Language of document : ECLI:EU:T:2014:852

Sag T-39/13

Cezar Przedsiębiorstwo Produkcyjne Dariusz Bogdan Niewiński

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver en indsats – tidligere design – nyhed – individuel karakter – synlige elementer af komponenten af et sammensat produkt – vurdering af et tidligere design – artikel 3, 4, 5 og 6 samt artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 3. oktober 2014

1.      EF-design – betingelser for beskyttelse – design, som udgør en komponent af et sammensat produkt – komponent skal fortsat være synlig under normal brug af produktet, for at designet anses for at være nyt og have individuel karakter

[Rådets forordning nr. 6/2002, 12. betragtning og art. 4, stk. 2, litra a)]

2.      EF-design – betingelser for beskyttelse – design, som udgør en komponent af et sammensat produkt – komponent skal fortsat være synlig under normal brug af produktet, for at designet anses for at være nyt og have individuel karakter – umuligt at foretage bedømmelse af betingelserne ved hjælp af en sammenligning med et tidligere design, der som en komponent i et sammensat produkt ikke er synligt

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 4, stk. 2, litra a)]

1.      I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning nr. 6/2002 om EF-design anses et design, som udgør en komponent af et sammensat produkt, kun for at være nyt og have individuel karakter, hvis komponenten efter at være blevet inkorporeret i det sammensatte produkt fortsat er synlig under normal brug af dette produkt.

Synlighed er et væsentligt krav for beskyttelsen af EF-design. Det fremgår nemlig af 12. betragtning til forordning nr. 6/2002, at beskyttelsen ikke bør udvides til at omfatte komponenter, der ikke er synlige under normal brug af et produkt, eller elementer af en komponent, der ikke er synlige, når komponenten er monteret.

(jf. præmis 36 og 40)

2.      For så vidt som et design, der udgør en komponent af et sammensat produkt, som ikke er synlig under normal brug af dette sammensatte produkt, ikke kan beskyttes i medfør af artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning 6/2002 om EF-design, skal det analogt lægges til grund, at et EF-designs nyhed og individuelle karakter ikke kan vurderes ved en sammenligning med et tidligere design, der som en komponent i et sammensat produkt ikke er synligt under normal brug af dette. Kravet om synlighed, således som det fremgår af 12. betragtning til forordning nr. 6/2002, finder derfor anvendelse på det tidligere design.

(jf. præmis 51 og 52)