Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 2. september 2002 af Österreichische Volksbanken-Aktiengesellschaft og Niederösterreichische Landesbank-Hypothekenbank AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-271/02)

    (Processprog: tysk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. september 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Österreichische Volksbanken-Aktiengesellschaft og Niederösterreichische Landesbank-Hypothekenbank AG, Wien og St. Pölten (Østrig), ved Rechtsanwälte A. Ablasser, R. Roniger og R. Bierwagen.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

(Artikel 1 i Kommissionens beslutning K(2002)2091 endelig udg. af 11. juni 2002, sag COMP/36.571/D-1 ( Østrigske banker, annulleres, for så vidt som den berører sagsøgerne.

(Beslutningens artikel 2, første punktum, annulleres, for så vidt som den berører sagsøgerne.

(Beslutningens artikel 3 annulleres, for så vidt som den berører sagsøgerne, subsidiært nedsættes den i artikel 3 fastsatte bøde, som pålægges sagsøgerne.

(Subsidiært i forhold til første påstand annulleres anerkendelsen af FPÖ som klager såvel som videresendelsen af klagepunkter.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionens procedure vedrører regelmæssige møder mellem banker i Østrig (bankrunderne). I den anfægtede beslutning fastslog Kommissionen, at sagsøgerne ( sammen med syv andre østrigske banker ( havde overtrådt artikel 81 EF, idet bankerne deltog i aftaler og samordnet praksis om priser, gebyrer og reklamering, hvilket fra 1. januar 1995 til 24. juni 1998 indskrænkede konkurrencen på det østrigske bankmarked. Kommissionen pålagde de berørte banker bøder.

Sagsøgerne har gjort gældende, at det følger af den dels ukorrekte dels ufuldstændige undersøgelse af de faktisk omstændigheder, at den anfægtede beslutning er ugyldig. Beslutningen tilsidesatte hermed væsentlige formkrav i henhold til artikel 230, stk. 2, EF. Derudover er der i beslutningen talrige begrundelsesmangler og modsigelser. Dette er tilfældet hvad angår valget af adressater i beslutningen, samt angående spørgsmålet om hvorfor sagsøgerne er valgt ud fra pengeinstitutternes størrelse.

Desuden har sagsøgerne gjort gældende, at beslutningen strider mod lighedsgrundsætningen, da der ved valget af adressater er blevet diskrimineret imod dem. De deltog langt sjældnere i runderne end andre banker, henholdsvis deltog slet ikke, og er også med hensyn til deres størrelse ikke sammenlignelige med de andre banker. Kommissionen tilsidesatte også sagsøgernes ret til kontradiktion og retten til forvar.

Yderligere er kravet i artikel 81, stk. 1, EF om en påvirkning af handelen mellem medlemsstater ikke opfyldt. Aftalerne mellem de østrigske banker egnede sig ikke til af påvirke handelen mellem medlemsstater, og sagsøgerne kan angående dette krav ikke gøres ansvarlige, da de særligt på grund af det daværende østrigske retsgrundlag og deltagelsen fra offentlige myndigheder måtte gå ud fra, at deres handlinger også var i overensstemmelse med EF-konkurrenceretten. Ved fastsættelsen af overtrædelsens alvorlighed tog beslutningen ikke højde for, at ingen bindende aftaler, som i et priskartel var blevet truffet, og ingen formildende omstændigheder var blevet taget i betragtning.

Ifølge sagsøgerne udgjorde Kommissionens beslutninger og foranstaltninger, som anerkendte FPÖ som klager og videregav klagepunkterne, en yderligere proceduremæssig fejl.

____________