RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
16. september 2013
Sag T-31/13 P
Vincent Bouillez
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2007 – afgørelsen om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AST 7 – begrundelsespligt – artikel 266 TEUF – vedtægtens artikel 45 – modstridende begrundelse – sammenligning af fortjenester – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 14. november 2012 i sag F-75/11, Bouillez mod Rådet, med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Vincent Bouillez bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger i appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemandssag – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende forskelligt fra anbringendet vedrørende den materielle lovlighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afgørelse om afslag – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, 45 og art. 90, stk. 2)
3. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens kontrol med bevisbedømmelsen – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 257, stk. 3, TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. Begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, der henhører under spørgsmålet om den anfægtede retsakts materielle lovlighed. De klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er derfor uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse.
(jf. præmis 20)
Henvisning til:
Retten: 18. januar 2012, sag T-422/07, Djebel – SGPS mod Kommissionen, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis
2. Ansættelsesmyndigheden er ikke forpligtet til at begrunde afgørelserne om afslag på forfremmelse. Til gengæld skal den begrunde afgørelserne om afslag på de klager, der i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, er indgivet af ikke-forfremmede ansøgere, idet begrundelsen af disse afgørelser om afslag skal være sammenfaldende med begrundelsen af de afgørelser, som klagerne var rettet imod. Da forfremmelser foretages på grundlag af en udvælgelse, skal begrundelsen for et afslag på klagen kun vedrøre de retlige betingelser for procedurens lovlighed i henhold til vedtægten. Ansættelsesmyndigheden er navnlig ikke forpligtet til at meddele den ansøger, der ikke er kommet i betragtning, den sammenlignende vurdering, den har foretaget mellem ham og den ansøger, der er blevet udvalgt til forfremmelse. Det er tilstrækkeligt, at ansættelsesmyndigheden i sin afgørelse om afslag på klagen oplyser den pågældende tjenestemand om den individuelle og relevante begrundelse for afslaget på dennes ansøgning.
Desuden bestemmer vedtægtens artikel 45, at ansættelsesmyndigheden ved sammenligningen af fortjenester især tager hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har.
(jf. præmis 23, 24, 26 og 27)
Henvisning til:
Domstolen: 13. april 1978, sag 101/77, Ganzini mod Kommissionen, Sml. s. 915, præmis 10
Retten: 3. marts 1993, sag T-25/92, Vela Palacios mod CES, Sml. II, s. 201, præmis 25; 11. juni 1996, sag T-118/95, Anacoreta Correia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 283, og II, s. 835, præmis 82; 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 357, præmis 148; 18. december 1997, sag T-142/95, Delvaux mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 477, og II, s. 1247, præmis 84; 19. februar 1998, sag T-3/97, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 89, og II, s. 215, præmis 112; 21. september 1999, sag T-157/98, Oliveira mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 163, og II, s. 851, præmis 52
3. I henhold til artikel 257, stk. 3, TEUF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen er appellen til Retten begrænset til retsspørgsmål.
Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har fået forelagt, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål, der som sådan er undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre de beviser, der er forelagt for denne ret, er gengivet forkert. Når førsteinstansretten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Retten kun kompetence til at udøve en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, førsteinstansretten har draget.
(jf. præmis 34 og 49)
Henvisning til:
Domstolen: 16. september 1997, sag C-56/96 P, Koelman mod Kommissionen, Sml. I, s. 4809, præmis 31; 6. januar 2004, forenede sager C-2/01 P og C-3/01 P, BAI og Kommissionen mod Bayer, Sml. I, s. 23, præmis 47
Retten: 7. december 2011, sag T-274/11 P, Mioni mod Kommissionen, præmis 18; 4. september 2012, T-642/11 P, Mische mod Parlamentet, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis
4. Ansættelsesmyndigheden råder i forbindelse med en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvad der er i tjenestens interesse, samt ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester, og Unionens retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
(jf. præmis 44)
Henvisning til:
Domstolen: 3. april 2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 35
Retten: 16. december 2010, sag T-175/09 P, Rådet mod Stols, præmis 23