Sag anlagt den 19. januar 2011 - Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband mod Kommissionen
(Sag T-22/11)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Westfälisch-Lippischer Sparkassen- und Giroverband (Münster, Tyskland) (ved advokaterne I. Liebach og A. Rosenfeld)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Kommissionens beslutning af 21. december 2010, K (2010) 9525 endelig, statsstøtte, MC 8/2009 og C 43/2009 - Tyskland - WestLB annulleres delvis, for så vidt der ved denne beslutning blev givet afslag på Tysklands anmodning af 28. oktober 2010 om at få forlænget fristen for salg og afvikling af Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde ud over den 15. februar 2011.
Subsidiært annulleres Kommissionens beslutning af 21. december 2010, K (2010) 9525 endelig, statsstøtte, MC 8/2009 og C 43/2009 - Tyskland - WestLB delvis, for så vidt Kommissionen derved endeligt besluttede, at Tyskland kun havde indgivet en samlet anmodning om at få forlænget fristen for salg og afvikling af Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde indtil den 15. februar, hvorfor der ikke skulle tages stilling til en videre fristforlængelse.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort fem anbringender gældende:
1. Første anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF
- Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvorfor Tysklands to anmodninger om fristforlængelse blev slået sammen til en samlet anmodning.
- Desuden har Kommissionen ikke redegjort for, hvorfor betingelserne for en fristforlængelse i henhold til artikel 2, stk. 2, i Kommissionens beslutning K(2009) 3900 endelig af 12. maj 2009 om statsstøtte, som Tyskland vil tildele til omstrukturering af WestLB AG (C 43/2008 (N 390/2008)) (herefter "beslutningen af 12. maj 2009"), ikke skulle foreligge.
2. Andet anbringende: Skøns- og vurderingsfejl
- Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen har støttet sin skønsmæssige beslutning om bevilling af en fristforlængelse på en forkert fastlæggelse af de faktiske omstændigheder. Det er sagsøgerens opfattelse, at det i den anfægtede beslutning med urette kun blev lagt til grund, at anmodningen gik på en fristforlængelse indtil den 15. februar 2011, og det blev stiltiende fastslået, at det ikke var nødvendigt at tage stilling til en anmodning om fristforlængelse derudover.
- Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke har gjort brug af den mulighed for fristforlængelse, som udtrykkeligt følger af artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 12. maj 2009, uanset at forudsætningerne herfor var opfyldt. I stedet har Kommissionen påberåbt sig en uskreven ret til forlængelse sui generis, som ikke har noget retligt grundlag, og hvis nærmere forudsætninger er helt uforståelige.
3. Tredje anbringende: Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
- Sagsøgeren har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at Kommissionens beslutning om at indstille Westdeutschen Immobilienbank AG's nye forretningsområde efter den 15. februar 2011 er uforholdsmæssig i forhold til den herved forvoldte skade.
4. Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
- I denne forbindelse gøres det gældende, at Kommissionen i andre tilfælde med tilknytning til finanskrisen, hvor finansielle institutter er blevet ydet væsentligt mere i støtte, er blevet indrømmet betydeligt længere frister til salg af kapitalandele og også af ejendomsfinansieringsselskaber.
5. Femte anbringende: Tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af princippet om god forvaltningsskik.
- Inden for rammerne af det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen hverken har ret til at fortolke en anmodning fra en medlemsstat i strid med anmodningens ordlyd, genstand og formål eller har ret til træffe afgørelse i overensstemmelse med en sådan fortolkning.
____________