Language of document : ECLI:EU:C:2018:926

Sag C-147/17

Sindicatul Familia Constanţa m.fl.

mod

Direcția Generală de Asistență Socială și Protecția Copilului Constanța

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanţa)

»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 31 – direktiv 2003/88/EF – anvendelsesområde – undtagelse – artikel 1, stk. 3 – direktiv 89/391/EØF – artikel 2, stk. 2 – aktivitet som plejeforælder«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 20. november 2018

1.        Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – anvendelsesområde – begrebet arbejdstager – plejeforældre – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88)

2.        Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet – anvendelsesområde – finder ikke anvendelse på visse aktiviteter – udtrykket »offentlig tjeneste« – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88; Rådets direktiv 89/391, art. 2, stk. 2, første afsnit)

3.        Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet – direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – anvendelsesområde – plejeforældre som vedvarende og langvarigt drager omsorg for et barn – udelukket – begrænsninger i retten til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig betalt ferie – lovlig – betingelse – overholdelse af nævnte rets væsentligste indhold

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 24, art. 31, stk. 2, og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 1, stk. 3, art. 5, 6 og 7; Rådets direktiv 89/391 art. 2, stk. 2)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43-45 og 48)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 54-56 og 58)

3.      Artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, skal fortolkes således, at den aktivitet som plejeforælder, der inden for rammerne af et ansættelsesforhold under en offentlig myndighed består i at modtage og integrere et barn i hjemmet og vedvarende sørge for dette barns harmoniske udvikling og opdragelse, ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2003/88.

Den kontinuerlige og langvarige integration i en plejeforælders hjem og familie af børn, som på grund af deres vanskelige familiesituation er særligt sårbare, udgør en egnet foranstaltning med henblik på at understøtte barnets tarv, således som fastsat i artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Under disse omstændigheder vil det forhold, at plejeforælderen med jævne mellemrum skal tildeles en ret til at forlade det barn, der er anbragt hos plejeforælderen, efter et nærmere bestemt antal timer eller i de perioder, der generelt anses for at være gunstige for udviklingen af familielivet, såsom de ugentlige eller årlige hviledage, være i direkte modstrid med det formål, som de rumænske myndigheder forfølger, om at integrere et barn, der er anbragt hos en plejeforælder, vedvarende og langvarigt i dennes hjem og familie.

Det vil derfor ikke være foreneligt med de særlige forhold i tilknytning til en sådan aktivitet, som kræver, at plejeforældrene vedvarende og langvarigt drager omsorg for det barn, der er anbragt i deres hjem og familie, såfremt plejeforældrenes ugentlige arbejdstid i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 2003/88 begrænses, og arbejdsgiveren i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5 og 7 pålægges at tildele plejeforældrene ugentlig hviletid eller årlig ferie, i forbindelse med hvilke plejeforældrene ville være fritaget for at udøve deres aktivitet og dermed at passe det barn, der er anbragt hos dem.

Det skal endvidere tilføjes, at begrænsninger i den ret, der ved chartrets artikel 31, stk. 2, tilkendes enhver arbejdstager til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn, kan fastsættes under overholdelse af de strenge betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, og under respekt af de nævnte rettigheders væsentligste indhold (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 59, og af 6.11.2018, Max-Planck-Gesellschaft zur Förderung der Wissenschaften, C-684/16, EU:C:2018:874, præmis 54).

De lovbestemte begrænsninger af de nævnte plejeforældres ret til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig betalt ferie respekterer det væsentligste indhold af denne ret. De er endvidere nødvendige for gennemførelsen af det af Unionen anerkendte formål af almen interesse, som beskyttelse af barnets tarv som fastsat i chartrets artikel 24 udgør, således som dette formål er fastsat i rumænsk ret, hvorefter plejeforælderen er forpligtet til vedvarende at sørge for integrering i sit hjem og sin familie af det anbragte barn samt sørge for barnets harmoniske udvikling og pasning.

(jf. præmis 71, 72, 74, 83, 86 og 88 samt domskonkl.)