FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 3. februar 2022 (1)
Sag C-567/20
A.H.
mod
Zagrebačka banka d.d.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Općinski građanski sud u Zagrebu (afdelingen for civile sager ved byretten i Zagreb, Kroatien))
»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i låneaftaler indgået med forbrugere – direktiv 93/13/EØF – artikel 6, stk. 1 – artikel 10, stk. 1, andet afsnit – direktivets tidsmæssige anvendelse – Domstolens kompetence – aftaleindgåelse inden en medlemsstats tiltrædelse af EU – artikel 1, stk. 2 – udelukkelse af kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser«
I. Indledning
1. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 (2) forpligter medlemsstaterne til at sikre, at urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler ikke binder forbrugeren. Aftalen skal, såfremt det er muligt, opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår. Hvis et urimeligt kontraktvilkår i en sådan aftale undtagelsesvis udskiftes med et nyt kontraktvilkår, skal det i henhold til fast retspraksis sikres, at den retlige situation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, genoprettes. Navnlig skal forbrugeren have ret til restitution af de beløb, som den erhvervsdrivende har erhvervet uberettiget på grundlag af det urimelige vilkår til skade for forbrugeren (såkaldt genoprettende virkning) (3).
2. I hovedsagen har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at en reform gennemført af den kroatiske lovgiver i 2015, hvorved forbrugere fik ret til med tilbagevirkende kraft at konvertere lån optaget i schweizerfranc til euro, i denne henseende var utilstrækkelig. Navnlig har de lovmæssigt fastsatte aftaletilpasninger ikke medført, at forbrugerne har fået ret til restitution af alle de beløb, der er blevet betalt med urette.
3. Sagens særlige kendetegn består i, at sagsøgerens låneaftale allerede blev indgået i 2007 og dermed inden Republikken Kroatiens tiltrædelse af EU. Udskiftningen af de urimelige kontraktvilkår på grundlag af den førnævnte lovreform skete først efter tiltrædelsen. På denne baggrund rejser sagen spørgsmålet om den tidsmæssige anvendelse af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 i hovedsagen med hensyn til den genoprettende virkning af den pågældende lovbestemmelse. Med andre ord skal det afklares, om en bestemmelse, der vedtages efter en medlemsstats tiltrædelse, også skal sikre denne genoprettende virkning for så vidt angår urimelige kontraktvilkår i en aftale, der blev indgået inden tiltrædelsen.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Dokumenter vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union
4. I henhold til artikel 3, stk. 3, i traktaten mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Republikken Kroatien om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (4) træder denne traktat i kraft den 1. juli 2013 under forudsætning af, at alle ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret forud for denne dato.
5. Artikel 2 i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (5) bestemmer i sit første afsnit følgende:
»Fra tiltrædelsesdatoen er bestemmelserne i de oprindelige traktater og de retsakter, der er vedtaget af institutionerne før tiltrædelsen, bindende for Kroatien og gælder i Kroatien på de vilkår, som er fastsat i disse traktater og i denne akt.«
6. I henhold til artikel 46, første punktum, i tiltrædelsesakten af 2012 anses direktiver og afgørelser jf. artikel 288 i TEUF fra tiltrædelsen for rettet til Kroatien i overensstemmelse med de oprindelige traktater.
2. Direktiv 93/13
7. 13. betragtning til direktiv 93/13 har følgende ordlyd:
»[D]et antages, at de love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte fastsætter vilkårene for forbrugeraftaler, ikke indeholder urimelige kontraktvilkår; det forekommer derfor ikke nødvendigt at lade kontraktvilkår, der afspejler love eller bindende administrative bestemmelser […] være underlagt bestemmelserne i dette direktiv; udtrykket »love og bindende administrative bestemmelser« omfatter ligeledes de regler, som ifølge lovgivningen gælder mellem de kontraherende parter, når der ikke er aftalt anden ordning[.]«
8. Direktivets artikel 1, stk. 2, fastsætter tilsvarende:
»Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«
9. Direktivets artikel 6, stk. 1, bestemmer følgende:
»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«
10. I direktivets artikel 7, stk. 1, fastsættes det, at medlemsstaterne sikrer, »at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør«.
11. Direktivets artikel 10, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1994. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse bestemmelser finder anvendelse på alle aftaler, der indgås efter den 31. december 1994.«
B. Kroatisk lovgivning
12. Den 30. september 2015 blev Zakon o izmjeni i dopunama Zakona o potrošačkom kreditiranju (lov om ændring og supplering af forbrugerkreditloven, herefter »loven af 2015«) (6), hvorved forbrugere fik mulighed for at konvertere deres låneforpligtelser fra schweizerfranc til euro, vedtaget. Artikel 19e i loven af 2015 forpligter långiveren til senest 45 dage efter lovens ikrafttrædelse at tilbyde forbrugerne enten en ny låneaftale eller en tillægsaftale til den eksisterende låneaftale. Forbrugerne kan acceptere konverteringen af lånet inden for 30 dage. I modsat fald skal lånet tilbagebetales under uændrede betingelser.
13. Loven af 2015 fastsætter i forbindelse med konverteringen en bestemt procedure for beregningen af den nye størrelse på forbrugerens gæld. Denne procedure består i det væsentlige i at sammenligne forbrugerens faktiske tilbagebetaling af lånet med et fiktivt lån i euro. Herved opnås den 30. september 2015 et nyt lånerestbeløb, som fra dette tidspunkt er bestemmende for låntagerens tilbagebetaling af lånet.
14. Formålet med loven af 2015 er, således som det fremgår af lovens artikel 19b, at sidestille låntagere i schweizerfranc med låntagere i euro.
15. Zakon o obveznim odnosima (lov om retsforhold) som affattet den 5. april 2018 (7) bestemmer i artikel 148, stk. 1, og artikel 326, at en ugyldig aftale ikke får virkning ved et senere bortfald af ugyldighedsgrunden eller ved novation. I henhold til denne lovs artikel 322 skal en ugyldig retshandel anses for ikke at have fundet sted og kan ikke ved en retshandel bekræftes, ændres eller gøres juridisk gyldig af parterne.
III. Faktiske omstændigheder og hovedsagen
16. Ifølge forelæggelsesafgørelsen indgik A.H., sagsøgeren i hovedsagen, den 15. oktober 2007 i sin egenskab af forbruger en låneaftale til beboelsesformål med Zagrebačka banka, sagsøgte i hovedsagen, vedrørende et beløb i schweizerfranc, som blev udbetalt i kroatiske kuna. I den formularbaserede standardaftale aftalte parterne bl.a., at lånets tilbagebetalingsbeløb blev knyttet til schweizerfranc, og at den variable rentesats, der fandt anvendelse, kunne ændres ensidigt af banken.
17. Den 30. september 2015 blev lov om ændring og supplering af forbrugerkreditloven (loven af 2015) vedtaget (8).
18. Herefter indgik sagsøgeren i hovedsagen og Zagrebačka banka den 8. januar 2016 en tillægsaftale til låneaftalen for at foretage den i loven af 2015 fastsatte konvertering, således at lånets nyberegnede hovedstol fra den 30. september 2015 blev knyttet til euro, og der blev anvendt en ny metode til beregning af renterne.
19. Den 12. juni 2019 anlagde sagsøgeren i hovedsagen søgsmål mod Zagrebačka banka ved den forelæggende ret, Općinski građanski sud u Zagrebu (afdelingen for civile sager ved byretten i Zagreb, Kroatien). Med sit søgsmål har hun for det første nedlagt påstand om, at det fastslås, at vilkåret i den oprindelige aftale om indeksering i schweizerfranc og vilkåret om den variable rentesats er urimelige i henhold til både kroatisk lovgivning og EU-retten og dermed er ugyldige. Som begrundelse har hun påberåbt sig et kollektivt søgsmål anlagt ved Trgovački sud u Zagrebu (handelsretten i Zagreb, Kroatien), i forbindelse med hvilket det blev endeligt fastslået, at vilkår vedrørende udenlandsk valuta som de i hovedsagen omtvistede er urimelige.
20. For det andet har sagsøgeren på grundlag af en ekspertudtalelse, som hun har indhentet, nedlagt påstand om, at banken tilpligtes at restituere de beløb, som banken har erhvervet uberettiget på grundlag af disse vilkår. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen genindsætter bestemmelserne i loven af 2015 hende ikke fuldstændig i den situation, som hun ville have befundet sig i, hvis den oprindelige aftale ikke havde indeholdt nogen urimelige vilkår. Hun har heller ikke på nogen måde givet afkald på disse rettigheder, der tilkommer hende som forbruger.
21. Den 4. marts 2020 fastslog Vrhovni sud Republike Hrvatske (Republikken Kroatiens øverste domstol) i en prøvesag med bindende virkning for alle lavere instanser, at en tillægsaftale indgået på grundlag af loven af 2015 også har retsvirkninger og er gyldig i tilfælde, hvor låneaftalens vilkår om variabel rentesats og tilknytning til en udenlandsk valuta er ugyldige. Spørgsmålet om godtgørelse af forbrugeren på trods af konverteringen blev ikke udtrykkeligt besvaret i denne forbindelse.
22. Ifølge banken skal denne afgørelse imidlertid forstås således, at der som følge af den i loven af 2015 foreskrevne konvertering og indgåelsen af tillægsaftalen til låneaftalen ikke længere er noget retligt grundlag for at fastslå, at kontraktvilkårene i den oprindelige aftale er urimelige, og dermed for en tilsvarende godtgørelse, eftersom lånet med tilbagevirkende kraft er blevet beregnet, som om det var optaget i euro.
23. For den forelæggende ret er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen ikke har givet afkald på en fuldstændig godtgørelse og en retlig beskyttelse af sine interesser. Det er desuden blevet påvist, at det resterende lånebeløb på trods af konverteringen er højere, end det ville have været, hvis de urimelige kontraktvilkår ikke havde fundet anvendelse. Størrelsen på det beløb, som banken har erhvervet på grundlag af disse kontraktvilkårs urimelige karakter, kan fastslås.
IV. Præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
24. På denne baggrund har Općinski građanski sud u Zagrebu (afdelingen for civile sager ved byretten i Zagreb) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF:
»1) Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler henset til fortolkningen af bestemmelsen i Domstolens praksis, særligt dom af 14. marts 2019, Dunai (C-118/17, EU:C:2019:207), fortolkes således, at lovgivers indgriben i forholdet mellem forbrugeren og banken ikke kan fratage forbrugeren retten til ved søgsmål at anfægte vilkårene i den oprindelige aftale eller i tillægsaftalen, som er indgået i henhold til lov, med henblik på at udøve retten til at få tilbagebetalt de fordele, som banken uberettiget har opnået til skade for forbrugeren som følge af anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i en situation, hvor forbrugerne på baggrund af lovgivers indgreb frivilligt kunne tiltræde ændringer i det oprindelige kontraktforhold henset til en lovpligtig forpligtelse, der blev pålagt bankerne, til at tilbyde forbrugerne en sådan mulighed, og ikke direkte på grundlag af lovindgrebet, som det var tilfældet i Dunai-sagen?
2) Såfremt det første spørgsmål skal besvares bekræftende: Har den forelæggende ret, der træffer afgørelse i en sag mellem to parter (låntageren og banken) – når denne ret, henset til den fortolkning, der er anlagt af Vrhovni sud (øverste domstol, Kroatien), ikke kan anlægge en fortolkning af bestemmelserne i national ret, nærmere bestemt Zakon o izmjenama i dopunama Zakona o potrošačkom kreditiranju (lov om ændring og supplering af forbrugerkreditloven), der er i overensstemmelse med direktiv 93/13 – kompetence til og/eller er den forpligtet til i henhold til dette direktiv og artikel 38 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder at undlade at anvende denne nationale retsforskrift, således som den fortolkes af denne medlemsstats øverste domstol?«
25. Under den skriftlige forhandling for Domstolen har sagsøgeren i hovedsagen, Zagrebačka banka, den kroatiske regering og Europa-Kommissionen indgivet indlæg vedrørende disse præjudicielle spørgsmål.
V. Bedømmelse
26. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 er til hinder for en national lovgivning, som er vedtaget efter en medlemsstats tiltrædelse af EU, og som forpligter bankerne til at tilbyde forbrugere, med hvem de før denne medlemsstats tiltrædelse har indgået en bestemt type låneaftale, en tillægsaftale, når denne tillægsaftales lovmæssigt fastsatte indhold ikke medfører en fuldstændig restitution af alle beløb, som banken har erhvervet på grundlag af de urimelige kontraktvilkår, der oprindelig var indeholdt i låneaftalen.
27. Med andre ord ønsker denne ret oplyst, om den kroatiske lovgiver med bestemmelserne i loven af 2015 opfylder kravene i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, navnlig med hensyn til den genoprettende virkning, som er påkrævet i henhold til retspraksis (9).
28. Den forelæggende ret er i denne sammenhæng først og fremmest i tvivl om, hvorvidt den, henset til artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13, kan vurdere, om den tillægsaftale, som blev indgået som følge af loven af 2015, er forenelig med dette direktivs artikel 6, stk. 1 (10). I henhold til førstnævnte retsforskrift er kontraktvilkår, som afspejler love og bindende administrative bestemmelser, nemlig ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.
29. Indledningsvis skal det imidlertid afklares, om direktiv 93/13, navnlig artikel 6, stk. 1, finder anvendelse på de foreliggende faktiske omstændigheder. Domstolens kompetence til at besvare et præjudicielt spørgsmål vedrørende en bestemmelse i EU-retten forudsætter nemlig i henhold til fast retspraksis, at denne bestemmelse finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (11).
A. Den tidsmæssige anvendelse af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 i hovedsagen (Domstolens kompetence)
30. Den oprindelige låneaftale i schweizerfranc blev indgået den 15. oktober 2007 mellem sagsøgeren i hovedsagen og Zagrebačka banka. Republikken Kroatien tiltrådte imidlertid først EU med virkning fra den 1. juli 2013. Den 8. januar 2016 indgik parterne på grundlag af loven af 2015 tillægsaftalen, hvorved lånet med tilbagevirkende kraft blev knyttet til euro.
31. Domstolen har kun kompetence til at fortolke EU-retten med hensyn til anvendelsen heraf i en medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltræden til Den Europæiske Union (12). Principielt kan EU-retten ikke uden videre anvendes på begivenheder inden en ny medlemsstats tiltrædelse. Samtidig bygger tiltrædelsesakten for en ny medlemsstat på et princip om, at EU-rettens bestemmelser straks og fuldt ud gælder for den pågældende stat, således at undtagelser kun kan forekomme, i det omfang de udtrykkeligt er optaget i overgangsbestemmelserne (13). Såfremt andet ikke er bestemt i aftalen om en ny medlemsstats tiltrædelse, gælder EU-retten dermed principielt fra tidspunktet for tiltrædelsen også for de fremtidige virkninger af omstændigheder, der er opstået før tiltrædelsen (14).
32. For så vidt angår direktiv 93/13 indeholder det imidlertid en særlig bestemmelse vedrørende den tidsmæssige anvendelse heraf.
33. I henhold til artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 93/13, finder direktivet kun anvendelse på aftaler, der indgås efter den 31. december 1994, tidspunktet for udløbet af dets gennemførelsesfrist. Domstolen har heraf udledt, at den tidsmæssige anvendelse af bestemmelserne i direktiv 93/13 på en forbrugeraftale kun afhænger af tidspunktet for indgåelsen af denne aftale, idet den periode, hvor aftalen har virkning, ikke er relevant (15). For så vidt angår medlemsstater, der først tiltrådte EU efter den 31. december 1994, og for hvilke direktiv 93/13 først blev bindende ved deres tiltrædelse, finder dette direktiv tilsvarende kun anvendelse på aftaler, der blev indgået efter tidspunktet for den pågældende medlemsstats tiltrædelse (16).
34. Dermed finder direktiv 93/13 ikke anvendelse på den oprindelige låneaftale af oktober 2007.
35. Dermed er den eneste omstændighed, som kan udgøre et holdepunkt for at anvende EU-retten, og som er tidsmæssigt senere end Republikken Kroatiens tiltrædelse af EU, indgåelsen af tillægsaftalen i 2016 henholdsvis vedtagelsen af loven af 2015.
36. Hovedsagens genstand er imidlertid netop ikke den angivelige urimelige karakter af kontraktvilkårene i tillægsaftalen som sådan, som er baseret på loven af 2015, eller restitution af fordele, som er opnået på grundlag heraf (17). Sagsøgeren i hovedsagen har derimod nedlagt påstand om restitution af alle de fordele, som banken har opnået på grundlag af den angivelige urimelige karakter af kontraktvilkårene i aftalen af 2007. På denne baggrund har den forelæggende ret spurgt, om loven af 2015 og tillægsaftalen til låneaftalen, som afspejler denne lov, muligvis medfører en begrænsning af sagsøgerens rettigheder med hensyn til den urimelige karakter af de oprindelige vilkår.
37. Dermed er genstanden for tvisten – som i Dunai-sagen og sagen OTP Jelzálogbank m.fl. (18) – indvirkningerne af denne tillægsaftale og loven af 2015 på Republikken Kroatiens pligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 til at sikre en fuldstændig restitution af alle beløb, som banken har erhvervet i forbindelse med kontraktvilkårene i den oprindelige låneaftale.
38. En sådan pligt kan imidlertid kun følge af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, såfremt direktivet finder anvendelse på den oprindelige aftale (19). Dette er imidlertid – som anført ovenfor (20) – ikke tilfældet.
39. Heller ikke efter Kroatiens tiltrædelse af EU – og dermed på tidspunktet for vedtagelsen af loven af 2015 – gjaldt der nemlig ud fra en EU-retlig betragtning nogen forpligtelse for denne medlemsstat til vedrørende forbrugeraftaler indgået inden tiltrædelsen af EU at træffe foranstaltninger til, at eventuelle urimelige kontraktvilkår i disse aftaler ikke bandt forbrugerne (artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13). Kroatien var heller ikke forpligtet til vedrørende sådanne aftaler at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe en erhvervsdrivendes anvendelse af urimelige kontraktvilkår til ophør (jf. artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13). Uden en sådan forpligtelse kan en eventuel begrænsning af mulighederne for restitution ved en ny lov eller en herpå baseret tillægsaftale heller ikke være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13.
40. Der gælder heller ikke nogen forpligtelse til at sikre en fuldstændig restitution for så vidt hvad angår de fordele, som banken først har opnået på grundlag af en sådan aftale efter tiltrædelsen, altså i den foreliggende sag i perioden fra den 1. juli 2013 til den 8. januar 2016. Også disse fordele er nemlig baseret på den potentielle urimelige karakter af vilkårene i aftalen af 2007, som direktiv 93/13 imidlertid ikke kan afhjælpe, da det ikke finder anvendelse.
41. En sådan opdeling i en periode inden tiltrædelsen og en periode efter, således som den f.eks. blev foretaget i Milivojević-sagen (21), er ikke mulig ved anvendelsen af direktiv 93/13. Dette vil nemlig være i strid med formålet med direktivets artikel 10, stk. 1, andet afsnit. Herefter skal direktivet enten finde anvendelse på en aftale, herunder alle dens retsvirkninger, eller – hvis aftalen er indgået før den 1. januar 1995 eller før den pågældende medlemsstats tiltrædelse – slet ikke finde anvendelse, og navnlig ikke såfremt denne aftale fortsat har virkning efter dette tidspunkt (22).
42. Artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 93/13 tydeliggør i denne forbindelse, at lovgiver ikke har ønsket, at en allerede indgået aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger skal opfylde direktivets bestemmelser fra det tidspunkt, hvor direktivet har fuld bindende virkning i medlemsstaterne eller sågar med tilbagevirkende kraft. Omstændigheder før dette tidspunkt skal ikke efterfølgende vurderes igen (23).
43. For så vidt kan Kommissionens argument om, at det alene er afgørende, at loven af 2015 blev vedtaget efter det tidspunkt, hvorfra Republikken Kroatien var bundet af direktiv 93/13 og denne lov derfor skulle opfylde direktivets krav, navnlig artikel 6, stk. 1, ikke tages til følge. Hovedsagen vedrører nemlig ikke den abstrakte forenelighed af loven af 2015 med direktivets bestemmelser. Dette kan heller ikke gøres til genstand for et fortolkningsspørgsmål vedrørende direktiv 93/13; derimod kræves der i denne henseende altid en tilknytning til en forbrugeraftale (24).
44. Tilsvarende har Domstolen i SKP-sagen fastslået, at formålet med direktiv 93/13 er at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser i aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere vedrørende urimelige kontraktvilkår. Direktivet regulerer følgelig alene indholdet i aftalerne og ikke f.eks. nationale (processuelle) retsforskrifter (25). Eftersom den eneste kontrakt, der spillede en rolle i denne sag, blev indgået inden Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af EU, konkluderede Domstolen, at det pågældende præjudicielle spørgsmål måtte afvises (26).
45. Med hensyn til den påstand, som sagsøgeren i hovedsagen har nedlagt, og til genstanden for de præjudicielle spørgsmål er det eneste afgørende dermed, om direktiv 93/13 finder anvendelse på den oprindelige låneaftale. Eftersom dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag, har Domstolen ikke kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål.
B. Subsidiært: Anvendelsen af direktiv 93/13 på tillægsaftalen
46. De præjudicielle spørgsmål vedrører ganske vist udtrykkeligt kun pligten til at tilbagebetale alle fordele, som er opnået på grundlag af vilkårene i den oprindelige låneaftale. I forelæggelsesafgørelsen henvises der imidlertid til, at sagsøgeren i hovedsagen også har gjort gældende, at der ved konverteringen gennem tillægsaftalen er blevet anvendt urimelige variable rentesatser.
47. For så vidt som hovedsagen (også) vedrører spørgsmålet om, hvorvidt vilkårene i tillægsaftalen selv er urimelige – hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere – finder direktiv 93/13 ganske vist anvendelse i tidsmæssig henseende. Imidlertid er en indholdsmæssig kontrol af de pågældende vilkår alligevel udelukket.
48. Tillægsaftalen, som afspejler loven af 2015, er nemlig i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 udelukket fra direktivets anvendelsesområde. I henhold hertil er kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser, ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.
49. Domstolen har fortolket artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 således, at anvendelsesområdet for dette direktiv ikke omfatter vilkår, som afspejler bindende nationale lovbestemmelser, der er blevet indsat ved en lov efter indgåelsen af en låneaftale indgået med en forbruger, og som tilsigter at afhjælpe et ugyldigt vilkår deri (27).
50. I den foreliggende sag medfører loven af 2015 ganske vist – til forskel fra de i det forrige punkt citerede sager – ikke direkte, at vilkårene afhjælpes. Derimod afhænger dette af forbrugerens samtykke. Loven giver i denne henseende parterne mulighed for enten at indgå en ny låneaftale eller en tillægsaftale til den eksisterende låneaftale. Kravet om forbrugerens samtykke medfører imidlertid ikke i sig selv, at vilkårene ikke skal anses for at afspejle en bindende lovbestemmelse. Bankerne er i den foreliggende sag i henhold til loven af 2015 forpligtet til at give forbrugerne et tilsvarende tilbud inden for en fastsat frist. For forbrugerne er det eneste alternativ til at give samtykke en opretholdelse af den oprindelige aftale, herunder de vilkår, der ifølge lovgivers vurdering er urimelige, og som er ugunstige for forbrugerne. Indholdet af den potentielle tillægsaftale er desuden i det hele bestemt af loven og fastsættes ikke af den erhvervsdrivende.
51. Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 hviler ifølge 13. betragtning til dette direktiv på den antagelse, at de love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte fastsætter vilkårene for forbrugeraftaler, ikke indeholder urimelige kontraktvilkår, men derimod sikrer en balance mellem forbrugernes og de erhvervsdrivendes rettigheder (28). Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, var dette netop også den kroatiske lovgivers formål. Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at de pågældende vilkår »afspejler« en bindende lovbestemmelse som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13.
52. Det følger heraf, at direktiv 93/13 heller ikke finder anvendelse i materiel henseende.
VI. Forslag til afgørelse
53. På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Općinski građanski sud u Zagrebu (afdelingen for civile sager ved byretten i Zagreb, Kroatien) således:
»Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare de spørgsmål, som Općinski građanski sud u Zagrebu (afdelingen for civile sager ved byretten i Zagreb) har forelagt ved afgørelse af 15. oktober 2020.«