DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
13. januar 2022 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – forsikrings- og genforsikringsvirksomhed – direktiv 2009/138/EF – likvidation af forsikringsselskaber – artikel 292 – likvidationsprocedurernes virkninger for verserende retssager – undtagelse til anvendelsen af lex concursus – lex processus«
I sag C-724/20,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 17. december 2020, indgået til Domstolen den 28. december 2020, i sagen
Paget Approbois SAS,
mod
Depeyre entreprises SARL,
Alpha Insurance A/S,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af formanden for Anden Afdeling, A. Prechal, som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne J. Passer, F. Biltgen, L.S. Rossi (refererende dommer) og N. Wahl,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Alpha Insurance A/S ved avocat F. Rocheteau,
– den franske regering ved E. Leclerc og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou og H. Tserepa-Lacombe, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 292 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT 2009, L 335, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Paget Approbois (herefter »Paget«) og på den anden side Depeyre entreprises SARL (herefter »Depeyre«) og Alpha Insurance A/S vedrørende udbetaling af en forsikringserstatning for skader, som Paget har lidt som følge af en forsikringsbegivenhed.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2009/138
3 3., 117., 123.-125. og 130. betragtning til direktiv 2009/138 har følgende ordlyd:
»(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med forsikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik på kreditorbeskyttelse.
[…]
(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af medlemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsikringskreditorer.
[…]
(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle medlemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.
(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlandets lovgivning.
[…]
(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for konsekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.«
4 Afsnit IV i direktiv 2009/138, som har overskriften »Sanering og likvidation af forsikringsselskaber«, indeholder direktivets artikel 267-296.
5 Det nævnte direktivs artikel 268 med overskriften »Definitioner« bestemmer:
»1. I dette afsnit forstås ved:
a) »kompetente myndigheder«: de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som er kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation
[…]
c) »saneringsforanstaltninger«: foranstaltninger, som indebærer indgriben fra de kompetente myndigheders side, som har til formål at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle situation, og som berører andre parters end selve forsikringsselskabets bestående rettigheder, herunder, men ikke begrænset til, foranstaltninger, som indebærer mulighed for betalingsstandsning, udsættelse af tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger eller nedbringelse af fordringerne
d) »likvidation«: en kollektiv procedure, som medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, herunder afslutning af den kollektive procedure med en tvangsakkord eller en anden tilsvarende foranstaltning, uanset om den er baseret på insolvens, og uanset om den er frivillig eller tvungen
[…]«
6 Artikel 273 i direktiv 2009/138, der har overskriften »Indledning af likvidationsproceduren Underretning af tilsynsmyndighederne«, fastsætter følgende i stk. 2:
»En afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, herunder dets filialer i andre medlemsstater, vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning anerkendes uden videre i hele Fællesskabet og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indledes.«
7 Direktivets artikel 274 med overskriften »Lovvalg« har følgende ordlyd:
»1. Afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes retsvirkninger er underlagt hjemlandets lovgivning, medmindre andet er fastsat i artikel 285-292.
2. Hjemlandets lovgivning fastlægger mindst følgende:
a) hvilke aktiver der indgår i boet, og hvordan der skal forholdes med hensyn til aktiver, som er erhvervet af forsikringsselskabet efter indledningen af likvidationen
b) forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser
c) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning
d) likvidationens følger for løbende aftaler, som forsikringsselskabet er part i
e) likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, bortset fra verserende retssager som omhandlet i artikel 292
f) de fordringer, der skal anmeldes i forsikringsselskabets bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn til fordringer, som er opstået efter indledningen af likvidationen
g) reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer
h) reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne, rangordenen, samt hvilke rettigheder de kreditorer har, som har opnået delvis fyldestgørelse efter indledningen af likvidationen på grundlag af en tinglig rettighed eller ved modregning
i) betingelserne for og virkningerne af afslutningen af likvidationen, navnlig ved tvangsakkord
j) kreditorers rettigheder efter afslutningen af likvidationen
k) hvilken part der skal betale omkostninger og udgifter i forbindelse med likvidationen, og
l) reglerne for nullitet, omstødelse eller anfægtelse af retshandler, som er til skade for samtlige kreditorer.«
8 Det nævnte direktivs artikel 280, som har overskriften »Offentliggørelse af afgørelser om likvidation«, bestemmer følgende i stk. 1, første afsnit:
»Den kompetente myndighed, likvidator eller enhver person, som er udpeget hertil af den kompetente myndighed, skal offentliggøre afgørelsen om indledning af likvidationen i overensstemmelse med de procedurer for offentliggørelse, som gælder i hjemlandet, og også offentliggøre et uddrag af likvidationsafgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.«
9 Direktivets artikel 282, stk. 1, fastsætter:
»Kreditorer, herunder medlemsstaternes offentlige myndigheder, med sædvanlig bopæl, hjemsted eller hovedsæde i en anden medlemsstat end hjemlandet har ret til at anmelde deres fordringer eller indgive skriftlige bemærkninger til fordringerne.«
10 Artikel 292 i direktiv 2009/138 med overskriften »Verserende retssager« er sålydende:
»Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.«
Forordning (EF) nr. 1346/2000
11 Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EFT 2000, L 160, s. 15), som er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19), fastsatte følgende i artikel 4 med overskriften »Den lovgivning, der finder anvendelse«:
»1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.
2. Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:
[…]
f) hvorledes insolvensbehandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger bortset fra verserende retssager
[…]«
12 Artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 bestemte:
»Insolvensbehandlingens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen[…] afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.«
Direktiv 2001/24/EF
13 Artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter (EFT 2001, L 125, s. 15) med overskriften »Verserende retssager« har følgende ordlyd:
»Saneringsforanstaltningernes eller likvidationsprocedurens virkninger for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen afgøres udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer.«
Fransk ret
Forsikringsloven
14 Artikel L. 326-20, første og andet afsnit, i code des assurances (forsikringsloven) fastsætter:
»Med forbehold af bestemmelserne i artikel L. 326-21 – L. 326-29 har saneringsforanstaltningerne i artikel L. 323-8 og de afgørelser om indledning af en likvidation, der træffes af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end Frankrig over for et forsikringsselskab med hjemsted på denne medlemsstats område, fuld retsvirkning på Den Franske Republiks område uden yderligere formaliteter, herunder over for tredjemand, så snart de har retsvirkning i denne stat. Disse bestemmelser finder ligeledes anvendelse, når saneringsforanstaltninger eller afgørelser om indledning af en likvidation træffes over for en filial af et forsikringsselskab, der har hjemsted uden for Den Europæiske Union.
Det samme gælder for afgørelser, der træffes i en anden medlemsstat end Frankrig i forbindelse med frivillig likvidation af et forsikringsselskab, der indebærer administrativ eller retslig indgriben.«
15 Den nævnte lovs artikel L. 326-28 er affattet på følgende måde:
»Virkningerne af en saneringsforanstaltning eller indledning af en likvidation for en i Frankrig verserende retssag om et aktiv eller en rettighed, som forsikringsselskabet er frataget rådigheden over, afgøres udelukkende efter bestemmelserne i lov om civil retspleje.«
Lov om civil retspleje
16 Artikel 369 i lov om civil retspleje bestemmer:
»Retssagen afbrydes af:
[…]
– virkningen af den retsafgørelse, hvorved der træffes afgørelse om beskyttelse, retslig rekonstruktion eller retslig likvidation i sager, hvor afgørelsen indebærer, at skyldneren bistås eller mister rådigheden over sine aktiver
[…]«
17 Lovens artikel 371 er sålydende:
»Retssagen afbrydes under ingen omstændigheder, såfremt begivenheden indtræffer eller meddeles efter indledningen af retsforhandlingerne.«
18 Den nævnte lovs artikel 372 fastsætter:
»Handlinger, der er foretaget, og retsafgørelser – selv retskraftige – der er opnået efter afbrydelsen af retssagen, anses for at være ugyldige, medmindre de udtrykkeligt eller stiltiende bekræftes af den part, til fordel for hvem afbrydelsen er fastsat.«
Handelsloven
19 Artikel L. 622-22, første afsnit, i code de commerce (handelsloven) har følgende ordlyd:
»Med forbehold af bestemmelserne i artikel L. 625-3 afbrydes verserende retssager, indtil den retsforfølgende kreditor har foretaget anmeldelsen af sin fordring. De genoptages derefter uden videre foranstaltning, efter at den udpegede repræsentant for kreditorerne og eventuelt administrator […] er behørigt indkaldt, men tager udelukkende sigte på at konstatere fordringernes eksistens og at fastsætte deres beløb.«
20 Lovens artikel L. 641-3, første afsnit, bestemmer:
»Den retsafgørelse, hvorved den retslige likvidation indledes, har de samme virkninger som dem, der i tilfælde af beskyttelse er fastsat under I, første og tredje afsnit, og under III i artikel L. 622-7, i artikel L. 622-21 og L. 622-22, i første punktum i artikel L. 622-28 og i artikel L. 622-30.«
21 Nævnte lovs artikel R. 622-20, første afsnit, fastsætter:
»En retssag, der er blevet afbrudt i henhold til artikel L. 622-22, genoptages på initiativ af den sagsøgende kreditor, så snart den pågældende for den ret, for hvilken retssagen verserer, har fremlagt en kopi af anmeldelsen af sin fordring eller ethvert andet bevismiddel, der dokumenterer, at vedkommendes fordring er opført i den fortegnelse, som er fastsat i artikel L. 624-1, ledsaget af den udpegede kreditorrepræsentants forslag, og har inddraget sidstnævnte i retssagen og i givet fald administrator, når denne har til opgave at bistå skyldneren.«
22 Lovens artikel R. 641-23 bestemmer:
»Artikel R. 622-19 og R. 622-20 finder anvendelse på den retslige likvidationsprocedure.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
23 Den 1. juli 2011 undertegnede Paget med virkning fra denne dato og gennem Depeyre, som er en forsikringsmægler, en »industriel multirisiko«-forsikringspolice med angivelsen »Selskab: Alpha Insurance«.
24 Den 20. maj 2012 blev to af Pagets driftssteder ramt af haglbyger. Den følgende dag sendte Paget en skadesanmeldelse til Depeyre.
25 Der blev iværksat en forligsmæssig ekspertundersøgelse med henblik på at vurdere den materielle skade som følge af forsikringsbegivenheden.
26 Ved skrivelse af 7. januar 2013 meddelte Depeyre Paget, at sidstnævntes forsikringstegning var blevet forvaltet af det belgiske selskab Albic, og at dets forsikringsgivere fra og med den 1. januar 2012 havde været det britiske selskab United og det rumænske selskab Euroins, men at disse selskaber med virkning fra den 1. januar 2013 havde tilbagekaldt deres fuldmagt til Albic.
27 Paget anlagde erstatningssøgsmål mod Depeyre, der derefter adciterede det danske selskab Alpha Insurance, som forsikringsmægleren havde udpeget som den egentlige forsikringsgiver på tidspunktet for forsikringsbegivenheden. Paget nedlagde for cour d’appel de Besançon (appeldomstolen i Besançon, Frankrig) påstand om, at Depeyre og Alpha Insurance in solidum skulle tilpligtes at betale selskabet et beløb på 335 080,79 EUR i erstatning for den af selskabet lidte økonomiske skade.
28 I retsmødet den 16. oktober 2018 oplyste repræsentanten for Alpha Insurance den nævnte appeldomstol om, at Sø- og Handelsretten i København (Danmark) havde erklæret virksomheden konkurs med virkning fra den 8. maj 2018, og fremlagde den tilhørende dom efter optagelsen til dom. Den nævnte repræsentant nedlagde bl.a. påstand om, at det blev fastslået, at indledningen af den danske kollektive bobehandling automatisk havde medført en afbrydelse af retssagen.
29 Ved dom af 20. november 2018 blev Alpha Insurance af cour d’appel de Besançon (appeldomstolen i Besançon) bl.a. dømt til med henblik på opfyldelsen af forsikringsaftalen at betale Paget et bestemt beløb for den økonomiske skade som følge af forsikringsbegivenheden af 20. maj 2012.
30 I denne henseende lagde Cour d’appel de Besançon (appeldomstolen i Besançon) til grund, at Alpha Insurance ikke havde godtgjort, at den danske konkursbehandling havde de samme virkninger for fortsættelsen af retssagen og for spørgsmålet om, hvorvidt de over for selskabet nedlagte påstande kunne antages til realitetsbehandling, som virkningerne af en konkursbehandling i henhold til fransk ret, hvorfor den danske konkursbehandling derfor fortsat var retsforhandlingerne uvedkommende.
31 Paget og Alpha Insurance har iværksat kassationsappel til prøvelse af dommen fra cour d’appel de Besançon (appeldomstolen i Besançon).
32 Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) er af den opfattelse, at behandlingen af appelsagen kræver en fastlæggelse af, hvilken lov der regulerer de virkninger, som den over for Alpha Insurance i Danmark afsagte konkurs har for den retssag, der verserer for de franske domstole, men har understreget, at svaret på dette spørgsmål ikke er indlysende.
33 På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 292 i [direktiv 2009/138] fortolkes således, at en verserende retssag, der er anlagt ved en ret i en medlemsstat af en kreditor til en skadesforsikringserstatning med henblik på at få denne erstatning udbetalt af et forsikringsselskab, som er undergivet en likvidationsprocedure, der er indledt i en anden medlemsstat, vedrører et aktiv eller en rettighed i massen i denne bestemmelses forstand?
2) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, da regulere alle virkninger af likvidationen for denne retssag?
Skal den navnlig anvendes, for så vidt som den
– foreskriver, at indledning af en likvidation medfører, at den verserende retssag afbrydes
– gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditor anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen, og
– forbyder, at der afsiges dom til betaling af en erstatning, idet erstatningen [nu] kun kan gøres til genstand for en konstatering af, at fordringen herpå består, og fastsættelse af dens størrelse?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
34 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 292 i direktiv 2009/138 skal fortolkes således, at det i denne artikel omhandlede begreb »en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen« omfatter en verserende retssag, hvis genstand er et forsikringserstatningskrav for skade lidt i en medlemsstat, som en forsikringstager har fremsat over for et forsikringsselskab, der er under likvidation i en anden medlemsstat.
35 Indledningsvis skal det bemærkes, at direktiv 2009/138, således som det fremgår af 117. og 123. betragtning hertil, bl.a. er baseret på behovet for ensartethed og universalitet og opstiller princippet om gensidig anerkendelse af forsikringsselskabers saneringsforanstaltninger og likvidation samt af virkningerne heraf.
36 Det fremgår således af direktivets artikel 273, stk. 2, at en afgørelse om indledning af likvidation af et forsikringsselskab, som er vedtaget i overensstemmelse med hjemlandets lovgivning, uden videre anerkendes i hele Unionen og får retsvirkning dér, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indledes.
37 Artikel 274 i direktiv 2009/138 fastsætter i stk. 1, at afgørelsen om at indlede likvidation af et forsikringsselskab, likvidationsbehandlingen og dennes retsvirkninger i princippet er underlagt hjemlandets lovgivning, og præciserer i stk. 2, litra e), at denne lovgivning bl.a. fastlægger likvidationens følger for søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, hvilke følger også er omfattet af princippet om gensidig anerkendelse (jf. i denne retning dom af 12.11.2020, Bulstrad Vienna Insurance Group, C-427/19, EU:C:2020:914, præmis 39).
38 Det følger af disse bestemmelser, at lex concursus principielt regulerer forsikringsselskabers saneringsforanstaltninger og likvidation samt virkningerne heraf.
39 Artikel 274, stk. 1, i direktiv 2009/138 opregner imidlertid en række bestemmelser, som udgør undtagelser til anvendelsen af lex concursus, herunder den bestemmelse, der er omhandlet i stk. 2, litra e), i nævnte artikel 274, og som er angivet i direktivets artikel 292, hvorefter »[v]irkningerne af en saneringsforanstaltning eller en likvidation for en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen, [udelukkende afgøres] efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer«.
40 Det følger af ordlyden af nævnte artikel 292, at tre kumulative betingelser skal være opfyldt, for at den heri fastsatte undtagelse til anvendelsen af lex concursus kan finde anvendelse.
41 For det første skal der være tale om saneringsforanstaltninger eller en likvidation som omhandlet i henholdsvis artikel 268, stk. 1, litra c) og d), i direktiv 2009/138.
42 I denne henseende tager begrebet »likvidation« – således som det er defineret i nævnte direktivs artikel 268, stk. 1, litra d) – sigte på en kollektiv procedure, der medfører, at et forsikringsselskabs aktiver realiseres, og at provenuet heraf i givet fald udloddes blandt kreditorerne, selskabsdeltagerne eller medlemmerne, og som nødvendigvis indebærer en eller anden form for indgriben fra de kompetente myndigheder, hvilket i overensstemmelse med direktivets artikel 268, stk. 1, litra a), vil sige de administrative eller retslige myndigheder i medlemsstaterne, som bl.a. er kompetente med hensyn til saneringsforanstaltninger eller likvidation (jf. i denne retning dom af 12.11.2020, Bulstrad Vienna Insurance Group, C-427/19, EU:C:2020:914, præmis 29).
43 I det foreliggende tilfælde synes denne første betingelse i artikel 292 i direktiv 2009/138 at være opfyldt i hovedsagen, eftersom det fremgår af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at der i Kongeriget Danmark blev indledt likvidation af Alpha Insurance, og at sidstnævnte blev erklæret konkurs med virkning fra den 8. maj 2018. Denne omstændighed følger ligeledes af den i overensstemmelse med direktivets artikel 280 foretagne offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2018, C 196, s. 28).
44 For det andet forudsætter anvendelsen af artikel 292 i direktiv 2009/138, at der foreligger »en verserende retssag«.
45 I denne henseende skal det bemærkes, at selv om verserende retssager som omhandlet i nævnte artikel 292 er omfattet af de søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt, idet artikel 274, stk. 2, litra e), i direktiv 2009/138 præciserer, at likvidationens følger for disse søgsmål principielt fastlægges af lex concursus bortset fra sådanne verserende retssager, adskiller de sidstnævnte sig fra individuel tvangsfuldbyrdelse som følge af verserende retssager, således som det fremgår af 130. betragtning til dette direktiv.
46 Det følger heraf, at »verserende retssager« som omhandlet i artikel 292 i direktiv 2009/138 vedrører de søgsmål, der er begrænset til fastlæggelsen af rettighederne og forpligtelserne for det forsikringsselskab, som er under likvidation, uden at indebære en opfyldelse heraf, dvs. at søgsmål, som enkeltstående kreditorer har indledt ved hjælp af tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, er udelukket.
47 Denne fortolkning stemmer overens med den af Domstolen anlagte fortolkning af det identiske begreb »en verserende retssag«, som er indeholdt i artikel 15 i forordning nr. 1346/2000 og i artikel 32 i direktiv 2001/24. Domstolen har nemlig fastslået, at det kun er behandlingen af sagens realitet, der er omfattet af udtrykket »verserende retssag« og derfor af den undtagelse til lex concursus, som er fastsat i disse to artikler, hvorved individuelle tvangsfuldbyrdelser er udelukket (jf. i denne retning henholdsvis dom af 6.6.2018, Tarragó da Silveira, C-250/17, EU:C:2018:398, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
48 Hvad angår hovedsagen synes denne betingelse ligeledes at være opfyldt. Det fremgår nemlig af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den sag, der verserer for de franske civile domstole, udelukkende vedrører et erstatningskrav, som en forsikret har fremsat over for sin forsikringsgiver, idet sidstnævnte var blevet sat under likvidation af de danske myndigheder på et tidspunkt, hvor hovedsagen verserede.
49 For det tredje skal den verserende retssag ifølge selve ordlyden af artikel 292 i direktiv 2009/138 vedrøre »et aktiv eller en rettighed i massen«.
50 Hvad angår rækkevidden af dette udtryk skal det, således som den franske regering og Europa-Kommissionen har anført, bemærkes, at de forskellige sprogversioner af artikel 292 i direktiv 2009/138 ikke er entydige.
51 Mens visse af disse sprogversioner nemlig antyder, at den verserende retssag skal vedrøre »et aktiv eller en rettighed«, såsom den franske sprogversion (»un actif ou un droit«), eller »et gode«, såsom den spanske (»a un bien«) eller den italienske sprogversion (»a un bene«), er andre versioner affattet mere bredt. Den portugisiske sprogversion (»bens o direitos«) omhandler således flere goder eller rettigheder, den finske (»omaisuuta«) nævner den pågældende enheds ejendom eller formue og den danske (»[et aktiv] eller en rettighed i massen«) og den tyske (»einen Vermögensgegenstand oder ein Recht der Masse«) henviser til ethvert element, der har en formueværdi, eller enhver rettighed, som er omfattet af likvidationsmassen i forsikringsselskabet.
52 Når der foreligger sådanne forskelle med hensyn til ordlyden af artikel 292 i direktiv 2009/138, skal denne bestemmelse fortolkes under hensyntagen til bl.a. den sammenhæng, hvori den lovgivning, som denne bestemmelse udgør en del af, indgår, og til denne lovgivnings formål (jf. i denne retning dom af 9.9.2020, TMD Friction og TMD Friction EsCo, C-674/18 og C-675/18, EU:C:2020:682, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
53 Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 292 i direktiv 2009/138 indgår, skal det fastslås, at de aktiver eller rettigheder, der er tale om, er dem, som forsikringsselskabet fratages rådigheden over som følge af indledningen af likvidationen. I overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 273, stk. 2, anerkendes enhver afgørelse om indledning af en sådan likvidation i alle de øvrige medlemsstater, så snart den får retsvirkning i den medlemsstat, hvor likvidationen indledes. Det følger heraf, at begreberne »et aktiv«, »et gode« eller »en rettighed i massen« ikke kun henviser til et bestemt aktiv eller gode i eller en bestemt rettighed for forsikringsselskabet, men snarere selskabets formueaktiver, såvel aktiver som passiver, der er genstand for likvidationen. Denne fortolkning understøttes i øvrigt af 124. betragtning til det nævnte direktiv, hvorefter alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.
54 Hvad angår formålet med direktiv 2009/138 fremgår det af 130. betragtning hertil, at den i nævnte direktivs artikel 292 indførte undtagelse til anvendelsen af lex concursus på likvidationens virkninger har til formål at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i andre medlemsstater end hjemlandet. Sådanne formål ville imidlertid ikke blive opfyldt fuldt ud, såfremt samtlige de af forsikringsselskabets formueværdier, der er genstand for likvidationen, og som selskabet er frataget rådigheden over, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for nævnte artikel 292.
55 Denne løsning er i øvrigt fuldt ud i overensstemmelse med den løsning, der følger af dom af 29. april 2021, Banco de Portugal m.fl. (C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 43), hvori Domstolen fastslog, at det i artikel 32 i direktiv 2001/24 indeholdte udtryk »et aktiv eller en rettighed i massen« skal finde anvendelse på en verserende retssag vedrørende et eller flere af det pågældende kreditinstituts formueværdier på både aktiv- og passivsiden, som dette institut er blevet frataget rådigheden over.
56 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det – ligesom de berørte parter, der har deltaget i retsforhandlingerne for Domstolen, har anført – fastslås, at den erstatning for skader lidt i forbindelse med en forsikringsbegivenhed, som en forsikringstager har fremsat krav om over for sin forsikringsgiver, der er sat under likvidation i den verserende retssag, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 292 i direktiv 2009/138.
57 Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 292 i direktiv 2009/38 skal fortolkes således, at det i denne artikel omhandlede begreb »en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen« omfatter en verserende retssag, hvis genstand er et forsikringserstatningskrav for skade lidt i en medlemsstat, som en forsikringstager har fremsat over for et forsikringsselskab, der er under likvidation i en anden medlemsstat.
Det andet spørgsmål
58 Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 292 i direktiv 2009/138 skal fortolkes således, at loven i den medlemsstat, hvor retssagen verserer – således som dette udtryk er anvendt i denne artikel – har til formål at regulere alle virkningerne af likvidationen for denne retssag. Navnlig ønsker den forelæggende ret oplyst, om bestemmelserne i lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, skal anvendes, når de for det første fastsætter, at indledning af en sådan likvidation medfører afbrydelse af retssagen, for det andet gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditoren anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen, og for det tredje forbyder, at der afsiges dom til betaling af en erstatning, idet erstatningen nu kun kan gøres til genstand for en konstatering af, at fordringen herpå består, og fastsættelse af dens størrelse.
59 Det fremgår af ordlyden af artikel 292 i direktiv 2009/138, sammenholdt med 130. betragtning til dette direktiv, at likvidationens virkninger for en verserende retssag udelukkende afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne retssag verserer.
60 Det følger heraf, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at begrænse anvendelsen af nævnte artikel 292 til en likvidations processuelle virkninger alene.
61 Følgelig afgøres både de formelle og materielle virkninger af en likvidation for en verserende retssag som omhandlet i artikel 292 i direktiv 2009/138 udelukkende efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne retssag verserer (jf. analogt dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 49).
62 Som den franske regering og Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg, begrænses anvendelsen af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne retssag verserer, ganske vist af den principielle anvendelse af lex concursus, således som den følger af bestemmelserne i artikel 274, stk. 2, i direktiv 2009/138.
63 Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse heraf fremgår det imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde, at de tre rækker af bestemmelser i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor retssagen verserer, således som disse er gengivet af den nævnte ret og sammenfattet i nærværende doms præmis 58, griber ind i den i artikel 274, stk. 2, i direktiv 2009/138 fastsatte anvendelse af lex concursus.
64 Hvad for det første angår en bestemmelse i national ret – såsom artikel 369 i lov om civil retspleje – der fastsætter, at den verserende retssag bl.a. afbrydes af den virkning af en retsafgørelse, som følger af indledningen af en likvidation af et forsikringsselskab i en anden medlemsstat – synes en sådan bestemmelse nemlig at vedrøre de til en sådan indledning knyttede processuelle virkninger for den nævnte retssag, og den er derfor omfattet af anvendelsesområdet for den lov, der finder anvendelse i henhold til artikel 292 i direktiv 2009/138.
65 For det andet gælder det samme principielt for en bestemmelse i lovgivningen i den medlemsstat, hvor retssagen verserer – såsom artikel R. 622-20 i code de commerce (handelsloven), der finder anvendelse på retslige likvidationsprocedurer i medfør af lovens artikel R. 641-23 – som gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditor anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse heraf synes en sådan bestemmelse nemlig at regulere de processuelle følger, som begivenheder, der er indtrådt inden for rammerne af en likvidation indledt i en anden medlemsstat, har for en verserende retssag, uden at dette navnlig berører forsikringsselskabets og likvidators respektive beføjelser, som i henhold til artikel 274, stk. 2, litra b), i direktiv 2009/138 fastlægges af hjemlandets lovgivning.
66 Hvad for det tredje angår en bestemmelse i national ret, såsom artikel L. 622-22 i code de commerce (handelsloven), der finder anvendelse på en retslig likvidationsprocedure i medfør af nævnte lovs artikel L. 641-3, og hvorefter det ved genoptagelsen af en verserende retssag, der er blevet afbrudt tidligere, forholder sig således, at genstanden for denne retssag nu kun kan vedrøre fastlæggelsen af fordringernes beståen og fastsættelsen af deres størrelse, skal det bemærkes, at ingen bestemmelse i direktiv 2009/138 synes at være til hinder for en sådan begrænsning af genstanden for den verserende retssag. Navnlig synes de virkninger, som en sådan national lovregel har for den verserende retssag, kun at bekræfte de kompetencer, som er forbeholdt hjemlandets lovgivning, herunder den i direktivets artikel 274, stk. 2, litra g) og h), omhandlede kompetence til at fastlægge henholdsvis reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer og bl.a. reglerne for udlodning af provenuet ved realisation af aktiverne og rangordenen, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
67 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 292 i direktiv 2009/138 skal fortolkes således, at loven i den medlemsstat, hvor retssagen verserer – således som dette udtryk er anvendt i denne artikel – har til formål at regulere alle virkningerne af likvidationen for denne retssag. Navnlig skal de bestemmelser i denne medlemsstats lovgivning, der for det første fastsætter, at indledning af en sådan likvidation medfører afbrydelse af den verserende retssag, for det andet gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditoren anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen, og for det tredje forbyder, at der afsiges dom til betaling af en erstatning, idet erstatningen nu kun kan gøres til genstand for en konstatering af, at fordringen herpå består, og fastsættelse af dens størrelse, finde anvendelse, for så vidt som sådanne bestemmelser principielt ikke griber ind i de kompetencer, som er forbeholdt hjemlandets lovgivning i henhold til det nævnte direktivs artikel 274, stk. 2.
Sagsomkostninger
68 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
1) Artikel 292 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) skal fortolkes således, at det i denne artikel omhandlede begreb »en verserende retssag om et aktiv eller en rettighed i massen« omfatter en verserende retssag, hvis genstand er et forsikringserstatningskrav for skade lidt i en medlemsstat, som en forsikringstager har fremsat over for et forsikringsselskab, der er under likvidation i en anden medlemsstat.
2) Artikel 292 i direktiv 2009/138 skal fortolkes således, at loven i den medlemsstat, hvor retssagen verserer – således som dette udtryk er anvendt i denne artikel – har til formål at regulere alle virkningerne af likvidationen for denne retssag. Navnlig skal de bestemmelser i denne medlemsstats lovgivning, der for det første fastsætter, at indledning af en sådan likvidation medfører afbrydelse af den verserende retssag, for det andet gør genoptagelse af retssagen betinget af, at kreditoren anmelder sin fordring på forsikringserstatning i forsikringsselskabets bo, og at de organer, som det påhviler at gennemføre likvidationen, inddrages i retssagen, og for det tredje forbyder, at der afsiges dom til betaling af en erstatning, idet erstatningen nu kun kan gøres til genstand for en konstatering af, at fordringen herpå består, og fastsættelse af dens størrelse, finde anvendelse, for så vidt som sådanne bestemmelser principielt ikke griber ind i de kompetencer, som er forbeholdt hjemlandets lovgivning i henhold til det nævnte direktivs artikel 274, stk. 2.
Underskrifter