt

(Tjenestemandsvedtægten art. 90)

3.      Tjenestemænd – pensioner – finansiering af pensionsordningen – de nærmere regler til sikring af den aktuarmæssige balance i Unionens pensionsordning – fastsættelse af tjenestemændenes bidrag – aktuarmæssig beregning, der tager hensyn til udviklingen i populationen, lønfremgang og rentesatser opgjort i overensstemmelse med artikel 10 i bilag XII til vedtægten – lovligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 83 og 83a, og bilag XI, bilag XII, art. 10, og bilag XIII, art. 22)

4.      Institutionernes retsakter – præambel – retligt bindende karakter – ingen

5.      Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden – selvstændig påberåbelse i forbindelse med en ulovlighedsindsigelse mod en bestemmelse i forordning nr. 1023/2013 – udelukket

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27)

6.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder optjent inden indtræden i Unionens tjeneste – overførsel til Unionens ordning – godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår – fornyet vurdering af godskrivningen – anden fornyet vurdering efter vedtægtsændringen i 2014 efter en første fornyet vurdering efter vedtægtsændringen i 2004 – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 22 og art. 26, stk. 5; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1023/2013)

1.      Selv om Unionens retsinstanser i et annullationssøgsmål anlagt til prøvelse af en individuel bebyrdende retsakt rent faktisk er kompetente til at erklære en generel bestemmelse, hvorpå den anfægtede akt er støttet, for ulovlig, er de til gengæld ikke kompetente til at medtage sådanne konstateringer i dommenes dispositive del.

(jf. præmis 31)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 21. oktober 2009, Ramaekers-Jørgensen mod Kommissionen, F-74/08, EU:F:2009:142, præmis 37

2.      Når den kompetente ansættelsesmyndighed efter en undersøgelse af en klage er af den opfattelse, at begrundelsen i den oprindelige retsakt, som denne klage omhandler, er både begrundet og tilstrækkelig til at besvare de klagepunkter, der fremføres i klagen, har den ingen grund til at fravige denne begrundelse og erstatte den af en ny. Den kan følgelig i dette tilfælde afslå klagen ved i afgørelsen om afslag at gentage den samme begrundelse som den, der er anført i den oprindelige retsakt, uden at det kan foreholdes den, at den har tilsidesat begrundelsespligten eller princippet om god sagsbehandling.

I en særlig situation med enslydende klager fra flere berørte kan det nemlig ikke foreholdes ansættelsesmyndigheden at besvare disse klager på en standardiseret måde. Denne fremgangsmåde er tværtimod i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik og sikrer ligebehandling af klagerne.

(jf. præmis 39 og 41)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom af 11. december 2014, Faita mod EØSU, T-619/13 P, EU:T:2014:1057, præmis 32

3.      Reglen i vedtægtens artikel 83, stk. 2, hvorefter tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af pensionsordningen, skal læses i lyset af vedtægtens artikel 83a, stk. 1, 3 og 4, som fastslår, at der skal være balance i denne ordning og at denne balance skal efterprøves på grundlag af en aktuarberegning, der foretages hvert femte år og ajourføres hvert år i overensstemmelse med bilag XII til vedtægten om gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 83a. Under disse omstændigheder er pensionsordningen i balance, i aktuarmæssig forstand i bilag XII til vedtægten, hvis niveauet for de bidrag, der skal betales hvert år af de aktive tjenestemænd gør det muligt at finansiere en tredjedel af det fremtidige beløb til de rettigheder, som disse tjenestemænd har erhvervet i løbet af samme år. Den aktuarmæssige tilgang, som lovgiver har lagt til grund, hviler således på en finansiering af pensionsordningen på lang sigt. Med henblik herpå har lovgiver taget hensyn til en række aktuarmæssige hypoteser.

Det følger heraf, at tjenestemændenes bidrag med en tredjedel af det beløb, der er nødvendigt til finansieringen af pensionsordningen, skal forstås i det førnævnte aktuarmæssige perspektiv og på lang sigt, således at forvridninger i opgørelsen ikke kan udelukkes.

Det fremgår ligeledes af vedtægtens artikel 83a, stk. 3, at pensionsordnings aktuarmæssige balance sikres ved to elementer, pensionsalderen og tjenestemændenes bidrag til denne ordning. Mens bidragene til pensionsordningen medvirker til at sikre dens balance derved, at bidragene finansierer ordningen direkte, forventes en tilsvarende virkning nemlig af forhøjelsen af den vedtægtsbestemte pensionsalder, for så vidt som denne principielt kommer til udtryk i denne ordning med en tidsmæssig forsinkelse.

Denne konstatering er imidlertid ikke tilstrækkelig med henblik på at konkludere, at en forhøjelse af den vedtægtsbestemte pensionsalder ved en direkte kompensationsmekanisme nødvendigvis bør føre til en nedsættelse af tjenestemændenes bidragssats med tilbagevirkende kraft.

I henhold til artikel 1 i bilag XII til vedtægten foretages fastsættelsen af tjenestemændenes bidrag til pensionsordningen nemlig nærmere bestemt efter en femårig aktuarmæssig vurdering, som suppleres med en årlig ajourføring, begge fastsat i vedtægtens artikel 83a, stk. 3 og 4. Denne femårige aktuarmæssige vurdering og den årlige ajourføring heraf hviler på et vist antal parametre, der er fastsat i bilag XII til vedtægten.

Et første parameter, som indgår i beregningen af tjenestemændenes bidrag, udgøres af »udviklingen i populationen« som nævnt i artikel 1, stk. 2, i bilag XII til vedtægten. Denne udvikling bestemmes for sit vedkommende af en opgørelse af den population af personer, der er tilknyttet pensionsordningen, således som dette fremgår af artikel 9 i samme bilag. Ifølge denne artikel udledes udviklingen i populationen nærmere bestemt af strukturen i denne population og af gennemsnitspensionsalderen. Strukturen i populationen skal for sit vedkommende bedømmes under hensyn til dødelighedstabellen, den forventede levealder, invaliditetssatsen og populationens kønsmæssige fordeling. Hvad angår gennemsnitspensionsalderen adskiller denne sig fra den vedtægtsbestemte pensionsalder og en hensyntagen hertil forklares ved, at den i højere grad bestemmer den reelle byrde for pensionerne end sidstnævnte.

Et andet parameter, som indgår i fastsættelsen af tjenestemændenes bidrag, udgøres af udviklingen i grundlønnen for hver af disse indtil »den forventede pensioneringsalder« (artikel 4 og 6 i bilag XII til vedtægten). Dette parameter indebærer derfor, at der foretages en vurdering af den fremtidige værdi af den aktive tjenestemands grundløn under hensyntagen til den forventede løn ved pensionsalderen (artikel 6, stk. 1, første afsnit, i bilag XII til vedtægten). I denne henseende understreges, at selv om der skal tages hensyn til den vedtægtsbestemte pensionsalder, tages der ligeledes hensyn til elementer som muligheden for at forblive i tjenesten efter at være nået denne alder eller forlade tjenesten før denne alder, således som det indirekte fremgår af artikel 6, stk. 4, i bilag XII til vedtægten. Det følger endeligt heraf, at »den forventede pensioneringsalder«, der her tages hensyn til, er en godkendt værdi.

Et tredje parameter, der indgår i fastsættelsen af tjenestemændenes bidrag, følger af de rentesatser, der er opgjort i overensstemmelse med artikel 10 i bilag XII til vedtægten, og et fjerde element følger, jf. artikel 11 i samme bilag, af satsen for den årlige ændring af tjenestemændenes lønskala, svarende til gennemsnittet over 30 år af de specifikke indikatorer, der er omhandlet i bilag XI til vedtægten.

Det forekommer således, at den vedtægtsbestemte pensionsalder, som artikel 22 i bilag XIII til vedtægten, i den affattelse, der følger af forordning nr. 1023/2013, fastsætter i forhold til hver tjenestemands alder pr. 1. maj 2014, er et element, som interagerer med skøn over den fremtidige værdi af flere parametre (rentesats, dødelighed, lønfremgang etc.) ved opgørelsen af Unionens pensionsordnings aktuarmæssige balance og dermed ved fastsættelsen af det bidrag, som hver tjenestemand skal indbetale til denne ordning for at sikre en tredjedel af denne balance.

Tjenestemændenes bidragssats til Unionens pensionsordning kan således gennemgå en udvikling uafhængigt af den vedtægtsbestemte pensionsalder.

Endelig er Unionens pensionsordning organiseret på grundlag af solidaritetsprincippet og er ikke udfærdiget således, at den pension, som oppebæres af en tjenestemand, udgør en nøjagtig modydelse for hans bidrag til den nævnte ordning. Det følger heraf, at hver tjenestemands bidrag ikke hos hver af disse skaber en individuel ret, der erhverves øjeblikkeligt, til en præcis modydelse i form af en pension og en tilbagebetaling af et eventuelt overskud.

(jf. præmis 45-54, 56 og 73)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 29. november 2006, Campoli mod Kommissionen, T-135/05, EU:T:2006:366, præmis 134

Personaleretten: dom af 11. juli 2007, Wils mod Parlamentet, F-105/05, EU:F:2007:128, præmis 85 og 86

4.      Formålet med en generel retsakts præambel er at begrunde denne ved generelt at oplyse dels de samlede omstændigheder, som har ført til retsaktens vedtagelse, dels de generelle formål, den skal opfylde. Følgelig er en sådan retsakts præambel ikke retligt bindende og kan ikke påberåbes til støtte for at fravige bestemmelserne i den pågældende retsakt eller, a fortiori, med henblik på at danne grundlag for dennes ulovlighed.

(jf. præmis 69)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 19. november 1998, Nilsson m.fl., C-162/97, EU:C:1998:554, præmis 54

5.      Artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder med overskriften »Ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden« bestemmer, at arbejdstagerne på forskellige niveauer skal have sikkerhed for information og høring i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i EU-retten og national lovgivning og praksis. Det fremgår således klart af ordlyden af chartrets artikel 27, at denne artikel for fuldt ud at få virkning skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret.

I denne forbindelse kan de berørte ikke basere en ulovlighedsindsigelse mod artikel 1, stk. 73, litra g), i forordning nr. 1023/2013 udelukkende på chartrets artikel 27 uden at nævnte en anden bestemmelse i EU-retten, som supplerer denne.

(jf. præmis 87 og 88)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 15. januar 2014, Association de médiation sociale, C-176/12, EU:C:2014:2, præmis 44 og 45

6.      Intet i ordlyden af artikel 26, stk. 5, i bilag XIII til vedtægten er til hinder for, at en tjenestemand efter en første fornyet vurdering af godskrivningen af hans pensionsrettigheder efter ændringen i 2004 opnår en anden fornyet vurdering, som tager hensyn til ændringen af artikel 22 i bilag XIII til vedtægten ved forordning nr. 1023/2013, som på ny forhøjede den vedtægtsmæssige pensionsalder.

(jf. præmis 97)