RETTENS DOM (Appelafdelingen)
8. september 2009
Sag T-404/06 P
Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF)
mod
Pia Landgren
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – tidsbegrænset ansættelseskontrakt – afgørelse om afskedigelse – artikel 47, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn – fuld prøvelsesret – økonomisk godtgørelse«
Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (plenum) den 26. oktober 2006 i sag F-1/05, Landgren mod ETF (Sml. Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459), med påstand om ophævelse af denne.
Udfald: Appellen forkastes. Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostningerne, som Pia Landgren har afholdt i appelsagen. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Appel – formaliteten – betydningen af opfyldelsen af en dom afsagt af EU-Personaleretten – foreligger ikke
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 12)
2. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – rækkevidde
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), nr. i)]
3. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – forvaltningens omsorgspligt
(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 25; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11, 47 og 49)
4. Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – rækkevidde – administrationens skønsbeføjelse
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), nr. i)]
5. Appel – anbringender – Retten i Første Instans’ kontrol af den af EU-Personaleretten foretagne bedømmelse af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)
1. Da appellen for Retten i Første Instans i medfør af artikel 12 i bilag I til statutten for Domstolen ikke har opsættende virkning, medfører den blotte omstændighed, at den institution, hvis retsakt er blevet annulleret, gennemførte de foranstaltninger, der var nødvendige til opfyldelse af EU-Personalerettens dom, ikke, at den herved gav afkald på appel. Under alle omstændigheder kan et afkald på domstolsprøvelse, for så vidt som det medfører tab af en rettighed, alene indebære, at et søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, i en situation, hvor afkaldet fremstår klart og ubetinget.
(jf. præmis 80)
2. Begrundelsespligten har til formål dels at give afgørelsens adressat oplysninger, der er tilstrækkelige til, at denne kan fastslå, hvorvidt afgørelsen er korrekt eller behæftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfægtes, dels at gøre det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed. En afgørelse, der ikke indeholder en begrundelse, hverken i selve dokumentet eller i tilknyttede skrivelser, og som ikke fremgår af den sammenhæng, hvori den er truffet, kan nemlig ikke efterprøves af en domstol, uanset omfanget af denne kontrol. Når der ikke for den, der træffer en afgørelse, foreligger en pligt til at henvise til de grunde, der har ført til denne afgørelse, ville domstolens mulighed for, såfremt den er blevet tildelt en sådan, at udføre sin opgave bestående i at kontrollere den materielle gyldighed af de retsakter, som indbringes for den, samt den retsbeskyttelse, som retssubjekterne nyder, blive svækket og ville være undergivet afgørelsens ophavsmands skøn. Kravet om, at institutionen skal begrunde sine afgørelser, er således uadskilleligt fra rettens kompetence til at efterprøve de pågældende afgørelsers berettigelse, en kompetence, der må sikres i et retsfællesskab under ens betingelser for alle retssubjekter, der udøver deres ret til retsbeskyttelse.
Retten i Første Instans kan derfor ikke nå frem til, at der ingen pligt er for ansættelsesmyndigheden til at begrunde afgørelser om opsigelser af kontrakter på ubestemt tid for midlertidigt ansatte med den begrundelse, at ansættelsesmyndigheden alene skal iagttage betingelserne for opsigelsesfrister i artikel 47, litra c), nr. i), i vilkårene for de øvrige ansatte.
(jf. præmis 108-110)
Henvisning til: Domstolen, 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis.
3. Den forpligtelse til at begrunde afgørelser, som indeholder et klagepunkt, og som er fastsat i vedtægtens artikel 25, er alene en gentagelse af den generelle forpligtelse i henhold til artikel 253 EF og er et væsentligt fællesskabsretligt princip, som alene kan fraviges i tilfælde af tvingende hensyn. Denne forpligtelse bidrager til at sikre en effektiv domstolskontrol, hvilket er et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, som er fastslået i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som er blevet bekræftet ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
En undtagelse fra det generelle og væsentlige princip om forvaltningens pligt til at begrunde sine afgørelser og særligt de afgørelser, der indeholder et klagepunkt, kan alene følge af fællesskabslovgivers udtrykkelige og utvetydige vilje, som ikke er udtrykt i de generelle bestemmelser i vedtægtens artikel 25 eller i artikel 11 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. Den blotte omstændighed, at vilkårene i artikel 47 om opsigelse af midlertidigt ansatte ikke udtrykkeligt bestemmer, at afgørelser, der træffes i henhold til denne bestemmelse, skal begrundes, bevirker således ikke, at vedtægtens artikel 25 ikke er anvendelig.
Såfremt der ikke bestod en sådan begrundelsespligt, ville Fællesskabets retsinstanser ikke være i stand til behørigt at udøve selv en begrænset kontrol, mens forvaltningen ville have fri adgang til vilkårligt at træffe afgørelse om en midlertidigt ansats skæbne, og dette selv om forvaltningen i henhold til retspraksis ved bedømmelsen af en midlertidigt ansats situation er forpligtet til at inddrage samtlige omstændigheder, der kan være bestemmende for afgørelsen, og særligt hensynet til den pågældende ansatte. Dette følger nemlig af forvaltningens omsorgspligt, som afspejler balancen mellem de gensidige rettigheder og pligter, som vedtægten og, analogt, vilkårene har indført i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte.
(jf. præmis 148-150, 153 og 160)
Henvisning til: Domstolen, 13. marts 2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. I-A, s. 277, og II, s. 1267, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 6. juli 2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis.
4. Selv om det er korrekt, at vedtægten giver tjenestemænd en større sikkerhed i ansættelsen, idet de tilfælde, i hvilke der mod den berørtes vilje kan ske definitivt ophør af dennes funktioner, er stærkt begrænsede, ændres den mindre stabile karakter af den midlertidigt ansattes ansættelse ikke af den begrundelsespligt, der pålægges ansættelsesmyndigheden i forbindelse med opsigelse af kontrakter på ubestemt tid for midlertidigt ansatte.
Denne karakter er nemlig navnlig en følge af den vide skønsbeføjelse, som den pågældende ansættelsesmyndighed råder over for så vidt angår opsigelser af kontrakter på ubestemt tid for midlertidigt ansatte i overensstemmelse med artikel 47, litra c), nr. i), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte og under iagttagelse af kontraktens opsigelsesfrist, og Fællesskabets retsinstanser må derfor begrænse sig til at undersøge, om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.
Denne betydelige skønsbeføjelse kan langt fra berettige en mulighed for fritagelse fra forvaltningens pligt til at begrunde sine afgørelser, og den bevirker, at iagttagelsen af det væsentlige formkrav, som begrundelsespligten er udtryk for, er så meget desto mere nødvendig. I tilfælde, hvor en fællesskabsinstitution råder over en betydelig skønsbeføjelse, skal der ifølge fast retspraksis nemlig lægges stor vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal efterprøve alle relevante forhold i den konkrete sag samt begrunde sin beslutning tilstrækkeligt.
(jf. præmis 161-163)
Henvisning til: Domstolen, 26. februar 1981, sag 25/80, de Briey mod Kommissionen, Sml. s. 637, præmis 7; Domstolen, 21. november 1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14; Domstolen, 22. november 2007, sag C-525/04 P, Spanien mod Lenzing, Sml. I, s. 9947, præmis 58; Domstolen, 6. november 2008, sag C-405/07 P, Nederlandene mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56; Retten, 28. januar 1992, sag T-45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33, præmis 97 og 98; Retten, 17. marts 1994, sag T-51/91, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 103, og II, s. 341, præmis 27; Retten, 17. marts 1994, sag T-52/91, Smets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 107, og II, s. 353, præmis 24.
5. Personalerettens bedømmelse af et dokuments bevisværdi kan principielt ikke prøves af Retten i Første Instans under en appelsag, idet det fremgår af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen, at appellen er begrænset til retsspørgsmål. Det er således alene Personaleretten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, som er undergivet appelinstansens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er fremlagt for Personaleretten, er gengivet forkert.
(jf. præmis 198)
Henvisning til: Domstolen, 2. oktober 2003, sag C-182/99 P, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. I, s. 10761, præmis 43; Domstolen, 25. januar 2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 38-40.