Sag T-401/06

Brosmann Footwear (HK) Ltd m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – individuel behandling – stikprøver – EF-erhvervsgrenens støtte til klagen – definition af den omhandlede vare – ligebehandling – skade – berettiget forventning – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – stikprøver

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 9, stk. 6, og art. 17, stk. 1-3)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – stikprøver

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b), art. 9, stk. 6, og art. 17, stk. 1 og 3]

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – indledning af en undersøgelse efter klage indgivet af eller på vegne af EF-erhvervsgrenen – betingelser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 4, stk. 1, art. 5, stk. 1, 2 og 4, samt art. 18, stk. 1)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – definition af den omhandlede vare – elementer, der kan tages i betragtning

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 1, stk. 4, art. 2 og 3)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – stikprøver

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 17, stk. 1)

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – samarbejde med en virksomhed, der har begået bedrageri indenlandsk

(Rådets forordning nr. 384/96)

7.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordninger om indførelse af antidumpingtold

(Art. 253 EF)

8.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevant periode

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2)

9.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – fortjenstmargen lagt til grund ved beregningen af indikativprisen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3)

1.      Anvendelsen af stikprøver, udgør i henhold til affattelsen af artikel 17, stk. 1 og 3, i grundforordningen om antidumping som metode, der giver mulighed for at imødegå det betydelige antal ansøgere, eksportører, importører, varetyper eller varetransaktioner, en begrænsning af undersøgelsen. Denne vurdering bekræftes af forordningens artikel 9, stk. 6, hvorefter de producenter, der ikke indgår i stikprøven, ikke er omfattet af undersøgelsen.

Grundforordningen bestemmer imidlertid, at fællesskabsinstitutionerne, når denne begrænsning foretages, skal opfylde to krav. Først og fremmest skal den iværksatte stikprøve være repræsentativ i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 2. Endvidere bestemmer grundforordningens artikel 9, stk. 6, at den dumpingmargen, som fastsættes for de producenter, der ikke indgik i stikprøven, ikke må overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for parterne i stikprøven.

(jf. præmis 72 og 73)

2.      Hvis der gøres brug af stikprøver, jf. artikel 17 i grundforordning nr. 384/96 om antidumping, kan de producenter, der ikke indgik i stikprøven, således udelukkende i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, anmode om beregning af en individuel dumpingmargen, der forudsætter, at en anmodning om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår eller bliver behandlet individuelt, accepteres, når der er tale om et land omhandlet af denne forordnings artikel 2, stk. 7, litra b). Imidlertid giver den nævnte bestemmelse Kommissionen beføjelse til at vurdere, om undersøgelse af dem i betragtning af antallet af sådanne anmodninger gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen afsluttes rettidigt.

Det følger heraf, at grundforordningen om antidumping ikke tildeler de operatører, der ikke indgik i stikprøven, en ubetinget ret til at få beregnet en individuel dumpingmargen. Accepten af en sådan anmodning afhænger nemlig af Kommissionens beslutning vedrørende anvendelse af grundforordningens artikel 17, stk. 3. Herudover er Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge anmodninger om en sådan status eller behandling fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, når den som led i anvendelsen af grundforordningens artikel 17, stk. 3, har fastslået, at beregningen af individuelle dumpingmarginer gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer undersøgelsen i at blive afsluttet rettidigt, eftersom tildelingen af en sådan status eller behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), udelukkende tjener til at fastsætte metoden til beregning af den normale værdi med henblik på at beregne disse marginer.

Anvendelse af disse regler udgør ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der indgik i stikprøven, og dem, der ikke er omfattet heraf, idet disse to selskabeskategorier befinder sig i forskellige situationer, eftersom Kommissionen for de første nødvendigvis skal beregne en individuel dumpingmargen, hvilket forudsætter en undersøgelse og accept af en anmodning om en sådan status eller behandling, mens den ikke er forpligtet til at fastsætte en individuel margen for de sidste.

Ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, pålægger desuden ikke Kommissionen at tage stilling til samtlige anmodninger, den er forelagt, hvorfor den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som indgik i stikprøven, og som fik tildelt en sådan status eller behandling, kan anvendes på de producenter eller eksportører, som ikke indgik i stikprøven, men som fik tildelt en sådan status eller behandling.

Fællesskabsinstitutionerne er, såfremt antallet af anmodninger er så stort, at undersøgelsen heraf forhindrer dem i at afslutte undersøgelsen rettidigt, i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, nemlig ikke forpligtet til at tage stilling til alle disse anmodninger, selv ikke med det ene formål at sondre, i relation til de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, mellem dem, som muligvis kunne få tildelt en sådan status eller behandling, for at anvende den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som var omfattet af stikprøven, og som havde fået tildelt en sådan status eller behandling, på disse uden dog at beregne en individuel dumpingmargen.

(jf. præmis 76-78 og 81-83)

3.      Som det fremgår af artikel 5, stk. 1 og 4, i grundforordning nr. 384/96 om antidumping, indledes en antidumpingundersøgelse gyldigt, medmindre artikel 5, stk. 6, finder anvendelse, såfremt der indgives en klage på vegne af EF-erhvervsgrenen. En klage anses for at være indgivet af eller på vegne af EF-erhvervsgrenen, når den er støttet af EF-producenter, der for den samme vare står for mere end 50% af den samlede produktion af den samme vare skabt af den del af EF-erhvervsgrenen, der støtter eller er imod klagen. Endvidere skal de producenter, som udtrykkeligt støtter klagen, ligeledes stå for mindst 25% af den samlede produktion af den samme vare fremstillet af EF-erhvervsgrenen.

Hvad angår begrebet »støtte« skal en klage i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 2, indeholde beviser for, at der foreligger dumping, skade og årsagssammenhæng mellem de to. En klage skal i den forbindelse indeholde en række oplysninger, som den klagende part med rimelighed kan forventes at være i besiddelse af.

Den eller de klagende og personer, i hvis navn en klage er indgivet, skal således for at støtte en klage indgivet af eller på vegne af EF-erhvervsgrenen for det første fremlægge de oplysninger, som Kommissionen anmoder om for at efterprøve, om de gældende betingelser for at pålægge antidumpingtold er opfyldt, og, for det andet, samtykke til at underkaste sig enhver kontrol, som Kommissionen kan udføre for at undersøge, om de fremlagte forhold svarer til virkeligheden.

Når en EF-producent erklærer, at man ikke accepterer efterprøvelse af de oplysninger, den fremlægger til støtte for en klage, indgivet af denne eller i dennes navn, skal vedkommende således for det første anses for en producent, der nægter at samarbejde i henhold til grundforordningens artikel 18, stk. 1, og for det andet udelukkes fra den gruppe producenter, der støtter klagen i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4.

(jf. præmis 103-106)

4.      Definitionen af den omhandlede vare som led i en antidumpingundersøgelse skal hjælpe udarbejdelsen af listen over de varer, som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold. Med henblik herpå kan institutionerne tage hensyn il flere faktorer såsom varens fysiske, tekniske og kemiske kendetegn samt dens anvendelse og alternative anvendelse, forbrugernes opfattelse heraf, forhandlingskanalerne, fremstillingsprocessen, produktionsomkostningerne, kvaliteten osv. En påstand om, at en bestemt vare skal udelukkes fra definitionen af den omhandlede vare, skal støttes på argumenter for enten at godtgøre, at institutionerne har foretaget en urigtig vurdering af de forhold, de har fundet relevante, eller at anvendelsen af andre mere relevante forhold ville have udelukket denne vare fra definitionen af den omhandlede vare.

(jf. præmis 131 og 132)

5.      Anvendelsen af stikprøver består i henhold til artikel 17, stk. 1, i grundforordning nr. 384/96 om antidumping i en begrænsning af undersøgelsen til et rimeligt antal parter, varer eller transaktioner ved anvendelse af statistisk gyldige stikprøver eller til den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Denne bestemmelse tildeler Kommissionen beføjelser til blandt de selskaber, som havde meldt sig til at deltage i stikprøven, og som havde fremlagt de nødvendige oplysninger i den forbindelse, at udvælge de selskaber, der skulle deltage heri. I betragtning af de skønsbeføjelser, som den pågældende bestemmelse således tildeler Kommissionen, må Fællesskabets retsinstansers prøvelse derfor begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 146 og 147)

6.      Den omstændighed, at en virksomhed har begået bedrageri indenlandsk, medfører ikke nødvendigvis, at den ikke samarbejder i Fællesskabets institutioners antidumpingundersøgelse, og at den indgiver urigtige oplysninger som led heri. Selv om den nævnte virksomhed måtte have begået bedrageri indenlandsk, giver dette ikke i sig selv mulighed for at konstatere, at de oplysninger, den har fremlagt som led i en antidumpingundersøgelse, er utroværdige, såfremt disse oplysninger ikke har nogen forbindelse med nævnte bedrageri.

(jf. præmis 168)

7.      Det kræves ikke, at begrundelsen for forordninger, som indfører antidumpingtold, specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordninger, når de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgår. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at fællesskabsinstitutionernes begrundelse klart og utvetydigt skal fremgå. Institutionerne har desuden ikke pligt til at tage stilling til alle de argumenter, som parterne gør gældende for dem, da det er tilstrækkeligt at angive de faktiske omstændigheder og juridiske overvejelser, der har en væsentlig betydning i en beslutnings opbygning.

(jf. præmis 180 og 181)

8.      Indførelse af antidumpingtold udgør ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som mulige.

Når fællesskabsinstitutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil har været underlagt kvantitative restriktioner, øges efter udløbet af disse restriktioner, kan de således tage hensyn til denne forøgelse i deres vurdering af EF-erhvervsgrenens skade.

(jf. præmis 198 og 199)

9.      Fællesskabsinstitutionerne er ikke forpligtet til udelukkende at støtte sig på oplysninger om den omhandlede vare for at vurdere den fortjenstmargen, EF-erhvervsgrenen ville have opnået, hvis den skadevoldende dumping ikke forelå. Tværtimod kan de frit støtte sig på tilsvarende varer, der i vid forstand ligner den omhandlede vare. Selv om disse varer ikke er omfattet af definitionen af den omhandlede vare, kan den fortjenstmargen, EF-erhvervsgrenen har opnået for disse varer, anses for en gyldig indikator for den fortjenstmargen, EF-erhvervsgrenen ville have opnået ved salg af den omhandlede vare, såfremt importen, der var genstand for dumping, ikke forelå.

(jf. præmis 208)