Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

DOM AFSAGT AF RETTEN I FØRSTE INSTANS

den 16. marts 2004

i sag T-157/01, Danske Busvognmænd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber 1.

(Statsstøtte - kollektiv regionaltransport med bus.)

(Processprog: dansk)

I sag T-157/01, Danske Busvognmænd, Frederiksberg (Danmark), ved advokaterne P. Dalskov og N. Symes, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: H. Støvlbæk og D. Triantafyllou), støttet af Kongeriget Danmark (befuldmægtigede: J. Molde, P. Biering og K. Hansen), angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning SG(2001) D/287297 af 28. marts 2001 (støtte nr. NN 127/2000), hvorved den støtte, som de danske myndigheder har ydet selskabet Combus A/S i form af kapitalindskud som led i selskabets privatisering, blev erklæret forenelig med fællesmarkedet, har Retten (Anden Udvidede Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, N. J. Forwood, og dommerne J. Pirrung, P. Mengozzi, A.W.H. Meij og M. Vilaras; justitssekretær: fuldmægtig D. Christensen, den 16. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Kommissionens beslutning SG(2001) D/287297 af 28. marts 2001 (støtteforanstaltning nr. NN 127/2000) annulleres, i det omfang den fastslår, at den støtte, som de danske myndigheder ydede Combus A/S i form af kapitalindskud på [Y] DKK og [X] DKK, er forenelig med fællesmarkedet.

I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger.

Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger

____________

1 - EFT C 275 af 29.9.2001.