Sag C-74/14

»Eturas« UAB m.fl.

mod

Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas)

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – karteller – samordnet praksis – rejsebureauer, der deltager i et fælles IT-informationssystem for udbud af rejser – automatisk begrænsning af satser for nedsættelser ved online salg af rejser – meddelelse fra systemadministratoren vedrørende denne begrænsning – stiltiende aftale, der kan kvalificeres som samordnet praksis – elementer, der er forudsætningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis – bedømmelsen af beviser og kravet til bevisernes styrke – medlemsstaternes procesautonomi – effektivitetsprincippet – uskyldsformodning«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. januar 2016

1.        Karteller – samordnet praksis – bevis for eksistensen af en samordnet praksis – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – ingen EU-retlige proceduremæssige bestemmelser – anvendelse af national ret – betingelse – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet – bevis ført ved et vist antal indicier og sammenfaldende omstændigheder, som beviser forekomsten og varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd

(Art. 101, stk. 1, TEUF; forordning nr. 1/2003, art. 2)

2.        Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforeneligt med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – formodning for anvendelse af disse oplysninger for at fastsætte adfærden på markedet

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

3.        Karteller – en virksomheds deltagelse i møder, der har et konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkeligt til at pådrage virksomheden ansvar for en stiltiende godkendelse, såfremt den hverken har taget offentligt afstand eller underrettet de kompetente myndigheder

(Art. 101, stk. 1, TEUF)

4.        EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelse

(Art. 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)

5.        Karteller – samordnet praksis – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – rejsebureauer, der deltager i et IT-informationssystem for udbud af rejser – meddelelse fra systemadministratoren, der oplyser disse rejsebureauer om en automatisk begrænsning af satser for nedsættelser ved online salg af rejser – formodning om deltagelse i den samordnede praksis – mulighed for afkræftelse – anvendelse af national ret – den blotte fremsendelse af en meddelelse er utilstrækkeligt som bevis, henset til princippet om uskyldsformodning

(Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)

1.        For så vidt angår EU-konkurrenceretten gælder det, at selv om artikel 2 i forordning nr. 1/2003 udtrykkeligt omhandler fordelingen af bevisbyrden, indeholder denne forordning ingen bestemmelser om de mere specifikke processuelle aspekter. Forordningen indeholder således bl.a. ikke bestemmelser om de principper, der regulerer bedømmelsen af beviser og kravene til bevisernes styrke ved en national procedure vedrørende anvendelsen af artikel 101 TEUF. Denne konklusion støttes af femte betragtning til forordning nr. 1/2003, som udtrykkeligt giver udtryk for, at forordningen ikke berører de nationale regler om krav til bevisstyrken.

I mangel af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser.

I denne sammenhæng følger svaret på spørgsmålet om, hvorvidt den blotte fremsendelse af en meddelelse, der oplyser om, at de rabatter, der ydes på produkter solgt via et IT-informationssystem, der har til formål at give rejsebureauer mulighed for at sælge rejser via deres hjemmesider, fremover vil blive underlagt et loft, og det omhandlede system efter udsendelsen af denne meddelelse underkastes de for gennemførelsen af denne foranstaltning nødvendige tekniske ændringer, henset til alle sagens omstændigheder kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for at godtgøre, at modtagerne deraf havde eller nødvendigvis burde have haft kendskab til meddelelsens indhold, ikke af begrebet »samordnet praksis«, og det er heller ikke nødvendigvis uløseligt forbundet med dette begreb. Et sådant spørgsmål skal således anses for at være et spørgsmål, der vedrører bevisbedømmelsen og kravene til bevisernes styrke, således at det i henhold til princippet om procesautonomi og med forbehold for ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet henhører under national ret. Effektivitetsprincippet kræver i denne forbindelse, at beviset for en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne kan føres ikke blot ved direkte beviser, men ligeledes ved indicier, forudsat at de er objektive og samstemmende.

(jf. præmis 26 og 30-37)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 27 og 33)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 28)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 38)

5.        Artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en gruppe erhvervsdrivende, når administratoren af et IT-informationssystem, der har til formål at give rejsebureauer mulighed for at sælge rejser via deres hjemmesider ved en ensartet fremgangsmåde for reservationer, via et personligt elektronisk meddelelsessystem fremsender disse erhvervsdrivende en meddelelse, der oplyser dem om, at de rabatter, der ydes på produkter solgt via dette system fremover vil blive underlagt et loft, og det omhandlede system efter udsendelsen af denne meddelelse underkastes de for gennemførelsen af denne foranstaltning nødvendige tekniske ændringer, fra det tidspunkt, hvor de havde kendskab til den meddelelse, der blev udsendt af administratoren af systemet, kan antages at have deltaget i en samordnet praksis som omhandlet i denne bestemmelse, hvis de har undladt offentligt at tage afstand fra denne praksis, ikke har gjort myndighederne opmærksom på den og ikke har fremført andre beviser, der kan afkræfte denne formodning, såsom bevis for en systematisk anvendelse af en rabat, der overstiger det omhandlede loft.

Det tilkommer den nationale ret på grundlag af de nationale regler for bevisbedømmelse og kravene til bevisernes styrke at undersøge, om fremsendelsen af en sådan meddelelse, henset til alle de omstændigheder, der fremlægges for den denne ret, kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for, at meddelelsens modtagere havde kendskab til dens indhold. Uskyldsformodningen er til hinder for, at den nationale ret finder, at den blotte fremsendelse af denne meddelelse kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for, at dens adressater nødvendigvis burde have haft kendskab til dens indhold.

(jf. præmis 39-41, 43-47 og 50 samt domskonkl.)