Sag T-441/14
Brugg Kabel AG og Kabelwerke Brugg AG Holding
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for elkabler – afgørelse, hvor der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samlet og vedvarende overtrædelse – bevis for overtrædelsen – deltagelsens varighed – offentlig afstandtagen – beregning af bødens størrelse – overtrædelsens grovhed – fuld prøvelsesret«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 12. juli 2018
1. Konkurrence – administrativ procedure – den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 finder ikke anvendelse – Kommissionens overholdelse af retten til forsvar
(Art. 6, stk. 3, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og art. 52, stk. 3)
2. Konkurrence – administrativ procedure – sprogordning – begæring om oplysninger – klagepunktsmeddelelse – affattelse på et andet sprog end det, der anvendes af den berørte virksomhed – tilsidesættelse af retten til forsvar – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41)
3. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – formål – meddelelse af svar på en klagepunktsmeddelelse – betingelser – relevans af svarene fra de andre adressater for klagepunktsmeddelelsen for den berørte virksomheds ret til forsvar – bevisbyrde – den berørte virksomheds pligt til at angive et første holdepunkt for relevansen af disse svar for dennes forsvar
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27)
4. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – kartellet gennemført eller egnet til at have en umiddelbar og væsentlig virkning inden for det indre marked – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – vurdering på grundlag af virkningerne tilsammen af de anfægtede former for praksis
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
5. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – bevis for overtrædelsens begyndelse – bevisbyrden for overtrædelsens varighed
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
6. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
7. Karteller – aftaler mellem virksomheder – begreb – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omfattet – betingelse – mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger – offentlig afstandtagen – bedømmelseskriterier
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
8. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – referenceår – det seneste fulde regnskabsår for overtrædelsen – anvendelse af en anden referenceperiode – lovlighed – betingelser
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)
9. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ligebehandlingsprincippet – rækkevidde – ikke muligt for en virksomhed at kræve en ikke-diskriminerende anvendelse af en ulovlig behandling, der er tildelt andre berørte virksomheder
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – omfang
(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 38-42)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 44-50)
3. I konkurrencesager indebærer retten til aktindsigt, at Kommissionen giver den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger. De andre parters svar på klagepunktsmeddelelsen er imidlertid i princippet ikke inkluderet i den samling af dokumenter i de forberedende sagsakter, som parterne kan konsultere.
Hvis et uddrag af et svar fra en anden del af en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, kan være relevant for en virksomheds forsvar, eftersom uddraget eller dokumentet giver virksomheden mulighed for at påberåbe sig beviser, der ikke stemmer overens med de følgeslutninger, som Kommissionen er nået frem til i denne fase, udgør uddraget eller dokumentet imidlertid ud fra en analog betragtning et diskulperende bevis. Den pågældende virksomhed skal i så fald have mulighed for at undersøge uddraget eller dokumentet og udtale sig herom. Det påhviler imidlertid den berørte virksomhed at angive et første holdepunkt for, at svarene fra de øvrige adressater for klagepunktsmeddelelsen ville have været relevante for dennes forsvar.
(jf. præmis 67, 68, 70, 80 og 81)
4. For det første er anvendelsen af artikel 101 TEUF begrundet, når de former for praksis, som den omhandler, gennemføres på det indre markeds område, uanset hvor de er opstået, samt for det andet, såfremt det kan forudses, at en sådan praksis får en umiddelbar og betydelig virkning i det indre marked. Disse betingelser for anvendelse af artikel 101 TEUF er alternative og ikke kumulative fremgangsmåder til at fastslå Kommissionens kompetence til at fastslå og pålægge en sanktion for en overtrædelse af denne bestemmelse.
Hvad endelig angår praksis og aftaler, der forfølger samme konkurrencebegrænsende formål og gennemføres uden for EU’s område, kan artikel 101 TEUF anvendes, når det må påregnes, at denne praksis og disse aftaler har væsentlige og forudseelige virkninger i det indre marked. Det kan i den henseende ikke tillades, at virksomhederne kan unddrage sig anvendelsen af EU-konkurrencereglerne ved at kombinere flere former for adfærd, der har samme formål, og som hver for sig ikke er egnede til at have en væsentlig virkning inden for Unionen, men som tilsammen er egnede til at have en sådan virkning.
(jf. præmis 96-98 og 106)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 118-121, 175 og 213)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 124-126, 140, 216, 217 og 223)
7. I kartelsager er de andre karteldeltageres opfattelse af, hvad der er den omhandlede virksomheds intention, afgørende for vurderingen af, om denne virksomhed har forsøgt at distancere sig fra den ulovlige aftale.
(jf. præmis 210)
8. Med henblik på den periode, der skal tages i betragtning for at fastsætte den værdi af afsætningen, der anvendes til at beregne en bøde, der pålægges for overtrædelse af konkurrencereglerne, fastsætter punkt 13 (pkt 18 i DA!) i retningslinjerne for beregning af bøder af 2006, at Kommissionen normalt anvender den berørte virksomheds afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvor den har deltaget i overtrædelsen. Anvendelsen af udtrykket »anvender normalt virksomhedens afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvor den har deltaget i overtrædelsen« udelukker imidlertid ikke, at Kommissionen anvender en anden referenceperiode, forudsat at denne referenceperiode gør det muligt at fremkomme med så sammenlignelige tal som muligt. I det omfang der med henblik på fastlæggelsen af forholdet mellem de bøder, som skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse, skal tages udgangspunkt i omsætningen, er det nemlig nødvendigt at afgrænse den periode, som skal lægges til grund, således at de fremkomne tal er så sammenlignelige som muligt.
Anvendelsen af et fælles referenceår for alle de virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, gør det i princippet muligt at fastsætte bøderne ensartet under overholdelse af ligebehandlingsprincippet og bedømme omfanget af den begåede overtrædelse under hensyn til de reelle økonomiske forhold, således som de forelå i løbet af denne periode.
I denne forbindelse kan en bestemt virksomhed ikke kræve, at Kommissionen i forhold til den baserer sig på en anden periode end den, der generelt anvendes, medmindre virksomheden godtgør, at dens omsætning i sidstnævnte periode som følge af dens særlige forhold hverken er udtryk for dens faktiske størrelse, dens økonomiske betydning eller omfanget af den overtrædelse, som den har begået.
(jf. præmis 238-240, 243 og 244)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 298)
10. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 304)