Sag T-466/12
RFA International, LP
mod
Europa-Kommissionen
»Dumping – import af ferrosilicium med oprindelse i Rusland – afslag på anmodninger om tilbagebetaling af betalt antidumpingtold – fastsættelse af eksportprisen – én økonomisk enhed – fastsættelse af dumpingmargenen – anvendelse af en anderledes metode end den, der blev benyttet ved den oprindelige undersøgelse – ændring i omstændighederne – artikel 2, stk. 9, og artikel 11, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1225/2009«
Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 17. marts 2015
1. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser
2. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af eksportprisen – anvendelse af en beregnet eksportpris – betingelser – forretningsmæssig forbindelse mellem eksportøren og importøren
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 9)
3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af eksportprisen – anvendelse af en beregnet eksportpris – justeringer – anvendelse af egen drift – hensyntagen til en rimelig fortjenstmargen og til en rimelig margen til dækning af de omkostninger, der påløber mellem indførsel og videresalg – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 9)
4. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af eksportprisen – anvendelse af en beregnet eksportpris – justeringer – rimelig karakter – bevisbyrde
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 9)
5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af eksportprisen – anvendelse af en beregnet eksportpris – justeringer – hensyntagen til en rimelig fortjenstmargen – beregning på grundlag af oplysninger fra en uafhængig importør
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 9)
6. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – rækkevidde – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita
(Art. 263 TEUF)
7. Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende, der fremføres for første gang under retsmødet – anbringende, der ikke kan kvalificeres som en uddybning af et allerede fremført anbringende – afvisning
(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
8. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – valg mellem forskellige beregningsmetoder – institutionernes skønsbeføjelser – domstolsprøvelse – grænser
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 11)
9. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – anmodning om tilbagebetaling af antidumpingtold på grundlag af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 1225/2009 – Kommissionens vurdering – anvendelse af en anderledes beregningsmetode end den, der blev benyttet ved den oprindelige undersøgelse – betingelser – ændring i omstændighederne – indskrænkende fortolkning – bevisbyrde – forpligtelse til at anvende en metode, der er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 1225/2009
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 8 og 9)
10. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – anmodning om tilbagebetaling af antidumpingtold på grundlag af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 1225/2009 – Kommissionens vurdering – anvendelse af en anderledes beregningsmetode end den, der blev benyttet ved den oprindelige undersøgelse – betingelser – ændring i omstændighederne, der kan begrunde en ændring af beregningsmetoden – ændring i strukturen og forandring af eksportsalgskanalerne for en eksporterende producentkoncern – vurdering
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 8 og 9)
11. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af den normale værdi – fastsættelse af eksportprisen – element, der skal lægges til grund – prisen i normal handel – den pris, som den første uafhængige køber har betalt til én økonomisk enhed, der er eksporterende producent – begrebet én økonomisk enhed – betydning for kvalificeringen af de selskaber, der tilhører den økonomiske enhed, som eksporterende producent – foreligger ikke
[Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 2, stk. 1, og stk. 10, litra i)]
12. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – anmodning om tilbagebetaling af antidumpingtold på grundlag af artikel 11, stk. 8, i forordning nr. 1225/2009 – Kommissionens vurdering – fastlæggelse af beregningsmetoden i henhold til artikel 11, stk. 9, i forordning nr. 1225/2009 – nødvendighed af fortolkning, der er i overensstemmelse med GATT’s antidumpingaftale af 1994 – foreligger ikke
(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingaftalen af 1994«, art. 18, stk. 3; Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 9)
13. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – tilbagebetaling af antidumpingtold – Kommissionens skønsbeføjelser – virkningen af retningslinjer vedtaget af Kommissionen
(Rådets forordning nr. 1225/2009, art. 11, stk. 8; Kommissionens meddelelse 2002/C 127/06)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 37)
2. I henhold til artikel 2, stk. 9, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009 er institutionerne, med henblik på beregningen af dumpingmargenen, berettigede til at beregne eksportprisen i tilfælde af en forretningsmæssig forbindelse mellem eksportøren og importøren. En sådan forretningsmæssig forbindelse består navnlig, når eksportøren og importøren tilhører den samme koncern.
(jf. præmis 39)
3. Med henblik på beregningen af eksportprisen på grundlag af prisen til den første uafhængige køber eller på ethvert rimeligt grundlag foretager institutionerne af egen drift de justeringer, der er fastsat i artikel 2, stk. 9, andet afsnit, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009, med henblik på at fastsætte en realistisk eksportpris, frit EU’s grænse. Antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9, andet og tredje afsnit, udelukker i den forbindelse ikke, at der foretages justeringer for omkostninger, der påløber før indførslen, i det omfang disse omkostninger normalt bæres af importøren.
I øvrigt fastsætter den nævnte bestemmelse ikke en metode til beregning eller fastlæggelse af den rimelige margen for de nævnte omkostninger og fortjenesten. Den henviser kun til, at den margen, der justeres for, skal være rimelig.
Endelig råder institutionerne over vide skønsmæssige beføjelser ved fastlæggelsen af en rimelig margen for disse omkostninger og fortjenesten, således at Unionens retsinstanser blot skal foretage en begrænset retslig prøvelse. Denne fastlæggelse indebærer således nødvendigvis komplekse økonomiske vurderinger.
(jf. præmis 40-43)
4. Ved beregningen af dumpingmargenen på grundlag af en beregnet eksportpris tilkommer det den berørte part, som ønsker at anfægte omfanget af de ud fra artikel 2, stk. 9, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009 foretagne justeringer med henvisning til, at de i den forbindelse fastlagte margener er for vidtgående, at tilvejebringe beviser og konkrete beregninger, der kan godtgøre partens udsagn og især begrunde den alternative sats, som vedkommende i givet fald har foreslået. Den berørte part er især forpligtet til at fremlægge taloplysninger til støtte for sin anfægtelse, såsom konkrete beregninger, der kan dokumentere vedkommendes udsagn. I den forbindelse gælder det navnligt, at et udsagn om tilstedeværelsen af en økonomisk enhed, hvori er integreret importfunktioner og eksportfunktioner, ikke kan vende denne bevisbyrde om ved at medføre en forpligtelse for institutionerne til af egen drift at foretage en sondring mellem de to funktioner vedrørende import og eksport og de omkostninger og den fortjeneste, der er knyttet til disse to funktioner.
(jf. præmis 44 og 61-63)
5. Den i artikel 2, stk. 9, tredje afsnit, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009 omhandlede rimelige fortjenstmargen kan, når der eksisterer en forretningsforbindelse mellem en producent og en importør i EU, ikke beregnes på grundlag af oplysninger fra en importør, med hvilken der består en forretningsforbindelse, idet disse kan være påvirket af denne forretningsmæssige forbindelse, men på grundlag af oplysninger fra en uafhængig importør.
(jf. præmis 68)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 77 og 78)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 80-82)
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 86)
9. I alle tilbagebetalingsprocedurer i henhold til artikel 11, stk. 8, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009 anvender Kommissionen i overensstemmelse med ordlyden af samme forordnings artikel 11, stk. 9, og under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, der blev benyttet i den oprindelige undersøgelse, som resulterede i indførelsen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bl.a. bestemmelserne i samme forordnings artikel 2.
I denne henseende må den undtagelse, der gør det muligt for Kommissionen i forbindelse med tilbagebetalingsproceduren at anvende en anden metode end den, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, når der foreligger ændrede omstændigheder, nødvendigvis undergives en streng fortolkning, idet en undtagelse til eller en fravigelse af en generel regel skal fortolkes indskrænkende. Det tilkommer derfor Kommissionen at godtgøre, at omstændighederne er ændret, såfremt den påtænker at anvende en anden metode end den, der blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.
I øvrigt skal metodeændringen for at være begrundet i forhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9, være knyttet til den konstaterede ændring i omstændighederne.
Hvad i den forbindelse angår karakteren af undtagelse for disse ændrede omstændigheder indebærer kravet om en streng fortolkning ikke, at Kommissionen skal fortolke og anvende denne bestemmelse på en måde, der er uforenelig med dens ordlyd og formål. Den pågældende bestemmelse foreskriver i denne henseende særligt, at den metode, der anvendes, skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 2. Det følger heraf, at hvis det på tidspunktet for tilbagebetalingsproceduren måtte vise sig, at anvendelsen af den metode, som blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, ikke var i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, har Kommissionen pligt til ikke længere at anvende nævnte metode, således at forstå, at det tilkommer Kommissionen at dokumentere, at den under den oprindelige undersøgelse anvendte metode ikke var i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2. Det er derimod ikke tilstrækkeligt til at begrunde en metodeændring, at en ny metode er mere hensigtsmæssig end den tidligere, forudsat dog at den tidligere metode er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2.
(jf. præmis 87-91)
10. I forbindelse med bedømmelsen af en anmodning om tilbagebetaling af betalt antidumpingtold er Kommissionen kun berettiget til at anvende en anderledes metode til beregning af dumpingmargenen end den, der blev benyttet ved den oprindelige undersøgelse, når den kan dokumentere, at en ændring i omstændighederne begrunder anvendelsen af den nye metode.
En ændring i en virksomhedskoncerns struktur og i denne koncerns eksportsalgsorganisering, der skaber en ny salgskanal og således for første gang gør det muligt at opstille individuelle eksportpriser for forskellige eksporterende producenter, der tilhører denne koncern, kan i den forbindelse begrunde anvendelsen af en ny metode, der består i at beregne individuelle dumpingmargener for hver af de omhandlede eksporterende producenter, inden der på baggrund af deres tilhørsforhold til virksomhedskoncernen fastsættes en vægtet gennemsnitlig dumpingmargen.
Selv om Kommissionen under den oprindelige undersøgelse undlader at anmode om fremlæggelsen af individuelle data, kan en sådan undladelse under disse omstændigheder ikke behæfte konklusionen om, at der foreligger en ændring i omstændighederne, med ulovlighed.
(jf. præmis 98-102 og 117)
11. Hvad angår dumpinganalysen er begrebet én økonomisk enhed blevet benyttet med henblik på at fastsætte den normale værdi som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009. Når en producent overdrager de opgaver, der normalt varetages af en intern salgsafdeling, til et forhandlerselskab, som producenten har økonomisk kontrol over, er brugen af de priser, som den første uafhængige køber har betalt dette forhandlerselskab, således berettiget med henblik på fastsættelsen af den normale værdi, eftersom disse priser kan anses for de priser, der opnås ved det første salg af varen i normal handel som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit. Denne betragtning kan ved analogi overføres på de justeringer, der i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), foretages af eksportprisen. Hvis en producent distribuerer sine produkter destineret til EU via et juridisk selvstændigt selskab, men som er under dens økonomiske kontrol, taler kravet om en konstatering, der afspejler den økonomiske virkelighed i forholdet mellem producenten og salgsselskabet, i denne sammenhæng snarere for anvendelsen af begrebet én enkelt økonomisk enhed ved beregningen af eksportprisen.
Det følger heraf, at begrebet én økonomisk enhed navnlig er baseret på nødvendigheden af at tage hensyn til den økonomiske virkelighed i forholdet mellem producenten og dennes salgsselskab, idet sidstnævnte udfører opgaver som en integreret salgsafdeling hos den nævnte producent.
Det forhold, at to producenter tilhører den samme koncern, og sammen med et juridisk selvstændigt selskab, der ligeledes tilhører den nævnte koncern og varetager opgaver som en integreret salgsafdeling, udgør én økonomisk enhed, forpligter derimod ikke institutionerne til at lægge til grund, at alene denne samlede enhed kan kvalificeres som eksporterende producent. Med en sådan præmis ses der således bort fra den økonomiske realitet, der består i det forhold, at to producenter – trods deres tilhørsforhold, i egenskab af søsterselskaber ejet af de samme aktionærer, til den samme koncern eller endog til én økonomisk enhed, hvis en sådan antages bevist – kan udgøre selvstændige juridiske enheder, der under tilbagebetalingsundersøgelsen producerer og markedsfører deres produkter individuelt.
(jf. præmis 108-112)
12. Ifølge tredje betragtning til antidumpinggrundforordningen nr. 1225/2009 har denne forordning til formål i videst muligt omfang til EU-lovgivningen at overføre de regler, som er indeholdt i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (antidumpingaftalen). Følgelig skal grundforordningens bestemmelser så vidt muligt fortolkes i lyset af de tilsvarende bestemmelser i antidumpingaftalen. Hvad angår den beregningsmetode, der skal anvendes med henblik på bedømmelsen af en anmodning om tilbagebetaling af betalt antidumpingtold, indeholder antidumpingaftalen imidlertid ikke bestemmelser svarende til bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, således at den i sidstnævnte bestemmelse indeholdte regel ikke kan betragtes som en gennemførelse af en af de detaljerede regler i antidumpingaftalen, som skal fortolkes i overensstemmelse med denne. I øvrigt følger det af ordlyden og sammenhængen af antidumpingaftalens artikel 18, stk. 3, og artikel 18, afsnit 3.1, at antidumpingaftalens artikel 18, afsnit 3.1 – til forskel fra grundforordningens artikel 11, stk. 9, som identificerer den metode, der finder anvendelse på enhver tilbagebetalingsundersøgelse – indgår i den nævnte aftales afsluttende bestemmelser og nærmere bestemt i dem, der er angivet i aftalens artikel 18, stk. 3, som fastlægger dens tidsmæssige anvendelighed.
(jf. præmis 135-137 og 139)
13. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 142-144)