Language of document :

Sag anlagt den 13. oktober 2009 - Terezakis mod Kommissionen

(Sag T-411/09)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ioannis Terezakis (ved lawyer B. Lombart)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse i form af en skrivelse af 3. august 2009, der blev modtaget af sagsøgeren den 10. august 2009, som nægtede sidstnævnte aktindsigt i dele af og bilag til visse skrivelser, som var blevet udvekslet mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og det græske finansministerium angående mulige skattemæssige uregelmæssigheder i forbindelse med bygningen af Spata Lufthavn i Athen, Grækenland, annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionens afgørelse af 3. august 2009, der blev meddelt sagsøgeren den 10. august 2009, og som nægtede sidstnævnte aktindsigt i dele af og bilag til visse skrivelser, som var blevet udvekslet mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og det græske finansministerium angående mulige skattemæssige uregelmæssigheder i forbindelse med bygningen af Athens internationale lufthavn i Spata, annulleres af følgende grunde.

Sagsøgeren påstår for det første, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbart retlig fejl og med en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, idet Kommissionen antog en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 4, stk. 2, første led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter 1. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen blot i abstrakt form påberåbte sig undtagelsen til aktindsigt vedrørende behovet for at beskytte forretningsmæssige hemmeligheder med henblik på at afslå udbredelsen af visse dele af de pågældende dokumenter uden at angive specifikke grunde forbundet med risikoen for reelt at undergrave beskyttelsen af de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 1 i ovennævnte forordning samt princippet om den videst mulige aktindsigt i dokumenter, som er i Kommissionens besiddelse, hvilket følger af denne artikels litra a), og af Fællesskabets retsinstansers praksis.

Sagsøgeren har endvidere påstået, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl, da den undlod at underrette sagsøgeren om de grunde, den baserede sin afgørelse på. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten som fastsat i artikel 253 EF ved blot at henvise til undtagelserne i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 med henblik på at afslå den begærede aktindsigt.

Endelig har sagsøgeren påstået, at Kommissionen med urette konkluderede, at bilagene til de skrivelser, som sagsøgeren har begæret aktindsigt i, var i sagsøgerens besiddelse, hvorved den fejlagtigt mente, at de begærede dokumenter var identiske med dokumenter i sagsøgerens besiddelse. Følgelig har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbar retlig fejl i det omfang, Kommissionen afstod fra at anvende bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1049/2001, navnlig dens artikel 4.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).