DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
25. januar 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – karteller – artikel 101 TEUF – en advokatorganisations fastsættelse af mindstebeløb for salærer – vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder – forbud mod, at en ret træffer afgørelse om godtgørelse af et salær, der er lavere end disse mindstebeløb – konkurrencebegrænsning – begrundelser – legitime mål – kvaliteten af de ydelser, der leveres af advokater – gennemførelse af dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890) – muligheden for at påberåbe sig Wouters-dommen i tilfælde af et konkurrencebegrænsende formål«
I sag C-438/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 4. juli 2022, indgået til Domstolen samme dag, i sagen,
Em akaunt BG ЕООD
mod
Zastrachovatelno aktsionerno druzjestvo Armeets AD,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal, og dommerne F. Biltgen, N. Wahl (refererende dommer), J. Passer og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: L. Medina,
justitssekretær: fuldmægtig R. Stefanova-Kamisheva,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. juli 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Em akaunt BG ЕООD ved advokati I. Stoeva, V. Todorova og M. Yordanova,
– Zastrachovatelno aktsionerno druzjestvo Armeets AD ved B. Dachev,
– den bulgarske regering ved T. Mitova og S. Ruseva, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved T. Baumé og E. Rousseva, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101, stk. 1 og 2, TEUF, sammenholdt med artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Em akaunt BG EOOD og Zastrachovatelno aktsionerno druzjestvo Armeets AD vedrørende et krav om erstatning i henhold til en forsikring af ejendom efter tyveri af et køretøj samt en erstatning for forsinkelse.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 2 i forordning nr. 1/2003, der har overskriften »Bevisbyrde«, bestemmer:
»I samtlige medlemsstaters og Fællesskabets procedurer vedrørende anvendelsen af [...] artikel [101 TEUF og artikel 102 TEUF] påhviler bevisbyrden for overtrædelse af [...] artikel [101, stk. 1, TEUF] eller artikel [102 TEUF] den part eller myndighed, der gør overtrædelsen gældende. Bevisbyrden for, at betingelserne i [...] artikel [101, stk. 3, TEUF] er opfyldt, påhviler de virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der påberåber sig denne bestemmelse.«
Bulgarsk ret
GPK
4 Artikel 78 i Grazjdanski protsesualen kodeks (den civile retsplejelov, herefter »GPK«) med overskriften »Fastsættelse af sagsomkostninger« foreskriver følgende:
»1. De af sagsøgeren afholdte gebyrer, sagsomkostninger og salærer til advokat, såfremt han havde en sådan, afholdes af sagsøgte i det omfang, sagsøgeren har fået medhold i sin påstand.
[...]
5. Såfremt det af en part betalte advokatsalær er uforholdsmæssigt højt i betragtning af sagens retlige og faktiske kompleksitet, kan retten, når modparten har nedlagt påstand herom, fastsætte sagsomkostningerne lavere, idet disse dog ikke må være lavere end det i artikel 36 i [Zakon za advokaturata (lov om advokatvirksomhed)] fastsatte minimumssalær.
[...]«
5 GPK’s artikel 162 bestemmer, at »[s]åfremt kravet er begrundet, men oplysningerne vedrørende kravets størrelse er utilstrækkelige, fastsætter retten dette beløb efter eget skøn eller indhenter udtalelse fra en sagkyndig«.
6 GPK’s artikel 248 bestemmer:
»1. Inden for fristen for indgivelse af appel og, såfremt afgørelsen ikke kan appelleres, inden for en frist på en måned fra afsigelsen af denne afgørelse kan retten på parternes anmodning supplere eller ændre den trufne afgørelse i den del, der vedrører sagsomkostningerne.
2. Retten underretter modparten om anmodningen om, at dommen suppleres eller ændres, ved at anmode denne om at besvare anmodningen inden for en frist på en uge.
3. Kendelsen om fastsættelse af sagsomkostninger afsiges i lukket retsmøde og meddeles parterne. Kendelsen kan påklages efter de samme regler for indgivelse af klage som retsafgørelsen.«
ZAdv
7 Artikel 36, stk. 1 og 2, i Zakon za advokaturata (lov om advokatvirksomhed) (DV nr. 55 af 25.6.2004, sidste ændring offentliggjort i DV nr. 17 af 26.2.2021) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »ZAdv«), har følgende ordlyd:
»1. En advokat eller en advokat fra en EU-medlemsstat har krav på vederlag for sit arbejde.
2. Salærets størrelse bestemmes ved aftale mellem advokaten eller advokaten fra en EU-medlemsstat og klienten. Beløbet skal være forholdsmæssigt og berettiget og må ikke være lavere end det salær, der er fastsat for den pågældende type aktivitet i bekendtgørelse fra Vissjija advokatski savet [(det øverste advokatråd, Bulgarien)].«
8 ZAdv’s artikel 38 foreskriver:
»1. En advokat eller advokat fra en EU-medlemsstat kan yde pro bono retshjælp og bistand til: [...]
2. I de i stk. 1 omhandlede tilfælde, hvor modparten i den pågældende sag tilpligtes at betale sagsomkostningerne, har advokaten eller advokaten fra en EU-medlemsstat ret til advokatsalær. Retten fastsætter salæret til et beløb, der ikke må være lavere end det, der er fastsat i den i artikel 36, stk. 2, omhandlede bekendtgørelse, og tilpligter den anden part at betale det.«
Bekendtgørelse nr. 1 om mindstebeløb for advokatsalærer
9 Artikel 1 i Naredba nr. 1 za minimalnite razmeri na advokatskite vaznagrazjdenia (bekendtgørelse nr. 1 om mindstebeløb for advokatsalærer), af 9. juli 2004 (DV nr. 64, af 23.7.2004), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »bekendtgørelse nr. 1 om mindstebeløb for advokatsalærer«), bestemmer følgende:
»Størrelsen af vederlaget for en advokats juridiske bistand fastsættes frit på grundlag af en skriftlig aftale med klienten, men må ikke være mindre end den i nærværende bekendtgørelse anførte minimumsstørrelse for den pågældende type bistand.«
10 Denne bekendtgørelses artikel 2, stk. 5, foreskriver, at salærer for så vidt angår repræsentation for retten, forsvar og bistand i civile sager fastsættes – særskilt for hver af disse ydelser – på grundlag af arten og antallet af de fremsatte krav, uanset i hvilken form kravene er vedlagt.
11 Bekendtgørelsens artikel 7, stk. 2, fastsætter visse salærer for repræsentation, forsvar og juridisk bistand bl.a. i forhold til den materielle interesse i sagen.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
12 EM akaunt BG anlagde sag ved Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) med påstand om erstatning fra sit forsikringsselskab, Zastrachovatelno aktsionerno druzjestvo Armeets, på 16 112,32 bulgarske leva (BGN) (ca. 8 241 EUR) i henhold til en forsikring af ejendom efter tyveri af et køretøj samt en erstatning for forsinkelse til den lovbestemte rente på 1 978,24 BGN (ca. 1 012 EUR).
13 Dette krav om erstatning omfattede godtgørelse af salær til sagsøgeren i hovedsagens advokat, beregnet i overensstemmelse med en forudgående aftale mellem sagsøgeren i hovedsagen og dennes advokat. Dette salær beløb sig til 1 070 BGN (ca. 547 EUR). Sagsøgte i hovedsagen gjorde gældende, at det således krævede salær var for højt, og nedlagde påstand om, at det nedsattes.
14 Ved dom af 16. februar 2022 traf den forelæggende ret afgørelse i sagen og gav delvist medhold i erstatningspåstanden. Hvad angår sagsomkostningerne fandt retten, at det krævede salær var for højt, og nedsatte det til 943 BGN (ca. 482 EUR).
15 Den forelæggende ret henviste i sin begrundelse for nedsættelsen af advokatsalæret til GPK’s artikel 78, stk. 5, som giver den ret, for hvilken en sag er indbragt, mulighed for at nedsætte størrelsen af det advokatsalær, der skal betales, hvis det, henset til sagens faktiske juridiske og faktiske kompleksitet, forekommer for højt. Denne bestemmelse giver imidlertid ikke retten mulighed for at fastsætte et beløb, der er lavere end det i ZAdv’s artikel 36 fastsatte minimumsbeløb.
16 Denne ret fandt ligeledes, at det fulgte af dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890), at reglen i GPK’s artikel 78, stk. 5, sammenholdt med ZAdv’s artikel 36, ikke var i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, for så vidt som den var nødvendig for gennemførelsen af et legitimt mål. Den nævnte ret har gjort gældende, at det legitime mål, der forfølges med denne regel, er at sikre leveringen af juridiske tjenesteydelser af høj kvalitet til borgerne. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at indførelsen af et mindstesalær kan forfølge dette mål og være forholdsmæssig, eftersom den sikrer en tilstrækkelig indtægt for advokaten til at føre en værdig tilværelse, levere ydelser af god kvalitet og forbedre sig. Den forelæggende ret har konstateret, at bruttosalæret, op til hvilket vederlaget ikke er urimeligt højt som omhandlet i den nationale lovgivning om mindstesalærer, beløber sig til 42 BGN (ca. 21 EUR) i timen.
17 Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at den ikke er enig i de konklusioner, som Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) nåede frem til i kendelse nr. 28, anden afdeling for handelssager, af 21. januar 2022 i sag nr. 2347/2021, hvori det i det væsentlige blev fastslået, at »de fastsatte mindstesalærer ikke i sig selv [kan] forhindre en advokat i at tilbyde ydelser af ringe kvalitet«, for så vidt som der ligeledes skal tages hensyn til den samlede virkning i forbindelse med advokatsamfundets gældende faglige og etiske regler.
18 Den forelæggende rets afgørelse vedrørende erstatningskravet har været genstand for appel iværksat af begge parter i hovedsagen. Efterfølgende indgav sagsøgeren i hovedsagen ligeledes en anmodning til den forelæggende ret om fornyet prøvelse af afgørelsen om sagsomkostningerne med den begrundelse, at advokatsalæret var blevet fastsat under den tærskel, der er fastsat i den nationale lovgivning.
19 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorledes den skal foretage en sådan undersøgelse, henset til Domstolens præciseringer i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890).
20 På denne baggrund har Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 101, stk. 1, TEUF, som fortolket i [dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890)], forstås således, at de nationale retter kan undlade at anvende en national bestemmelse, hvorefter retten ikke må pålægge den tabende part at betale omkostningerne til advokatsalæret i et omfang, der er lavere end et minimumsbeløb, der alene er fastsat ved en bekendtgørelse fra en brancheorganisation såsom det øverste advokatråd (Bulgarien), hvis bestemmelsen ikke er begrænset til opfyldelsen af lovlige formål, ikke blot over for parterne, men også over for tredjemænd, som kan dømmes til at afholde sagsomkostningerne?
2) Skal artikel 101, stk. 1, TEUF, som fortolket i [dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890)], forstås således, at de lovlige formål, som begrunder anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter retten ikke må pålægge den tabende part at betale omkostningerne til advokatsalæret i et omfang, der er lavere end et minimumsbeløb, der udelukkende er fastsat ved en bekendtgørelse fra en brancheorganisation såsom det øverste advokatråd (Bulgarien), skal anses for at være fastsat ved lov, og at retten kan undlade at anvende den nationale lovgivning, hvis den ikke fastslår, at der i det konkrete tilfælde gås ud over disse formål, eller skal det derimod lægges til grund, at den nationale lovgivning ikke finder anvendelse, såfremt det ikke fastslås, at disse formål opfyldes?
3) Hvilken part skal i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 2 i forordning (EF) nr. 1/2003, i en civil sag, hvor den tabende part pålægges at betale sagsomkostningerne, påvise, at der foreligger et legitimt formål, og at det er forholdsmæssigt at forfølge dette formål ved en af en brancheorganisation for advokater vedtaget bekendtgørelse om minimumsstørrelsen på advokatsalærer, hvis der er nedlagt påstand om en nedsættelse af advokatsalæret med henvisning til, at det er for højt: den part, der har nedlagt påstand om, at modparten tilpligtes at betale omkostningerne, eller den tabende part, der har nedlagt påstand om nedsættelse af vederlaget?
4) Skal artikel 101, stk. 1, TEUF, som fortolket i [dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890)], forstås således, at en statslig myndighed såsom Narodnoto sabranie (nationalforsamling, Bulgarien), når den delegerer fastsættelsen af minimumspriser ved en bekendtgørelse til en brancheorganisation for advokater, udtrykkeligt skal præcisere, med hvilke specifikke metoder forholdsmæssigheden af begrænsningen skal bestemmes, eller skal brancheorganisationen pålægges at drøfte disse metoder ved vedtagelsen af bekendtgørelsen (f.eks. i begrundelsen til udkastet eller i andre forberedende dokumenter), og skal retten eventuelt, hvis der ikke tages hensyn til sådanne metoder, afvise at anvende bekendtgørelsen uden at vurdere de konkrete [minimums]beløb, og er eksistensen af en begrundet drøftelse af sådanne metoder tilstrækkelig til, at bestemmelsen er begrænset til det, der er nødvendigt for at opfylde de fastsatte lovlige formål?
5) Såfremt det fjerde spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 101, stk. 1, TEUF, som fortolket i [dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890)], da forstås således, at retten skal vurdere de lovlige formål, som begrunder anvendelsen af en national bestemmelse, hvorefter retten ikke må pålægge den tabende part at betale omkostningerne til advokatsalæret i et omfang, der er lavere end et minimumsbeløb, der udelukkende er fastsat ved en bekendtgørelse fra en brancheorganisation såsom det øverste advokatråd (Bulgarien), og forholdsmæssigheden af disse formål i forhold til virkningerne på det beløb, der konkret er fastsat i sagen, og afvise at anvende dette beløb, hvis den overstiger det, der er nødvendigt for at opfylde formålene, eller skal retten foretage en principiel undersøgelse af de i forordningen fastsatte kriterier for fastlæggelsen af et beløb, og skal retten, hvis den konstaterer, at de i bestemte tilfælde kan overstige det, der er nødvendigt for at opfylde formålene, i alle tilfælde undlade at anvende de pågældende bestemmelser?
6) Såfremt det lægges til grund, at det er et legitimt formål med minimumsvederlaget at sikre juridiske tjenesteydelser af høj kvalitet, tillader artikel 101, stk. 1, TEUF da, at minimumsbeløbene udelukkende fastlægges på grundlag af sagens type (sagens genstand), den materielle interesse i sagen og til dels antallet af gennemførte retsmøder, uden at der tages hensyn til andre kriterier, såsom faktuel kompleksitet eller de nationale og internationale retsforskrifter, der finder anvendelse, osv.?
7) Såfremt det femte spørgsmål besvares således, at den nationale ret i enhver sag skal foretage en særskilt prøvelse af, om de lovlige formål om at sikre effektiv juridisk bistand kan begrunde anvendelsen af bestemmelsen om minimumsbeløbet for vederlaget, ud fra hvilke kriterier skal retten da vurdere forholdsmæssigheden af minimumsbeløbet for vederlaget i den konkrete sag, hvis den er af den opfattelse, at der er fastsat et minimumsbeløb med det formål at sikre effektiv juridisk bistand på nationalt plan?
8) Skal artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med [chartrets] artikel 47, stk. 3, [...] fortolkes således, at der ved vurderingen af det syvende spørgsmål skal tages hensyn til en af den udøvende magt godkendt bestemmelse om det vederlag, som staten skal betale til beskikkede advokater, idet dette vederlag – i kraft af en henvisning i lovgivningen – udgør maksimumsbeløbet for godtgørelsen til den vindende part i sagen, som repræsenteres af en juridisk rådgiver?
9) Skal artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med [chartrets] artikel 47 [...] fortolkes således, at den nationale ret ved vurderingen af det syvende spørgsmål er forpligtet til at angive en størrelse på vederlaget, der er tilstrækkelig til at opfylde formålet om at sikre juridisk bistand af høj kvalitet, og skal sammenligne denne størrelse med den størrelse, der fremgår af bestemmelsen, og skal anføre grundene til den størrelse, som retten har fastlagt efter eget skøn?
10) Skal artikel 101, stk. 2, TEUF, sammenholdt med princippet om effektive nationale retsmidler og forbuddet mod retsmisbrug, fortolkes således, at en national ret, hvis den konstaterer, at en afgørelse fra en virksomhedssammenslutning tilsidesætter forbuddene mod konkurrencebegrænsning, idet den fastlægger minimumstariffer for sammenslutningens medlemmer, uden at der er gyldige grunde til at tillade et sådant indgreb, er forpligtet til at anvende de i denne afgørelse fastlagte minimumstariffer, eftersom de afspejler de faktiske markedspriser for de tjenesteydelser, som afgørelsen vedrører, idet alle personer, der leverer den pågældende tjenesteydelse, er forpligtede til at være medlemmer af denne sammenslutning?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
21 Med sine spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om og i hvilket omfang de nationale retter, når de skal fastsætte størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet i form af advokatsalærer, er bundet af en tarif, der fastsætter mindstebeløb for salærer, der er vedtaget af en advokatorganisation, som disse sidstnævnte i henhold til loven er obligatoriske medlemmer af.
22 Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt at få præciseret rækkevidden og arten af den kontrol, som den i hovedsagen skal foretage af gyldigheden af en sådan tarif i forhold til forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 101, stk. 1, TEUF, som fortolket bl.a. i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890).
23 Ved denne dom, der blev afsagt efter to anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 101 TEUF, som den forelæggende ret selv havde indgivet, fastslog Domstolen for det første, at en national lovgivning, såsom den bulgarske lovgivning om advokatsalær, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, som på den ene side ikke tillader en advokat og dennes klient at aftale et vederlag, der ligger under det mindstebeløb, der er fastsat i en bekendtgørelse fra en sammenslutning af advokatvirksomheder, og på den anden side ikke bemyndiger de nationale retter, for hvilke sagen var indbragt, til at pålægge godtgørelse af et salær, som var mindre end dette mindstebeløb, kunne begrænse konkurrencen på det indre marked som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF (dom af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 49 og 52).
24 For det andet fastslog Domstolen, efter at have henvist til retspraksis vedrørende muligheden for at anse visse former for adfærd, hvis konkurrencebegrænsende virkninger er uløseligt forbundet med forfølgelsen af legitime mål, for ikke at henhøre under artikel 101, stk. 1, TEUF, således som den bl.a. blev fastslået i dom af 19. februar 2002, Wouters m.fl. (C-309/99, EU:C:2002:98) (herefter »Wouters-dommen«), at den ikke, henset til de sagsakter, som den rådede over, var i stand til at vurdere, om den nævnte nationale lovgivning kunne anses for at være nødvendig for gennemførelsen af et legitimt mål. Domstolen fastslog således, at det påhvilede den forelæggende ret, henset til den overordnede sammenhæng, hvori bekendtgørelsen fra det øverste advokatråd var blevet udstedt eller havde virkninger, i lyset af alle de relevante oplysninger, den rådede over, at tage stilling til, om de regler, der pålagde de i hovedsagerne omhandlede begrænsninger, kunne anses for at være nødvendige for gennemførelsen af dette mål (dom af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 53-57).
25 Det er den anden søjle i Domstolens bedømmelse, der er kernen i den forelæggende rets spørgsmål. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at Domstolen overlader det til den nationale ret at afgøre, om det er muligt at have minimumstærskler for priser på tjenesteydelser, der er fastsat af et organ under en sammenslutning af virksomheder, der leverer disse tjenesteydelser, og som har en konkurrencebegrænsende interesse, dvs. at formulere undtagelser til det principielle forbud i artikel 101 TEUF. Den forelæggende ret har anført, at retspraksis og de nationale bestemmelser giver anledning til stor tvivl om, hvorledes bekendtgørelse nr. 1 om mindstebeløb for advokatsalærer skal anvendes, og om de salærer, som det påhviler den tabende part at godtgøre, er urimelige.
26 I denne forbindelse bemærkes, at inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, er sidstnævntes rolle begrænset til en fortolkning af de bestemmelser i EU-retten, som den er adspurgt om, i det foreliggende tilfælde artikel 101, stk. 1, TEUF. Det tilkommer således ikke Domstolen, men den forelæggende ret, endeligt at vurdere, om den omhandlede aftale – henset til samtlige de relevante forhold, der karakteriserer situationen i hovedsagen og den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori den indgår – har til formål at begrænse konkurrencen (dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.6.2023, Super Bock Bebidas, C-211/22, EU:C:2023:529, præmis 28).
27 Imidlertid kan Domstolen, når den træffer afgørelse om en præjudiciel forelæggelse, på grundlag af oplysningerne i de sagsakter, som den råder over, give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning, således at denne sidstnævnte kan afgøre tvisten (dom af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.6.2023, Super Bock Bebidas, C-211/22, EU:C:2023:529, præmis 29).
28 I det foreliggende tilfælde synes det nødvendigt at præcisere rækkevidden af Domstolens henvisning i præmis 53-55 i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890), til Wouters-dommen.
29 En sådan henvisning kunne nemlig give anledning til at antage, at selv en adfærd fra en virksomhed, der har et konkurrencebegrænsende »formål« som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, såsom horisontal fastsættelse af obligatoriske minimumstariffer, kan falde uden for det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, eventuelt sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, når de konkurrencebegrænsende virkninger, der følger heraf, er uløseligt forbundet med forfølgelsen af legitime mål.
30 Det fremgår ganske vist af Domstolens faste praksis, at det ikke nødvendigvis er alle aftaler mellem virksomheder eller alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, som begrænser handlefriheden for de virksomheder, der er parter i denne aftale, eller som er underlagt overholdelsen af denne vedtagelse, der er omfattet af det i artikel 101, stk. 1, TEUF fastsatte forbud. En undersøgelse af den økonomiske og retlige sammenhæng, som visse af disse aftaler og vedtagelser indgår i, kan nemlig føre til en konstatering af, for det første, at disse er begrundet i forfølgelsen af et eller flere legitime mål af almen interesse, der i sig selv ikke er af konkurrencebegrænsende karakter, for det andet, at de konkrete midler, der anvendes for at forfølge disse formål, reelt er nødvendige med henblik herpå, og for det tredje, at denne iboende effekt, selv hvis det viser sig, at disse midler – i det mindste potentielt – har en uundgåelig begrænsende eller fordrejende virkning, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt, f.eks. idet de udelukkede enhver konkurrence (dom af 21.12.2023, European Superleague Company, C-333/21, EU: C: 2023:1011, præmis 183).
31 Denne retspraksis kan navnlig finde anvendelse, når der foreligger aftaler eller vedtagelser i form af regler, der er vedtaget af en sammenslutning såsom en faglig sammenslutning eller et idrætsforbund med henblik på at forfølge visse etiske eller fagetiske formål og mere generelt at opstille rammer for udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet, hvis den pågældende sammenslutning godtgør, at de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 19.2.2002, Wouters m.fl., C-309/99, EU:C:2002:98, præmis 97, af 18.7.2006, Meca-Medina og Majcen mod Kommissionen, C-519/04 P, EU:C:2006:492, præmis 42-48, og af 28.2.2013, Ordem dos Técnicos Oficiais de Contas, C-1/12, EU:C:2013:127, præmis 93, 96 og 97).
32 Den nævnte retspraksis kan derimod ikke finde anvendelse, når der er tale om adfærd, som langt fra er begrænset til at have den iboende »effekt« – i det mindste potentielt – at begrænse konkurrencen ved at begrænse visse virksomheders handlefrihed, men derimod er så skadelig for denne konkurrence, at det kan antages, at adfærden netop har til »formål« at hindre, begrænse eller fordreje den. Det er således kun, hvis det efter afslutningen af undersøgelsen af den adfærd, der er tale om i et konkret tilfælde, viser sig, at denne adfærd ikke har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, at det dernæst skal afgøres, om adfærden kan henhøre under denne retspraksis (dom af 21.12.2023, European Superleague Company, C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 186 og den deri nævnte retspraksis).
33 Hvad angår adfærd, der har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen, er det således udelukkende i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, og for så vidt som alle de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt, at den kan indrømmes en fritagelse fra forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF. I en situation, hvor den adfærd, som er i strid med sidstnævnte bestemmelse, har et konkurrencebegrænsende formål – dvs. at den er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen – og hvor den i øvrigt kan påvirke forskellige kategorier af brugere eller forbrugere, skal det med henblik på en sådan fordel navnlig fastslås, om og i givet fald i hvilket omfang denne adfærd, uanset dens skadelighed, har en gunstig indvirkning på hver af disse (dom af 21.12.2023, European Superleague Company, C-333/21, EU:C:2023:1011, præmis 187 og 194 og den deri nævnte retspraksis).
34 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at selv om Domstolen i præmis 51 og 53 i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890), ligeledes henviste til retspraksis i Wouters-dommen i forbindelse med en national lovgivning, der foreskriver en horisontal prisaftale, gjorde den kun dette for at vejlede den forelæggende ret i tilfælde af, at denne efter en bedømmelse af samtlige faktiske omstændigheder i den foreliggende sag måtte konkludere, at denne nationale lovgivning gjorde en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, som alene havde en konkurrencebegrænsende »virkning«, obligatorisk. Det fremgår således af præmis 56 og 57 i dom af 23. november 2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International (C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890), at Domstolen fandt, at den ikke rådede over samtlige oplysninger vedrørende den overordnede sammenhæng, hvori den af det øverste advokatråd vedtagne bekendtgørelse var blevet vedtaget eller havde virkning.
35 Det er på baggrund af disse indledende præciseringer, at den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.
Det første spørgsmål
36 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en national ret i det tilfælde, hvor den konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalær, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med denne bestemmelse, kan afslå at anvende denne nationale lovgivning i forhold til den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, herunder når denne part ikke har indgået nogen aftale om advokatbistand og advokatsalær.
37 I henhold til fast retspraksis pålægger princippet om EU-rettens forrang den nationale retsinstans, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til – såfremt det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav – at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller denne praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 22.2.2022, RS (Virkninger af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
38 Det bemærkes desuden, at artikel 101, stk. 1, TEUF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte (dom af 6.10.2021, Sumal, C-882/19, EU:C:2021:800, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
39 For så vidt som en national ret måtte fastslå, at de konkurrencebegrænsninger, der følger af bekendtgørelsen om mindstebeløb for advokatsalærer, ikke kan anses for at være uløseligt forbundet med forfølgelsen af legitime mål, er den nationale lovgivning, der gør den bindende, uforenelig med artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU.
40 I et sådant tilfælde vil den forelæggende ret være forpligtet til at se bort fra den omtvistede nationale regel. Selv om artikel 101 TEUF udelukkende vedrører virksomheders adfærd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, som er fastsat af medlemsstaterne, forholder det sig nemlig ikke desto mindre således, at disse artikler, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, som opstiller en samarbejdsforpligtelse mellem EU og medlemsstaterne, pålægger medlemsstaterne ikke at indføre eller opretholde foranstaltninger – selv ikke i form af love eller administrative bestemmelser – som kan ophæve den effektive virkning af de for virksomhederne gældende konkurrenceregler (dom af 21.9.2016, Établissements Fr. Colruyt, C-221/15, EU:C:2016:704, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
41 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national ret i det tilfælde, hvor den konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalær, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med nævnte artikel 101, stk. 1, TEUF, er forpligtet til at afslå at anvende denne nationale lovgivning i forhold til den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, herunder når denne part ikke har indgået nogen aftale om advokatbistand og advokatsalær.
Det andet til det niende spørgsmål
42 Med det andet til det niende spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere oplysninger om for det første de »legitime mål«, som en national lovgivning – der dels ikke gør det muligt for en advokat og dennes klient at aftale et vederlag, der er lavere end det minimumssalær, der er fastsat i en bekendtgørelse vedtaget af en advokatorganisation, såsom det øverste advokatråd, dels ikke tillader retten at pålægge godtgørelse af et salær, der er lavere end dette minimumsbeløb – skal leve op til for at være i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1, TEUF, og for det andet om den prøvelse, som denne ret skal foretage i denne sammenhæng.
43 Den forelæggende ret har anført, at der ikke er nogen tvivl om, at dette mål – på trods af den manglende henvisning til det af den bulgarske lovgiver forfulgte mål – består i at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres af advokater. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvordan og på grundlag af hvilke parametre det skal vurderes, om det nævnte mål er legitimt, og om den omhandlede foranstaltning, dvs. tabellen om fastsættelse af mindstebeløb for salærer, er passende og forholdsmæssig i forhold til samme mål.
44 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det allerede er blevet fastslået, at det øverste advokatråd, hvis medlemmer alle er advokater, der vælges af deres fagfælder, uden nogen form for kontrol fra de offentlige myndigheder eller bestemmelser, som kan sikre, at rådet handler som en udskilt del af den offentlige magt, handler som en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101 TEUF, når det vedtager bekendtgørelser, som fastsætter mindstebeløb for advokatsalærer (dom af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 47-49).
45 For så vidt som det andet til det niende spørgsmål vedrører betingelserne for anvendelse af retspraksis i Wouters-dommen, skal det derfor indledningsvis i lyset af de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 30-33, undersøges, om denne retspraksis skal finde anvendelse på en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, der fastsætter mindstebeløb for advokatsalærer som den i hovedsagen omhandlede.
46 Med henblik herpå skal det afgøres, om en sådan vedtagelse blot har den iboende »effekt« – i det mindste potentielt – at begrænse konkurrencen ved at begrænse visse virksomheders handlefrihed, eller om den er skadelig for denne konkurrence i en sådan grad, at den kan anses for at have som selve sit »formål« at hindre, begrænse eller fordreje den nævnte konkurrence.
47 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en aftale for at være omfattet af forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF skal have »til formål eller til følge« at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked. Ifølge Domstolens faste praksis siden dom af 30. juni 1966, LTM (56/65, EU:C:1966:38), medfører det alternative forhold i denne betingelse – hvilket ses af konjunktionen »eller« – at det er nødvendigt først og fremmest at tage aftalens egentlige formål i betragtning. Når det fastslås, at en aftale har et konkurrencebegrænsende formål, er det således ikke nødvendigt at undersøge dens følger for konkurrencen (dom af 29.6.2023, Super Bock Bebidas, C-211/22, EU:C:2023:529, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
48 Det er fast retspraksis, at det væsentlige juridiske kriterium for at afgøre, om en aftale, hvad enten den er horisontal eller vertikal, indebærer et »konkurrencebegrænsende formål«, bunder i den konstatering, at en sådan aftale i sig selv er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen (jf. i denne retning dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 57, og af 18.11.2021, Visma Enterprise, C-306/20, EU:C:2021:935, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
49 Ved vurderingen af, om dette kriterium er opfyldt, skal man forholde sig til rækkevidden af dens bestemmelser, til de formål, den tilsigter at opfylde, samt til den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori den indgår. I forbindelse med vurderingen af denne sammenhæng skal arten af de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om, samt hvorledes de pågældende markeder er opbygget og reelt fungerer, også tages i betragtning (dom af 11.9.2014, CB mod Kommissionen, C-67/13 P, EU:C:2014:2204, præmis 53, og af 12.1.2023, HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen, C-883/19 P, EU:C:2023:11, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).
50 Hvad angår en vedtagelse fra en sammenslutning af virksomheder, der fastsætter mindstebeløb for advokatsalærer, har Domstolen således allerede fastslået, at fastsættelsen af mindstebeløb for advokaters vederlag, der er gjort obligatoriske ved en national lovgivning såsom den i hovedsagerne omhandlede, svarer til den horisontale fastsættelse af pålagte minimumstariffer, der er forbudt i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF (dom af 23.11.2017, CHEZ Elektro Bulgaria og FrontEx International, C-427/16 og C-428/16, EU:C:2017:890, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
51 Det står imidlertid fast, at visse former for hemmelig adfærd såsom adfærd, der resulterer i horisontale prisfastsættelser, kan anses for at kunne have så negative virkninger for navnlig prisen, kvantiteten eller kvaliteten af varer eller tjenesteydelser, at det med henblik på anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF kan anses for at være ufornødent at godtgøre, at de har konkrete virkninger på markedet. Erfaringen viser nemlig, at sådan adfærd medfører en nedgang i produktionen og prisstigninger, hvilket resulterer i en ringe ressourcefordeling til skade for navnlig forbrugerne (dom af 2.4.2020, Budapest Bank m.fl., C-228/18, EU:C:2020:265, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
52 Den nævnte adfærd skal således kvalificeres som havende et »konkurrencebegrænsende formål«, for så vidt som den er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen, uanset på hvilket niveau minimumsprisen er fastsat.
53 I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 32, kan sådanne begrænsninger derfor under ingen omstændigheder begrundes i forfølgelsen af »legitime mål« såsom dem, der angiveligt forfølges med den i hovedsagen omhandlede lovgivning om mindstebeløb for advokatsalærer.
54 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet til det niende spørgsmål besvares med, at artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national lovgivning, som dels ikke gør det muligt for en advokat og dennes klient at aftale et vederlag, der er lavere end det minimumsbeløb, der er fastsat i en bekendtgørelse vedtaget af en advokatorganisation, såsom det øverste advokatråd, dels ikke tillader retten at pålægge godtgørelse af salær, der er mindre end dette minimumsbeløb, skal anses for at have et konkurrencebegrænsende »formål« som omhandlet i denne bestemmelse. Når der foreligger en sådan begrænsning, kan de legitime mål, der angiveligt forfølges med den nævnte nationale lovgivning, ikke påberåbes med henblik på at unddrage den omhandlede adfærd fra det i artikel 101, stk. 1, TEUF fastsatte forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og praksis.
Det tiende spørgsmål
55 Med det tiende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101, stk. 2, TEUF skal fortolkes således, at såfremt en national ret konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalær, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, er den ikke desto mindre forpligtet til at anvende de mindstebeløb, der er fastsat i denne bekendtgørelse, for så vidt som disse beløb afspejler de reelle priser på markedet for advokatydelser.
56 I denne henseende, og således som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, er en national ret, hvis den konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalærer er i strid med artikel 101, stk. 1, TEUF, forpligtet til at afslå at anvende den nationale lovgivning, der gør denne bekendtgørelse obligatorisk.
57 Det bemærkes endvidere, at eftersom artikel 101 TEUF er en grundlæggende bestemmelse, der er nødvendig for udførelsen af de opgaver, som er overdraget Unionen, og navnlig for det indre markeds funktion, har traktatens ophavsmænd udtrykkeligt i artikel 101, stk. 2, TEUF fastsat, at de aftaler eller vedtagelser, som er forbudt i medfør af denne artikel, er uden retsvirkning (jf. i denne retning dom af 1.6.1999, Eco Swiss, C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 36, og af 20.9.2001, Courage og Crehan, C-453/99, EU:C:2001:465, præmis 20 og 21).
58 Denne ugyldighedsvirkning, der kan påberåbes af alle, skal håndhæves af domstolene, såfremt betingelserne for anvendelse af artikel 101, stk. 1, TEUF er opfyldt, og den omhandlede aftale ikke kan begrunde meddelelse af en fritagelse i medfør af traktatens artikel 101, stk. 3, TEUF. Da ugyldigheden efter artikel 101, stk. 2, TEUF er absolut, kan en aftale, som ifølge denne bestemmelse er uden gyldighed, hverken have virkning i retsforholdene mellem kontrahenterne eller gøres gældende over for tredjemand. Ugyldigheden kan i øvrigt berøre alle tidligere eller fremtidige virkninger af den omhandlede aftale eller vedtagelse (jf. i denne retning dom af 20.9.2001, Courage og Crehan, C-453/99, EU:C:2001:465, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
59 I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om den ikke under alle omstændigheder skal være forpligtet til at anvende de beløb, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1 om mindstebeløb for advokatsalærer, dvs. selv i det tilfælde, hvor denne bekendtgørelse skal erklæres uden virkning som omhandlet i artikel 101, stk. 2, TEUF. Den har begrundet dette spørgsmål med den omstændighed, at de beløb, der er fastsat i den nævnte bekendtgørelse, afspejler de reelle markedspriser for advokatydelser, eftersom alle advokater er forpligtet til at være medlemmer af den sammenslutning, der har vedtaget samme bekendtgørelse.
60 Det skal imidlertid understreges, at prisen for en tjenesteydelse, der er fastsat i en aftale eller vedtagelse, der vedtages af alle markedsaktørerne, ikke kan anses for at udgøre en reel markedspris. Tværtimod er alle markedsaktørers samordning af priserne for tjenesteydelser, hvilket udgør en alvorlig fordrejning af konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, netop til hinder for, at der anvendes reelle markedspriser.
61 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tiende spørgsmål besvares med, at artikel 101, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at såfremt en national ret konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalærer, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, er den forpligtet til at nægte at anvende denne nationale lovgivning, herunder når det mindstebeløb, der er fastsat i denne bekendtgørelse, afspejler de reelle priser på markedet for advokatydelser.
Sagsomkostninger
62 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national ret i det tilfælde, hvor den konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalær, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med nævnte artikel 101, stk. 1, TEUF, er forpligtet til at afslå at anvende denne nationale lovgivning i forhold til den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, herunder når denne part ikke har indgået nogen aftale om advokatbistand og advokatsalær.
2) Artikel 101, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at en national lovgivning, som dels ikke gør det muligt for en advokat og dennes klient at aftale et vederlag, der er lavere end det minimumsbeløb, der er fastsat i en bekendtgørelse vedtaget af en advokatorganisation, såsom Vissjija advokatski savet (det øverste advokatråd), dels ikke tillader retten at pålægge godtgørelse af salær, der er mindre end dette minimumsbeløb, skal anses for at have et konkurrencebegrænsende »formål« som omhandlet i denne bestemmelse. Når der foreligger en sådan begrænsning, kan de legitime mål, der angiveligt forfølges med den nævnte nationale lovgivning, ikke påberåbes med henblik på at unddrage den omhandlede adfærd fra det i artikel 101, stk. 1, TEUF fastsatte forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og praksis.
3) Artikel 101, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU, skal fortolkes således, at såfremt en national ret konstaterer, at en bekendtgørelse om fastsættelse af mindstebeløb for advokatsalærer, som er gjort obligatorisk ved en national lovgivning, er i strid med det forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, er den forpligtet til at nægte at anvende denne nationale lovgivning, herunder når det mindstebeløb, der er fastsat i denne bekendtgørelse, afspejler de reelle priser på markedet for advokatydelser.
Underskrifter