FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. RICHARD DE LA TOUR
fremsat den 11. januar 2024 (1)
Sag C-20/23
SF
mod
MV,
Instituto da Segurança Social IP,
Autoridade Tributária e Aduaneira,
Cofidis SA – Sucursal em Portugal,
procesdeltager:
José da Costa Araújo, i sin egenskab af kurator
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – direktiv (EU) 2019/1023 – insolvensbehandling – ansøgning om gældssanering – udelukkelse af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring – krav om begrundelse«
I. Indledning
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (2) samt artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3).
2. Denne anmodning er blevet fremsat som led i en tvist mellem SF, en fysisk person, der er blevet erklæret insolvent (herefter »skyldneren«), og bl.a. Instituto da Segurança Social IP (institut for social sikring, IP, Portugal) og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte-, afgifts- og toldmyndighed, Portugal) angående en ansøgning om gældssanering indgivet af SF under insolvensbehandlingen af ham.
3. På Domstolens anmodning vil jeg i min bedømmelse fokusere på spørgsmålet om muligheden for, at medlemsstaterne kan udelukke skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra fuld gældssanering, dvs. det andet præjudicielle spørgsmål.
4. Jeg vil foreslå Domstolen, at den fastslår, at medlemsstaterne kan udelukke skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra fuld gældssanering som omhandlet i artikel 20 i direktiv 2019/1023 på grundlag af direktivets artikel 23, stk. 4, forudsat at det er behørigt begrundet, og at denne begrundelse kan findes andre steder i national ret end i den lovgivning, hvorved nævnte direktiv blev gennemført.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Artikel 23 i direktiv 2019/1023 med overskriften »Undtagelser« bestemmer følgende i stk. 4:
»Medlemsstaterne kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er behørigt begrundet, såsom i tilfælde af:
a) sikret gæld
b) gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner
c) gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold
d) gæld vedrørende underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-barn-forhold, ægteskab eller svogerskab
e) gæld stiftet efter ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, og
f) gæld som følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til gældssanering.«
B. Portugisisk ret
1. CIRE
6. Muligheden for at få adgang til gældssanering i forbindelse med en insolvensbehandling af fysiske personer blev indført i den portugisiske retsorden i 2004 ved Decreto-Lei n.o 53/2004 (lovdekret nr. 53/2004) (4) af 18. marts 2004, hvormed Código da Insolvência e da Recuperação de Empresas (lov om insolvens og genoprettelse af virksomheder, herefter »CIRE«) blev vedtaget.
7. CIRE’s artikel 235, der opstiller det generelle princip for gældssanering, er affattet således:
»Skyldneren kan, hvis denne er en fysisk person, få eftergivet de insolvensfordringer, som ikke er blevet fuldt ud fyldestgjort under insolvensbehandlingen eller inden for tre år efter denne behandlings afslutning, på de betingelser, der er opstillet i dette kapitel.«
8. Hvad specifikt angår gældssanering bestemmer CIRE’s artikel 245, stk. 2, litra d), i den udgave, der følger af Decreto-Lei n.o 84/2019 (lovdekret nr. 84/2019) (5) af 28. juni 2019, der fastsætter reglerne for gennemførelse af statsbudgettet for 2019, at gældssanering ikke omfatter »skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring«.
9. I 2022 medførte Lei n.o 9/2022 (lov nr. 9/2022) (6) af 11. januar 2022, hvorved direktiv 2019/1023 blev gennemført, ingen ændring af listen over de gældskategorier, der er udelukket fra gældssanering, navnlig de kategorier, der omfatter skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring. Denne lov indeholdt ingen begrundelse for denne udelukkelse.
2. LGT
10. Retsgrundlaget for de portugisiske retsforskrifter om skatteansættelse er Decreto-Lei n.o 398/98 (lovdekret nr. 398/98) (7) af 17. december 1998, hvorved godkendtes Lei Geral Tributária (den almindelige skatte- og afgiftslov, herefter »LGT«), der opstiller og definerer de generelle principper i portugisisk skatteret samt skatteforvaltningens beføjelser og skatteydernes garantier.
11. LGT’s artikel 5, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Beskatning har til formål at opfylde statens og andre offentlige enheders finansielle behov og at fremme social retfærdighed, lige muligheder og de nødvendige korrektioner af ulighed i fordelingen af velstand og indtægter.
2. Beskatningen skal overholde principperne om almengyldighed, lighed, lovlighed og materiel retfærdighed.«
12. LGT’s artikel 30, stk. 2 og 3, er affattet således:
»2. Skattegæld er ikke tilgængelig, og betingelserne for nedsættelse eller eftergivelse af den kan kun fastsættes under overholdelse af princippet om lighed og skatte- og afgiftsreglerne.
3. Bestemmelserne i det foregående stykke har forrang frem for enhver særlovgivning.«
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
13. Ved dom af 18. juni 2018, der har fået retskraft, blev skyldneren erklæret insolvent.
14. Den 23. januar 2019 efterkom retten i første instans foreløbigt skyldnerens ansøgning om eftergivelse af misligholdt gæld.
15. Den 29. juli 2022 fremlagde formueforvalteren en endelig redegørelse, hvorefter skyldneren skulle bevilges eftergivelse af gæld.
16. Den 3. oktober 2022 blev skyldneren i medfør af CIRE’s artikel 245, stk. 2, bevilget eftergivelse af den resterende gæld med undtagelse af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring.
17. Skyldneren iværksatte appel af denne afgørelse ved Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto). Han gjorde til støtte for sin appel gældende, at CIRE’s artikel 245, stk. 2, ikke er i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023, eftersom udelukkelsen af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring i strid med denne bestemmelse ikke er »behørigt begrundet«.
18. Den forelæggende ret har konstateret, at lov nr. 9/2022, hvorved direktiv 2019/1023 blev gennemført i national ret, ikke indeholder nogen begrundelse for udelukkelsen af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, og at en sådan begrundelse heller ikke fandtes i lovforslaget. Den forelæggende ret har anført, at den nærer i tvivl om foreneligheden af CIRE’s artikel 245, stk. 2, med dette direktiv, men derudover også om, hvorvidt udelukkelsen i denne bestemmelse udgør en hindring for de mål, der forfølges med nævnte direktiv, med EUF-traktaten og med EU-rettens effektive virkning.
19. Under disse omstændigheder har Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 23, stk. 4, i direktiv [2019/1023] fortolkes således, at en udelukkelse af andre gældskategorier (som adskiller sig fra dem, der er opregnet i litraerne i dette stykke) kun er tilladt, når denne udelukkelse er »behørigt begrundet«?
2) Skal muligheden for, at medlemsstaterne udelukker bestemte gældskategorier fra gældssanering (når en sådan udelukkelse er behørigt begrundet, som fastsat i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023), fortolkes således, at medlemsstaterne kan udelukke skattegæld (som ikke er nævnt i denne artikel), og således stille sig selv i en fordelagtig situation?
3) Såfremt disse præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal denne begrundelse i EU-rettens forstand da opfylde for at overholde EU-rettens generelle principper og de grundlæggende rettigheder, som EU-lovgiver og [den] nationale [lovgiver] er underlagt (»forbud mod forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet« (artikel 18 TEUF), »frihed til at oprette og drive egen virksomhed« ([chartrets] artikel 16) og de grundlæggende økonomiske friheder på det indre marked)?
4) Såfremt dette præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, omfatter definitionerne (i henhold til EU-retten og med henblik på fortolkningen af [...] direktiv [2019/1023]) af begreberne »gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner« og »gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold« da også skattegæld, således som det er fastsat i den nationale retsakt til gennemførelse af [dette] direktiv [...] (lov [nr. 9/202])?«
20. Skyldneren, institut for social sikring, den portugisiske og den spanske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag.
IV. Bedømmelse
21. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om medlemsstaternes mulighed for at udelukke visse gældskategorier fra gældssanering, navnlig skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, bevirker, at de stiller sig selv i en fordelagtig situation.
22. Såvel Kommissionen som den portugisiske og den spanske regering har i deres indlæg erkendt, at den liste, der er indeholdt i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023, ikke er udtømmende, eftersom den bestemmer, at særlige gældskategorier, navnlig de seks kategorier, der er opstillet i dette stykke, kan udelukkes fra gældssanering.
23. Den oprindelige affattelse af denne artikel på spansk, hvoraf det fremgik, at medlemsstaterne kunne »udelukke gældssanering i særlige kategorier [...] i tilfælde af« (8) har kunnet give anledning til tvivl. Denne affattelse er dog blevet erstattet af »såsom i tilfælde af« (9) i en berigtigelse til dette direktiv (10), hvormed den spanske ordlyd blev bragt på linje med de andre sprogversioner.
24. Dermed hersker der ikke længere tvivl: Brugen af ordene »[m]edlemsstaterne kan udelukke [...] fra gældssanering« og ordet »såsom« betyder, at listen i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023 ganske rigtigt udgør en ikkeudtømmende liste over de gældskategorier, der kan udelukkes fra gældssanering, som medlemsstaterne kan supplere. Denne bedømmelse understøttes af 81. betragtning til direktivet, sammenholdt med drøftelserne i Rådet (11), hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne skal kunne udelukke andre gældskategorier i behørigt begrundede tilfælde.
25. Mere generelt skal der med hensyn til den skønsmargen, som medlemsstaterne har til at udelukke visse gældskategorier fra muligheden for gældssanering, sondres mellem princippet om udelukkelse af en gældskategori og betingelserne for denne udelukkelse.
26. Hvad angår principiel udelukkelse af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring skal det anføres, at artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023 opstiller seks gældskategorier, som medlemsstaterne kan udelukke fra gældssanering, eller begrænse adgangen til gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode for. Det drejer sig om følgende kategorier: sikret gæld, gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner, gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold, gæld vedrørende underholdspligt, gæld stiftet efter ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, og gæld som følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til gældssanering.
27. Kommissionen har i sit indlæg argumenteret for, at der findes en forbindelse mellem disse forskellige gældskategorier, der berettiger, at medlemsstater, der ønsker at indføre undtagelser fra princippet om fuld gældssanering på grund af den pågældende gælds karakter, ikke indrømmes en fuldstændig skønsmargen.
28. Denne forbindelse ligger således i ønsket om materiel retfærdighed: For det første skal skyldneren ikke kunne undslippe de økonomiske konsekvenser af handlinger, der ikke er knyttet til det almindelige forretningsliv (familiegæld, gæld som følge af strafferetlige sanktioner eller gæld i tilknytning til civilretligt erstatningsansvar). For det andet kan gæld, der er stiftet i forbindelse med proceduren for gældsafskrivning eller senere, ikke gøres til genstand for en gældssanering af hensyn til ønsket om at sikre procedurens effektivitet. For det tredje kan sikret gæld også udelukkes, eftersom sådan gæld netop er sikret med henblik på at undgå konsekvenserne af insolvens.
29. Flere ting taler imidlertid imod denne argumentation.
30. Først og fremmest indeholder artikel 23 i direktiv 2019/1023 bestemmelser om tilpasning af mulighederne for undtagelser fra princippet om fuld gældssanering. Det fremgår af stk. 1, at samtlige medlemsstater skal indføre en udelukkelse af en skyldner, der har handlet uhæderligt eller i ond tro. Derimod fremgår det af stk. 3 og 5, at medlemsstaterne kan fastsætte henholdsvis længere gældssaneringsperioder eller længere udelukkelsesperioder i visse nøje opremsede tilfælde. Stk. 4, der ønskes fortolket, og stk. 2 bestemmer, at medlemsstaterne kan fastsætte undtagelser fra princippet om fuld gældssanering, hvis de er behørigt begrundede, idet denne mulighed illustreres af en ikkeudtømmende liste med eksempler. Proceduren for fuld gældssanering kan således fungere på meget forskellige måder og have meget forskellige anvendelsesområder, afhængigt af de valg, som medlemsstaterne har foretaget. Det kan derfor vanskeligt hævdes, at målet om harmonisering af denne gældssaneringsprocedure berettiger, at udelukkelse af visse særlige gældskategorier principielt ikke kan tillades.
31. Dernæst fremgår det ikke på nogen måde af drøftelserne forud for vedtagelsen af direktiv 2019/1023, at skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring ikke skulle kunne udelukkes fra gældssanering. Det fremgik således klart af forslaget til direktiv vedrørende artikel 22 (nu artikel 23 i det vedtagne direktiv), at medlemsstaterne har »en stor skønsmargen ved fastsættelsen af begrænsninger af bestemmelserne om adgang til gældssanering, forudsat at de pågældende begrænsninger er klart specificeret og nødvendige for beskyttelsen af en almen interesse« (12).
32. Dette ønske om at give medlemsstaterne et tilstrækkeligt skøn blev bekræftet under drøftelserne i Rådet (13). Under forhandlingerne i Rådet blev undtagelserne fra gældssanering i øvrigt tilføjet uden særlige kommentarer (14), og det blev præciseret, at medlemsstaterne kunne udelukke visse typer gæld i henhold til deres nationale ret uden at præcisere arten af disse (15). Ved slutningen af forhandlingerne i Rådet fremsatte Portugal en udtalelse om, dels at der var tilstrækkelig fleksibilitet i teksten til forslaget, til, at medlemsstaterne kunne opretholde eller indføre bestemmelser, der udelukker eller begrænser adgangen til gældssanering af skattegæld, eftersom sådanne foranstaltninger anses for behørigt begrundede på grund af skattegælds særlige karakter, dels at Portugal ønskede at forbeholde sig sin holdning med hensyn til regulering af adgangen til gældssanering, når direktivet skulle gennemføres (16).
33. Økonomi- og Valutaudvalget i Europa-Parlamentet, der er rådgivende udvalg, har foreslået Retsudvalget, der er korresponderende udvalg, en ændring af en betragtning og et stykke om den udtrykkelige mulighed for at udelukke offentligretlige fordringer, i forbindelse med hvilken medlemsstaterne bør tage hensyn til den nødvendige balance mellem almenhedens interesse og fremme af iværksættervirksomhed (17).
34. Endelig er det indlysende, at direktiv 2019/1023 er et direktiv om minimumsharmonisering vedrørende fuld gældssanering, der har til formål at indføre denne form for procedure i samtlige medlemsstater, og ikke at indføre en harmoniseret gældssaneringsprocedure. Forhandlingerne var således for medlemsstaterne en lejlighed til at fremhæve, at denne procedure, uanset om den er ny eller ej afhængigt af medlemsstaterne, bør kunne tilpasses tilstrækkeligt til ikke at gribe ind i de nationale systemer, der fungerer effektivt, eftersom en sådan procedure har tilknytning til andre områder af national ret, og at den økonomiske situation og de retlige strukturer er forskellige medlemsstaterne imellem (18).
35. Hvad derimod angår betingelserne for udelukkelse af en gældskategori bestemmer artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023, at »udelukkelser, begrænsninger eller længere perioder er behørigt begrundet«. Selv om medlemsstaternes skønsmargen ikke er afgrænset for så vidt angår arten af de særlige gældskategorier, der kan udelukkes, er den dog begrænset af den begrundelse, de skal give for denne udelukkelse.
36. Desuden har medlemsstaterne benyttet denne skønsmargen til at udelukke visse gældskategorier ud over dem, der er opført på listen i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023. I Frankrig er gældssanering af navnlig arbejdstagernes tilgodehavender og gæld som følge af søgsmål angående aktiver erhvervet i forbindelse med arv, der er anlagt under proceduren, udelukket (19). I Nederlandene er navnlig fordringer i tilknytning til studielån udelukket (20). I Spanien er navnlig lønkrav og offentligretlige fordringer udelukket (21).
37. Med formuleringen »stille sig selv i en fordelagtig situation« ser den forelæggende ret ud til at være af den opfattelse, at Den Portugisiske Republik, idet den nægter at underlægge sig den samme behandling som andre kreditorer under behandlingen af fuld gældssanering, eftersom den udelukker skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra denne gældssanering, skader ligebehandlingen af kreditorerne. I forbindelse med den kollektive procedure, som proceduren for fuld gældssanering kan sidestilles med på grund af dens virkninger for kreditorerne, søges der imidlertid ikke ligebehandling af alle kreditorerne, men ligebehandling af kreditorer, der befinder sig i en lignende situation. I forbindelse med omstrukturering bestemmer artikel 10, stk. 2, litra b), i direktiv 2019/1023 således, at kreditorer med tilstrækkeligt interessefællesskab i samme klasse behandles lige og på en måde, der står i forhold til deres fordringer. På samme måde fremgår det af 52. betragtning til dette direktiv, at medlemsstaterne som følge af kriteriet om »kreditorernes bedste interesse« kan bestemme, at planen, hvor offentlige institutionelle kreditorer har en privilegeret status i henhold til national ret, ikke kan pålægge disse kreditorer et fuldstændigt eller delvist bortfald af deres fordringer. I 44. betragtning til direktivet påpeges det, at det dels skal sikres, at rettigheder, som i alt væsentligt ligner hinanden, behandles ensartet, og at rekonstruktionsplaner kan vedtages uden urimelig skade for de berørte parters rettigheder, idet de berørte parter bør behandles i særskilte klasser, der modsvarer kriterierne for klasseinddeling i national ret, dels at medlemsstaterne bør kunne behandle typer af kreditorer, der ikke har tilstrækkeligt ensartede interesser, i særskilte klasser, f.eks. skatte- eller socialsikringsmyndigheder.
38. Disse regler er i overensstemmelse med Domstolens praksis om friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved chartrets artikel 16. Den har således fastslået, at selv om forfatningssystemerne i alle medlemsstaterne beskytter ejendomsretten, og selv om der er opstillet tilsvarende garantier for den frie udøvelse af handel, arbejde og andre former for erhvervsmæssig virksomhed, skal de således sikrede rettigheder ikke behandles som absolutte forrettigheder, men tværtimod betragtes i relation til den sociale funktion af de beskyttede retsgoder og aktiviteter. Den tilføjede, at denne slags rettigheder derfor som regel kun beskyttes under forbehold af begrænsninger, der opstilles af hensyn til offentlige interesser (22).
39. Ved at fastsætte bestemmelser om udelukkelse af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring fra proceduren i forbindelse med fuld gældssanering har Den Portugisiske Republik herved ikke som sådan skadet ligebehandlingen af kreditorerne, således som den skal gennemføres på området, og heller ikke friheden til at oprette og drive egen virksomhed.
40. Hvad angår de nærmere bestemmelser om begrundelse for denne udelukkelse har Kommissionen skønnet, at den kan fremgå af en simpel proforma-erklæring, og at den portugisiske lovgiver ikke har fremsendt nogen begrundelse for denne udelukkelse af skattefordringer og fordringer vedrørende social sikring, heller ikke rent formelt.
41. Som allerede anført fremkom Portugal imidlertid med en præcis erklæring under forhandlingerne om direktiv 2019/1023 vedrørende udelukkelse af skattefordringer (23). Desuden har den portugisiske regering i sit indlæg anført, dels at artikel 103, stk. 1, i Constituição da República Portuguesa (den portugisiske forfatning) bestemmer, at skattesystemet har til formål at opfylde statens og andre offentlige enheders finansielle behov og at fordele indtægter og velstand ligeligt, dels at LGT’s artikel 5 og 30 opstiller regler og principper, der begrunder denne udelukkelse med opfyldelse af statens finansielle behov, fremme af social retfærdighed og lige muligheder samt de nødvendige korrektioner af uligheder i fordelingen af velstand og indtægter under hensyntagen til principperne om almengyldighed, lighed, lovlighed og materiel retfærdighed og skattegældens utilgængelighed.
42. Artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023 siger intet om, hvilken form for begrundelse der kræves, men det præciseres i 81. betragtning, at der skal findes en behørigt begrundet årsag i national ret. Efter min opfattelse er det ikke et krav, at begrundelsen findes i den retsakt, hvorved selve direktivet gennemføres, hvis den allerede findes i national lovgivning (forfatning, lov, forordning), eller selv om den er fremkommet under forhandlingerne om nævnte direktiv, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve under hensyntagen til al gældende lovgivning og sammenhængen i denne.
43. Det kan konkluderes, at direktiv 2019/1023 synes at være et direktiv om minimumsharmonisering, der har til formål at indføre en gældssaneringsprocedure i de enkelte medlemsstater, hvis afgrænsning med hensyn til de fordringer, der kan udelukkes fra denne sanering, i vidt omfang overlades til medlemsstaternes skøn, forudsat at udelukkelserne er behørigt begrundet, herunder andre steder end i gennemførelsesretsakten.
44. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg således Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål således, at artikel 23, stk. 4, i direktiv 2019/1023 skal fortolkes således, at listen i denne artikel ikke er udtømmende, og at andre særlige gældskategorier end dem, der optræder på denne liste, kan gøres til genstand for gældssanering, en begrænset gældssanering eller en længere gældssaneringsperiode, forudsat at det er behørigt begrundet i national ret, herunder andre steder end i gennemførelsesretsakten.
V. Forslag til afgørelse
45. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg således Domstolen at besvare de af Tribunal da Relação do Porto (appeldomstolen i Porto, Portugal) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»Artikel 23, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet)
skal fortolkes således, at
den heri opstillede liste ikke er udtømmende, og at andre særlige gældskategorier end dem, der optræder på listen, kan gøres til genstand for gældssanering, en begrænset gældssanering eller en længere gældssaneringsperiode, forudsat at det er behørigt begrundet, herunder andre steder end i gennemførelsesretsakten.«