Sag anlagt den 23. februar 2006 - FLS Plast mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-64/06)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: FLS Plast A/S (København, Danmark) (ved QC K. Lasok og lawyer M. Thill-Tayara)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Artikel 1, litra h), og artikel 2, litra f), i Kommissionens beslutning K(2005) 4634 af 30. november 2005 i sag COMP/F/38.354 - Industrisække annulleres fuldstændig, for så vidt de vedrører sagsøgeren.

Subsidiært ændres den anfægtede beslutnings artikel 2, litra f), og den bøde, der er pålagt FLS Plast in solidum, nedsættes væsentligt under Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret, artikel 1, stk. 1, annulleres delvist for så vidt den vedrører sagsøgeren, eller, mere subsidiært, nedsættes den bøde, der i medfør af artikel 2 er pålagt sagsøgeren.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har ved den anfægtede beslutning fastslået, at sagsøgeren har tilsidesat artikel 81 EF ved at deltage i et kartel af aftaler og samordnet praksis inden for sektoren for industrisække af plastik, hvilket påvirkede Belgien, Frankrig, Tyskland, Luxembourg, Nederlandene og Spanien og bestod i fastsættelse af priser og oprettelse af fælles prisberegningsmodeller, opdeling af markedet og fordeling af salgskvoter, kunder, handler og ordrer, samordning af bud ved visse udbud og udveksling af oplysninger om salgsmængder. Sagsøgerens tilsidesættelse vedrørte et andet selskabs adfærd, Trioplast Wittenheim SA ("TW"), der fandtes at have deltaget i det pågældende kartel. Sagsøgeren ejede aktier i TW, og TW var i størstedelen af den periode, hvor sagsøgeren blev fundet ansvarlig, sagsøgerens 100% ejede datterselskab. TW blev pålagt en bøde, og sagsøgeren blev fundet ansvarlig in solidum for en del af denne bøde.

Sagsøgeren har ikke anfægtet kartellet eller dets varighed, endsige dets tidligere datterselskabs deltagelse heri - men gør gældende, at Kommissionen foretog urigtig retsanvendelse ved fastsættelsen af den bøde, den pålagde sagsøgeren. Sagsøgeren fremhæver, at den del af TW's bøde, som sagsøgeren blev holdt ansvarlig for, står i åbenbart misforhold til den periode, hvor sagsøgeren havde aktier i TW.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet i det omfang den holdt såvel sagsøgeren som dennes moderselskab ansvarlige for TW's adfærd, selv om den besluttede at undlade at rette den anfægtede beslutning til mellemkommende holdingselskaber og reelt ikke rettede beslutningen til sådanne selskaber ud over sagsøgeren.

Sagsøgeren gør ligeledes gældende, at man ikke kendte til TW's ulovlige adfærd, ikke udøvede indflydelse på dette selskabs ledelse og ikke var en del af virksomheden (TW), som deltog i den tilsidesættelse, der er henvist til i den anfægtede beslutning, og at den anfægtede beslutning derfor er ulovlig og må annulleres.

Subsidiært nedlægger sagsøgeren påstand om, at Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret nedsætter bøden. I den forbindelse gør sagsøgeren gældende, at den bøde, TW blev pålagt, er for høj, eftersom tidligere praksis og alvoren af tilsidesættelsen ikke berettiger til bødens grundbeløb, at Kommissionen begik en fejl, da den fastsatte tilsidesættelsens varighed for TW's vedkommende, og at Kommissionen ikke efterprøvede, om de bøder, TW og sagsøgeren blev pålagt, opfyldte det foreskrevne maksimum på 10%.

Med hensyn til den bøde, der blev pålagt sagsøgeren selv, gøres det ligeledes gældende, at den er uforholdsmæssigt høj, når manglen på afskrækkende virkning og tilsidesættelsens varighed og styrke tages i betragtning. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at nedsætte sagsøgerens ansvar i henhold til samarbejdsmeddelelsen - nærmere bestemt ved ikke at overføre den nedsættelse på 30%, TW blev indrømmet, på sagsøgerens eget ansvar og ved at afvise at indrømme sagsøgeren en nedsættelse. Endelig gør sagsøgeren gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om non bis in idem og princippet om individuel strafudmåling. Sagsøgeren fremhæver i denne forbindelse, at man blev gjort ansvarlig for at betale 85,7% af TW's bøde, selvom man kun var TW's moderselskab i 35% af den periode, hvor TW deltog i kartellet.

____________