DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
4. juni 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2000/13/EF – mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler – artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, nr. 2) – mærkning, der er af en sådan art, at den vildleder køberen med hensyn til levnedsmidlers sammensætning – ingrediensliste – anvendelse af angivelsen »hindbær-vanilje-eventyr« og af billeder af hindbær og vaniljeblomster på indpakningen af en frugtte, som ikke indeholder disse ingredienser«
I sag C-195/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) ved afgørelse af 26. februar 2014, indgået til Domstolen den 18. april 2014, i sagen
Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände – Verbraucherzentrale Bundesverband e.V.
mod
Teekanne GmbH & Co. KG,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Jürimäe, og dommerne M. Safjan (refererende dommer) og A. Prechal,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände – Verbraucherzentrale Bundesverband e.V. ved Rechtsanwälte J. Kummer og P. Wassermann
– Teekanne GmbH & Co. KG ved Rechtsanwalt A. Meyer
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget
– den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og C. Madaleno, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og K. Herbout-Borczak, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 596/2009 af 18. juni 2009 (EUT L 188, s. 14, herefter »direktiv 2001/13«).
2 Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en tvist mellem Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände – Verbraucherzentrale Bundesverband e.V. (tysk forbundssammenslutning af forbrugerorganisationer og ‑sammenslutninger, herefter »BVV«) og Teekanne GmbH & Co. KG (herefter »Teekanne«) vedrørende den påståede vildledende karakter af mærkningen af et levnedsmiddel.
Retsforskrifter
EU-retten
Direktiv 2000/13
3 Direktiv 2000/13 er blevet ophævet med virkning fra den 13. december 2014 i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304, s. 18). Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen finder direktiv 2000/13 ikke desto mindre anvendelse på denne sag.
4 6., 8. og 14. betragtning til dette direktiv har følgende ordlyd:
»(6) Alle regler vedrørende mærkning af levnedsmidler bør først og fremmest opfylde kravet om at oplyse og beskytte forbrugerne.
[…]
(8) En detaljeret mærkning, der angiver produktets eksakte art og beskaffenhed, gør det muligt for forbrugeren at foretage sit valg med fuldt kendskab til produktet og er den bedst egnede, for så vidt som den skaber færrest hindringer for den frie samhandel.
[…]
(14) Bestemmelserne om mærkning bør ligeledes omfatte forbud mod at vildlede køberen […]. For at være effektivt skal dette forbud også omfatte præsentationsmåde og reklame for levnedsmidler.«
5 Det nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, og stk. 3, litra a), fastsætter:
»1. Dette direktiv vedrører mærkning af levnedsmidler, der er bestemt til i uforandret stand at leveres til den endelige forbruger, samt visse aspekter i forbindelse med præsentationsmåde og reklame for sådanne levnedsmidler.
[…]
3. I dette direktiv forstås ved:
a) »mærkning«: angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, billeder eller symboler, som vedrører et levnedsmiddel, og som er anført på emballager, dokumenter, skilte, etiketter eller halsetiketter af enhver art, der ledsager eller henviser til dette levnedsmiddel.«
6 Samme direktivs artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), bestemmer:
»Mærkningen og dennes nærmere udformning må ikke:
a) være af en sådan art, at den vildleder køberen, især:
i) med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed, og især dets art, identitet, egenskaber, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, fremstillings- eller frembringelsesmåde.«
7 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/13 bestemmer:
»Mærkning af levnedsmidler skal på de betingelser og med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4-17, kun omfatte følgende obligatoriske oplysninger:
1) [v]arebetegnelse
2) [i]ngrediensliste
[…]«
8 Direktivets artikel 6 har følgende ordlyd:
»1. Ingredienslisten angives i overensstemmelse med denne artikel og med bilag I, II, III og IIIa.
[…]
4. a) ved »ingrediens« forstås ethvert stof, herunder tilsætningsstoffer og enzymer, der anvendes ved fremstilling eller tilberedning af et levnedsmiddel, og som stadig forefindes i færdigvaren, eventuelt i ændret form.
[…]
5. Ingredienslisten består i en opregning af samtlige ingredienser i levnedsmidlet efter aftagende vægt henført til fremstillingstidspunktet. Den indledes af en passende angivelse, hvori indgår ordet »ingredienser«.
[…]
6. Ingredienserne skal i givet fald betegnes ved deres specifikke navn i overensstemmelse med reglerne i artikel 5.
Dog:
[…]
– betegnes aromaer i overensstemmelse med bilag III til dette direktiv
[…]
7. Ved fællesskabsbestemmelser og, dersom sådanne ikke findes, nationale bestemmelser kan det for bestemte levnedsmidler fastsættes, at der sammen med varebetegnelsen skal være angivet en eller flere bestemte ingredienser.
[…]«
Forordning (EF) nr. 178/2002
9 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31, s. 1) fastsætter følgende i artikel 8 med overskriften »Beskyttelse af forbrugernes interesser«:
»1. Fødevarelovgivningen skal have til formål at beskytte forbrugernes interesser og skal give forbrugerne grundlag for at træffe informerede valg med hensyn til de fødevarer, som de indtager. Lovgivningen skal tilsigte forebyggelse af:
a) uredelig eller vildledende handlemåde
b) fødevareforfalskning, og
c) enhver anden praksis, som kan vildlede forbrugerne.«
10 Denne forordnings artikel 16 fastsætter følgende:
»Uden at dette berører specifikke bestemmelser i fødevarelovgivningen, må reklamer for fødevarer eller foder, mærkningen og præsentationen af fødevarer eller foder, herunder deres form, fremtræden eller indpakning, de anvendte indpakningsmaterialer, den måde, hvorpå varerne er arrangeret, og de omgivelser, hvori de udstilles, samt de informationer, der uanset medium gives om varerne, ikke vildlede forbrugerne.«
Tysk ret
11 § 4, nr. 11, i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (lov mod illoyal konkurrence) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (BGBl. 2010 I, s. 254, herefter »UWG«), bestemmer følgende:
»Eksempler på illoyale kommercielle handlinger:
Illoyalt handler særligt den, der
[…]
11. handler i strid med en lovbestemmelse, der er bestemt til at regulere de handlendes adfærd på markedet i markedsaktørernes interesse.«
12 UWG’s § 5, stk. 1, nr. 1, bestemmer:
»Vildledende kommercielle handlinger«
1) Den, der foretager en vildledende kommerciel handling, handler illoyalt. En kommerciel handling er vildledende, såfremt den indeholder urigtige oplysninger eller andre oplysninger, der er egnede til at skuffe vedrørende følgende omstændigheder:
1. de væsentlige egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, såsom det omfang, i hvilket den står til rådighed, dens art, dens udførelse, dens fordele, dens risici, dens sammensætning, dens tilbehør, måden og tidspunktet for dens fremstilling, levering eller ydelse, dens hensigtsmæssighed, dens anvendelsesmuligheder, dens mængde, dens beskaffenhed, eftersalgsservice og klagebehandling, dens geografiske eller handelsmæssige oprindelse, de resultater, der kan forventes ved dens anvendelse, eller resultaterne af eller de væsentligste kendetegn ved tests foretaget på varen eller tjenesteydelsen.«
13 § 11 i Lebensmittel-, Bedarfsgegenstände- und Futtermittelgesetzbuch (lov om levnedsmidler, almindelige forbrugsgoder og foderstoffer) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »LFGB«), med overskriften »Forskrifter til vedrørende beskyttelse mod vildledning« fastsætter i stk. 1:
»Det er forbudt at sælge levnedsmidler i erhvervsøjemed under en vildledende betegnelse eller angivelse eller ved en vildledende præsentationsmåde eller generelt eller i enkelte tilfælde at reklamere for levnedsmidler ved hjælp af vildledende forklaringer eller andre udsagn. Der foreligger navnlig en vildledning når:
1. der i forbindelse med et levnedsmiddel anvendes betegnelser, angivelser, præsentationsmåder, forklaringer eller andre budskaber om egenskaber, der er egnede til vildledning, herunder navnlig vedrørende type, tilstand, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelse, herkomst eller fremstillings- eller produktionsmetode
[…]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
14 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Teekanne sælger en frugtte under betegnelsen »Felix Himbeer-Vanille Abenteuer« (»Felix’ hindbær-vanilje eventyr«) (herefter »frugtteen«). Teens indpakning består af en lukket, kasseformet papæske, der indeholder 20 teposer.
15 Indpakningen indeholder et vist antal elementer i forskellige størrelser, farver og skrifttyper, navnlig billeder af hindbær og vaniljeblomster, angivelserne »frugtte med naturlige aromaer« og »frugtte med naturlige aromaer – hindbær-vaniljesmag« samt et grafisk udformet stempel, der i en gylden cirkel indeholder angivelsen »kun naturlige ingredienser«.
16 Ifølge den forelæggende ret indeholder frugtteen ingen bestanddele eller aromaer fra vanilje eller hindbær. Ingredienslisten, der fremgår af en af siderne på indpakningen, er følgende: »hibiscus, æble, brombærblade, appelsinskal, hyben, naturlig aroma med vaniljesmag, citronskal, naturlig aroma med hindbærsmag, brombær, jordbær, blåbær, hyldebær«.
17 BVV anlagde sag mod Teekanne ved Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i Düsseldorf), idet BVV gjorde gældende, at de oplysninger, som fremgik af frugtteens indpakning, var af en sådan art, at de vildledte forbrugeren om teens sammensætning. På grund af disse oplysninger ville forbrugeren nemlig forvente, at den nævnte te indeholdt bestanddele af vanilje og hindbær, eller i hvert fald naturlig vaniljearoma og naturlig hindbæraroma.
18 Som følge deraf nedlagde BVV påstand om, at Teekanne under trussel om tvangsmidler blev pålagt at undlade at reklamere eller lade reklamere for frugtteen i forbindelse med forretningsmæssige handlinger. BVV nedlagde endvidere påstand om, at Teekanne blev tilpligtet at betale 200 EUR for omkostningerne i forbindelse med pålægget.
19 Ved dom af 16. marts 2012 gav Landgericht Düsseldorf BVV medhold i søgsmålet.
20 Efter at Teekanne havde iværksat appel, ophævede Oberlandesgericht Düsseldorf (appelretten i Düsseldorf) denne dom ved dom af 19. februar 2013 og forkastede BVV’s påstand. Denne ret fandt, at der hverken forelå vildledning af forbrugeren som omhandlet i UWG’s § 4, nr. 11, sammenholdt med LFGB’s § 11, stk. 1, andet punktum, nr. 1, eller som omhandlet i UWG’s § 5, stk. 1, første og andet punktum, nr. 1.
21 Ifølge denne ret skulle disse bestemmelser i UWG og LFGB i overensstemmelse med direktiv 2000/13 fortolkes således, at de henviser til gennemsnitsforbrugerens forventninger. I det foreliggende tilfælde fremgik det af frugtteens ingrediensliste, der var gengivet på indpakningen, at de anvendte naturlige aromaer havde hindbær- eller vaniljesmag. Det fremgik således utvetydigt af denne liste, at de anvendte aromaer ikke var blevet udvundet af vanilje og hindbær, men at de havde smagen deraf. Ifølge Domstolens praksis var rigtig og fuldstændig information, der følger af ingredienslisten på indpakningen, tilstrækkelig til at udelukke, at der var risiko for vildledning af forbrugeren.
22 BVV iværksatte »revisionsanke« af denne dom ved Bundesgerichtshof (den tyske højesteret).
23 Ifølge den forelæggende ret giver afbildningen af hindbær og vaniljeblomster, der gengives flere steder på frugtteens indpakning som blikfang, ligesom angivelsen »med naturlige aromaer«, der ligeledes gengives flere gange, og den ligeledes gentagne afbildning af det grafisk udformede stempel med angivelsen »kun naturlige ingredienser« indtryk af, at denne tes smag også præges af aromaer, der er udvundet af hindbærfrugter og vaniljeplanter. Præsentationen af den nævnte te er dermed udformet således, at den – også hos en almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger – kan fremkalde et urigtigt indtryk med hensyn til teens sammensætning. Præsentationsmåden for frugtteen kan desuden afholde forbrugeren fra at læse ingredienslisten, der står på pakken med mindre skrift, og hvoraf de rigtige ingredienser fremgår.
24 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at mærkningen af frugtteen og dennes nærmere udformning i lyset af sjette og ottende betragtning til direktiv 2000/13 er af en sådan art, at den vildleder køberen som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i).
25 Under disse omstændigheder har Bundesgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Må mærkningen af og præsentationsmåden for levnedsmidler samt reklame for sådanne levnedsmidler gennem udseendet, betegnelsen eller den visuelle præsentation fremkalde det indtryk, at der er tale om en bestemt ingrediens, selv om der i virkeligheden ikke er tale om denne ingrediens, og dette alene fremgår af ingredienslisten, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2000/13[…]/«
Om det præjudicielle spørgsmål
26 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2000/13 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at mærkningen af et levnedsmiddel og dennes nærmere udformning med en bestemt ingrediens’ udseende, betegnelse eller grafiske præsentation kan give det indtryk, at denne ingrediens forefindes i dette levnedsmiddel, selv om den faktisk ikke forefindes deri, og dette alene fremgår af ingredienslisten, der står på det nævnte levnedsmiddels indpakning.
27 I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at der på frugtteens indpakning bl.a. er billeder af hindbær og vaniljeblomster, angivelserne »frugtte med naturlige aromaer« og »frugtte med naturlige aromaer – hindbær-vaniljesmag« samt et grafisk udformet stempel, der indeholder angivelsen »kun naturlige ingredienser«.
28 For det andet bemærkes, at denne te ifølge ingredienslisten, som står på en af siderne på indpakningen, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2000/13, og hvis præcise og udtømmende karakter ikke er blevet bestridt, indeholder naturlige aromaer med »vaniljesmag« og »hindbærsmag«. Det er således ubestridt, at den nævnte te hverken indeholder naturlige ingredienser fra vanilje eller fra hindbær eller aroma udvundet af disse sidstnævnte.
29 I tvisten i hovedsagen er spørgsmålet således, om mærkningen af frugtteen er af en sådan art, at den vildleder køberen, idet den giver indtryk af, at der er bestanddele af hindbær og vaniljeblomster eller aromaer udvundet af disse ingredienser deri, selv om der ikke forefindes sådanne bestanddele eller aromaer i denne te.
30 Som det er anført i sjette og ottende betragtning til direktiv 2000/13, skal dette direktiv først og fremmest opfylde kravet om at oplyse og beskytte forbrugerne, idet en detaljeret mærkning, der angiver produktets eksakte art og beskaffenhed, således kan gøre det muligt for forbrugeren at foretage sit valg med fuldt kendskab til produktet.
31 I denne henseende fastsætter artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 som gentagelse af direktivets 14. betragtning, at mærkningen og dennes nærmere udformning ikke må være af en sådan art, at den vildleder køberen, især med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed, navnlig dets art, identitet, egenskaber, sammensætning, mængde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, fremstillings- eller frembringelsesmåde.
32 Det følger heraf, at denne bestemmelse kræver, at køberen har ret til en korrekt, neutral og objektiv oplysning, som ikke vildleder (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Italien, C-47/09, EU:C:2010:714, præmis 37).
33 Det skal tilføjes, at det fremgår af ordlyden af artikel 16 i forordning nr. 178/2002, at uden at dette berører specifikke bestemmelser i fødevarelovgivningen, må reklamer for fødevarer eller foder, mærkningen og præsentationen af fødevarer eller foder, herunder deres form, fremtræden eller indpakning, de anvendte indpakningsmaterialer, den måde, hvorpå varerne er arrangeret, og de omgivelser, hvori de udstilles, samt de informationer, der uanset medium gives om varerne, ikke vildlede forbrugerne.
34 Selv om direktiv 2000/13 udgør en specifik bestemmelse i fødevarelovgivningen i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 16 i forordning nr. 178/2002, bekræfter denne sidstnævnte bestemmelse, sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 8, at mærkningen af et levnedsmiddel ikke må have en vildledende karakter.
35 Med henblik på besvarelsen til den forelæggende ret skal det bemærkes, at det i princippet ikke tilkommer Domstolen inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem de nationale retter og Unionens retsinstanser at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt mærkningen af visse produkter er af en sådan art, at den vildleder køberen eller forbrugeren, eller at påkende spørgsmålet om, hvorvidt en varebetegnelse eventuelt er vildledende. Denne opgave påhviler den nationale ret. Imidlertid kan Domstolen i forbindelse med en præjudiciel afgørelse i givet fald give anvisninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens afgørelse (jf. bl.a. domme Geffroy, C-366/98, EU:C:2000:430, præmis 18-20, og Severi, C-446/07, EU:C:2009:530, præmis 60).
36 Ved afgørelsen af, om en mærkning kan vildlede køberen, skal de nationale retsinstanser i det væsentlige tage hensyn til den formodede forventning i forhold til denne mærkning hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger hvad angår levnedsmidlets oprindelse, det sted, det kommer fra, og dets kvalitet, idet det afgørende er, at forbrugeren ikke vildledes og forledes til urigtigt at tro, at produktet har en anden oprindelse, kommer fra et andet sted eller har en anden kvalitet, end hvad der i virkeligheden er tilfældet (jf. i denne retning dom Severi, C-446/07, EU:C:2009:530, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
37 I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at det er anerkendt, at de forbrugere, hvis valg af produkt navnlig afgøres af sammensætningen af det produkt, de har til hensigt at købe, først læser ingredienslisten, som skal være angivet på produktet, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2000/13 (jf. i denne retning domme Kommissionen mod Tyskland, C-51/94, EU:C:1995:352, præmis 34, og Darbo, C-465/98, EU:C:2000:184, præmis 22).
38 Imidlertid gør den omstændighed, at ingredienslisten står på det i hovedsagen omhandlede produkts indpakning, det ikke i sig selv muligt at udelukke, at mærkningen af dette produkt og dennes nærmere udformning kan være af en sådan art, at den vildleder køberen, som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13.
39 Mærkningen, som defineret i dette direktivs artikel 1, stk. 3, litra a), består nemlig af angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, billeder eller symboler, som vedrører levnedsmidlet, og som er anført på dette levnedsmiddels emballage. Blandt disse forskellige elementer kan visse i praksis være usande, fejlagtige, tvetydige, selvmodsigende eller uforståelige.
40 Hvis dette er tilfældet, kan ingredienslisten i visse situationer, selv om den er eksakt og udtømmende, være uegnet til på tilstrækkelig måde at korrigere forbrugerens fejlagtige eller tvetydige indtryk med hensyn til et levnedsmiddels beskaffenhed, der følger af andre elementer, som indgår i mærkningen af dette levnedsmiddel.
41 I den situation, hvor mærkningen af et levnedsmiddel og dennes nærmere udformning, taget som helhed, giver det indtryk, at dette levnedsmiddel indeholder en ingrediens, som i virkeligheden ikke forefindes deri, kan en sådan mærkning således vildlede køberen vedrørende det nævnte levnedsmiddels beskaffenhed.
42 I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at foretage en undersøgelse af alle de forskellige elementer, som mærkningen af frugtteen består af, med henblik på at afgøre, om en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger kan vildledes med hensyn til, om der i teen forefindes bestanddele af hindbær og vaniljeblomster eller aromaer udvundet af disse ingredienser.
43 Inden for rammerne af denne undersøgelse skal den nationale ret navnlig tage hensyn til de anvendte ord og billeder og placeringen, størrelsen og farven af, skrifttypen og sproget i samt syntaksen og tegnsætningen for de forskellige elementer, der står på indpakningen af frugtteen.
44 Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med at artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2000/13 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at mærkningen af et levnedsmiddel og dennes nærmere udformning med en bestemt ingrediens’ udseende, betegnelse eller grafiske præsentation kan give det indtryk, at denne ingrediens forefindes i dette levnedsmiddel, selv om den faktisk ikke forefindes deri, og dette alene fremgår af ingredienslisten, der står på det nævnte levnedsmiddels indpakning.
Sagens omkostninger
45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
Artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 596/2009 af 18. juni 2009, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at mærkningen af et levnedsmiddel og dennes nærmere udformning med en bestemt ingrediens’ udseende, betegnelse eller grafiske præsentation kan give det indtryk, at denne ingrediens forefindes i dette levnedsmiddel, selv om den faktisk ikke forefindes deri, og dette alene fremgår af ingredienslisten, der står på det nævnte levnedsmiddels indpakning.
Underskrifter