Sag T-365/16
Portigon AG
mod
Den Fælles Afviklingsinstans
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 28. november 2019
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – afgørelse fra SRB om ex ante-bidrag for 2016 – annullationssøgsmål – umiddelbart og individuelt berørt – antagelse til realitetsbehandling – væsentlige formforskrifter – bekræftelse af, at afgørelsen er autentisk – proceduren for afgørelsens vedtagelse – begrundelsespligt«
1. Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende retsakter – ikke omfattet – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – endelig karakter – omfattet
(Art. 263, stk. 4, TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)
(jf. præmis 64, 72, 73 og 180)
2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kriterier – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – søgsmål anlagt af et kreditinstitut, der ikke er adressat for en afgørelse fra SRB – umiddelbart og individuelt berørt – formaliteten
(Art. 263, stk. 4, TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)
(jf. præmis 65-69, 74-83, 163 og 180)
3. Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – manglende bekræftelse af, at den anfægtede afgørelse er autentisk – nødvendigheden af at påberåbe sig et tab eller andre mangler end den manglende bekræftelse af autenticitet – foreligger ikke – anbringende, som retsinstanserne skal påkende ex officio
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 85-90 og 106)
4. Annullationssøgsmål – anbringender – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – procedure for vedtagelse af den anfægtede afgørelse i strid med de regler, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver elektronisk skriftlig procedure og enhver procedure for konsensusvedtagelse – anbringende, som retsinstanserne skal påkende ex officio
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 134-140)
5. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF)
(Art. 296 TEUF; forordning nr. 806/2014, art. 67, stk. 4, og art. 70, stk. 2)
(jf. præmis 160-162, 164, 165, 170, 174, 181, 187 og 193)
Resumé
I dom af 28. november 2019, Portigon mod SRB (sag T-365/16), afsagt i en udvidet afdeling, annullerede Retten to afgørelser fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), idet den første vedrørte fastsættelse af beløbet af ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRF), og den anden vedrørte en justering af disse bidrag, inden for rammerne af et søgsmål anlagt af et kreditinstitut, der var debitor for disse bidrag.
Sagen indgår i bankunionens anden søjle vedrørende den fælles afviklingsmekanisme, der blev indført ved forordning nr. 806/2014 (1). Denne sag vedrører nærmere bestemt SRF, der blev indført ved denne forordning (2). SRF finansieres ved bidrag fra institutter, der indsamles nationalt bl.a. i form af ex ante-bidrag (3).
Sagsøgeren, Portigon AG, er et kreditinstitut i en medlemsstat, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme. Ved afgørelse af 15. april 2016 fastsatte SRB beløbet for hvert instituts ex ante-bidrag for 2016, herunder sagsøgerens bidrag. Ved opkrævningsmeddelelse af 22. april 2016 meddelte den tyske nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren, at SRB havde fastsat sagsøgerens ex ante-bidrag for 2016, og oplyste sagsøgeren om det beløb, der skulle betales. Ved afgørelse af 20. maj 2016, vedlagt et bilag med angivelse af de nye beløb, forhøjede SRB sagsøgerens bidrag. Ved opkrævningsmeddelelse af 10. juni 2016 opfordrede den nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren til at indbetale forhøjelsen, idet grundene til nødvendigheden af at berigtige den oprindelige beregning af bidrag tidligere var blevet meddelt sagsøgeren. Sagsøgeren anlagde sag med påstand om annullation af de to afgørelser fra SRB, for så vidt som de vedrørte sagsøgeren.
Først afviste Retten den af SRB fremsatte formalitetsindsigelse vedrørende sagsøgerens angiveligt manglede søgsmålskompetence. Under behandlingen af spørgsmålet om søgsmålskompetence fastslog Retten, at på trods af det forhold, at det kun var de nationale afviklingsmyndigheder, der var adressater for den anfægtede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, berøres institutterne, herunder sagsøgeren, ikke desto mindre individuelt og umiddelbart, eftersom afgørelserne på den ene side indeholder navnene på de enkelte institutter og fastsætter eller, for så vidt angår den anden afgørelse, justerer deres individuelle bidrag, og de nationale afviklingsmyndigheder på den anden side hverken har noget skøn med hensyn til beløbene for de individuelle bidrag eller nogen mulighed for at ændre disse beløb, som de er forpligtet til at indsamle hos de berørte institutter. Sagen kan derfor antages til realitetsbehandling.
Angående realiteten fastslog Retten under behandlingen af anbringendet om ufravigelige retsregler om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, at kravet om bekræftelse af autenticitet ikke var opfyldt på grund af SRB’s manglende bevis for de anfægtede afgørelsers elektroniske underskrift. Retten annullerede derfor de nævnte afgørelser.
Retten mindede i denne henseende om Domstolens praksis, hvorefter den skriftlige udformning af retsakten er nødvendig som udtryk for den vedtagende myndigheds vilje, da det intellektuelle og det formelle element udgør et udeleligt hele. Bekræftelse af, at en retsakt er autentisk, har til formål at sikre retssikkerheden ved at fastnagle den tekst, der er vedtaget af retsaktens ophavsmand. Domstolen har desuden allerede fastslået, at en væsentlig formforskrift tilsidesættes, når det ikke bekræftes, at en retsakt er autentisk, og det er ikke nødvendigt derudover at føre bevis for, at retsakten er behæftet med en anden mangel, eller at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, har voldt den, der påberåber sig den, skade, og at kontrollen med, at det formelle krav om bekræftelse af, at retsakten er autentisk, er opfyldt, og dermed kontrollen med utvetydigheden af retsakten, er en forudsætning for enhver anden form for kontrol, f.eks. med, at den udstedende myndighed har kompetence, at kollegialitetsprincippet er blevet overholdt, og med, at forpligtelsen til at begrunde retsakter er opfyldt. Hvis Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af den retsakt, der er forelagt for dem, konstaterer, at det ikke er blevet forskriftsmæssigt bekræftet, at den er autentisk, skal de af egen drift inddrage det anbringende, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat, idet der ikke er sket forskriftsmæssig bekræftelse af, at retsakten er autentisk, og derfor annullere den retsakt, der er behæftet med en sådan mangel. Det er i den henseende uden betydning, at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, ikke har voldt nogen af sagens parter skade.
Retten fastslog desuden, at proceduren for den første anfægtede afgørelses vedtagelse er blevet gennemført under åbenlys tilsidesættelse af de proceduremæssige krav vedrørende medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af afgørelsen og indhentningen af denne godkendelse. Hvad angår en procedure for vedtagelse af en afgørelse ved konsensus fastslog Retten, at afgørelsen ikke kan træffes, uden at det i det mindste er fastslået, at samtlige medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til forslaget til afgørelse. Denne procedure kræver, at der angives en frist, inden for hvilken de nævnte medlemmer kan tage stilling til forslaget. Retten fastslog, at procedurereglerne, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver procedure for konsensusvedtagelse, er blevet tilsidesat i den foreliggende sag. Retten fastslog, at disse tilsidesættelser har en direkte indvirkning på retssikkerheden, eftersom de resulterer i vedtagelse af en afgørelse, for hvilken det ikke er blevet fastslået, at den er blevet godkendt af det kompetente organ, ej heller, at alle organets medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til den. Ifølge Retten udgør manglende overholdelse af sådanne procedureregler, som er nødvendige for at kunne give udtryk for samtykke, en tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter, som Unionens retsinstanser kan undersøge af egen drift.
Endelig fastslog Retten, at de anfægtede afgørelser skulle annulleres på grund af adskillige tilsidesættelser af begrundelsespligten. Retten præciserede i denne henseende, at det påhviler SRB, der er udstederen af disse afgørelser, at begrunde dem. Denne begrundelsespligt kan ikke uddelegeres til de nationale afviklingsmyndigheder, og tilsidesættelsen heraf kan ej heller afhjælpes af disse uden herved at underkende SRB som udsteder af de nævnte afgørelser og dennes ansvar i denne henseende og, henset til de nationale afviklingsmyndigheders forskellighed, at frembringe en risiko for forskelsbehandling af institutterne hvad angår begrundelsen for SRB’s afgørelser.