RETTENS DOM (Appelafdelingen)

4. juli 2014

Sag T-644/11 P

Eugène Emile Marie Kimman

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – kontraappel – personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmelsesåret 2009 – regel om overensstemmelse mellem stævningen og klagen – tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 2 – ad hoc-gruppens udtalelse – urigtig gengivelse – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 29. september 2011 i sag F-74/10, Kimman mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af dommen.

Udfald:      Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 29. september 2011 i sag F-74/10, Kimman mod Kommissionen, ophæves, dels for så vidt som det heri fastslås, at det andet anbringende, de første seks led i det tredje anbringende og det fjerde anbringende, med undtagelse af klagepunktet om, at der ikke var blevet taget hensyn til det arbejde, som appellanten havde udført i institutionens interesse, som appellanten havde gjort gældende i forbindelse med proceduren i første instans, kan antages til realitetsbehandling, dels for så vidt som Europa-Kommissionen ud over sine egne omkostninger pålægges at betale en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger i forbindelse med nævnte procedure. Hovedappellen forkastes. Kommissionen frifindes i det af Eugène Emile Marie Kimman ved Personaleretten anlagte søgsmål. Eugène Emile Marie Kimman betaler sagens omkostninger for første instans og i forbindelse med hovedappellen. Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med kontraappellen.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter ikke indeholdt i klagen, men snævert forbundet hermed – formaliteten – anbringende om materiel eller formel lovlighed – betingelse, som ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at sagen kan antages til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – overholdelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og retssikkerhedsprincippet – bred fortolkning af begreberne »genstand« og »årsag« – ændring af den retlige begrundelse for en indsigelse – ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indsigelsen støttes på et nyt grundlag

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – anbringender og argumenter, der ikke fremgår af klagen, men som tilsigter at anfægte rigtigheden af den begrundelse, der er indeholdt i svaret på klagen – antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Appel – anbringender – tilsidesættelse af forpligtelsen til at besvare parternes anbringender og påstande – fejlagtig bedømmelse foretaget af Personaleretten i forhold til påstanden om afvisning i første instans – medhold i appellen

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

5.      Retslig procedure – sagsomkostninger – pålæggelse – inddragelse af billighedshensyn – den vindende part tilpligtes at betale sagsomkostninger – uanvendelighed i tilfælde af påberåbt, men ikke fastslået uregelmæssighed – grænser – pligt til forudgående høring af parterne – foreligger ikke

(Personalerettens procesreglement, art. 87 og 88)

1.      De påstande, som nedlægges for Unionens retsinstanser i tjenestemandssager, kan kun vedrøre indsigelser, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte, hvorved præciseres, at de dog kan uddybes for Unionens retsinstanser ved anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som står i nøje forbindelse hermed.

For at vurdere, om indsigelserne støtter sig på samme grundlag som det, de i klagen påberåbte indsigelser støtter sig på, kan Unionens retsinstanser i denne sammenhæng ikke støtte sig på den ene omstændighed, at et anbringende tilsigter at anfægte den materielle eller formelle lovlighed af en påklaget retsakt.

Den omstændighed, at de anbringender, der er omfattet af klagen og stævningen, tilsigter at anfægte en retsakts materielle lovlighed eller – alternativt – dennes formelle lovlighed, gør det i øvrigt ikke muligt i sig selv at godtgøre, at disse anbringender kan anses for at have en snæver forbindelse med hinanden. Begreberne »materiel lovlighed« og »formel lovlighed« er nemlig for brede og abstrakte i forhold til det præcise formål med det pågældende klagepunkt med henblik på at sikre, at en sådan sammenhæng kan være til stede mellem anbringender, der udelukkende vedrører det ene eller det andet af disse begreber.

(jf. præmis 45, 50 og 54)

Henvisning til:

Retten: 25. oktober 2013, sag T 476/11 P, Kommissionen mod Moschonaki, præmis 73, 75 og 79 og den deri nævnte retspraksis

2.      Gennemførelsen af reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen såvel som prøvelsen af denne ved Unionens retsinstanser skal på én gang sikre den fulde overholdelse af på den ene side princippet om effektiv retsbeskyttelse, hvilket udgør et generelt princip i EU-retten, som er formuleret i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således at den berørte part er i stand til med føje at anfægte en bebyrdende afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden, og på den anden side retssikkerhedsprincippet, således at den nævnte myndighed allerede fra klagestadiet kan være i stand til at påkende de kritikpunkter, som den berørte part retter mod den anfægtede afgørelse. Således må fortolkningen af disse begreber, idet det er nødvendigt, at sagsgenstanden og årsagen til tvisten ikke ændres i stævningen, for at gøre det muligt at nå frem til en mindelig løsning af uoverensstemmelserne ved allerede fra klagestadiet at gøre ansættelsesmyndigheden bekendt med den berørte parts kritikpunkter, ikke medføre en begrænsning i den berørte parts mulighed for med føje at kunne anfægte en bebyrdende afgørelse. Dette er grunden til, at begrebet tvistens genstand, der svarer til den berørte parts påstande, såvel som begrebet årsagen til tvisten, der svarer til den retlige og faktiske begrundelse for disse påstande, ikke bør fortolkes restriktivt.

I denne sammenhæng er en enkelt ændring af den retlige begrundelse for en indsigelse ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at indsigelsen støttes på et nyt grundlag. Således kan flere retlige begrundelser underbygge én og samme påstand og følgelig én og samme årsag. Det forhold, at der i stævningen påberåbes tilsidesættelse af en specifik bestemmelse, der ikke blev påberåbt i forbindelse med klagen, medfører med andre ord ikke, at tvistens årsag af denne grund er blevet ændret. Der bør nemlig lægges vægt på den nævnte årsags substans og ikke alene på ordlyden af den retlige begrundelse, idet Unionens retsinstanser skal efterprøve, om der foreligger en snæver forbindelse mellem disse begrundelser, og om de i væsentlig grad knytter sig til de samme påstande.

(jf. præmis 57-60)

Henvisning til:

Retten: Kommissionen mod Moschonaki, præmis 82-85

3.      Inden for rammerne af en tjenestemandssag skal ethvert anbringende, der fremsættes for første gang i stævningen, og som tilsigter at anfægte den begrundelse, der er anført i besvarelsen af klagen, ikke antages til realitetsbehandling i det tilfælde, hvor sagsøgeren får kendskab til begrundelsen for den bebyrdende retsakt ved besvarelsen af klagen, eller i det tilfælde, hvor begrundelsen i det nævnte svar i væsentlig grad ændrer eller supplerer den begrundelse, der er indeholdt i den nævnte retsakt. I sådanne tilfælde er den berørte part nemlig ikke blevet sat i stand til nøjagtigt og definitivt at få kendskab til de begrundelser, som den bebyrdende retsakt støttes på.

(jf. præmis 61)

Henvisning til:

Retten: Kommissionen mod Moschonaki, præmis 86

4.      Eftersom Personaleretten ikke har truffet afgørelse om en af parternes afvisningspåstand og endvidere har misforstået den nøjagtige betydning af argumentet angående det omhandlede anbringendes realitet, skal den del af den appellerede dom, der er berørt af denne fejl, ophæves.

(jf. præmis 85)

Henvisning til:

Domstolen: 29. juni 1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 20

5.      I henhold til artikel 88 i Personalerettens procesreglement pålægges endog en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget. Idet nævnte artikel 88 er en undtagelse til reglen i samme reglements artikel 87, hvorefter det pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, kan det ikke betragtes som berettiget at pålægge den vindende part at bære sine egne omkostninger og en del af modpartens omkostninger på baggrund af en uregelmæssighed, der ganske vist er påberåbt, men ikke fastslået.

Nævnte artikel 88 skaber desuden ingen pligt til forudgående høring af parterne angående en sådan fordeling af omkostningerne.

(jf. præmis 94, 95 og 97)

Henvisning til:

Personaleretten: 10. maj 2011, sag F-59/10, Barthel m.fl. mod Domstolen, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis