Language of document :

Sag anlagt den 3. maj 2024 – Euro Asia Cargo mod Rådet

(Sag T-232/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Euro Asia Cargo Private Ltd (Colombo, Sri Lanka) (ved advokaterne F. Wolf og T. Ackermann)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

(i) Rådets afgørelse (FUSP) 2024/746 af 23. februar 2024 1 og (ii) Rådets forordning (EU) 2024/745 af 23. februar 2024, 2 annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om, at Rådet i sin afgørelse om at opføre sagsøgerens navn i bilag IV til Rådets afgørelse 2014/512/FUSP, som ændret, og i bilag IV i Rådets forordning (EU) nr. 833/2014, som ændret (samlet benævnt bilag IV), anlagde et urigtigt skøn. Sagsøgeren hævder, at denne ikke opfylder nogen af de kriterier, der skal opfyldes, for at blive opført i bilag IV.

Andet anbringende om, at Rådet tilsidesatte proportionalitetsprincippet og ulovligt begrænsede sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed. Sagsøgeren hævder, at dennes opførelse i bilag IV er åbenlyst uhensigtsmæssig med henblik på at nå det mål, der forfølges.

Tredje anbringende om, at Rådet tilsidesatte sagsøgerens proceduremæssige grundlæggende ret til god forvaltning, jf. chartrets artikel 41. Sagsøgeren hævder, at Rådet både undlod at meddele sagsøgeren herom inden dennes opførelse i bilag IV og at begrunde sin afgørelse om at opføre sagsøgeren på listen.

____________

1 Rådets afgørelse (FUSP) 2024/746 af 23.2.2024 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L, 2024/746).

1 Rådets forordning (EU) 2024/745 af 23.2.2024 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L, 2024/745).