Language of document :

Appel iværksat den 9. februar 2010 af Giorgio Lebedef til prøvelse af Personalerettens kendelse af 30. november 2009 i sag F-54/09, Lebedef mod Kommissionen

(Sag T-52/10 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Giorgio Lebedef (Senningerberg, Luxembourg) (ved avocat F. Frabetti)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Ophævelse af Personalerettens kendelse af 30. november 2009, sag F-54/09, Giorgio Lebedef, bosiddende 4, Neie Wee, L-1670 Senningerberg, Luxembourg, der er tjenestemand i Europa-Kommissionen, og som bistås og repræsenteres af advokat Frédéric Frabetti, 5 rue Jean Bertels, L-1230 Luxembourg, på hvis kontor sagsøgeren har valgt adresse, i sagen mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og G. Berscheid, som befuldmægtigede, med valgt adresse i Luxembourg, vedrørende en påstand om annullation af afgørelse af 15.2.2008, af 1.4.2008, af 10.4. 2008, af 20.5.2008 og af 14.7.2008 vedrørende en nedsættelse af appellantens ferierettigheder for 2008 med 39 dage.

Appellanten gives medhold i sine påstande i første instans.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Personaleretten til fornyet behandling.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med denne appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af Personalerettens kendelse af 30. november 2009, afsagt i sag F-54/09, Lebedef mod Kommissionen, hvorved Personaleretten fastslog, at appellantens søgsmål var åbenbart retligt ugrundet, hvilket søgsmål appellanten havde anlagt med påstand om annullation af en række afgørelser vedrørende nedsættelse af hans årlige ferie med 39 dage i 2008.

Til støtte for sin appel har appellanten fremsat ni anbringender vedrørende:

Tilsidesættelse af artikel 1, sjette afsnit, i bilag II til vedtægten og af artikel 1, stk. 2, i den rammeaftale, der regulerer relationerne mellem Kommissionen og fagforeningerne og de faglige sammenslutninger.

Fejlagtig fortolkning og anvendelse af begrebet fagforeningsfrihed.

Faktiske omstændigheder, der ikke forelå i 2008.

Tilsidesættelse af Kommissionens afgørelse af 28. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende fravær på grund af sygdom eller ulykke.

Fejlagtig fortolkning og anvendelse af begreberne "deltagelse i personalerepræsentation", "midlertidig tjeneste med henblik på faglig repræsentation", og "fagforeningsopgaver".

Fejlagtig gengivelse og forvanskning af de faktiske omstændigheder og af appellantens udtalelser, samt faktisk urigtige konstateringer foretaget af Personaleretten med hensyn til registrering af "ubeføjet udeblivelse" i SysPer2.

Urigtig fortolkning af appellantens erklæringer og urigtig retsanvendelse foretaget af Personaleretten ved fortolkning af begrebet "fravær" som defineret i vedtægtens artikel 57, 59 og 60.

Urigtig retsanvendelse foretaget af Personaleretten ved anvendelsen af vedtægtens artikel 60, og

manglende begrundelse i relation til flere afgørende punkter i den appellerede kendelse.

____________