Language of document :

Sag anlagt den 26. april 2024 – Huhtamaki Holding mod Kommissionen

(Sag T-225/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Huhtamaki Holding Sàrl (Senningerberg, Luxembourg) (ved advokaterne M. Struys, F. Pili, H. de Cazotte og L. Burgaud)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse C(2024) 1212 final af 19. februar 2024, hvorved der blev givet afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring af 31. august 2023 om aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 1 (»den anfægtede afgørelse«), annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender:

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at antage, at den generelle formodning for afslag på aktindsigt, som er fastsat i retspraksis, gælder for de ønskede dokumenter.

Andet subsidiære anbringende om, at selv hvis den generelle formodning for afslag på aktindsigt finder anvendelse i den foreliggende sag, vil denne blive afkræftet. Sagsøgeren har anført følgende:

Det forhold, at der ikke kan påføres de interesser, som beskyttes ved artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001 skade, tilbageviser anvendelsen af den generelle formodning for afslag på aktindsigt (det andet anbringendes første led)

Subsidiært vil anvendelsen af den generelle formodning under alle omstændigheder blive tilbagevist, eftersom der er mere tungtvejende offentlige interesser, der begrunder udbredelsen af de ønskede dokumenter (det andet anbringendes andet led).

3.    Tredje anbringende – i tillæg til de første to anbringender – om, at Kommissionen har tilsidesat begrundelseskravene i artikel 296 TEUF og sagsøgerens ret til god forvaltning i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

____________

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).