Sag C-621/21
WS
mod
Intervyuirasjtj organ na Drzjavna agentsija za bezjantsite pri Ministerski svet
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. januar 2024
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – fælles asylpolitik – direktiv 2011/95/EU – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – artikel 2, litra d) – grunde til forfølgelse – »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« – artikel 10, stk. 1, litra d) – forfølgelse – artikel 9, stk. 1 og 2 – sammenhæng mellem grunde til forfølgelse og forfølgelse eller mellem grunde til forfølgelse og manglende beskyttelse mod en sådan forfølgelse – artikel 9, stk. 3 – ikke-statslige aktører – artikel 6, litra c) – betingelser for subsidiær beskyttelse – artikel 2, litra f) – »alvorlig overlast« – artikel 15, litra a) og b) – vurdering af ansøgninger om international beskyttelse med henblik på anerkendelse af flygtningestatus eller tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus – artikel 4 – kønsbestemt vold mod kvinder – vold i hjemmet – trussel om »æresforbrydelse««
1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – frygten for forfølgelse – grunde til forfølgelsen – bedømmelse – begrebet tilhørsforhold til en bestemt social gruppe – kvinder som helhed i samme hjemland eller snævrere grupper af kvinder, der har et yderligere fælles kendetegn, alt efter forholdene i dette land – omfattet
[Art. 78, stk. 1 og 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 2, litra d), art. 4, stk. 3 og 4, og art. 10, stk. 1, litra d)]
(jf. præmis 37, 38, 44, 46, 47 og 49-62 samt domskonkl. 1)
2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – en ansøgers frygt for at blive forfulgt i sit hjemland af ikke-statslige aktører – krav om en sammenhæng mellem grundene til forfølgelse og forfølgelsen – foreligger ikke – betingelse – konstatering af en sammenhæng mellem en grund til forfølgelse og det forhold, at beskyttelsesaktørerne ikke yder beskyttelse mod forfølgelse
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 6, litra c), art. 7, stk. 1, art. 9, stk. 1-3, og art. 10, stk. 1]
(jf. præmis 64-67 og 70 samt domskonkl. 2)
3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse – alvorlig overlast – begreb – reel trussel mod ansøgeren om at blive dræbt eller udsat for voldshandlinger af et familiemedlem eller sit samfund på grund af en formodet overtrædelse af kulturelle, religiøse eller traditionsbundne normer – omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 2, litra g), art. 15, litra a) og b), og art. 18]
(jf. præmis 75-80 og domskonkl. 3)
Resumé
I denne præjudicielle forelæggelsessag præciserede Domstolen (Store Afdeling) indholdet af den grund til forfølgelse, der kan føre til anerkendelse af flygtningestatus, og som vedrører et »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« (1), når ansøgeren om international beskyttelse er en kvinde, der hævder, at hun i tilfælde af en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt eller udsat for voldshandlinger af et medlem af sin familie eller sit samfund som følge af den formodede overtrædelse af kulturelle, religiøse eller traditionsbundne normer.
WS er tyrkisk statsborger af kurdisk oprindelse. Hun ankom lovligt til Bulgarien i juni 2018, hvorefter hun sluttede sig til et familiemedlem i Tyskland, hvor hun indgav en ansøgning om international beskyttelse. Efter en anmodning fra de tyske myndigheder blev WS tilbagetaget af de bulgarske myndigheder med henblik på behandlingen af hendes ansøgning om international beskyttelse i henhold til en afgørelse truffet i februar 2019 af det statslige agentur for flygtninge (2) (herefter »DAB«).
Under afhøringer foretaget i oktober 2019 forklarede WS, at hun var blevet tvangsgift i en alder af 16 år og havde været udsat for vold i hjemmet. WS flygtede fra ægteparrets fælles hjem i september 2016. I 2017 indgik hun et religiøst ægteskab og i maj 2018 fik hun en søn i dette ægteskab. Efter at have forladt Tyrkiet blev hun i september 2018 officielt skilt fra sin første ægtefælle på trods af dennes indsigelser. Hun forklarede, at hun af disse grunde frygtede, at hendes familie ville slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Tyrkiet.
Ved afgørelse truffet i maj 2020 meddelte DAB’s formand afslag på WS’ ansøgning om international beskyttelse, idet denne myndighed for det første fandt, at betingelserne for tildeling af flygtningestatus ikke var opfyldt. De grunde, som WS havde påberåbt sig, bl.a. vold i hjemmet eller dødstrusler mod hende, var således ikke relevante, da de ikke kunne knyttes til nogen af de grunde til forfølgelse, der er omhandlet i lov om asyl og flygtninge, som gennemfører direktiv 2011/95 i bulgarsk ret. Desuden havde WS ikke gjort gældende, at hun blev forfulgt på grund af sit køn.
For det andet blev det afslået at meddele WS subsidiær beskyttelsesstatus. Det blev vurderet, at WS ikke opfyldte betingelserne herfor, dels for så vidt som hverken de officielle myndigheder eller bestemte grupper havde iværksat skridt over for WS, som staten ikke var i stand til at kontrollere. Dels havde WS ikke informeret politiet om de kriminelle angreb, som hun havde været udsat for, hun havde undladt at anmelde dem, og hun havde forladt Tyrkiet lovligt.
WS fik ikke medhold i sagen til prøvelse af afslaget.
I april 2021 indgav WS på grundlag af nye beviser en fornyet ansøgning om international beskyttelse, idet hun påberåbte sig en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, dvs. gruppen af kvinder, der har været udsat for vold i hjemmet, og kvinder, der er potentielle ofre for æresforbrydelser fra ikke-statslige aktørers side, som den tyrkiske stat ikke kan beskytte hende mod. Hun modsatte sig sin tilbagesendelse til Tyrkiet, da hun frygtede at blive offer for en æresforbrydelse eller at blive tvangsgift på ny.
I maj 2021 afviste DAB at genåbne proceduren for tildeling af international beskyttelse, idet det bl.a. var denne myndigheds opfattelse, at WS ikke havde fremlagt væsentlige nye oplysninger vedrørende sin personlige situation eller sit hjemland.
Den forelæggende ret, for hvilken der blev anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse, besluttede at anmode Domstolen om en fortolkning af direktiv 2011/95, idet den opfordrede Domstolen til at præcisere de materielle betingelser for tildeling af international beskyttelse og afklare, hvilken type international beskyttelse der skal tildeles under sådanne omstændigheder.
Domstolens bemærkninger
I første række undersøgte Domstolen, om direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at kvinder som helhed i hjemlandet, alt efter de forhold, der gør sig gældende i dette land, kan anses for at tilhøre »en bestemt social gruppe« som »grund til forfølgelse«, der kan føre til anerkendelse af flygtningestatus, eller om de pågældende kvinder skal have et yderligere fælles kendetegn for at kunne anses for at tilhøre en sådan gruppe.
I denne henseende fremhævede Domstolen indledningsvis, at Istanbulkonventionen (3) fastsætter forpligtelser, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 78, stk. 2, TEUF, som bemyndiger EU-lovgiver til at vedtage foranstaltninger vedrørende et fælles europæisk asylsystem, såsom direktiv 2011/95. For så vidt som denne konvention har en forbindelse til asyl og nonrefoulement, er den således en del af de traktater, i forhold til hvilke direktivet skal fortolkes (4), selv om visse medlemsstater, herunder Republikken Bulgarien, ikke har ratificeret den.
Dernæst bemærkede Domstolen, at det fremgår af artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95, at en gruppe betragtes som en »bestemt social gruppe«, når to kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal medlemmerne af den pågældende gruppe være fælles om mindst et af de tre identificerende træk, der er nævnt i denne bestemmelse (5). For det andet skal denne gruppe have en »særskilt identitet« i hjemlandet.
Hvad angår den første betingelse for identifikation af en »bestemt social gruppe« bemærkede Domstolen, at den omstændighed, at der er tale om en kvinde, udgør et medfødt karakteristisk træk og er derfor tilstrækkelig til at opfylde denne betingelse. Dette udelukker ikke, at kvinder, der deler et yderligere fælles træk, som f.eks. en fælles historie, der ikke kan ændres (6), ligeledes kan tilhøre en sådan kategori i denne bestemmelses forstand.
Hvad angår den anden betingelse for identifikation af en »bestemt social gruppe« konstaterede Domstolen, at kvinder, uanset om de har et yderligere fælles kendetegn eller ej, kan opfattes anderledes af det omgivende samfund og tillægges en særskilt identitet i dette samfund, bl.a. på grund af de sociale, moralske eller retlige normer, der gælder i deres hjemland.
Endelig fastslog Domstolen, at tilhørsforhold til en »bestemt social gruppe« skal fastslås uafhængigt af de forfølgelseshandlinger (7), som medlemmerne af denne gruppe kan være ofre for i hjemlandet. Imidlertid kan forskelsbehandling eller forfølgelse af personer, der deler et fælles kendetegn, udgøre en relevant faktor, når det med henblik på at efterprøve, om den anden betingelse for identifikation af en social gruppe er opfyldt, skal vurderes, om den omhandlede gruppe fremstår som særskilt i henhold til de sociale, moralske eller retlige normer i det pågældende hjemland.
Derfor kan, for det første, kvinder som helhed anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95, når det er fastslået, at de, alt efter de forhold, der gør sig gældende i hjemlandet, på grund af deres køn udsættes for fysisk eller psykisk vold, herunder seksuel vold og vold i hjemmet. For det andet kan snævrere grupper af kvinder, der deler et yderligere fælles kendetegn (8), anses for at tilhøre en social gruppe med en særskilt identitet i deres hjemland, hvis de på grund af dette kendetegn stigmatiseres og udsættes for det omgivende samfunds misbilligelse, hvilket fører til social udstødelse eller til voldshandlinger.
I anden række undersøgte Domstolen, om direktiv 2011/95, når en ansøger gør gældende, at vedkommende frygter at blive forfulgt af ikke-statslige aktører i sit hjemland, kræver, at der fastslås en sammenhæng mellem forfølgelsen og mindst en af de grunde til forfølgelse, der er nævnt i artikel 10, stk. 1, direktiv 2011/95. Domstolen bemærkede, at anerkendelse af flygtningestatus i henhold til dette direktivs artikel 9, stk. 3, sammenholdt med andre bestemmelser (9), forudsætter, at der er en sammenhæng mellem på den ene side de nævnte grunde til forfølgelse og på den anden side enten forfølgelsen (10), eller det forhold, at de »aktører, der yder beskyttelse« (11), ikke beskytter mod sådan forfølgelse begået af »ikke-statslige aktører«. I tilfælde af forfølgelse begået af en ikke-statslig aktør er betingelsen i nævnte artikel 9, stk. 3 (12), således opfyldt, når denne forfølgelse er baseret på en af de grunde til forfølgelse, der er nævnt i direktivets artikel 10, stk. 1, selv om den manglende beskyttelse ikke er baseret på disse grunde. Denne betingelse skal ligeledes anses for opfyldt, når den manglende beskyttelse er baseret på en af de grunde til forfølgelse, der er nævnt i sidstnævnte bestemmelse, selv om den forfølgelse, der begås af en ikke-statslig aktør, ikke er baseret på disse grunde. Når en ansøger gør gældende, at vedkommende frygter at blive forfulgt af ikke-statslige aktører i sit hjemland, er det følgelig ikke nødvendigt at fastslå en sammenhæng mellem en af de grunde til forfølgelse, der er nævnt i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2011/95 og forfølgelsen, hvis en sådan sammenhæng kan fastslås mellem en af disse grunde til forfølgelse og det forhold, at de pågældende beskyttelsesaktører ikke yder beskyttelse (13).
I tredje række fastslog Domstolen, at begrebet »alvorlig overlast« (14), der kan føre til anerkendelse af subsidiær beskyttelsesstatus (15), omfatter en reel trussel mod ansøgeren om at blive dræbt eller udsat for voldshandlinger af et medlem af dennes familie eller samfund på grund af en formodet overtrædelse af kulturelle, religiøse eller traditionsbundne normer. For at nå frem til denne konklusion bemærkede Domstolen, at artikel 15, litra a) og b), i direktiv 2011/95 kvalificerer »dødsstraf eller henrettelse« og »udsættelse af en ansøger for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf i dennes hjemland« som »alvorlig overlast«. Henset til formålet med artikel 15, litra a), i direktiv 2011/95, som er at yde beskyttelse til personer, hvis ret til livet vil være truet, hvis de vender tilbage til deres hjemland, kan ordet »henrettelse« i denne bestemmelse ikke fortolkes således, at det udelukker skade på liv alene med den begrundelse, at den begås af ikke-statslige aktører. Når en kvinde løber en reel risiko for at blive dræbt eller udsat for voldshandlinger af et familiemedlem eller sit samfund på grund af en formodet overtrædelse af kulturelle, religiøse eller traditionsbundne normer, skal en sådan skade på liv derfor kvalificeres som »henrettelse« i denne bestemmelses forstand.